NYT om erhvervet døvblindhed 2009 nr. 1

HJEMME HOS ...
ikke, hvad der sker lige rundt om mig. Det var en lidt hård oplevelse.
Og nu har jeg to børn, så der kommer sikkert fl ere oplevelser
af den slags!”
”En anden situation, som jeg jævnligt oplever, i forbindelse med
togtransport, er, at der er sporændring, og der kun bliver informeret
over højtalerne. Så ser jeg, folk pludselig går frem og tilbage
og over på en anden perron. Der burde altid være en supplerende
information på tekst og taktilt.”
Særlige hjælpemidler
Raziye har mange ting i sit liv, hun er godt tilfreds med. En af dem
er den økonomiske hjælp, hun kan få som døvblind. Hun oplever,
at de som småbørnsfamilie får mange og gode hjælpemidler, der
letter hverdagen. Eksempelvis et kamera til vuggestuen, så pædagogerne
kan fotografere dagens hændelser og på den måde
informere Raziye og hendes mand ved afhentning. Børnesange
på tegnssprog og en særlig babyalarm med visuel skærm.
Familien har endvidere et alarmsystem med syv fyrtårne, som
blinker i forskellige situationer. Systemet illustrerer syv forskellige
hændelser med hver sin farve fx orange = børn, grøn = døren,
rød = brand osv. Det er særlig godt for Raziye, idet hun ikke altid
reagerer på blinklys. En anden merydelse, Raziye har fået tildelt,
var dækning af taxaudgifter til transport i forbindelse med et
særligt mødregruppeforløb. ”Jeg synes, jeg bliver taget alvorligt
angående merudgifter, man skal bare kunne argumentere for sine
behov,” understreger Raziye.
Kommunikationen
”Det helt særlige ved at blive mor er moderfølelsen. Det er dejligt
at se ens egne børn vokse op. Se dem lære tegnsprog med deres
små fi ngre. Ens hjerte smelter helt. Jeg føler, jeg kan noget. Jeg
har ikke mulighed for at isolere mig, når jeg har børn. Jeg har altid
noget at lave. Men der er mange småproblemer med kommunikationen.
De ved, de skal sidde og banke i bordet, for ellers kan vi
ikke høre dem. Ellers går de hen og prikker til os. De lærer ud fra
det, de ser, vi gør.”
Raziye har skabt sig et liv, som hun er glad for, og tingene fungerer.
Men i glimt kan hun godt blive frustreret: ”Nogle gange tænker
jeg, bare jeg ikke var døv, det er sååååå irriterende. Vi havde en
periode, hvor vores babyalarm ikke virkede, og der var ventetid på
teknikeren. Da måtte min mor sove hos os i to uger. Når børnene
vågnede, kom hun så ind til os og sagde, at en af dem græd.”
”Andre gange tænker jeg, bare jeg kunne se. Jeg elsker at tage
på diskotek, men der er alt for mange synsindtryk, blinken og skiften
i lys, det giver mig hovedpine. Jeg kunne godt ønske mig bare
en dag at få mit syn tilbage. Så ville jeg tage på diskotek med
nogle venner, høre musikken, mærke rytmen og nyde det sociale.
Og der kan vi jo kommunikere på tegnsprog.”
Raziye bruger nogle gange tale, fx når hun er alene sammen med
børnene: ”Hvis jeg bærer på noget og skal give et af børnene en besked,
bruger jeg talesprog. Eller hvis de løber væk fra mig i skoven.
Jeg skifter mellem talesprog og tegnsprog. Men min mand har ikke
noget talesprog, så når han er til stede, foregår alt på tegnsprog.”
Canja siger ”ko” på tegnsprog
Hjertesager
Ifølge Raziye er der mange områder inden for døvblindeverdenen,
som tåler et øget fokus. I kraft af sit arbejde som ungdomskonsulent
for FDDB har hun kontakt til unge døvblinde. I den forbindelse
fremhæver Raziye især de problemstillinger, der er, for nogle af de
unge døvblinde piger med anden etnisk baggrund: ”De kan ikke
altid kommunikere med forældrene, og nogle familier har en trosretning,
der siger, at når man får et handicappet barn, er det Guds
straf. Der er også mange ting pigerne ikke må, og de mangler en
masse viden. Det er virkelig svært.”
Et andet fokusområde for Raziye er transportproblematikken samt
de problemer, der eksisterer i forhold til det at få daglige informationer:
”Nogle gange kan jeg godt føle mig bandlyst af samfundet.
Hvis hørende fi k lov til at være døve i en periode, ville de opdage,
hvor mange selvfølgelige, daglige informationskanaler de har.
Kanaler der tilbyder information og nyheder fl ere gange i døgnet…
radio, tv-nyheder, mobiltelefoner og hele det offentlige rum. Vi har
kun tv-nyheder på tegnsprog.”
Så ét perspektiv er de manglende informationsstrømme. Et andet
perspektiv er muligheden for at få tekst på ganske almindelige
fjernsynsudsendelser: ”Jeg bruger sjældent den kanal med tegnsprog,”
siger Raziye, ”for mit talesprog og min danske grammatik
bliver ikke bedre af det.”
Det er, når der er danske tekster, at mit ordforråd bedres, her kan
jeg fx se, om der skal være ’t’ i slutningen af et ord eller ej. Vi fl y-
ver til månen, men vi tilbyder ikke døve, at de frivilligt kan tilvælge
tekster på alle tv-programmer.”
Calvin (søn 9 mdr.) er vågnet og følger interesseret samtalen fra
mors arm. Canja (datter 2 år) er netop kommet hjem fra vuggestue
sammen med far. Hun er lidt genert til at starte med, men
hurtigt får hun kontakt til tolken, og så fortæller hun historier i et
raskt tempo på tegnssprog. Dagen er stadig fuld af liv, og det er
Raziyes ansigt også. Voksentiden er gået, og det er atter tid til at
være børnefamilie. ■
1 4
NYT NR.1-2009