LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

3. Perspektivering og konklusion
De fire modelprojekter har igennem tre år haft kontakt med mennesker, der kan karakteriseres
som socialt udsatte med komplekse sociale problemstillinger – misbrug, sindslidelse
og hjemløshed i forskellige kombinationer – og for de flestes vedkommende med
sporadisk eller ingen kontakt med offentlige tilbud. Målet med at have en kontakt har
været at sikre, at disse menneskers retssikkerhed tilgodeses i samme grad som andre
borgeres. Projekterne har lært meget og denne rapport giver et indblik i deres lærdom,
erfaringer og viden.
Men ét er at læse om andres gode erfaringer, noget andet er hvordan disse spredes og -
lige så vigtigt - hvordan inspireres andre kommuner og amter til at tage fat om opgaven.
Socialt arbejde målrettet socialt udsatte er en vandring gennem vilde problemer. Problemer
der vanskeligt lader sig definere endsige adskille fra andre problemer, problemer
hvor der ikke er klare succeskriterier for, hvornår den optimale løsning er fundet, problemer
hvor det er vanskeligt at fortælle andre, hvordan de skal løses.
Rapporten giver ikke konkrete vejledninger i, hvordan man sikrer retssikkerheden for
socialt udsatte, men perspektiverer nogle af de erfaringer, der er draget i modelprojekterne
og giver nogle anbefalinger for det videre arbejde.
I det følgende er beskrevet fokuspunkter inden for de samfundsmæssige, organisatoriske
og etiske perspektiver - der er kort omtalt i opsummeringen, og mere uddybet i kapitel 4
”Afgrænsning af retssikkerhedsbegrebet” - vel vidende at der er tale om overlapninger
de tre perspektiver imellem.
3.1 Samfundsmæssige perspektiver
Erfaringerne fra modelprojekterne viser, at grupper af socialt udsatte har svært ved at
finde sig til rette inden for samfundets normer. Disse mennesker har brug for støtte, omsorg,
behandling mv., men samtidig er det vanskeligt for dem at leve op til de krav, som
de fleste sociale tilbud stiller til borgerne – krav om at lade sig registrere, krav om
punktlighed, krav om at indordne sig under fastsatte normer for adfærd i venteværelser
og kontorer mv.
Der er afsat mange offentlige midler til indsatsen for socialt udsatte grupper. Alligevel
synes deres hverdag at være fyldt med barrierer, der gør det vanskeligt at få opfyldt basale
behov. I den sociale indsats er der mål om en menneskelig og fleksibel behandling,
men samtidig er der krav om ”noget for noget” for at få udbetalt kontanthjælp. I forbindelse
med sagsbehandlingen er borgeren sikret ret til aktindsigt, ret til at medtage en bisidder
og ret til at anke afgørelser. For at kunne udnytte disse rettigheder kræver det
imidlertid kompetencer i form af mødekultur, læse- og skrivefærdigheder og overholdelse
af tidsfrister. Alt sammen noget det er svært at få til at harmonere med en uforudsigelig
tilværelse som hjemløs, misbruger eller sindslidende. Et perspektiv i forhold til
at socialt udsatte oplever retssikkerhed, kan derfor være, at kommuner og amter gør op
15