NYT om erhvervet døvblindhed 2009 nr. 1

HJEMME HOS ...
huske, hvad jeg havde sagt til hvem 80 mennesker er mange at
holde styr på. Jeg skulle virkelig være skarp. Jeg besluttede mig
for at fortælle sandheden, og det var det store skift i mit liv. Jeg
fandt i tilgift ud af, at sandheden var den rareste vej.”
Raziyes frygt for at blive mobbet på grund af hendes synshandicap
blev aldrig til virkelighed, tværtimod. Det blev en befrielse
for hende bare at kunne være den, hun var. ”Jeg fi k fl ere venner,
end jeg havde regnet med, og fl ere end jeg havde haft før.” Og
de problemer Raziye kendte til, fra før hun blev åben om sine
synsproblemer, blev færre og færre for til sidst helt at fortone sig.
”Efterfølgende tænkte jeg, at hvis man skal have nye venner, er
det vigtigt at være ærlig. Jeg har jo den samme forventning til
andre mennesker.”
Passiv og aktiv information
I dag arbejder Raziye halv tid som pædagogmedhjælper på Skolen
på Kastelsvej (Specialskole for døve og hørehæmmede børn,
red.) og halv tid som ungdomskonsulent for FDDB (Foreningen af
Danske Døvblinde). Hun sætter stor pris på sit arbejdsliv, for som
hun siger: ”Det giver mig al den information om samfundet og
hverdagslivet, som jeg ellers ikke får. Hørende får meget ’gratis’
information fx ved at overhøre en samtale blandt passagerer i
bussen, i supermarkedet eller høre radio, de muligheder har jeg
ikke.”
Generelt er transport et problem for mange døvblinde, der færdes
selvstændigt. Raziye beretter om en oplevelse på Høje Tåstrup
station, som må være en mors værste mareridt. ”Der havde været
bombetrusler på stationen, så den havde været lukket fl ere timer
i træk. Togtiderne var blevet ændret, og der var kaos. Jeg havde
min datter med i klapvognen, og hun var ikke specielt interesseret
i at sidde stille lige på det tidspunkt, så derfor fi k hun lov at stå op
i vognen.”
”Jeg skulle lige orientere mig om den ændrede togplan. Jeg kiggede
væk et øjeblik, og da jeg kiggede tilbage i klapvognen, var
hun væk. Mit hjerte gik helt amok. Det viste sig, hun stod lige ved
siden af klapvognen, men fordi mit synsfelt er så lille, ser jeg jo
Raziye med sønnen Calvin
Ud over viden om det omgivende samfund får Raziye også indsigt
i ny viden om pædagogiske metoder og uddannelsesstof via sine
tegnsprogede kolleger. Det giver en stor tilfredsstillelse rent fagligt.
Og det giver indsigter og informationer, som både Raziye og
hendes venner og veninder har stor gavn af. ”Vi deler vores viden.
En ved noget om service og økonomi, en anden er socialrådgiver.
Jeg ved noget om pædagogiske metoder, autisme, sen sprogudvikling
m.m. og så selvfølgelig en masse om Usher. Vi er gode til
at formidle viden til hinanden.”
Transport – det sorte får
Raziye er i skrivende stund på barsel med sit barn nr. to og skal
herefter tilbage på arbejdsmarkedet. Om det hersker der ingen
tvivl. Problemfrit er det dog ikke. Den mørke danske vinter stiller
store krav til personer med nedsat syn. Det samme gør vores
meget visuelle og auditive samfund.
”Det er lidt hårdt at gå på arbejde specielt i vintersæsonen, hvor
det bliver tidligt mørkt. Jeg afl everer børnene og går til stationen,
mens det stadig er mørkt (min mand møder endnu tidligere, end
jeg gør). Når jeg kommer hjem fra arbejde, er det igen mørkt. De
dage, hvor jeg også skal handle og hente børn efter arbejde, kan
godt være en stor udfordring. Det er den slags problemer, der kan
være svære at tackle i hverdagen som døvblind, men jeg vil IKKE
være foruden mit arbejdsliv.”
N Y T N R . 1 - 2 0 0 9
1 3