menneskets ondskab og livets godhed - Løgstrup Forskning ...

have skønhed, han vil nå erkendelse. Men når sandheden spiller
så stor en rolle for kunstneren, så kan han også umuligt hylde
løgnen. Han ville jo dermed undergrave sin egen kunstskabelse.
Løgstrup har utvivlsomt ret i, at jagten på sandhed spiller en
stor rolle for mange kunstnere, nok navnlig forfattere. Men
betyder det, at kunsten ikke kan hylde løgnen? Kunne man
ikke forestille sig, at kunstneren – netop i sin søgen efter
sandheden om mennesket – nåede frem til, at sandheden om
mennesket er, at det ikke altid har godt af sandheden? Kunne
han da ikke i sit værk hylde en anvendelse af løgnen?
Lad os i Løgstrups egen ånd illustrere det med et eksempel
fra digtningen: I skuespillet ”Kærlighed” (opført 1935) har Kaj
Munk skildret en præst, der ikke tror på Gud. Ikke fordi han
ikke gerne vil, men fordi han ikke kan. Alt for meget i tilværelsen
taler imod det: Hvorfor hader vi hinanden? Hvorfor bliver folk
gift, der ikke passer sammen? Verdenskrigen, Titanic – han
kan hverken tro på en almægtig kærlighed eller et gensyn efter
døden. Det er ham lige så skønt som umuligt. Men han kan
noget andet: Han kan få andre til at tro på det og glæde sig
over deres lykke ved det. For han har set, at i troens verden
springer livets kilde. Er dens udspring end en løgn. Derfor har
han viet sit liv til en løgn. Men han har gjort det af kærlighed.
Kaj Munks skuespil viser os – stærkt og nærværende, som
digtningen formår –, hvordan løgnen undertiden kan træde i
kærlighedens tjeneste. Og sådan kan et kunstværk undertiden
hylde løgnen, hylde en anvendelse af løgnen i kærlighed.
Trivialitetens filter
Nu er det ikke kun den mere fortællende digtning (romaner,
noveller, skuespil), der ifølge Løgstrup kan give os et indblik i
149