LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

indflydelse – nemlig ved valget af hvilken socialarbejder, der skulle være borgerens
kontaktperson. I to af projekterne – Aalborg og Århus – har der kun været én projektmedarbejder,
der har varetaget kontaktfunktionen over for borgerne. Her har borgernes
eneste mulighed for at vælge været at fravælge deltagelse i projektet.
I interviews og på en temadag har problematikken om borgernes indflydelse på valget af
kontaktperson været drøftet blandt projektmagerne, og der er fremkommet en række argumenter
imod og kun ganske få for. På temadagen blev det problematiseret, at det at
vælge er så vigtigt i det liberale samfund. Flere socialarbejdere nævner, at det er svært,
når en borger gerne vil have en anden kontaktperson. Det kan opleves som om, der bliver
sat spørgsmålstegn ved ens faglighed. I mindre enheder, hvor alle mere eller mindre
kender alle, vil en anden kontaktperson måske være forudindtaget i forhold til borgeren.
En anden begrundelse er, at borgerne på det tidspunkt, man etablerer kontakten, ikke er
i stand til at tage en beslutning om, hvilken socialarbejder de gerne vil have som kontaktperson.
I diskussionerne har der været enighed om, at det er bedre at matche borger og kontaktperson
ud fra de oplysninger, der foreligger om borgeren og kendskabet til hinandens
kvalifikationer. Ofte sker matchningen dog ud fra, hvem der har tid på det givne tidspunkt.
Hvis borgeren ønsker en anden kontaktperson, vurderer socialarbejderne, at det
er vigtigt, at det begrundes fagligt.
At blive opmærksom på ”advarselssignalerne”
Omdrejningspunktet for modelprojektet i Nordjylland er at inddrage borgerne i deres
egen situation som aktive medspillere, så den enkelte kan få den hjælp, vedkommende
har behov for og krav på.
I begyndelsen gør casemanager det klart overfor borgeren, hvilket formål der er med
kontakten og udskrivningsaftalen. Målet er at forebygge meget lange indlæggelser, som
borgerne selv siger ødelægger så meget og tager lang tid at komme over. Det gør det legalt
at tale om advarselssignaler i forhold til indlæggelser på et mere løst plan for så at
sætte det på dagsordenen til næste møde mellem casemanager og borger. Borgeren fortæller,
hvad det er der sker i perioder op til en indlæggelse. Hvad det er netværket omkring
borgeren skal lægge mærke til og hvornår, borgeren synes, at det vil være hensigtsmæssigt,
at andre træder til med hjælp. Her er det vigtigt at lade borgeren komme
med egne oplevelser. En borger siger eksempelvis: “Jeg bliver indesluttet og sidder og
ser ned i gulvet” (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
Herefter kan det være en hjælp at anvende et konkret redskab vedrørende advarselssignaler
og se på andres signaler for at se, om borgeren genkender nogle af dem. Det kan
også have den effekt, at det ikke er så “farligt” at tale om, idet der er nogen “der har det
ligesom jeg”. Når borgernes advarselssignaler og hyppigheden af dem er beskrevet, er
det vigtigt, at de selv kommer med løsningsforslag til, hvordan de gerne vil have, at de
selv eller folk omkring dem handler, når det første advarselssignal melder sig. Dette
nedskrives sammen med advarselssignalerne i en handleplan eller kontrakt. Når papirerne
er gennemarbejdet, tages de med på det førstkommende møde med det eventuelle
netværk. En oversigt over advarselssignaler og hyppighed kan være med til at forebygge
tilbagefald og at øge opmærksomheden på, hvordan den enkelte kan mestre sit eget liv.
58