SYDTHY ÅRBOG - Thisted Museum - Thisted Bibliotek

Før der elektriske lyshav blev slukket og delevende lys tændt, fik alle udleveret et hæftemed julens sange og salmer, udgivet af Fællesforeningenfor Danmarks Brugsforeninger. Pådemokratisk vis blev der besluttet at alle måttevælge en salme eller sang ri! dansen om træet.En fornuftig bestemmelse der forhindrede atmarchen blev endeløs. Alligevel tog der sin rid,så midtvejs faldt de gamle til hvile i hver sinstol, og mens lysene sang på sidste vers, sagdevor ældste datter: "Far, slå lige tonen an til densalme, som ingen andre end os kender, mensom vi altid sang hj emme". Og dermed sluttededansen til salmen: I denne søde juletid osv.Efter en lille pause faldt de unge, en efter en,på knæ ved juletræets fod, for at finde gavepakkernefrem . I mine øj ne har gaveræset tagetfuldstændig overhånd, men her havde mantrods alt en vis orden i galskaben, idet gaverneskulle præsenteres før den næste pakke måtteåbnes. Det tog lang tid, så mens det stod påblev der serveret kaffe med kage og der mangledeheller ikke cognac og likør, så det blev sentfør alle i huset faldt til ro.Trætte som vi var efter dagens rejse og aftenensstrabadser, tog min kone og jeg os en langmorgen! ur, fo r at samle kræfter til den nye dagsanstrengelser. Med eller mod deres vilje fik deunge også en tiltrængt morgenskraber, menalligevel så de langtfra livsbekræftende ud nårde søvndrukne viste sig. Så vidste vi ikke bedre,ville vi sikkert have troet, at de lige var vågnetop efter en narkose.Heldigvis var værtsparret mere morgenduelige,for før alle andre fik øjne havde de længeværet i fuld gang med forberedelserne til dagensfrokost, der først kunne finde sted med etpar timers forsinkelse af hensyn til et nyt holdgæster. På det ridspunkt havde vi igen faet livsmodog madlyst, så alle gik til fadene meduspoleret appetit.Når hyggesnakken er godt i gang kan der væresvært at bryde op og finde i se ng, men somde narreravne jeg og min kone var, havde vi tillagtos den vane at læse en rimes rid indtil søvnenmelder sig. Efter planen skulle besøgerslutte med frokost hos vor yngste datter påStokkenbjergvej 2. Derefter var det meningenat vi ville blive kørt hjem når tiden var inde ri!det. Med kun tyve minutters kørsel til Stokkenbjergvejkunne der også anden juledag blivetid til en passende morgensøvn, men før detvar muligt at se en hånd for sig begyndte minkone, forgæves, at lede efter en lyskomakt, mensom mange har erfaret er kontakter og denslags altid placeret de forkerte steder i fremmedehuse. Så ved der postyr der opstod ved deneftersøgning vågnede jeg, og ved fæ lles hj ælpfik vi lys i lampen. Klokken var vist omkringsyv, så jeg stod op og trak gardinet til side for attage bestik af vejret og den gryende dag. I detdisede mørke var det umuligt ar danne et billedeaf omgivelserne, men i et glimt så jeg et parhøjtflyvende ænder der havde retning modkanalen i der store afvandede fjordområde.Mens jeg betragtede det dunkle landskab,begyndte det at gøre ondt i min højre arm.Smerter jeg rakserede til at være gigt, idet jegmed årene havde erfaret, at der var noget omsnakken, når Røde Rasmus fortalte, at han fajseedse' altid fik ondt i venstre storetå, når detsatte ind med omskifteligt vejr.Med gymnastiske armbevægelser forsøgte jegar Lindre smerterne, men da det ikke havde dentilsigtede virkning, foreslog vor datter at ringetil vagtlægen. Et velment forslag som jeg forsøgteat forhindre, fordi jeg mente at en snapssikkert var den bedste medicin. Derefter fik jegen snaps endda i er meget stort glas, og denbitre væske slog jeg, til min forundring, ned i etdrag. Trods den gode medicin og mine proresterblev vagtl ægen kontaktet, og han kunneberolige alle med at det ikke var alvorligt, nårsmerterne stammede fra højre arm. Dog foresloghan at jeg skulle tage et par albyler eller lignendesmertesrillende piller, og det slog vi os såti l tåls med.Med den diagnose hang mit liv i en megettynd tråd, for en blodprop i hjertet kan mannemlig dø af. Lægen var åbenbart ikke sin stillingvoksen. Vi kunne ligeså godt have ringet tilsmeden, han ville sandsynligvis have tagersymptomerne mere alvorligt end den fortravledeskrivebordsmedicinmand. Mens vi endnuhavde tillid til lægens ekspertise, var den helligegrav velforvaret. Af min svigersøn fik jeg to47