NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 2

More documents

Recommendations

Info

P S Y KO L O G E R O G KO N TA K T P E R S O N E R S KO M P E T E N C E R At fi nde en kompetent psykolog viste sig ikke at blive den store succes. ”For det første fandt jeg ingen psykolog, der kunne kommunikere taktilt med mig, man vil jo gerne være lidt privat i sådan en situation…jeg fandt dog en psykolog, som var dygtig til døve og hørehæmmede, men det virkede heller ikke. Jeg følte ikke, at hun magtede mig. Hun forstod ikke døvblindeverdenen, så jeg trak mig til sidst.” ”Psykologer har ikke nok indsigt i døvblindeverdenen, de magter ikke at kommunikere med døvblindblevne, og slet ikke hvis man benytter sig af taktil kommunikation,” siger Carsten. ”Det er rarere at komme til psykolog uden tolk eller kontaktperson, man vil jo gerne være under fi re øjne…ellers har man ikke noget privatliv.” Carsten fi k aldrig den psykologhjælp, han ønskede. Han valgte derimod at bruge sin samlever og døvblindekonsulenten som, ”samtaleterapeuter,” og hjælp til at komme videre i sit liv. Carsten har i dag nogle gode ”Da Carstens mor ankom og så, de skulle have nissehuer på, blev hun lidt betænkelig... ” kontaktpersoner, som han er glad for, men han har fl ere gange været frustreret på grund af kontaktpersoners manglende professionalisme. Han forklarer, at det er svært at have en kontaktperson, som blander sig i ens private anliggender. Det er meget vigtigt, at kontaktpersonen er opmærksom på, at vedkommendes vigtigste opgave er at agere øjne og ører. Det er vigtigt, at kontaktpersonen fortæller om alt, hvad der foregår i og omkring den døvblindblevnes situation. Carsten har tidligere oplevet, at kontaktpersonen virker ligeglad med ham, også når han har vist tydelige tegn på indre frustration og angst for, at kontaktpersonen måske var sur på ham. ”Somme tider,” siger Carsten, ”kunne jeg godt føle, at kontaktpersonen var stærk på en måde, så jeg følte mig svag.” At være kontaktperson er en svær opgave, som kræver høj grad af integritet og rummelighed. B E H OV F O R M O B I L P S Y KO L O G Kirsten fortæller, at døvblindeverdenen er meget lille, og så snart der er noget galt, ved alle det. Hun er næstformand i FDDB, og via hendes kontakt til FDDB-konsulenter samt telefoninstruktører har hun erhvervet sig en indsigt i, at der generelt er et stort behov hos døvblindblevne for at tale om deres problemer. Hendes kolleger siger: ”De døvblinde taler så meget, når vi kommer ud til dem, men det er jo slet ikke vores område at snakke om psykiske problemer.” Kirsten foreslår en mobil psykolog som løsningsmodel, hun siger: ”Døvblinde er så afhængige, fordi de skal ledsages til stedet, det er ikke god livskvalitet. Man føler sig ikke som almindelige mennesker. Døvblinde bor meget spredt i landet. Så kunne psykologen tage rundt på besøg. Hvis man er psykolog og kommer ind i et hjem og ser, hvordan personen bor, så kan man også derigennem få et indtryk af ham eller hende. Jeg har en mobil fodterapeut, hvis hun kan være mobil, kan en psykolog vel også” H U M O R O G A K T I V I T E T E R I H V E R DAG E N Kirsten er generelt meget konstruktiv i sin tilgang til problemer og siger på et tidspunkt i interviewet: ”Nu ikke alt det sørgelige, vi må komme videre med vores liv…jeg tror, at hvis man dyrker motion, giver det mindre psykiske problemer. For at blive rigtig frisk om morgenen, går jeg ofte ud på altanen, hvor jeg laver armbevægelser og trækker vejret, det hjælper godt – morgenstund har guld i mund. At gå i skoven er også pragtfuldt, man får det bedre.” Kirsten mener, det er vigtigt for en taktil person som Carsten at få lov til at føle på en masse ting og mærke noget. Det er også med til at give ham livskvalitet. Det må prioriteres så vidt muligt, siger hun. Hendes nyeste eksempel er, at hun syntes de skulle have et fi nt juletræ med julepynt til juleaften, men det var jo ikke lige noget for Carsten. ”Så Carsten kysser Kirsten, og undrer sig over, at hun er så lille... ” Til gengæld købte de så en masse nissehuer, som de kunne have på og røre ved hele aftenen. Da Carstens mor ankom og så, de skulle have nissehuer på, blev hun lidt betænkelig, men tog den da på af høfl ighed. Resultatet blev, at hun havde haft så meget glæde af nissehuen og kontakten den havde skabt hele juleaften, at hun slet ikke ville af med den igen, og tog den dermed på i taxaen hjem.” Det var en god oplevelse,” siger Carsten, ”min mor glemmer tegnsprog, men så havde vi da det sammen.” Både Kirsten og Carsten mener, at humoren er en vigtig ingrediens i livets suppegryde: ”Vi griner gerne sammen, jaaah det er vigtigt at grine sammen,” siger Kirsten og herefter fl yver den ene morsomme historie efter den anden gennem lokalet. Her kommer en af historierne: ”Carsten var alene hjemme en dag og gik ned for at hente eftermiddagsavisen. Han fornemmede, at Kirsten var kommet hjem og at hun nu var på vej mod postkassen. Så Carsten kysser Kirsten, og undrer sig over, at hun er så lille (Kirsten er en høj dame), hvorefter det pludselig går op for ham, at det slet ikke er Kirsten, han er i færd med at kysse og omfavne – men derimod avisbudet, som så oven i købet viser sig slet ikke at være en voksen, men en teenager – pige eller dreng, det fandt Carsten aldrig ud af!” L I G E V Æ R D I PA R F O R H O L D E T Kirsten har en lille synsrest tilbage, hvilket gør, at hun stadig kan se fjernsyn, og aftenen før dette interview har hun set en fjernsynsudsendelse om danske parforhold. Inspireret af dette program vælger Kirsten selv at bringe emnet ligeværdighed i parforhold på banen. Hun er rystet over fjernsynsprogrammet og siger: ”Jeg var slet ikke klar over, det var sådan i mange danske hjem. Her hos os er vi enige om, at man skal deles om tingene. 8 NYT NR.2-2008
HJEMME HOS ... Carsten har sine opgaver, og jeg har mine. Vi deler tingene. Vi har også ejendele fra os begge to, vores hjem er meget ligeligt fordelt, synes jeg.” Hele interviewet bærer præg af, at Kirsten og Carsten er gode støtter for hinanden. Både med hensyn til det praktiske i hverdagen som for eksempel husholdning og indretning, men også når de gerne vil dyrke sport eller ud i naturen. Carsten går til fi tness sammen med sin kontaktperson, hvilket Kirsten støtter ham meget i, og Kirsten vil gerne ud at gå i skoven, her står Carsten så til gengæld parat til glæde for Kirsten. De er begge glade for at deltage FDDB’s fællesrejser, julekrydstogtet for eksempel, hvor alle bruger tegnsprog: ”Det er så dejligt,” siger de begge, ”så er der slet ingen forhindringer.” Tiden er gået, og vi slutter interviewet. Kirsten og Carsten viser mig rundt i deres lejlighed, som oser af hygge og personlighed. Jeg bliver bekræftet i den følelse, som jeg har haft gennem hele interviewet: at Kirsten og Carsten er et kærligt og velfungerende par, som har formået at gribe livet med det, det nu engang har haft til dem begge på både godt og ondt. ■ N Y T N R . 2 - 2 0 0 8 9
Page 1 and 2: S O M M E R N U M M ER 2 - 2 0 0 8
Page 3 and 4: LEDEREN ”Døvblindhed: det, at ma
Page 5 and 6: ELSER KNYTTET TIL DET AT HAVE ET AR
Page 7: HJEMME HOS ... HUMOR OG ANGST - en
Page 11 and 12: Hvis den første forklaring er rigt
Page 13 and 14: Sarah Reeds kommentarer: Valentina
Page 15 and 16: som er en sikker metode til dels at
Page 17 and 18: De kendte til andre frivillige ordn
Page 19 and 20: med døvblindhed færdes uafhængig
Page 21 and 22: VO R E S U D E N L A N D S K E KO L
Page 23 and 24: ksne døvblindblitte gensidigt forh
Page 25 and 26: A N M E L D E L S E A F B O G E N :
Page 27 and 28: KALENDEREN AUSTRALSK INDSATS OM ÆL

NYT om erhvervet døvblindhed 2008 nr. 2

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?