neuropsykologisk synsvinkel - Socialstyrelsen

KAPITEL 6
Neuropsykologiske behandlingsperspektiver
Kommer man
over det, når
man holder op
med at drikke
Den seneste forskning tyder på, at afhængighed af alkohol ikke (som før antaget),
reducerer antallet af hjerneceller, men derimod fortrinsvist mindsker
mængden af fedtvæv og nerveforbindelser i hjernen (Lishman, 1987, Marlatt &
VandenBos, 1997). Man kunne mene, at det var ligegyldigt, om det var hjernecellerne,
nerveforbindelserne eller fedtvævet, der gik til. Resultatet er det samme,
et nedsat mentalt funktionsniveau.
Det er imidlertid af afgørende betydning for prognosen for alkoholafhængige.
Det springende punkt er, at hjerneceller ikke kan gendannes. Tab af hjerneceller
er uopretteligt.* Det kan fedtvæv derimod, og til en vis grad nerveforbindelserne
mellem de enkelte celler og cellegrupper. Det giver derfor en vis optimisme
i forhold til at bedre eller genoprette alkoholskader, når den
alkoholafhængige holder op med at drikke.
De langtidsundersøgelser man har lavet på alkoholafhængige, efter de er blevet
totalt afholdende, tyder generelt på, at der allerede efter 6-7 ugers afholdenhed
sker en forbedring af den mentale kapacitet (O’Mahony, 1999, Overall, 1978).
Hjernen fungerer simpelt hen hurtigere, reaktionstiden bliver kortere, hukommelsen
og koncentrationsevnen forbedres. Denne bedring er imidlertid afhængig
af total afholdenhed. Der skal meget små doser alkohol til, før funktionsniveauet
forværres drastisk. Desuden er reaktionstiden og hukommelsen stadig
nedsat i forhold til en normal kontrolgruppe så sent som tre år efter at personen
er ophørt med at drikke (Maylor, 1993). Det behøver dog ikke at afspejle
hjernens funktionsniveau alene.
* Nogle dyreundersøgelser har peget mod, at især yngre individer rent faktisk kan danne nye hjerneceller.
Sandsynligheden er dog lille for, at dette kan finde sted i nogen nævneværdig grad i det voksne menneske.
De undersøgelser af musikeres hjerner, som nævnt i et tidligere afsnit viste, at hjernen primært er fleksibel op til omkring
puberteten. De violinister, der viste de største strukturændringer i hjernen var begyndt at spille i 5-6 års alderen.
Jo senere, de begyndte at spille, – jo færre ændringer kunne man påvise.
53