NYT om erhvervet døvblindhed 2009 nr. 1

I USA begyndte man at anvende kommunikationskort
allerede i perioden1920
– 1940, men først omkring år 2000 påbegyndtes
systematiske undersøgelser med
det formål at fi nde ud af sammenhængen
mellem kortets udformning, og hvor hurtigt
den døvblinde kan forvente hjælp.
Man har lavet studier over vejrforhold,
kortstørrelse, skriftstørrelse, farver, køn hos
den døvblinde person og hjælperen – og
af alle faktorer har kortstørrelsen vist sig at
have størst betydning.
D E N F O R B I PA S S E R E N D E H J Æ L P E R N Å R K U N AT S E D E TO Ø V E R S T E U D S AG N
Den tilrettelægges ud fra de situationer,
der skal kunne klares undervejs – er der fx
tale om hjælp til at passere vejen, indkøb,
bustur eller hvad
Kommunikationskort
Kommunikationskort fremstilles i størrelsen
10 cm x 20 cm i farven hvid med
sort tekst. Teksten er ca. en cm høj. Den
skrives på begge sider af kortet, og de to
vigtigste udsagn fremhæves med gult.
Teksten skrives i følgende rækkefølge:
Under punkt 2 skal man nøje overveje,
hvordan hjælperen skal bekræfte, at de vil
hjælpe. Hvis det fx drejer sig om hjælp til at
komme ud af bussen ved det rigtige busstoppested,
skal det være et tegn, man
ikke kan tage fejl af.
I en bus kan man nemt blive skubbet til
af en forbipasserende og tro, at det var
signalet til at gå ud af bussen eksempelvis.
Her vil det være mest hensigtsmæssigt at
afl evere sit kommunikationskort til buschaufføren
og beskrive, at chaufføren skal
give den døvblinde kortet tilbage i hånden
som tegn på, at de er nået frem til det
ønskede busstoppested.
Det bekræfter, at den forbipasserende
hjælper altså først og fremmest skal have
en mulighed for at få øje på kortet, før de
kan forholde sig til teksten på kortet og
det, der bliver bedt om – og dette skal stå
som det allerførste, da studier har vist,
at hjælperen kun når at se de to øverste
udsagn.
Forskellige forhold i USA og Danmark
I Danmark har personer med døvblindhed
mulighed for at få bevilget et antal timer
ugentligt til hjælp fra en kontaktperson, der
blandt andet kan fungere som ledsager og
hjælpe med kommunikationen til omgivelserne.
På denne måde kan den døvblinde person,
i et vist omfang, undgå at komme i en
situation, hvor han eller hun bliver nødt til at
bede tilfældige forbipasserende om hjælp.
1. Skriv HVAD du ønsker hjælp til.
Skriv det med BLOGBOGSTAVER
og FED skrifttype (eksempelvis: AT
KOMME OVER VEJEN).
2. HVORDAN skal hjælperen bekræfte,
at de vil hjælpe (fx ved at klappe på
min højre arm).
3. Jeg er døv og blind.
4. Tak.
Kortene forsynes ud over teksten også
med store symboler, der fylder 1/3 af
kortet. Symboler, der viser, hvorledes to
personer færdes sammen.
Under punkt 3 kan man beskrive, på
hvilken måde det er muligt at kommunikere
– fx hvis det er et kort, man anvender til
brug under indkøb. ”Du kan med din fi nger
skrive bogstaver i min håndfl ade.”
Kortet skal være nemt at finde
Hvis kortet anvendes i forbindelse med
færden over en vej, er det hensigtsmæssigt
at have det i en snor om halsen, så
man hurtigt kan slippe det og være klar til
at tage fat i ledsagerens arm.
Hvis man medbringer kort til fl ere forskellige
situationer, skal det være nemt at fi nde
frem til det ønskede.
De kan hæftes sammen efter emner – og
de kan være mærket med punkt eller have
forskellige faconer ved at klippe et hjørne
af, så man kan skelne mellem dem ved
hjælp af følesansen.
I USA har man ikke denne mulighed, hvorfor
kommunikation og hjælp fra tilfældige
forbipasserende bliver et meget centralt
emne.
Jamen er det så overhovedet aktuelt for os
i Danmark at forholde os til disse særlige
undersøgelser og problemstillinger JA,
det synes jeg bestemt!
Kontaktpersonsordningen er meget værdifuld,
men har sine begrænsninger, da der
oftest kun kan bevilges omkring 15 timers
bistand pr. uge – og en uge består af i alt
168 timer.
Der er således stadig mange timer tilbage,
hvor den døvblinde person kan have et
behov for at færdes selvstændigt. Det
behøver jo ikke at være med bus eller
indebære krydsning af en vej.
8
NYT NR.1-2009