LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

og at flere af dem er hjemløse, fordi de ikke har magtet at bo i egen lejlighed. At skaffe
disse mennesker en anden bolig uden særlige støtteforanstaltninger ville derfor formentlig
føre til endnu en udsmidning fra lejligheden.
Evaluator i København gør opmærksom på, at den sædvanlige procedure i forbindelse
med at skaffe boliger til hjemløse har vist sig vanskelig at gennemskue og forstå for
borgerne. For at være berettiget til en bolig gennem den akutte boliganvisning skal borgeren
– udover at være registreret som boligløs i Københavns kommune – have andre
sociale problemstillinger, som en bolig kan rette op på. Praksis har været at sagsbehandleren
ikke indstiller en hjemløs til en bolig med det samme. Han skal først være sikker
på, at ønsket om bolig er vedvarende. Dernæst skal han foretage en vurdering af, om
borgeren vil være i stand til at bo i en bolig uden klager fra naboerne – eller om borgeren
eventuelt vil være berettiget til en form for bostøtte. Først på det tidspunkt skrives
en indstilling, og på baggrund af denne afgøres det, om borgeren skal have en bolig
(Feldman 2003).
Ikke alle borgere har været klar over, at der ofte går en længere periode fra de første
gang snakker med sagsbehandleren om at blive skrevet op til en bolig, til de rent faktisk
bliver det. En borger fortæller:
”Jamen jeg havde jo troet…så skulle hun [sagsbehandleren] undersøge, om
jeg kunne blive skrevet op. Så troede jeg jo, at jeg var skrevet op. Det kan
sgu ikke misforstås, det kan jeg ikke se. Hvis der var noget, der skulle undersøges,
var det meget passende, jeg fik besked om det! … Jeg var måske
lidt tøvende.. jeg skulle jo lige vænne mig til det system. Nu har jeg klaret
mig selv i 13 år. Jeg har jo ikke behøvet at rende rundt og spørge nogen om
noget som helst. Eller tage stilling til så meget. Det er mere fra dagen til vejen.
Den eneste planlægning, det er, om man skal samle flasker eller
hvad…” Borger København (Feldman 2003).
Evaluator i København refererer, at det er på et tilfældigt møde på trappen, at borgeren
finder ud af, at han endnu ikke er skrevet op til en bolig. Denne borger har ikke forstået,
hvad han kan forvente i kontakten med forvaltningen, og er heller ikke blevet bekendtgjort
med institutionen praksis – ”sådan gør vi her”(Feldman 2003).
På grund af de mange år på gaden, hvor han har klaret sig selv, har han ikke haft den
fornødne erfaring om, hvordan man begår sig inden for den offentlige forvaltning. Borgeren
er blevet offer for institutionens doxa – den almindelige praksis i forbindelse med
indstilling til bolig. Dette kan man dog ikke alene klandre sagsbehandleren. I samme periode
var han ophængt med henvendelser fra andre borgere, der var tilknyttet retssikkerhedsprojektet,
og han havde derfor ikke den fornødne tid til at tale med borgeren. De
sagsbehandlere, der har været tilknyttet modelprojektet, har haft uændret antal sager,
uagtet at en del af deres tid har været omlagt til gadeplansarbejde.
I Odense har en socialarbejder også oplevet konsekvenserne af, at han og borgeren havde
forskellig opfattelse af et forløb. Socialarbejderen og borgeren er sammen til møde
med lederen af en daghøjskole, hvor borgeren skal starte. Her diskuterer de blandt an-
60