LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

etssikkerhedsbegrebet i forhold til de fire modelprojekter.
Det samfundsmæssige perspektiv
Retssikkerhed kan ikke blot ses som en løsrevet størrelse, men er en del af den måde
samfundet i øvrigt er bygget op på. Aktuelle politiske, juridiske og økonomiske betingelser
er eksempelvis med til at sætte rammerne for udfoldelsen af retssikkerhed for
borgerne. Derfor har det også været vigtigt i retssikkerhedsprojektet at blotlægge barrierer
i samfundsopbygningen og lovgivningen, som begrænser handlemulighederne i forhold
til at sikre retssikkerheden for socialt udsatte.
De sociale love, der trådte i kraft den 1. juli 1998, bygger alle på et grundprincip om
retssikkerhed for borgerne. En del af bestemmelserne har således som direkte sigte at
øge borgernes retssikkerhed, bl.a. gennem brugerinddragelse, medbestemmelse, handleplaner,
helhedsvurderinger, synlighed i sagsbehandlingen og begrundelser for afgørelser.
Samtidig er der i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område blevet
lagt øget vægt på, at borgerne selv skal være aktive medspillere i forbindelse med
løsning af deres egne problemer.
Intentionerne i lovgivningen retter sig således ikke kun mod retssikkerhed i forhold til
klageinstanserne, men også mod 1. instansen, der hvor borgeren møder systemet. Der er
dermed sat fokus på den tidlige indsats. For at få de gode intentioner i de nye sociale love
til at slå igennem i forvaltningerne kræver det en mere bevidst holdning til hvilke
økonomiske, juridiske, etiske eller politiske overvejelser, man vil lægge til grund for det
sociale arbejde.
I forhold til sikring af borgernes retssikkerhed og en gennemskuelig sagsbehandling er
det vigtigt at blotlægge, hvad der ligger til grund for den enkelte afgørelse. Man skal
f.eks. være opmærksom på, at økonomiske beslutninger ikke bliver pakket ind i socialfaglige
argumenter.
Det organisatoriske perspektiv
Den enkelte borgers oplevede retssikkerhed i mødet med den enkelte organisation hænger
nøje sammen med, hvilket menneskesyn organisationen har, og hvilken kultur der er
indarbejdet i organisationen både for mødet med den enkelte borger og for samarbejdet
på tværs af sektorer og faggrænser. Det har derfor været centralt at afdække systemets
evne og vilje til at tilrettelægge en sagsbehandling, så borgeren har en oplevet retssikkerhed,
og rette fokus mod eventuelle barriere i organisationen, der stiller hindringer i
vejen for den enkelte borgers oplevede retssikkerhed.
Peter Høilund taler om et dømmekraftens rum, hvor socialarbejderens faglige viden,
kompetencer og kommunikative evner samt borgerens selvforståelse og livsopfattelse er
væsentlige elementer. Råderetten i dette rum er bestemt af retlige regler, økonomiske
modeller, mere eller mindre traditionsbundne normopfattelser og lokale magtforhold.
Disse bagvedliggende strukturer overses ofte i det sociale arbejde (Høilund 2000). Socialarbejderen
går på en evig balancegang mellem regler og skøn. Organisationens vilje til
at sætte brugbare rammer for ”det gode møde” mellem systemet og borgeren er grundlæggende
for udfoldelse af socialarbejderens etiske dømmekraft – udvikling af socialar-
31