LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

LOV TIL ET BEDRE LIV
Retssikkerhed for socialt udsatte
Af Jette Nyboe
& Ditte Ehrenreich
Projektleder Ole Thomsen
Februar 2004
VFC Socialt Udsatte

Copyright: VFC Socialt Udsatte 2004
Teksten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse
Ditte Ehrenreich og Jette Nyboe
Lov til et bedre liv. Retssikkerhed for socialt udsatte
Projektleder: Ole Thomsen
Henvendelser vedr. rapportens indhold kan ske til
forfatterne eller projektlederen
ISBN: 87-91509-06-8
1. udgave, 1. oplag
Trykt i 1.000 eksemplarer
Layout: Aakjærs A/S, Vejle
Tryk: Frederiksberg Trykkeri
Pris: 60 kr. + forsendelsesomkostninger
Publikationen kan downloades fra www.vfcudsatte.dk fra 1.3.04
eller købes ved henvendelse til:
VFC Socialt Udsatte
Suhmsgade 3
1125 København K
Tlf. 33 17 09 00
Fax 33 17 09 01
kbh@vfcudsatte.dk
CVR/SE: 2718 10 07
VFC Socialt Udsatte er en selvejende institution under Socialministeriet.
Centrets formål er at indsamle, udvikle og formidle viden og praksiserfaring om socialt udsatte grupper.
Centret skal desuden bidrage til udvikling af det sociale arbejdes metoder og medvirke til udvikling af
handlingsperspektiver og konkrete løsningsforslag.
Vi udfører undersøgelser, evalueringer, analyser og kortlægninger. Desuden tilbydes konsulentbistand i
forbindelse med bl.a. metodeudvikling og udviklingsopgaver, faglig vejledning og undervisning. Vi arbejder
både med opgaver efter aftale med Socialministeriet og for rekvirenter.
Læs mere på www.vfcudsatte.dk
2

Forord
Hvor går grænsen mellem det enkelte menneskes selvbestemmelse og samfundets sociale
ansvar Over for gruppen af socialt udsatte er det vigtigt, at retssikkerhedsbegrebet
ikke bliver et middel til at legitimere systemets beslutninger, men at man sikrer sig, at
den formelle retssikkerhed også er en oplevet retssikkerhed for borgeren.
Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” er iværksat og finansieret af Socialministeriet
og har haft til formål at udvikle metoder, der kan bidrage til, at intentionerne om
retssikkerhed i lovgivningen bliver realiseret i praksis for socialt udsatte grupper i samfundet.
I perioden 2000 – 2003 har fire modelprojekter i henholdsvis Århus, Odense og Københavns
kommuner samt i Nordjyllands Amt afprøvet og beskrevet metoder, der kan sikre
socialt udsattes retssikkerhed. Projekterne har opsamlet erfaringer fra målrettede indsatser
over for udvalgte grupper.
Målgruppen for projekterne er den del af befolkningen, som omtales som de socialt udsatte
borgere. Det drejer sig om grupper af mennesker med sindslidelser, alkohol- og
stofmisbrug, hjemløshed mv., som har store personlige problemer og sociale vanskeligheder,
og som det sociale system har vanskeligt ved at få kontakt med og hjælpe. Nogle
af disse mennesker har på grund af årelange negative erfaringer selv fravalgt kontakten
med eksisterende tilbud. Andre er gammelkendte ”problembørn”, hvor socialarbejdere
ofte hører et suk i den anden ende af telefonen, når de kontakter samarbejdspartnere.
Denne rapport præsenterer og perspektiverer hvordan tid, troværdighed og fleksibilitet
indgår i metodeudviklingen til at sikre de socialt udsatte borgeres retssikkerhed efter
lovgivningen.
Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at takke Socialministeriet for initiativet til at sætte
projektet i værk, samt projektmagerne og samarbejdspartnere for et godt samarbejde
og nogle spændende dialoger. Dernæst vil vi ønske god læselyst med et citat fra en projektmedarbejder,
som indkredser nogle essentielle erfaringer: “Vi er meget professionelle,
men vi er også meget personlige, og det er i bund og grund metoden, som åbner dørene.”
Ditte Ehrenreich & Jette Nyboe & Ole Thomsen
Centrale projektkoordinatorer
3

Indholdsfortegnelse
1. INTRODUKTION.................................................................................................. 7
1.1 FORHISTORIE ..................................................................................................... 7
1.2 PROJEKTET IVÆRKSÆTTES................................................................................. 7
1.3 RAPPORTENS INDHOLD OG KILDEMATERIALE .................................................... 8
2. OPSUMMERING................................................................................................. 11
2.1 AFGRÆNSNING AF EN NYERE RETSSIKKERHEDSFORSTÅELSE ........................... 11
2.2 MÅLGRUPPE .................................................................................................... 11
2.3 FIRE MODELPROJEKTERS METODISKE TILGANG ............................................... 12
2.4 BETYDNINGEN AF ORGANISERING OG ETIK I SOCIALT ARBEJDE ....................... 12
3. PERSPEKTIVERING OG KONKLUSION...................................................... 15
3.1 SAMFUNDSMÆSSIGE PERSPEKTIVER ................................................................ 15
3.2 ORGANISATORISKE PERSPEKTIVER .................................................................. 18
3.3 ETISKE PERSPEKTIVER ..................................................................................... 19
3.4 KONKLUSIONER............................................................................................... 22
4. AFGRÆNSNING AF RETSSIKKERHEDSBEGREBET ............................... 27
4.1 DET TRADITIONELLE RETSSIKKERHEDSBEGREB............................................... 27
4.2 DEN NYERE RETSSIKKERHEDSFORSTÅELSE...................................................... 28
4.3 RETSSIKKERHEDSBEGREBET I PRAKSIS ............................................................ 29
5. MÅLGRUPPENS SOCIALE PROBLEMSTILLINGER ................................ 33
5.1 HVEM ER MÅLGRUPPEN I PROJEKTET ............................................................. 33
5.2 FÆLLESSTRÆK VED MÅLGRUPPEN ................................................................... 35
5.3 SÆRTRÆK VED MÅLGRUPPEN I MODELPROJEKTERNE....................................... 36
6. DOKUMENTATIONSREDSKABER I MODELPROJEKTERNE ............... 39
6.1 DET DER KAN MÅLES OG VEJES........................................................................ 39
6.2 DET DER IKKE KAN MÅLES OG VEJES................................................................ 40
6.3 DILEMMAER I FORHOLD TIL DOKUMENTATION ................................................ 41
7. DET ER IKKE HER, DU SKAL HENVENDE DIG” – BETYDNINGEN AF
ORGANISERING OG ETIK I FORHOLD TIL RETSSIKKERHEDEN ............. 43
7.1 DE ORGANISATORISKE RAMMER...................................................................... 43
7.2 MØDET MELLEM BORGER OG SOCIALARBEJDER............................................... 44
7.3 FUNDAMENTET ER AT SKABE OG OPBYGGE EN KONTAKT................................. 46
7.4 TILLID OG RESPEKT.......................................................................................... 49
7.5 TID, TÅLMOD OG DET AT KUNNE RUMME ......................................................... 52
7.6 FLEKSIBILITET OG TILGÆNGELIGHED............................................................... 54
7.7 BALANCEN MELLEM AT HOLDE VED OG HOLDE SIG TILBAGE ........................... 55
7.8 HVEM SKAL INDDRAGES HVORNÅR OG HVORDAN.......................................... 57
4

7.9 PROBLEMER KAN KUN LØSES PÅ TVÆRS AF SEKTORER .................................... 63
7.10 MÅLET ER HELE TIDEN AT BLIVE BEDRE .......................................................... 68
BESKRIVELSE AF DE FIRE MODELPROJEKTER............................................ 71
STYRKELSE AF RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE – MODELPROJEKT I
ÅRHUS KOMMUNE....................................................................................................... 71
KOM BRUGERNE I MØDE – MODELPROJEKT I KØBENHAVNS KOMMUNE....................... 73
VISTA BALBOA – MODELPROJEKT I ODENSE KOMMUNE.............................................. 75
KONTAKT OG STØTTE – MODELPROJEKT I NORDJYLLANDS AMT ................................. 77
LITTERATUR.............................................................................................................. 79
5

1. Introduktion
1.1 Forhistorie
Den 1. juli 1998 trådte de nye sociale love i kraft 1 . De bygger alle på et grundprincip om
retssikkerhed for borgerne, idet der er bestemmelser, der direkte har det sigte at øge
borgernes retssikkerhed, bl.a. gennem brugerinddragelse, medbestemmelse, handleplaner,
helhedsvurderinger, synlighed i sagsbehandlingen og begrundelser for afgørelser.
Lovgivningens intentioner er således retssikkerhed for alle borgere.
Den del af befolkningen, som vi omtaler som de svagest stillede eller socialt udsatte, har
behov for hjælp og støtte, men det er ofte vanskeligt for de eksisterende tilbud at komme
i kontakt med dem og tilbyde en støtte, som matcher deres ønsker og behov. Nogle
borgere er blevet afvist af eksisterende tilbud, mens andre selv har valgt dem fra.
I den forbindelse kan man stille sig flere spørgsmål:
• Lukker ”systemet” øjnene for de vanskeligste problemer, og behandles borgere
med komplekse problemstillinger efter tommelfingerregler og standard procedurer
• Når nogle borgere bortvises fra eller selv afviser eksisterende tilbud, er det så
borgerne eller tilbuddene, der skal ændres
• Når borgere ikke kontakter det offentlige, hvis de har behov for hjælp, er det så,
fordi de ikke har tillid til, at de får den hjælp, de selv mener at have brug for
• Er der overensstemmelse mellem politiske målsætninger og den økonomi der er
afsat til området, eller bliver økonomiske beslutninger f.eks. pakket ind i socialfaglige
argumenter
• Opnår socialarbejderne gennem deres uddannelse et kompetenceniveau, så de
kan sikre borgernes retssikkerhed
• Er socialcentrene indrettet med henblik på, at også socialt udsatte borgere føler
sig velkomne
På baggrund af blandt andet disse spørgsmål iværksatte Socialministeriet i 2000 projekt
”Retssikkerhed for de svagest stillede”.
1.2 Projektet iværksættes
Som opstart til projektet blev der nedsat en central styregruppe med repræsentanter fra
Socialministeriet, Kommunernes Landsforening, Amtsrådsforeningen samt København
og Frederiksberg kommuner. Styregruppen deltog i den endelige udformning af problemformuleringen,
og i august 2000 blev udvalgte kommuner og amter inviteret til en
1 Lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om aktiv socialpolitik.
7

undbordssamtale, hvor projektideerne blev fremlagt. Dernæst besluttede styregruppen
at iværksætte modelprojekter i Århus, Odense og Københavns kommuner samt i Nordjyllands
Amt, og gruppen har fulgt disse projekter gennem projektperioden.
For at inspirere til metodeudvikling og for at sikre, at retssikkerhedsbegrebet fik en central
placering i modelprojekternes arbejde, blev Formidlingscentret Storkøbenhavn 2 udpeget
som central projektkoordinator. Derudover har centret haft en række opgaver,
hvor de væsentligste har været at have løbende kontakt med projekterne, være sparringspartner,
tilskynde netværksdannelse og erfaringsudveksling ved at afholde temadage
for projektmedarbejdere og lokale styregrupper samt løbende dokumentation og information
til Socialministeriet og den centrale styregruppe. Midtvejs i forløbet udarbejdede
VFC en rapport, som blev præsenteret på en konference for repræsentanter fra relevante
faglige miljøer, brugerorganisationer mv. med henblik på at kvalificere det videre
arbejde i projekterne.
Projektets formål
Projektet ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har haft til formål at udvikle metoder,
der kan bidrage til sikring af socialt udsatte gruppers retssikkerhed efter lovgivningen,
herunder at de – på lige fod med andre borgere – får de tilbud, som lovgivningen giver
mulighed for. Formålet var endvidere at udvikle metoder til, at socialt udsatte borgere
bedre bliver set og hørt i det offentlige system og derved får mulighed for aktivt at have
indflydelse og medbestemmelse på deres egen situation. Sigtet har været at få erfaringer
med en virkningsfuld og målrettet indsats over for et udvalgt antal personer i fire modelprojekter.
Endelig har det været planen, at erfaringerne efter endt projektperiode
skulle udbredes til alle kommuner og amter, og denne rapport samt afslutningskonferencen
i september 2003 er første trin i denne proces.
1.3 Rapportens indhold og kildemateriale
Rapporten beskriver en række erfaringer, som de fire modelprojekter har gjort sig i arbejdet
med at sikre retssikkerheden for udvalgte borgere. Erfaringerne findes i kapitel 7.
De fire modelprojekter er kun kort beskrevet, da fokus har været på at beskrive mere
tværgående erfaringer. Disse beskrivelser kan læses på side 71. Hvert projekt har udarbejdet
en afsluttende rapport, hvor man kan få en grundigere indføring i det enkelte projekts
problemstillinger og erfaringer. Rapporterne er nævnt under ”Litteratur” side 79,
hvor det også er nævnt, hvor de kan rekvireres.
Undervejs i projektperioden har VFC arbejdet med afgrænsning af retssikkerhedsbegrebet
samt indkredsning og beskrivelse af en nyere retssikkerhedsforståelse. Rapportens
teoretiske overvejelser bygger på faglitteratur, der både teoretisk og mere praksisnært
bearbejder temaer vedrørende retssikkerhed og involvering af borgerne. På den baggrund
har VFC uddraget og beskrevet elementer, som belyser og indkredser den retssik-
2 Den 1. juli 2003 blev Formidlingscentret Storkøbenhavn slået sammen med fire andre centre –
Formidlingscentret for socialt arbejde, PRO-centret, Viden om Alkohol, Senfølger af seksuelle overgreb -
og skiftede navn til Videns- og Formidlingscenter for Socialt Udsatte. Projekt ”Retssikkerhed for de svagest
stillede er gennemført af Formidlingscenter Storkøbenhavn, men da centret nu er en del af VFC Socialt
Udsatte vil navnet og forkortelsen VFC blive anvendt i rapporten.
8

kerhedsforståelse der har været benyttet i projektet. Dette kan man finde i kapitel 4.
Derudover er teorien sammenholdt med de erfaringer, modelprojekterne har draget med
henblik på at kunne perspektivere erfaringerne, så de bliver mere almengjorte og dermed
mere anvendelige for andre. Perspektiveringerne findes i kapitel 3 sammen med
konklusionerne. På baggrund af projekterfaringerne, er i kapitel 5 beskrevet de sociale
problemstillinger, som karakteriserer de borgere, projekterne har haft kontakt med. I
dette kapitel problematiseres desuden begrebet målgruppe.
Nærværende rapport er en bearbejdning og analyse af et omfattende materiale, som dels
er udarbejdet af modelprojekterne selv – af en intern medarbejder eller en mere eller
mindre eksternt ansat evaluator - dels indsamlet af VFC. Modelprojekterne har undervejs
udarbejdet både en midtvejs- og en afsluttende rapport samt referater fra lokale styregruppemøder.
VFC har udarbejdet referater fra temadage og konferencer og gennemført
interview med medarbejdere og styregrupper i projekterne.
Brug af betegnelserne ”borger” og ”socialarbejder”
Vi har valgt at benytte betegnelsen ”borger” om de socialt udsatte mennesker, der har
deltaget i modelprojekterne. Dels fordi ethvert menneske er ”borger” i samfundet og
dels fordi det er den almindelige opfattelse, at borgere har rettigheder, krav på retssikkerhed
og ansvar. En bruger er et nyere begreb, der beskriver forholdet mellem individet
og det offentlige, og som i de senere års socialpolitiske terminologi har vundet indpas
til fordel for de tidligere mere almindeligt brugte begreber ”klient” og ”patient”. Intentionen
med anvendelse af brugerbegrebet i den sociale lovgivning er at bryde med
klientgørelsen og signalere, at der er tale om et aktivt menneske, der tager et medansvar
for sin egen situation.
Imod dette anføres det bl.a., at vi alle er brugere, men i meget forskellige sammenhænge.
Betegnelsen ”bruger” dækker på det sociale område over en stor og heterogen gruppe
af borgere i samfundet, der spænder fra forældre til børn i daginstitutioner over alle
ældre til de mest socialt udsatte grupper i samfundet. Det har ikke samme værdiladning
at være ”bruger” af f.eks. et værested for misbrugere som at være ”bruger” af f.eks. uddannelsessystemet.
Man kan derfor frygte at udviklingen i den socialpolitiske diskurs,
med den stigende anvendelse af brugerbegrebet, kan medvirker til at fjerne og udhule
sammenhængen mellem rettigheder og ansvar for den enkelte og medføre en begrebslig
og værdimæssig reduktion af ”borgere” til ”brugere” (Thomsen 2003).
Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” tager udgangspunkt i Lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område, og i denne benyttes betegnelsen borger. På
baggrund af disse overvejelser har vi valgt at bruge ”borger” – i citater benyttes dog den
oprindelige betegnelse.
De professionelle, der har deltaget i modelprojekterne, har både forskellige stillingsbetegnelser
og uddannelser. Vi har – med enkelte undtagelser, hvor det vil være misvisende
at bruge betegnelsen socialarbejder – valgt at bruge betegnelsen ”socialarbejder” om
medarbejdere, der har kontakt med borgerne, uanset hvilken stilling eller uddannelse de
måtte have. I citater er dog brugt den oprindelige betegnelse.
9

2. Opsummering
I dette kapitel har vi udarbejdet en kort opsummering af de væsentligste erfaringer fra
arbejdet i projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”. Det drejer sig om indkredsning
af det nyere retssikkerhedsbegreb, anvendelsesområde, de fire modelprojekters metodiske
tilgang og centrale erfaringer.
2.1 Afgrænsning af en nyere retssikkerhedsforståelse
Projekt ”Retssikkerhed for de svageste” har arbejdet ud fra en nyere retssikkerhedsforståelse,
hvor sikring af borgernes retssikkerhed både drejer sig om at give plads til den
rationelle argumentation, der sikrer den ”korrekte afgørelse”, og den etiske ansvarlighed
der sikrer ”den gode afgørelse”. Intentionen i Retssikkerhedsloven er, at det i retssikkerhedsspørgsmål
ikke kun drejer sig om det formelle retsgrundlag og beskyttelse mod
vilkårlige indgreb, men også om sikring af, at afgørelsen opleves som den rigtige af
borgeren.
De formelle rettigheder og muligheder, som borgeren er sikret blandt andet gennem
Retssikkerhedsloven bliver først reelle, når behandlingen af borgerens sag foregår på en
sådan måde, at de formelle muligheder fremstår som reelle for borgeren.
I et forsøg på at konkretisere retssikkerhedsbegrebet i det sociale arbejde har vi arbejdet
med tre forskellige perspektiver:
• Et samfundsmæssigt perspektiv, der omfatter lovgivning og god lovgivningsskik
• Et organisatorisk perspektiv, der omfatter forvaltningsmetoder og god forvaltningsskik
• Et etisk perspektiv, der omfatter forvaltningsetik, (ligheds-)idealer og menneskesyn.
2.2 Målgruppe
Målgruppen i modelprojekterne er den del af befolkningen, der har forskellige kombinationer
af misbrug, sindslidelse og hjemløshed. Derudover har de komplekse sociale problemstillinger
og har ofte tidligere haft sporadisk eller ingen kontakt med det sociale system.
En snæver målgruppeafgrænsning for sociale tilbud kan være med til at udelukke de
mest udsatte borgere, der ofte har sammensatte sociale problemstillinger og derfor ikke
matcher et mere afgrænset tilbud. Betegnelsen dobbeltdiagnose er brugt til at beskrive
målgruppen i alle fire projekter. En borger med dobbeltdiagnose – f.eks. samtidig sindslidelse
og misbrug – passer ikke ind i tilbud til misbrugere på grund af sin sindslidelse,
og passer heller ikke ind i tilbud til sindslidende på grund af sit misbrug. En problematik,
der er vigtig at være opmærksom på, da en del af de problemer, der karakteriserer
målgruppen, kan ledes direkte tilbage til spørgsmålet om, hvor de hører til.
11

2.3 Fire modelprojekters metodiske tilgang
Modelprojekterne har arbejdet med fire forskellige metodiske tilgange, som på hver deres
måde kredser om særlige retssikkerhedsproblematikker i forhold til socialt udsatte:
• Problemidentificering – som grundlag for læring (Århus):
I projektet har man foretaget en vidensopsamling og metodeudvikling, som retter
sig mod at kunne anvendes bredt i hele den eksisterende organisation.
• Fremskudt sagsbehandling – som afsæt for dialog (København):
I modelprojektet i København har de afprøvet en anden måde at udføre sagsbehandling
– fremskudt sagsbehandling. Socialarbejderne opsøger de hjemløse
borgere, der hvor de befinder sig på gader og stræder. Her opbygges kontakten,
og hvis det er nødvendigt foretages sagsbehandlingen også her.
• Helhedsorienteret indsats – det integrerede hverdagsliv (Odense):
Vista Balboa er et helhedsorienteret tilbud, hvor udgangspunktet er et integreret
hverdagslivsperspektiv. Det vil sige, at projektet tager udgangspunkt i borgernes
manglende evne til at håndtere deres hverdagsliv, og på den baggrund vurderer
socialarbejderne den enkeltes behov for kontakt, støtte og behandling.
• Kontakt og støtte – fra psykiatrisk afdeling til eget hjem (Nordjylland):
Der tages udgangspunkt i udarbejdelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
som forudsætning for at indgå i projektet og som indfaldsvinkel til
kontakten med de enkelte sindslidende. I modelprojektet benytter man sig af casemanager
modellen, hvor én kontaktperson er ansvarlig for at etablere og fastholde
kontakten med borgerne.
Mens tilgangen i Århus primært er problemidentificerende, arbejdes der i de tre andre
modelprojekter konkret med at afprøve nye måder at tilrettelægge arbejdet på, sådan at
man bedre tilgodeser borgernes rettigheder i forhold til Retssikkerhedsloven.
2.4 Betydningen af organisering og etik i socialt arbejde
Resultaterne af metodeudviklingen i de fire modelprojekter er ikke en metodisk opskrift,
som man kan følge punkt for punkt og dermed nå målet om retssikkerhed for socialt
udsatte. Der findes ingen let og farbar vej med tydelig skiltning. I denne rapport
præsenteres og bearbejdes de væsentligste metodiske erfaringer fra de fire modelprojekter.
Det følgende er en opsummering af disse erfaringer i punkform:
De organisatoriske rammer
• Det er kommunens eller amtskommunens ansvar at tilrettelægge sagsbehandlingen
på en sådan måde, at borgeren har en reel mulighed for at deltage.
• Der opstår problemer, når borgerne overfører de mere bløde værdier fra gadens
møde til socialcentret, hvor logik, regler og rutiner dominerer.
Mødet mellem borger og socialarbejder
• Det er borgerens oplevelse af det personlige møde med socialarbejderen, der er
afgørende for, om borgeren føler sig hørt og har en oplevet retssikkerhed.
12

• At skabe et tillidsfuldt forhold kræver både administrativ og personlig ekspertise
af socialarbejderen, hvor empati for socialt udsatte bør være et bærende element.
Fundamentet er at skabe og opbygge en kontakt
• For at kunne skabe en mere ligeværdig kontakt, må man tilpasse metoderne til
de målgrupper, man vil nå.
• Den viden, den opsøgende socialarbejder får, giver mulighed for mere helhedsorienterede
afgørelser i forhold til borgeren.
Tillid og respekt
• Engagement: Både det personlige og det faglige skal i spil.
• Menneskelighed: Der skal være plads til den uformelle snak.
• Ærlighed: Det skal formidles ærligt og klart, hvordan man vurderer borgerens situation.
Tid, tålmod og det at kunne rumme
• Det skal afsættes tid for at give mulighed for at skabe en kontakt præget af gensidig
tillid.
• I det daglige arbejde er det vigtigt tålmodigt at følge og støtte borgerens lyst til
forandring og at være til stede, når motivationen er der hos borgeren.
Fleksibilitet og tilgængelighed
• Ikke alle borgere lever efter en kalender. Det har stor betydning for målgruppen
af socialt udsatte, at de kan få en hurtig aftale, når de henvender sig.
• Det er positivt for kontakten mellem borger og socialarbejder at flytte mødet til
gaden eller borgerens hjem.
Balancen mellem at holde ved og holde sig tilbage
• Det er vigtigt, at der findes tilbud, som kan rumme de socialt udsatte, og hvor de
ikke kan blive smidt ud.
• Processen med at involvere socialt udsatte borgere er langvarig og ambitionsniveauet
skal være realistisk – der skabes sjældent resultater på kort sigt.
Hvem skal inddrages hvornår og hvordan
• Borgerne skal støttes i at tage ejerskab til planer.
• Med henblik på at forebygge lange indlæggelser kan borgeren støttes i at klarlægge
personlige ”advarselssignaler” og komme med forslag til handlinger.
• I dialogen omkring vurderingen af borgerens situation er det vigtigt, at borgeren
oplever at blive lyttet til.
• Én kontaktperson medvirker til at skabe orden i kaos for borgeren og er en
ekstra tryghed for de pårørende.
13

Problemer kan kun løses på tværs af sektorer
• Det er nødvendigt med et velfungerende tværsektorielt samarbejde for at løse
sociale problemer for socialt udsatte borgere.
• Udskrivningsaftaler bruges som metode til at sikre borgernes indflydelse på,
hvordan deres problemer løses efter udskrivning fra psykiatrisk afdeling.
• Arbejdet med handleplaner kræver, at der er ressourcer til at skabe den nødvendige
tillid til at opnå enighed mellem borger og socialarbejder om borgerens
problemstilling, løsningsmuligheder og opfølgning.
• I det tværsektorielle samarbejde er det er nødvendigt at opbygge personlige
samarbejdsrelationer og udarbejde individuelle aftaler omkring den enkelte borger.
Målet er hele tiden at blive bedre
• Socialarbejderen skal både tage ansvar for kvaliteten af egen indsats og medansvar
for institutionens praksis.
• Socialarbejdere, der arbejder med socialt udsatte borgere skal både have faglige,
personlige og organisatoriske kvalifikationer.
• Socialarbejdere skal have et teoretisk fundament som anker specielt med henblik
på at kunne agere i stormfulde situationer
De fire modelprojekter har fremhævet ovenstående erfaringer, som centrale i arbejdet.
Erfaringer der kan tjene til inspiration for andre, der sætter retssikkerhed for socialt udsatte
i fokus i det sociale arbejde.
14

3. Perspektivering og konklusion
De fire modelprojekter har igennem tre år haft kontakt med mennesker, der kan karakteriseres
som socialt udsatte med komplekse sociale problemstillinger – misbrug, sindslidelse
og hjemløshed i forskellige kombinationer – og for de flestes vedkommende med
sporadisk eller ingen kontakt med offentlige tilbud. Målet med at have en kontakt har
været at sikre, at disse menneskers retssikkerhed tilgodeses i samme grad som andre
borgeres. Projekterne har lært meget og denne rapport giver et indblik i deres lærdom,
erfaringer og viden.
Men ét er at læse om andres gode erfaringer, noget andet er hvordan disse spredes og -
lige så vigtigt - hvordan inspireres andre kommuner og amter til at tage fat om opgaven.
Socialt arbejde målrettet socialt udsatte er en vandring gennem vilde problemer. Problemer
der vanskeligt lader sig definere endsige adskille fra andre problemer, problemer
hvor der ikke er klare succeskriterier for, hvornår den optimale løsning er fundet, problemer
hvor det er vanskeligt at fortælle andre, hvordan de skal løses.
Rapporten giver ikke konkrete vejledninger i, hvordan man sikrer retssikkerheden for
socialt udsatte, men perspektiverer nogle af de erfaringer, der er draget i modelprojekterne
og giver nogle anbefalinger for det videre arbejde.
I det følgende er beskrevet fokuspunkter inden for de samfundsmæssige, organisatoriske
og etiske perspektiver - der er kort omtalt i opsummeringen, og mere uddybet i kapitel 4
”Afgrænsning af retssikkerhedsbegrebet” - vel vidende at der er tale om overlapninger
de tre perspektiver imellem.
3.1 Samfundsmæssige perspektiver
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at grupper af socialt udsatte har svært ved at
finde sig til rette inden for samfundets normer. Disse mennesker har brug for støtte, omsorg,
behandling mv., men samtidig er det vanskeligt for dem at leve op til de krav, som
de fleste sociale tilbud stiller til borgerne – krav om at lade sig registrere, krav om
punktlighed, krav om at indordne sig under fastsatte normer for adfærd i venteværelser
og kontorer mv.
Der er afsat mange offentlige midler til indsatsen for socialt udsatte grupper. Alligevel
synes deres hverdag at være fyldt med barrierer, der gør det vanskeligt at få opfyldt basale
behov. I den sociale indsats er der mål om en menneskelig og fleksibel behandling,
men samtidig er der krav om ”noget for noget” for at få udbetalt kontanthjælp. I forbindelse
med sagsbehandlingen er borgeren sikret ret til aktindsigt, ret til at medtage en bisidder
og ret til at anke afgørelser. For at kunne udnytte disse rettigheder kræver det
imidlertid kompetencer i form af mødekultur, læse- og skrivefærdigheder og overholdelse
af tidsfrister. Alt sammen noget det er svært at få til at harmonere med en uforudsigelig
tilværelse som hjemløs, misbruger eller sindslidende. Et perspektiv i forhold til
at socialt udsatte oplever retssikkerhed, kan derfor være, at kommuner og amter gør op
15

med den regelbaserede styring og i stedet - som HMS-Undersøgelsen 3 også peger på -
indfører en styringsmodel, der bygger på færre regler, færre oppe fra og nedbeslutninger
samt flere partnerskaber og netværk (Thomsen 2003).
Det kræver ressourcer at sikre socialt udsatte borgeres retssikkerhed. Det tager tid – meget
tid – at etablere rammer og rum for, at socialt udsatte føler sig retfærdigt behandlet i
mødet med ”systemet”. Tid til at skabe tillid, tid til at se mennesket og ikke kun problemet,
tid til en uformel snak, tid til hyppige møder mv. For lidt tid til den enkelte borger
virker negativt på retssikkerheden - socialarbejderen har ikke tid til at opbygge en
positiv og tillidsfuld kontakt. Tid er lig med ressourcer – så hvis de ikke er til stede, vil
det være vanskeligt for socialarbejderne at leve op til kravet om involvering af borgerne
og helhedsvurderinger i forhold til borgernes livssituation.
Modelprojekterne har positive erfaringer med at tildele socialt udsatte borgere en kontaktperson,
der støtter og guider dem gennem systemet og er tovholder i kontakten.
Mennesker med sindslidelser har mulighed for at få tildelt en støtte- og kontaktperson,
og der er for tiden forsøg med lignende ordninger til hjemløse og misbrugere med henblik
på en eventuel senere lovfæstelse af tilbuddet. Her er det værd at inddrage erfaringerne
fra både sundhedsmæssige og sociale tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser
– samtidig sindslidelse og misbrug. De har ofte været placeret ”mellem to stole”, fordi
de eksisterende tilbud har været målrettet enten misbrugere eller sindslidende. En snæver
afgrænsning af en målgruppe viser sig ofte at udelukke socialt udsatte med komplekse
problemstillinger. De menneskelige problemer er ikke sektoropdelte og kalder
derfor på rummelige og flerstrengede tilbud.
Erfaringerne fra projekterne viser, at det kan være en ganske vanskelig sag at flytte fra
en kommune til en anden, hvis man er hjemløs. Samtidig er det ofte sådan, at en tilknyttet
kontaktperson udskiftes, hvis man flytter til en anden kommune eller blot til et andet
distrikt i samme kommune. Der bør arbejdes videre på erfaringerne fra modelprojekterne
om at fastholde kontaktpersoner, hvor det er geografisk muligt og ønsket af borgeren.
I lighed med HMS-Undersøgelsen (Høgsbro et. al. 2003), viser erfaringerne fra modelprojekterne,
at det er nødvendigt, at der på amtsligt, kommunalt og regionalt niveau udarbejdes
og vedtages politiske målsætninger og overordnede handleplaner for at sikre
socialt udsattes retssikkerhed, og sikre at der ikke er store regionale forskelle.
Modelprojekterne er igangsat i de største kommuner i landet – men socialt udsatte bor
også i de mindre kommuner, om end i langt mindre målestok. For at etablere et velfungerende
tilbud i små kommuner vil det være hensigtsmæssigt at koordinere indsatsen i
samarbejde med nabokommunerne. Inden for socialpsykiatrien er der allerede gode erfaringer
med tværkommunale tilbud og tværkommunalt samarbejde, som kan bruges
som inspiration – f.eks. kommunerne i Jammerbugten og på Langeland.
Diskussion af de samfundsmæssige perspektiver fra den afsluttende konference
Den moderne samfundsudvikling diskuteres og analyseres til alle tider. Noget af det, der
3 Et konsortium under ledelse af Kjeld Høgsbro, AKF og Preben Brandt, projekt Udenfor, har gennemført
en undersøgelse af indsatsen over for mennesker med hjemløshed, misbrug og sindslidelse som problem,
også kaldet HMS-Undersøgelsen
16

er på dagordenen i disse år, er de udviklingsmæssige implikationer for retsopfattelsen i
samfundet, eksemplificeret ved en bevægelse mod en mere refleksiv retsopfattelse.
Nogle af de samfundsopfattelser, der kommer til udtryk i disse år, navngives som modernitet
– postmodernitet – risikosamfund og forskellige modernitetsopfattelser.
I forlængelse af dette diskuterede Peter Bogason, professor i offentlig administration, de
indbyggede modsætninger i at sikre retssikkerheden for socialt udsatte på den afsluttende
konference om projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”. Han fremhævede i sit
indlæg at projektet har indbyggede modsætninger, som han eksemplificerede ved de
moderne og postmoderne samfundstyper. De to samfundstyper skal betragtes som idealtyper,
der begge eksisterer samtidig i vores samfund, og det kan være forklaringen på
nogle af de modsætningsforhold, man som socialarbejder støder ind i.
Den moderne samfundstype, påpeger Bogason, kan karakteriseres ved at være regelsat.
Styringsforståelsen bygger på generelle rettigheder til borgerne, der handler ud fra universelle
etiske regler. Staten er kernen, hvorfra velfærdsstaten udvikles, og det grundlæggende
i politikernes arbejde er lovgivning i et regelstyret samfund. Love bliver til på
baggrund af betænkninger og udvalgsarbejde og hvis der efterfølgende er problemer
med forståelsen, præciseres lovene med flere paragraffer.
Den postmoderne samfundstype kan ifølge Bogason karakteriseres ved at være fragmenteret
og flydende. Der er sket en omfattende decentralisering og lokale organisationer
overtager ansvaret fra den offentlige sektor. Internationaliseringen spiller en væsentlig
rolle, og staten må indordne sig under regler fastsat af internationale instanser (EU,
FN). I den postmoderne samfundstype angiver lovene statens visioner. Det giver mulighed
for fortolkning og lokal rammeudfyldning.
Bogason påpeger, at der findes tre forskellige retsforståelser. Den formelle og den materielle
retsforståelse, som begge har rod i den moderne samfundstype, og den refleksive
retsforståelse, der har rod i den postmoderne samfundstype. Den formelle retsforståelse
er regelbaseret og afgrænser borgerens handlerum ved at sige, hvad man ikke må. Hovedansvaret
for social sikkerhed ligger i det private. Den materielle retsforståelse er
målbaseret og skal regulere sociale forhold, og velfærdsstaten overtager hovedansvaret
for social sikkerhed. Den refleksive retsforståelse er procesbaseret og giver kompetencer
til social selvregulering, med andre ord velfærdssamfundet tilpasses lokale forhold.
Bogason problematiserer, at man har blandet både modernistiske og postmodernistiske
begreber sammen i det nyere retssikkerhedsbegreb, der er grundlaget og ambitionen i
dette projekt, hvilket han mener, gør det problematisk at anvende i praksis. Socialarbejderne
skal dog ikke stoppe deres arbejde på grund af denne begrebsforvirring, men
tværtimod beholde den gode ånd og intention. Men for at overkomme disse frustrationer
er det nødvendigt med en bred debat om indholdet i deres arbejde og de benyttede arbejdsmetoder
– og i denne debat kan de moderne og postmoderne paradigmer give et
abstrakt overblik og få sat ord på tankerne. Bogason mener derfor, at det er væsentligt,
at professionerne får sat gang i en værdidebat, der forholder sig til dette dilemma – ikke
for at finde en løsning, for den findes næppe, men fordi refleksionen er med til at sikre
kvaliteten i det sociale arbejde.
17

3.2 Organisatoriske perspektiver
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at et helhedstilbud med kompetence til at tage
de nødvendige beslutninger har mulighed for at nå socialt udsatte mennesker og yde
dem en støtte og behandling, de kan bruge. Samme erfaringer har man gjort i HMS-
Undersøgelsen, hvor Preben Brandt påpeger nødvendigheden af flerfunktionelle tilbud
til disse borgere. Han gør videre opmærksom på, at i mindre kommuner kan det være en
idé at indrette sig med en tværgående fagperson, der er både er vidensperson inden for
området og tovholder i det tværfaglige arbejde (Brandt 2003).
Systemerne har ofte svært ved at tale sammen og koordinere indsatsen over for socialt
udsatte borgere. Det er derfor nødvendigt at etablere et velfungerende samarbejde mellem
fagpersoner fra de forskellige sektorer. I dette samarbejde må man være indstillet på
at dele viden på tværs af faggrænser og sektorer, så man får en fælles tværfaglig viden
som baggrund for dels en helhedsforståelse af borgeren livssituation og problemstillinger,
dels at gøre det muligt at yde en helhedsorienteret indsats. Man må ligeledes være
indstillet på at overdrage sin sektorbaserede og fagspecifikke beslutnings- og handlekompetence
til den institution, der er tovholder i den konkrete situation.
Projektet har vist, at én kontaktperson for borgere med komplekse sociale problemstillinger
kan være en fordel for borgeren – så er der kun ét menneske at forholde sig til. At
borgeren har én kontaktperson kan også være en fordel for ”systemet”, da personen kan
være ansvarlig for det tværfaglige samarbejde. Det kan være en måde at give socialt udsatte
samme mulighed for kontakt og service som andre borgere, samtidig med at man
bibeholder fagpersoner med specialviden i netværket omkring borgeren. Preben Brandt
problematiserer imidlertid brugen af kontaktpersonordninger. Det kan give anledning til
at overveje, om det blot bliver en gentagelse af tidligere tiders institutionalisering og
umyndiggørelse bare pakket ind på en ny måde (Brandt 2003)
Modelprojekternes erfaringer viser, at opsøgende og kontaktskabende arbejde former
sig mere fleksibelt efter den enkelte borger og hans/hendes livssituation. Denne fleksibilitet
er en metode, der giver mulighed for, at borgeren er medbestemmende i hvor, hvornår
og om hvad, man mødes – en adfærd der med et begreb fra Lipsky kan kaldes markarbejderadfærd
(Lipsky i Winter 2001). Men det er vigtigt at gøre sig overvejelser om,
hvorvidt fleksibiliteten dækker over en omklamring og kontrol af borgeren, og dermed
gentage tidligere tiders umyndiggørelse. Sådanne overvejelser må dog ikke sætte hindringer
i vejen for at det opsøgende og kontaktskabende arbejde bliver organiseret på en
sådan måde, at det kan forme sig efter den aktuelle situation, og at der er rådighed over
nødvendige ressourcer. Hvis ikke der er overensstemmelse mellem krav og ressourcer
afsat til markarbejdet, risikerer man, at socialarbejderen gør brug af afværgemekanismer
4 , der sjældent er i overensstemmelse med Retssikkerhedslovens intentioner om
inddragelse.
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at det er vigtigt at sagsbehandlingen er tilrettelagt
på en sådan måde, at beslutnings- og mødestrukturer er gennemskuelige og forståelige
for borgeren. Det skal være tydeligt hvornår, hvordan og mellem hvem, der træffes
4 Begrebet afværgemekanismer uddybes nærmere på s.29.
18

eslutninger. Det er ligeledes vigtigt, at borgerne deltager i møderne eller som mindstemål,
at borgerens interesser, ønsker og mål fremgår tydeligt.
Tilgængelighed er et af nøgleordene i forhold til at give socialt udsatte samme mulighed
som andre borgere for at komme i kontakt med socialforvaltningerne. Tilgængelighed
betyder åbnings- og telefontider, der er indrettet efter målgruppens livssituation – at
misbrugere f.eks. først skal have indtaget morgenens dosis, før de kan snakke med
sagsbehandleren. Tilgængelighed betyder også, at man ikke skal vente uger på at få en
aftale, dels fordi de fleste lever en uforudselig tilværelse, hvor planlægning er umuligt,
dels fordi mange af disse borgere ikke har andet netværk end det professionelle.
For at undgå yderligere marginalisering er det derfor nødvendigt at få hurtige aftaler. En
forvaltning kan blive mere imødekommende over for socialt udsatte borgere ved at indføre
den københavnske metode – fremskudt sagsbehandling, hvor sagsbehandlerne opsøger
borgerne på gaden og om nødvendigt foretager sagsbehandlingen her. Sammen
med en ændring i den administrative forvaltning - disse borgere får en samtale med deres
sagsbehandler umiddelbart efter henvendelsen – har metoden resulteret i, at borgerne
har oplevet en øget grad af tilgængelighed i socialforvaltningen.
At udarbejde en handleplan i samarbejde med en borger kan være et redskab til at involvere
borgeren i sagsbehandlingen, og til at borger og socialarbejder får en fælles forståelse
af problemstilling og løsningsmuligheder. I sammenfatningen af resultater fra
Socialministeriets evalueringsprogram fremgår det, at handleplaner skaber overblik og
forudsigelighed for borgeren og tilvejebringer de nødvendige udviklingsperspektiver for
borgerens liv og udtrykker pågældendes ønsker og behov. I evalueringen fremhæves det
endvidere, at handleplanen har tre grundlæggende funktioner: et koordineringsredskab,
en samarbejdsaftale og et kvalitetsdokument (Posborg 2003). Knud Ramian skelner
mellem forskellige typer af planer – den personlige plan, Servicelovens § 111 plan, udskrivningsaftale
for bare at nævne nogle. Det viser sig, at virkelighedens planer som regel
er en mere eller mindre gennemtænkt blanding af forskellige typer (Ramian u.å.).
Modelprojekterne har blandede erfaringer med handleplaner. I flere af projekterne har
både borgere og socialarbejdere modstand mod at bruge handleplaner – for nogle borgere
virker det skræmmende, og for nogle socialarbejdere for tidskrævende. Imidlertid har
man i projektet i Aalborg gode erfaringer med at bruge udskrivningsaftaler i arbejdet
med at involvere borgerne – de er med til møder og bruger i nogle tilfælde selv aftalerne
til at fastholde de professionelle. Samlet må man sige, at anvendelsesmuligheder i forhold
til udarbejdelsen af handleplaner kræver en faglig diskussion blandt socialarbejdere
– en diskussion der bør forholde sig til at handleplaner kan ses som et værdifuldt redskab
for borgerne.
3.3 Etiske perspektiver
Etiske perspektiver handler om det værdigrundlag, som det sociale arbejde hviler på. I
Socialministeriets nyligt udgivne essaysamling ”Værdier i socialpolitikken” påpeger
Mette Hartlev, at ”de socialpolitiske værdier kan ikke opfindes. De eksisterer allerede,
som en del af det værdigrundlag vores samfund og retssystem er baseret på. Men der er
19

stort behov for at synliggøre værdierne så de kan tjene som fokuspunkter…” (Hartlev
2003).
I dette afsnit vil vi give et bidrag til denne synliggørelse ved at belyse nogle af de fokuspunkter,
som modelprojekterne fremhæver som vigtige i det sociale arbejde målrettet
socialt udsatte.
Allerede i 1995 argumenterer Preben Brandt for nødvendigheden af at forholde sig til
værdier i socialt arbejde, da man ellers risikerer, at nytteetikken – det vil sige at ”det
gode” er dét, der medfører den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker
- er fremherskende. Brugen af nytteetikken har en tendens til at udstøde de svage grupper,
da dét at bruge mange ressourcer til de få, sjældent fører til at de fleste får det bedre
(Brandt 1995).
I et værdigrundlag for socialt udsatte bør man forholde sig til det dilemma, der udspringer
af et af vores samfunds grundlæggende rettigheder – det enkelte menneskes autonomi.
Hvor går grænsen mellem det enkelte menneskes selvbestemmelse og samfundets
sociale ansvar for at gribe ind over for borgere, der lever under uacceptable vilkår
Hvornår er det omsorgssvigt, og hvornår er det overgreb Den problemstilling er velkendt
for socialarbejderne i modelprojekterne. Grundlaget for løsninger findes i kontakten
mellem borger og socialarbejder. Kontakten skal kunne bære graden af forandring,
og nogen gange er kunsten at vente på det rigtige øjeblik, som giver borgeren mulighed
for at bevare sin værdighed i en forandringsproces, som borgeren ikke selv har igangsat.
Der kan dog være situationer, hvor det er nødvendigt for socialarbejderen at tvinge en
beslutning igennem. I den situation fremhæver Mette Hartlev, at socialarbejderen skal
overveje om det mere er et udtryk for manglende prioritering, manglende kendskab til
andre muligheder, eller om beslutningen bare er den nemmeste for ”systemet”, samt
hvis normer der ligger til grund for beslutningen, socialarbejderens eller borgerens
(Hartlev 2003)
Det kræver etiske overvejelser at iværksætte et tilbud, der trænger sig ind på et menneske,
der ikke har bedt om – og måske heller ikke ønsker – at modtage hjælp fra socialarbejderen,
og som i adfærd tydeligt tilkendegiver at foretrække at være i fred. Det kræver
ligeledes etiske overvejelser at blive ved med at besøge en borger, ringe på, smide
en seddel ind af døren, hvis man gang på gang bliver mødt af en lukket dør. Den opsøgende
socialarbejder står i et etisk dilemma mellem sin faglige og medmenneskelige ansvarlighed
og den ”andens” ret til autonomi.
For at undgå, at det bliver den enkelte socialarbejders sag at løse dette dilemma, er det
vigtigt, at det opsøgende arbejde er organisatorisk forankret i en forvaltningsenhed, og
at der er udarbejdet et værdigrundlag, som til stadighed søges indarbejdet i det daglige
arbejde. Der skal desuden være afsat tid og rum til diskussioner og overvejelser af etisk
og værdimæssig art (Brandt 2003).
Mødet
Der hersker et asymmetrisk forhold i mødet mellem socialarbejderen som formidler, og
borgeren som modtager af sociale ydelser. Mødet mellem borger og socialarbejder har
derfor haft en central placering i modelprojekterne, og borgernes opfattelse af retfærdig
20

ehandling hænger nøje sammen med deres oplevelse af dette møde. Flere borgere har
givet udtryk for, at de lægger vægt på de mere bløde værdier – menneskelighed, engagement
mv. – og at mødet uden for institutionen netop er præget af disse værdier, hvorimod
mødet på socialcentret mere er kendetegnet ved faste rutiner, rationalitet, logik
mv. Det kan derfor anbefales, at forvaltningerne inddrager grundlæggende sociale værdier
såsom selvbestemmelse, værdighed, retfærdighed og tryghed i arbejdet med den
enkelte borger (Thomsen 2003).
Socialarbejderen står i et modsætningsforhold mellem på den ene side at yde omsorg og
fungere som en ”professionel ven”, og på den anden side at have magt til at tage beslutninger,
der vedrører borgerens liv og ydermere kontrollere, at disse beslutninger føres
ud i livet. Gennem relationsarbejdet får socialarbejderen viden om borgeren, som kan
medvirke til, at en afgørelse bliver mindre ”ambitiøs”. Her må åbenhed og ærlighed
omkring begrundelser opprioriteres. Socialarbejderen skal lytte til borgerens historie og
tilrettelægge den sociale indsats på en måde, som gør det muligt for borgeren at leve
mere i overensstemmelse med egne ønsker. Socialarbejderen skal ikke overtage ansvaret
for borgerens liv, men gennem dialogen støtte borgeren i sine ønsker.
Den korrekte og den rigtige afgørelse
En socialarbejder har udtrykt sin frustration over socialarbejdernes rammer for at træffe
de bedste afgørelser i forhold til borgerne på denne måde, ”man kan straffes for regelbrud
– ikke for afgørelser der medfører udstødelse”. Er forvaltningernes ambition ”den
korrekte afgørelse” eller lægges der vægt på involvering af borgerne Preben Brandt
stiller spørgsmålet, om det er mennesket eller resultatet, der er det vigtigste i det sociale
arbejde (Brandt 1995). Er det etik og moral, der ligger bag forvaltningens regler og
retningslinier, eller er det økonomi Lipsky fremhæver, at hvis økonomien er det fremherskende
værdimål, risikerer man, at socialarbejderen søger at forenkle sagsgangen ved
at kontrollere borgeren og sende borgere med vanskelige problemstillinger videre til andre
myndigheder. Med tiden udvikler socialarbejderen en mere kynisk opfattelse af borgerne
og modificerer de mål, der ligger til grund for arbejdet (Lipsky i Winter). Brugerinvolvering
har været på den socialpolitiske dagsorden i en årrække, og alligevel viser
blandt andet HMS-Undersøgelsen, at det stadig kniber med at gennemføre det i praksis
(Høgsbro 2003). På grund af arbejdspres sker det ofte, at der udvikles metoder til at
overkomme involvering af borgerne i stedet for metoder til at involvere dem.
Skal vi gøre dem normale, eller skal de ”bare” have omsorg
Inden for de professioner, der arbejder med socialt arbejde, har der i de senere år været
mere prestige i behandling end i omsorg. Men en nok så effektiv og virkningsfuld behandling,
der ikke indeholder omsorg, udviser ligegyldighed og ikke ansvarlighed for
det enkelte menneske, siger Preben Brandt. Omsorg vises i det, man gør med eller for et
andet menneske. Det er derfor vigtigt, at man i de sociale professioner vægter og
værdisætter ”gøren” med mennesket, og ikke kun det der kommer ud af denne gøren.
(Brandt 1995)
Modelprojekterne har alle gode erfaringer med at prioritere ”gøren”, f.eks. gennem at
skabe en bæredygtig kontakt, hvor borgeren er medbestemmende for, hvad der skal
iværksættes, og hvornår hjælpen skal sættes ind. Desuden lægges der i projekterne vægt
21

på ikke at presse ”den normale livsførelses” værdier ned i halsen på borgerne. Socialt
udsatte har ofte været udsat for udstødelsesmekanismer gennem det meste af deres liv,
fordi de af forskellige årsager ikke har kunnet rummes eller ikke har ønsket at passe ind
i ”normalsystemet”. Hvis der fokuseres alt for meget på effektmåling i forhold til målgruppen
af socialt udsatte, kan der være en fare for, at ”effekten” af tilbuddet blot bliver
endnu en oplevelse for borgeren af ikke at have levet op til samfundets forventninger
om ”forbedring”.
Professionsværdier
I det nyligt udkomne debatoplæg fra Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet
”Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelser”
(Lindhardt & Gjørtz 2003) påpeges det, at det er nødvendigt med en revurdering
af professionsværdierne inden for det sociale arbejde. Forskellige kulturer, fagsprog,
rutiner og handlemønstre kan være barrierer i samarbejde på tværs af professionsgrænser.
(Lindhardt & Gjørtz 2003). Professionerne skal tænke anderledes. Skal en
sagsbehandler f.eks. tilbringe det meste af sin tid bag et skrivebord Som nævnt ovenfor
er der blandt en del af de professionelle stadig manglende interesse for eller overskud til
at inddrage borgerne og give dem reel indflydelse i sagsbehandlingen.
Uddannelserne inden for det sociale område bør forholde sig til om uddannelsen – og
efteruddannelse – giver socialarbejderne det kompetenceniveau, der er nødvendigt for at
de kan sikre borgernes retssikkerhed og overvinde de mest fremherskende professionsbårne,
kundskabsmæssige, etiske, administrative og personlige barrierer (Thomsen
2003). I den forbindelse kan man også spørge om socialarbejderne tager medansvar for
institutionens praksis. Peter Høilund, lektor i retsfilosofi, taler om moral af første grad,
hvor socialarbejderen tager ansvar for kvaliteten i egen indsats, og moral af anden grad,
hvor socialarbejderen tager medansvar for institutionens praksis - hvor det sidste, påpeger
Høilund ikke er almindeligt i Danmark. Medansvar betyder f.eks., at man som socialarbejder
skal formulere klart over for borgerne, hvor man kommer fra, hvilken offentlig
institution, man er tilknyttet, og hvilke krav institutionen stiller til borgeren.
3.4 Konklusioner
En opfølgning af konklusionerne vil i nogle tilfælde være ressourcekrævende og vil derfor
skulle indgå i prioriteringsmæssige og økonomiske overvejelser hos beslutningstagere.
I projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har fire modelprojekter gennem en periode
på tre år haft kontakt med socialt udsatte borgere, der kan karakteriseres ved at
være hjemløse, have en sindslidelse eller et misbrug eller en kombination heraf. 5 Fokus
i det sociale arbejde har været at tage udgangspunkt i den enkelte borgers livssituation
og så vidt muligt at involvere borgeren i arbejdet. Erfaringerne fra projekterne peger på
nødvendigheden af at fokusere på processen i dette arbejde for at give disse borgere en
oplevet retssikkerhed - sikring af deres retssikkerhed.
5 Nedenfor benævnt som nedsat psykosocial funktionsevne.
22

Dette afsnit omfatter en række konklusioner, som udspringer af modelprojekternes erfaringer.
Hvert punkt indeholder en kortfattet baggrundsbeskrivelse samt overvejelser
over ”hvem der gør hvad og hvordan”. En mere uddybende beskrivelse af baggrunden
for konklusionerne findes i de tre perspektiveringsafsnit ovenfor. Konklusionerne er sat
i forhold til fire niveauer: det centrale politiske niveau, det politisk-administrative niveau,
de enkelte tilbuds og de enkelte sagers niveau samt professionsniveauet.
Det centrale politiske niveau
Støttekontaktpersonordning
Erfaringerne fra metodeudviklingsprojektet viser, at socialt udsatte borgere med nedsat
psykosocial funktionsevne får en virkningsfuld støtte ved at have en fast tilknyttet kontaktperson.
En sådan kontaktperson kan dels opbygge en kontakt til borgeren, der er
præget af gensidig tillid og respekt, dels fungere som tovholder i kontakten mellem borgeren
og andre fagpersoner. Støtte- og kontaktpersonordningen (§ 80 i Serviceloven)
skal revideres i Folketingssamlingen 2004/05, hvor en eventuel udvidelse af personkredsen
kan overvejes.
Kan man flytte, når man er hjemløs
Det modelprojekt, der har haft kontakt med mange hjemløse borgere, peger på, at der er
vanskeligheder forbundet med, at hjemløse borgere ikke kan blive registreret i folkeregistret
i den kommune, hvor de har opholdt sig gennem en længere periode. Uden folkeregistertilmelding
kan hjemløse borgere f.eks. ikke få udleveret et nyt sygesikringsbevis,
hvis det gamle forsvinder, og det har vist sig at give problemer med at få oprettet en
bankkonto til udbetaling af kontanthjælp.
Det politisk- administrative niveau
Socialt arbejde i forhold til socialt udsatte tager længere tid
Socialt udsatte borgeres oplevede retssikkerhed hænger nøje sammen med oplevelsen af
en retfærdig og værdig behandling, hvor mødet mellem borger og socialarbejder er et
vigtigt fundament. Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at det tager tid at opbygge
en tillidsfuld relation, som kan danne grundlag for, at socialarbejderen - i samarbejde
med borgeren – kan foretage afgørelser, der bygger på en helhedsvurdering af borgerens
livssituation. For at socialt udsatte borgere har en reel mulighed for at blive inddraget i
sagsbehandlingen, vil det derfor være hensigtsmæssigt, at kommuner og amter stiller de
nødvendige ressourcer til rådighed for socialarbejderne.
Fokus på indretning kan skabe øget tilgængelighed
Erfaringer fra modelprojekterne viser, at den fysiske indretning af f.eks. socialforvaltningen
har betydning for, om socialt udsatte borgere føler sig velkomne. Venterum med
regler, der ikke altid opleves som logiske, kan skabe utryghed og fremprovokere en aggressiv
adfærd. En indretning, der ikke tager hensyn til disse borgere, kan være medvirkende
til, at de i stedet undlader at søge den fornødne hjælp. Ved indretning af tilbud,
der også rummer socialt udsatte borgere, kan det være hensigtsmæssigt at tage disse
borgere med på råd, f.eks. gennem brugerorganisationer inden for området.
Det tværsektorielle samarbejde
Det har også i modelprojekterne vist sig kompliceret at koordinere den tværsektorielle
23

indsats over for socialt udsatte borgere. Gode erfaringer med et tværsektorielt samarbejde
findes i det modelprojekt, der har involveret samarbejdspartnerne allerede i planlægningsfasen.
Her er beslutningen om samarbejde taget på ledelsesniveau og indbefatter
blandt andet vidensdeling og overdragelse af kompetence mellem sektorerne. Konklusionen
er, at kommuner og amter med fordel kan involvere samarbejdspartnerne allerede i
planlægningsfasen af tilbud til socialt udsatte borgere. Et velfungerende tværsektorielt
og tværkommunalt samarbejde kan desuden bane vejen for, at socialt udsatte borgere
kan beholde deres kontaktperson, hvis de flytter til et andet distrikt i kommunen eller en
nabokommune.
Ret til medbestemmelse, aktindsigt mv.
Borgerne er gennem lovgivningen sikret ret til medbestemmelse, aktindsigt, at anke afgørelser
samt til at medtage en bisidder til møder med forvaltningen. For socialt udsatte
borgere er denne ret ikke altid en reel mulighed, da de sjældent er i besiddelse af de
nødvendige kompetencer. Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at kommuner og amter -
i samarbejde med den enkelte borger – (videre)udvikler metoder, der sikrer, at de socialt
udsatte borgere har samme muligheder for medbestemmelse, aktindsigt mv. som andre
borgere.
Politiske målsætninger
På baggrund af erfaringerne fra modelprojekterne kan man konstatere, at der er store regionale
forskelle på hvilke tilbud, der gives til socialt udsatte borgere – og dermed muligheder
for at disse borgere har en oplevet retssikkerhed i mødet med systemet. Det kan
give anledning til at pege på muligheden for, at amter og kommuner udarbejder og vedtager
politiske målsætninger og handleplaner for at sikre socialt udsattes retssikkerhed.
Mindre kommuner kan have et særligt problem, da de ofte har så få socialt udsatte borgere,
at det kan være økonomisk vanskeligt at sikre dem velfungerende tilbud. Her kan
man pege på muligheden for at indgå samarbejdsaftaler med nabokommuner for på den
måde at tilgodese denne gruppe.
Det enkelte tilbuds og den enkelte sags niveau
Tilgængelighed som basis for inddragelse
Modelprojekternes erfaringer viser, at tilgængelighed er en væsentlig faktor for, at socialt
udsatte borgere har samme mulighed som andre borgere for at komme i kontakt med
socialforvaltningen. Erfaringerne viser også, at tilgængelighed har betydning for disse
borgeres oplevelse af at blive inddraget i sagsbehandlingen. Modelprojekterne viser, at
tilgængelighed for socialt udsatte borgere betyder f.eks., at åbnings- og telefontider
matcher deres livsrytme, og at de kan få en aftale med deres kontaktperson, socialrådgiver
mv. inden for få dage efter en henvendelse. Tilgængelighed betyder også at kontaktpersonen,
socialarbejderen mv. er opsøgende i forhold til borgerne og om nødvendigt
foretager sagsbehandlingen på gaden eller i borgernes hjem. På baggrund af disse erfaringer
kan man i de enkelte socialforvaltninger overveje, om sagsbehandlingen er tilrettelagt
på en måde, der imødekommer socialt udsatte borgeres behov.
Åbenhed og ærlighed
Erfaringerne fra modelprojekterne peger på flere forhold, der har indflydelse på borgerens
oplevelse af at have fået en retfærdig sagsbehandling. Det kan f.eks. være borge-
24

ens mulighed for at kunne gennemskue og forstå baggrunden for en afgørelse, borgerens
kendskab til forvaltningens praksis på området og klarhed omkring, hvad man som
borger kan forvente. Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at medarbejderens åbenhed
og ærlighed om indhentning og vurderinger af oplysninger er vigtige for, at socialt
udsatte borgerne oplever sig inddraget i sagsbehandlingen. Dette giver anledning til at
pege på væsentligheden i, at præmisser for afgørelser fremlægges klart og ærligt.
Planer og aftaler
Ifølge Lov om social service § 111 skal kommunen eller amtskommunen i samarbejde
med borgeren tilbyde at udarbejde en skriftlig plan for indsatsen til borgere, der har
komplekse sociale problemstillinger. Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at brugen
af handleplaner som redskab i det sociale arbejde støder på modstand fra både borgere
og medarbejdere. På den baggrund kan man overveje om socialarbejderne har behov for
efteruddannelse med fokus på handleplaner som udviklings- og kvalitetsredskab i arbejdet
med socialt udsatte borgere.
Overgreb eller omsorg
En ofte nævnt problemstilling i socialt arbejde – som også er velkendt i modelprojekterne
– er dilemmaet mellem, hvornår en foranstaltning er et overgreb, og hvornår det er
omsorgssvigt at undlade en foranstaltning. For at det ikke bliver den enkelte socialarbejders
sag at løse dette dilemma, kan man i tilbud målrettet socialt udsatte overveje
dels at udarbejde et værdigrundlag, der forholder sig til denne problemstilling, dels at
tilvejebringe rum for kollegial sparring og refleksion.
Professionsniveauet
Ansvar og medansvar
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at centrale elementer i arbejdet med at sikre
socialt udsatte borgeres oplevede retssikkerhed er socialarbejderens respekt for det enkelte
menneske sammenholdt med evnen til at bruge sin personlighed på en faglig kvalificeret
måde. Andre væsentlige elementer er, at socialarbejderen ikke kun skal tage ansvar
for egen indsats, men også tage medansvar for institutionens praksis. I den forbindelse
kan man i organisationerne overveje, om medarbejderne har det rum, der skal til
for at påvirke arbejdsgange og rutiner, således at medarbejderne samvittighedsfuldt kan
tage medansvar for organisationens praksis.
Samarbejdsfora på tværs
I modelprojekterne har det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde vist sig at være
væsentlige faktorer for at socialt udsatte borgere oplever at få en faglig kvalificeret og
retfærdig behandling. Samtidig er modelprojekterne stødt ind i barrierer i forsøg på at
etablere tværfaglige og tværsektorielle samarbejdsfora. For at hindre at fagsprog, kultur,
rutiner mv. er barrierer i samarbejdet på tværs af professionsgrænser, kan man pege på,
at de enkelte professioner inden for det sociale arbejde værdisætter processen i det sociale
arbejde og inddrager tværfagligt samarbejde og vidensdeling på tværs af sektorer i
deres værdigrundlag.
25

Forslag til fremtidige strategier og opgaver i forhold til sikring af socialt udsatte
gruppers retssikkerhed
Det har i projektet vist sig, at vejen fra lovgivning til implementering i praksis er vanskelig
at tilbagelægge. Derfor vil det være en hjælp for kommunerne, hvis de har forskellige
redskaber, de kan benytte sig af i denne proces. Det er allerede besluttet, at
VFC udarbejder og udgiver et hæfte, der ved hjælp af forskellige scenarier beskriver
metoder og overvejelser, man bør gøre sig, når man i kommuner og amter vil igangsætte
en proces for at kvalificere inddragelse af borgerne i sagsbehandlingen.
Derudover kunne man overveje, at arrangere temadage for kommuner/regioner/amter i
lighed med de afholdte temadage om støtte- og kontaktpersonordningen i efteråret 2002.
Endvidere kunne man forestille sig at nedsætte et debatforum, som kan diskutere sig
frem til, hvordan processen skal gribes an lokalt. Det er i den forbindelse centralt, at
man sørger for, at brugerorganisationerne er repræsenteret i disse debatfora.
På undervisningsinstitutioner, hvorfra der rekrutteres medarbejdere til det sociale område,
kan man overveje at igangsætte en debat om inddragelse af borgerne. Undervisere
fra stederne kunne eksempelvis inviteres til arbejdende temadage, hvor der også nedsættes
debatfora, der kan udarbejde forslag til hvordan retssikkerhed for de svagest stillede
indarbejdes i undervisningen. Målet er, at de nyuddannede har betydningen af borgerens
oplevede retssikkerhed indarbejdet i deres professionsværdier.
På baggrund af erfaringerne fra projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”, ser VFC
også nye udviklingsperspektiver i forhold til sikring af retssikkerhed for andre grupper
af socialt udsatte, end de der har været i fokus i dette projekt f.eks. prostituerede, etniske
minoriteter, voldsramte kvinder og grønlændere i Danmark. I den forbindelse kan erfaringerne
fra projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” benyttes til at stille skarpt på
retssikkerhed over for disse socialt udsatte grupper.
26

4. Afgrænsning af retssikkerhedsbegrebet
Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har haft til formål at udvikle metoder,
der kan bidrage til sikring af socialt udsatte borgeres retssikkerhed efter lovgivningen,
samt, at de – på lige fod med andre borgere – får de tilbud, som lovgivningen giver mulighed
for. Sigtet har været at få erfaringer fra en målrettet og virkningsfuld indsats over
for et udvalgt antal mennesker i fire modelprojekter. Erfaringerne fra modelprojekterne
skal efter projektperiodens udløb udbredes til alle kommuner og amter.
I første fase af projektet har fokus været rettet mod at etablere kontakt med den udvalgte
målgruppe i de fire modelprojekter, og projekterne har derfor koncentreret sig om metodeudvikling
i forbindelse med ”det gode møde”. I sidste fase har projekterne arbejdet
med retssikkerhedsbegrebet, forsøgt at gøre det mere håndgribeligt, samt beskrevet
hvilke metoder der virker i forhold til at bibringe målgruppen en oplevet retssikkerhed.
Hvad begrebet retssikkerhed egentlig indebærer, har været genstand for debat op gennem
1990’erne. Denne debat har dannet udgangspunkt for den retssikkerhedsforståelse
som VFC – i sin egenskab af central projektkoordinator – har forsøgt at afgrænse, indkredse
og operationalisere i forhold til de aktuelle modelprojekter.
4.1 Det traditionelle retssikkerhedsbegreb
I det følgende vil vi give et kort rids af det traditionelle retssikkerhedsbegreb og den udvikling
hen imod en nyere retssikkerhedsforståelse, som Retssikkerhedsloven fra 1998
blandt andet er et udtryk for.
Retssikkerhed opdeles traditionelt i materiel og processuel retssikkerhed.
Materiel retssikkerhed
Materiel retssikkerhed handler om indholdet i retsreglerne.
• En borger skal have mulighed for at blive gjort bekendt med sine rettigheder på
et givent område.
• Forvaltningens afgørelse skal svare til indholdet i loven og være i overensstemmelse
med grundlæggende retsprincipper. Bl.a. skal afgørelsen være truffet på et
sagligt grundlag og ud fra princippet om lighed for loven.
Processuel retssikkerhed
Processuel retssikkerhed handler om, hvordan en sag skal behandles fra ansøgning til
afgørelse.
• Processuel retssikkerhed skal sikres ved faste spilleregler, som f.eks. forvaltningslovens
regler om partshøring, aktindsigt og begrundelsespligt.
• Borgerens ret til at klage er en vigtig måde at sikre den processuelle retssikkerhed
på (Trussell 2000).
Den juridisk korrekte afgørelse er således idealet efter et traditionelt og teoretisk ud-
27

gangspunkt. Dette indebærer ikke nødvendigvis, at borgeren får den hjælp, der er den
rigtige for ham, men alene at reglerne for sagsbehandling og de formelle retsregler er
fulgt.
4.2 Den nyere retssikkerhedsforståelse
Retsvidenskaben har det meste af det 19. århundrede, med naturvidenskaben som forbillede,
tilstræbt objektivitet og søgt at kortlægge lovmæssigheder. Retten var noget, der
hørte den ydre verden til, og fungerede som et sæt regler for samfundsmæssige relationer.
Desuden var det kendetegnende, at begreber som etik og retfærdighed, der ikke kan
observeres i den ydre verden, ikke blev betragtet som hørende til inden for juraens område.
Efter 2. verdenskrig har kritikken navnlig været rettet mod denne adskillelse af etik og
jura, idet erkendelsen var, at perfektioneret opfyldelse af reglerne ikke var nogen garanti
for retfærdighed.
Den traditionelle retssikkerhedsforståelse er også blevet beskrevet som utidssvarende på
grund af sin manglende mulighed for at rumme det enkelte menneskes særlige behov.
Forvaltningerne forholder sig gennem retlige kategoriseringer og beskrivelser urealistisk
til virkeligheden. Dette kan føre til en fordrejning af de faktiske forhold, så det bliver
virkeligheden, der tilpasser sig de retlige systemer, og hermed opstår faren for, at
forvaltningen ikke ser det enkelte menneske som enestående med sin helt egen historie
og særlige behov.
I en nyere retssikkerhedsforståelse inddrages etikken igen i juraens område. I sikringen
af borgernes retssikkerhed drejer det sig derfor om at give plads til både den rationelle
argumentation, som sikrer den ’korrekte afgørelse’, og den etiske ansvarlighed som skal
sikre den ’gode afgørelse’.
Peter Høilund har en antagelse om, at ”den sociale institution – gennem sin praksis –
udtrykker en moralsk standard (eller mangel på samme) på institutionsniveau". Det betyder,
at han er kritisk over for en løsrivelse af socialarbejderen fra institutioner og samfund.
Socialarbejderens etiske ansvar rækker således både frem mod borgeren og bagud,
som medansvarlig for den moralske norm, der udtrykkes gennem institutionens praksis
(Høilund 2000).
Med den øgede fokus på etisk ansvarlighed kommer megen af socialarbejderens kompetence
til at ligge i en situationsbeherskelse i mødet med borgeren. Det betyder, at den
enkelte socialarbejder skal tage ansvar for kvaliteten i sin egen arbejdsindsats, hvilket
Peter Høilund kalder moral af første grad. Moral af anden grad handler om, at den enkelte
socialarbejder tager medansvar for kvaliteten i institutionens indsats.
Det skøn, som udføres af socialarbejderen i samspil med borgeren, er også beskrevet og
problematiseret af den amerikanske professor i statsvidenskab Michael Lipsky (Lipsky
1980). Lipsky introducerer begrebet street-level-bureaucracy, som af forskningsprofessor
ved Socialforskningsinstituttet, Søren Winter oversættes til markarbejderadfærd.
28

Markarbejderen oplever ofte en kløft mellem de krav, der på den ene side stilles fra lovgivning,
ledelse og borgere og på den anden side de ressourcer, der stilles til rådighed
fra organisationens side, og som ofte opleves som begrænsede (Winter 2001).
For at løse dette dilemma kan socialarbejderen havne i mere eller mindre bevidste afværgemekanismer,
som afbøder, men ikke løser dilemmaet på tilfredsstillende vis – og
som sjældent er i overensstemmelse med Retssikkerhedslovens intentioner om inddragelse.
En sådan afværgemekanisme kan f.eks. bestå i at borgere med vanskelige problemstillinger,
som kræver komplicerede løsninger, nedprioriteres til fordel for borgere
med problemstillinger, hvor socialarbejderen kan handle ud fra tommelfingerregler og
interne procedurer.
Afværgemekanismer optræder ofte som usagte procedurer for, hvordan man agerer ved
bestemte problemstillinger. Disse usagte procedurer, som ikke er direkte beskrevet i love,
forordninger og regler, er af Bourdieu beskrevet som et felts doxa. Doxa er ifølge
Bourdieu det som ”goes without saying because it comes without saying” (Bourdieu i
Järvinen 2002a). Sociologen Margaretha Järvinen har beskrevet det sociale arbejdes doxa
i sin tiltrædelsesforelæsning i sociologi ved Københavns Universitet. Her problematiseres
det, at socialarbejderne ofte er underlagt en organisationslogik – det sociale arbejdes
doxa – som mere handler om, at borgeren skal tilpasse sig systemet, end at systemet
skal tilpasse sig borgeren. Borgeren og hans/hendes problem omdefineres så at
sige, så det passer ind i den doxa som hersker inden for det sociale arbejdes felt i den
enkelte organisation (Ibid.).
Retssikkerhedsloven
I forhold til det traditionelle retssikkerhedsbegreb repræsenterer bl.a. Retssikkerhedsloven
en nyere udformning af retssikkerhedsbegrebet. Der er her sket en omformning af
indholdet i retssikkerhedsbegrebet fra kun at indebære ”den juridisk korrekte afgørelse”
i retning af også at inddrage ”den rigtige afgørelse”. Dvs. at intentionen er, at retssikkerhedsspørgsmålet
ikke alene drejer sig om det formelle retsgrundlag og beskyttelse
mod vilkårlige indgreb, men også om sikring af, at afgørelsen opleves som rigtigt af den
enkelte borger.
Med Retssikkerhedsloven er der desuden fokus på en helhedsorienteret afgørelse med
aktiv inddragelse af borgeren i sagsbehandlingen.
4.3 Retssikkerhedsbegrebet i praksis
For socialt udsatte grupper er der ofte særlige problemer med at opnå en oplevet retssikkerhed.
For disse borgere kan der være barrierer, som gør, at de ikke oplever, at deres
retssikkerhed er tilgodeset.
De formelle rettigheder og muligheder, som borgeren er sikret bl.a. gennem Retssikkerhedsloven,
bliver først reelle, hvis den konkrete behandling af borgerens sag foregår på
en sådan måde, at de formelle muligheder fremstår som reelle muligheder for borgeren.
”Der er ikke meget ved formelt at være tryg, hvis man ikke føler sig tryg” skriver Ole
Pass og Jesper Fisker i en artikel om retssikkerhed, hvor de også argumenterer for, at
29

formelle regler er til størst nytte for de i forvejen stærkeste. Reel retssikkerhed for de
svageste opnås kun, hvis der er tale om en konstruktiv vekselvirkning mellem formelle
regler og daglig praksis. En meget væsentlig del af den oplevede retssikkerhed for socialt
udsatte er funderet i mødet med systemet, og i hvordan de generelle regler præsenteres
for borgeren (Pass 2000).
Over for gruppen af socialt udsatte er det vigtigt, at retssikkerhedsbegrebet ikke bliver et
middel til at legitimere systemets beslutninger, men at man sikrer sig, at den formelle
retssikkerhed også er en oplevet retssikkerhed for borgeren.
Indflydelse og inddragelse af borgeren kan ikke alene bygge på et traditionelt rettighedssystem,
hvor det enkelte individs juridiske ret til ydelsen og foranstaltningen er i
fokus. Kommunikation og adfærd mellem socialarbejder og borger i mødet er også vigtige
elementer sammen med borgerens oplevelse af virkeligheden, forståelsen af borgeren
som menneske, engagementet, og det at tale ordentligt sammen (Järvinen 2002b).
Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har derfor haft til formål at nå et skridt
videre og udvikle metoder til at overkomme barriererne for den oplevede retssikkerhed
for målgruppen.
For at konkretisere retssikkerhedsbegrebet i det sociale arbejde, har vi arbejdet med tre
forskellige perspektiver:
• Et samfundsmæssigt perspektiv, der omfatter lovgivning og god lovgivningsskik
• Et organisatorisk perspektiv, der omfatter forvaltningsmetoder og god forvaltningsskik
• Et etisk perspektiv, der omfatter forvaltningsetik, (ligheds-)idealer og menneskesyn.
Perspektiverne har dannet baggrund for indsamlingen af erfaringerne fra projekterne. På
den måde har vi sikret, at de konkrete fokuspunkter i modelprojekterne kan hæftes op på
de perspektiver, som vi har vægtet i forhold til retssikkerhedsforståelsen i projekt ”Retssikkerhed
for de svagest stillede” (se figur 1 nedenfor).
Fig. 1
Retssikkerhedsbegreb
Det samfundsmæssige
perspektiv
Det etiske perspektiv
Det organisatoriske
perspektiv
I det følgende vil vi uddybe hvert enkelt perspektiv med det formål at operationalisere
30

etssikkerhedsbegrebet i forhold til de fire modelprojekter.
Det samfundsmæssige perspektiv
Retssikkerhed kan ikke blot ses som en løsrevet størrelse, men er en del af den måde
samfundet i øvrigt er bygget op på. Aktuelle politiske, juridiske og økonomiske betingelser
er eksempelvis med til at sætte rammerne for udfoldelsen af retssikkerhed for
borgerne. Derfor har det også været vigtigt i retssikkerhedsprojektet at blotlægge barrierer
i samfundsopbygningen og lovgivningen, som begrænser handlemulighederne i forhold
til at sikre retssikkerheden for socialt udsatte.
De sociale love, der trådte i kraft den 1. juli 1998, bygger alle på et grundprincip om
retssikkerhed for borgerne. En del af bestemmelserne har således som direkte sigte at
øge borgernes retssikkerhed, bl.a. gennem brugerinddragelse, medbestemmelse, handleplaner,
helhedsvurderinger, synlighed i sagsbehandlingen og begrundelser for afgørelser.
Samtidig er der i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område blevet
lagt øget vægt på, at borgerne selv skal være aktive medspillere i forbindelse med
løsning af deres egne problemer.
Intentionerne i lovgivningen retter sig således ikke kun mod retssikkerhed i forhold til
klageinstanserne, men også mod 1. instansen, der hvor borgeren møder systemet. Der er
dermed sat fokus på den tidlige indsats. For at få de gode intentioner i de nye sociale love
til at slå igennem i forvaltningerne kræver det en mere bevidst holdning til hvilke
økonomiske, juridiske, etiske eller politiske overvejelser, man vil lægge til grund for det
sociale arbejde.
I forhold til sikring af borgernes retssikkerhed og en gennemskuelig sagsbehandling er
det vigtigt at blotlægge, hvad der ligger til grund for den enkelte afgørelse. Man skal
f.eks. være opmærksom på, at økonomiske beslutninger ikke bliver pakket ind i socialfaglige
argumenter.
Det organisatoriske perspektiv
Den enkelte borgers oplevede retssikkerhed i mødet med den enkelte organisation hænger
nøje sammen med, hvilket menneskesyn organisationen har, og hvilken kultur der er
indarbejdet i organisationen både for mødet med den enkelte borger og for samarbejdet
på tværs af sektorer og faggrænser. Det har derfor været centralt at afdække systemets
evne og vilje til at tilrettelægge en sagsbehandling, så borgeren har en oplevet retssikkerhed,
og rette fokus mod eventuelle barriere i organisationen, der stiller hindringer i
vejen for den enkelte borgers oplevede retssikkerhed.
Peter Høilund taler om et dømmekraftens rum, hvor socialarbejderens faglige viden,
kompetencer og kommunikative evner samt borgerens selvforståelse og livsopfattelse er
væsentlige elementer. Råderetten i dette rum er bestemt af retlige regler, økonomiske
modeller, mere eller mindre traditionsbundne normopfattelser og lokale magtforhold.
Disse bagvedliggende strukturer overses ofte i det sociale arbejde (Høilund 2000). Socialarbejderen
går på en evig balancegang mellem regler og skøn. Organisationens vilje til
at sætte brugbare rammer for ”det gode møde” mellem systemet og borgeren er grundlæggende
for udfoldelse af socialarbejderens etiske dømmekraft – udvikling af socialar-
31

ejderens dømmekraftskompetence.
Det etiske perspektiv
Det etiske perspektiv omfatter krav om lighed og respekt for den personlige autonomi
samt borgerens muligheder for at vinde anerkendelseskampen – det vil sige, i hvor høj
grad borgeren oplever sig selv og sin situation anerkendt af systemet. Desuden bør man
både som organisation og socialarbejder etablere en fælles bevidsthed om hvilke etiske
overvejelser, der ligger til grund for skønsmæssige afgørelser.
Kravet om lighed indebærer, at der ikke må diskrimineres f.eks. med henvisning til, at
årsagen til behovet er selvforskyldt (eks. misbrug og kriminalitet). Kravet om lighed
kan i nogle tilfælde komme i konflikt med kommunernes ret til selvstyre. Man kan desuden
overveje, om der er behov for positiv særbehandling for at opnå en reel lige ret.
Omsorg, magt og afhængighed
Borgeren er modtageren af hjælp, støtte og omsorg, mens socialarbejderen er formidleren
og sidder med magten til at afgøre behov og omfang af ydelsen. Grundlaget for et
godt samarbejde i dette asymmetriske forhold er, at borgeren i mødet føler sig respekteret
og oplever en anerkendelse af sin selvopfattelse.
Det er i den gensidige påvirkning mellem socialarbejder og borger, at borgerens selvudfoldelse
og handlerum kan udvides eller indskrænkes. Det er vigtigt, at socialarbejderen
er bevidst om, at mødet med borgeren i bund og grund er et asymmetrisk forhold (Delmar
1999). Foucault taler om ”eufemiseret magt”, dvs. en magt, som kalder sig noget
andet - f.eks. omsorg, støtte - eller som fremstår som udtryk for den rigtige viden (Foucault
i Järvinen 2002b). Bourdieu kalder det ”symbolsk vold”, og beskriver det ”som
udøvelse af en magt, der får de dominerede til velvilligt at bøje sig for en magt, de ikke
engang selv føler som magt” (Bourdieu i Järvinen 2002b). Det sociale arbejde kan være
styret af nok så mange gode viljer og intentioner, men det er vigtigt at holde sig for øje,
at disse ikke ændrer på det asymmetriske i relationen. Det kan synes umuligt for borgere,
der ikke er enige i socialarbejdernes tiltag, at stille spørgsmålstegn ved de bestræbelser,
der bygger på de gode viljer og den seneste professionelle fagviden på området
(Järvinen 2002b).
Omsorg udøves på baggrund af lovgivningens målsætninger for indsatsen. For socialarbejderen
omfatter omsorg både en måde at forholde sig på og en måde at handle på over
for borgeren (Kermenoglou 2000). Borgeren har som modtager en subjektiv opfattelse
af omsorgen. Forudsætningen for, at omsorgen kan modtages og bruges af borgeren, er,
at den gives med respekt for og accept af det enkelte menneskes behov og ønsker.
32

5. Målgruppens sociale problemstillinger
Indenfor socialforskning defineres to typer af sociale problemer: Nemlig tamme problemer
og vilde problemer. Tamme problemer er lette at identificere, de kan adskilles
fra andre problemer, målene for indsatsen er klare, og der er klare succeskriterier for,
hvornår den optimalt bedste løsning er fundet. Det forholder sig helt anderledes med
vilde problemer. De kan ikke klart defineres og er vanskelige at adskille fra andre problemer.
Målene for deres løsning kan ikke rigtig defineres, og der er derfor ikke klare
succeskriterier for, hvornår den optimale løsning er fundet. Hvor tamme problemer har
en ”objektiv” og målbar løsning, vil vilde problemer også have en bedste løsning, men
vurderingen af, om en sådan er opnået, vil ikke være objektiv, men afhænge af øjet der
ser (Harmon og Mayer i Krogstrup 2003).
Socialt arbejde i forhold til socialt udsatte, som er målgruppen for projekt ”Retssikkerhed
for de svagest stillede”, rummer meget få tamme problemer og er til gengæld en
lang vandring gennem vilde problemer.
5.1 Hvem er målgruppen i projektet
I forhold til definitionen af socialt udsatte gør professor i socialt arbejde, Margaretha
Järvinen, opmærksom på, at der i den gode sags tjeneste foregår klassificerings- og definitionsprocesser,
som rubricerer klienter som ”tilfælde” af en given kategori. Disse kategorier,
anfører Järvinen, er baseret på administrative eller behandlingsmæssige synspunkter,
som måske ikke har særligt meget at gøre med klienternes egen problemopfattelse
eller egne behov for støtte. (Järvinen 2002b)
Betegnelsen ”dobbeltdiagnose” er et begreb, der anvendes til at beskrive målgrupperne i
alle fire modelprojekter. Begrebet er et illustrativt eksempel på konsekvenserne af klassificerings-
og definitionsprocesser. Når man overhovedet kan tale om en dobbeltdiagnoseproblematik,
skyldes det, at der i organiseringen af det sociale arbejde er skabt to på
forhånd definerede ”klassifikationer”, hvor borgere med en kombination af de to ”definitioner”
ikke entydigt passer ned i hverken den ene eller den anden ”kasse”. I HMS
Undersøgelsen peges der ligeledes på denne problematik, hvor man problematiserer, at
opdelingen af personer med særligt svære sociale problemer i grupper ”synes mere teoretisk
end svarende til virkeligheden” (Brandt og Kirk 2003).
Problematikken er vigtig at holde sig for øje, fordi en del af de problemer, der knytter
sig til målgruppen, kan ledes direkte tilbage til spørgsmål om, hvor de passer ind i systemet,
og hvilken instans der skal tage sig af dem og deres problemer.
Konstruktion af målgrupper bygger på en klassificering af borgerne i forskellige grupper
ud fra temaer, som er nedfældet i loven. Borgerne klassificeres med en intention om
at mobilisere borgerens og systemets ressourcer i forhold til iværksættelse af tiltag. I
den videre klassificering defineres borgerne i forhold til de tilbud, socialarbejderen råder
over, og som kommunen har bestemt kan gives. Tilbuddene har principielt til formål
at virke mobiliserende, men kan i værste fald også være tilbud, som blot giver en illusi-
33

on om, at der sker noget, og at loven overholdes. (Ebsen 2002)
Evaluator i København nævner et eksempel, hvor en opsøgende sagsbehandler får kendskab
til en borger, der igennem nogle år har sovet i et meget lille selvbygget skur. Sagsbehandleren
vurderer, at borgeren slet ikke modtager de ydelser og foranstaltninger,
som den samlede situation berettiger til. Det viser sig, at borgerens sag varetages af et
Serviceteam og behandles som en rutinesag. I en længere periode har han modtaget nedsat
økonomisk ydelse på grund af et afbrudt aktiveringsforløb. Det var der mange årsager
til – tidligere afhængighed af hårde stoffer, flere års bolig på gaden osv. - alt i alt var
borgeren i en situation, hvor et aktiveringskrav slet ikke kunne forsvares (Feldman
2003).
Klassificeringen sker på grundlag af særlige teknikker, som er udviklet til, at socialarbejderen
kan afdække borgerens problemstillinger, men som sjældent giver mulighed
for at rumme det enkelte menneskes særlige behov. Disse teknikker giver stor magt til
systemet og socialarbejderne til at bestemme og dirigere borgernes handlinger. Systemets
og socialarbejderens klassificering kan virke undertrykkende i de tilfælde, hvor der
ikke er overensstemmelse mellem socialarbejderens og borgerens forståelse af problemstillingen,
og hvilke tiltag der skal iværksættes. For borgere med komplekse problemstillinger,
der ikke kan indpasses i eksisterende tilbud, kan det være vanskeligt at opnå
en fælles forståelse af borgerens problemstilling (Ebsen 2002).
Resultatet kan i nogle situationer være, at de faktiske forhold fordrejes. Det bliver virkeligheden,
der tilpasser sig systemets forventninger. Hermed opstår faren for, at forvaltningen
ikke ser det enkelte menneske som enestående med sin helt egen historie og særlige
behov.
Evaluator i København nævner, at inddelingen af sociale klienter i målgrupper kun er én
måde at anskue disse mennesker på. Ud over at tilhøre f.eks. målgruppen af hjemløse
kan borgeren ved andre målgruppeinddelinger tilhøre gruppen af hundeejere, epilepsiramte
eller et segment i ølfabrikanternes reklamestrategi. Mennesker har mange roller i
hverdagen, og en inddeling i målgrupper forholder sig oftest kun til én af disse. At være
hjemløs er blot én af flere roller. Dette er vigtigt at have sig for øje som socialarbejder,
da borgeren måske ikke ser det at være hjemløs som sin vigtigste rolle (Feldman 2003).
I praksis kan en snæver målgruppeafgrænsning betyde, at man kommer til at afvise de
mest udsatte borgere, der ofte har sammensatte sociale problemstillinger og derfor ikke
matcher et mere snævert afgrænset tilbud. Man kan så iværksætte tiltag målrettet den
”nye” målgruppe for siden at konstatere, at der stadig er borgere, der ikke passer ind
her, eller at målgruppens problemer ændrer karakter og ikke længere passer ind i tilbuddet
– et dilemma man ofte vil havne i ved målgruppeafgrænsninger.
I Århus har man eksempelvis oplevet problemer med at definere om borgerne tilhørte
målgruppen eller ej. Projektmedarbejderen beretter, at målgruppen hen ad vejen er blevet
udvidet til også at omfatte f.eks. clean misbrugere, tidligere hjemløse, personer på
langvarig kontanthjælp med uhensigtsmæssig adfærd eller med indvandrerbaggrund;
personer, der ikke helt firkantet hørte under definitionen på de svagest stillede, som projektet
tog udgangspunkt i. En af grundene til dette var, at det opsøgende arbejde tog ud-
34

gangspunkt i de personer i miljøet, som viste interesse for projektet, og at det ikke altid
var umiddelbart klart, om de tilhørte målgruppen eller ej (Jensen 2003).
Det vil sige, at selv i projekter specifikt målrettet de allersvageste af de socialt udsatte,
kan der være en fare for, at de ”tungeste” bliver sorteret fra, fordi de er for svære at arbejde
med.
Denne problemstilling synes man at have haft fokus på i København, hvor et af kriterierne
for målgruppen var, at de havde opgivet kontakten til det sociale system. Det vil
sige, at borgeren ikke har haft eller ønsket kontakt til socialforvaltningen og ikke har
henvendt sig om hjælp. Selv om det i praksis har drejet sig om en mindre del af de personer,
der har været kontakt med i projektet, bemærker evaluator i København, at dette
billede af målgruppen alligevel har haft relativ stor betydning for projektforløbet. Det
har haft indflydelse på overvejelser om metoder og målgrupper på de involverede lokalcentre,
og for opfattelsen af hvilke sider af retssikkerheden, man primært har arbejdet på
at opfylde. Forestillingen om en persongruppe, som er meget afvisende og ikke ønsker
kontakt med det sociale system, har haft afgørende betydning for det fokus på selve
kontakten og mødet, som især i den første del af projektforløbet har præget arbejdet
(Feldman 2003).
Også i Odense og Aalborg er man opmærksom på udstødningsmekanismer i forhold til
målgruppen af socialt udsatte. I Odense er det derfor et princip, at de borgere, man har
kontakt til, ikke kan blive smidt ud af projektet. Flere af Vista Balboas samarbejdspartnere
har imidlertid givet udtryk for, at de synes projektet har en uklar eller for snæver
målgruppe, idet man har indtryk af, at der findes borgere, der kunne have gavn af tilbuddet,
men som måske ikke har en egentlig diagnose eller er tilstrækkeligt diagnostisk
udredte til at kunne blive visiteret til projektet.
Evaluator i Odense gør opmærksom på, at flere samarbejdspartnere mener, at der er et
behov for enten at udvide Vista Balboas målgruppe med henvisning til, at flere borgere
har behov for et sådant tilbud, eller at præcisere hvilke borgere projektet kan tage sig af,
og nok så meget hvem man vil have. Det er oplevelsen, at uklarheden i målgruppeafgrænsningen
skaber forvirring i de andre systemer.
I Aalborg er målgruppen præciseret, som mennesker der ikke tidligere har ønsket kontakt
til distriktspsykiatri eller andre samarbejdsparter efter udskrivning fra psykiatrisk
sygehus, og som derfor skal have udarbejdet en udskrivningsaftale eller koordinationsplan
ved udskrivning.
5.2 Fællesstræk ved målgruppen
Sindslidelse
Målgruppen i de fire modelprojekter er ofte præget af sindslidelser i forskellig grad. I
Odense og Aalborg arbejdes der målrettet i forhold til mennesker med en diagnosticeret
sindslidelse. I København og Århus er billedet mere nuanceret. Der er tale om en gruppe
35

af borgere som ofte er præget af psykosociale vanskeligheder af forskellig art, men som
ikke nødvendigvis har en diagnosticeret sindslidelse og derfor heller ikke modtager
psykiatrisk behandling.
Selv om der er tale om en diagnosticeret sindslidelse kan der imidlertid sagtens være tale
om manglende sygdomserkendelse hos borgeren, hvilket kan vanskeliggøre både den
medicinske behandling og andre handlemuligheder i forhold til sindslidelsen.
Hjemløshed
Hjemløshed eller problemer i forhold til at bo i egen bolig er træk der går igen for målgrupperne
i alle fire modelprojekter. Udtalte problemer i forhold til hjemløshed finder
man kun i København og Århus, hvor det er meget vanskeligt at skaffe boliger til målgruppen.
I Odense kan man forholdsvis hurtigt skaffe en bolig, men man oplever, at flere af borgerne
i projektet er ”funktionelt hjemløse”, hvilket betyder, at selv om de har en bolig,
så opholder de sig sjældent i den, men tilbringer i stedet tiden på gaden, på væresteder
eller hos venner i miljøet.
I København omtaler man desuden ”de usynligt hjemløse”, som de der ikke har nogen
bolig, men klarer sig ved at pendle rundt mellem venner, og derfor ikke er synlige i gadebilledet
som hjemløse.
I Aalborg nævnes hjemløshed ikke som en kendt problemstilling, men en del at casemanagers
funktioner er at støtte borgeren med henblik på at kunne fungere i egen bolig.
Misbrug
Misbrug er en udtalt problemstilling blandt målgruppen i de fire modelprojekter og er
ofte overlappende i forhold til det at have en sindslidelse og det at være hjemløs. Hvad
enten der er tale om psykosociale vanskeligheder eller diagnosticerede sindslidelser sker
der ofte det, at piller, hash eller alkohol i forskellige kombinationer anvendes som en
form for selvmedicinering.
Det sociale liv på gaden er ligeledes ofte forbundet med misbrug, som igen er præget af
ambivalens for borgerne. Evaluator i København refererer, at borgerne på den ene side
fortæller om glæde i forbindelse med visse faser af rusen. På den anden side klager
mange over helbredsmæssige problemer som skyldes alkohol- og andet misbrug. Samtidig
er misbruget ofte forbundet med stadige sociale og økonomiske problemer. Et misbrug
forhindrer måske én i at se sine børn, at give dem og andre pårørende gaver og
lommepenge, m.v. (Feldman 2003).
5.3 Særtræk ved målgruppen i modelprojekterne
I modelprojektet i Odense, Vista Balboa, har man defineret målgruppen forholdsvist
stramt til at omfatte alvorligt sindslidende (primært skizofrene) med misbrug og lav
selvhjulpenhed. Der er tale om en tung, svært belastet målgruppe, som er særligt præget
36

af deres psykiske tilstand, deres stof- og alkoholmisbrug samt usikre boligsituation. Det
typiske billede er, at borgerne er sociale pensionister, har et jævnligt hash- eller alkoholforbrug,
bor alene og har været indlagt på psykiatrisk afdeling minimum 10 gange, dvs.
hyppigt er genindlagt (Olsen 2003).
Gruppen er på kanten af hjemløshed, ensomme og isolerede som følge af deres aparte
adfærd. Der kan være tale om truende eller kriminel adfærd. Det er kendetegnende for
denne gruppe, at de ofte lever en kummerlig tilværelse på gaden eller i egen bolig. Det
betyder typisk, at de har meget vanskeligt ved at opretholde en bolig og have sociale relationer
til andre mennesker, samt at de bliver udstødt af de eksisterende institutioner —
hospitaler, hjemløseinstitutioner og misbrugsbehandlingsinstitutioner. Det er som regel
ikke muligt for de eksisterende systemer at hjælpe dem på en hensigtsmæssig måde
(Ibid.).
Målgruppen var kendt i flere forskellige systemer: Psykiatrisk afdeling, retspsykiatrisk
afdeling, distriktspsykiatrien, egen læge, amtets socialpsykiatriske tilbud (bosteder og
dagtilbud), den kommunale socialpsykiatri, amtets og kommunens narkobehandling og i
den kommunale pensionsafdeling. Men problemet var, at målgruppen mange gange enten
blev afvist af eller selv afviste tilbud inden for disse systemer, fordi de ikke kunne
tage sig af målgruppen på dens særlige præmisser. Målgruppen kom til at belaste systemerne
på en uhensigtsmæssig måde, fordi indsatsen havde begrænset effekt i forhold
til at ændre målgruppens sociale situation og tilfredsstille dens behandlingsbehov. Desuden
viste det sig i praksis ikke muligt at etablere et samarbejde om målgruppen mellem
systemerne (Ibid.).
I Aalborg er projektets målgruppe sindslidende, der udskrives fra behandling på psykiatrisk
sygehus, og hvor der i forbindelse med udskrivningen ifølge Bekendtgørelse af lov
om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien (Psykiatriloven § 3, stk. 4 og 5) udarbejdes
udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner vedrørende behandlingsmæssige og
sociale tilbud til den sindslidende efter udskrivning (Psykiatrien i Nordjyllands Amt
2003).
Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er målrettet en mindre gruppe patienter med
alvorlige sindslidelser, som i særlig grad har behov for en opfølgning og støtte til etablering
af et socialt liv og derved forebygge genindlæggelser. Gruppen er karakteriseret
ved et sammenfald af meget svære psykiatriske og sociale problemer, hvor der er stor
risiko for, at den enkelte vil blive socialt isoleret, hvis der ikke sker en særlig opfølgning.
Da der er tale om en målgruppe, der erfaringsmæssigt ikke ønsker kontakt med distriktspsykiatrien
eller andre samarbejdsparter efter udskrivning fra psykiatrisk sygehus
har det hidtil været svært at inddrage borgerne i den videre proces hvilket er en af årsagerne
til etableringen af projekt Kontakt og Støtte i Aalborg (Ibid.).
De borgere man har haft kontakt med i København er dels hjemløse med komplekse sociale
problemer, dels borgere, der godt nok har en bolig, men som på grund af f.eks.
misbrug eller psykisk skrøbelighed ikke magter at opholde sig i den og derfor tilbringer
det meste af tiden på gaden. De fleste af den faktiske målgruppe i København var i forvejen
kendt i det sociale system, men flere havde kun en sporadisk kontakt med deres
sagsbehandler og fik ikke den hjælp og støtte, de var berettiget til.
37

I København, hvor en del af de borgere, der er tilknyttet projektet, er hjemløse, er det
nærliggende at finde løsningen på deres problemer i netop det at give dem en bolig. I
den forbindelse nævner evaluator i København en interessant pointe, som nuancerer
denne anskuelse af hjemløses problemer. Nogle af de hjemløse giver udtryk for, at det
er udmattende til stadighed at skulle skabe et privat rum i den offentlige sfære, men at
de heller ikke kan magte ensomhedsfølelsen i egen lejlighed (Feldman 2003). En tilværelse
som hjemløs giver både en identitet og et netværk, som det ikke altid er muligt at
holde fast i når man først har en bolig. Som hjemløs er døgnet ofte fyldt op med aktiviteter
– skaffe penge, søge efter steder at sove, lede efter venner, besøge steder hvor man
spiser billigt osv. Gadelivet giver dermed dagen indhold og mulighed for socialt samvær
og tætte relationer med andre der er i samme båd som en selv. Når en hjemløs får en bolig
forsvinder mange af de tidligere faste daglige gøremål. Nogle har negative erfaringer
med at bo alene, de føler sig ensomme og indelukkede i en lejlighed og udelukkede fra
vante sociale relationer og ender ofte med søge tilbage til venner og bekendte fra gaden
(Ibid.). En sådan viden er vigtig at have fremme i bevidstheden når der lægges handleplaner
for hjemløse omkring boligsituationen.
I København gør evaluator desuden opmærksom på en særlig problematik vedrørende
de hjemløse. Hvis en borger er blevet hjemløs i én kommune, så kan han ikke officielt
flytte til en anden kommune, fordi han ikke kan blive registreret i folkeregisteret uden
en adresse. Da en registrering i kommunens folkeregister udløser en række rettigheder i
kommunen, betyder den manglende registrering at borgeren:
• Ikke kan modtage et sygesikringsbevis, hvilket betyder at man ikke kan få en
egen læge
• I praksis kan have vanskelighed ved at finde plads på et herberg eller anden § 94
boform, skønt der lovgivningsmæssigt ikke er belæg for, at § 94 institutioner
kan afvise borgere, der kommer fra andre kommuner
• Ikke alle steder i landet kan blive indstillet til en bolig gennem kommunens
akutte boliganvisning, da det typisk er forbeholdt kommunens borgere
• Har problemer med at få oprettet en bankkonto, hvilket igen betyder, at han kan
have svært ved at få udbetalt kontanthjælp (ibid.).
I Århus tegnede projektmedarbejderens interview med målgruppen et lignende billede.
Det at have egen bolig var et højt ønske hos borgerne, men de fleste havde gjort sig relativt
få tanker om, hvordan de havde tænkt sig at håndtere det at flytte i – eller bo i egen
bolig. Projektmedarbejderen nævner dog, at det hen ad vejen kom indirekte frem i interviewene,
at det ofte var dér problemerne startede og ofte er det endt med at borgeren
selv har opgivet at bruge sin bolig, eller er blevet sagt op. Projektmedarbejderen vurderer,
at ensomhed, angst eller rastløshed er de altoverskyggende grunde til at målgruppen
opgiver en bolig. Det beskrives, hvordan borgerens bolig ofte udvikler sig til et miniherberg,
hvor forskellige venner fra misbrugsnetværket ”flytter ind” mere eller mindre
permanent. Dette fører til, at naboerne klager over borgeren, som så ender med at blive
sagt op (Jensen 2003).
38

6. Dokumentationsredskaber i modelprojekterne
Der er markant forskel på, hvor meget der dokumenteres, hvordan dokumentationen foregår
og hvem der står for den i de forskellige modelprojekter, hvilket kan have stor betydning
for, i hvor høj grad denne viden bliver indarbejdet i den daglige praksis.
Det er tydeligt, at de to modelprojekter i Odense og Aalborg, som foregår tæt på det
psykiatriske miljø, er præget af naturvidenskabelige idealer for dokumentation, mens de
to andre modelprojekter begge er kendetegnet ved en udpræget antropologisk tilgang.
Der er fordele og ulemper ved begge tilgange, hvilket vil blive beskrevet nedenfor.
6.1 Det der kan måles og vejes
Der er ingen tvivl om at Vista Balboa er det modelprojekt, hvor dokumentation og kvalitetssikring
har været vægtet højest. Derfor har man en meget bred vifte af dokumentationsredskaber.
Et af hovedelementerne i kvalitetssikrings- og udviklingsprocessen er
anvendelsen af dokumentationsredskabet ASI 6 , som udfyldes af socialarbejderne i samarbejde
med borgerne. Medarbejderne har selv formuleret kvalitetsstandarder, og planen
er, at udviklingen af standarder kan foregå som en kontinuerlig proces i personalegruppen
sideløbende med arbejdet med borgerne. To andre skemabaserede dokumentationsredskaber
udfyldes af den psykiatriske lægekonsulent på baggrund af samtale med borgeren.
Udover disse udpræget naturvidenskabeligt inspirerede dokumentationsredskaber
indgår også en kvalitativ ekstern evaluering som en del af dokumentationen og kvalitetssikringen
(Olsen 2003). Samlet giver det et omfattende og meget bredspektret dokumentationsbillede.
Imidlertid oplever socialarbejderne problemer og dilemmaer i forbindelse
med at skulle foretage dokumentationen, hvilket vi vil komme ind på senere.
Også i Aalborg er dokumentationen vægtet højt. I projektet foretages en undersøgelse af
målgrupper og kriterier for anvendelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner.
Et af formålene er dokumentation, hvor der via redskaber som PSE 7 systematisk spørges
ind til symptomer på psykiske problemstillinger/lidelser, hvilket munder ud i en diagnose.
Derudover søger man at få yderligere dokumentation om sygdommens sværhedsgrad
via redskabet PANSS 8 samt informationer om symptomer og funktionsevne via redskabet
GAF 9 . Der indsamles derudover oplysninger om antallet af udskrivningsaftaler og
koordinationsplaner inden for både funktionsbærende enhed Vest og på landsplan, hvorefter
der skal laves et register med navne, cpr.numre mm. Formålet er blandt andet kvalitetsudvikling
på området med hensyn til rammer, indhold og målgruppe (Psykiatrien i
Nordjyllands Amt 2003).
Casemanager noterer løbende antallet af kontakter/møder mellem ham og borgerne samt
varigheden heraf. Dette gælder direkte kontakt, telefonsamtaler mm. Samtidig noteres
6 Addiction Severity Index
7 PSE står for Present State Examination.
8 SCI-PANSS (Structured Clinical Interview for the Positive and Negative Syndrome Scale).
9 GAF står for Global Assessment of Functioning.
39

det, hvornår borgeren udskrives og eventuelt genindlægges, så det senere er muligt at
afdække, om borgerne har været indlagt i færre dage, end de plejer. Derudover udarbejdes
der dokumentation for, hvornår der er udarbejdet udskrivningsaftaler eller koordinationsplan,
hvornår de er revideret samt indholdet heraf, og hvornår der er foretaget udfyldelse
af COPM-skema 10 , skema om advarselssignaler og livskvalitetsskema (Ibid.).
Casemanager noterer desuden i sin dagbog samtalehyppighed og -varighed, emner der
har været drøftet, hvordan borgerens humørtilstand er, spørgsmål til videre overvejelse
samt almindelige hverdagsoplevelser (ibid.). I Aalborg er der således ligesom i Odense,
tale om en kombination af kvantitative og kvalitative dokumentationsredskaber.
Både i Odense og Aalborg foretages dokumentationen af de socialarbejdere, der har den
daglige kontakt med borgerne. Der er derfor stor sandsynlighed for, at de analyser, refleksioner
og erkendelser, som bliver bevidstgjorte i selve dokumentationsprocessen
forbliver en del af socialarbejdernes aktive viden og dermed har gode betingelser for at
blive indarbejdet i den daglige praksis.
6.2 Det der ikke kan måles og vejes
Hvad angår dokumentationsredskaber står modelprojekterne i København og Århus
svagere end de to søsterprojekter. Det gør de for det første fordi dokumentationsredskaberne
har været mere enstrengede, idet der næsten udelukkende er anvendt kvalitative
metoder. For det andet er dokumentationen foretaget af medarbejdere, der er projektansatte
til formålet, hvilket betyder, at der er risiko for, at den viden, som ligger bag det
nedskrevne, forsvinder ud af den daglige praksis sammen med de projektansatte.
I København har evaluator benyttet sig af kvalitative semistrukturerede interviews med
borgere, projektmedarbejdere, projektkoordinator, tovholder m.fl. Derudover har hun
foretaget deltagerobservation i borgernes miljø og har desuden deltaget i projektrelaterede
møder, ledsaget socialarbejdere i miljøet samt gennemgået relevant skriftligt materiale
(Feldman 2003).
I Århus har projektmedarbejderen ligeledes benyttet sig af antropologisk metode. Derudover
afprøvede man tidligt i projektforløbet en kvalitativ interviewundersøgelse, hvor
borgerne visuelt blev bedt om at indplacere deres netværk i en opdelt cirkel med centrum
i dem selv i forhold til kategorierne betydningsfuld/ikke betydningsfuld, hyppig/sjælden
og positiv/negativ kontakt. Imidlertid oplevedes den visuelle metode i flere
tilfælde af borgerne som angstprovokerende og afslørende i forhold til, hvor dårligt deres
netværk var. Det rent visuelle indtryk, som skemaet skabte, kunne opleves meget
negativt, idet borgeren på en meget synlig måde blev mindet om, hvor lille eller dårligt
hans/hendes netværk var. Metoden blev siden opgivet (Jensen 2003).
Fokus har ikke som i modelprojekterne i Odense og Aalborg været på effektmåling,
hvorfor den antropologiske metode har været anvendelig til formålet. Desuden kan der
være noget, der tyder på, at den antropologiske metode ikke i samme grad har stået i ve-
10 Canadian Occupational Performance Measure.
40

jen for kontakten til borgerne, som den naturvidenskabeligt inspirerede.
6.3 Dilemmaer i forhold til dokumentation
Flere af projekterne beskriver problemer i forhold til at dokumentere indsats og resultater
af socialt arbejde med målgruppen af socialt udsatte. Projektmedarbejderen i Århus
beskriver hvordan det hen ad vejen blev ”mere og mere tydeligt hvor svært det er at
agere i forhold til kontaktpersonerne (borgerne) for på den ene side at bevare deres tillid
og interesse for projektet, og på den anden side ikke blive for kammeratlig, hvilket
ville være uprofessionelt og virke forstyrrende på undersøgelsen” (Jensen 2003).
Hvor det i Århus bliver kontakten der virker forstyrrende på undersøgelsen, er det omvendt
i de andre modelprojekter, hvor fokus er på metodeudvikling. Her er det kravet
om dokumentation, der virker forstyrrende på kontakten til borgerne.
I Odense peges der på et dilemma mellem den skemabaserede dokumentationsmetode
ASI og den pædagogisk metode i Vista Balboa. Socialarbejderne oplever, at dokumentationsmetodens
forudsætninger til borgernes medvirken ikke svarer til realiteterne og
kan forstyrre den vanskelige tillidsrelation, som socialarbejderne gennem en længere
periode tålmodigt har oparbejdet til borgerne. Evaluator bemærker, at socialarbejderne
finder det uhensigtsmæssigt, at man i forhold til den gruppe, der har de færreste ressourcer,
er mest syge og har de vanskeligste sociale liv, ønsker at anvende en så omfattende
og standardiseret dokumentationsform og har så ambitiøse forventninger til borgernes
medvirken. Det opleves som urealistisk at forvente, at ASI-skemaet kan være udfyldt
inden 60 dage. Socialarbejderne fortæller, at hovedparten af borgerne ikke vil eller
ikke magter at stille op til halvanden times interview – og slet ikke efter at have kendt
socialarbejderen i seks uger. Desuden mener socialarbejderne, at der anvendes for meget
tid og energi på dokumentation - tid som forsvinder fra borgerne, og de udtrykker
bekymring for konsekvenserne af standardiseringen (Olsen 2003).
Socialarbejderne er enige i, at det er vigtigt at dokumentere deres arbejde og resultaterne
heraf, men finder at dokumentationen bør finde sted på en anden måde, der passer til de
borgere, de har med at gøre, og til deres empatiske faglighed og selvforståelse (Olsen
2003).
Kun i København nævnes ingen dilemmaer i forhold til dokumentationsredskaberne,
hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at evaluator udelukkende har taget sig af
evalueringen og ikke på samme måde som i Århus også har fungeret som projektmedarbejder
i modelprojektet.
41

7. Det er ikke her, du skal henvende dig” – betydningen
af organisering og etik i forhold til retssikkerheden
Det offentlige system er ofte opdelt i forskellige sektorer, hvor nogle tager sig af sociale
problemer, andre af psykiske problemer og andre igen af misbrugsproblemer. Der er både
gode og faglige argumenter for en sådan organisering, men for de socialt udsatte, der
er karakteriseret ved at have komplekse sociale problemstillinger, kan en sådan organisering
gøre det uigennemskueligt hvor man skal henvende sig. Borgernes liv og problemer
er ikke inddelt efter den samme stringens. Samtidig oplever borgere, der ikke lige
passer ind i de eksisterende rammer ofte at blive afvist. Det kan være en misbruger,
der ikke kan tages i behandling på grund af en samtidig sindslidelse eller omvendt.
Projektmedarbejderen i Århus peger på, at det for socialt udsatte borgere kan være en
skrøbelig motivation, der ligger bag en henvendelse til det offentlige. Det er derfor vigtigt
at den instans, der får henvendelsen, reagerer på en måde, der ikke støder borgeren
væk. Borgeren skal føle, at der bliver taget hånd om tingene, og ikke blot få besked om
at ”det er ikke her, du skal henvende dig …”, som nogle borgere i modelprojektet i Århus
har oplevet (Jensen 2003).
Den enkelte borgers oplevede retssikkerhed i mødet med den enkelte organisation hænger
nøje sammen med, hvilket menneskesyn organisationen arbejder ud fra, og hvilken
kultur der er indarbejdet i organisationen både for mødet med den enkelte borger og for
samarbejdet på tværs af sektorer og faggrænser. Det har derfor været et centralt omdrejningspunkt
i modelprojekterne at afdække og forbedre organisationens tilrettelæggelse
af sagsbehandlingen. Målet er, at borgerne føler, at der bliver lyttet til dem, og at de bliver
retfærdigt behandlet – at de med andre ord har en oplevet retssikkerhed.
7.1 De organisatoriske rammer
Forvaltningen er ofte opbygget som en traditionelt hierarkisk organisation. Det betyder,
at det daglige arbejde er rettet mod kravene fra toppen af organisationen snarere end
mod bunden af organisationen, hvor borgerne befinder sig. Konsekvensen er, at det er
”kunderne” (borgerne) i den forvaltningsmæssige ”butik”, der må indordne sig, stille sig
til rådighed og tilpasse sig organisationen. På den måde er det ”kunderne”, der bliver
afhængige af ”sælger” og ikke omvendt. Frem for borgernes ”bløde værdier” om menneskelighed
og engagement i arbejdet lægges der i den bureaukratiske organisation vægt
på ”hårde værdier” som rutiner, logik, rationalitet, metoder og redskaber (Uggerhøj
2002).
Som det vil fremgå af det følgende har sagsbehandlerne i modelprojektet i København
forladt kontoret og i stedet opsøgt borgerne på gaden – borgere som man ikke tidligere
havde kontakt med. Dette initiativ er blevet modtaget meget positivt, og nogle af borgerne
er begyndt at komme på det lokale socialcenter. Det har dog hurtigt vist sig at være
temmelig problematisk. En del af borgerne kom så ofte, at det blev en belastning for
43

åde sagsbehandlerne i projektet og socialcentrets andre medarbejdere. Borgerne påskønnede
den tættere og mere personlige kontakt med sagsbehandlerne, men centret
som helhed var endnu ikke ”klædt på” til at klare opgaven. Når borgerne overfører de
mere bløde værdier, som fungerer i mødet på gaden, til mødet på socialcentret, opstår
der ofte problemer, fordi socialcentret arbejder ud fra en kultur der lægger vægt på logik,
regler og rutiner.
”Borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag.
Kommunen og amtskommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en
sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed.” (Retssikkerhedslovens
§ 4)
Med Retssikkerhedsloven bliver der stillet krav om, at det er kommunens ansvar, at
sagsbehandlingen tilrettelægges på en sådan måde, at borgeren har mulighed for at
medvirke i egen sag. Det stiller nye krav til de organisatoriske rammer og de etiske
værdier for socialt arbejde i kommunerne.
I de fire modelprojekter under projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har man
været meget opmærksom på de problemer, som de organisatoriske rammer for det sociale
arbejde kan skabe for borgerne – herunder de særlige vanskeligheder der er for
målgruppen af socialt udsatte.
Modelprojekterne har arbejdet med fire forskellige metodiske tilgange, som på hver deres
måde kredser om særlige retssikkerhedsproblematikker i forhold til socialt udsatte:
• Problemidentificering - som grundlag for læring (Århus)
• Fremskudt sagsbehandling - som afsæt for dialog (København)
• Helhedsorienteret indsats - det integrerede hverdagsliv (Odense)
• Kontakt og støtte - fra psykiatrisk afdeling til eget hjem (Nordjylland)
Mens tilgangen i Århus primært er problemidentificerende, arbejdes der i de tre andre
modelprojekter konkret med at afprøve nye måder at tilrettelægge arbejdet på, sådan at
man bedre tilgodeser borgernes rettigheder i forhold til Retssikkerhedsloven.
Metoderne er nærmere beskrevet på side 71ff. under de enkelte modelprojekter. I det
følgende vil vi fremdrage de væsentlige erfaringer, som de enkelte modelprojekter har
gjort i arbejdet med at sikre retssikkerheden for nogle konkrete borgere.
7.2 Mødet mellem borger og socialarbejder
Et af omdrejningspunkterne i det sociale arbejde er det konkrete møde mellem borgeren,
der søger hjælp, og socialarbejderen, der formidler hjælpen. Borgerens oplevelse af det
personlige møde med socialarbejderen har stor betydning for, om borgeren føler sig
hørt, hvilket er et vigtigt fundament for en oplevet retssikkerhed. Der eksisterer en række
problemer og modsætninger i dette møde, som betyder, at det ofte er her, at kompleksiteten
i det sociale arbejde bliver mest synlig. Lars Uggerhøj påpeger at borgerens
44

indflydelse på og inddragelse i sagsbehandlingen ikke alene bygger på et traditionelt rettighedsperspektiv,
men også bør bygge på den kommunikation og adfærd, der er mellem
socialarbejder og borger i mødet – på borgerens virkelighed, på socialarbejderens
forståelse af borgeren som menneske, på engagementet og på at tale ordentligt sammen
(Uggerhøj 2002).
Mødet mellem socialarbejder og borger finder sted i institutioner, hvis mål bygger på
idealer om, at en menneskelig og fleksibel behandling øger tilliden mellem borger og
system. Samtidig har institutionen regler og rutiner, der trækker i den modsatte retning,
og som stiller krav til borgeren for at han/hun kan få vejledning og ydelser. Det kan være
krav om at lade sig registrere eller krav om at være kompetent og effektiv i mødet
med socialarbejderen for på den måde at fremme sagsbehandlingen. Borgeren skal indordne
sig under de regler og rutiner den enkelte forvaltning har indført for at ”lette”
sagsbehandlingen og leve op til kravet om ”noget for noget” for at få udbetalt kontanthjælp.
I forbindelse med sagsbehandlingen er borgeren sikret ret til aktindsigt og at have
en bisidder med til møder med socialarbejder, og hvis borgeren ikke er enig i afgørelsen
har han/hun desuden ret til at anke den. Alt dette kræver dog, at borgeren har de nødvendige
personlige kompetencer – mødekultur, læse- og skrivefærdigheder for bare at
nævne nogle enkelte – både for at kunne begå sig i mødet med ”systemet” og til eventuelt
at gennemføre en efterfølgende ankesag.
I modelprojektet i Århus beskriver projektmedarbejderen, hvordan målgruppen ofte
opererer med flere sideløbende agendaer, ikke mindst i deres kontakt med forvaltningen.
De har næsten alle tillært sig en bestemt overfladisk selvrepræsentation, der bekræfter
behandlersystemets forventninger til dem: De fremstiller ofte sig selv som ofre
for deres misbrug eller vanskelige sociale omstændigheder. I kontakten med sagsbehandlerne
følte gruppen sig ofte krænket, afvist og mødt med uvilje og mistro, og mødte
derfor også selv ofte sagsbehandlerne med mistillid, og generelt betragtede de sagsbehandlerne
som mod- og ikke medspillere. Målgruppen var derfor tilbøjelig til at minimere
kontakten med sagsbehandlerne mest muligt (Jensen 2003).
Lidt firkantet kan man sige at målgruppen i Århusprojektet beskrev ”det gode møde”
som ”det møde man kunne undgå”. At dette ikke bare er en forestilling hos målgruppen
i Århus viser også Lars Uggerhøjs forvaltningsundersøgelse, hvoraf det fremgår, at
”..de, som ikke følger reglerne, opfattes som vanskelige og uvillige, hvorimod de, som
accepterer og lader sig umyndiggøre, har mulighed for at indgå i samarbejde med den
professionelle – på dennes betingelser” (Uggerhøj 2002).
”Hvis en borger har brug for hjælp i en længere tid, skal kommunen og
amtskommunen tidligt i forløbet tilstræbe at tilrettelægge hjælpen ud fra en
samlet vurdering af pågældendes situation og behov på længere sigt.”
(Retssikkerhedslovens § 6)
I København bliver en borger, der henvender sig første gang til socialforvaltningen, tilknyttet
en sagsbehandler i et serviceteam, der så visiterer videre til teams med specialfunktioner,
hvis borgerens sag kræver mere end rutinebehandling. Hjemløse borgere
skal alle tilknyttes et specialteam, og de oplever derfor et hurtigt sagsbehandlerskift. For
45

at undgå dette, er proceduren nu ændret, så disse borgere bliver tilknyttet specialteamet
med det samme.
I forvaltningsundersøgelsen af Lars Uggerhøj fremgår det, at borgerne lægger vægt på
socialarbejderens evne til at udvise engagement, menneskelighed og ærlighed. Engagement
betyder for borgeren, at socialarbejderen er optaget af, hvad der sker med borgeren
og desuden lytter aktivt og tager sig tid til eftertanke i forhold til det sagte.
Menneskelighed er for borgerne, at man kan snakke lidt om løst og fast og give plads til
lidt hygge ud over den alvorlige samtale. Ærlighed er, at forvaltningen formidler sine
vurderinger af borgeren og situationen klart og tydeligt, da angsten for vurderingerne
ofte kan fylde meget for borgeren (Uggerhøj 2002).
At skabe et tillidsforhold kræver ikke alene en administrativ ekspertise af socialarbejderen,
men også en personlig, indlevelsesmæssig del, hvor empatien for de socialt udsatte
bør være det bærende element. I det følgende vil vi gennemgå en række væsentlige fokuspunkter,
som beskriver tværgående erfaringer fra de fire modelprojekter – erfaringer
som har været centrale i forhold til at styrke retssikkerheden for målgruppen af socialt
udsatte:
• Fundamentet er at skabe og opbygge en kontakt
• Tillid og respekt
• Tid, tålmod og det at kunne rumme
• Fleksibilitet og tilgængelighed
• Balancen mellem at holde ved og holde sig tilbage
• Hvornår, hvem og hvordan skal der inddrages
• Problemer kan kun løses på tværs af sektorer
• Målet er hele tiden at blive bedre
7.3 Fundamentet er at skabe og opbygge en kontakt
Projektmedarbejder i Århus peger på, at målgruppen af socialt udsatte ofte har svært ved
at modtage hjælp fra de etablerede tilbud, og har svært ved selv at formulere deres behov
eller ønsker på en hensigtsmæssig måde, hvorfor den offentlige forvaltning opleves
som modspiller i højere grad end medspiller. Mange mister derfor energien, viljen og
modet til at opretholde kontakten til forvaltningen. Denne ”handletræthed” skyldes
imidlertid ikke kun dårlige erfaringer med forvaltningen, understreger projektmedarbejderen
i Århus. Misbrug og psykiatriske lidelser blokerer ofte for handlen i forhold til
egen situation. Samtidig føler mange i målgruppen, at ”samfundet” har udstødt dem, har
gjort dem afhængige af offentlige ydelser, og derfor ”udstøder” de også ”samfundet”, så
når de møder en sagsbehandler, møder de en ”medskyldig” i deres udstødelse (Jensen
2003).
”Opsøgende arbejde handler ikke bare om fysisk at flytte sagsbehandlingen
ud, hvor de udsatte grupper er. Det handler i højere grad om at tilpasse sig
de grupper, som man forsøger at nå.” (Socialministeriet)
46

For at genoprette en kontakt til ”systemet” har det opsøgende og kontaktskabende arbejde
været vægtet højt i modelprojekterne. Afhængig af projekternes udformning har
det opsøgende arbejde haft forskelligt fokus. I København har socialarbejderne været
opsøgende i forhold til at få kontakt med borgere inden for målgruppen, som ikke var
kendt i systemet i forvejen, hvor man i Odense oftest blevet opmærksomme på målgruppen
gennem henvendelser fra samarbejdspartnere. Projektmedarbejderen i Århus
har kontaktet målgruppen på væresteder mv. og i Aalborg er kontakten blevet etableret,
mens borgeren var indlagt på psykiatrisk afdeling.
Der er en verden til forskel for målgruppen af socialt udsatte på at mødes med sagsbehandleren
på et offentligt kontor og på gaden eller i hjemmet. I modelprojektet i København,
hvor man har forsøgt sig med fremskudt sagsbehandling, beskrives mødet på gaden
af både sagsbehandlere og borgere som mere ligeværdigt og som ”at mødes på neutral
grund”. Evaluatoren i København påpeger at dette har noget at gøre med rum og
ejerskab af rum og territorium. Den samme erfaring har Lars Uggerhøj gjort i den tidligere
omtalte forvaltningsundersøgelse af udsatte familier, hvor en borger udtaler at
”..møderne er bedst i hjemmene..” (Uggerhøj 2002). Nogle af de københavnske sagsbehandlere
beskriver, at de i mødet på gaden oplever en kontakt karakteriseret ved mere
ligeværdighed. Denne ligeværdighed forklarer sagsbehandlerne med, at der sker et skift
i afhængighedsbalancen – hvem ønsker at gøre hvad med hvem Og hvem opsøger
hvem (Feldman 2003)
”Vi får et andet kendskab til dem, vi kan jo se at de lever under de der rigtig
kummerlige forhold, man har mulighed for at forstå deres situation på en
anden måde, når man har set dem på gaden og det miljø, de er i.” Socialarbejder
København (ibid.).
Før omorganiseringen i forbindelse med retssikkerhedsprojektet i Københavns Kommune
var meget af socialarbejdet præget af skrivebordsarbejde. Dette var et arbejdsvilkår,
som man ikke nødvendigvis diskuterede ”rigtigheden” af i forhold til, hvad der var
bedst for socialt udsatte. Evaluator i København refererer, at efter introduktionen af
fremskudt sagsbehandling beskriver sagsbehandlerne, at det medfører en midlertidig
forskubbelse af magtbalancen mellem sagsbehandleren og borgeren. På gaden har sagsbehandlerne
en tendens til at være mere varsomme med at træde nogen over tæerne. På
socialcentret er det derimod borgeren, som skal tilpasse sig stedet (ibid.).
Målgruppen for modelprojektet i Odense har tidligere ikke gået så godt i spænd med
behandlingsinstitutionerne. En forudsætning for at opbygge en sammenhængende indsats
har derfor været at etablere et tværfagligt opsøgende team.
Generelt har målene for det kontaktskabende og opsøgende arbejde i modelprojekterne
været:
• At skabe en kontakt præget af tillid
• At relationerne skal være præget af tryghed og stabilitet, sådan at borgerne kunne
indgå i samarbejdsrelationer over tid
• At borgerne skal opnå tillid til andre
47

• At borgerne skal opnå en bedre livskvalitet – bl.a. via opfyldelsen af deres sociale
rettigheder, samt forebygge forværring af den enkeltes tilstand og sikre den
nødvendige behandling som forudsætning for en personlig og social udvikling
Det at mødes på borgerens enemærker, hvad enten det er på gaden eller i borgerens
hjem, skaber nogle andre præmisser for mødet, og samtidig giver det sagsbehandleren et
langt mere nuanceret billede af borgeren og dennes livssituation. Den viden, som den
opsøgende sagsbehandler får, giver mulighed for mere helhedsorienterede afgørelser i
forhold til borgeren, hvilket er et krav i Retssikkerhedsloven.
”Kommunen og amtskommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål
om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter
den sociale lovgivning..” (uddrag af Retssikkerhedslovens § 5)
Viden der stigmatiserer
I det opsøgende og kontaktskabende arbejde ligger der imidlertid også etiske dilemmaer.
Sagsbehandlingen er baseret på en relation præget af tillid og gensidig viden om hinanden.
En sagsbehandler i København udtrykker sin bekymring for at besøge et værested
for hjemløse således: “Jeg sidder med en følelse af, at jeg stjæler et fristed fra dem”
(Feldman 2003).
Den opsøgende socialarbejder møder borgeren i private situationer, som kan have indflydelse
på de professionelle vurderinger senere hen. Den viden, som socialarbejderen
opnår ved opsøgende arbejde, præger – på godt og ondt – de afgørelser, han tager i forhold
til borgeren. Det at se en borger i stigmatiserende miljøer kan således i sig selv være
med til at præge det billede, man har af borgeren og hans fremtid i en mere pessimistisk
retning. I værste fald kan den tætte kontakt med borgeren føre til mindre ”ambitiøse”
tiltag i forhold til borgeren, hvorved marginaliseringen yderligere kan blive forstærket.
Følgende uddrag fra projektmedarbejderens feltnotater fra undersøgelsen i Århus,
giver et eksempel på dette:
”Omkring misbruget virker det som om det fylder mere end det umiddelbart
fremgår af den skriftlige begrundelse. Sagsbehandler sagde at han ville jo
heller ikke være med til at sende personen ud i et 3 ugers AMU-kursus (kørekort),
hvis han er hashmisbruger, da det ville være uforsvarligt. Desuden
kunne personen jo risikere at ”knække nakken på det”. Med andre ord er
sagsbehandlers vurdering af personens sociale og arbejds-relaterede kompetencer
i meget høj grad styret af hans vurdering af personens misbrugsproblemer,
uden dog i realiteten at vide noget som helst om omfanget af
dem! Sagsbehandler udtrykte selv at han jo vidste at personen kom nede på
Værestedet, og at han derfor formodede at personen måtte være ret belastet.
Jeg sagde, at der nu kom mange forskellige slags mennesker nede på Værestedet…”
(Jensen 2003).
For at imødegå at viden kan føre til yderligere marginalisering, er det vigtigt at socialar-
48

ejderne er åbne og ærlige over for borgeren og fortæller hvilken viden der ligger til
grund for deres vurderinger. Lige så vigtigt er det at socialarbejderne også lytter til borgerens
egen fortælling og vurdering af hvad han eller hun har behov for. I København
vurderer evaluator, at projektmedarbejderne generelt synes at have en stor bevidsthed
om de magtbeføjelser og kontrolfunktioner, de har som sagsbehandlere, og at der generelt
er opmærksomhed på nogle af de potentielle dilemmaer, der er i opsøgende og udgående
arbejde.
7.4 Tillid og respekt
Målgruppen af socialt udsatte har gennem mange års negativ kontakt med ”systemet”
opbygget en mistillid til, at ”systemet” kan yde den relevante hjælp. Derfor har arbejdet
med at skabe en kontakt præget af tillid og respekt været vægtet højt i modelprojekterne,
navnlig i den første fase af projektperioden.
Nogle af de borgere, som har været involveret i modelprojekterne, kan ikke holde ud at
have mennesker for tæt på. De beskrives som svære at omgås, og mange har en stærk
vilje og vil ikke acceptere, at andre bestemmer over deres liv og tager beslutninger for
dem. Flere af borgerne har tidligere haft kontakt med ”systemet” – f.eks. en hjemmehjælper,
modtaget bostøtte eller kontakt med distriktspsykiatrisk center – men hver gang
har borgeren sagt fra, fordi det aldrig rigtig har fungeret på en måde, som borgeren kunne
leve med.
Det er i den gensidige påvirkning mellem socialarbejder og borger, at borgerens selvudfoldelse
og handlerum kan udvides eller indskrænkes. Det er vigtigt, at socialarbejderen
er bevidst om, at det er et asymmetrisk forhold. Borgeren er modtageren af hjælp, støtte,
omsorg mv., og socialarbejderen er giveren og sidder med magten til at afgøre behov og
omfang af ydelsen. Grundlaget for et godt samarbejde i dette asymmetriske forhold er,
at borgeren føler sig respekteret i mødet og oplever en anerkendelse af sin selvopfattelse.
Socialarbejderens menneskelige og engagerede adfærd nedbryder dog ikke magten
men frembringer en mindre overgribende magt (Uggerhøj 2002).
For at opbygge borgernes tillid til de sociale myndigheder har et af målene med sagsbehandlernes
udgående funktion i København været at blive kendt af lokalområdets beboere.
Dette har specielt været i fokus i de miljøer, hvor ikke alle beboere ønsker indblanding
fra myndighedernes side. Når sagsbehandlerne er kendte i gadebilledet bliver borgerne
også mere trygge ved at henvende sig, hvis de er bekymrede over en nabo. En
sagsbehandler udtaler: ”Det er nemmere at snakke med os på gaden end at henvende sig
på socialcentret, hvis du er bekymret for en nabo” (Feldman 2003).
I Aalborg og Odense har socialarbejderne forskellige erfaringer med, hvilken indflydelse
det har på deres relation med borgeren, at socialarbejderen er indblandet i medicinen.
Borgerne i Aalborg pointerer, at tilliden ikke vil være til stede, hvis casemanager skal
give dem medicin. De vil have en klar adskillelse mellem casemanagers opsøgende og
forebyggende arbejde og den behandlingsmæssige del, der handler om at give medicin.
I Odense har flere borgere fået stjålet deres medicin på vej hjem fra apoteket, og social-
49

arbejderen har derfor påtaget sig denne opgave, hvilket har medvirket til opbygning af
et tillidsfuldt forhold mellem borger og socialarbejder. En af opgaverne for det opsøgende
team er da også at yde bistand til at tage medicin, fordi det er et stort problem for
denne målgruppe. En væsentlig del af dem tager ikke deres medicin som ordineret, men
selvmedicinerer sig med andre stoffer.
For at opnå gensidig tillid og respekt imellem borgeren og socialarbejderen er det, som
fremhævet af Lars Uggerhøj, vigtigt, at engagement, menneskelighed og ærlighed indtager
væsentlige pladser i det daglige arbejde. I nogle af modelprojekterne fortæller
borgerne at forholdet til socialarbejderen er godt, fordi han fungerer som en ”professionel”
ven.
Engagement
“Vi er meget professionelle, men vi er også meget personlige, og det er i
bund og grund metoden, som åbner dørene.” Socialarbejder Odense (Olsen
2003)
Peter Høilund siger om socialarbejderen, at ”det er vigtigt ikke udelukkende at agere
som fagperson, men også som menneske”. Det handler om at kunne vise et engagement
som opleves som troværdigt af borgeren. Modelprojektet i Odense har netop lagt vægt
på denne balance, idet socialarbejdernes metode til at etablere og fastholde kontakten
med borgerne bygger på en integration af det professionelle og det personlige. Evaluator
i Odense peger på, at kontaktens bæredygtighed baserer sig på socialarbejdernes evne til
at bruge deres personlighed på en tillidsvækkende måde i en professionel relation (Olsen
2003).
”Du bliver behandlet ordentligt, og ikke bare som en sindssyg eller en eller
anden skide narkoman. Du bliver behandlet fair og som noget værdifuldt.
Også fordi de går til en selv – Hvad har du lyst til Hvad kan du overkomme
Det er jeg sgu ikke blevet spurgt om før” Borger Odense (Olsen 2003)
I modelprojektet i København fremhæver borgerne først og fremmest sagsbehandlernes
tilstedeværelse på gaden som troværdigt – ”de bliver sgu nogle andre mennesker, når de
selv kommer på gaden”, som en borger udtrykker det (Feldman 2003).
Engagementet kommer også til udtryk, når man som socialarbejder viser opmærksomhed
og interesse for borgeren og hans eller hendes liv. I Aalborg anses borgerne som
personer, der har vanskeligt ved at leve i ”det normale samfund”, hvilket casemanager
skal hjælpe med. Borgerne har dog - på trods af deres problemer - både ressourcer og
muligheder for at påvirke deres eget liv. For at igangsætte en positiv udvikling i udnyttelsen
af ressourcer og muligheder tilrettelægger casemanager nogle rammer, så den enkelte
borger ser på de problemer/områder, den pågældende er interesseret i at løse eller
gøre bedre. Casemanager overtager ikke ansvaret for den enkelte borger og dennes problemer,
men løsningerne findes gennem dialogen mellem de to parter. Casemanager
skal således støtte op om processen i respekt for borgeren. Projektmedarbejder i Aal-
50

org påpeger, at casemanager skal kunne ”rumme den anden ” (Psykiatrien i Nordjyllands
Amt 2003).
Menneskelighed
Det at vise et menneskeligt ansigt vægtes højt af borgerne og er med til at skabe den
nødvendige tillid. I modelprojektet i Nordjylland bliver der lagt stor vægt på dette
aspekt, som hænger nøje sammen med den tid, der afsættes til kontakten med borgeren.
Det er vigtigt, at der er tid til at tage på nogle længere ture, til at besøge en borger, der
har fødselsdag, eller til bare at tage en lidt længere snak end man plejer.
”..hun er menneske, ikk’, hun er ikke én der sætter sig ned som en sagsbehandler,
men sidder og snakker med en, ikk’” Borger København (Feldman
2003).
Også i modelprojektet i København understreger man betydningen af den lidt mere
uformelle snak, man får på gaden (Feldman 2003). Når der levnes plads til snak om løst
og fast, sker der ofte det, at både borgere og socialarbejdere åbner sig mere og falder ud
af deres vante roller.
Ærlighed
Retssikkerhed, fastholder Høilund, kan ikke reduceres til det gode møde og respekt for
borgeren, der kræves et fokus på jura. Samtidig slår han fast at udgangspunktet for det
sociale arbejde er det gode møde, hvor institutionerne sætter rammer for mødet, og – er
det vigtigt at slå fast – det er institutionerne, der yder hjælpen. Borgerens oplevede retssikkerhed
kommer til udtryk i oplevelsen af at blive retfærdigt behandlet og rettighederne
er de konkrete muligheder, som socialarbejderen giver borgeren. Her spiller socialarbejderens
faglighed ind 11 . Hvad forstås der ved godt socialt arbejde, og hvilket værdigrundlag
ligger bag det Spørgsmål som i disse tider sættes til debat blandt andet gennem
et oplæg fra Social- Indenrigs- og Sundhedsministeriet (Lindhardt & Gjørtz 2003).
En væsentlig værdi i retssikkerhed er gennemskuelighed i den proces som sagsbehandlingen
udgør. Borgeren skal oplyses om rettigheder, sådan at det bliver klart, hvad borgeren
kan forvente. Det er centralt, at borgeren kender og har forstået grundlaget for afgørelsen,
der er truffet, at han eller hun ved, hvad han/hun har krav på og ved, hvad institutionens
praksis er på området.
I modelprojektet i Odense har man lagt vægt på, at der har været tale om åbenhed i forhold
til vurderinger af borgerens tilstand. Der er således klare principper for, at socialarbejderen
forklarer sine handlinger, hvis det går i retning af tvangsindlæggelse.
I modelprojektet i Nordjylland står ærlighed ligeledes centralt i casemanagerens arbejde,
hvor det er vigtigt, at casemanageren er ærlig både overfor sig selv og borgeren.
Sidstnævnte skal også lære at være ærlig overfor casemanager. Tidligere har flere af
11 Kommentarerne gav Peter Høilund dels på 12-12 møde og midtvejskonference arrangeret af Formidlingscenter
Storkøbenhavn i 2002, dels på afsluttende konference arrangeret af Videns- og Formidlingscenter
for Socialt Udsatte i 2003.
51

orgerne forsøgt at skjule, hvordan de reelt havde det, fordi de hverken ønskede medicin
eller indlæggelse på psykiatrisk sygehus.
Den ”professionelle ven”
Flere af borgerne i modelprojektet i Aalborg giver udtryk for, at casemanager fungerer
som en professionel ven - som en fast tilknyttet person, der kan holde øje med, hvordan
det går, hvilket opleves som en tryghed. Samtidig ses casemanager som en mulighed for
at komme ud af isolationen - både under en indlæggelse på psykiatrisk sygehus og i
dagligdagen hjemme. Målet er, at borgeren får etableret et socialt liv udenfor det psykiatriske
sygehus. Det er vigtigt, at casemanager udviser engagement, så borgeren føler,
at casemanager virkelig ønsker at hjælpe. En god og gensidig kontakt oprettes ved hyppige
møder i forskellige sammenhænge, og casemanager får derved kendskab til borgerens
miljø, netværk og måde at leve på.
Også i Odense har nogle socialarbejdere en funktion som en ”professionel ven”. I kraft
af socialarbejdernes personlige tilgang til arbejdet med borgerne opbygges en tillidsfuld
relation. De kommer ind i borgernes ofte ensomme og isolerede liv og får dermed mulighed
for at få borgerne til at gå med til nogle ting, som før ikke var muligt. Derved
bliver socialarbejderne til ”professionel ven”/netværk for borgerne - med streg under
professionel påpeger evaluator, fordi socialarbejderne får løn for arbejdet.
7.5 Tid, tålmod og det at kunne rumme
En sommerdag sidste år dukker en mand op på et alkoholambulatorium i Odense med
en krøllet seddel i hånden. Papiret ligner noget, han har haft op og ned af lommen mange
gange. På papiret er der et telefonnummer på modelprojektet i Odense. Medarbejderen
på alkoholambulatoriet kontakter modelprojektet, og der bliver etableret en kontakt.
Modelprojektet havde tidligere på året fået henvendelser fra flere forskellige parter -
sagsbehandler, praktiserende læge og vicevært. Det var tydeligt, at borgeren havde behov
for en indsats, men socialarbejderne i modelprojektet vurderede, at det ikke var så
akut, at man behøvede at ”rykke ud med det hele på en gang”. Man valgte i stedet at
starte med at sende et brev med oplysninger om projektet og med besked om, at de ville
kontakte ham igen en måneds tid senere. De hørte ikke noget fra ham - bare fordi man
sender et brev, kan man ikke være sikker på, at det bliver læst.
Et par uger senere dukker manden så op på alkoholambulatoriet – og det var indgangen
til en kontakt. Ud fra de foreliggende oplysninger, kunne socialarbejderne godt have
grebet ind med det samme. Ved at vælge en mere tilbageholdende strategi, fik borgeren
mulighed for selv at vælge tid og sted for den første kontakt. Det kræver så til gengæld,
at socialarbejderen har tid, når borgeren henvender sig. Her nytter det ikke at lave aftaler
dage eller uger frem i tiden. Det drejer sig om at være til stede, når motivationen er
der hos borgeren.
En socialarbejder fra projektet i Odense beskriver det således:
”…det er kontakten, der skal kunne bære graden af forandring. Den udvendige
forandring skal kunne følge den indvendige. Det må ikke være om-
52

vendt, for så dropper de os. Jeg kunne i løbet af kort tid få orden på deres
lejlighed, deres piller osv. Det ville ikke tage mig en uge….. Men min effektivitet
ville støde sammen med deres behov, og det er ikke dét behov for pleje,
de har. Det vil være tvangsopdragelse og tvangsbehandling i folks eget
hjem …Det drejer sig om at høre efter, hvad brugerne siger og lade være
med at følge ens egen lyst til forandring.” (interview med socialarbejdere i
Odense 2002).
Evaluator i Odense beskriver, hvordan en socialarbejder etablerer en kontakt med en
borger. Over en længere periode har kontakten udviklet sig fra samtaler om vind og vejr
gennem et vindue, når socialarbejderen “tilfældigt” kom forbi, til at socialarbejderen en
gang imellem har fået lov til at komme inden for i lejligheden, men dog ikke har fået
lov til at hjælpe med at rydde op, selvom det er stærkt tiltrængt. Det mener borgeren
selv, han kan klare, og den opfattelse vil socialarbejderen ikke tage fra ham. På det seneste
har borgeren åbnet op og fortalt socialarbejderen om en barndom præget af misbrug
og omsorgssvigt. Som socialarbejderen udtrykker det:
“… [han] har en frygtelig historie bag sig og føler sig svigtet af den danske
regering, så han har meget modstand på systemet, og jeg siger, hvad med
mig, må jeg besøge dig, og det må jeg godt. Det er et meget mærkeligt spil.
Det kan være om et år, jeg får lov at tage en sort sæk og hive affald ud, men
ikke nu.” (Olsen 2003)
Tid er et af de nøgleord, man støder på igen og igen i de fire modelprojekter. Det tager
tid – ofte rigtig lang tid – at skabe den gensidige tillid, som skal danne grundlag for at
sikre borgerens rettigheder og indflydelse i behandlingen af borgerens sag. Det er derfor
vigtigt at socialarbejderne ikke er tilknyttet flere borgere, end at der er tid nok til hver
enkelt.
I Århus blev ”tid” - ikke overraskende - ofte nævnt af sagsbehandlere som en markant
begrænsning af deres muligheder for at opretholde positiv kontakt med socialt udsatte
borgere. I projektet har man blandt andet på denne baggrund konkluderet, at tidspresset
på sagsbehandlerne virker negativt på retssikkerheden for målgruppen. Samtidig finder
man det vanskeligt at bruge denne gamle erkendelse om mangel på tid i forbindelse med
metodeudvikling af sagsbehandlingen, som i Århus skal foregå inden for de eksisterende
organisatoriske rammer (Jensen 2003).
I modelprojekterne har der været afsat ekstra ressourcer til de involverede socialarbejderes
kontakt med borgeren, hvilket har betydet, at der har været mere tid til hver enkelt
borger. Tiden er således en af de organisatoriske rammer, som skal være på plads, før
man overhovedet kan begynde at tale om, at metoderne beskrevet i denne rapport virker
i forhold til socialt udsatte borgere. Det kræver altså ekstra økonomiske ressourcer, for
at socialarbejderne har den fornødne tid til oprette og bibeholde en bæredygtig kontakt
med socialt udsatte borgere.
53

7.6 Fleksibilitet og tilgængelighed
Flere ydre omstændigheder har stor indflydelse på hvordan borgeren føler sig mødt i
forvaltningen og ofte har borgeren ringe eller ingen indflydelse herpå. Hvor mødet foregår,
hvordan rummet er indrettet, hvor lang tid der går inden mødet finder sted og hvor
lang tid, der er afsat, er oftest noget, der er fastsat gennem interne retningslinier, og hvor
der ofte er ringe mulighed for at tilgodese det enkelte menneskes særlige behov.
Mens tid synes at være en sparsom ressource i det offentlige system, må de socialt udsatte
borgere ofte affinde sig med at bruge meget tid på at vente for at få opfyldt deres
basale materielle behov – ventetid tilbragt i venteværelser på offentlige kontorer og institutioner,
hvor lokalets indretning ofte tager mere hensyn til socialarbejderens sikkerhed,
end at borgeren skal føle sig velkommen. Her er desuden både skrevne og uskrevne
regler for, hvordan man opfører sig – regler som borgeren ikke nødvendigvis kender til.
Det skaber utryghed og nervøsitet, og det er i disse røgfri tider ikke tilladt at dulme nerverne
med en smøg. Der skal derfor ikke meget til at fremprovokere en aggressiv adfærd.
I lighedens navn er der de samme regler for alle borgere, som benytter offentlige
kontorer, også selvom ikke alle borgere er i stand til at følge reglerne. En borger i København
fortæller:
”… jeg kan ikke tåle at stå ved den skranke, jeg kan ikke have det. Jeg har
brug for at snakke med min sagsbehandler, men jeg kan ikke stå ved skranken…”
Borger København (Feldman 2003).
Tilgængelighed er et velkendt begreb i forhold til borgere med fysiske handicap. Men
tilgængelighed er lige så vigtigt i forhold til at sikre de socialt udsatte borgeres rettigheder.
I modelprojektet i København påpeger evaluator, at det er vigtigt for disse borgere,
at de får en aftale så hurtigt som muligt, efter de har henvendt sig. De socialt udsatte
borgere er ofte ekskluderede fra de netværk, som omgiver de fleste mennesker. Det betyder,
at de ikke har andre steder at henvende sig i nødsituationer end på socialforvaltningen.
Det er derfor centralt, at de kan komme til at tale med en sagsbehandler så hurtigt
som muligt, dels for at undgå yderligere marginalisering, dels for at det sociale sikkerhedsnet
kan spændes ud på den mest hensigtsmæssige måde i forhold til borgeren.
En anden grund til at lave hurtige aftaler med denne gruppe af borgere er, at de sjældent
planlægger deres tid efter en kalender. En aftale to, tre eller fem uger ude i fremtiden er
ikke realistisk i en dagligdag præget af uforudsigelighed (ibid.).
I modelprojektet i Århus har man bl.a. identificeret begrænsninger i telefontider og åbningstider
for modtagelse i forvaltningen som konkrete barrierer, der gør det sværere for
målgruppen at komme i kontakt med forvaltningen. Modelprojektet anbefaler derfor
forvaltningen at overveje, om ændrede telefontider eller åbningstider kan gøre den mere
tilgængelig for målgruppen, der – specielt for misbrugernes vedkommende – ofte har
det ringe om morgenen, indtil stofferne, metadonen, morgenpiben eller morgenbajerne
er på plads (Jensen 2003).
Tilgængelighed for borgeren betyder, at indsatsten skal tilpasses borgerens liv og døgnrytme.
Her har det vist sig, at mobiltelefoner og telefonsvarer giver borgerne mulighed
54

for at komme i kontakt med socialarbejderne, når de har behov for det. De er således ikke
bundet af faste telefontider og undgår at skulle gennem en omstilling og tale med
mennesker, de ikke kender.
I modelprojektet i Odense understreger man, at der er mulighed for, at borgerne kan ringe
til socialarbejderne uanset tidspunktet på døgnet, hvis han eller hun enten får et tilbagefald
eller bliver psykotisk og dårlig. Erfaringen er at muligheden for at ringe døgnet
rundt ikke misbruges. Samtidig peger socialarbejderne på at alene det at muligheden er
til stede, er en afgørende forskel i forhold til, om borgeren føler sig taget alvorligt. I realiteten
er det begrænset, hvor meget borgerne benytter sig af denne mulighed. En socialarbejder
udtrykker det på følgende måde:
“Det kan godt være, jeg går hjem klokken fire, men har du brug for at snakke
klokken ni, så laver vi en aftale om, at jeg i en periode ringer til dig klokken
ni. Jeg tror, at det er der, vores brugere oplever forskellen, og det er
det, der giver resultater, at de får følelsen af, at her er nogen, der interesserer
sig for mig og mit ve og vel.” Socialarbejder Odense (Olsen 2003)
Også i modelprojektet i Aalborg har borgerne mulighed for at ringe til casemanager på
hans mobiltelefon. Samtidig gør han det dog klart, at han har en familie, så hvis borgerne
skal kontakte ham uden for normal arbejdstid, kræver det en særlig aftale. Han hjælper
desuden borgerne med at trække på andre fra deres netværk, hvis de har behov for
hjælp og støtte, når casemanager har fri.
I Århus mødes borgere og sagsbehandlere oftest på socialforvaltningen på aftalte tidspunkter.
På baggrund af modelprojektets erfaringer anbefales det at sagsbehandlerne
skal have større mulighed for at rykke mødestedet ud fra forvaltningen, til f.eks. værestederne,
og at møderne kan foregå på spontan basis i forhold til at ”fange” borgeren,
når han/hun viser sig. Alternativet er, som det ofte er tilfældet i dag, at socialt udsatte
mister kontakten med forvaltningen (Jensen 2003).
I de tre projekter i København, Odense og Nordjylland har man netop forsøgt sig med at
flytte møderne derhen, hvor borgeren er, hvad enten det er på gaden eller hjemme hos
borgeren. Dermed har man forsøgt at imødekomme problemstillingen ved at tilrettelægge
arbejdet på en sådan måde, at man er til rådighed for borgeren på det tidspunkt og
sted som passer borgeren.
7.7 Balancen mellem at holde ved og holde sig tilbage
Målgruppen af socialt udsatte borgere har ofte dårlige erfaringer med kontakt og dårlige
evner til at indgå i mellemmenneskelige relationer. Princippet er derfor, at kontakten
skal foregå på borgerens præmisser, og erfaringen er, at det går langsomt!
Socialt udsatte borgere har ofte svært ved at forholde sig til flere personer, specielt hvis
de ikke kender dem, så det er derfor vigtigt med kontinuitet i socialarbejderkontakten.
Det er nødvendigt, at socialarbejderen kender borgerens historie – som regel er der tale
55

om omsorgssvigt tilbage fra barndommen og op gennem livet. Borgeren magter typisk
kun kontakt til én person, hvilket vil sige, at den professionelle i princippet skal kunne
tage sig af det hele i stedet for – som det ellers ofte er kutyme - at visitere videre til andre
instanser med specialistfunktioner.
”Uanset hvad de siger eller gør, render vi ikke vores vej. De kan skælde os
ud, og de kan være sure på os, og de kan lade være med at lukke os ind —
de kan gøre alt muligt, men de slipper ikke” Socialarbejder Odense (Olsen
2003)
Evaluator i modelprojektet i Odense kommer ind på den problematik, at mange borgere
med samtidig sindslidelse og misbrug enten direkte er blevet smidt ud fra eller indirekte
skubbet ud af institutioner og egen bolig. Det er derfor i modelprojektet i Odense afgørende,
at tilbuddet er meget rummeligt over for målgruppen. Det betyder, at man ikke
kan blive smidt ud fra eller diskvalificere sig til tilbuddet. Tilbuddet bygger på den erkendelse,
at en effektiv indsats over for denne målgruppe kun kan gennemføres, hvis
man ikke forsøger at gennemtrumfe en ændring af deres misbrugsadfærd som forudsætning
for at modtage tilbuddet (ibid.).
I modelprojektet i Odense blev udgangspunktet defineret som et integreret hverdagslivs-perspektiv
det vil sige, at projektet tager udgangspunkt i målgruppens manglende
evne til selv at håndtere hverdagslivet, og på det grundlag vurderes behovet for kontakt,
omsorg, støtte og behandling. Borgerne oplever dermed ikke at nogle problemer skal
prioriteres frem for andre, men at de kan komme med det, der nu engang trykker. En
borger tilknyttet modelprojektet udtrykker det således:
“Jeg føler ligesom, at de er der mere for mig, end de er der for deres egen
skyld. Det er ligesom om, at ligegyldigt, hvad jeg har af problemer, så kan
jeg bare komme.” Borger Odense (ibid.)
Når socialarbejderne i modelprojekterne kommer på besøg hos en borger, oplever de ofte,
at døren ikke bliver åbnet, enten fordi borgeren ikke er hjemme eller fordi han/hun
ikke vil have besøg lige nu. En lukket dør oversættes ikke til ”han vil ikke i kontakt med
mig”, men derimod til ”han vil ikke i kontakt med mig lige nu, men så jeg prøver igen
senere”. Når man møder en lukket dør, smider man et brev ind med besked om, at man
har været der, og hvornår man kigger forbi igen.
Et af udgangspunkterne for arbejdet i modelprojekterne er, at ambitionsniveauet holdes
på et realistisk niveau – det er sjældent realistisk at opnå resultater inden for kort tid.
Socialarbejderne er bevidste om, at kontaktskabelsen til målgruppen kan være en meget
langvarig proces. Som evaluator i Odense bemærker, så skal der udvises fleksibilitet,
tålmodighed og tiltro til egen professionalisme ved i første omgang at “sætte sig på
hænderne” og vente til borgeren er parat. Den ene uge kan socialarbejderen blive afvist,
men så handler det om at komme igen næste uge og efterhånden opnå en tillidsfuld kontakt
(ibid.).
56

Det gælder om på lang sigt at insistere på en vedholdende indsats, som indimellem kræver,
at man er tilbageholdende med at skride ind lige nu og her.
7.8 Hvem skal inddrages hvornår og hvordan
I Retssikkerhedsloven er der sat fokus på borgerinddragelse som en rettighed, samt at
kommunen har pligt til at tilrettelægge sagsbehandlingen, så borgeren har mulighed for
at udnytte denne mulighed. I alle modelprojekterne har der været fokus på at udvikle
metoder til at inddrage borgerne både i proces og beslutning. Derudover har der i nogle
af modelprojekterne også været arbejdet med inddragelse af borgernes pårørende og andet
netværk.
Borgeren beslutter, hvad der skal registreres
I Odense starter arbejdet for socialarbejderne der, hvor borgeren slet ikke vil dem. Ud
fra en faglig vurdering bliver socialarbejderen ved med at opsøge borgeren. I starten nøjes
han med at hilse på, og langsomt opbygges tilliden. I denne periode – som godt kan
være langvarig - føres der dagbogsnotater om kontakten, men der er ikke oprettet en
journal, fordi borgeren ikke har givet sit samtykke hertil. Socialarbejderen tager heller
ikke kontakt til samarbejdspartnere, før borgeren har givet sit samtykke.
Følgende sammendrag af en borgerbeskrivelse fra modelprojektet i Odense viser, at forandring
er mulig, når borgerens ret til at bestemme vægtes højest. En af socialarbejderne
har haft kontakt med en nu 50-årig mand, som lider af en svær sindssygdom, som bevirker,
at han oplever, at mennesker omkring ham vil skade og efterstræbe ham, stjæle
penge og medicin fra ham. Ud over sindslidelsen har han et dagligt forbrug af alkohol
og har tidligere misbrugt hash, heroin. På grund af misbruget har han desuden en række
somatiske lidelser. Han har utallige indlæggelser på psykiatrisk afdeling bag sig, da han
ofte forlanger sig udskrevet, fordi han ikke kan affinde sig med de daglige rutiner og
fællesskab på en afdeling. Han er ofte aggressiv og voldelig. Der har været en lang række
tiltag fra det offentliges side for at hjælpe denne borger, men intet har hjulpet.
Efter tilknytning til Vista Balboa bor borgeren nu efter eget ønske i et døgnbemandet
botilbud. Hvilke faktorer har gjort den afgørende forskel for denne borger Først og
fremmest har socialarbejderens grundlæggende forståelse for borgeren og hans måde at
håndtere livet på skabt et fundament for samarbejdet. Al snak om forandring foregik i
fuld åbenhed med inddragelse af ham og i det tempo, han kunne overskue, men hvor
han samtidig også mærkede sin elendige sociale situation med isolation og plagsomme
paranoide forestillinger. Der er lagt vægt på reel frivillighed således, at han ikke har oplevet,
at der blev trukket en plan ned over ham, som andre havde bestemt indholdet af.
Han kunne f.eks. beholde sin lejlighed i de første måneder i døgntilbuddet, så han havde
en reel mulighed for at vælge, hvor han gerne vil bo (Olsen 2003).
Hvem vælger borgerens kontaktperson
For alle fire modelprojekter har involvering af borgerne haft en central placering, og socialarbejderne
har arbejdet med forskellige tilgange for at finde den metode, der var rigtig
for den enkelte borger. Der er dog ét område, hvor borgerne ikke har haft synderlig
57

indflydelse – nemlig ved valget af hvilken socialarbejder, der skulle være borgerens
kontaktperson. I to af projekterne – Aalborg og Århus – har der kun været én projektmedarbejder,
der har varetaget kontaktfunktionen over for borgerne. Her har borgernes
eneste mulighed for at vælge været at fravælge deltagelse i projektet.
I interviews og på en temadag har problematikken om borgernes indflydelse på valget af
kontaktperson været drøftet blandt projektmagerne, og der er fremkommet en række argumenter
imod og kun ganske få for. På temadagen blev det problematiseret, at det at
vælge er så vigtigt i det liberale samfund. Flere socialarbejdere nævner, at det er svært,
når en borger gerne vil have en anden kontaktperson. Det kan opleves som om, der bliver
sat spørgsmålstegn ved ens faglighed. I mindre enheder, hvor alle mere eller mindre
kender alle, vil en anden kontaktperson måske være forudindtaget i forhold til borgeren.
En anden begrundelse er, at borgerne på det tidspunkt, man etablerer kontakten, ikke er
i stand til at tage en beslutning om, hvilken socialarbejder de gerne vil have som kontaktperson.
I diskussionerne har der været enighed om, at det er bedre at matche borger og kontaktperson
ud fra de oplysninger, der foreligger om borgeren og kendskabet til hinandens
kvalifikationer. Ofte sker matchningen dog ud fra, hvem der har tid på det givne tidspunkt.
Hvis borgeren ønsker en anden kontaktperson, vurderer socialarbejderne, at det
er vigtigt, at det begrundes fagligt.
At blive opmærksom på ”advarselssignalerne”
Omdrejningspunktet for modelprojektet i Nordjylland er at inddrage borgerne i deres
egen situation som aktive medspillere, så den enkelte kan få den hjælp, vedkommende
har behov for og krav på.
I begyndelsen gør casemanager det klart overfor borgeren, hvilket formål der er med
kontakten og udskrivningsaftalen. Målet er at forebygge meget lange indlæggelser, som
borgerne selv siger ødelægger så meget og tager lang tid at komme over. Det gør det legalt
at tale om advarselssignaler i forhold til indlæggelser på et mere løst plan for så at
sætte det på dagsordenen til næste møde mellem casemanager og borger. Borgeren fortæller,
hvad det er der sker i perioder op til en indlæggelse. Hvad det er netværket omkring
borgeren skal lægge mærke til og hvornår, borgeren synes, at det vil være hensigtsmæssigt,
at andre træder til med hjælp. Her er det vigtigt at lade borgeren komme
med egne oplevelser. En borger siger eksempelvis: “Jeg bliver indesluttet og sidder og
ser ned i gulvet” (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
Herefter kan det være en hjælp at anvende et konkret redskab vedrørende advarselssignaler
og se på andres signaler for at se, om borgeren genkender nogle af dem. Det kan
også have den effekt, at det ikke er så “farligt” at tale om, idet der er nogen “der har det
ligesom jeg”. Når borgernes advarselssignaler og hyppigheden af dem er beskrevet, er
det vigtigt, at de selv kommer med løsningsforslag til, hvordan de gerne vil have, at de
selv eller folk omkring dem handler, når det første advarselssignal melder sig. Dette
nedskrives sammen med advarselssignalerne i en handleplan eller kontrakt. Når papirerne
er gennemarbejdet, tages de med på det førstkommende møde med det eventuelle
netværk. En oversigt over advarselssignaler og hyppighed kan være med til at forebygge
tilbagefald og at øge opmærksomheden på, hvordan den enkelte kan mestre sit eget liv.
58

Redskabet skal bruges med omtanke, idet det er svært for den enkelte at tale om advarselssignaler,
især hvis man ikke har nogen sygdomserkendelse (ibid.).
Borgerne fortæller, at de er glade for at drøfte advarselssignaler med casemanager. En
af borgerne fortæller, at hun har oplevet, at det har sat nogle ting på plads for hende;
ting hun ikke tidligere har været afklaret med. Den pågældende er således glad for, at
der er blevet sat ord på, hvilke symptomer og signaler der viser, at hun er ved at blive
syg (ibid.).
Kompetenceudvikling hos borgerne
I modelprojektet i Århus var det et succeskriterium, at målgruppens kompetencer skulle
fastholdes og udvikles, således at de ville søge kontakt med forvaltningen på egne præmisser
og mere konstruktivt end hidtil. Projektmedarbejders tilstedeværelse blandt målgruppen
har sat sig tydelige spor hos en række borgere i form af afklaring af forskellige
problemer, herunder at få saneret en kaotisk økonomi, at få søgt om hjælp til bostøtte, at
få afklaret misbrugsbehandling, at blive motiveret til at følge revalideringsforløb, motivering
og afklaring i forhold til at få udarbejdet handleplan, personlig sparring og støtte,
trøst og omsorg i forhold til den enkeltes følelsesliv.
Projektmedarbejder beskriver, at han i kontakten med målgruppen har vejledt i konkrete
spørgsmål og forsøgt at tilskynde til refleksion over muligheder for forandring, og denne
kontakt har betydet, at mange af borgerne har fået en oplevelse af, at deres rettigheder
er blevet opfyldt, hvilket også har givet flere en fornyet tiltro til forvaltningen som
helhed. Projektmedarbejder har imidlertid svært ved at vurdere, hvor meget eller lidt det
har betydet i det lange løb for borgerne, og i hvor høj grad der er sket en kompetenceudvikling
mere permanent, nu da projektperioden er slut. Vurderingen i Århus er, at
målgruppen stadig vil have behov for en eller flere uafhængige, opsøgende og kvalificerede
personer til at støtte målgruppen i kontakten med forvaltningen. En del af dette behov
bliver dog dækket af væresteds- og forsorgshjemspersonalet samt Kirkens
Korshærs nyoprettede bisiddertjeneste (Jensen 2003).
I Aalborg har relationsarbejdet mellem casemanager og borgerne blandt andet bevirket,
at de nu ringer og aflyser et møde med casemanager i stedet for at blive væk eller ikke
at lukke døren op. Det samme gælder eventuelle ”fyringer”. Hvis borgerne for en kortere
periode ikke ønsker kontakt med casemanager, er relationen så godt udbygget, at de
giver casemanager besked herom. Borgerne har således ”lært” at tage ansvar for relationen
til casemanager, og erfaringerne herfra kan udvides til borgernes andre relationer
(Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
Hvem har retten til at definere en borgers problemstilling
I København var mange af borgerne uden bolig, da de blev tilknyttet projektet, så at
skaffe en bolig var en foranstaltning, der umiddelbart syntes at være det vigtigste at sætte
i værk for sagsbehandleren. Undervejs i projektforløbet er dette fokus skiftet til, at
der for nogle borgere er andre problemer, der vejer tungere end hjemløsheden.
Det bedre kendskab til borgerne, som sagsbehandlerne har fået gennem den jævnlige
kontakt på gaden, har betydet, at de har fået en anden forståelse for borgerens situation,
59

og at flere af dem er hjemløse, fordi de ikke har magtet at bo i egen lejlighed. At skaffe
disse mennesker en anden bolig uden særlige støtteforanstaltninger ville derfor formentlig
føre til endnu en udsmidning fra lejligheden.
Evaluator i København gør opmærksom på, at den sædvanlige procedure i forbindelse
med at skaffe boliger til hjemløse har vist sig vanskelig at gennemskue og forstå for
borgerne. For at være berettiget til en bolig gennem den akutte boliganvisning skal borgeren
– udover at være registreret som boligløs i Københavns kommune – have andre
sociale problemstillinger, som en bolig kan rette op på. Praksis har været at sagsbehandleren
ikke indstiller en hjemløs til en bolig med det samme. Han skal først være sikker
på, at ønsket om bolig er vedvarende. Dernæst skal han foretage en vurdering af, om
borgeren vil være i stand til at bo i en bolig uden klager fra naboerne – eller om borgeren
eventuelt vil være berettiget til en form for bostøtte. Først på det tidspunkt skrives
en indstilling, og på baggrund af denne afgøres det, om borgeren skal have en bolig
(Feldman 2003).
Ikke alle borgere har været klar over, at der ofte går en længere periode fra de første
gang snakker med sagsbehandleren om at blive skrevet op til en bolig, til de rent faktisk
bliver det. En borger fortæller:
”Jamen jeg havde jo troet…så skulle hun [sagsbehandleren] undersøge, om
jeg kunne blive skrevet op. Så troede jeg jo, at jeg var skrevet op. Det kan
sgu ikke misforstås, det kan jeg ikke se. Hvis der var noget, der skulle undersøges,
var det meget passende, jeg fik besked om det! … Jeg var måske
lidt tøvende.. jeg skulle jo lige vænne mig til det system. Nu har jeg klaret
mig selv i 13 år. Jeg har jo ikke behøvet at rende rundt og spørge nogen om
noget som helst. Eller tage stilling til så meget. Det er mere fra dagen til vejen.
Den eneste planlægning, det er, om man skal samle flasker eller
hvad…” Borger København (Feldman 2003).
Evaluator i København refererer, at det er på et tilfældigt møde på trappen, at borgeren
finder ud af, at han endnu ikke er skrevet op til en bolig. Denne borger har ikke forstået,
hvad han kan forvente i kontakten med forvaltningen, og er heller ikke blevet bekendtgjort
med institutionen praksis – ”sådan gør vi her”(Feldman 2003).
På grund af de mange år på gaden, hvor han har klaret sig selv, har han ikke haft den
fornødne erfaring om, hvordan man begår sig inden for den offentlige forvaltning. Borgeren
er blevet offer for institutionens doxa – den almindelige praksis i forbindelse med
indstilling til bolig. Dette kan man dog ikke alene klandre sagsbehandleren. I samme periode
var han ophængt med henvendelser fra andre borgere, der var tilknyttet retssikkerhedsprojektet,
og han havde derfor ikke den fornødne tid til at tale med borgeren. De
sagsbehandlere, der har været tilknyttet modelprojektet, har haft uændret antal sager,
uagtet at en del af deres tid har været omlagt til gadeplansarbejde.
I Odense har en socialarbejder også oplevet konsekvenserne af, at han og borgeren havde
forskellig opfattelse af et forløb. Socialarbejderen og borgeren er sammen til møde
med lederen af en daghøjskole, hvor borgeren skal starte. Her diskuterer de blandt an-
60

det, hvor mange undervisningstimer borgeren skal have. Socialarbejderen nævner, at
borgeren ikke skal have for mange ugentlige timer for ikke at knække nakken på det.
Socialarbejderen vurderer efterfølgende, at det har været et godt møde, netop fordi de
havde snakket realistisk om borgerens ressourcer.
Ugen efter ringer borgeren og fortæller, at socialarbejderen har overtrådt hans grænse
ved at fortælle skolelederen, hvad han kunne magte – og det havde de ikke aftalt i forvejen,
mente han. Socialarbejderen bliver ”fyret” af borgeren, og der går to til tre måneder,
før kontakten bliver genoprettet. På baggrund af erfaringen afsluttes hver kontakt nu
med en snak om, borgeren synes at hans grænser er blevet overtrådt. På den måde får
borgeren mulighed for at give udtryk for sine meninger og holdninger og sikre sig, at de
er blevet forstået.
”Sådan ser han på verden lige nu. Det er jo det, der går galt for nogen, de
bliver ikke forstået lige præcis på den måde, som de selv tænker og mærker.”
Socialarbejder Odense (Interview efterår 2003)
Inddragelse af borgerens netværk
Der er stor forskel på, hvordan man i modelprojekterne har forsøgt at inddrage pårørende
og andet netværk omkring borgerne. I modelprojektet i Nordjylland har inddragelsen
karakter af information mellem de pårørende og borgeren på borgerens betingelser. I
modelprojektet i Odense har man søgt at styrke eller skabe et socialt netværk, der ofte er
blevet tyndslidt eller ødelagt, som følge af den situation borgeren er i. I Århus har man
forsøgt at mobilisere netværket omkring borgerne, hvilket imidlertid har vist sig så vanskeligt,
at det er blevet opgivet undervejs.
Én kontaktperson – en ekstra tryghed for de pårørende
Indenfor temaet inddragelse af pårørende er målet i modelprojektet i Nordjylland, at de
pårørende føler, at de har én person, de kan kontakte – og som ved besked med deres
pårørende.
En pårørende fra modelprojektet i Nordjylland forklarer det således:
”Før [casemanager] kom ind i billedet, forsøgte vi telefonisk at kontakte en
mængde forskellige fagpersoner indenfor psykiatrien, men vi oplevede, at
alle skubbede stillingtagen til problemerne videre til andre – eksempelvis
distriktspsykiatrien over til kommunen eller praktiserende læge. Praktiserende
læge henviste til politiet. Politiet til psykiatrien. Kommunens kontaktpersoner
ligeledes til distriktspsykiatrien osv. Efter projektstart har vi [casemanager]
som fast kontaktperson. Han påtager sig opgaven med at forsøge
koordinering af kontakten til vores [pårørende].” (Pårørende Aalborg
2003).
De pårørende ses som en vigtig del af borgernes liv, og derfor vil casemanager inddrage
dem i videst mulige omfang. Inddragelse af de pårørende sker dog udelukkende, hvis de
61

pågældende borgere er interesserede heri. Her går borgernes ønsker således foran de pårørendes
ønsker og behov. Alle borgere i projektet har accepteret inddragelse af pårørende,
og casemanager har derfor sideløbende med kontakten til borgerne haft jævnlig
kontakt med disse.
”Jeg ved, hvad han [casemanager] taler om [med de pårørende] – det gør,
at jeg ved, at det er for mig, han arbejder og ikke for min [pårørende].”
(Borger Aalborg 2003).
Inddragelse af pårørende kan ligeledes sikre en større kvalitet i den ydelse, der gives til
borgerne. Casemanager spørger i hvert enkelt tilfælde den pågældende borger, om han
må have kontakt til hans/hendes pårørende – og eventuelt hvem, han må have kontakt
med.
”Det er godt, at [casemanager] fortæller, at ”nu ringer jeg og snakker med
[pårørende]om det og det” og så får min tilladelse. Det er med til at skabe
fortrolighed – i den periode var jeg meget mistroisk og følte, at folk gik bag
om ryggen på mig.” (Borger Aalborg. ibid.).
Der indgås samtidig den aftale, at casemanager ikke viderebringer konkrete oplysninger
til den/de pårørende med mindre det aftales på forhånd. Kontakten til de pårørende
kommer således til at foregå på borgerens præmisser, men samtidig kan casemanager
også hjælpe de pårørende med mere generelle spørgsmål samt viderebringe beskeder til
borgerne (som eksempelvis at bede dem om at ringe hjem til forældrene). Tager de pårørende
kontakt med casemanager, drøftes det altid med borgerne (ibid.).
Pårørendeundervisning
I Odense søger man at styrke målgruppens netværk i erkendelse af, at det ofte er svagt.
Det betyder blandt andet, at der gives social træning, således at borgeren kan styrke sin
integration i de sammenhænge, han/hun indgår i. Desuden ydes der pårørendeundervisning,
således at forbindelsen mellem borgeren og familien styrkes. For at være klædt på
til opgaven har socialarbejderne blandt andet modtaget undervisning fra relevante fagpersoner
i, hvordan misbrug påvirker de pårørende (Olsen 2003).
Forsøg på at mobilisere borgernes netværk som bisiddere
I modelprojektet i Århus har et af målene været at forsøge at inddrage pårørende, venner,
familie eller andre personer i målgruppens netværk, der kan anvendes som bisiddere
i mødet med forvaltningen. Bisiddere bliver ikke alene set som personer, der går med
til møder, men også som personer der kan støtte en borger efterfølgende med samtale
omkring, hvad der skete på mødet. Det er imidlertid hurtigt blevet klart, at langt størstedelen
af borgerne ikke føler, at de kan benytte personer i deres primære netværk som bisiddere.
Det har vist sig, at såvel sindslidende som misbrugere i stort omfang har opbrugt
det mål af velvilje, man kan finde i de fleste netværk. Enten har de drevet rovdrift
på familien og omgangskredsens ressourcer igennem mange år, eller også er de opvokset
med en baggrund, hvor der har været et minimum af overskud i forhold til andre, og
62

det har derfor ikke været relevant at overveje, om familien kan indgå som ressourcepersoner.
De interviewede borgere fandt heller ikke, at det daglige netværk kan varetage rollen
som bisiddere. Det består for det meste af andre misbrugere, som de godt nok har jævnlig
kontakt med, men som de dybest set ikke har tillid til.
I forhold til bisidderfunktionen var de væsentligste af Århusborgernes argumenter imod
at anvende bisiddere fra deres eget netværk at:
• de vil ikke identificeres med misbrugere med et synligt ringere funktionsniveau
end dem selv,
• de er bekymrede for sagsbehandlers reaktion. Hvis sagsbehandler ikke kan lide
én misbruger, er det svært at forestille sig, at to vil blive mødt mere positivt
• de nærer generelt ikke tillid til andre misbrugeres diskretion, idet misbrugsmiljøet
er meget omskifteligt og ofte præget af interne stridigheder,
• de har ikke tiltro til andre misbrugeres kompetencer, hverken i forhold til at
kende dem selv eller ”systemet” (Jensen 2003).
Projektet i Århus vurderede på baggrund af dels ovennævnte argumenter, dels de tidligere
nævnte problemer ved metoden til afdækning af borgerens netværk (se side 40) at
opgive netværksafdækningen og i stedet opsamle erfaringer med, hvilke egenskaber de
interviewede borgere vægter højt hos en bisidder:
En bisidder skal være et menneske, som
• ved besked om lovgivningen
• kender “noget” til borgeren og hans/hendes situation
• kan støtte borgeren i mødet med forvaltningen uden at tage over i situationen
• borgeren har tillid til (Borger i Århus, Christensen 2002)
7.9 Problemer kan kun løses på tværs af sektorer
I alle fire modelprojekter har man været bevidst om, at hvis man vil forsøge at løse nogle
af de problemer, der knytter sig til socialt udsatte, er det nødvendigt med et velfungerende
samarbejde på tværs af faglige og sektorielle grænser. Samtidig har det – ikke
overraskende – vist sig at være en arbejdsopgave, der kræver ressourcer og vilje fra alle
de involverede parter. I det følgende vil vi fremdrage nogle af de væsentligste erfaringer
med det tværfaglige samarbejde – hvad er gået godt, og hvor er man stødt ind i barrierer
Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
Et af målene i modelprojektet i Nordjylland har været at foretage en systematisering af
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner med hensyn til formål og indhold. Derudover
har der været fokus på at forbedre koordineringen mellem de aktuelle aktører inden
for amt og kommune og i særdeleshed på tværs af de amtskommunale skel (Psykiatrien
i Nordjyllands Amt 2003).
63

Borgerne har ikke kun en udskrivningsaftale, flere har også en social handleplan, som er
udarbejdet i kommunen. I projektet har man arbejdet – og arbejder stadig – på at koble
udskrivningsaftaler og koordinationsplaner mere effektivt til de sociale handleplaner,
for som et medlem af den lokale styregruppe siger i et interview, ”hvis ikke de her planer
passer sammen, så er det jo ikke brugerens planer, så tager de udgangspunkt et andet
sted” (interview Aalborg, efterår 2002). Aktuelt vedlægges de sociale handleplaner
som et bilag til udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen. Målet er et større samarbejde
mellem psykiatriens og kommunens folk til fordel for den enkelte sindslidende
(Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
Casemanager har løbende inddraget borgerne i denne proces. Metoden til at sikre så
meget inddragelse som muligt har blandt andet været at sikre, at borgerne deltager i
møder, der vedrører deres egen situation. Dette har der været modstand overfor fra flere
parter med argumentet, at borgeren ikke kan magte at deltage. Erfaringen har dog vist,
at dette ikke holder stik. Casemanager har inden mødet snakket mødets indhold igennem
med borgeren, og de har ligeledes bearbejdet mødet efterfølgende, og borgeren
godkender referatet fra mødet. Samtidig er det vigtigt, at de involverede fagpersoner lytter
til hinanden og til borgeren, så der tilbydes et helhedsorienteret og hensigtsmæssigt
tilbud, der giver mening i forhold til borgerens evner, ønsker og behov. Det kræver, at
der er sammenhæng mellem de forskellige tiltag inden for både psykiatrisk sygehus og i
den pågældendes hjemkommune. Casemanager skal være med til at sikre koordineringen,
og at tilbuddene til de enkelte borgere er helhedsorienterede (Ibid.).
På samme måde er udskrivningsaftalen udarbejdet i samarbejde med borgeren. Casemanager
er åben og ærlig omkring de informationer, han får andetsteds fra – og aftaler altid
med borgeren, hvilken information, der eksempelvis skal gives til de pårørende. Borgerne
giver klart udtryk for, at det er noget, der er tillidsskabende og med til at styrke
relationen mellem dem og casemanager.
Det er et mål, at borgerne skal have ejerskab til aftalerne og lære at anvende dem ved
f.eks. at henvise til de mål og aftaler, der er aftalt, hvis de ikke synes, de professionelle
lever op til dem. En af borgerne kunne netop have brugt sin udskrivningsaftale for at
holde de professionelle fast på en indgået aftale. Da borgeren henvendte sig til psykiatrisk
skadestue for at blive indlagt blev hun afvist selv om der i udskrivningsaftalen
stod, at borgeren skulle indlægges, når hun ønskede det. Borgeren har efterfølgende selv
problematiseret denne afvisning (Projektmedarbejder Aalborg. Interview 2002).
Ifølge lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien har overlægen ansvaret for
at udarbejde en udskrivningsaftale mellem patient og psykiatrisk afdeling for de patienter,
som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale
tilbud, der er nødvendige for deres helbred. Hvis patienterne ikke vil indgå en frivillig
udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at psykiatrisk afdeling udarbejder
en koordinationsplan i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende
sundhedspersoner m.fl. I projektet har man opfattet det som et dilemma at snakke om
den gode dialog og principper om frivillighed for borgere, der er defineret som tilhørende
en målgruppe, som netop ikke er interesseret i at samarbejde (styregruppemedlem i
Aalborg. Interview 2002). Erfaringerne fra projektet har dog vist, at man gennem dialog,
relation og involvering kan give disse borgere en støtte, de både kan og vil benytte.
64

Resultatet har blandt andet været færre indlæggelsesdage, og at tvang ikke bruges i så
høj grad i forbindelse med indlæggelser.
Jeg har en plan – eller har jeg
Overskriften til dette afsnit er lånt fra titlen på en rapport FOKUS 12 har udsendt til inspiration
og debat om det sociale handleplansarbejde for voksne – om det at lave planer
for eget eller andres liv (Mahs u.å.). Titlen stemmer overens med de erfaringer, tre af
modelprojekterne har med handleplaner. Ofte er det sådan, at borgerne ikke har en plan,
de vil ikke have en, eller de ved ikke, at de har en plan.
Ifølge Lov om social service § 111 skal kommunen eller amtskommunen tilbyde at udarbejde
en skriftlig plan for indsatsen til borgere, der har komplekse sociale problemstillinger.
Af loven fremgår det endvidere, at en plan bør udarbejdes i samarbejde med borgeren
og ud fra dennes forudsætninger. I København bliver flere af borgernes oplevelser
med handleplaner snarere beskrevet med ord som krav, tvang og aktivering mod egen
vilje. Evaluator fremhæver, at opfattelsen af en handleplan, som en rettighed og noget
der forpligter såvel myndigheder som borger, synes fjern for en del af borgerne i projektet.
Nogle af projektmedarbejdere påpeger desuden, at formen med et stykke papir, hvor
der står ”handleplan”, og som borgeren skal underskrive, virker skræmmende på borgeren.
Hvis disse opfattelser skal ændres, kræver det, at borgerne får nye og anderledes erfaringer
med de sociale myndigheder (Feldman 2003).
I ovennævnte rapport fra FOKUS skelner Knud Ramian mellem døde og levende planer.
Levende planer fungerer som støttepiller, man kan søge hen til, når man kommer i
tvivl om målet og vejen, hvor døde planer ikke længere spiller nogen rolle i hverdagen.
Ramian påpeger, at handleplaner skal udskiftes så ofte det er nødvendigt, for at sikre at
de bliver en succes (Ramian u.å.). I Århus er det, ifølge lederen af et forsorgshjem, netop
et problem, at sagsbehandleres handleplaner mange gange er urealistisk ambitiøse på
borgerens vegne. En urealistisk ambitiøs handleplan kan være værre end ingenting, idet
der næsten er en indbygget garanti for, at borgeren vil lide nederlag. Borgere må ikke af
en institution, der skal hjælpe dem videre, udsættes for at blive tvunget til at indgå i relationer,
hvor de vil lide nederlag. De tre sagsbehandlere, der deltog i interviewene,
mente selv, at de ikke kendte deres klienter godt nok til at kunne udarbejde en realistisk
plan (Jensen 2003).
Arbejdet med handleplaner kræver, at der tidsmæssige ressourcer til at skabe den nødvendige
tillid til at nå til enighed om, hvilke sociale problemer borgeren har, hvilke løsningsmuligheder,
der skal sættes i værk og den efterfølgende opfølgning. I det københavnske
projekt har man gjort sig en del erfaringer, som tyder på, at borgernes ønsker
ikke bliver fulgt op af handling, på grund af sagsbehandlernes manglende tid. F.eks. er
spørgsmål om alkoholbehandling, social aktivering og boligindstilling i perioder blevet
udsat på ubestemt tid. Herefter kan motivation og løsningsmulighed meget vel være
forpasset. På lokalcentre med mange borgere i projektet, har der i perioder kun været tale
om skadesreduktion og hurtig hjælp i akutte situationer, mens langsigtede perspektiver
i indsatsen har fortonet sig (Feldman 2003).
12 FOKUS (Forum for Kvalitet og Udvikling i offentlig Service) er et forum for udveksling af erfaringer og
viden om kvalitetsudvikling i amter og kommuner, se www.fokus-net.dk
65

Handleplaner kan være et udviklings- og kvalitetsredskab. Gennem bevidstgørelse om
egen faglighed og kompetence kan handleplaner fungere som løftestang til forståelsen
for tværfaglighed og dermed medvirke til at øge den faglige standard i tilbuddene
(Holm et al. u.å.). På midtvejskonferencen om projekt ”Retssikkerhed for de svagest
stillede” fortalte udviklingsmedarbejder ved psykiatrien i Roskilde Amt, Pia Bille, om et
forskningsprojekt om udvikling af en handleplanmodel for beboere i et botilbud for
sindslidende i Roskilde Amt. Her opstillede man dels kvalitetsmål for arbejdet, dels en
række minimumsgarantier for beboernes autonomi og medbestemmelse. Undervejs blev
garantierne tilrettet ud fra en undersøgelse af beboernes oplevelse af dem.
Samarbejde mellem de offentlige tilbud
Samarbejdspartnerne har været en integreret del af udviklingen og planlægningen af
modelprojektet i Odense. Det skyldes først og fremmest, at projektets opbygning og
grundidé er baseret på samarbejde med andre parter. Det har dog også stor betydning, at
der er tale om et pionerprojekt i Danmark, der forudsætter accept fra eksisterende behandlingsinstitutioner
og sociale tilbud, der har med henholdsvis sindslidende og misbrugere
at gøre. Allerede ved forarbejdet viste samarbejdspartnerne positiv opbakning
til projektet og en stor vilje til at samarbejde. Samarbejdspartnere er bl.a. distriktspsykiatrien,
psykiatrisk afdeling og retspsykiatrien, kommunale og amtskommunale
misbrugsbehandlingsinstitutioner samt bostøtte og støtte- og kontaktpersonordning
for sindslidende. Disse parter har været inddraget i planlægningen af modelprojektet i
Odense og indgår nu som daglige samarbejdspartnere (Olsen 2003).
Det er karakteristisk, at socialarbejderne selv sørger for at indgå konkrete, individuelle
aftaler med samarbejdspartnerne om borgerne. Ansvaret for den samlede indsats i forhold
til borgeren er flyttet ud i det udførende led, og samarbejdet varierer alt efter, hvilken
borger det drejer sig om. Derfor tages der initiativ til individuelle aftaler med samarbejdspartnerne
fra borger til borger og alt efter, hvad samarbejdet skal dreje sig om.
Der er taget en beslutning på ledelsesniveau om, at samarbejdet etableres, når en af parterne
oplever behov for det. Man anser det desuden for nødvendigt at opbygge personlige
samarbejdsrelationer og samarbejdsaftalerne er individuelle skræddersyede løsninger
omkring den enkelte borger (Ibid.).
Evaluator fremhæver, at samarbejdspartnerne generelt er tilfredse med samarbejdet og
oplever, at fagligheden er høj i det opsøgende team, da teamet er i stand til at fastholde
kontakten til borgere, der normalt dropper ud efter et kort forløb. Partnerne har en forventning
om, at samarbejdet skal udbygges hen ad vejen. Samtidig peger de på, at der er
behov for, at Vista Balboa bliver mere synlig i bevidstheden hos aktørerne på området.
Det kan være svært at gennemskue, hvordan visitationen foregår. Der er således aktører
på området, der har svært ved at finde ud af, hvad Vista Balboa egentlig er, hvilken
målgruppe tilbuddet tager sig af, og hvordan der bliver visiteret dertil (Ibid.).
Modelprojektet i Nordjylland adskiller sig fra de andre modelprojekter ved at være forankret
i amtet og ikke i kommunen. Derfor har det været nødvendigt for casemanager at
opbygge samarbejdsrelationer til kommunale fagpersoner i de kommuner, hvor projektets
borgere bor. Ved udarbejdelsen af udskrivningsaftalen søger casemanager derfor at
inddrage både borgeren og hans/hendes netværk samt det faglige netværk af fagpersoner
fra psykiatrisk sygehus og de enkelte kommuner. Det har været en tidskrævende opga-
66

ve, som til tider har været vanskelig at gennemføre – ikke alle kommer f.eks. til de indkaldte
møder endsige melder afbud på forhånd (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
De udgående sagsbehandlere i København har fået kontakt med borgere, der hører til i
andre lokaldistrikter, kommuner eller sågar andre lande. Her har man brudt med tidligere
tiders ”sådan plejer vi at gøre”, nemlig at sende borgeren til det socialkontor, der har
sagsakterne. Nu tager sagsbehandler og borger sammen stilling til, hvad der er bedst –
typisk ønsker borgeren at blive hjulpet af den sagsbehandler, der har kontaktet ham, og i
de fleste tilfælde har det været uproblematisk. Derudover har sagsbehandlerne i modelprojektet
samarbejdet med både offentlige og private tilbud, og her har der i nogle tilfælde
været uenighed om rolle- og opgavefordeling med det resultat, at samarbejdet ind
imellem er gået i hårdknude.
Der er også adskillige eksempler på et velfungerende samarbejde – og et enkelt som fik
uhensigtsmæssige følger. En socialarbejder får kontakt med en borger fra en anden
kommune, der nu opholder sig på gaden i København. Han ønsker at komme i behandling
for sit misbrug i et af de københavnske tilbud. Der indledes et samarbejde mellem
flere forskellige aktører på området, og alle – bortset fra borgeren - er enige om, at det
vil være bedst for borgeren at komme tilbage til hjemkommunen, da der ellers er stor risiko
for, at hans misbrug øges. For borgerens egen skyld forsøger man på forskellig vis
at ”motivere” ham – blandt andet inddrages hans kontanthjælp, men lige lidt hjælper
det. Efter en (vinter)måned på gaden, bliver han tilknyttet et Rådgivningscenter for stofafhængige
og er nu i metadonbehandling i København (Feldman 2003).
Samtykkeerklæringer
Når socialarbejderne i Odense får kontakt med en borger, bliver spørgsmålet om en
samtykkeerklæring fra borgeren bragt på banen. Inden den underskrives, fortæller socialarbejderne,
hvad det indebærer, og hvad den vil blive brugt til. Selv om borgeren, har
underskrevet en samtykkeerklæring, fortæller socialarbejderen altid borgeren hvem de
vil kontakte, og hvorfor de har brug for at indhente oplysninger. Det er meget vigtigt, at
der er fuldstændig åbenhed om dette, da mange af borgerne tidligere har oplevet, at man
har gået bag om ryggen på dem, og de er derfor mistroiske over for, at andre skal blandes
ind. Efterhånden oplever borgerne dog en positiv effekt af, at socialarbejderne er
tovholdere i kontakten med samarbejdspartnere. En medarbejder fortæller, at det er en
lettelse for borgerne, at de kan gå gennem os, når de skal have kontakt med forskellige i
systemet, og det er også en lettelse for systemet, at de kan gå gennem os, når de skal have
kontakt med borgerne (Olsen 2003).
Overgangen til andre fagpersoner
Hensigten med modelprojektet i Nordjylland er bl.a. at opbygge et velfungerende samarbejde
mellem amtslige og kommunale fagpersoner, og at disse på sigt overtager kontakten
med borgerne. I løbet af projektperioden er det lykkedes at etablere kontakt mellem
projektets borgere og kommunale fagpersoner, og i dag har nogle af dem en kommunal
støttekontaktperson, som de fleste er glade for. Det har været et stort skridt for
borgerne, men de pointerer dog, at der er væsentlige forskelle mellem det, casemanager
og en støttekontaktperson kan tilbyde. Borgerne oplever, at casemanager har mere frihed
end de kommunale støttekontaktpersoner. Han har bl.a. mere tid til hver enkelt, han
kommer med et formål (og ikke som et rutinemæssigt besøg), og de kan komme i kon-
67

takt med ham på hans mobiltelefon (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
7.10 Målet er hele tiden at blive bedre
Socialarbejderne i modelprojekterne arbejder ofte på baggrund af fingerspidsfornemmelser,
både i det opsøgende og kontaktskabende arbejde og generelt i udviklingen af
retssikkerheden for socialt udsatte. Det er derfor vigtigt at have fokus på faglig udvikling,
supervision og efteruddannelse. På Midtvejskonferencen om projekt ”Retssikkerhed
for de svagest stillede” holdt Elisabeth Kragh Christensen, kursus- og udviklingsansvarlig
i det socialpsykiatriske center Orion, et oplæg om efteruddannelse. Her pointerede
hun, at formålet med efteruddannelse af medarbejdere er, at de får et teoretisk fundament
som anker specielt med henblik på at kunne agere i stormfulde situationer. For
medarbejderne er det en balance at være til stede ved behov og ellers holde sig væk. For
at kunne holde denne balance kræver det, at medarbejderne har en solid bund, som består
af viden og erfaringer fra praksis. Dette giver tilsammen en kompetence i arbejdet.
Med udgangspunkt i Peter Høilunds overvejelser om moral af første og anden grad påpeger
evaluator i København, at socialarbejderen bør tage stilling til og moralsk ansvar
for egne handlinger og for den institutionelle praksis, vedkommende virker i 13 . En bevidstgørelse
om og diskussion af hvad institutionens praksis er - hvad er det, man går og
gør – fremmer processen. Med reference til en norsk undersøgelse, hvor 22 sagsbehandlere
gav nogenlunde ligeså mange forskellige faglige vurderinger og handleplaner i forhold
til samme sagsbeskrivelse, anbefaler Høilund at tale om institutionens praksis,
drøfte faglige vurderinger, og hvad disse baseres på, og tage retssikkerhed alvorligt (Høilund
i Feldman 2003).
Kvalifikationer – personlige og faglige
”Respekten for den enkeltes værdighed forudsætter bl.a. at man respekterer det enkelte
menneskes egen livspræferencer” (Hartlev 2003). Socialarbejderne i modelprojekterne
fremhæver, at man skal være personlig på en professionel måde, og at man skal kunne
lide de mennesker, man arbejder med - det er ikke nok at have faglige kvalifikationer.
Målgruppen af skizofrene misbrugere i modelprojektet i Odense er kendt for selv at afvise
eller blive afvist af diverse systemer på grund af deres til tider afvigende og støjende
adfærd. Det har således været et vigtigt princip i ansættelse af socialarbejdere til projektet,
at disse har en interesse og lyst til at arbejde med præcis denne målgruppe. En
socialarbejder udtrykker det således: “Mit faglige hjerte har altid stået nær den her
gruppe, der havde svært ved at tilpasse sig alle de her fine tiltag, altså dem, der protesterer
over det, vi laver, dem som skal have en individuel behandling.”(Olsen 2003).
Ved ansættelsen af socialarbejderne er der blevet lagt vægt på, at socialarbejderne rummer
følgende tre typer af kvalifikationer:
• Faglige kvalifikationer
• Organisatoriske kvalifikationer
13Høilunds overvejelser er nærmere beskrevet på side 28.
68

• Personlige kvalifikationer
I modelprojektet i Odense anfører man, at det er lykkedes at opbygge et stærkt, fortroligt
og velkvalificeret team, der er båret af personer, der har gensidig respekt for hinanden,
og selv ved, hvor de står. Der har ikke været konflikter mellem socialarbejderne, og
fagligt set supplerer de hinanden godt. Uddannelsesmæssigt er de engageret i at fylde på
og at opbygge den fælles referenceramme (Ibid.).
Målgruppen i modelprojektet i Nordjylland er vanskeligt stillede sindslidende, hvilket
kræver et stort engagement, vedholdenhed og overblik for casemanager for at kunne varetage
funktionen. Hver eneste borger i projektet – samt dennes pårørende – kræver
frem for alt tid. Relationsarbejdet tager tid og kræver også meget psykisk overskud fra
casemanager, specielt når der ikke er et særligt case-team af flere fagpersoner, der kan
støtte og vejlede hinanden. I projektet vurderes følgende kvalifikationer som centrale for
at kunne varetage casemanagement funktionen:
• Erfaring med socialpsykiatri
• Efteruddannelse indenfor psykiatri
• Kendskab til tilbud på psykiatriområdet
• At være åben
• At være opsøgende og vedholdende
• Kan sætte borgeren i centrum, men samtidig sætte sine egne grænser (Psykiatrien
i Nordjyllands Amt 2003)
Efteruddannelse
Fra starten af er det blevet indtænkt i modelprojektet i Odense, hvorledes der løbende
kunne ske en opkvalificering af personalet i det opsøgende team i forhold til psykisk
syge med misbrug. Der er skabt en fælles teamånd ved at tilføre teamet en fælles begrebsforståelse
og fagligt grundlag bl.a. gennem forskellige efteruddannelsesinitiativer
(systemisk kommunikationskursus, kognitivt redskabskursus, undervisning om misbrug),
besøg på lignende tilbud samt drøftelse af erfaringer med konkrete borgerforløb
(sagsbaseret læring). Det er karakteristisk, at socialarbejderne har væsentlig indflydelse
på indholdet af efteruddannelsesinitiativerne (Olsen 2003).
Evaluator i København peger på, at i gennemførelsen af metoder og indsats, der skal
sikre borgernes retssikkerhed, er det vigtigt, at der skabes rum til refleksion og faglig
diskussion om socialt arbejde, faglige vurderinger og grundlaget for disse, samt om institutionens
praksis. Det gælder både blandt projektmedarbejderne og blandt teamets
medarbejdere som helhed (Feldman 2003).
69

Beskrivelse af de fire modelprojekter
Dette kapitel indeholder et kort rids af hvert af de fire modelprojekter med fokus på
formål, inspirationskilde, målgruppe, organisering, retssikkerhedsforståelse, metodisk
tilgang samt forankringsplanerne. Projekterne er grundigt beskrevet i Midtvejsrapporten
om projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede, og hvert modelprojekt har desuden
udarbejdet en midtvejsrapport samt en afsluttende rapport, hvor man kan søge mere detaljerede
oplysninger om hvert projekt. Rapporterne er nævnt under litteratur med henvisning
til, hvor de kan rekvireres.
Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede
– modelprojekt i Århus Kommune
Formålet med modelprojektet i Århus er at give borgerne en oplevelse af at være omfattet
af den almene retssikkerhed på en sådan måde, at de bliver i stand til at udnytte de
støttemuligheder, der tilbydes fra forvaltningen. Retssikkerhedsprojektets aktiviteter har
derfor været rettet mod en vidensopsamling i forhold til følgende primære målsætninger,
som hver især retter sig mod de tre tværgående temaer: kontaktskabende og opsøgende
arbejde, sociale handleplaner og inddragelse af borgere og pårørende:
• At styrke målgruppens kompetencer i mødet med forvaltningen igennem projektmedarbejders
kontaktskabende og opsøgende arbejde i miljøet og ved at forsøge
at inddrage pårørende, venner, familie eller andre personer i målgruppens
netværk, som målgruppen ville kunne anvende som bisiddere i mødet med forvaltningen.
• At kvalitetsudvikle sagsbehandlingen og sagsbehandlerne med speciel fokus på
at identificere de menneskelige eller organisatoriske barrierer fra forvaltningens
såvel som fra målgruppens side, der står i vejen for skabelsen af ”det gode møde”.
• At opkvalificere anvendelsen af § 111 handleplaner, som modelprojektet anser
for et væsentligt redskab i sagsbehandlingen til at sikre borgernes aktive medinddragelse
i behandlingen af egen sag.
Målgruppen for projektet er borgere, der ikke selv oplever at kunne formulere deres behov
og ønsker på en hensigtsmæssig måde over for forvaltningen. Størsteparten af de
borgere, projektet har været i kontakt med, er misbrugere og en stor del er eller har været
hjemløse i perioder. Mange har forskellige ”adfærdsforstyrrelser”, traumer fra deres
barndom eller tidligere perioder i livet, depression eller et ekstremt lavt selvbillede.
Projektet er organisatorisk forankret i socialchefens sekretariat, og den juridiske konsulent
er projektleder. Der er ansat to antropologer som henholdsvis projektmedarbejder
og sparringspartner/evaluator. I projektet har man arbejdet ud fra en retssikkerhedsforståelse,
der fremhæver vigtigheden af, at borgeren oplever sig respekteret og ligeværdigt
behandlet i mødet med det offentlige system.
71

Problemidentificering – som grundlag for læring
Den vidensopsamling og metodeudvikling, som projektet har foretaget, retter sig mod at
kunne anvendes bredt i hele den eksisterende organisation. I modelprojektet fremhæver
man, at fordelen ved dette kan være, at metoderne vil finde bredere anvendelse. Samtidig
peges der på, at ulempen kan være, at projektet ikke i samme grad kan styre processen,
som hvis det selv udførte aktiviteterne. Det skyldes, at den konkrete implementering
af metoderne kræver koordination med et betydeligt antal samarbejdspartnere indenfor
forvaltningen.
Forankring
Aktiviteterne i modelprojektet i Århus har primært været rettet mod en vidensopsamling
med henblik på implementering i den eksisterende organisation. De socialt udsattes oplevelse
af retssikkerhed er blevet identificeret og dokumenteret i retssikkerhedsprojektet.
Implementeringen af erfaringerne er blevet udskudt til efteråret 2003 på grund af en
omfattende organisationsomlægning i kommunens socialafdeling.
Implementeringen planlægges med medarbejderne i de enkelte socialcentre og vil omfatte
både temadage og faglig sparring og konsultation i det daglige arbejde.
I forbindelse med ansøgning om en forlængelse af projektperioden overvejer man at ansætte
en person til at fortsætte projektmedarbejderens opsøgende funktion på gadeplan.
Kilde: Jensen 2003, Christensen 2002
72

Kom brugerne i møde – modelprojekt i Københavns Kommune
Formålet med projekt ”Kom brugerne i møde” har været at udvikle metoder og strategier,
hvorved marginaliserede grupper kan anvende det sociale system på de vilkår, der er
beskrevet i den sociale lovgivning. Den relevante lovgivning er ”Lov om retssikkerhed
og administration på det sociale område”, hvis formål udover forudsigelighed og gennemskuelighed,
omfatter borgerinddragelse og medbestemmelse, samt tilrettelæggelse
af sagsbehandlingen så den enkelte kan udnytte disse rettigheder.
Baggrunden for projektet kan blandt andet findes i en planlagt omstilling inden for
hjemløseområdet i kommunen, tankerne om brugerinddragelse i den sociale lovgivning,
og at sociale problemer bedst løses i lokalområder. Inspirationen til fremskudt sagsbehandling
kommer fra det opsøgende og udgående gadeplansarbejde, der er blevet meget
udbredt i de senere år. Projektet tager udgangspunkt i det enkelte menneskes ressourcer
og kompetencer, og at forandring skal ske gennem motivationsarbejde.
Projektets målgruppe omfatter de såkaldt dobbelt udstødte – borgere, der har komplekse
sociale problemstillinger med misbrug, sindslidelse og/eller hjemløshed, og som ikke på
egen foranledning henvender sig til forvaltningen for at få hjælp.
Projektet er organisatorisk forankret i Lokalcenter Indre by, og er iværksat i de lokalområder,
der dækkes af lokalcentrene Indre By, Sundby Nord, Bispebjerg, Vesterbro og
Christianshavn.
Den retssikkerhedsforståelse, der ligger til grund for projektet, fremhæver vigtigheden
af, at der træffes ”den rigtige afgørelse” for borgeren, hvor etik, dømmekraft og hensyntagen
til den enkelte er centrale begreber.
Fremskudt sagsbehandling – som afsæt for dialog
I modelprojektet i København har de afprøvet en anden måde at udføre sagsbehandling
– fremskudt sagsbehandling. Sagsbehandlerne opsøger de hjemløse borgere, der hvor de
befinder sig på gader og stræder. Her opbygges kontakten, og hvis det er nødvendigt,
foretages sagsbehandlingen også her.
I projektet har der været rettet en særlig opmærksomhed mod en gruppe af borgere, der
ofte nedprioriteres i den lokale socialforvaltning. Metodisk har det særlige fokus impliceret:
• En opsøgende metode, hvor projektmedarbejderne på jævnlige ture på gaden i
lokalområdet har talt med en del af borgerne i målgruppen udenfor lokalkontorets
rammer
• At projektmedarbejderne i samarbejde med projektkoordinator, generelt har tilstræbt
at bevare en særlig opmærksomhed overfor de enkelte borgere, de har været
i kontakt med som led i projektet, ved på regelmæssige møder at overveje
indsatsen i forhold til de enkelte
• En ændring af den administrative forvaltning af tid og kontaktmuligheder, så
73

orgere i projektregi som regel har fået mulighed for samtale med en projektmedarbejder
umiddelbart efter henvendelsen
Disse former for indsatser har resulteret i, at en del af borgerne har oplevet en øget grad
af tilgængelighed og relevans i socialforvaltningen gennem en mere fleksibel adgang til
kontakt og samtale med en sagsbehandler. I forhold til ordinær praksis har muligheden
for akutte samtaler også resulteret i en øget kommunikation mellem en del af borgerne
og sagsbehandlerne.
Forankring
I projekt ”Kom brugerne i møde” i Københavns Kommune foretages forankringen således,
at alle lokalcentre og rådgivningscentre for stofafhængige tilføres midler med henblik
på at opkvalificere det sociale arbejde i forhold til borgere med komplekse sociale
problemer: misbrug, psykisk sygdom, hjemløshed, isolation, afvisning af eksisterende
tilbud mv.
Opgaver i de lokale centre bliver opsøgende gadeplansarbejde, fremskudt sagsbehandling,
støtte- og kontaktpersonfunktion for hjemløse samt bostøtte. Det fælles fundament
for indsatsen vil være arbejdet med det gode møde samt en nyere retssikkerhedsforståelse,
der indebærer, at en afgørelse både skal være juridisk korrekt, og opleves som den
rigtige af borgeren. Der etableres samarbejdsarbejdsgrupper på tværs af centrene, som
skal varetage koordinering, faglig sparring og udvikling. Der ansættes en koordinator til
at sikre implementering af de nye funktioner i lokalcentrene i samarbejde med medarbejderne.
Med tilskud fra Satspuljen og med Borgerrepræsentationens vedtagelse af Københavns
Kommunes budget for 2004 er der skabt det økonomiske grundlag for at sikre implementeringen
af erfaringerne fra ”Kom brugerne i møde” i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens
daglige praksis.
Kilde: Feldman 2003, Feldman 2002
74

Vista Balboa – modelprojekt i Odense Kommune
Formålet med Vista Balboa er at give et sammenhængende tilbud til borgere i Odense
Kommune, der har en sindslidelse og et misbrug – en ”dobbelt diagnose” – samt en
kompleks problemstilling med lav social funktionsevne og stor social sårbarhed. Sigtet
er, at disse borgere bliver mere selvhjulpne og får et bedre hverdagsliv.
Projektet styrer mod at sikre borgerne løbende relevant behandling af både misbrug og
sindslidelse samt støtte gennem kontakt, omsorg og ved at finde relevante bomuligheder.
En forudsætning for, at borgerne kan magte den personlige pleje og sociale udvikling,
er en tryg og stabil hverdag. Projektet indeholder både strategier om pædagogisk
udvikling og skadesreduktion, da afholdenhed ikke er en betingelse for at modtage
hjælp.
Inspirationen – og navnet - til Vista Balboa er hentet fra et helhedstilbud i privat regi for
personer med en kombination af psykisk lidelse og misbrug i den sydcaliforniske by
San Diego. Ældre- og handicapudvalget besøgte behandlingsstedet Vista Balboa i november
1998, og ønskede efterfølgende at etablere et tilsvarende sammenhængende tilbud
– men i offentligt regi - til borgere med dobbeltdiagnoseproblematik. Der eksisterede
ikke på det tidspunkt et lignende tilbud i Danmark. Da der var tale om et pionerprojekt
i forhold til udviklingen af indsatsen for den målgruppe, besluttede man, at Center
for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) dels skulle foretage en afdækkende kortlægning
inden opstart, dels følge og evaluere projektet i de første tre år.
Målgruppen for projektet er kendt i de eksisterende tilbud, men bliver ikke hjulpet tilstrækkeligt
og har derfor behov for en særlig social støtte og omsorg samt psykiatrisk
behandling og misbrugsbehandling.
Projektet er et kommunalt tilbud organiseret under Handicap- og Psykiatriafdelingen i
Odense Kommune. Den daglige ledelse af projektet varetages af leder af Støtte- og kontaktpersonordningen
til sindslidende, som også omfatter opsøgende arbejde.
Det integrerede hverdagsperspektiv er udgangspunktet for forståelsen af retssikkerheden
i projektet. Det er vigtigt at bevare fokus på det enkelte menneske og dets ret til selv at
tage beslutninger om eget liv - også selv om det bygger på normer og værdier, der er
fjernt fra de etablerede normer.
Helhedsorienteret indsats – det integrerede hverdagsliv
Principperne i Vista Balboa er, at indsatsen skal foregå på borgerens præmisser, og at
man ikke kan blive smidt ud af tilbuddet, selv om man har et aktivt misbrug af såvel alkohol
som hårde stoffer. Det betyder ikke, at projektet accepterer misbrug eller handel
med stoffer, men sker ud fra en erkendelse af, at en accept af borgernes misbrugsadfærd
er en forudsætning for at få kontakt med dem og igangsætte en indsats.
Vista Balboa er et helhedsorienteret tilbud, hvor udgangspunktet er et integreret hverdagslivsperspektiv.
Det vil sige, at projektet tager udgangspunkt i borgernes manglende
75

evne til at håndtere deres hverdagsliv, og på den baggrund vurderer socialarbejderne
den enkeltes behov for kontakt, støtte og behandling. Vista Balboa har den formelle
kompetence til at afgøre, hvad der skal ske vedrørende den enkelte borger. Der er lavet
en aftale om principperne for overdragelse af behandlingskompetence fra relevante
samarbejdspartnere, f.eks. vedrørende misbrugsbehandling og psykiatrisk behandling.
I Vista Balboa har socialarbejderne fået kontakt med målgruppen – mennesker med alvorlige
sindslidelser, misbrug og lav selvhjulpenhed. Borgerne er typisk sociale pensionister
med et forbrug af hash eller alkohol. De bor alene, har mange indlæggelser på
psykiatrisk afdeling bag sig, og flere har forsøgt selvmord. Erfaringen har vist, at det tager
tid og fordrer fleksibilitet og professionel selvindsigt at etablere og opretholde kontakten.
For at opnå en tillidsfuld relation til borgerne er socialarbejderne på samme tid
vedholdende og tilbageholdende i kontakten, og socialarbejderne påtager sig de opgaver,
der er nødvendige, bl.a. støttende samtaler, kontakt med pårørende, rengøring, medicinering
mv.
Forankring
Vista Balboa, modelprojektet i Odense, er i en anden situation med hensyn til implementering
end de tre søsterprojekter. Vista Balboa er forankret i Odense Kommune som
en fast del af det kommunale budget, og har derudover modtaget tilskud fra Socialministeriet,
blandt andet som led i projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”. Projektet
løber over tre år og bliver som nævnt fulgt at CASA. Den afsluttende evaluering foreligger
i 2004.
Kilde: Olsen 2003, Olsen 2002
76

Kontakt og støtte – modelprojekt i Nordjyllands Amt
Formålet med projekt ”Kontakt og støtte” er at tilgodese en gruppe af svagt fungerende
mennesker med sindslidelser, som dels har behov for socialpsykiatrisk støtte efter behandling
på psykiatrisk sygehus, dels ikke tidligere har modtaget den fornødne hjælp og
støtte.
Inspirationen til projektet kommer fra forskellige casemanagement projekter. Tankegangen
bag casemanagement er udviklet ud fra en erkendelse af, at svært psykisk syge
også har behov for opsøgende behandling, støtte og ledsagelse for blandt andet at kunne
udnytte deres sociale rettigheder. Nogle casemanagement projekter omfatter krisehjælp
for borgerne 24 timer i døgnet. Denne del er fravalgt i projektet, da psykiatrien i Nordjyllands
Amt i 2001 har etableret en Psykiatrisk Skadestue, som man har skønnet er tilstrækkelig
for borgerne udenfor almindelig arbejdstid.
Projektet er målrettet mennesker med sindslidelser, der ifølge psykiatriloven skal have
udarbejdet en udskrivningsaftale eller koordinationsplan i forbindelse med udskrivning
fra psykiatrisk sygehus.
Projektet er organiseret under psykiatrien i Nordjyllands Amt og er fysisk placeret på en
psykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus.
I projektet har man arbejdet ud fra et retssikkerhedsbegreb, hvor fokus er på "det gode
møde” mellem borgeren og det offentlige system. Centrale elementer i arbejdet er kompetenceudvikling
af borgerne og efteruddannelse af de offentlige medarbejdere.
Kontakt og støtte – fra psykiatrisk afdeling til eget hjem
Der tages udgangspunkt i udarbejdelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner
som forudsætning for at indgå i projektet og som indfaldsvinkel til kontakten med de
enkelte sindslidende. Der var ved starten af projektet en forventning om, at flere af borgerne
ikke ville være interesseret i at samarbejde om udskrivningsplanen og derfor skulle
have udarbejdet en koordinationsplan. Alle de tilknyttede borgere har dog fået en udskrivningsplan.
I modelprojektet benytter man sig af casemanager modellen, hvor én kontaktperson er
ansvarlig for at etablere og fastholde kontakten med borgerne, mens de er indlagt på
psykiatrisk afdeling og følge dem efter udskrivning, så længe de har behov for det. Kontaktpersonen
skal være tovholder i samarbejdet med lægen på psykiatrisk afdeling,
praktiserende læge, den kommunale socialpsykiatri mv.
Der tages udgangspunkt i en helhedstænkning, hvor målet er at give den enkelte borger
størst mulig opretholdelse af det fysiske, psykiske og sociale miljø ved at intervenere i
forhold til borgerens fysiske behov, personlige vækst og udvikling samt fællesskabs- og
samfundsdeltagelse.
Der er foretaget en systematisering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, så
77

disse bliver et mere anvendeligt redskab. Systematiseringen består i udarbejdelsen af en
procedure og en manual, som beskriver hvilke personer der er ansvarlige for udarbejdelsen
af planerne. Manualen beskriver punkt for punkt, hvilke indholdsmæssige krav der
er hertil. Der er fortsat behov for at arbejde videre med en bedre kommunikation og koordinering
mellem de forskellige aktører.
Ses der på det gennemsnitlige antal sengedage pr. år for de seks borgere i projektet før
og efter deres indgåelse i projektet, er der tale om et fald fra 129 til 63 dage. Nogle af
borgerne er løbende blevet genindlagt flere gange indenfor projektperioden, men borgerne
føler, at forløbene har været bedre end tidligere. De indlægges sandsynligvis tidligere
i sygdomsforløbet end før, hvilket medfører flere kortvarige indlæggelser. Ifølge
borgerne er det bedre med kortere indlæggelsesforløb, idet det kan være særdeles vanskeligt
at “rejse sig igen” efter lange sygehusophold.
Forankring
Psykiatrien i Nordjyllands Amt er i gang med drøftelser af, hvordan metoderne fra projekt
”Kontakt og Støtte” skal forankres. I styregruppen for projektet er der bred enighed
om, at erfaringerne med casemanager modellen bør udbredes til hele amtet, men på
grund af forskelle i geografi og tyngden af problemer bør der anvendes forskellige implementeringsstrategier
i Aalborg Kommune og andre kommuner i amtet.
Styregruppen ønsker at videreføre projektets gode erfaringer fra casemanager modellen,
hvor én kontaktperson er ansvarlig for at etablere og fastholde kontakten med borgerne,
mens de er indlagt på psykiatrisk afdeling og følge dem efter udskrivning, så længe de
har behov for det. Kontaktpersonen skal være tovholder i samarbejdet med lægen på
psykiatrisk afdeling, praktiserende læge, den kommunale socialpsykiatri mv.
Projektet har opnået en vigtig viden i forhold til mennesker med alvorlige sindslidelser,
som blandt andet kan kendetegnes ved at isolere sig, have manglende sygdomserkendelse
og have været i det psykiatriske system gennem længere tid. Der arbejdes med planer
om at formidle denne viden til relevante medarbejdere, f.eks. på temadage.
Kilde Psykiatrien i Nordjyllands amt 2003, Frederiksen 2002
78

Litteratur
Brandt, Preben
1995 Socialpsykiatri – Psykiatri på humanistisk grundlag, Dafolo Forlag
2003 ”Opsøgende og udgående socialt arbejde” i Brugerne, de professionelle og
forvaltningen (Kjeld Høgsbro, Preben Brandt, Frank Ebsen, Ole Thomsen, Merete
Nordentoft), AKF forlaget
Brandt, Preben & Kirk, Mette
2003 Billeder fra hverdagen. En dokumentarisk-analytisk fremstilling af den sociale
indsats over for hjemløse, misbrugere eller sindslidende personer, som den ses af
de, der arbejder i feltet, AKF Forlaget, maj 2003.
Delmar, Charlotte
1999 Tillid og magt, Munksgaard.
Formidlingscentret Storkøbenhavn
2002a Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”. Midtvejsrapport Jette Nyboe &
Ole Thomsen, Formidlingscentret Storkøbenhavn maj 2002.
2002b Referat fra Midtvejskonferencen for projekt ”Retssikkerhed for de svagest
stillede” Torsdag den 23. maj 2002 Ditte Ehrenreich, Lars Messell, Jette Nyboe &
Ole Thomsen, Formidlingscentret Storkøbenhavn september 2002.
Ebsen, Frank & Guldager, Jens
2002 ”Kommunal klassificering af langtidsarbejdsløse” i Det magtfulde møde mellem
system og klient (Margaretha Järvinen red.), Aarhus Universitetsforlag.
Hartlev, Mette
2003 ”Den omsorgsfulde stat”, i Værdier i socialpolitikken, Socialministeriet.
Holm, Niels et. al.
u.å. ”Det juridiske grundlag for sociale handleplaner” i Jeg har planer, eller har jeg
(Mahs, Bertil Michael red.)FOKUS
Høgsbro, Kjeld et. al.
2003 Brugerne, de professionelle og forvaltningen, AKF forlaget
Høilund, Peter
2000 Socialretsfilosofi - Retslære for socialt arbejde, Nordisk Forlag.
Järvinen, Margaretha
2002a “Mötet mellan klient och system – om forskning I socialt arbete” I Forsa, nr. 7,
oktober.
79

2002b
Det magtfulde møde mellem system og klient, (red. Margaretha Järvinen, Jørgen
Elm Larsen & Nils Mortensen), Aarhus Universitetsforlag.
Kermenoglou, Bente Hansen & Sørensen, Ditte
2000 Omsorg og magt – i det professionelle arbejde med mennesker med brug for
særlig støtte. Dafolo Forlag.
Krogstrup, Hanne Kathrine
2003 Evalueringsmodeller, Systime.
Lindhardt, Anne; Christensen, Leif Gjørtz
2003 Fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats for voksne med sindslidelser
i Danmark – første debatoplæg. Socialministeriet og Indenrigs- og sundhedsministeriet.
Lipsky, Michael
1980 Street-Level Bureaucracy. Dilemmas of the individual in public services, Russel
Sage Foundation.
Mahs, Bertil Michael (red.)
u.å. Jeg har planer, eller har jeg FOKUS
Pass, Ole og Fisker, Jesper
2000 ”Kronik: Retssikkerhed hjælper ikke de svageste” i Nyhedsmagasinet Danske
Kommuner nr. 39.
Posborg, Susanne
2003 Et liv så tæt på det almindelige som muligt. Sammenfatning af resultater fra
Socialministeriets evalueringsprogram, Socialministeriet.
Ramian, Knud & Adolph, Erik
u.å. ”Handleplansprocessen” i Jeg har planer, eller har jeg (Mahs, Bertil Michael
red.) FOKUS
Retssikkerhedslov
2003 Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, Forlaget Jurainformation§,
9. udgave, 1. oplag, juni 2003.
Socialministeriet
2002 De udsatte grupper. Fra kanten af samfundet til kernen i socialpolitikken –
socialpolitik på brugernes præmisser. Socialpolitisk redegørelse.
2000 Elementer i en ny retssikkerhedsforståelse, Projekt Retssikkerhed, Maj 2000.
Thomsen, Ole
2003 ”Brugerindflydelsens og brugerinddragelsens former og muligheder” i Brugerne,
de professionelle og forvaltningen (red. Kjeld Høgsbro et. al.), AKF forlaget.
80

Trusell, Charlotte; Fink, Ane & Strange, Henning
Handicappede og retssikkerhed, Det Centrale Handicapråd, oktober 2000. Findes
på adressen; www.dch.dk/publ/retssikerhed
Uggerhøj, Lars
2002 ”Menneskelighed i mødet mellem socialarbejder og klient – ideal eller realitet” i
Det magtfulde møde mellem system og klient, (red. Margaretha Järvinen, Jørgen
Elm Larsen & Nils Mortensen), Aarhus Universitetsforlag.
Winter, Søren
2001 ”Implementeringsforskningen og dens relation til evaluering“ i Tendenser i
evaluering, (red. Peter Dahler-Larsen og Hanne Kathrine Krogstrup), Odense
Universitetsforlag.
Publikationer fra projektkoordinator
Thomsen, Ole: Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede – Rapportering om status til Den
centrale styregruppe, Formidlingscentret Storkøbenhavn juni 2001.
Nyboe, Jette & Thomsen, Ole: Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede - Midtvejsrapport,
Formidlingscentret Storkøbenhavn 2002.
Ehrenreich, Ditte; Messell, Lars; Nyboe, Jette & Thomsen, Ole: Referat fra Midtvejskonferencen
for projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede. Formidlingscentret Storkøbenhavn,
2002.
Rapporter fra modelprojekterne
Midtvejsrapporter
Feldman, Maia: Retssikkerhed for de svagest stillede: Projekt ”Kom brugerne i møde –
Midtvejsevaluering. For Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkeds
Forvaltningen, 7. kontor, Januar 2002.
Christensen, Bitten Thykær & Jensen, Palle Eli: Århus Kommune Magistratens 1. afdeling:
Retssikkerhedsprojektet, februar 2002
Olsen, Claus B.: Statusnotat om projekt “Vista Balboa”, februar 2002.
Frederiksen, Birthe Kloch: Psykiatrien i Nordjyllands Amt, Ledelsessekretariatet og Socialpsykiatrisk
afdeling, Midtvejsevaluering, januar 2002.
81

Afsluttende rapporter
Feldman, Maia: Retssikkerhed for de svagest stillede: Projekt ”Kom brugerne i møde” -
Afsluttende evaluering, 2003
Jensen, Martin Flensted: Afsluttende rapport for projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”
i Århus Kommunes Familieafdeling, Maj 2003.
Olsen, Claus B.: Projekt Vista Balboa - Opbygningen af en helhedsorienteret indsats for
sindslidende med misbrug. Afsluttende rapport til Socialministeriets projekt
“Retssikkerhed for de svagest stillede”, Maj 2003
Psykiatrien i Nordjyllands Amt, Ledelsessekretariatet og Socialpsykiatrisk afdeling: Slutevaluering:
Kontakt og Støtte – et projekt i og efter sygehusopholdet, April 2003
Kontaktpersoner i modelprojekterne
København:
Odense:
Århus
Aalborg
Tune Møller
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, 7. Kontor
Bernstoffsgade 17
1577 København V
tune.moeller@faf.kk.dk
Erik Holm
Absalonsgade 17
5000 Odense C
eho@odense.dk
Palle Eli Jensen
Værkmestergade 15
8000 Århus C
pej@fa.aarhus.dk
Birte Kloch Frederiksen
Mølleparkvej 10
9000 Aalborg
bkf@psyk.nja.dk
82