for vejen ned til det der dengang var Tvolmskole, og hvor mine 3 søskende Ketty, Vagn ogBernhardt har gået i skole.I skolebygningen var der skolestue i den eneende, og i den anden ende lå biblioteket, dervar voksenbibliotek, men der var også børnebøger.Vores nabo, Jørgen Nielsen, havde todøtre Nitte og Kaja som gjorde rent på skolen,og ofte løb jeg ned og forstyrrede dem, når degjorde rent. Så sang og trallede vi, alt imens delærte mig at danse vals og fynbo. Det er deneneste "danseskole" jeg i mit liv har frekventeret.Skolen nåede at blive nedlagt inden jeg komså langt i skolegangen.I de første IO år af mit liv boede vi i Tvolm.Huset vi boede i var delt op i to dele med enbrandmur imellem, og vi boede i den øverstedel. Ned mod vejen boede en enke, der hedMarie Madsen.Jeg brugte meget tid på at gå på besøg hos deforskellige i nabolaget, man kan kalde det dentids besøgsven, set i børnehøjde. Jeg var enefternøler og nok et lidt gammelklogt barn,dette godt hjulpet på vej af hverdagens visdom,som jeg oplevede det hos de forskellige ældrekvinder, som jeg besøgte.Næsten dagligt kom jeg, fra jeg kunnebevæge mig frit og til vi flyttede, hos tandteknikerLauritsens hustru Andrea, der kun havdeen arm, men hun kunne så godt som nogenklare en husholdning, madlavning, rengøringog hvad der ellers hører sig til.Hos Lauritsens havde de et par fine stuer somaldrig blev brugt, men hvor der var så mangesmukke gamle møbler og prydgenstande. Noglegange fik jeg lov til at gå ind sammen medAndrea, det var højdepunkter i mit liv, da jegaltid har interesseret mig for gamle smukketing. En dag forærede Andrea mig en kop, detvar den sidste der var tilbage fra et kaffestel somLauritsen havde Bet i bryllupsgave med sinførste hustru. En smuk kop med blomster og 3små guldben under. Mit kæreste eje som desværreblev slået i stykker, men senere er kunstklinket.Meget senere, da jeg var blevet voksen, giftog var på Vestervig sygehus på besøg hos minfar, var Andrea også indlagt, og hun sagde da tilmig, at nu kunne jeg hente de to små "pottebørn"som jeg altid havde været så betaget af.Jeg var hurtigt oppe hos hende, og de to småfigurer af en pige og en dreng der sidder på potteer så søde, og jeg er dybt taknemmelig for, athun huskede, at jeg havde været så betaget afdem. Så de pryder stadig i vores spisestue.Da jeg hentede dem, sagde Andrea, om jegkunne se, at hun havde indrettet opholdsstuensom jeg på et tidspunkt havde sagt ville være engod ide. Jeg blev hende svar skyldig. Jeg kunneikke huske, at jeg havde "leget indretningsarkitekt"i en ung alder, og at hun havde husket detog ført det ud i livet efter Lauritsens død, detgjorde et dybt indtryk på mig.Ved siden af Lauritsens lå missionshuset.Under besættelsen blev det brugt til indlogeringaf tyske soldater, hvoraf nogle i ly af mørketkom på besøg i mit barndomshjem for athøre radio. Det jeg husker, må have været i krigenssidste dage, hvor det var vigtigt for soldaterneat holde sig orienteret om, hvordan Tysklandklarede sig. I mit barndomshjem blev dertalt meget om, at deres solidaritet med dereshjemland kunne ligge på et meget lille sted,men at deres angst for, hvordan det stod tilmed deres familier, hustruer og børn var overvældende.Da besættelsen var slut og soldaterne forlodmissionshuset stod min mor og jeg sammenmed alle naboerne ved diget der sluttede Lauritsenshave, og så at de drog af sted med fuldoppakning. Det var unge drenge og ældremænd, hvilket vi jo blev bekendt med var pågrund af, at Tyskland måtte bruge de sidstereserver.Da missionshuset blev ledigt igen, kunne detbruges til det det var beregnet til, bl.a. søndagsskole.Jeg kom engang imellem i søndagsskole,men kom ikke fra en troende familie, sådet var helt frivilligt om jeg ville gå der. Enerindring står dog helt klart for mig: Der varjuleafslutning i søndagsskolen, der var en konkurrencehvor præmien var et lille stykke Pernillechokolade til 50 ører. Den vandt jeg, menmåtte være vidne til, at der var højlydt diskussionblandt de voksne om, hvorvidt jeg skulle80
levere den tilbage, for jeg var jo et "ugudeligt"barn der ikke altid kom i sø ndagsskolen, ogchokoladen burde jo gå til et af de gudfrygtigebørn . Endelig var der en besindig vo ksen dersagde, at selvfølgelig skulle jeg beholde chokoladen,for jeg havde ærlig og redelig vunderden. Der kan jo ske for et barn i en sådan situarionar der mister troen og ti lliden ti l dissevo ksne, der var jo personer som i lokalmiljøervar kendt som meget troende - ja, godhedenselv- tror jeg da.Bakken fra missionshuset og ned på vejen varalle riders om vinteren, det var vores kælkebakke,og der er brugt mange timer der. Vi kun nemed sindsro køre hel t over vejen og op påskrænten på den anden side, chancen for at derkom en bil eller andet køretøj på vejen va r forsvindende lille.På hj ørn et ved Laurit ens bakke boede skomagerJørgen Gjørup. Duften fra Jørgen Gjørupsbutik erindrer jeg tydeligt, og als idig varhan so m både skomager og barberer. Men dervar nu en del der ikke lige syntes at han va r engod frisør. H an var en stor kraftig mand meden lille tynd kone Marie, som jeg erindrer altidlå i sengen. Jeg fornemmer et ofte svært kvindelivsom nok blev hendes lod i tilværelsen.Til venstre ad BrendgårdvejI det lange røde hus efter vo res flyttede MetteAndreasen ind med sine to ugifte døtre Birtheog Hanne. De havde solgt deres hu mandsstedi indrup, da Mette var blevet enke. Det varogså et sted jeg kom hver dag, de var utroligretlinede kv in der, dybt troende.En gang var jeg inviteret med til en af deresfødselsdage, jeg sad der so m 5-6 åri g mellem enmasse ældre damer og lyttede, men det har nokværet for kedeligt, for da der va r er øjeblikspause, sagde jeg med høj klar barnerøsr: "Nårjeg bliver stor vi l jeg have en radio og en kæreste"- dyb pinlig tavshed. Jeg va r stor nok ri! arforstå, at det måske ikke lige var det rigtige atsige på det tidspunkt og i der selskab, men jegfik begge dele.Mette døde af alderdom, Birthe efter nogle åraf kræft og H anne giftede sig i en sen alder ogblev fru Pedersen.Hanne har fotograferet mig som 6-årig foranderes husMette skrev i min poesibog:" Den der nøjesmed lidt, far letteligst sit"; det står mejslet imin erindring - men har jeg efterlevet det -hm.Går vi videre på vejen kommer vi til er lillehvidt hus. Her boede Louise og Dusenius ogjeg husker netop Louise som en noget fin dameder syede for det bedre borgerskab. Min morhavde også lært syningens kunst og syede ogsåi nogle år for fremmede, men det var før deodoranternestid, og min mors lugtesans varmeget skarp, så det var et problem for hendenår hun skulle have damerne ri! prøvning.Udover der led hun også meget af migræne, sådet er begrænset, hvor mange kjoler hun fiksyer ri! kr. 14 pr. stk.Efter dem boede Peter Måler, hans sø n Akselog dennes hustru Karen, der var kogekone. Devar også nogle af byens kendte personer.Derefter boede Rasmus Nielsen. Han var ensjov lille gam mel mand med en stor Set. Bernhardshund, der altid kom trækkende med ham.Han havde en husbestyrerinde der hed Else.Engang var der stor opstandelse, for Else varfo rsvundet, havde vist opgiver li vet, for hunhavde lagr sig ned i åen ved stationen, men dader kun var ca. l O cm vand i åen, skete der ikkeså meget, udover at snakken gik.Oppe på bakl
- Page 1 and 2:
SYDTHY ÅRBOG2008
- Page 3 and 4:
SYDTHY ÅRBOG2008Udgivet afEGNSHIST
- Page 5 and 6:
ForordMed denne Årbog 2008 forelig
- Page 7 and 8:
Allerede samme år begyndte Sejerse
- Page 9 and 10:
Den første mejetærsker fra 1960St
- Page 11 and 12:
sokker osv. Og der blev købt ri! d
- Page 13 and 14:
Stinne og Erik Vendelboe, foto fra
- Page 15 and 16:
Fra 1860erne og 70erne begyndte Bre
- Page 17 and 18:
Ofte gengivet motiv fra vestjysk st
- Page 19 and 20:
Poul Stokholm Breinholt (1825-97) v
- Page 21 and 22:
Slægterne Breinholt og Stokholm h
- Page 23 and 24:
Christen Breinholt på Mors. O g n
- Page 25 and 26:
Byhøje i ældre jernalderTåbel I
- Page 27 and 28:
Figur 2. Ornamenteret ildsted fra h
- Page 29 and 30: af de korte huse har været mere om
- Page 31 and 32: Som det ses, er der mange spørgsm
- Page 33 and 34: ste tid som ægtepar. Mors beretnin
- Page 35 and 36: vilkår dog uden ret til at praktis
- Page 37 and 38: tidelighed på sygehuset, hvor min
- Page 39 and 40: Dommer Fugls efterfølger blev domm
- Page 41 and 42: Amts Tidende i forbindelse med fars
- Page 43 and 44: de far måttet søge sin afsked som
- Page 45 and 46: Charles NielsenL_ __ _Slægt efter
- Page 47 and 48: Før der elektriske lyshav blev slu
- Page 49 and 50: Danmarks første NationalparkAf Ib
- Page 51 and 52: et blev, at 6 områder i Danmark bl
- Page 53 and 54: udvikling vil understøttes igennem
- Page 55 and 56: Bestyrelsen kan herudover skaffe pe
- Page 57 and 58: Nogle oplevelser som hotelværtGenn
- Page 59 and 60: Ved en mindesammenkomst klagede nog
- Page 61 and 62: mand på bare 23 år op, nemlig Mic
- Page 63 and 64: set ind gennem et lille vindue i ga
- Page 65 and 66: Doveroddeminder 3. delAle- og mus/i
- Page 67 and 68: "snakkede"! Der var også Otto Jeps
- Page 69 and 70: Aksel fortæller en lille anekdote:
- Page 71 and 72: og boede i Tissinghuse. Han blev se
- Page 73 and 74: En kommis beretter fra VestervigAf
- Page 75 and 76: Iagttagelser afVestervig og omegnEr
- Page 77 and 78: på Højriis Slot. Dagbogen viser o
- Page 79: Erindringer fra Y d byAf Nancy Stat
- Page 83 and 84: H ans Bakgaard havde været ude i d
- Page 85 and 86: Aase og mig en morgen på vej tiL s
- Page 87 and 88: omkring 11-års alderen, da mit liv
- Page 89 and 90: mularorer. Ud rødningen gik ud gen
- Page 91 and 92: Papa et par Sko. Vi havde saa fremm
- Page 93 and 94: gum. Jeg er ved at prøve at skrive
- Page 95 and 96: 31. JanuarI dag skinner Solen igen,
- Page 97 and 98: 23. FebruarI dag skal jeg love for
- Page 99 and 100: husmand, er "kommet i uLykke': og f
- Page 101 and 102: tilskuernes forfædre. I den forbin
- Page 103 and 104: 103
- Page 105 and 106: forespurgt, hvorvidt man ville påt
- Page 107 and 108: Fra årets særudstilling med Jens
- Page 109 and 110: Såvel beretning som regnskab blev
- Page 111 and 112: Sydthy bøgerBibliografisk Liste ud
- Page 113 and 114: Indholdsfortegnelse for Arbøgerne1
- Page 115 and 116: Forfatter l Referent Årg. Emne Sid
- Page 117 and 118: Forfatter/Referent Årg. Emne SideI
- Page 119 and 120: Forfatter/Referent Årg. Emne SideL
- Page 121 and 122: Forfatter /Referent Årg. Emne Side
- Page 123 and 124: Forfatter/ ReferentNielsen Charles,
- Page 125 and 126: Forfatter/Referent Årg. Emne SideP
- Page 127 and 128: Forfatter/Referent Årg. Emne SideV
- Page 129 and 130: Emne Årg. Forfatter/Referent SideD
- Page 131 and 132:
Emne Årg. Forfatter/Referent SideF
- Page 133 and 134:
Emne Årg. Forfatter/Referent SideJ
- Page 135 and 136:
Emne Årg. Forfatter/Referent SideM
- Page 137 and 138:
Emne Årg. Forfatter/Referen t Side
- Page 139 and 140:
Emne Årg. Forfatter/Referent SideT
- Page 141 and 142:
Dagbogfra Lyngby under krigen (3)Af
- Page 143 and 144:
Fru Mølgaards mor døde i går i e
- Page 145 and 146:
kan beholde næsten ubeskåret, da
- Page 147 and 148:
Far var til kommunerevision i aften
- Page 149 and 150:
i dag inspicerede han stillingerne
- Page 151 and 152:
nederlag, går jeg med livslyst for
- Page 153 and 154:
Brugsforeningsbestyrelsen skal nu s
- Page 155 and 156:
som sygdommen ytrede sig. Verner La
- Page 157 and 158:
Mandag, den 1313 1944.Jeg er søvni
- Page 159 and 160:
Tirsdag, den 11/4 1944.Russerne har