LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

er på dagordenen i disse år, er de udviklingsmæssige implikationer for retsopfattelsen i
samfundet, eksemplificeret ved en bevægelse mod en mere refleksiv retsopfattelse.
Nogle af de samfundsopfattelser, der kommer til udtryk i disse år, navngives som modernitet
– postmodernitet – risikosamfund og forskellige modernitetsopfattelser.
I forlængelse af dette diskuterede Peter Bogason, professor i offentlig administration, de
indbyggede modsætninger i at sikre retssikkerheden for socialt udsatte på den afsluttende
konference om projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”. Han fremhævede i sit
indlæg at projektet har indbyggede modsætninger, som han eksemplificerede ved de
moderne og postmoderne samfundstyper. De to samfundstyper skal betragtes som idealtyper,
der begge eksisterer samtidig i vores samfund, og det kan være forklaringen på
nogle af de modsætningsforhold, man som socialarbejder støder ind i.
Den moderne samfundstype, påpeger Bogason, kan karakteriseres ved at være regelsat.
Styringsforståelsen bygger på generelle rettigheder til borgerne, der handler ud fra universelle
etiske regler. Staten er kernen, hvorfra velfærdsstaten udvikles, og det grundlæggende
i politikernes arbejde er lovgivning i et regelstyret samfund. Love bliver til på
baggrund af betænkninger og udvalgsarbejde og hvis der efterfølgende er problemer
med forståelsen, præciseres lovene med flere paragraffer.
Den postmoderne samfundstype kan ifølge Bogason karakteriseres ved at være fragmenteret
og flydende. Der er sket en omfattende decentralisering og lokale organisationer
overtager ansvaret fra den offentlige sektor. Internationaliseringen spiller en væsentlig
rolle, og staten må indordne sig under regler fastsat af internationale instanser (EU,
FN). I den postmoderne samfundstype angiver lovene statens visioner. Det giver mulighed
for fortolkning og lokal rammeudfyldning.
Bogason påpeger, at der findes tre forskellige retsforståelser. Den formelle og den materielle
retsforståelse, som begge har rod i den moderne samfundstype, og den refleksive
retsforståelse, der har rod i den postmoderne samfundstype. Den formelle retsforståelse
er regelbaseret og afgrænser borgerens handlerum ved at sige, hvad man ikke må. Hovedansvaret
for social sikkerhed ligger i det private. Den materielle retsforståelse er
målbaseret og skal regulere sociale forhold, og velfærdsstaten overtager hovedansvaret
for social sikkerhed. Den refleksive retsforståelse er procesbaseret og giver kompetencer
til social selvregulering, med andre ord velfærdssamfundet tilpasses lokale forhold.
Bogason problematiserer, at man har blandet både modernistiske og postmodernistiske
begreber sammen i det nyere retssikkerhedsbegreb, der er grundlaget og ambitionen i
dette projekt, hvilket han mener, gør det problematisk at anvende i praksis. Socialarbejderne
skal dog ikke stoppe deres arbejde på grund af denne begrebsforvirring, men
tværtimod beholde den gode ånd og intention. Men for at overkomme disse frustrationer
er det nødvendigt med en bred debat om indholdet i deres arbejde og de benyttede arbejdsmetoder
– og i denne debat kan de moderne og postmoderne paradigmer give et
abstrakt overblik og få sat ord på tankerne. Bogason mener derfor, at det er væsentligt,
at professionerne får sat gang i en værdidebat, der forholder sig til dette dilemma – ikke
for at finde en løsning, for den findes næppe, men fordi refleksionen er med til at sikre
kvaliteten i det sociale arbejde.
17