LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

vendt, for så dropper de os. Jeg kunne i løbet af kort tid få orden på deres
lejlighed, deres piller osv. Det ville ikke tage mig en uge….. Men min effektivitet
ville støde sammen med deres behov, og det er ikke dét behov for pleje,
de har. Det vil være tvangsopdragelse og tvangsbehandling i folks eget
hjem …Det drejer sig om at høre efter, hvad brugerne siger og lade være
med at følge ens egen lyst til forandring.” (interview med socialarbejdere i
Odense 2002).
Evaluator i Odense beskriver, hvordan en socialarbejder etablerer en kontakt med en
borger. Over en længere periode har kontakten udviklet sig fra samtaler om vind og vejr
gennem et vindue, når socialarbejderen “tilfældigt” kom forbi, til at socialarbejderen en
gang imellem har fået lov til at komme inden for i lejligheden, men dog ikke har fået
lov til at hjælpe med at rydde op, selvom det er stærkt tiltrængt. Det mener borgeren
selv, han kan klare, og den opfattelse vil socialarbejderen ikke tage fra ham. På det seneste
har borgeren åbnet op og fortalt socialarbejderen om en barndom præget af misbrug
og omsorgssvigt. Som socialarbejderen udtrykker det:
“… [han] har en frygtelig historie bag sig og føler sig svigtet af den danske
regering, så han har meget modstand på systemet, og jeg siger, hvad med
mig, må jeg besøge dig, og det må jeg godt. Det er et meget mærkeligt spil.
Det kan være om et år, jeg får lov at tage en sort sæk og hive affald ud, men
ikke nu.” (Olsen 2003)
Tid er et af de nøgleord, man støder på igen og igen i de fire modelprojekter. Det tager
tid – ofte rigtig lang tid – at skabe den gensidige tillid, som skal danne grundlag for at
sikre borgerens rettigheder og indflydelse i behandlingen af borgerens sag. Det er derfor
vigtigt at socialarbejderne ikke er tilknyttet flere borgere, end at der er tid nok til hver
enkelt.
I Århus blev ”tid” - ikke overraskende - ofte nævnt af sagsbehandlere som en markant
begrænsning af deres muligheder for at opretholde positiv kontakt med socialt udsatte
borgere. I projektet har man blandt andet på denne baggrund konkluderet, at tidspresset
på sagsbehandlerne virker negativt på retssikkerheden for målgruppen. Samtidig finder
man det vanskeligt at bruge denne gamle erkendelse om mangel på tid i forbindelse med
metodeudvikling af sagsbehandlingen, som i Århus skal foregå inden for de eksisterende
organisatoriske rammer (Jensen 2003).
I modelprojekterne har der været afsat ekstra ressourcer til de involverede socialarbejderes
kontakt med borgeren, hvilket har betydet, at der har været mere tid til hver enkelt
borger. Tiden er således en af de organisatoriske rammer, som skal være på plads, før
man overhovedet kan begynde at tale om, at metoderne beskrevet i denne rapport virker
i forhold til socialt udsatte borgere. Det kræver altså ekstra økonomiske ressourcer, for
at socialarbejderne har den fornødne tid til oprette og bibeholde en bæredygtig kontakt
med socialt udsatte borgere.
53