SYDTHY ÅRBOG - Thisted Museum - Thisted Bibliotek

for vejen ned til det der dengang var Tvolmskole, og hvor mine 3 søskende Ketty, Vagn ogBernhardt har gået i skole.I skolebygningen var der skolestue i den eneende, og i den anden ende lå biblioteket, dervar voksenbibliotek, men der var også børnebøger.Vores nabo, Jørgen Nielsen, havde todøtre Nitte og Kaja som gjorde rent på skolen,og ofte løb jeg ned og forstyrrede dem, når degjorde rent. Så sang og trallede vi, alt imens delærte mig at danse vals og fynbo. Det er deneneste "danseskole" jeg i mit liv har frekventeret.Skolen nåede at blive nedlagt inden jeg komså langt i skolegangen.I de første IO år af mit liv boede vi i Tvolm.Huset vi boede i var delt op i to dele med enbrandmur imellem, og vi boede i den øverstedel. Ned mod vejen boede en enke, der hedMarie Madsen.Jeg brugte meget tid på at gå på besøg hos deforskellige i nabolaget, man kan kalde det dentids besøgsven, set i børnehøjde. Jeg var enefternøler og nok et lidt gammelklogt barn,dette godt hjulpet på vej af hverdagens visdom,som jeg oplevede det hos de forskellige ældrekvinder, som jeg besøgte.Næsten dagligt kom jeg, fra jeg kunnebevæge mig frit og til vi flyttede, hos tandteknikerLauritsens hustru Andrea, der kun havdeen arm, men hun kunne så godt som nogenklare en husholdning, madlavning, rengøringog hvad der ellers hører sig til.Hos Lauritsens havde de et par fine stuer somaldrig blev brugt, men hvor der var så mangesmukke gamle møbler og prydgenstande. Noglegange fik jeg lov til at gå ind sammen medAndrea, det var højdepunkter i mit liv, da jegaltid har interesseret mig for gamle smukketing. En dag forærede Andrea mig en kop, detvar den sidste der var tilbage fra et kaffestel somLauritsen havde Bet i bryllupsgave med sinførste hustru. En smuk kop med blomster og 3små guldben under. Mit kæreste eje som desværreblev slået i stykker, men senere er kunstklinket.Meget senere, da jeg var blevet voksen, giftog var på Vestervig sygehus på besøg hos minfar, var Andrea også indlagt, og hun sagde da tilmig, at nu kunne jeg hente de to små "pottebørn"som jeg altid havde været så betaget af.Jeg var hurtigt oppe hos hende, og de to småfigurer af en pige og en dreng der sidder på potteer så søde, og jeg er dybt taknemmelig for, athun huskede, at jeg havde været så betaget afdem. Så de pryder stadig i vores spisestue.Da jeg hentede dem, sagde Andrea, om jegkunne se, at hun havde indrettet opholdsstuensom jeg på et tidspunkt havde sagt ville være engod ide. Jeg blev hende svar skyldig. Jeg kunneikke huske, at jeg havde "leget indretningsarkitekt"i en ung alder, og at hun havde husket detog ført det ud i livet efter Lauritsens død, detgjorde et dybt indtryk på mig.Ved siden af Lauritsens lå missionshuset.Under besættelsen blev det brugt til indlogeringaf tyske soldater, hvoraf nogle i ly af mørketkom på besøg i mit barndomshjem for athøre radio. Det jeg husker, må have været i krigenssidste dage, hvor det var vigtigt for soldaterneat holde sig orienteret om, hvordan Tysklandklarede sig. I mit barndomshjem blev dertalt meget om, at deres solidaritet med dereshjemland kunne ligge på et meget lille sted,men at deres angst for, hvordan det stod tilmed deres familier, hustruer og børn var overvældende.Da besættelsen var slut og soldaterne forlodmissionshuset stod min mor og jeg sammenmed alle naboerne ved diget der sluttede Lauritsenshave, og så at de drog af sted med fuldoppakning. Det var unge drenge og ældremænd, hvilket vi jo blev bekendt med var pågrund af, at Tyskland måtte bruge de sidstereserver.Da missionshuset blev ledigt igen, kunne detbruges til det det var beregnet til, bl.a. søndagsskole.Jeg kom engang imellem i søndagsskole,men kom ikke fra en troende familie, sådet var helt frivilligt om jeg ville gå der. Enerindring står dog helt klart for mig: Der varjuleafslutning i søndagsskolen, der var en konkurrencehvor præmien var et lille stykke Pernillechokolade til 50 ører. Den vandt jeg, menmåtte være vidne til, at der var højlydt diskussionblandt de voksne om, hvorvidt jeg skulle80