DRB = Danmarks Riges Breve 1135-1412 - Svend C. Dahls ...

tid, til stadighed medens vi lever, og efter os en hvilken som helst ret, som vides at tilkomme
vor kongelige majestæt i midsommergæld, i stud, i kværsæde, i leding, i redskud, i kørsler og i
alle kongelige retssager. Men hvem der end måtte fordriste sig til at prøve noget anslag mod
denne vor frihedsgave og kuld-kaste vor handling, til ham skal den evige konges harme spares
op til vredens dag 8 ), og på den store dommens dag skal han få lod med dem, der handlede
uretfærdigt, og han skal gå til grunde. Men Guds fred med dem, som ønsker at overholde denne
frihedsbestemmelse, den fred, som overgår al forstand, og gid den må bevare deres hjerte og
tanke i freden og skænke dem det evige liv.
År 1209, i den tolvte indiktion, 23. september, i mit ottende regeringsår 9 ), medens Peder, vor
kansler, som biskop styrede Roskilde læresæde, udgik dette privilegium fra os i Vordingborg, til
værn og beskærmelse for Skt. Peders munke. Gid han med alle helgenerne vilde værdiges at
åbne os døren til det himmelske rige 10 ).
Amen.
1) Matt. 16,26. — 2) Tabt. — 3) Se DRB. I:2 nr. 78 og nærværende bind nr. 49, note 5• — 4) Den latinske text har
Löbetorp, vistnok en fejlskrivning for Øbetorp= Øverup. — 5) Texten er dunkel og oversættelsen usikker. — 6) Kan
måske også oversættes 'i henhold til, hvad man læser i vore ...'. — 7) Nr. 49. — 8) Psal. 110,5 M. fl. steder. — 9) Jf.
nr. 45, note 6. —
10) Privilegiet udviser visse uregelmæssigheder i sin opbygning. Der er således to arenga-formler. Den ene af
disse står på den vante plads som indledning til dispositio, men den første af dem er skudt ind mellem invocatio og
intitulatio. Foruden denne ejendommelighed bør man mærke sig, at kongens titler og devotionsformlen er opført i
forkert rækkefølge. Endvidere er der særegenheder i de afsluttende dele. Der møder her en apprecatio, der retter en
bøn til klostrets patron, Skt. Peder, samt en usædvanlig datumsformel. Dertil kommer, at diplomet, som det synes på
en ret tendentiøs måde, understreger og fremhæver de forurettelser, kongens ombudsmænd har påført stiftelsen. For
exempel henvises der under et forsvar for klostrets rettigheder til kongens tidligere privilegium af [1202—1205], nr.
49. 1209 siges munkene at have nydt godt af det 'meget længe' og 'i overordentlig lang tid', skønt der her kun kan
være tale om et tidsrum på mellem 4 og 7 år. De anførte forhold viser, at dokumentet næppe kan hidrøre fra kongens
kancelli, men formentlig repræsenterer en modtagerudfærdigelse. Texten indeholder til slut en række
dateringselementer: kalenderår, indiktion, månedsdag og kongeår, ligesom den anfører kongens kansler ved navn og
angiver udstedelsesstedet. Blandt de danske diplomer fra tiden 1200—1249 er dette det eneste, hvor indiktionen
findes ved siden af såvel dato som kalenderår. De andre texter fra dette tidsrum, der oplyser indiktionstallet, mangler
enten månedsdagen (således nr. 102 af 1205 u. d. og Reg. Danica nr. 734 (= * 209a) af 1230 u. d., der begge er
kongediplomer, samt ærkebispediplomet DRB I:5 nr. 211 af 1222 u. d. og privatdiplomet Reg.
Danica nr. *293 af 1249 u. d.) — eller inkarnationsåret (således de to kongediplomer DRB. I : 6 nr. 80—81, begge af
[1228] 16. juli). I dette ene exempel af 1209, der rummer alle tre elementer, er det så heldigt, at udstedelsen falder på
23. september, altså i den sidste tredjedel af året. Takket være dette kan det nemlig slås fast, at tallet ikke kan være
beregnet efter 'den græske indiktion', som løber fra 1. september. Var det tilfældet, vilde tallet have været ikke 12,
men 13. Enten er da brugt 'den Bedanske indiktion', der tæller fra 24. september, eller — hvad der vel er sandsynligst
— 'den romerske indiktion ' , som skifter 25. eller 31. december.
Uægte [1206.? Januar?] 332
(bagi 1238-49, 1:7)
Pave Innocens III erklærer som svar på et andragende fra ærkebiskop Anders Sunesen af Lund, at stærkt
skaldede mænd, hvis skaldetheden når helt ned til ørene, hverken må gøre tjeneste længere inden for de
hellige grader eller avancere fra de lavere til de højere grader.
Afskrift i Paris.
Innocens til (ærke)biskoppen af Lund.
Hvor alvorligt, og længere nede 1 ). Du har omsorgsfuldt udbedt dig svar fra os, om stærkt
skaldede kan forfremmes til de hellige grader, eller om de uhindret kan gøre tjeneste i de
allerede modtagne. Herom svarer vi således på din forespørgsel, at skønt man indtil disse tider
barmhjertigt har set gennem fingre med de således indviede, eftersom det dog synes uværdigt
for vore tider, at den, som naturen, der voldsomt skader ham på legemets vigtigste lem, har
skønnet uværdig til sit beneficium og som en fjende af naturen udelukkes fra al adgang, skal
godkendes af kirken som en søn af den. Thi man bør snarere skamme sig over og skjule
skaldetheden end fremstille den for menigheden.
Vi fastsætter altså dette ved en almindelig bestemmelse, at de, hvis der er nogle, som
skaldethed har misdannet helt ned til ørene, hverken må driste sig til at forrette tjeneste i den
allerede modtagne værdighed eller til at stræbe efter de højere grader, for at der ikke gennem
den slags mennesker skal ske uret mod den ærværdige gejstlighed eller vækkes anstød mod
kirken, vor hellige moder. Men hvis der dog findes nogle i de lavere grader, skal vi, idet vi af
Udvalgte OCR-kopier fra Danmarks Riges Breve – Svend C. Dahl, Næstved - s. 7