LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen
LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen
LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen
You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
3.2 Organisatoriske perspektiver<br />
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at et helhedstilbud med kompetence til at tage<br />
de nødvendige beslutninger har mulighed for at nå socialt udsatte mennesker og yde<br />
dem en støtte og behandling, de kan bruge. Samme erfaringer har man gjort i HMS-<br />
Undersøgelsen, hvor Preben Brandt påpeger nødvendigheden af flerfunktionelle tilbud<br />
til disse borgere. Han gør videre opmærksom på, at i mindre kommuner kan det være en<br />
idé at indrette sig med en tværgående fagperson, der er både er vidensperson inden for<br />
området og tovholder i det tværfaglige arbejde (Brandt 2003).<br />
Systemerne har ofte svært ved at tale sammen og koordinere indsatsen over for socialt<br />
udsatte borgere. Det er derfor nødvendigt at etablere et velfungerende samarbejde mellem<br />
fagpersoner fra de forskellige sektorer. I dette samarbejde må man være indstillet på<br />
at dele viden på tværs af faggrænser og sektorer, så man får en fælles tværfaglig viden<br />
som baggrund for dels en helhedsforståelse af borgeren livssituation og problemstillinger,<br />
dels at gøre det muligt at yde en helhedsorienteret indsats. Man må ligeledes være<br />
indstillet på at overdrage sin sektorbaserede og fagspecifikke beslutnings- og handlekompetence<br />
til den institution, der er tovholder i den konkrete situation.<br />
Projektet har vist, at én kontaktperson for borgere med komplekse sociale problemstillinger<br />
kan være en fordel for borgeren – så er der kun ét menneske at forholde sig til. At<br />
borgeren har én kontaktperson kan også være en fordel for ”systemet”, da personen kan<br />
være ansvarlig for det tværfaglige samarbejde. Det kan være en måde at give socialt udsatte<br />
samme mulighed for kontakt og service som andre borgere, samtidig med at man<br />
bibeholder fagpersoner med specialviden i netværket omkring borgeren. Preben Brandt<br />
problematiserer imidlertid brugen af kontaktpersonordninger. Det kan give anledning til<br />
at overveje, om det blot bliver en gentagelse af tidligere tiders institutionalisering og<br />
umyndiggørelse bare pakket ind på en ny måde (Brandt 2003)<br />
Modelprojekternes erfaringer viser, at opsøgende og kontaktskabende arbejde former<br />
sig mere fleksibelt efter den enkelte borger og hans/hendes livssituation. Denne fleksibilitet<br />
er en metode, der giver mulighed for, at borgeren er medbestemmende i hvor, hvornår<br />
og om hvad, man mødes – en adfærd der med et begreb fra Lipsky kan kaldes markarbejderadfærd<br />
(Lipsky i Winter 2001). Men det er vigtigt at gøre sig overvejelser om,<br />
hvorvidt fleksibiliteten dækker over en omklamring og kontrol af borgeren, og dermed<br />
gentage tidligere tiders umyndiggørelse. Sådanne overvejelser må dog ikke sætte hindringer<br />
i vejen for at det opsøgende og kontaktskabende arbejde bliver organiseret på en<br />
sådan måde, at det kan forme sig efter den aktuelle situation, og at der er rådighed over<br />
nødvendige ressourcer. Hvis ikke der er overensstemmelse mellem krav og ressourcer<br />
afsat til markarbejdet, risikerer man, at socialarbejderen gør brug af afværgemekanismer<br />
4 , der sjældent er i overensstemmelse med Retssikkerhedslovens intentioner om<br />
inddragelse.<br />
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at det er vigtigt at sagsbehandlingen er tilrettelagt<br />
på en sådan måde, at beslutnings- og mødestrukturer er gennemskuelige og forståelige<br />
for borgeren. Det skal være tydeligt hvornår, hvordan og mellem hvem, der træffes<br />
4 Begrebet afværgemekanismer uddybes nærmere på s.29.<br />
18