nedsættelser og følelsernes betydning i deres ... - Socialstyrelsen

VIKOM Nyhedsbrev 21 • Juni 2008under terapi, og med udgangspunkt i dem forsøgteman at skabe sig et billede af spædbarnstidenog de efterfølgende år. Vi kan sige, atdisse teorier beskriver det kliniske barn. Defokuserer på de mekanismer, begivenheder ogerfaringer, som kan tænkes at have ført til devanskeligheder, som foranledigede terapi. Manhar i høj grad anvendt forståelsen af det kliniskebarn som model for også normale børnsudvikling. Begrebet det kliniske barn anvendesaf Stern (1985/1991) som med sin psykoanalytiskebaggrund beskæftiger sig med spædbørnsforskning.Han mener, der findes en forskelmellem det barn, som fremtræder gennemobservation, og det, som er blevet konstrueretgennem det kliniske arbejde med ældre børnog voksne. Stern skriver om det kliniske barn:“Dette spædbarn er skabt af to mennesker:Den voksne som voksede op til atblive psykiatripatient og terapeuten, somhar en teori om spædbarnets oplevelser.Det samskabte barn er sammenføjet aferindringer, overføringens genoplevelse inuet og af teoristyrede tolkninger. Jegkalder dette væsen for det kliniske spædbarntil forskel fra det observerede spædbarn,hvis adfærd man studerer samtidigmed den udfoldes.” (Stern 1985/1991, s28).Stern mener, at direkte observationer forandrervores måde at forstå de processer og hændelser,som bidrager til barnets udvikling. Sterntager snarere afstand til børn med funktionsnedsættelser,og udtaler at hans teorier ikke kananvendes i forståelsen af børn med funktionsnedsættelser.I slutningen af 1980 begyndte stadig flere atinteressere sig for muligheden for også at bedriveterapi med børn, som har funktionsnedsættelser,og som ikke har udviklet tale. De sluttedesig til de teoretikere, som var parate til atbetragte barnet som et tænkende subjekt alleredeinden, barnet var begyndt at tale. Vi savnerdog stadigvæk en egentlig teoriudvikling indenfor dette område, og efter min opfattelse bremsesdenne udvikling af den alt for store indflydelse,den cartesianske dualistiske tradition 3har haft på vores måde at tænke omkring børn,sprog, bevidsthed, krop, subjekt og hvordan viperceptuelt forholder os til omverdenen medudgangspunkt i denne tradition.I de empiriske afsnit ovenfor beskriver jegbarnet i livsverdenen. Gennem denne benævnelsemarkerer jeg en forskel mellem børn medfunktionsnedsættelser, som de fremtræder i depsykoanalytiske og psykodynamiske teorier (dvs.det kliniske barn), mellem de børn, som beskrivesaf Stern (dvs. det observerede barn), og detbarn, som jeg præsenterer (dvs. barnet i livsverdenen),hvor beskrivelsen af barnet bygger påden hermeneutisk-fænomenologiske tradition 4 .Børnene i Snoezelhuset og eksempler påderes tavse kompetenceAnnaAnna var lige blevet to år. Hun var enebarn ogboede sammen med sine forældre. Hun gikhjemme sammen med sin mor, og hun skullesnart begynde i børnehave. Hun var født meden usædvanlig kromosomfejl. Anna havde nedsatsyn, svært ved at tage fat i ting og bevægelsesvanskeligheder.Hun kunne vende sig om påryg, mave eller side. Hun kunne bevæge sigrundt liggende på maven. Hun var begyndt atgå i gåstol hjemme, og når hun gik i den, såhun på ting omkring sig og forsøgte at tage fat inoget, som virkede velkendt. Anna kunne ikkehøre på venstre øre, og på højre kun op til enafstand på ca. 10 meter.MoaMoa var tre et halvt år gammel. Hun boedesammen med sine forældre og en yngre bror3. Den cartesianske dualistisk tradition stiller en forskel opmellem det materielle og det åndelige. Menneskets sjælanses for åndelig, mens dets krop anses for at væremateriel (sjæl-legeme problemet). Om og i givet faldhvordan sjæl og legeme samvirker er der forskellige budpå.4. Den hermeneutiske tradition beskæftiger sig med fortolkning.Den fænomenologiske tradition med umiddelbarbeskrivelse af fænomener. En hermeneutisk-fænomenologisktradition vil ud fra direkte observationer ogbeskrivelser søge at fortolke fundene ved brug af denhermeneutiske metode.19 / 56