menneskets ondskab og livets godhed - Løgstrup Forskning ...

det frelsen i det hinsides, hvor lidelse og død ikke findes. En
sådan løsning udtænkte teologen og filosoffen Markion (o. 85-
160). Hans tanke om en dualisme i forholdet mellem det gode
og det onde blev yderligere udbygget i den såkaldte gnostiske
manikæisme, hvor det gode og det onde tænkes at kæmpe mod
hinanden som to selvstændige magter.
Både Markion og gnostikerne slipper sådan set for det ondes
problem med denne tanke om dualisme: en god og en ond
magt/Gud. Det er nemlig intet problem at få placeret ansvaret
for alt det onde, samtidig med at tanken om en Gud, der vil
mennesket det godt, opretholdes. Til gengæld er denne form for
teologi problematisk i forhold til kristendommens grundtanke
om monoteisme: at der kun findes én Gud. Inden for traditionel
kristendom er denne måde at løse problemet på derfor ikke
mulig. Aben må placeres et andet sted – men hvor?
Måske kunne løsningen være, at det onde ikke er så ondt
endda – det er da godt for noget? Måske bruger Gud det onde
og lidelsesfulde, vi oplever i tilværelsen, til at opdrage os med,
så vi udvikler os og dermed kommer tættere på det fuldkomne?
Det onde er så at sige ”ikke så skidt at det ikke er godt for noget”,
for det tjener det formål, at vi i sidste ende, med hjælp fra
Guds nåde, bliver frelst. I denne tankegang, fremført af den
oldkirkelige teolog Irenæus (o. 130-200), frikendes Gud altså for
ansvaret for det onde, fordi hans overordnede frelsesplan har
det gode som mål og sigte. Selvom den lidelse, man udsættes
for, synes meningsløs for én selv, må man stole på, at Gud har
en overordnet plan, der sigter mod det gode og mod frelsen.
Menneskets skyld
Der er selvfølgelig også den løsning at pege på en helt anden
116