LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

stort behov for at synliggøre værdierne så de kan tjene som fokuspunkter…” (Hartlev
2003).
I dette afsnit vil vi give et bidrag til denne synliggørelse ved at belyse nogle af de fokuspunkter,
som modelprojekterne fremhæver som vigtige i det sociale arbejde målrettet
socialt udsatte.
Allerede i 1995 argumenterer Preben Brandt for nødvendigheden af at forholde sig til
værdier i socialt arbejde, da man ellers risikerer, at nytteetikken – det vil sige at ”det
gode” er dét, der medfører den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker
- er fremherskende. Brugen af nytteetikken har en tendens til at udstøde de svage grupper,
da dét at bruge mange ressourcer til de få, sjældent fører til at de fleste får det bedre
(Brandt 1995).
I et værdigrundlag for socialt udsatte bør man forholde sig til det dilemma, der udspringer
af et af vores samfunds grundlæggende rettigheder – det enkelte menneskes autonomi.
Hvor går grænsen mellem det enkelte menneskes selvbestemmelse og samfundets
sociale ansvar for at gribe ind over for borgere, der lever under uacceptable vilkår
Hvornår er det omsorgssvigt, og hvornår er det overgreb Den problemstilling er velkendt
for socialarbejderne i modelprojekterne. Grundlaget for løsninger findes i kontakten
mellem borger og socialarbejder. Kontakten skal kunne bære graden af forandring,
og nogen gange er kunsten at vente på det rigtige øjeblik, som giver borgeren mulighed
for at bevare sin værdighed i en forandringsproces, som borgeren ikke selv har igangsat.
Der kan dog være situationer, hvor det er nødvendigt for socialarbejderen at tvinge en
beslutning igennem. I den situation fremhæver Mette Hartlev, at socialarbejderen skal
overveje om det mere er et udtryk for manglende prioritering, manglende kendskab til
andre muligheder, eller om beslutningen bare er den nemmeste for ”systemet”, samt
hvis normer der ligger til grund for beslutningen, socialarbejderens eller borgerens
(Hartlev 2003)
Det kræver etiske overvejelser at iværksætte et tilbud, der trænger sig ind på et menneske,
der ikke har bedt om – og måske heller ikke ønsker – at modtage hjælp fra socialarbejderen,
og som i adfærd tydeligt tilkendegiver at foretrække at være i fred. Det kræver
ligeledes etiske overvejelser at blive ved med at besøge en borger, ringe på, smide
en seddel ind af døren, hvis man gang på gang bliver mødt af en lukket dør. Den opsøgende
socialarbejder står i et etisk dilemma mellem sin faglige og medmenneskelige ansvarlighed
og den ”andens” ret til autonomi.
For at undgå, at det bliver den enkelte socialarbejders sag at løse dette dilemma, er det
vigtigt, at det opsøgende arbejde er organisatorisk forankret i en forvaltningsenhed, og
at der er udarbejdet et værdigrundlag, som til stadighed søges indarbejdet i det daglige
arbejde. Der skal desuden være afsat tid og rum til diskussioner og overvejelser af etisk
og værdimæssig art (Brandt 2003).
Mødet
Der hersker et asymmetrisk forhold i mødet mellem socialarbejderen som formidler, og
borgeren som modtager af sociale ydelser. Mødet mellem borger og socialarbejder har
derfor haft en central placering i modelprojekterne, og borgernes opfattelse af retfærdig
20