Danmark før og nu (PDF)

I juni 1992 stemte et flertal af danskerne nej til Maastricht-traktaten. Danmark
fik herefter en særaftale med de andre EU-lande. Særaftalen er kendt som
Edinburgh-afgørelsen. Den indebærer, at der er dele af EU-samarbejdet, som
Danmark ikke deltager i. Aftalen kaldes også ”de fire forbehold”. Den blev bagefter
sendt ud til en folkeafstemning, den 18. maj 1993. Denne gang stemte et flertal
af danskerne ja.
De fire forbehold vedrører unionsborgerskabet, den fælles valuta (euroen),
forsvarsområdet og dele af samarbejdet om en fælles rets- og udlændingepolitik.
EU og det danske folketing
Danmark er som medlem af EU med til at beslutte ny lovgivning i EU.
Den danske regering repræsenterer landet i EU’s lovgivende institution, Rådet
for Den Europæiske Union, der normalt blot kaldes Rådet. Når der forhandles
i Rådet, er regeringen repræsenteret med en minister, der stemmer på
Danmarks vegne. Rådet er som nævnt med til at vedtage lovgivning, der
gælder direkte i Danmark, eller som Danmark er forpligtet til selv at indføre.
Fordi samarbejdet er så vidtgående, begyndte man tidligt at diskutere, hvordan
Folketinget kan føre kontrol med regeringens forhandlinger i EU.
Det førte til, at man oprettede et særligt udvalg i Folketinget. Det kaldes i dag
for Europaudvalget. Her er medlemmer fra alle Folketingets partier repræsenteret.
Udvalgets opgave er først og fremmest at føre kontrol med den danske EU-politik.
I større sager skal regeringen derfor spørge Europaudvalget til råds, før den tager
til forhandlinger i Rådet. Europaudvalget giver på den baggrund regeringen et
forhandlingsmandat. Mandatet fastlægger Danmarks holdning til sagen, herunder
om regeringen kan stemme for eller imod et forslag. Europaudvalget giver på denne
måde Folketinget en mulighed for at styre, hvordan regeringen stemmer i EU-sager.
Europaudvalgets mødesal.
DANMARK OG OMVERDENEN
163