LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

jen for kontakten til borgerne, som den naturvidenskabeligt inspirerede.
6.3 Dilemmaer i forhold til dokumentation
Flere af projekterne beskriver problemer i forhold til at dokumentere indsats og resultater
af socialt arbejde med målgruppen af socialt udsatte. Projektmedarbejderen i Århus
beskriver hvordan det hen ad vejen blev ”mere og mere tydeligt hvor svært det er at
agere i forhold til kontaktpersonerne (borgerne) for på den ene side at bevare deres tillid
og interesse for projektet, og på den anden side ikke blive for kammeratlig, hvilket
ville være uprofessionelt og virke forstyrrende på undersøgelsen” (Jensen 2003).
Hvor det i Århus bliver kontakten der virker forstyrrende på undersøgelsen, er det omvendt
i de andre modelprojekter, hvor fokus er på metodeudvikling. Her er det kravet
om dokumentation, der virker forstyrrende på kontakten til borgerne.
I Odense peges der på et dilemma mellem den skemabaserede dokumentationsmetode
ASI og den pædagogisk metode i Vista Balboa. Socialarbejderne oplever, at dokumentationsmetodens
forudsætninger til borgernes medvirken ikke svarer til realiteterne og
kan forstyrre den vanskelige tillidsrelation, som socialarbejderne gennem en længere
periode tålmodigt har oparbejdet til borgerne. Evaluator bemærker, at socialarbejderne
finder det uhensigtsmæssigt, at man i forhold til den gruppe, der har de færreste ressourcer,
er mest syge og har de vanskeligste sociale liv, ønsker at anvende en så omfattende
og standardiseret dokumentationsform og har så ambitiøse forventninger til borgernes
medvirken. Det opleves som urealistisk at forvente, at ASI-skemaet kan være udfyldt
inden 60 dage. Socialarbejderne fortæller, at hovedparten af borgerne ikke vil eller
ikke magter at stille op til halvanden times interview – og slet ikke efter at have kendt
socialarbejderen i seks uger. Desuden mener socialarbejderne, at der anvendes for meget
tid og energi på dokumentation - tid som forsvinder fra borgerne, og de udtrykker
bekymring for konsekvenserne af standardiseringen (Olsen 2003).
Socialarbejderne er enige i, at det er vigtigt at dokumentere deres arbejde og resultaterne
heraf, men finder at dokumentationen bør finde sted på en anden måde, der passer til de
borgere, de har med at gøre, og til deres empatiske faglighed og selvforståelse (Olsen
2003).
Kun i København nævnes ingen dilemmaer i forhold til dokumentationsredskaberne,
hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at evaluator udelukkende har taget sig af
evalueringen og ikke på samme måde som i Århus også har fungeret som projektmedarbejder
i modelprojektet.
41