menneskets ondskab og livets godhed - Løgstrup Forskning ...

gen melder sig. En ateist eller hindu ville også kunne opfatte
sit liv som skænket, for så vidt som hun ikke ser sig selv som
sit eget ophav, hvilket vil sige at have skabt sig selv. Hermed
forsøger Løgstrup at vise, at forståelsen af, at livet er skænket
os, er fællesmenneskelig. Men dette er noget andet end det
kristne, for kristendommen føjer det udsagn til, at det er Gud,
der har skænket os livet. At livet er skænket opdager vi, når vi
tænker over det, men at det er Gud, der har skænket det (og
resten af det kristne budskab, som vi kender fra evangelierne),
kan kun tros eller benægtes.
fordringen er guds, men dilemmaet er mit
Lad os vende tilbage til vores eksempel med narkomanen.
Hvilke retningslinjer for, hvad der er den rette eller forkerte
handling i forhold til den anden, finder vi i Løgstrups tænkning?
Ingen! Og dog! For han siger – trods alt – at jeg skal tage vare
på den anden – på narkomanen – på den måde der tjener ham
bedst. Der siges dog ikke noget om, hvordan jeg skal gøre det.
Men jeg skal stille mig selv spørgsmålet og bruge min indlevelse
og fantasi til at sætte mig i den andens sted. Hvordan ville jeg
selv ønske at blive behandlet, hvis jeg var narkoman?
Det er ikke altid, at man skal give den anden, hvad denne
ønsker. Det ville oftest være det nemmeste og mest bekvemme,
men igen ville jeg løbe fra mit ansvar, fordi jeg nu lader den
andens ønske skygge for fordringens tavse råb om, at det er
mig selv, der skal tage vare på den anden. Der er nemlig tale
om ”en fordring om kærlighed og ikke om en fordring om
eftergivenhed” (DEF, 31). Hvad narkomanen forlanger med
sit ønske om en mønt, er måske ikke den bedste måde at tage
vare på den del af ham, som jeg møder.
65