LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

Resultatet har blandt andet været færre indlæggelsesdage, og at tvang ikke bruges i så
høj grad i forbindelse med indlæggelser.
Jeg har en plan – eller har jeg
Overskriften til dette afsnit er lånt fra titlen på en rapport FOKUS 12 har udsendt til inspiration
og debat om det sociale handleplansarbejde for voksne – om det at lave planer
for eget eller andres liv (Mahs u.å.). Titlen stemmer overens med de erfaringer, tre af
modelprojekterne har med handleplaner. Ofte er det sådan, at borgerne ikke har en plan,
de vil ikke have en, eller de ved ikke, at de har en plan.
Ifølge Lov om social service § 111 skal kommunen eller amtskommunen tilbyde at udarbejde
en skriftlig plan for indsatsen til borgere, der har komplekse sociale problemstillinger.
Af loven fremgår det endvidere, at en plan bør udarbejdes i samarbejde med borgeren
og ud fra dennes forudsætninger. I København bliver flere af borgernes oplevelser
med handleplaner snarere beskrevet med ord som krav, tvang og aktivering mod egen
vilje. Evaluator fremhæver, at opfattelsen af en handleplan, som en rettighed og noget
der forpligter såvel myndigheder som borger, synes fjern for en del af borgerne i projektet.
Nogle af projektmedarbejdere påpeger desuden, at formen med et stykke papir, hvor
der står ”handleplan”, og som borgeren skal underskrive, virker skræmmende på borgeren.
Hvis disse opfattelser skal ændres, kræver det, at borgerne får nye og anderledes erfaringer
med de sociale myndigheder (Feldman 2003).
I ovennævnte rapport fra FOKUS skelner Knud Ramian mellem døde og levende planer.
Levende planer fungerer som støttepiller, man kan søge hen til, når man kommer i
tvivl om målet og vejen, hvor døde planer ikke længere spiller nogen rolle i hverdagen.
Ramian påpeger, at handleplaner skal udskiftes så ofte det er nødvendigt, for at sikre at
de bliver en succes (Ramian u.å.). I Århus er det, ifølge lederen af et forsorgshjem, netop
et problem, at sagsbehandleres handleplaner mange gange er urealistisk ambitiøse på
borgerens vegne. En urealistisk ambitiøs handleplan kan være værre end ingenting, idet
der næsten er en indbygget garanti for, at borgeren vil lide nederlag. Borgere må ikke af
en institution, der skal hjælpe dem videre, udsættes for at blive tvunget til at indgå i relationer,
hvor de vil lide nederlag. De tre sagsbehandlere, der deltog i interviewene,
mente selv, at de ikke kendte deres klienter godt nok til at kunne udarbejde en realistisk
plan (Jensen 2003).
Arbejdet med handleplaner kræver, at der tidsmæssige ressourcer til at skabe den nødvendige
tillid til at nå til enighed om, hvilke sociale problemer borgeren har, hvilke løsningsmuligheder,
der skal sættes i værk og den efterfølgende opfølgning. I det københavnske
projekt har man gjort sig en del erfaringer, som tyder på, at borgernes ønsker
ikke bliver fulgt op af handling, på grund af sagsbehandlernes manglende tid. F.eks. er
spørgsmål om alkoholbehandling, social aktivering og boligindstilling i perioder blevet
udsat på ubestemt tid. Herefter kan motivation og løsningsmulighed meget vel være
forpasset. På lokalcentre med mange borgere i projektet, har der i perioder kun været tale
om skadesreduktion og hurtig hjælp i akutte situationer, mens langsigtede perspektiver
i indsatsen har fortonet sig (Feldman 2003).
12 FOKUS (Forum for Kvalitet og Udvikling i offentlig Service) er et forum for udveksling af erfaringer og
viden om kvalitetsudvikling i amter og kommuner, se www.fokus-net.dk
65