LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

Redskabet skal bruges med omtanke, idet det er svært for den enkelte at tale om advarselssignaler,
især hvis man ikke har nogen sygdomserkendelse (ibid.).
Borgerne fortæller, at de er glade for at drøfte advarselssignaler med casemanager. En
af borgerne fortæller, at hun har oplevet, at det har sat nogle ting på plads for hende;
ting hun ikke tidligere har været afklaret med. Den pågældende er således glad for, at
der er blevet sat ord på, hvilke symptomer og signaler der viser, at hun er ved at blive
syg (ibid.).
Kompetenceudvikling hos borgerne
I modelprojektet i Århus var det et succeskriterium, at målgruppens kompetencer skulle
fastholdes og udvikles, således at de ville søge kontakt med forvaltningen på egne præmisser
og mere konstruktivt end hidtil. Projektmedarbejders tilstedeværelse blandt målgruppen
har sat sig tydelige spor hos en række borgere i form af afklaring af forskellige
problemer, herunder at få saneret en kaotisk økonomi, at få søgt om hjælp til bostøtte, at
få afklaret misbrugsbehandling, at blive motiveret til at følge revalideringsforløb, motivering
og afklaring i forhold til at få udarbejdet handleplan, personlig sparring og støtte,
trøst og omsorg i forhold til den enkeltes følelsesliv.
Projektmedarbejder beskriver, at han i kontakten med målgruppen har vejledt i konkrete
spørgsmål og forsøgt at tilskynde til refleksion over muligheder for forandring, og denne
kontakt har betydet, at mange af borgerne har fået en oplevelse af, at deres rettigheder
er blevet opfyldt, hvilket også har givet flere en fornyet tiltro til forvaltningen som
helhed. Projektmedarbejder har imidlertid svært ved at vurdere, hvor meget eller lidt det
har betydet i det lange løb for borgerne, og i hvor høj grad der er sket en kompetenceudvikling
mere permanent, nu da projektperioden er slut. Vurderingen i Århus er, at
målgruppen stadig vil have behov for en eller flere uafhængige, opsøgende og kvalificerede
personer til at støtte målgruppen i kontakten med forvaltningen. En del af dette behov
bliver dog dækket af væresteds- og forsorgshjemspersonalet samt Kirkens
Korshærs nyoprettede bisiddertjeneste (Jensen 2003).
I Aalborg har relationsarbejdet mellem casemanager og borgerne blandt andet bevirket,
at de nu ringer og aflyser et møde med casemanager i stedet for at blive væk eller ikke
at lukke døren op. Det samme gælder eventuelle ”fyringer”. Hvis borgerne for en kortere
periode ikke ønsker kontakt med casemanager, er relationen så godt udbygget, at de
giver casemanager besked herom. Borgerne har således ”lært” at tage ansvar for relationen
til casemanager, og erfaringerne herfra kan udvides til borgernes andre relationer
(Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
Hvem har retten til at definere en borgers problemstilling
I København var mange af borgerne uden bolig, da de blev tilknyttet projektet, så at
skaffe en bolig var en foranstaltning, der umiddelbart syntes at være det vigtigste at sætte
i værk for sagsbehandleren. Undervejs i projektforløbet er dette fokus skiftet til, at
der for nogle borgere er andre problemer, der vejer tungere end hjemløsheden.
Det bedre kendskab til borgerne, som sagsbehandlerne har fået gennem den jævnlige
kontakt på gaden, har betydet, at de har fået en anden forståelse for borgerens situation,
59