LOV TIL ET BEDRE LIV - Socialstyrelsen

ve, som til tider har været vanskelig at gennemføre – ikke alle kommer f.eks. til de indkaldte
møder endsige melder afbud på forhånd (Psykiatrien i Nordjyllands Amt 2003).
De udgående sagsbehandlere i København har fået kontakt med borgere, der hører til i
andre lokaldistrikter, kommuner eller sågar andre lande. Her har man brudt med tidligere
tiders ”sådan plejer vi at gøre”, nemlig at sende borgeren til det socialkontor, der har
sagsakterne. Nu tager sagsbehandler og borger sammen stilling til, hvad der er bedst –
typisk ønsker borgeren at blive hjulpet af den sagsbehandler, der har kontaktet ham, og i
de fleste tilfælde har det været uproblematisk. Derudover har sagsbehandlerne i modelprojektet
samarbejdet med både offentlige og private tilbud, og her har der i nogle tilfælde
været uenighed om rolle- og opgavefordeling med det resultat, at samarbejdet ind
imellem er gået i hårdknude.
Der er også adskillige eksempler på et velfungerende samarbejde – og et enkelt som fik
uhensigtsmæssige følger. En socialarbejder får kontakt med en borger fra en anden
kommune, der nu opholder sig på gaden i København. Han ønsker at komme i behandling
for sit misbrug i et af de københavnske tilbud. Der indledes et samarbejde mellem
flere forskellige aktører på området, og alle – bortset fra borgeren - er enige om, at det
vil være bedst for borgeren at komme tilbage til hjemkommunen, da der ellers er stor risiko
for, at hans misbrug øges. For borgerens egen skyld forsøger man på forskellig vis
at ”motivere” ham – blandt andet inddrages hans kontanthjælp, men lige lidt hjælper
det. Efter en (vinter)måned på gaden, bliver han tilknyttet et Rådgivningscenter for stofafhængige
og er nu i metadonbehandling i København (Feldman 2003).
Samtykkeerklæringer
Når socialarbejderne i Odense får kontakt med en borger, bliver spørgsmålet om en
samtykkeerklæring fra borgeren bragt på banen. Inden den underskrives, fortæller socialarbejderne,
hvad det indebærer, og hvad den vil blive brugt til. Selv om borgeren, har
underskrevet en samtykkeerklæring, fortæller socialarbejderen altid borgeren hvem de
vil kontakte, og hvorfor de har brug for at indhente oplysninger. Det er meget vigtigt, at
der er fuldstændig åbenhed om dette, da mange af borgerne tidligere har oplevet, at man
har gået bag om ryggen på dem, og de er derfor mistroiske over for, at andre skal blandes
ind. Efterhånden oplever borgerne dog en positiv effekt af, at socialarbejderne er
tovholdere i kontakten med samarbejdspartnere. En medarbejder fortæller, at det er en
lettelse for borgerne, at de kan gå gennem os, når de skal have kontakt med forskellige i
systemet, og det er også en lettelse for systemet, at de kan gå gennem os, når de skal have
kontakt med borgerne (Olsen 2003).
Overgangen til andre fagpersoner
Hensigten med modelprojektet i Nordjylland er bl.a. at opbygge et velfungerende samarbejde
mellem amtslige og kommunale fagpersoner, og at disse på sigt overtager kontakten
med borgerne. I løbet af projektperioden er det lykkedes at etablere kontakt mellem
projektets borgere og kommunale fagpersoner, og i dag har nogle af dem en kommunal
støttekontaktperson, som de fleste er glade for. Det har været et stort skridt for
borgerne, men de pointerer dog, at der er væsentlige forskelle mellem det, casemanager
og en støttekontaktperson kan tilbyde. Borgerne oplever, at casemanager har mere frihed
end de kommunale støttekontaktpersoner. Han har bl.a. mere tid til hver enkelt, han
kommer med et formål (og ikke som et rutinemæssigt besøg), og de kan komme i kon-
67