You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
<strong>Kirkens</strong><br />
<strong>Præsidenter</strong><br />
Preston Nibley<br />
[www.estrup.org - ID: T234 - TS: 2006-12-31 23:53]<br />
Side 1
Forord<br />
Side 2<br />
Denne bog indeholder korte biografier over de tolv betydelige mænd, der har<br />
præsideret over Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, fra den blev organiseret i<br />
april, 1830 og op til i dag. Disse biografier er skrevet for læsere, der gør deres første<br />
bekendtskab med præsidenternes liv og aktiviteter, og som ikke har tid eller mulighed<br />
for indgående læsning og undersøgelse.<br />
Der er gjort store bestræbelser for at fremføre nøjagtige, historiske oplysninger, og<br />
hvor det har været muligt, har jeg citeret ledernes egne ord. Mens jeg skrev disse<br />
biografier, har troen og hengivenheden, heltemodet og storheden hos de mænd, der<br />
har præsideret over kirken, gjort dybt indtryk på mig. Der har ikke levet mange af<br />
den slags mænd i verden; mænd, der har helliget sig det formål at gøre Guds ord<br />
til en realitet i deres eget og deres tilhængeres liv; mænd, der har virket med det<br />
ædle formål at opbygge Guds rige på jorden, hvor kun retfærdighed vil sejre. Disse<br />
er jordens udvalgte mænd; menneskehedens sande velgørere. De vil med tiden få en<br />
hæderkronet plads blandt historiens lysende personligheder.<br />
Preston Nibley,<br />
Salt Lake City, Utah
I<br />
Første præsident<br />
Profeten joseph smith (1805-1844)<br />
Side 3<br />
I sit liv, sin gerning og gennem de store resultater, han opnåede, adskiller profeten<br />
Joseph Smith sig fra alle andre mennesker. Han kom til jorden på et tidspunkt, hvor<br />
det var almindeligt at undervise og tro, at profeter var mænd fra "fordums tid", og<br />
at Guds skrevne ord var fuldstændigt, som det var nedskrevet i Den hellige Bog.<br />
Disse trossætninger var han i stand til at dementere, og før sin tidlige død lagde han<br />
grundvolden til en kirke og et rige, der, som han erklærede ved mange lejligheder, ville<br />
vokse og blomstre, "til den opfylder hele jorden". (L&P 65:2) Efterhånden som tiden<br />
går, viser flere og flere af hans udtalelser sig at være sande; hans tilhængere betragter<br />
ham som en af de største profeter i menneskehedens historie.<br />
Denne bemærkelsesværdige mand blev født i New England i begyndelsen af det<br />
19. århundrede. Forældrene, Joseph Smith og Lucy Mack Smith var bønder, der havde<br />
slået sig ned i Orange County i staten Vermont. Her fik de tre børn. I nogen tid gik<br />
landbruget fremad for dem. Da der opstod vanskeligheder, flyttede de til Windsor<br />
County og lejede en gård af Lucy Smiths far. Her blev deres tredje søn og fjerde barn<br />
født. Det var den 23. december 1805, og forældrene kaldte drengen Joseph jun.<br />
I Josephs barndom blev familien forfulgt af uheld. Faderen forsøgte sig med<br />
landbrug mange forskellige steder, men havde ikke rigtigt heldet med sig nogen af<br />
stederne. Da drengen var 6 år gammel, blev han og hans søskende (der var blevet født<br />
to børn mere) ramt af tyfus. Joseph kom sig hurtigt, men han havde fået et grimt sår<br />
på benet, der beskadigede knoglerne mellem knæet og foden. Der blev tilkaldt flere<br />
læger, og efter at de havde rådført sig med hinanden, besluttede de at operere benet og<br />
fjerne de beskadigede knogler. På den tid kendte man ikke kloroform eller andre former<br />
for bedøvelsesmidler. Da man bad ham om at drikke noget alkohol, afslog han det og<br />
sagde: "Hvis min far vil sidde på sengen og holde mig i sine arme, vil jeg gøre, hvad der<br />
er nødvendigt, for at knoglerne kan blive fjernet." Derefter foretog man den primitive<br />
operation. Mærkeligt nok var resultatet ikke katastrofalt. Med moderens omsorgsfulde<br />
pleje heledes såret, selv om drengen i flere år var halt.<br />
I 1816, da Joseph jun. var lo år gammel, ønskede faderen at forbedre familiens<br />
forhold, og de forlod Vermont og flyttede til den vestlige del af staten New York til<br />
landsbyen Palmyra. Her tog faderen og sønnerne det arbejde, der var for hånden, for<br />
at forsørge familien. De var fattige, men de var ærlige og retskafne kristne mennesker.<br />
Omkring 1818 købte faderen 40 ha. skovland 3,2 km syd for Palmyra. Her bosatte<br />
familien sig, og faderen og sønnerne byggede en bjælkehytte. De ønskede at blive på<br />
dette sted og blive uafhængige. I løbet af kort tid havde de ryddet et stort stykke land<br />
og plantet hvede og majs og sukkerahorn.<br />
I 1820 blev familien Smith aktivt interesseret i religion. Der blev afholdt<br />
vækkelsesmøder i Palmyra, og de forskellige kirker bestræbte sig på at vinde<br />
tilhængere. Lucy Smith, sønnen Hyrum og datteren Sophronia sluttede sig til den<br />
presbyterianske kirke. Drengen Joseph lærte metodistpræsten at kende og hældede til<br />
denne sekt, selv om han ikke sluttede sig til den. Så skete der noget i drengens liv, der<br />
stadig, mere end 100 år efter, er en gribende og inspirerende beretning - en beretning,<br />
der vil fortsætte med at gribe og inspirere de troende i kommende generationer. Joseph<br />
jun. fortæller, at han besluttede sig til at gå ind i en lund på faderens landområde og
Side 4<br />
knæle ned for at bede Gud om at lade ham vide, hvilken af alle kirkerne, der var sand,<br />
og hvilken af dem han skulle slutte sig til.<br />
Det gjorde han så, og i klart dagslys så han "to personer, hvis glans og herlighed<br />
trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig,<br />
kaldte mig ved navn og sagde, idet han pegede på den anden: Denne er min elskede<br />
Søn. Hør ham!" (Joseph Smith 2:17)<br />
Joseph spurgte de to himmelske væsener om, hvilken af alle kirkerne, der var den<br />
rigtige, og hvilken af dem, han skulle slutte sig til. Han fik at vide, at den sande kirke<br />
ikke var på jorden. "Han forbød mig ... at slutte mig til nogen af dem, og meget andet<br />
sagde han til mig, som jeg ikke nu kan skrive." (Joseph Smith 2:20)<br />
Joseph Smiths tilhængere, der er kendt som sidste dages hellige, og hvoraf der<br />
er flere millioner over hele verden, accepterer denne åbenbaring som den største<br />
begivenhed i nutidens historie. Denne åbenbaring gav verden Gud tilbage! I en tid,<br />
hvor selve Guds eksistens blev fornægtet, blev Faderens og Sønnens personlighed<br />
åbenbaret, og det blev gjort klart for menneskeheden, at de hersker og regerer i<br />
himlene, og at de ihukommer de mennesker, der søger dem.<br />
Efter denne betydningsfulde åbenbaring var der ingen særlige begivenheder i<br />
drengen Josephs liv i over 3 år. Han fortsatte med at arbejde sammen med sine<br />
forældre og søskende på gården. Familien var ved at bygge et nyt hus, og de havde<br />
mange besværligheder. De fik imidlertid huset bygget, og det står den dag i dag.<br />
Om aftenen, den 21. september 1823, da Joseph var gået i seng og var i færd med<br />
at bede, fandt den anden af hans betydningsfulde åbenbaringer sted. Værelset fyldtes<br />
med lys, og et himmelsk sendebud stod foran ham og erklærede, at hans navn var<br />
Moroni; at han var udsendt fra Guds nærhed; at Gud havde et betydningsfuldt arbejde<br />
for Joseph, "og at mit navn skulle nævnes for ondt og godt blandt alle nationer ... Han<br />
sagde, at der var en (optegnelse) henlagt (i en nærliggende høj), der var skrevet på<br />
guldplader, og som indeholdt en beretning om dette kontinents tidligere indbyggere<br />
og deres oprindelse. Han sagde også, at den indeholdt det evige Evangelium i dets<br />
fylde, som Frelseren overgav de tidligere indbyggere det. Sammen med pladerne var<br />
der også opbevaret to sten indfattede i sølvbuer; disse sten, fastgjort til en brystplade,<br />
udgjorde hvad der kaldtes Urim og Tummim, og disse sten gjorde de mænd, som besad<br />
dem og brugte dem i ældgamle eller tidligere tider, til, seere`, og at Gud havde beredt<br />
dem til oversættelse af bogen." (Joseph Smith 2:33-35)<br />
Dette er den korrekte historie om Mormons Bogs oprindelse, som den er givet os af<br />
selve profeten. Efter at have ventet i 4 år - en tid, hvor han bestræbte sig for at berede<br />
sig til sit store kald - blev pladerne endelig givet til Joseph den 22. september 1827 af<br />
det samme sendebud, der havde fortalt ham om dem.<br />
I mellemtiden, den 18. januar 1827, havde Joseph giftet sig med frøken Emma<br />
Hale fra Harmony i staten Pennsylvanien. Da Joseph havde modtaget pladerne, tog<br />
han til sin svigerfars hjem i Harmony, og i april 1828 blev oversættelsen af de hellige<br />
optegnelser påbegyndt med Martin Harris fra Palmyra som skriver. Da 116 sider var<br />
blevet oversat, bad Martin Joseph om tilladelse til at tage hjem til Palmyra og vise<br />
sine slægtninge og venner manuskriptet. Profeten fik aldrig dette kostbare dokument<br />
tilbage, for på grund af troløse mennesker, der ikke troede på hans guddommelige<br />
kaldelse, gik det tabt eller blev ødelagt. Joseph var meget nedslået over dette tab<br />
og genoptog ikke oversættelsesarbejdet før april 1829, da en ung skolelærer, Oliver<br />
Cowdery, kom fra Palmyra og tilbød at hjælpe ham. Arbejdet gik nu hurtigt fremad og<br />
blev fuldført i juni 1829 i Peter Whitmers hjem i Fayette, New York.
Side 5<br />
Som tilføjelse til de store undere, der havde fundet sted i Josephs liv, fortalte han<br />
sine slægtninge og venner, at han og Oliver Cowdery under oversættelsesarbejdet<br />
var blevet besøgt af Johannes Døber, der havde ordineret dem til det aronske<br />
præstedømme og givet dem befaling til at døbe hinanden ved nedsænkning i en<br />
nærliggende flod. De var også blevet besøgt af de fordums apostle, Peter, Jakob og<br />
Johannes, der havde ordineret dem til apostle i det melkisedekske præstedømme.<br />
Desuden kan vi læse i Mormons Bog, at åbenbaringen til de tre vidner også fandt<br />
sted i juni 1829, da engelen Moroni viste Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin<br />
Harris de hellige plader, og de hørte Guds røst erklære, at oversættelsen var korrekt.<br />
Joseph havde betydelige vanskeligheder med at finde en forlægger til sit hellige<br />
manuskript. Han var alene og uden midler, og alle vegne gjorde man nar af hans<br />
prætentiøse påstande. Men Martin Harris, hans nabo fra Palmyra, viste igen sin<br />
loyalitet. Han tilbød at optage et prioritetslån i sin gård, så han kunne betale for bogens<br />
trykning. Med denne sikkerhed fik man snart lavet en aftale med E. B. Grandin fra<br />
Palmyra om at trykke et oplag på 5000 eksemplarer for et beløb på 3.000 dollars. I<br />
marts 1830 var arbejdet færdigt.<br />
Man kan kalde Mormons Bog for Amerikas hellige skrifter og lige så betydningsfuld<br />
som Bibelen. Til at begynde med blev den ikke mødt med velvilje af Palmyras borgere.<br />
De ville ikke købe den, for de troede, det var svindel og bedrageri. Men gradvist, og ved<br />
egen fortjeneste, har bogen vundet indpas. I de år, der er gået siden det første oplag<br />
i 1830, er mange andre oplag blevet udgivet, i De forenede Stater og i andre lande.<br />
Sidste dages hellige tror, at Mormons Bog nu har bevist den påstand, som Joseph<br />
Smith kom med i 1830, nemlig, at det er en sandfærdig optegnelse over Amerikas<br />
fordums indbyggere; at Kristus besøgte dem der efter sin tjenestegerning i Palæstina<br />
og oprettede sin kirke blandt dem.<br />
Et par uger efter Mormons Bogs udgivelse mødtes Joseph den 6. april 1830 med<br />
5 unge mænd i Peter Whitmers hjem i Fayette, New York, og organiserede formelt<br />
Jesu Kristi Kirke. Disse første medlemmer var Oliver Cowdery, David Whitmer, Peter<br />
Whitmer jun. og to af Josephs brødre, Hyrum og Samuel Smith. Hyrum Smith var den<br />
ældste i gruppen; han var lige blevet 30, mens Samuel Smith, den yngste, to uger før<br />
var blevet 22. Kirken var derfor klart en kirke af unge mænd.<br />
Efter kirkens organisation stod det klart for Joseph, hvilken kurs han skulle følge, og<br />
det arbejde, han søgte at udføre, var nøje afgrænset i hans sind. Først skulle det nyligt<br />
åbenbarede evangelium, som det var fremsat i Mormons Bog og i de åbenbaringer, der<br />
kom til ham fra tid til anden, forkyndes for hele verden. Dernæst skulle de, der virkelig<br />
troede og var lydige mod principperne og lærdommene, indsamles til et sted i Amerika,<br />
der endnu ikke var udpeget, og der skulle bygges en hellig by, et sted, hvor de kunne<br />
tilbede Herren i retfærdighed og i fred. Det var herlige fremtidsudsigter, og dog var de<br />
mænd, der var kaldet til at påtage sig arbejdet, ulærde og fattige på jordiske ejendele.<br />
Men Joseph var fast besluttet på at udføre de befalinger, Gud havde givet ham. Han<br />
ville ikke lade sig afskrække.<br />
II<br />
Alle de mirakuløse begivenheder, der var forbundet med kirkens genoprettelse, fandt<br />
sted i den vestlige del af staten New York. Alligevel havde Joseph kun mødt ringe<br />
tilslutning fra indbyggerne der og kun lidt opmuntring eller fremgang, med undtagelse<br />
af hans egen familie og nogle få venner. Han blev som regel misforstået, hånet og<br />
forfulgt, selv i den udstrækning, at man gjorde ham legemlig fortræd. Missionærer, der<br />
var taget til Ohio, Oliver Cowdery, Parley P. Pratt og andre, havde haft større succes
Side 6<br />
med at finde nye medlemmer, end Joseph havde haft i New York. Sidst i 1830 og de<br />
første par måneder af 1831 var der blevet døbt næsten 1000 mennesker i omegnen af<br />
Mentor, Qhio. Den 2. januar 1831 kom Herrens ord til den unge profet: ". . . (jeg gav)<br />
jer den befaling, at I skal drage til Ohio, og der vil jeg give jer min lov, og der skal I<br />
blive udrustet med kraft fra det høje. Og derfra skal de, som jeg vil, gå ud til alle folk,<br />
og det skal blive sagt dem, hvad de skal gøre. Thi jeg har et stort arbejde i beredskab;<br />
for Israel skal frelses, og jeg vil føre dem hen, hvor jeg vil, og ingen magt skal standse<br />
min hånd." (L&P 38:32-33)<br />
Således blev Ohio det første udpegede samlingssted for de hellige, og få uger<br />
senere flyttede profeten dertil. Han foretog rejsen i slæde og ankom til Kirtland i<br />
begyndelsen af februar. Næsten alle medlemmerne i New York fulgte ham i løbet af<br />
foråret og sommeren 1831. Nye medlemmer blev hele tiden indsamlet til Ohio, og den<br />
1. juni 1831 var kirkens medlemstal oppe på næsten 2000.<br />
Den 6. juni 1831 blev der afholdt en konference i Kirtland for hele kirken. Mens<br />
den fandt sted, modtog profeten en åbenbaring om, at den næste konference skulle<br />
afholdes i Missouri, "i det land, som jeg vil indvie til mit folk, . . . jeres arveland. (L&P<br />
52:2, 5) Således blev de helliges faste indsamlingssted udpeget; det skulle være i den<br />
vestlige del af Missouri, "på grænsen til lamaniterne." (L&P 28:9)<br />
Den 19. juni rejste Joseph, Sidney Rigdon, Martin Harris og andre af brødrene fra<br />
Kirtland til Missouri for at se "vort arveland, ja, stedet for det ny Jerusalem" for første<br />
gang. (Documentary History of the Church, Vol. l, s. 188). Rejsen foregik med vogn,<br />
diligence og båd til St. Louis. Derfra gik Joseph, Martin Harris, William W. Phelps<br />
og andre til Independence, en tur på næsten 480 km Dagen efter deres ankomst<br />
modtog Joseph en åbenbaring, der udpegede Independence og det omkringliggende<br />
land som indsamlingsstedet, og Herren udpegede det nøjagtige sted, hvor et tempel<br />
skulle opføres til hans herlighed.<br />
Umiddelbart efter denne åbenbaring begyndte de hellige at indsamles til Jackson<br />
County, og om efteråret havde flere hundrede af dem slået sig ned der. I Independence<br />
begyndte man at udgive en avis, der hed Evening and Morning Star.<br />
I mellemtiden var Joseph vendt tilbage til Kirtland og havde genoptaget sit arbejde<br />
med at revidere og tydeliggøre Bibelen. Denne og andre pligter vedrørende hans<br />
embede som præsident for kirken beskæftigede ham i vinteren 1831 og 1832. 1 marts<br />
1832 da Joseph boede hos John Johnson i Hiram, Ohio, blev han om natten af en<br />
pøbelhob trukket ud af sengen og slæbt til en nærliggende mark. Her smurte man ham<br />
i tjære og rullede ham i fjer og lod ham ligge, forslået og kvæstet. Pøbelhoben bestod<br />
af visse apostater fra kirken og sekteriske præster, der havde svoret at ødelægge ham.<br />
Joseph kom sig snart efter virkningerne af pøbelens behandling, og foråret og en<br />
del af sommeren 1832 tilbragte han igen med at besøge de hellige, der havde slået<br />
sig ned i Missouri. Det var en stor glæde for dem at have profeten blandt sig. Han var<br />
altid en inspiration for sit folk.<br />
Da Joseph vendte tilbage til Kirtland sidst på sommeren, genoptog han sit arbejde<br />
med at =oversætte" skrifterne. (Dette henviser til the Inspired Version, der ikke<br />
decideret er en oversættelse, men en revidering) I mellemtiden blev kirken hele tiden<br />
styrket i Kirtland ved nye medlemmers ankomst. I november rejste Brigham Young og<br />
Heber C. Kimball fra den vestlige del af New York og mødte for første gang profeten.<br />
Da dette møde fandt sted, var Brigham Young 31 år gammel, og profeten manglede<br />
et par måneder i at være 27. Det siges, at Joseph ved denne lejlighed bemærkede, at<br />
den tid ville komme, hvor Brigham Young ville præsidere over kirken.
Side 7<br />
I begyndelsen af 1833 modtog profeten en åbenbaring i Kirtland. Denne åbenbaring,<br />
der er kendt som Visdomsordet, fraråder os at benytte tobak, spiritus og hede drikke<br />
af enhver slags, og den har haft stor andel i at forme de sidste dages helliges liv og<br />
gøre dem til et ædrueligt og arbejdsomt folkefærd.<br />
Tidligt om sommeren i 1833 mødtes en gruppe missourianere - man har ment, at der<br />
var 300 - i Independence med det formål at lægge planer for at forhindre mormonerne<br />
i at bosætte sig i den vestlige del af Missouri og at fordrive dem, der allerede var der.<br />
Det, de frygtede mest, var, at de sidste dages hellige skulle komme ind i landet i så stort<br />
et antal, at de ville kunne beherske valget og overtage de forskellige amtsposter. Der<br />
var måske nogen grund til denne frygt, eftersom de hellige blev ved med at ankomme<br />
til Independence og dens omegn, og i juli måned regnede man med, at ca. 1200 af<br />
dem havde bosat sig i Jackson County, Missouri.<br />
Sidst i juli måned samledes en pøbelhob på 500 mænd, ledet af politikere og<br />
sekteriske præster, i Independence og udstedte en kundgørelse om, at de hellige straks<br />
skulle forlade Jackson County. De hellige bad om lo dage til at overveje kundgørelsen,<br />
men fik at vide, at,, 15 minutter" var tilstrækkeligt. Pøbelhoben begyndte derpå at<br />
brænde de helliges hjem, piske mændene, drive deres kvæg væk og ødelægge deres<br />
afgrøder. Alle de hellige fik ordre til at forlade amtet og ikke vende tilbage igen. Hvis<br />
de vendte tilbage, fik de at vide, at man ville slå dem ihjel.<br />
Profeten Joseph var i Kirtland, Ohio, da disse uroligheder fandt sted i Missouri.<br />
Det gjorde ham meget ondt at høre, at de hellige var blevet fordrevet fra Jackson<br />
County. Han skrev til dem og bad dem indtrængende om at bære deres prøvelser med<br />
tålmodighed. Han fortalte dem, at de, der blev kaldet til at nedlægge deres liv for Kristi<br />
sag, ville blive belønnet med evigt liv. "Thi efter megen trængsel kommer velsignelse."<br />
(L&P 58:4) Han lovede dem også, at Zion engang i fremtiden skulle "forløses med<br />
magt." (L&P 103:15)<br />
I begyndelsen af 1834 organiserede profeten en gruppe mænd i Kirtland, Ohio, kendt<br />
som Zions lejr (205 mænd i alt), der var villige til at tage med ham til Missouri og gøre<br />
alt, hvad der stod i deres magt for at hjælpe de forfulgte og plagede hellige. Den lange<br />
rejse på 1600 km blev gjort, og medlemmerne af Zions lejr ankom til den vestlige del<br />
af Missouri sidst i juni. Mens profeten var i Missouri, gjorde han, hvad der var muligt,<br />
for at mildne de helliges lidelser og gengive dem deres retmæssige besiddelser. Han<br />
fandt imidlertid ud af, at Missouris øvrighedspersoner samarbejdede med pøbelen, og<br />
at de hellige var for fåtallige til at kunne modstå forfølgerne. I juli begav Joseph og<br />
nogle af brødrene sig på vej tilbage til kirkens hovedkvarter i Kirtland, efter at de havde<br />
forbedret organiseringen af de hellige.<br />
Resten af året 1834 viede Joseph hovedsagelig sin tid til at hjælpe med at hygge<br />
Kirtland templet. Han arbejdede i stenbruddet og hjalp med at transportere sten til<br />
tempelpladsen. Dette tempel- det første, der blev bygget af de sidste dages hellige<br />
- skulle blive skuepladsen for mange vidunderlige begivenheder og herlige syner, der<br />
udfoldede og tilkendegav storheden i dette sidste dages værk.<br />
Omkring midten af februar 1835 sammenkaldte Joseph alle de brødre, der havde<br />
udgjort Zions lejr. Ud fra denne gruppe bad han de tre vidner til Mormons Bog - Oliver<br />
Cowdery, David Whitmer og Martin Harris - om at vælge tolv mænd, der ville blive kendt<br />
som De tolvs Kvorum. Disse mænd blev udvalgt og ordineret. Blandt dem var Brigham<br />
Young, Heber C. Kimball, Parley P. Pratt og Orson Pratt. Det var de tolvs pligt at være<br />
"særlige vidner om Kristi navn i hele verden." (L&P 107:23) Disse mænds arbejde og<br />
ofre danner en stor del af kirkens historie i de følgende 30-40 år.
Side 8<br />
I 1835 fortsatte man arbejdet på Kirtland templet, og tidligt på foråret i 1836 var<br />
bygningen klar til indvielse. Denne højtidelighed fandt sted søndag den 27. marts 1836.<br />
Profeten opsendte selv indvielsesbønnen, som han afsluttede med følgende ord:<br />
"... hør os, o Herre, og besvar disse bønner og anerkend indvielsen af dette hus,<br />
dette vore hænders værk, som vi har bygget til dit navn.<br />
Og ligeledes denne kirke, at dit navn må være på den. Hjælp os gennem din Ånds<br />
kraft, at vi må blande vor stemme med de lyse, strålende serafers, som omgiver din<br />
trone, med lovprisning og syngende: Hosianna til Gud og Lammet!<br />
Og lad disse dine salvede blive iklædt frelse og dine hellige råbe højt af glæde.<br />
Amen og Amen." (L&P 109:78-80)<br />
Med hele forsamlingens stemme blev Joseph opretholdt som kirkens profet og<br />
seer. Som afslutning blev der givet nogle formaninger i tungetale, hvorefter profeten<br />
velsignede forsamlingen i Herrens navn og lod dem gå hver til sit.<br />
En uge efter dette møde var Joseph og Oliver Cowdery alene i templet. Her knælede<br />
de i bøn og modtog en herlig åbenbaring. De bevidnede, at de så Herren "stå på<br />
talerstolens brystværn". Derpå "viste (Moses) sig for os og overdrog os nøglerne<br />
til Israels indsamling ... Derefter åbenbarede Elias sig og overdrog os Abrahams<br />
evangeliums uddeling". Da dette syn var forbi, viste "Elias, profeten, som blev optaget<br />
til himlen uden at smage døden", sig for dem og bevidnede, at tiden var tilfulde kommet,<br />
"om hvilken der blev talt gennem Malakias's mund", når fædrenes hjerter skal vendes<br />
til børnene og børnenes til fædrene, "at han ikke skal komme og slå hele jorden med<br />
band". (L&P 110:2, 11, 12, 13, 14, 15)<br />
Disse herlige tilkendegivelser til Joseph og Oliver denne dag vil være en inspiration<br />
for Guds folk i al fremtid.<br />
I juli 1836 forlod Joseph Kirtland sammen med sin bror Hyrum, Sidney Rigdon og<br />
Oliver Cowdery for at udføre en mission i de østlige stater. Under denne rejse nåede de<br />
så langt som til Salem, Massachusetts og arbejdede meget effektivt med at stimulere<br />
medlemmerne i de grene, de besøgte.<br />
III<br />
Året 1837 var svært for profeten. På grund af misforståelser og ting, som han var ude af<br />
stand til at kontrollere - som fiaskoen med Kirtland Safety Society Bank-blev nogle af de<br />
hellige forbitrede og trak sig væk fra kirken. Selv medlemmer af De Tolv blev så fjendtligt<br />
stemt, at de blev Josephs uforbeholdne fjender. Engang i løbet af året blev der afholdt et<br />
møde "i Kirtland templets øverste værelse". "Adskillige af De Tolv, vidnerne til Mormons<br />
Bog og andre af kirkens autoriteter" var til stede. Formålet med dette møde var at<br />
finde ud af, hvordan man kunne få profeten Joseph afsat og udpege David Whitmer<br />
til kirkens præsident. Brigham Young, der var til stede, beretter følgende: "Fader John<br />
Smith (kirkens præsiderende patriark og Joseph Smith jun.'s onkel; han døde i 1854),<br />
broder Heber C. Kimball og andre, der var imod sådanne foranstaltninger, var til stede.<br />
Jeg rejste mig, og ligefremt og eftertrykkeligt fortalte jeg dem, at Joseph var en profet,<br />
og at jeg vidste det; og ligegyldigt hvor meget de rasede og bagtalte ham, så ville det<br />
blot føre til, at de ødelagde deres egen myndighed, skar den tråd over, der bandt dem<br />
til Guds profet og selv sank i helvede."<br />
27 år efter denne begivenhed henviste Præsident Brigham Young igen til dette<br />
prøvelsens år 1837 i Kirtland. "Nogle af lederne i Kirtland var meget imod, at profeten<br />
Joseph blandede sig i timelige affærer. De troede ikke, at han var i stand til at diktere<br />
folket i timelige spørgsmål, men mente, at hans pligt kun omfattede det åndelige, og at
Side 9<br />
folket skulle have lov til selv at klare de verdslige affærer uden indblanding af profeter<br />
eller apostle. Mænd med myndighed stredes med Joseph angående dette punkt, ikke<br />
åbenlyst, men når de holdt råd. Efter en tid kulminerede sagen og blev et offentligt<br />
spørgsmål; det blev så offentligt, at det var på næsten alles læber. I et offentligt møde<br />
for de hellige sagde jeg: Israels ældster, vil nogle af jer være så venlige at trække<br />
skillelinjen mellem det åndelige og det timelige i Guds rige, så jeg kan forstå det!' Ikke<br />
en eneste af dem var i stand til det. Når jeg så et menneske, der stillede sig i vejen for<br />
profeten, havde jeg lyst til at smide ham af vejen og mærke ham som et fjols."<br />
Nogle få trofaste ligesom Brigham Young stod fast ved profetens side, men de var<br />
for få til at stå sig imod modstanderne. I december flygtede både Joseph og Brigham fra<br />
Kirtland, da pøbelen både "offentligt og privat" havde truet med at slå dem ihjel. Således<br />
blev Guds profet tvunget til midt om vinteren at forlade sit eget hjem, det smukke tempel,<br />
som han havde hjulpet med at bygge, sine venner og slægtninge og mange af de<br />
hellige, der stadigvæk var trofaste imod ham, og han måtte rejse til de helliges spredte<br />
bebyggelser i Missouri. Han følte sig uden tvivl skuffet og nedtrykt, men alligevel var<br />
hans beslutning om at fortsætte urokkelig.<br />
Da Joseph den 14. marts 1838 efter en vanskelig og trættende rejse ankom til Far<br />
West, de helliges hovedkvarter i Missouri, blev han overrasket over at opdage, at "den<br />
samme onde ånd, der havde vundet så stor indflydelse i Kirtland, var begyndt at gøre<br />
sig gældende i Missouri". Utilfredshedens ånd var også der, og nogle af kirkens øverste<br />
mænd var skyldige i forkerte handlinger og bagtalelse, hvilket gjorde dem til uønskede<br />
medlemmer. Ca. en måned efter Josephs ankomst til Missouri blev der afholdt en<br />
retssag, på hvilket tidspunkt Oliver Cowdery, David Whitmer, Luke Johnson, Lyman<br />
E. Johnson, John F. Boynton og andre blev udelukket af kirken. De to førstnævnte<br />
var vidner til Mormons Bog, og de tre sidste var medlemmer af De tolvs Kvorum. Det<br />
var en sørgelig dag for Joseph, da han mistede disse mænds kammeratskab. Nogle<br />
af dem havde været med ham og hjulpet ham ved værkets begyndelse. Men han<br />
kunne ikke tillade dem at slå ind på en forkert kurs eller gøre noget, der ville hæmme<br />
det store værk, der var blevet overdraget ham. Læseren kan tænke over følgende:<br />
Hvis der havde været noget bedrag i forbindelse med Mormons Bogs fremkomst, ville<br />
David Whitmer og Oliver Cowdery så ikke have afsløret det nu? Historien viser, at<br />
de begge forblev trofaste overfor de vidnesbyrd, de havde givet om denne hellige<br />
optegnelses guddommelige oprindelse. Ti år efter sin udelukkelse kom Oliver Cowdery<br />
tilbage til kirken og bad om at blive døbt igen. David Whitmer sluttede sig ikke til kirken<br />
igen, men han fornægtede ikke sit vidnesbyrd, som det er udgivet i Mormons Bog.<br />
Han bekræftede det hele livet igennem, og på sit dødsleje - næsten 40 år efter disse<br />
begivenheder, der her skrives om - gav han højtideligt sit ord på, at hans vidnesbyrd<br />
var sandt.<br />
Den 4. juli 1838 hjalp Joseph med at lægge hjørnestenen til et Herrens hus, der<br />
skulle bygges i Far West, og den 8. juli modtog han en åbenbaring, hvori John Taylor,<br />
John E. Page, Wilford Woodruf og Willard Richards blev udpeget som medlemmer af<br />
De Tolv for at "udfylde pladsen for dem, som er faldet fra". (L&P 118:6)<br />
I flere måneder gennem foråret og sommeren i 1838 gik tingene fredeligt og roligt<br />
for de hellige i Missouri, men nu dukkede mørke skyer af forfølgelse op i horisonten.<br />
Den største vanskelighed var igen, at sekteriske præster og politikere ophidsede folk<br />
ved at sige, at de hellige var ved at blive så talrige, at de ville kunne beherske amts- og<br />
statsembederne og forfølge og uddrive missourianerne. Ved et valg, der blev afholdt i<br />
Daviess County den 6. august, blev der gjort energiske anstrengelser for at holde de<br />
hellige væk fra valget. Dette førte til en åben konflikt, hvori nogle af brødrene blev såret.
Side 10<br />
Der blev også gjort forsøg på at arrestere profeten, idet man anklagede ham for at være<br />
ophavsmand til opstanden. Denne uro og de falske forklaringer, der blev afgivet af den<br />
skuffede pøbelhob, fik statens guvernør, Lilburn W. Boggs, til at udkommandere en del<br />
af statsmilitsen. Der var 400 mænd til hest, bevæbnede og udrustede til at bevare den<br />
offentlige ro og orden. Efterfølgende begivenheder viste, at dette var begyndelsen til<br />
en bevidst bevægelse for at drive de hellige ud af Missouri.<br />
Det er ikke nødvendigt i denne korte beretning at gå i detaljer angående<br />
skændselsgerningerne i Missouri. Det er tilstrækkeligt her at sige, at den 27. oktober<br />
1838 udsendte guvernør Boggs sin skændige, udryddelsesordre" mod de hellige med<br />
følgende ordlyd: "Mormonerne må behandles som fjender og må udryddes eller jages<br />
ud af staten, hvis det er nødvendigt for offentlighedens skyld. Deres voldshandlinger<br />
overgår al beskrivelse." (William E. Berrett, Den genoprettede kirke, Kap 18, side 120).<br />
Guvernøren fremstillede de hellige som onde og djævelske folk, hvis tilstedeværelse<br />
var en fare for missourianernes liv og moral. Boggs udspredte selv de skændigste<br />
usandheder om de hellige og gjorde, hvad han kunne for at ophidse pøbelen til at<br />
berøve, udplyndre og "udrydde" dem.<br />
Den 20. oktober kom en pøbelmilits bestående af 2000 mænd til Far West. De<br />
forlangte, at profeten, Sidney Rigdon, Parley P. Pratt, Lyman Wight og George W.<br />
Robinson skulle overgive sig til dem. Joseph og brødrene, der indså de helliges håbløse<br />
tilstand, overgav sig til militsen, selv om de vidste, at deres liv var i overhængende fare.<br />
Dagen efter, det var den 1. november, blev der afholdt en krigsret i general Lucas'<br />
hovedkvarter. Kendelsen, der blev afgivet efter et par minutters rådslagning, lød<br />
på, at Joseph og hans ledsagere skulle "skydes kl. 9.00 den følgende dag, den 2.<br />
november 1838 på torvet i Far West". Denne kendelse ville være blevet gennemført,<br />
hvis det ikke havde været for general Doniphan, en af militsens ledere. "Jeg nægter<br />
at være ansvarlig for dette." sagde han; "det er mord." Ordren blev taget op til fornyet<br />
overvejelse, og man besluttede at føre brødrene (Hyrum Smith og Amasa M. Lyman<br />
var også blevet fængslet) til Independence som fanger. Her var de i 4 dage, mens<br />
myndighederne bestræbte sig for at afgøre, hvilke anklager man skulle rejse imod dem.<br />
De blev derpå ført til Richmond, Missouri og lagt i lænker for at forhindre flugt. Fra<br />
Richmond blev de overflyttet til Liberty fængslet i Clay County og anklaget for "mord<br />
og forræderi".<br />
Man lod Joseph, Hyrum og deres ledsagere blive i Liberty fængslet gennem vinteren<br />
1838 og 1839. De blev spærret inde i et rum med to små vinduer. Der var ikke truffet<br />
forholdsregler, så man kunne opvarme rummet; der var ingen skorsten, hvor røgen<br />
kunne trænge ud. Brødrene sov på dynger af strå på gulvet. Kosten var meget grov.<br />
Alligevel opstod nogle af de smukkeste tanker og skrivelser, som Joseph Smith har<br />
efterladt til verden, i dette fængsel. Afsnit 121, 122 og 123 i Lære og Pagter vil altid<br />
blive bevaret blandt kirkens hellige skrifter.<br />
Den 16. april 1839, da brødrene skulle overflyttes til Boone County, Missouri for at<br />
stilles for retten, blev vagtposterne berusede, og Joseph sagde til sine ledsagere, at<br />
dette var en gunstig mulighed for flugt. Efter at have rejst om natten og lidt alle former<br />
for afsavn ankom de i løbet af få dage til Quincy, Illinois og blev forenet med familie og<br />
venner. "Det var en af de glædeligste begivenheder i mit liv," fortæller Brigham Young,<br />
"at få lov til endnu en gang at trykke profeternes (flertalsformen henviser her til Joseph,<br />
Hyrum og deres ledsagere) hænder og se dem befriet fra deres fjender. Joseph talte<br />
til os som en mand, der netop var undsluppet 1000 vanskeligheder og nu var fri midt<br />
iblandt sine børn."
IV<br />
Side 11<br />
Profetens øjeblikkelige udsigter var nu at finde et andet indsamlingssted for sit spredte<br />
og forfulgte folk. Få dage efter sin ankomst til Quincy, Illinois var han og nogle af kirkens<br />
ledende brødre rejst ca. 64 km nordpå til en landsby, der hed Commerce, hvor et stort<br />
stykke land var udbudt til salg. Her købte Joseph en ejendom og bosatte sig, og her<br />
kom han til at tilbringe de få år, han havde tilbage af sit liv.<br />
Landsbyens navn blev snart forandret fra Commerce til Nauvoo (hvilket betyder den<br />
skønne eller smukke), og der blev sendt bud til de spredte hellige over hele verden,<br />
at dette sted skulle være kirkens hovedvarter. I løbet af kort tid rejste i hundredvis<br />
af familier, der var blevet uddrevet af Missouri, mod dette nye indsamlingssted. De<br />
fleste af dem var i en sørgelig forfatning, da de havde mistet alt, hvad de ejede,<br />
men deres tro på kirken og på deres leders guddommelige kaldelse var ikke blevet<br />
svækket. Da de, der var kommet til Nauvoo, blev ramt af sygdom, gik Joseph omkring<br />
blandt dem og velsignede dem, ligesom Frelseren gjorde blandt sine tilhængere under<br />
sin tjenestegerning i Palæstina. Han var altid en kilde til styrke for de hellige; han<br />
inspirerede dem og opmuntrede dem til at gå fremad og opbygge riget i kraft.<br />
I efteråret 1839, mens de hellige bestræbte sig for at gøre en ny begyndelse i<br />
Nauvoo, bad Joseph De Tolv om at rejse til England og forkynde evangeliets principper<br />
i dette land. Hvordan kunne de klare denne opgave? De fleste af dem var syge, og de<br />
var alle frygteligt fattige. Ingen af dem havde penge eller ordentlig tøj til at påbegynde<br />
rejsen i. Men de var alle fyldt med en stærk tro; og uden tøven tog de på profetens<br />
befaling og med hans velsignelse af sted på denne vanskelige mission. Jeg vil springe<br />
deres vanskeligheder for at nå England over, men jeg kan ikke lade være med at give en<br />
kort beretning om deres succes; det var den største, der nogen sinde kom til et lignende<br />
antal missionærer i kirkens historie. Jeg har valgt følgende fra Brigham Youngs dagbog<br />
under datoen den 20. april 1841 da han skulle rejse fra Liverpool og vende tilbage til<br />
De forenede Stater:<br />
"Det var med inderlig taknemmelighed til Gud, min himmelske Fader, at jeg tænkte<br />
på, hvad han havde gjort for mig og mine brødre blandt De Tolv i det forløbne år af mit<br />
liv, der blev tilbragt i England. Det lignede bestemt et mirakel, når man så på kontrasten<br />
mellem vor ankomst til Liverpool og vor afrejse derfra. Vi ankom i foråret 1840 som<br />
fremmede i et fremmed land og uden penge, men gennem Guds barmhjertighed har vi<br />
vundet mange venner, oprettet kirker i næsten hver eneste kendt by i Storbritannien,<br />
døbt mellem 7 og 8 tusind, trykt 5.000 Mormons Bøger, 3.000 salmebøger, 2 500 bind<br />
af Millennial Star og 60.000 pjecer og hjulpet 1000 sjæle med at emigrere til Zion,<br />
oprettet et rederi, der vil blive til stor velsignelse for de hellige, og sået sæden om<br />
evige sandheder i mange tusindes hjerter, hvilket vil frembringe frugt til Guds ære og<br />
herlighed; og vi har aldrig manglet mad, drikke eller klæder. I alle disse ting anerkender<br />
jeg Guds hånd."<br />
Profetens visdom og inspiration mht. at sende disse brødre fra De Tolv til England<br />
blev i fuldt mål retfærdiggjort.<br />
Den 29. oktober 1839 forlod Joseph, sammen med Sidney Rigdon og Elias Higbee,<br />
Nauvoo for at rejse til Washington, D. C. Det var hans hensigt at forelægge De<br />
forenede Staters præsident og Kongres den uret, de hellige havde lidt på grund af den<br />
missourianske pøbel og at se, om de kunne få oprejsning. Brødrene foretog rejsen<br />
med diligence og båd, og efter en måneds forløb nåede de Washington. Et par dage<br />
senere fik de adgang til Det hvide Hus og en samtale med præsident Martin Van Buren.<br />
Præsident Van Buren lyttede opmærksomt til Josephs beretning om vanskelighederne
Side 12<br />
og skændselsgerningerne i Missouri; derpå svarede han roligt: "Mine herrer, Deres sag<br />
er retfærdig, men jeg kan ikke hjælpe Dem." Senere tilføjede han: "Hvis jeg tager dette<br />
op til undersøgelse, mister jeg stemmerne i Missouri." (History of the Church, vol. 1,<br />
s. 80)<br />
Joseph var skuffet og dybt rystet over den modtagelse, han havde fået både af<br />
præsidenten og af medlemmer af Kongressen, som han talte med. Efter at have<br />
opholdt sig i Washington et par uger efterlod han dommer Higbee (Elias Higbee,<br />
1795-1843), dommer og kirkehistoriker) der, så han kunne fortsætte med at arbejde<br />
for de helliges sag, og derpå rejste han selv hjem igen. Da han ankom til Nauvoo,<br />
skrev han følgende i sine optegnelser: "Jeg nåede sikkert til Nauvoo efter en trættende<br />
rejse gennem skiftevis sne og mudder efter at have været vidne til mange kedelige<br />
handlinger foretaget af regeringsembedsmænd, hvis eneste formål skulle være hele<br />
folkets fred, fremgang og lykke; men ... jeg opdagede, at folkelige krav og personlig<br />
forfremmelse var de herskende principper hos dem, der havde magten; og jeg bliver<br />
tung om hjertet, når jeg, gennem den Almægtiges åbenbaringer, ser enden på denne<br />
nation, hvis dens ledere fortsætter med at ignorere de retskafne borgeres nødråb og<br />
bønner . . ." (History of the Church, vol. IV, s. 89)<br />
Resten af året 1840 forblev Joseph i Nauvoo og dens omegn og ledede kirkens<br />
affærer, som nu med næsten 20 000 medlemmer var ved at blive meget omfattende.<br />
Der blev oprettet bebyggelser for de hellige i alle retninger fra Nauvoo. Byen voksede<br />
hurtigere end nogen anden by i Illinois. Missionærerne i De forenede Stater og i<br />
England fik en enestående høst; tusindvis af ærlige sjæle beredte sig til at drage til<br />
Zions land. Det var i løbet af dette år og de sidste få år af profetens liv, at han havde<br />
lejlighed til at demonstrere, hvilket fantastisk arbejde han kunne udføre, hvis han fik<br />
lov til at udføre sine opgaver uden at blive generet. Men det voksende rige og dets<br />
inspirerede leder skulle ikke finde fred i denne verden.<br />
Den 14. september 1840 døde profetens far, Joseph Smith sen. i sit hjem i Nauvoo.<br />
Han var 69 år gammel og havde været stærk og rask, indtil han blev udsat for den<br />
missourianske pøbels forfølgelse. Profeten skrev følgende om sin far:<br />
"Han var det første menneske, der hørte mit vidnesbyrd, efter at jeg havde set<br />
engelen, og han formanede mig til at være trofast og opmærksom overfor det budskab,<br />
jeg havde modtaget. Han blev døbt den 6. april 1830.<br />
I august 1830 rejste han sammen med min bror, Don Carlos, til St. Lawrence amtet<br />
i New York staten på en mission. På sin rejse kom han også til mange af de kanadiske<br />
havnebyer, hvor han omdelte eksemplarer af Mormons Bog. Han besøgte også sin far<br />
og sine søskende i St. Lawrence amtet og bar vidnesbyrd om sandheden, hvilket til<br />
sidst resulterede i, at hele familien sluttede sig til kirken, undtagen broderen Jesse og<br />
søsteren Susan ...<br />
Han var et af de mest godgørende mennesker, og hans hjem var åbent for alle<br />
ubemidlede."<br />
Ved oktoberkonferencen i Nauvoo i 1840 fremlagde profeten det forslag, at man<br />
skulle bygge et tempel "i denne by". Det skulle så vidt muligt bygges ved tildelt<br />
arbejdsindsats, idet hvert medlem gav "sin arbejdsindsats hver tiende dag". Arbejdet<br />
blev snart påbegyndt og skred hurtigt fremad, selv om Joseph ikke levede længe nok<br />
til at se færdiggørelsen af denne smukke bygning.<br />
Ved denne konference gav Joseph udtryk for sin taknemmelighed over de helliges<br />
gunstige forhold: "For to år siden blev de hellige truet af pøbelhobe, der plyndrede,<br />
uddrev og myrdede dem. Vore brændende huse oplyste himlen. Vore kvinder og børn
Side 13<br />
måtte gå fra sted til sted uden hjem og midler for at søge tilflugt for de rasende fjender,<br />
der forfulgte dem. Nu kan vi glæde os over fred, og vi kan tilbede himlens og jordens<br />
Gud uden at lide forulempelse og forvente at være i stand til at gå fremad og udføre<br />
det storslåede og herlige værk, som vi er blevet kaldet til."<br />
Men profeten skulle ikke få lov til at glæde sig over fred ret længe. Den 5. juni 1841<br />
da Joseph var på vej hjem fra Quincy, hvor han havde besøgt Thomas Carlin, Illinois'<br />
guvernør, blev han indhentet af sheriffen fra Adams County og arresteret med den<br />
begrundelse, at han var en undvegen fange fra staten Missouri. Han vendte tilbage<br />
til Quincy sammen med sheriffen, og stævningen blev behandlet af dommer Stephan<br />
A. Douglas ([1813-1861] dommer i Illinois' højesteret). Joseph sikrede sig hjælp fra<br />
sagfører O. H. Browning, der senere blev indenrigsminister under præsident Andrew<br />
Johnson. ([1808-1875] De forenede Staters 17. præsident). Sagfører Browning talte<br />
for, at Joseph skulle beskyttes mod sine fjender i Missouri og gav en klar oversigt over<br />
den forfølgelse, som de hellige havde lidt på grund af pøbelen i Missouri. Dommer<br />
Douglas afsagde derpå kendelsen, der frigav profeten. Da Joseph vendte tilbage til<br />
Nauvoo, blev han mødt af en stor gruppe hellige, der gav ham en hjertelig velkomst.<br />
Ved oktoberkonferencen i 1841 gav Joseph instruktioner til de hellige om emnet<br />
"dåb for de døde". Hans bemærkninger var en trøst til dem, der havde sørget over, at<br />
deres slægtninge var blevet berøvet chancen for at høre evangeliets sandheder.<br />
Den 17. marts 1842 organiserede profeten i Nauvoo "Kvindelig hjælpeforening",<br />
en organisation for søstrene, hvori de helligede sig barmhjertighedsarbejde. Denne<br />
forening har gjort umådelig meget godt i de år, den har eksisteret.<br />
I 1842, da Joseph kun var 36 år gammel, begyndte han at advare om sin snarlige<br />
død. Den 9. april sagde han i et offentligt møde: "Nogle har ment, at broder Joseph<br />
ikke kunne dø, men det er en fejl; det er ganske vist sandt, at der har været tider, da<br />
jeg har fået forjættelse om livet for at udføre de og de ting, men da jeg nu har udført<br />
dem, har jeg ikke for nærværende nogen ret eller frist på mit liv. Jeg er akkurat lige så<br />
udsat for at dø som andre mennesker." (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 259.)<br />
Den 6. august 1842 da Joseph talte med flere af brødrene i Montrose, Iowa, kom han<br />
med den bemærkelsesværdige udtalelse, "at de hellige fortsat ville lide megen sorg og<br />
elendighed og ville blive fordrevet til Klippebjergene, mange ville falde fra, andre ville<br />
blive dræbt af vore forfølgere eller miste livet som følge af deres udsatte stilling eller<br />
sygdom, og nogle af jer vil leve for at drage derud og hjælpe med til at oprette kolonier<br />
og bygge byer og se de hellige blive et mægtigt folk midt i Klippebjergene." (Profeten<br />
Joseph Smiths lærdomme, s. 306.)<br />
Hele sit liv blev Joseph plaget af fjender både udenfor og indenfor kirken. Sommeren<br />
og efteråret 1842 blev formørket for de hellige i Nauvoo på grund af John C. Bennetts<br />
frafald; denne mand var byens borgmester, og han var en fremtrædende mand i de<br />
præsiderende brødres rækker. Aldrig har en mere bitter og hævngerrig fjende vendt<br />
sig mod et uskyldigt folk med mere bagtalelse og større fordømmelse. Denne mand<br />
syntes at være en personifikation af Satan selv. Han begyndte at skrive til aviser, holde<br />
foredrag og effektivt at forgifte offentligheden mod profeten og de hellige. Hans bog<br />
Mormonism Exposed betragter jeg som det bitreste angreb, der nogen sinde er rettet<br />
mod kirken.<br />
Joseph følte stærkt dette angreb, men det afskrækkede ham ikke det mindste fra at<br />
fortsætte sit store arbejde med at grundlægge riget. Ved et offentligt møde i Nauvoo,<br />
den 26. august, talte han til folket "med al sin sædvanlige begejstring og gav dem<br />
råd angående deres kritiske situation. Han mindede dem om, at John C. Bennetts
Side 14<br />
falske påstande blev spredt over landet og spurgte efter ældster, der kunne drage<br />
ud og forkynde sandheden og gendrive de bagvaskelser, som profetens og kirkens<br />
fjender udspredte". "Mens han talte," fortæller George Q. Cannon, "blev forsamlingen<br />
overvældet af en ubeskrivelig glæde, og da han var færdig, meldte 380 ældster sig til<br />
omgående at drage mod øst på den foreslåede oplysningsmission."<br />
I sommeren 1842 gjorde Missouris myndigheder igen forsøg på at arrestere Joseph,<br />
og i nogen tid var han nødt til at skjule sig. I Edward Hunters hjem skrev han følgende,<br />
der er et uddrag fra et brev til de hellige. Det viser hans altid optimistiske og modige ånd.<br />
"Hvad hører vi nu i det evangelium, som vi har modtaget? En glædens røst! En<br />
nådens røst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden; et glædeligt budskab for de<br />
døde, en glædesrøst for både levende og døde, gode tidender om stor glæde ...<br />
Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fremad og ikke tilbage. Frisk<br />
mod, brødre, og fremad til sejr! Lad jeres hjerter fryde sig og være glade. Lad jorderige<br />
bryde ud i sang ... Solen, månen og morgenstjernerne synger sammen, og alle Guds<br />
børn råber af glæde. De evige skabelser forkynder hans navn evindeligt. Og atter siger<br />
jeg: Hvor herlig er ikke den røst, vi hører fra himlen, der taler til vore øren om herlighed<br />
og frelse og ære og udødelighed og evigt liv, riger fyrstendømmer og magter!<br />
Se, Herrens store dag er nær, og hvem kan tåle hans tilkommelses dag, og hvem<br />
kan bestå, når han åbenbares?" (L&P 128:19, 22, 23, 24.)<br />
Den 26. december 1842 gik Joseph frivilligt med til at lade sig arrestere på grund af<br />
den missourianske stævning, og han blev ført til Springfield til retslig behandling. Sagen<br />
blev forelagt dommer Pope, der, efter at have lyttet til vidneudsagnet og overvejet det<br />
roligt, frigav profeten. Dette var igen årsag til megen glæde blandt de hellige i Nauvoo.<br />
Onsdag den 18. januar 1843 holdt Joseph og hans hustru et selskab i deres hjem<br />
for mange af kirkens medlemmer i anledning af deres 15 års bryllupsdag og for at fejre<br />
Josephs løsladelse fra "Missouristævningen". Det var et af de lykkeligste øjeblikke i<br />
hans liv, et liv, der havde været fyldt med så mange bekymringer og sorger.<br />
Fire dage efter denne begivenhed talte Joseph ved et offentligt møde i Nauvoo og<br />
gav igen en skræmmende forudsigelse om sin død:<br />
"Gud den Almægtige er mit skjold; og hvad kan mennesket gøre, når Gud er min<br />
ven? Jeg vil ikke blive ofret, førend min tid kommer, og så vil jeg frit lade mig ofre."<br />
(Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 330.)<br />
Ifølge præsident Brigham Young var det i dette år 1843, at profeten indså, at hans<br />
livs store gerning var fuldført. I et brev fra præsident Young til Orson Spencer under<br />
datoen den 23. januar 1848 finder jeg følgende:<br />
"Året før Joseph døde, sagde han til De Tolv: Alle nøgler og al magt, som kirken<br />
har fået overdraget for at føre folket til den celestiale port, har jeg givet jer, vist jer og<br />
talt med jer om. Riget er oprettet, I har det fuldkomne mønster, og I kan gå frem og<br />
opbygge riget og gå ind ad den celestiale port sammen med jeres følge."'<br />
Joseph kunne uden tvivl være tilfreds med det, han havde udrettet. Han havde fået<br />
mange tilhængere i den tid, han havde virket. Medlemstallet blev anslået til 50000,<br />
spredt over forskellige dele af den civiliserede verden. I løbet af 5 år var Nauvoo blevet<br />
den største by i Illinois med 20 000 indbyggere. Riget gik fremad, både ude og hjemme.<br />
Joseph havde fået lov at leve og se, at hans livs anstrengelser bar frugt. Og i sin<br />
høje stilling blev han elsket og støttet af sit folk. Ved aprilkonferencen i 1843 foreslog<br />
Brigham Young, at man skulle opretholde Joseph Smith som præsident for hele kirken,<br />
og "en skov af hænder blev rakt i vejret' og viste, at forslaget var enstemmigt vedtaget.
Side 15<br />
Ved denne konference blev der også sendt 115 missionærer ud "for at gå frem i<br />
vingården og opbygge menigheder". Lige til sin død ophørte Joseph ikke med sine<br />
anstrengelser for at få missionærerne til at forkynde evangeliet "over hele verden".<br />
I sommeren og efteråret 1843 blev de hellige i Nauvoo udsat for den samme<br />
behandling, som havde forårsaget så mange genvordigheder i Missouri. I august<br />
tog nogle af brødrene, der var blevet valgt til amtsposter, til Carthage for at stille<br />
sikkerhed for deres embeder og aflægge den officielle ed. "Mens disse mænd var i<br />
retsbygningen, kom en pøbelhob bestående af betjent Harmon T. Wilson og ca. 15<br />
andre ind, bevæbnet med køller, knive og pistoler. De svor, at erklæringerne ikke ville<br />
blive godkendt, og at mændene fra Nauvoo, der var blevet valgt til posterne, heller ikke<br />
ville blive det." Den 19. august samledes en pøbelhob fra Hancock County, bestående<br />
af flere hundrede i retsbygningen i Carthage og vedtog beslutninger, der erklærede,<br />
at mormonerne skulle fordrives fra Illinois, ligesom de var blevet fra Missouri. Dette<br />
var begyndelsen til en lovløs strøm af skældsord og en kampagne af ondskabsfulde<br />
forfølgelser, der overgik alt, hvad de hellige før havde været ude for, og resulterede i<br />
den store udvandring vestpå.<br />
Joseph frygtede ikke så meget pøbelhoben, som han frygtede dem blandt sit eget<br />
folk, der måske ville vise sig at være forrædere. I byrådet i Nauvoo kom han med<br />
følgende betydningsfulde udtalelse i december, 1843: "Jeg er udsat for langt større<br />
fare fra forrædere blandt os selv end fra fjender udefra. . . . Alle vore fjender på jordens<br />
overflade kan råbe op og udøve al deres kraft på at forårsage .min død, men de kan<br />
intet udrette, med mindre nogle blandt os, der har nydt vort fællesskab, har været med<br />
os i vore råd, har haft vor fortrolighed, har givet os hånden, har kaldt os broder og har<br />
hilst os med et kys, slutter sig til vore fjender, gør vore dyder til fejl og ved hjælp af løgn<br />
og bedrageri ophidser dem til vrede og forbitrelse imod os og bringer deres samlede<br />
hævn over vore hoveder." (History of the Church, vol. 6, s. 152)<br />
De næste få måneders historie viser klart, at Josephs frygt for, at forrædere indenfor<br />
hans egne rækker ville skade ham, var berettiget. En af hans egne rådgivere, William<br />
Law, var med til at forråde ham og overgive ham i fjendernes hænder.<br />
Politik spillede en vigtig rolle i Josephs liv i de første par måneder af 1844. Det var<br />
et år med præsidentvalg, og kampagnens udfald blev drøftet alle vegne. Ved et møde<br />
for de ledende brødre, der blev afholdt i Nauvoo den 29. januar, blev det besluttet, at<br />
de hellige ikke skulle støtte præsidentkandidaterne Martin Van Buren og Henry Clay.<br />
De havde begge nægtet at hjælpe de hellige med at få oprejsning for den uret, der<br />
var blevet øvet mod dem i Missouri. Henry Clay havde blot svaret: "I må hellere tage<br />
til Oregon for at få oprejsning." Derfor var det naturligt, at Willard Richards stillede<br />
brødrene et forslag.<br />
"At vi får en selvstændig valgliste, at Joseph Smith bliver kandidat til det næste<br />
præsidentskab, og at vi benytter alle de hæderlige midler, vi er i besiddelse af, til at<br />
sikre hans valg."<br />
Ved aprilkonferencen tilbød 244 ældster at tage gennem alle staterne og fremlægge<br />
profetens navn og hans "synspunkter på De forenede Staters regerings magt og politik"<br />
for folket. Brigham Young havde direkte kontrol med disse ældsters aktiviteter og<br />
opgaverne indenfor deres arbejdsområde. I sine instruktioner til dem sagde han, at<br />
de flittigt skulle søge efter vælgere, der ville stemme på Joseph til præsidentposten;<br />
de skulle trofast "forkynde evangeliet i dets enkelhed og skønhed, i sagtmodighed,<br />
ydmyghed, langmodighed og med en bøn i hjertet; og De Tolv skal hellige årstiden til<br />
rejser og vil deltage i så mange konferencer som muligt"
Side 16<br />
Aprilkonferencen i Nauvoo i 1844 var den største, der nogensinde var blevet<br />
afholdt i kirkens historie. Det blev anslået, at omkring 20 000 mennesker var til stede.<br />
Joseph talte til den store forsamling om emnet "Ældste King Folletts død"; denne<br />
var blevet dræbt i en ulykke et par dage tidligere. "I sin tale, " beretter George Q.<br />
Cannon, der var til stede, "opløftede han forsamlingen til en højere forståelse af den<br />
herlighed, der skænkes den trofaste efter døden. Hans tale ophørte med udelukkende<br />
at være en lovtale over en enkelt person og blev en åbenbaring om evige sandheder<br />
vedrørende udødelighedens herligheder. Talen varede 31/2 time, og forsamlingen blev<br />
holdt tryllebundet af dens kraft. Profeten syntes at hæve sig op over verden. Det var,<br />
som om himlens lys strålede omkring hans fysiske legeme." "King Follet talen" bliver i<br />
dag efter næsten 100 års forløb regnet som en klassiker i kirkens litteratur.<br />
I begyndelsen af maj, 1844 gjorde en lille gruppe mænd i Nauvoo - der var eller<br />
havde været medlemmer af kirken, og som privat og offentligt var blevet irettesat af<br />
profeten på grund af deres dårlige opførsel - forberedelser til at trykke en avis, hvori<br />
de håbede at skandalisere profeten og de hellige og gøre dem så megen skade som<br />
mulig. En af disse mænd var William Law, Josephs tidligere rådgiver i præsidentskabet.<br />
Den 7. juni udkom det første og eneste nummer af The Nauvoo Expositor. Det var fyldt<br />
med forkastelige usandheder, og hele dets formål var at sætte Illinois' borgere op mod<br />
profeten og hans folk. Tre dage senere ved et byrådsmøde, hvor Joseph præsiderede<br />
som borgmester, blev The Expositor erklæret for at være en offentlig plage, og man<br />
fik ordre til at bringe den til ophør. Politimester John P. Greene tog sammen med sine<br />
medhjælpere hen til trykkeriet for The Expositor og ødelagde avispressen og typerne.<br />
Straks efter dette flygtede avisens ejere til Carthage, hvor de forlangte, at Joseph og<br />
Nauvoos byrådsmedlemmer skulle arresteres.<br />
Begivenhederne skred nu hurtigt fremad. Ophidset af urostifternes råb samledes en<br />
pøbelhob på flere hundrede mænd i Carthage. Der blev leveret våben fra Warsaw og<br />
Quincy, og aviserne i disse byer var fyldt med flammende overskrifter, der opfordrede<br />
Illinois' indbyggere til at drive mormonerne ud eller udrydde dem.<br />
Joseph følte, at hans sidste time nærmede sig. Han sagde til sin bror Hyrum: Hyrum,<br />
tag den næste båd til Cincinnati, Ohio, sammen med din familie. Jeg ønsker, du skal<br />
leve for at hævne mig." Hyrum svarede: "Joseph, jeg vil ikke forlade dig."<br />
Den 21. juni ankom Illinois' guvernør, Thomas Ford, til Carthage efter at være<br />
blevet tilkaldt af pøbelhobens ledere. Denne mand, Thomas Ford, skulle blive årsag<br />
til Joseph Smiths død. Han sendte bud til Joseph og lovede ham hele staten Illinois'<br />
fulde beskyttelse, hvis han ville komme til Carthage og overgive sig til domstolene.<br />
Joseph gik ind på dette forslag og sendte besked til Ford om, at han ville komme til<br />
Carthage mandag den 24. juni. Da Joseph sendte denne besked, sagde han til sin bror<br />
Hyrum: "Vi skal derhen for at blive slagtet." På vejen til Carthage sagde han til brødrene:<br />
"Jeg går som et lam til slagtebænken, men jeg er rolig som en sommermorgen, min<br />
samvittighed er uplettet for Gud og alle mennesker." (L&P 135:4)<br />
Dagen efter sin ankomst til Carthage indfandt Joseph sig sammen med de brødre,<br />
der var under arrest, hos betjent Bettisworth, der havde den originale stævning<br />
imod dem. Kl. 16.00 blev brødrene ført frem for dommer Robert F. Smith, der<br />
løslod dem mod en kaution på 7.500 dollars. Straks derefter blev Joseph og Hyrum<br />
arresteret igen gennem en arrestordre fra dommer Smith, der anklagede dem for<br />
forræderi. Pøbelhoben havde besluttet, at Joseph og Hyrum ikke skulle undslippe dens<br />
grusomme og dødbringende greb, ligegyldigt hvilke metoder man skulle anvende for at<br />
holde på dem. Blandt pøbelhoben hørte man på dette tidspunkt en bemærke: "Vi har
Side 17<br />
ikke noget på disse mænd; loven kan ikke ramme dem, men det vil kugler og krudt. De<br />
vil aldrig komme levende ud af Carthage." (History of the Church, vol. 6, s. 566.)<br />
Straks efter den anden arrestation blev Joseph og Hyrum ført til byens fængsel,<br />
der lå i nærheden af retsbygningen. Mange af brødrene ledsagede dem; iblandt dem<br />
var ældsterne John Taylor og Willard Richards fra De tolvs Kvorum. Disse mænd var<br />
ikke under arrest, men virkede gladelig som vagtposter for om muligt at beskytte deres<br />
elskede lederes liv.<br />
Næste dag, den 26. juni, tilbragte brødrene i,"det øverste værelse" i Carthage<br />
fængslet. Omkring kl. 9.00 om formiddagen kom guvernør Ford, som svar på en<br />
indtrængende opfordring fra Joseph, til fængslet, og brødrene havde en længere<br />
samtale med ham. Den gav ikke megen tilfredsstillelse, men da guvernøren skulle til<br />
at gå, lovede han Joseph og Hyrum- "idet han gav sit eget og sine embedsmænds<br />
æresord og staten Illinois' gode navn" - at de ville blive beskyttet. De efterfølgende<br />
begivenheder viste, at dette og alle guvernørens andre løfter var overfladiske,<br />
upålidelige og forræderiske.<br />
I løbet af aftenen "læste Hyrum fra Mormons Bog om Guds tjeneres og deres<br />
udfrielse fra deres fjenders hænder. Joseph rejste sig og bar et kraftigt vidnesbyrd til<br />
vagtposterne om bogens guddommelighed. Han erklærede, at evangeliet var blevet<br />
gengivet, og at Guds rige igen var blevet oprettet på jorden, af hvilken grund han var<br />
fængslet, og ikke fordi han havde overtrådt nogen af Guds eller menneskers love". (Se<br />
Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 465) Sent om aftenen lagde brødrene sig til at<br />
sove; mange af dem sov på gulvet.<br />
Den 27. juni var en smuk og klar dag i Carthage, men atmosfæren var spændt blandt<br />
pøbelhoben, der drev omkring på torvet, og i det lille fængsel, hvor tidens største og<br />
mest begavede mænd afventede begivenhedernes usikre gang.<br />
I løbet af formiddagen tog guvernør Ford af sted til Nauvoo, ledsaget af en skare<br />
soldater. Da han ankom i løbet af eftermiddagen, talte han til en forsamling af<br />
hellige, og han skulle på dette tidspunkt have sagt følgende: "Der er blevet begået<br />
en forbrydelse ved ødelæggelsen af Expositorpressen, og byen er kommet i militær<br />
undtagelsestilstand. Der må betales en alvorlig bod, så vær forberedt på det uventede."<br />
(History of the Church, vol. 6, s. 623.)<br />
I løbet af eftermiddagen i fængslet sang John Taylor en vemodig sang, der for nylig<br />
var kommet frem i Nauvoo. Den havde titlen, "En stakkels sorgbetynget mand" (nr. 80<br />
i den blå sangbog). Der var mange vers. Da han var færdig, bad profeten ham om at<br />
synge den igen, hvilket han gjorde.<br />
Kort efter kl. 17.00 så John Taylor fra et vindue en gruppe bevæbnede mænd med<br />
sværtede og malede ansigter dreje om hjørnet til fængslet. Da vagtposterne fik øje<br />
på dem, flygtede de, og så mange af banditterne, der kunne komme til, løb op ad<br />
trappen til det værelse, hvor brødrene var spærret inde. "De fire fanger løb over mod<br />
døren," beretter George Q. Cannon, der var i Nauvoo, da mordet fandt sted, og som<br />
kendte detaljerne i de mindste enkeltheder, "men morderne sprængte den delvist og<br />
stak bøsserne ind i rummet. John Taylor og Willard Richards forsøgte begge at slå<br />
våbnene væk med en stok. En strøm af kugler kom op fra trappen og gennem døren.<br />
Hyrum var foran døren, da en kugle ramte ham i ansigtet, og han faldt bagover med<br />
ordene:<br />
"Jeg er en død mand."<br />
Da han faldt, gik en anden kugle udefra gennem hans svajende skikkelse, og et<br />
øjeblik efter kom der to andre kugler fra døråbningen og gik igennem hans legeme. Da
Side 18<br />
Hyrum faldt, udbrød Joseph: Åh, min kære bror Hyrum!' og idet han åbnede døren et<br />
par centimeter, affyrede han sin pistol ned ad trappen - men kun 3-4 af de 6 kugler<br />
gik af.<br />
Da døren ikke længere kunne holdes, og ældste Taylor ikke længere kunne skubbe<br />
bøsserne væk, sprang han hen til vinduet. En kugle fra døråbningen ramte hans venstre<br />
lår. Lammet og ude af stand til at hjælpe sig selv faldt han ned på vindueskarmen og<br />
mærkede, at han var ved at falde ud, da han på en eller anden måde, som han ikke på<br />
dette tidspunkt forstod, blev kastet tilbage i rummet. En kugle udefra ramte hans ur, og<br />
uret reddede hans liv på to måder: det standsede kuglen, der sandsynligvis ville have<br />
dræbt ham, og kraften fra kuglen, da den ramte uret, kastede ham tilbage i rummet.<br />
Uret standsede 16 minutter og 26 sekunder over sytten. Da han faldt tilbage i rummet,<br />
blev han ramt af 3 andre kugler, og hans blod sprøjtede op på væggene og på gulvet.<br />
Joseph så, at der ikke længere var nogen sikkerhed inde i rummet; og da han tænkte,<br />
at han kunne frelse Willard Richards liv, hvis han selv sprang ud af vinduet, gik han<br />
straks væk fra døren, smed sin pistol og sprang op i vinduet. I samme øjeblik blev han<br />
gennemboret af to kugler henne fra døren, og en tredje udefra ramte ham i brystet, og<br />
han faldt udad og ned i hænderne på sine mordere, idet han udbrød:<br />
V<br />
"O Herre, min Gud!" (L&P 135:1)<br />
Da hans legeme ramte jorden, rullede han om med ansigtet nedad - han var død."<br />
Dagen efter mordet blev Josephs og Hyrums legemer ført over prærien (29 km) til<br />
Nauvoo, hvor de blev modtaget af sørgende slægtninge og venner, gjort i stand til<br />
begravelsen og set af tusindvis af hellige. Martyrerne blev derefter lagt til hvile i jorden<br />
i den by, de havde grundlagt og gjort berømt.<br />
VI<br />
Følgende beskrivelse af profeten og en hyldest til det, han udrettede, blev skrevet af<br />
George Q. Cannon, der kom til Nauvoo fra England i 1842:<br />
"Joseph Smith havde været en genert og beskeden dreng - Ånden gav ham mod til<br />
at forkynde for herskere, regenter og alle mennesker, at evangeliet var blevet gengivet.<br />
Han havde været en beskeden bondedreng - guddommelig myndighed klædte ham så<br />
godt, at mennesker betragtede ham med ærbødig ærefrygt. Han havde ikke lært om<br />
kunst og videnskab - han vandrede med Gud, indtil menneskelig kundskab var som en<br />
åben bog for ham; det celestiale lys strålede gennem hans sind. Hans ophøjede sjæl<br />
fattede storheden i hans mission på jorden; og med guddommelig kraft opfyldte han<br />
den skæbne, som Gud havde ordineret ham til.<br />
Da han var i sin fulde manddomskraft, syntes al tiltrækningskraft og alle gode<br />
egenskaber at være forenet i ham. Hans fysiske legeme var en passende bolig for hans<br />
ophøjede ånd. Han var ca. 182 cm høj med stor brystkasse og velformede lemmer<br />
- en stærk og graciøs skikkelse. Hans hoved, der var kronet af en mængde blødt og<br />
bølget hår, bar han med en værdig rejsning. Hans ansigt var i besiddelse af en sådan<br />
klarhed og åbenhed, at sjælen syntes at skinne igennem. Han havde ikke skæg, og<br />
den fulde styrke og skønhed i hans ansigt gjorde indtryk på alle ved første øjekast.<br />
Hans øjne syntes at læse i menneskers hjerter. Hans mund var en blanding af kraft og<br />
sødme. Hans majestætiske holdning var naturlig, ikke påtaget. Selv om han var fuld
Side 19<br />
af personlig og profetisk værdighed, kunne han til andre tider, når lejligheden bød sig,<br />
slappe af og være så lykkelig og ukonventionel som en dreng. Dette var et af hans<br />
mest slående karaktertræk. . . .<br />
Men enten han var optaget af mandig sport, slappede af eller forkyndte visdomsord<br />
fra talerstolen eller ude i det fri, så var han altid en leder. Han var i besiddelse af<br />
en myndig tiltrækningskraft, og hans heroiske egenskaber var genstand for universel<br />
beundring. Hvor han end viste sig, var alle klasser nødt til at anerkende ham som en<br />
kraftens mand. Fremmede, der kom for at se ham på afstand, kendte ham, så snart<br />
de fik øje på ham. Mennesker har krydset have og kontinenter for at møde ham, og de<br />
har straks kunnet udpege ham i en stor skare ...<br />
Profetens liv var ophøjet og uselvisk. Han døde som en martyr og beseglede sit<br />
vidnesbyrd med sit blod."<br />
VII<br />
Jeg vil slutte denne skildring med følgende hyldest fra afsnit 135 i Lære og Pagter, et<br />
af kirkens standardværker. Den blev skrevet kort efter profetens død:<br />
"Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere (Jesus alene undtaget) for<br />
menneskenes frelse i denne verden end noget andet menneske, der nogensinde har<br />
levet her. I det korte tidsrum af tyve år bragte han Mormons Bog for lyset, som han<br />
oversatte ved Guds gave og kraft og lod udgive i to verdensdele. Han har sendt<br />
evangeliets fylde, som indeholdes deri, til jordens fire hjørner. Han har frembragt de<br />
åbenbaringer og befalinger, som indeholdes i denne bog Lære og Pagter', så vel som<br />
mange andre vise dokumenter og lærdomme til nytte for menneskene. Han har samlet<br />
mange tusinde sidste dages hellige og grundlagt en stor by. Han har efterladt sig en<br />
berømmelse og et navn, som ikke kan udslettes. Han var stor i livet og stor i døden<br />
i Guds og Guds folks øjne, og ligesom de fleste af Herrens salvede fordum, har han<br />
beseglet sin mission og sit værk med sit eget blod . . ." (L&P 135:3.)
I<br />
Anden præsident<br />
Brigham young (1801-1877)<br />
Side 20<br />
Da tragedien fandt sted i Carthage den 27. juni 1844, var Brigham Young i Boston,<br />
Massachusetts, optaget af at udføre en mission for kirken. Efter profetens anmodning<br />
var han 5 uger tidligere rejst fra Nauvoo for at føre tilsyn med en stor gruppe<br />
missionærer, der var blevet sendt ud for i løbet af sommeren at præsentere folk<br />
for profetens "synspunkter på De forenede Staters regerings magt og politik" og at<br />
missionere, når der var mulighed for det.<br />
Den 1. juni, mens Brigham var i de østlige stater, fyldte han 43 år. Han var en stærk<br />
og kraftig mand med et sundt legeme og en sund mentalitet. Han var en mand med en<br />
god dømmekraft; klarttænkende, forudseende og beslutsom; en mand, der vidste, hvor<br />
han ønskede at nå hen, og hvad han ønskede at udrette. De lektier, han havde lært,<br />
havde han helt og fuldt lært af livet, af selve naturen; en naturlig mand, der var blevet<br />
undervist i erfaringernes hårde skole; en mand med succes, der forstod de principper,<br />
der ville give verden fremgang, og som anvendte disse principper med al sin styrke.<br />
Han havde så godt som ingen skolekundskaber, blot "11 dage" i en landsbyskole, da<br />
han var dreng.<br />
Hans daværende arbejde, som han virkelig nød og fuldt ud forstod, og som han gik<br />
op i med liv og sjæl, bestod i at være missionær, en apostel for Jesu Kristi Kirke af<br />
Sidste Dages Hellige. Han var en af kirkens ledere, præsident for De tolvs Kvorum.<br />
Næst efter profeten havde Brigham uden tvivl mere ansvar end nogen anden mand i<br />
organisationen. Han fik ingen betaling for dette arbejde, men han følte i sit inderste, at<br />
Gud ønskede, at han skulle bruge al sin styrke på det.<br />
Tragedien i Carthage fængslet ændrede Brigham Youngs livsløb. Hvis profeten<br />
havde været i live, ville Brigham uden tvivl have fortsat med at tjene sin ven og leder<br />
på bedste måde, for han var en sand og hengiven tjener. Men nu blev ansvaret for at<br />
lede et stort, religiøst folk lagt på ham. Det er temmelig velkendt, hvordan han klarede<br />
dette ansvar, og hvor godt han de næste 33 år ledede de sidste dages hellige.<br />
Denne bemærkelsesværdige mand blev født i New England i begyndelsen af<br />
det 19. århundrede, ligesom det var tilfældet med Joseph Smith. Faderen, John<br />
Young, var soldat i Den amerikanske Uafhængighedskrig under general Washington.<br />
Da han vendte hjem fra krigen, giftede han sig med Abigail Howe i Hopkinton,<br />
Massachusetts, i 1785 og slog sig ned som landmand. Ægteparret i Hopkinton fik<br />
mange børn. I begyndelsen af århundredskiftet flyttede John Young, der var på udkig<br />
efter bedre muligheder, sammen med sin familie til Vermont og bosatte sig på en gård<br />
i Whittingham. Der fik de i juni 1801 deres 9. barn, som de gav navnet Brigham.<br />
Da Brigham var 2 år gammel, flyttede forældrene vestpå igen og bosatte sig i<br />
Chenango County, New York, hvor der var ved at blive dannet en koloni ved navn<br />
Smyrna. Her blev familien, indtil Brigham var 14 år gammel. Drengen havde ikke ret<br />
mange privilegier i sin barndom. Han fortæller, at han "ikke havde mulighed for at lære<br />
at læse og skrive," men "jeg fik lov til at luge ukrudt, fælde træer, rulle tømmerstokke og<br />
arbejde med jorden, hvorved jeg fik skrammer på skinneben, fødder og tæer". Men han<br />
fik en praktisk uddannelse: "Jeg lærte at bage brød, vaske op, malke køer og lave smør<br />
... Det var alle de privilegier, jeg havde i min barndom. Jeg lærte at være sparsommelig,<br />
for det var min far nødt til at være."
Side 21<br />
Da han var 14 år gammel, oplevede han en tragedie. Hans gode og ædle mor døde.<br />
Hun havde været hans vigtigste støtte, og resten af sit liv talte han altid om hende med<br />
den største ærbødighed. "Om min mor - hende, der fødte mig - kan jeg sige, at der ikke<br />
har levet nogen bedre kvinde i verden end hende," sagde han i en tale i Salt Lake City<br />
den 15. august 1852. "Mens hun levede, lærte hun sine børn altid at ære Faderens<br />
og Sønnens navn og at vise ærbødighed overfor Den hellige Bog." (Preston Nibley,<br />
Brigham Young, the Man and His Work, s. 2) Brighams stærke religiøse natur var uden<br />
tvivl for en stor del en arv fra hans gudfrygtige mor.<br />
Efter sin mors død blev Brigham sendt ud til naboerne, og fra den tid klarede han sig<br />
selv. Men han havde allerede lært at arbejde, og at arbejde med nyttige og nødvendige<br />
ting. Han opdagede snart, at han kunne klare sig selv. Et eller andet sted lærte han<br />
tømrer- og snedkerfaget, og som 22-årig befandt han sig i Port Byron, New York ved<br />
Erie kanalen, hvor han kunne kalde sig "tømrer, snedker, maler og glarmester." Det ser<br />
ud til, at han som dreng har været lige så stærk og solid, som han var, da han nåede<br />
manddomsalderen.<br />
I Port Byron sluttede Brigham sig til den reformerte metodistkirke. Tre af hans<br />
ældre brødre og en svoger, John P. Greene, var omvandrende prædikanter i denne<br />
organisation, men Brigham viste aldrig særlig megen begejstring; der var ikke<br />
tilstrækkelig kraft i denne kirke til at vække hans sjæl.<br />
Den 8. oktober 1824 giftede Brigham sig med Miriam Works i byen Aurelius, Cayuga<br />
County, New York. Han var fyldt 23 i juni, og han klarede sig temmelig godt som tømrer.<br />
To af hans venner var på dette tidspunkt Henry Wells, grundlæggeren af Wells-Fargo<br />
Express Company og Isaac Singer, opfinderen af Singer symaskinen. D. B. Smith fra<br />
Cayuga County, der kendte Brigham meget godt på dette tidspunkt, sagde senere:<br />
"Brigham Young var en af de bedste unge mænd, jeg nogensinde har kendt, og han<br />
ville have gjort sig bemærket, ligegyldigt hvor i samfundet han var blevet anbragt. "<br />
Om foråret i 1829 flyttede Brigham til Mendon, Monroe County, New York, hvor de<br />
fleste af hans brødre og søstre boede. Det var her, han det følgende år hørte mærkelige<br />
rygter om en "guldbibel", som en ung mand havde fundet i en høj ved Palmyra i Wayne<br />
County, og denne optegnelse var blevet oversat og udgivet i bogform under navnet,<br />
Mormons Bog. Et par uger efter at disse rygter var begyndt at løbe rundt, fik Brigham<br />
fat i en af bøgerne. Det var ikke nogen særlig stor begivenhed, og alligevel skulle den<br />
forandre hans liv og måske også De forenede Staters historie. Skæbnen afgøres af små<br />
begivenheder. Brigham læste bogen, og den gjorde et dybt indtryk på ham. Hans bror<br />
Phinehas fortæller i sine optegnelser, at "på dette tidspunkt kom min bror Brigham for<br />
at besøge mig, og det varede ikke ret længe, før han fortalte mig, at han var overbevist<br />
om, at der var noget i, mormonismen'."<br />
Indtil dette tidspunkt havde Brigham aldrig set eller hørt nogen af kirkens<br />
missionærer, men året efter fortæller han følgende: "Ældsterne Alpheus Gifford, Elial<br />
Strong og andre kom til Mendon for at forkynde det evige evangelium, som det var<br />
blevet åbenbaret til profeten Joseph Smith. Jeg lyttede til det og troede på det."<br />
Det var heldigt for Brigham Young, at han var gudfrygtig. "Et menneske lever ved<br />
at tro på noget," skriver Thomas Carlyle, "ikke ved at diskutere og skændes om mangt<br />
og meget.... Vi har ikke fået vor forstand, for at den skal kværulere og skændes, men<br />
for at den skal se ind i noget og give os en klar tro og forståelse af noget, hvorefter<br />
vi skal begynde at handle."<br />
Brigham blev døbt af ældste Eleazer Miller i Mendon den 14. april 1832. Han beretter<br />
følgende: "Der var ca. 3 km hjem. Vejret var koldt, og det sneede. Før tøjet, jeg havde
Side 22<br />
på, var blevet tørt, lagde han hænderne på mit hoved og ordinerede mig til ældste,<br />
og det bevægede mig meget." Fra denne dag og indtil sin død viede Brigham Young<br />
næsten alle sine gerninger til sin udvalgte religion. Kun få mennesker har arbejdet med<br />
større målbevidsthed.<br />
I september, 1832 tog Brigham sammen med sin bror Joseph og Heber C. Kimball<br />
til Kirtland, Ohio for at besøge profeten Joseph Smith, som året før var flyttet dertil, og<br />
som de aldrig havde set. Brigham fortæller, at ved ankomsten "gik vi til hans fars hus<br />
og fandt ud af, at han var ude i skoven og hugge brænde. Vi gik straks derud og fandt<br />
profeten og 2-3 af hans brødre i færd med at hugge brænde og køre det væk. Her blev<br />
min glæde fuldstændig over det privilegium at trykke Guds profet i hånden, og gennem<br />
profetiens ånd modtog jeg et sikkert vidnesbyrd om, at han var alt det, et menneske<br />
kunne forestille sig, en sand profet ville være. Han var glad for at se os, og fik os til at<br />
føle os velkomne. Kort efter tog vi sammen med ham tilbage til hans hjem." ("History<br />
of Brigham Young", Millenial Star, 25:439.)<br />
Dette var et historisk møde. Efter min mening var Joseph Smith og Brigham Young<br />
på dette tidspunkt de to mest betydningsfulde mænd i verden. Men læg mærke til deres<br />
beskedne forhold! Den Almægtige bruger bestemt "det, der (er) svagt for verden ... for<br />
at gøre det stærke til skamme". (1 Kor. 1:27)<br />
Brigham fortæller, at samme aften kaldte Joseph nogle få af brødrene sammen, og<br />
"vi talte om de ting, der hører riget til. Han (Joseph) bad mig om at bede; i min bøn<br />
talte jeg i tunger. Så snart vi rejste os efter bønnen, flokkedes brødrene om ham og<br />
spurgte om hans mening angående tungemålsgaven, der var kommet over mig. Han<br />
fortalte dem, at det var det rene adamiske sprog. Nogle af dem sagde til ham, at de<br />
forventede, han ville fordømme den gave, broder Brigham havde, men han sagde: Nej,<br />
den kommer fra Gud, og den tid vil komme, da broder Brigham vil præsidere over denne<br />
kirke."' ("History of Brigham Young", Millenial Star, 25:439.)<br />
Profeten Joseph Smith havde aldrig hørt tungemålsgaven, før han denne dag hørte<br />
den gennem Brigham, og gennem profetiens gave vidste han, at en fremragende mand<br />
og leder havde sluttet sig til hans sag.<br />
II<br />
I september 1833 flyttede Brigham fra Mendon, hvor han havde boet i 4 år, og til<br />
Kirtland, Ohio, profetens hjem og kirkens hovedkvarter. Året før var Brighams hustru,<br />
Miriam, død, og han var nu alene med to små piger, Elizabeth på 7 og Vilate på 2.<br />
Nogle måneder efter sin ankomst til Kirtland giftede Brigham sig med Mary Ann Angell<br />
(efternavnet betyder engel), en trofast og gudfrygtig kvinde, der i sandhed viste sig at<br />
være en engel i hans hjem. Det var i februar 1834. Han faldt hurtigt til i Kirtland og blev<br />
kendt for sin flid, sin loyalitet overfor brødrene og kirken og sin hengivenhed for riget,<br />
som følgende uddrag fra hans dagbog viser:<br />
"I efteråret, 1833 var mange af brødrene kommet til Kirtland, og da de ikke kunne<br />
finde passende arbejde og havde nogen vanskeligheder med at få deres betaling, når<br />
de havde udført et arbejde, tog mange af dem til Willoughby, Painesville og Cleveland,<br />
alle i staten Ohio. Jeg fortalte dem, at jeg var kommet til Kirtland, fordi Guds profet<br />
havde pålagt mig det, og jeg ville ikke tage til Willoughby, Painesville, Cleveland eller<br />
noget andet sted for at opbygge ikke-jøderne, men jeg ville blive her og søge de ting,<br />
der hørte Guds rige til, ved at lytte til hans tjeneres lærdomme, og jeg ville arbejde for<br />
mine brødre og stole på Gud og dem, så skulle jeg nok få betaling for mit arbejde. Jeg<br />
arbejdede for broder Cahoon og gjorde hans hus færdigt, og selv om han ikke vidste,
Side 23<br />
hvordan han skulle betale mig, da jeg begyndte, havde han betalt mig fuldt ud, før jeg<br />
var færdig. Derpå arbejdede jeg for fader John Smith og andre, der betalte mig, og jeg<br />
klarede mig i Kirtland. Da de brødre, der var taget væk for at arbejde for ikke-jøderne,<br />
vendte tilbage, havde jeg midler, selv om de somme tider var sparsomme."<br />
I februar 1835 blev det første kvorum for De tolv Apostle organiseret, og Brigham<br />
Young blev et af medlemmerne. Det var en stor ære for en ung mand, der havde været<br />
i kirken i mindre end 3 år. Men hans hengivenhed og evner var blevet anerkendt. Hans<br />
nye stilling gjorde ham til en af kirkens ledere, og fra denne tid var han i stand til at<br />
gøre en stor indsats for dens fremgang.<br />
I somrene 1835 og 1836 virkede Brigham som missionær for kirken i de østlige<br />
stater. I vintermånederne vendte han hjem og forsørgede sig selv og sin familie ved<br />
at arbejde som tømrer.<br />
Året 1837 var svært for profeten Joseph og alle i Kirtland, der var loyale overfor ham.<br />
På grund af fiaskoen med Kirtland Safety Society Bank og forfølgelsen fra præster og<br />
apostater var mange medlemmer blevet bitre og søgte at ødelægge profeten. Brigham<br />
forblev loyal overfor sin leder, men forfølgelserne blev til sidst så voldsomme, at både<br />
han og profeten var nødt til at flygte for livet. De forlod Kirtland sidst i december på<br />
hesteryg og begyndte deres rejse til de spredte bebyggelser af hellige i Missouri. Efter<br />
en besværlig rejse, der varede næsten 3 måneder, ankom de til Far West, det egentlige<br />
indsamlingssted. Her blev de budt velkommen af de missourianske hellige, og i nogen<br />
tid gik alt godt. Men i efteråret, 1838 begyndte forfølgelser at bryde ud i Missouri, og<br />
misfornøjede ministre, politikere og statsembedsmænd gjorde sig store anstrengelser<br />
for at jage mormonerne ud af staten. I deres spredte tilstand var de hellige ude af stand<br />
til 'at forsvare sig, og midt om vinteren måtte mellem 12 og 15 tusind mennesker flygte<br />
for livet på grund af en ond og morderisk pøbelhob. Profeten Joseph Smith og adskillige<br />
af kirkens ledere var blevet arresteret og sat i Liberty fængslet. Brigham tog fra Missouri<br />
i begyndelsen af marts 1839 og ankom til Quincy, Illinois. Her arbejdede han af al kraft<br />
på at udfri "de stakkels hellige" fra Missouripøbelens hærgen. Han ophørte ikke med<br />
dette arbejde, før de alle var flyttet til nærliggende stater.<br />
I april 1839 undslap profeten fra sine forfølgere og nåede til Illinois, hvor han blev<br />
budt velkommen af de hellige. Et par uger senere bosatte han sig i Commerce, Illinois<br />
og dannede et nyt indsamlingssted eller hovedkvarter for kirken. Brigham Young og<br />
mange andre sluttede sig til ham der, og her opstod en blomstrende koloni, der fik<br />
navnet Nauvoo.<br />
I efteråret 1839, før Brigham havde haft tid til at bygge et hus eller indrette sig,<br />
begyndte han at træffe forberedelser til at rejse til England på mission, da han og<br />
de andre medlemmer af De Tolv havde fået befaling om det i en åbenbaring i juli<br />
1838. Hans tro lærte ham, at selv om han var syg og uden penge, skulle han være<br />
lydig overfor sin himmelske Faders åbenbaringer til profeten. Heber C. Kimball beretter<br />
følgende om Brighams tilstand: "Den 14. september 1839 forlod præsident Brigham<br />
Young sit hjem i Montrose for at påbegynde en mission i England. Han var så syg, at<br />
han ikke kunne gå ned til Mississippifloden - en afstand på 150 m - uden hjælp. Da han<br />
var kommet over floden, sad han bagved Israel Barlow på dennes hest, til de nåede<br />
mit hjem, og her vedblev han med at være syg indtil den 18. Han rejste fra sin hustru,<br />
der var syg og lige havde fået et barn for 10 dage siden. Alle børnene var syge og ude<br />
af stand til at opvarte hinanden. Ikke en af dem var i stand til at gå ned til brønden for<br />
at hente vand, og de havde kun det tøj, de stod og gik i, for pøbelen i Missouri havde<br />
taget næsten alt, hvad de ejede."
Side 24<br />
Mens Brighams familie kun havde det tøj, "de stod og gik i", havde han knap nok det<br />
selv. Huen, han havde på, var lavet "af et par gamle bukser", og endvidere "havde jeg<br />
ikke engang en overfrakke; jeg tog et lille vattæppe fra feltsengen, da jeg skulle til New<br />
York, og her fik jeg en grov frakke af bomuldssatin foræret". Således drog Brigham<br />
Young af sted på mission til England: syg, uden penge og i tyndslidte klæder; men i<br />
hans bryst bankede et stærkt hjerte, og han var fast besluttet på at klare sig eller at dø.<br />
Jeg har ikke plads til her at gå i detaljer om denne mission til England. Brødrene<br />
fra De Tolv var i England "1 år og 16 dage", og jeg kan roligt sige, at i dette tidsrum<br />
udrettede de mere, end nogen tilsvarende missionærgruppe har gjort siden. Kirken blev<br />
bygget på en fast grundvold i England; der blev organiseret grene i næsten hver eneste<br />
kendt by; og mellem 7 og 8 tusind mennesker blev døbt. Denne fantastiske succes<br />
skyldtes til dels Brighams fine ledelse, hans tro og hengivenhed og hans uophørlige<br />
energi og arbejde. Aldrig har et menneske givet sig selv mere uforbeholdent til en<br />
retfærdig sag.<br />
Sammen med nogle af brødrene sejlede Brigham hjem fra Liverpool den 20.<br />
april 1841. 30 dage senere ankom skibet Rochester til New York City; og efter en<br />
begivenhedsløs rejse med diligence og båd ankom han den 1. juli til Nauvoo og fik en<br />
varm velkomst af familie og venner. Blandt de første til at give ham hånden, da båden<br />
lagde til i Nauvoo, var profeten Joseph Smith.<br />
Noget af det første Brigham Young måtte gøre, da han vendte hjem, var at sørge<br />
for en ordentlig bolig til sig selv og sin familie. Han beretter: "Da jeg vendte hjem fra<br />
England, boede min familie i en lille halvfærdig bjælkehytte, beliggende på en lav og<br />
fugtig plet, der var så sumpet, at da det første forsøg på at pløje jorden blev gjort, sad<br />
okserne fast i mudderet." Han gik i gang med at arbejde og byggede for en stor del<br />
med sine egne hænder et dejligt murstenshus, der står den dag i dag. Kirken havde<br />
konstant bud efter Brigham, og de midler, han samlede, måtte han tjene i sine ledige<br />
stunder. Han modtog ikke nogen materiel støtte fra kirken. I en tale, han holdt flere år<br />
senere i Salt Lake City, finder jeg følgende:<br />
"Jeg sluttede mig t l denne kirke i foråret 1832. Før jeg blev døbt, tog jeg på mission<br />
til Canada for egen regning, og fra den dag jeg blev døbt og indtil den sørgelige dag,<br />
hvor Joseph og Hyrum led martyrdøden, er der ikke gået en eneste sommer, hvor<br />
jeg ikke har rejst og forkyndt evangeliet. Det eneste, jeg nogensinde modtog af kirken<br />
igennem disse 12 år, og det eneste, der nogensinde blev givet mig af profeten, så vidt<br />
jeg husker, var i 1842, da broder Joseph gav mig det halve af en lille gris, som brødrene<br />
havde bragt ham."<br />
I 1842 og 1843 arbejdede Brigham hovedsageligt i Nauvoo og dens omegn. I august<br />
1841, bekendtgjorde profeten, "at tiden var kommet, da De Tolv ville blive kaldt til at<br />
stå på deres plads næst efter Det første Præsidentskab og tage sig af emigranternes<br />
bosættelse og kirkens affærer i stavene og hjælpe med til at føre Guds rige sejrrigt<br />
til nationerne, og eftersom de havde været trofaste og havde båret byrden i dagens<br />
hede, at det var rigtigt, at de skulle have lejlighed til at skaffe noget til sig selv og deres<br />
familier." (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 227)<br />
Nauvoo voksede hurtigt i disse år. Det er anslået, at befolkningstallet i 1842 havde<br />
nået omtrent 10000. Byen havde allerede passeret Chicago i indbyggertal, og den blev<br />
snart den største by i Illinois.<br />
I løbet af året 1843 tog Brigham på mission til de østlige stater. Han nåede så langt<br />
som til New York og besøgte kirkens forskellige grene på vejen. Hovedformålet med<br />
denne rejse var at rejse penge til hjælp til at bygge templet i Nauvoo.
Side 25<br />
Ved aprilkonferencen i 1844 bad profeten nogle af brødrene om at tage til de østlige<br />
stater og præsentere folk for hans "synspunkter på De forenede Staters regerings magt<br />
og politik". 244 ældster tilbød at tage på denne mission, og Brigham Young blev sat<br />
til at lede deres aktiviteter. Han var optaget af dette arbejde østpå, da han hørte om<br />
profetens død.<br />
Præsident Youngs første reaktion ovenpå nyheden om profetens død var følgende:<br />
"Har Joseph taget rigets nøgler med sig?" Han besvarede selv spørgsmålet, da han<br />
talte til dem, der var sammen med ham i "broder Bements" hjem i Petersboro, New<br />
Hampshire, hvor han fik endelig besked om tragedien. "Jeg lagde hånden på knæet,<br />
idet jeg sagde: Rigets nøgler er lige her hos kirken."' For mange andre var kirkens<br />
situation efter profeten Josephs død ikke så klar, men Brigham vidste, at profeten havde<br />
overdraget De Tolv "rigets nøgler", og i dette øjeblik må det være slået ned i ham, at<br />
byrden med at lede kirken hvilede på ham. Han var klar over, at under Det øverste<br />
Præsidentskabs fravær blev kirken ledet af De tolvs Kvorum.<br />
Brigham satte alle medlemmer af De Tolv, der var i de østlige stater, stævne i<br />
Boston, og sammen rejste de til Nauvoo, hvor de ankom den 6. august om aftenen. Det<br />
var godt, de ankom på dette tidspunkt, for Sidney Rigdon, profetens rådgiver, havde<br />
fastsat et møde for de hellige den følgende dag for at fremføre sine krav om at blive<br />
kirkens leder. Brigham gik til dette møde og talte i et så enkelt og tydeligt sprog, at<br />
de hellige snart var overbevist om, at Sidney Rigdon ikke skulle lede kirken. "Joseph<br />
bekræftede på vore hoveder," sagde han, idet han talte om sig selv og De Tolv, "alle de<br />
nøgler og magter, der tilhører apostelskabet, og som han selv havde, inden han blev<br />
taget bort, og ingen mand eller gruppe af mænd kan komme imellem Joseph og De<br />
Tolv i denne verden eller i den kommende. Hvor tit har Joseph ikke sagt til De Tolv:<br />
Jeg har lagt grundvolden, og I skal bygge derpå, for riget hviler på jeres skuldre."' (Den<br />
danske Stjerne, feb. 1971, s. 55.)<br />
Den følgende dag mødtes en stor forsamling af hellige igen, og der blev foretaget<br />
en afstemning. Sidney Rigdons krav om at blive kirkens leder blev afvist, og De tolvs<br />
Kvorum blev opretholdt som kirkens præsidentskab. Siden denne dag og i mere end<br />
33 år stod Brigham Young i spidsen for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.<br />
Efter at Brigham var blevet opretholdt som leder for de hellige, stod det klart for ham,<br />
hvilken kurs han skulle følge, og hvilke mål han skulle nå. "Vi vil udrette alt det, som lå<br />
Joseph på sinde," sagde han. Han forsøgte ikke at skabe noget nyt. Han erklærede, at<br />
evangeliet i sin renhed og fylde var blevet åbenbaret til profeten, og at rigets grundvold<br />
var blevet lagt. Han og hans tilhængere ville bygge på denne grundvold.<br />
Det første, Brigham skulle tage sig af, var fuldførelsen af Nauvoo templet, som<br />
profeten Joseph havde bedt de hellige om at bygge. Brigham vidste, at en flytning ud<br />
vestpå var forestående, og han ønskede ikke, at de hellige skulle drage ud i vildmarken<br />
"uden deres velsignelse". Man foretog derfor alle mulige ofre for at fuldføre denne<br />
storslåede bygning, og den 24. maj, 1845 blev slutstenen lagt "under hosiannaråb fra<br />
de hellige". Aldrig har et folk været mere villig til at udføre et så stort arbejde, som ved<br />
opførelsen af Nauvoo templet.<br />
Det næste, Brigham Young skulle tage sig af, var at berede folket til den store<br />
udvandring mod vest, for han og brødrene havde konstateret, at de hellige ikke ville<br />
finde fred blandt folkene i Illinois. Han fik snart gang i dette arbejde, og den 30.<br />
november 1845 kunne han rapportere, at "for hver hundrede (henviser til grupper<br />
af hellige) er der oprettet et eller flere vognværksteder: hjulmagere, tømrere og<br />
møbelsnedkere er næsten alle tidligere vognmagere, og mange, der ikke er udlærte
Side 26<br />
håndværkere, arbejder i alle dele af byen med at gøre tømmer klar til at lave vogne<br />
af. . . Der udsendes mandskab over hele landet for at købe jern; grovsmede arbejder<br />
nat og dag, og alle er travlt optaget af at gøre alting klar til vor rejse vestpå så snart<br />
som muligt."<br />
Den sidste dag i 1845 skrev Brigham følgende i sine optegnelser: "Ældste Heber<br />
C. Kimball og jeg havde tilsyn med arbejdet i templet; undersøgte kort med det formål<br />
at finde et sted til de hellige vest for Klippebjergene, og læste forskellige værker af<br />
rejsende, der har været i disse områder."<br />
III<br />
Den 15. februar 1846 satte Brigham sin familie i en vogn, tog sine forspand, sit kvæg<br />
og de ejendele, han kunne tage med, og forlod sit dejlige hjem i Nauvoo, sin gård,<br />
sine forretninger og jordstykker, det smukke tempel, der næsten havde kostet ham<br />
livet, sine kære venners - profetens og patriarkens - grave, og sejlede over floden til<br />
Iowabredden. Det var en bidende kold dag. Foran ham strakte det store vesten sig 3200<br />
km ud til Stillehavet med sine vidtstrakte sletter og bjerge, sine ørkener og ubeboede<br />
vildmarker, sine omstrejfende indianerstammer, sine vilde dyr og kryb; et område, der<br />
ikke var ret kendt og kun udforsket af de dristige mænd, der søgte efter vilde dyrs<br />
pelse og skind. Et eller andet sted i dette vidtstrakte område håbede han at finde et<br />
sted, hvor der var sikkerhed og fred for hans folk, der så længe var blevet plaget og<br />
forfulgt. Fra kort og rapporter, han havde læst og studeret, havde han fæstnet sig lidt<br />
ved Saltsødalen på den anden side af Klippebjergene og midt i the Great Basin (Et<br />
stort område i den vestlige del af USA. Området omfatter den vestlige halvdel af Utah,<br />
det meste af Nevada, dele af det østlige Californien, den sydøstlige del af Oregon og<br />
Idaho og den sydvestlige del af Wyoming.). Udover dette kendte han ikke noget til sin<br />
skæbne. Men Brigham så fremtiden i møde uden frygt; hans tro lærte ham, at alt var<br />
vel. Jeg kan ikke tænke på noget mere ædelt, end denne robuste troens mand, denne<br />
stærke Guds mand, der drager ud i ødemarken i spidsen for sin lille flok af hellige for<br />
at grundlægge et rige.<br />
Efter et par ugers forløb regnede man med, at ca. 3 000 mennesker havde forladt<br />
deres hjem i Nauvoo og sluttet sig til karavanen. Derpå påbegyndte man rejsen gennem<br />
Iowa mod Council Bluffs. Der var ingen veje, kun spor i det bløde mudder, efterladt af<br />
dem, der allerede havde gået der. Ofte blev de holdt tilbage af stærke regnbyger, så<br />
de somme tider kun kunne rejse 3-8 km om dagen. Undertiden var nætterne kolde,<br />
og en gang imellem faldt der flere cm sne. Mange fik ikke mad nok; nogle døde<br />
og blev begravet ved vejkanten. Først den 14. juni fik Brigham Council Bluffs ved<br />
Missourifloden i sigte. Det havde taget ham 4 måneder at rejse gennem Iowa.<br />
Jeg vil ikke gå i detaljer mht. den vidtstrakte lejr, der blev dannet af de hellige på<br />
begge sider af Missourifloden i sommeren og efteråret 1846, men vil blot sige, at det<br />
blev beregnet, at 12 000 flygtninge samledes der eller befandt sig på lowas sletter.<br />
Jeg vil helst ikke skrive noget om deres strabadser, da de var årsag til megen sorg og<br />
smerte. Men under præsident Brigham Youngs og De Tolvs ledelse fik de hellige hele<br />
tiden opmuntring og inspiration. Aldrig har et folk haft bedre ledere.<br />
Jeg må ikke glemme at nævne, at mens de hellige befandt sig i Council Bluffs, bad<br />
general Kearney fra De forenede Staters hær dem om at stille 500 mænd til rådighed<br />
for krigen i Mexico. Han sendte kaptajn James Allen fra Fort Leavenworth af sted for at<br />
tale med præsident Young. Efter at præsidenten omhyggeligt havde overvejet sagen,<br />
kaldte han de hellige sammen og gik ind på forslaget. Han erklærede: "Jeg foreslår, at<br />
500 frivillige mønstres, og jeg vil gøre mit bedste for at sørge for, at alle deres familier
Side 27<br />
kommer frem, så langt som min indflydelse rækker, og at de får mad, når jeg selv har<br />
noget at spise." Historien om Mormonbataljonens soldater og deres uforlignelige march<br />
til Californien er en af de mest spændende i kirkens historie.<br />
I begyndelsen af april 1847 forlod en gruppe pionerer, bestående af 143 mænd, 3<br />
kvinder og 2 børn, Winter Quarters for at finde et blivende hjem for de hellige et sted<br />
vest for Klippebjergene. I spidsen for denne gruppe var præsident Brigham Young.<br />
Han holdt gruppen til militære regler, og hele rejsen forløb sikkert og præcist. I det, der<br />
nu er det vestlige Wyoming, mødte brødrene James Bridger, der var en af de mest<br />
berømte opdagelsesrejsende i vesten. Han gjorde alt, hvad han kunne, for at afskrække<br />
præsident Young fra at slå sig ned i the Great Basin, og sagde, at han ville give 1.000<br />
dollars for den første skæppe korn, der blev dyrket der. Præsident Young svarede:<br />
"Vent og se om et par år, så vil vi vise dig, hvad der kan gøres."<br />
Efter at have rejst i næsten 4 måneder og været udsat for mange strabadser nåede<br />
gruppen Saltsødalen. Da Brigham så dalen for første gang, den 24. juli, sagde han:<br />
"Dette er stedet."<br />
Efter at have opholdt sig nogle få uger i dalen og givet instruktioner angående<br />
beliggenheden af en by og inddelingen af jorden, påbegyndte præsident Young og en<br />
del af pionergruppen rejsen tilbage til Winter Quarters. Selv om de var ude for mange<br />
vanskeligheder, så som tabet af 28 heste, der blev stjålet af indianere, nåede brødrene<br />
Winter Quarters i sikkerhed og ankom den 31. oktober. Præsident Young skrev senere:<br />
"Vi kørte ind i byen ca. 1 time før solnedgang. Gaderne var fyldt med mennesker, som<br />
vi gav hånden, efterhånden som vi passerede rækkerne. Vi var meget glade for igen<br />
at se vore hustruer, børn og venner efter et fravær på over 6 måneder - en rejse på<br />
over 3200 km for at finde et sted, hvor de hellige kan leve i fred hvor vi har fuldført<br />
denne sidste uddelings mest interessante mission. Ikke en eneste i vor gruppe døde,<br />
og ingen blev udsat for alvorlige uheld, og det priser vi Herren for."<br />
Den vigtigste begivenhed i vinteren 1847 var et møde for De Tolv, der blev afholdt<br />
i Orson Hydes hjem, på Iowasiden af floden, den 5. december. Ved dette møde<br />
blev kirkens øverste præsidentskab reorganiseret. Brigham Young blev udpeget til<br />
præsident, og han valgte Heber C. Kimball og Willard Richards som sine rådgivere.<br />
I februar, marts og april 1848 blev der truffet forberedelser til de helliges almindelige<br />
opbrud fra Winter Quarters. Tre store karavaner under ledelse af Brigham Young,<br />
Heber C. Kimball og Willard Richards skulle foretage rejsen. Sidst i maj var præsident<br />
Youngs karavane, der skulle tage føringen, parat. Den bestod af følgende: "397 vogne,<br />
1229 personer, 74 heste, 19 muldyr, 1275 okser, 699 køer, 184 kreaturer (til føde), 411<br />
får, 141 grise, 605 kyllinger, 37 katte, 82 hunde, 3 geder, 10 gæs, 2 bikuber, 8 duer og 1<br />
krage". Således drog Utahs pionerer, ligesom israelitterne i fordums tid, med hustruer<br />
og børn, flokke og hjorde, ud i vildmarken. I spidsen havde de en moderne Moses, der<br />
var parat og i stand til at føre dem til et "forjættet land".<br />
Denne anden rejse over sletterne viste sig at være mere trættende og besværlig, end<br />
den første havde været. Karavanen var stor og uhåndterlig, og det gik kun langsomt<br />
fremad. Da de nåede Sweetwaterfloden i det, der nu er det vestlige Wyoming, skrev<br />
Brigham til Orson Hyde i Kanesville, lowa: "Det har taget os 63 dage at rejse fra Elkhorn<br />
til Sweetwaterflodens sidste overfartssted. Vi har gennemsnitligt rejst 19 km om dagen<br />
og hvilet i 22 dage (søndagene medregnet), for at kreaturerne kunne komme til kræfter<br />
og få styrke. Vi har mistet mange af vore kreaturer på grund af den meget tørre årstid,<br />
mangelen på græs, de lange, støvede veje og indhaleringen af så megen alkali ved<br />
indånding, spisning og drikning."
Side 28<br />
Den 28. august glædede Brigham sig over sin bror Lorenzos og Abraham O. Smoots<br />
belejlige ankomst fra dalen. De var ledsaget af 47 vogne og 124 okseforspand "for at<br />
hjælpe ham over bjergene". Det gik nu hurtigere fremad, og den 7. september nåede<br />
karavanen Greenfloden. Den 12. september ankom de til Fort Bridger i Wyoming, og<br />
her slog de lejr for natten. Den 19. kørte Brigham sammen med sin bror Lorenzo over<br />
Klippebjergenes tinder, og den næste dag kunne han fra Emigration Canyon se sin lille<br />
voksende by i ødemarken. Rejsen fra Winter Quarters havde taget 116 dage.<br />
IV<br />
I de første år i Saltsødalen var mange af de hellige ikke tilfredse med deres nye<br />
opholdssted. Landet var tørt og ufrugtbart, og afgrøderne kunne ikke gro uden kunstig<br />
vanding. Der var ingen tømmer i dalen; det skulle hentes i de klippefulde og næsten<br />
ufarbare bjergkløfter. Fødemidler var sparsomme, og nogle af de hellige var tvunget til<br />
at leve af rødder eller kød fra vilde dyr. Nogle af de hellige fik den opfattelse, at de ville<br />
klare sig bedre, hvis de flyttede til Californien eller et andet område med en gunstigere<br />
beliggenhed. "I denne dystre tid", beretter James Brown, en af pionererne, "stod<br />
præsident Young frem for hele folket og sagde lige ud, at nogle havde betænkeligheder,<br />
og nogle beklagede sig og havde ikke tro til at arbejde og sørge for deres familier; de<br />
havde fået guldfeber og tog til Californien. Han sagde: Nogle har spurgt mig, om de<br />
kunne tage af sted. Jeg har fortalt dem, at Gud har udpeget dette sted til de helliges<br />
indsamling, og I vil klare jer bedre her, end I vil, hvis I tager til guldminerne. Nogle har<br />
tænkt på at tage dertil for at få forsyninger og så komme tilbage, men jeg har fortalt<br />
dem, at de skal blive her og skaffe forsyninger. De, der bliver her og er trofaste overfor<br />
Gud og hans folk, vil tjene flere penge og blive rigere end dem, der løber efter denne<br />
verdens gud; og jeg lover jer i Herrens navn, at mange af jer, der tager af sted i den<br />
tro, at I vil blive rige og vende tilbage, vil ønske, at I aldrig var taget af sted; I vil længes<br />
efter at komme tilbage, men vil ikke være i stand til det. Nogle af jer vil komme tilbage,<br />
men jeres venner, der bliver her, vil være nødt til at hjælpe jer; og resten af jer, der<br />
får lov til at vende tilbage, vil ikke tjene så meget som jeres brødre, der bliver her og<br />
hjælper med at opbygge kirken og Guds rige; de vil få fremgang og være i stand til at<br />
klare sig dobbelt så godt som jer."'<br />
Gennem sin store personligheds styrke og de inspirerende ord, der flød fra hans<br />
læber ved denne lejlighed, var Brigham i stand til at standse strømmen af utilfredshed<br />
og få de hellige til at forblive i Saltsødalen.<br />
I begyndelsen af 1849 rettedes opmærksomheden mod et samfundsstyre. Ved et<br />
møde, der blev afholdt i Salt Lake City, udfærdigede man en skrivelse til De forenede<br />
Staters kongres for at anmode om territorisk styre, og man spurgte, om territoriet<br />
måtte "blive kendt under navnet Deseret". Skrivelsen blev bragt til Washington af dr.<br />
John M. Bernhisel. Kongressen reagerede ikke på denne skrivelse før september,<br />
1850, på hvilket tidspunkt et lovforslag til oprettelsen af Utah-territoriet blev vedtaget<br />
og underskrevet af præsident Millard Fillmore ([1800-1874] USA's 13. præsident)<br />
Præsident Fillmore udpegede Brigham Young som det nye territoriums første guvernør.<br />
Nyheder nåede så langsomt frem dengang, at Brigham ikke hørte om Kongressens<br />
afgørelse og hans egen udnævnelse til guvernør før i januar 1851, da han vendte hjem<br />
fra et besøg hos kolonisterne i Ogden. Det er overflødigt at bemærke, at der var glæde<br />
blandt de hellige, og at Brigham var glad for den ære, der var tildelt ham.<br />
I sommeren 1851 udvalgte man et sted for det nye territoriums hovedstad, 240<br />
km syd for Salt Lake City. Den kom til at hedde Fillmore til ære for præsidenten. Dr.<br />
Bernhisel blev udnævnt til Washingtons repræsentant for territoriets beboere.
Side 29<br />
I årene 1850-1854 skete der fremgang i Utah. Tusindvis af emigranter drog over<br />
sletterne for at slutte sig til de hellige i dalene, og mange nye kolonier blev oprettet.<br />
I udlandet forkyndte kirkens missionærer evangeliet med stor begejstring. Præsident<br />
Young, i sin dobbeltstilling som præsident for kirken og guvernør for territoriet, havde<br />
held med alt, hvad han påtog sig at udføre. Sjældent har verden set en dygtigere<br />
leder. Han havde en dyb forståelse af den menneskelige natur, og han vidste, hvad<br />
mennesker skulle gøre for at få fremgang.<br />
Den 6. april 1853 blev hjørnestenene til det store Salt Lake tempel lagt. Præsident<br />
Young præsiderede ved ceremonien. "For 7 år siden," sagde han, "krydsede jeg<br />
Mississippifloden sammen med mine brødre uden på dette tidspunkt at vide, hvor vi<br />
skulle hen, men med en fast tro på, at Herren havde et godt sted i bjergene i baghånden<br />
til os, og at han ville lede os direkte til det. Det er kun 7 år siden, vi forlod Nauvoo, og<br />
nu er vi parate til at bygge et tempel igen." Præsident Young levede ikke længe nok til<br />
at se Salt Lake templet fuldført, men under hans geniale ledelse blev arbejdet planlagt<br />
og iværksat, så det kunne blive fuldført af dem, der efterfulgte ham.<br />
I 1854, da præsident Youngs første periode som guvernør var ved at udløbe blev<br />
embedet tilbudt Edward J. Steptoe, oberst i De forenede Staters hær, af præsident<br />
Franklin Pierce ([1804-1869] USA's 14. præsident). Oberst Steptoe kom til Utah, talte<br />
med indbyggerne og foretog en undersøgelse af forholdene. Derpå anbefalede han,<br />
at Brigham Young blev genvalgt til posten, "da han i høj grad besidder de nødvendige<br />
kvalifikationer til at opfylde sine officielle pligter og så afgjort er den mest velegnede til<br />
denne post". Da præsidenten fik denne besked, genindsatte han guvernør Young for<br />
endnu en 4-årig periode.<br />
Blandt de statsudnævnelser, som præsident Pierce foretog på dette tidspunkt, var<br />
udnævnelsen af William W. Drummond fra Illinois til stillingen som meddommer ved<br />
den territoriale højesteret. (Den territoriale højesteret var den højeste ret i den tid,<br />
Utah var et territorium. Retten bestod at en retspræsident og flere meddommere.)<br />
Denne mand skulle blive årsag til mange genvordigheder for præsident Young og de<br />
hellige. Drummond beskrives som "uærlig og udsvævende". "Han efterlod sin hustru<br />
og familie i Illinois uden nogen form for underhold og tog en simpel kurtisane med sig til<br />
territoriet og præsenterede hende som sin hustru". Da det blev kendt, tog Drummond<br />
til Nevada for at holde retsmøde og kom ikke tilbage. Han tog af sted til Washington,<br />
hvor han fremkom med alvorlige beskyldninger mod præsident Young og de hellige.<br />
Han erklærede, at "optegnelserne for Utahs højesteret var blevet ødelagt; at Brigham<br />
Young havde godkendt denne forræderiske handling, og at det var sket med hans<br />
viden; at Brigham Young som guvernør havde benådet forbryderiske mormoner og<br />
fængslet uskyldige ikke-mormoner; at han havde fornærmet statsdommere; at den<br />
amerikanske regering var blevet bagtalt, og at mænd var blevet krænket, plaget<br />
og myrdet for at gøre deres pligt". Disse og andre beskyldninger af dommer Stiles<br />
(George P. Stiles - et tidligere medlem af kirken, udelukket på grund af umoralitet),<br />
Garland Hurt, mellemmand for indianerne, og W. M. Magraw (sidstnævnte havde mistet<br />
en postkontrakt, der var blevet givet til et medlem af kirken) fik præsident James<br />
Buchanan ([1791-1868] USA's 15. præsident) til at handle uden at undersøge sagen<br />
nærmere. Han besluttede at afløse Brigham Young fra stillingen som Utahs guvernør<br />
og at udpege en ny guvernør og nye dommere for den territoriale højesteret. "Han<br />
beordrede endvidere, at en hær skulle ledsage de nye embedsmænd for at støtte dem<br />
og undertrykke oprør blandt mormonerne". Denne overilede handling skulle komme til<br />
at koste regeringen millioner af dollars og blive kendt som "Buchanans bommert".
Side 30<br />
Præsident Brigham Young og en stor gruppe hellige befandt sig ved Silver Lake<br />
øverst oppe i Big Cottonwood Canyon (få km sydøst for Salt Lake City) den 24. juli<br />
1857, i færd med at fejre pionerdagen, da de hørte om hærens forestående ankomst<br />
og udpegelsen af en ny guvernør. Præsident Young blev overrasket, men han var ikke<br />
længe om at beslutte, hvad han skulle gøre. Det bekymrede ham ikke særlig meget,<br />
om han selv eller en anden var guvernør, men han ville af al kraft modsætte sig, at<br />
hæren kom til Utah. I en tale til de hellige i Salt Lake City, søndag den 14. september<br />
1857 sagde han: "Jeg har tilhørt dette rige temmelig længe - i mere end 25 år - og jeg<br />
er blevet jaget fra sted til sted, mine brødre er blevet spredt og bestjålet, og hver gang<br />
uden nogen provokation fra vor side; vi var blot forenede, lydige mod landet love og<br />
stræbte efter at tilbede Gud. Pøbelhobe har gentagne gange samlet sig mod dette folk,<br />
men de havde aldrig magt til at sejre, før guvernører udstedte ordrer og i lovens navn<br />
udkommanderede en styrke, der kunne holde mormonerne, mens djævelske slyngler<br />
skar struben over på dem. Jeg har tænkt på alt dette i nattens løb, og det har gjort<br />
mig alt for vred til at holde tale. Det gør mig også vred at erfare, at vi har en regering,<br />
hvis ledere altid prøver på at skade os, mens vi af al magt konstant prøver at finde en<br />
retfærdig årsag til deres fjendskab imod os; og så organiserer de deres styrker for at<br />
komme hertil for at beskytte djævelske slyngler, der er ivrige efter at dræbe, hvem de<br />
vil, ødelægge, hvem de vil, og til sidst udrydde os.<br />
"Dette folk er frit. Det er ikke i gæld til nogen regering på Guds jord. Vi har ikke<br />
overtrådt nogen lov, vi har ingen grund til det og agter heller ikke at gøre det; men hvis<br />
nogen nation kommer her for at ødelægge dette folk, kan de ikke gøre det, når Gud,<br />
den Almægtige, er vor hjælper."<br />
Den 15. september udstedte guvernør Young en erklæring, der stillede Utah<br />
territoriet i militær undtagelsestilstand "og forbød alle former for bevæbnede styrker at<br />
komme ind i territoriet, hvad deres påskud end måtte være". General Wells fra Nauvoo<br />
legionen oprettede hovedkvarter i Echo Canyon (beliggende mellem Fort Bridger og<br />
Saltsødalen) og gav sine mænd ordre til at gøre, hvad der var muligt for at forhindre<br />
tropperne i at komme frem: "Driv deres kvæg på flugt; sæt ild til forsyningstropperne;<br />
brænd landet af foran dem og ved siden af dem; hold dem vågne om natten; bloker<br />
vejen; men lad være med at dræbe nogen."<br />
I november, da det begyndte at blive koldt, besluttede general Albert Sidney<br />
Johnston klogeligt, at de tropper, der havde nået det vestlige Wyoming, skulle slå<br />
lejr for vinteren ved Fort Bridger og ikke fortsætte deres march før til foråret. Denne<br />
heldige forsinkelse stillede tid til rådighed, hvor de hellige og regeringen kunne drøfte<br />
vanskelighederne og udrede dem.<br />
I februar 1858 ankom oberst Thomas L. Kane, præsident Youngs ven fra<br />
Philadelphia, til Salt Lake "ad den sydlige rute" med instruktioner fra De forenede<br />
Staters præsident og tilbød at være mægler mellem de hellige, hæren og<br />
statsembedsmændene. Efter at have tilbragt flere dage i Salt Lake City og talt med<br />
præsident Young og brødrene tog oberst Kane til Fort Bridger for at mødes med den<br />
nye guvernør, Alfred Cumming, og general Johnston. Det lykkedes ham at overtale<br />
guvernør Cumming til at komme til Salt Lake City og aflægge embedsed for sin nye<br />
stilling. Ved sin ankomst fik han forevist de optegnelser for højesteretten, som dommer<br />
Drummond havde sagt, var blevet brændt. Guvernør Cumming opdagede, at de<br />
hellige og præsident Young på det groveste var blevet forkert fremstillet for præsident<br />
Buchanan, og både han og oberst Kane sendte besked til præsident Buchanan og<br />
bad ham om at sende en fredskommission til Utah for at undersøge forholdene og<br />
genoprette fred og orden. Præsidenten fulgte dette forslag- det første fornuftige, han
Side 31<br />
havde foretaget sig i denne sag, efter min mening - og i juni ankom senator L. W.<br />
Powell fra Kentucky og major Ben McCullock fra Texas til Salt Lake City for om muligt<br />
at bilægge vanskelighederne. Præsident Young og flere af de ledende brødre mødtes<br />
med dem i det gamle Council House (en bygning i Salt Lake City, der blev benyttet til<br />
civile, lovgivende og kirkelige formål). Præsident Young fortalte om de forfølgelser, som<br />
de hellige havde været udsat for i Ohio, Missouri og Illinois og sagde til kommissærerne,<br />
at han og de hellige hellere ville brænde deres hjem, ødelægge deres ejendele og<br />
drage til et nyt sted end at finde sig i mere forfølgelse. "Ingen pøbelhob kan leve i de<br />
hjem, vi har bygget i bjergene," sluttede han med at sige. "Hvis I ønsker krig, kan I få<br />
det; men hvis I ønsker fred, så får I det, og det vil glæde os."<br />
Kommissionærerne erklærede, at de ønskede fred. Det blev besluttet, at hæren<br />
skulle få tilladelse til at komme ind i dalen, men at den ikke måtte slå lejr indenfor en<br />
afstand af 65 km fra byen. Disse arrangementer blev gennemført, men da præsident<br />
Young ikke stolede på embedsmændene fra regeringen eller hæren, gav han de hellige<br />
ordre til at rykke ud af Salt Lake City og alle kolonierne mod nord og at flytte ind i Utah<br />
og Juab dalene, indtil det var blevet bevist, at general Johnston havde i sinde at holde<br />
ord. Det skal siges til general Johnstons ære, at han ikke gav sine soldater lov til at<br />
forulempe de helliges hjem eller ejendele, og at han lod dem slå lejr i Cedar Valley, 65<br />
km fra Salt Lake City. Således blev Utah krigen afsluttet. Det eneste, den havde ført til,<br />
var udgifter på millioner af dollars, og som jeg tidligere har nævnt, blev den i de østlige<br />
stater gennem mange år kendt som "Buchanans bommert".<br />
Da præsident Young nu var blevet befriet fra sine ansvar som guvernør over<br />
territoriet, kunne han fortsætte det fredelige og dejlige arbejde med at "opbygge riget".<br />
Dette var, hvad han ønskede mere end noget andet; han gik med liv og sjæl op i dette<br />
arbejde for Guds værks fremgang. Men han slækkede ikke på sine anstrengelser for<br />
at sætte sig op imod dem, der ville skade de hellige eller drage dem væk fra deres<br />
retfærdige handlinger.<br />
Efter at freden var blevet genoprettet, blev færdslen over sletterne genoptaget, og<br />
adskillige fremtrædende personer besøgte Salt Lake City. Den 10. juli 1859 medbragte<br />
diligencen Horace Creeley, den berømte redaktør for New York Tribune. Under sit<br />
ophold i byen havde han en 2-timer lang samtale med præsident Young. Han gav sit<br />
indtryk af præsidenten i følgende beskrivelse: "Da præsident Young er den øverste<br />
leder i mormonkirken og førte hovedparten af samtalen, har jeg kun nedskrevet hans<br />
svar til mine spørgsmål og iagttagelser. De andre (de "andre", der her tales om, er de<br />
andre medlemmer af kirken, som Greeley interviewede) syntes at være enige om at<br />
rette sig efter hans synspunkter og fuldt ud at acceptere hans svar og forklaringer. Han<br />
talte beredvilligt, ikke altid grammatisk korrekt, men uden tøven eller forbeholdenhed<br />
og tilsyneladende uden noget ønske om at lægge skjul på noget; han afviste heller<br />
ikke nogen af mine spørgsmål som uforskammede. Han var meget enkelt klædt i tyndt<br />
sommertøj og uden noget præg af skinhellighed eller fanatisme. Han er en statelig,<br />
temmelig firskåren, frimodig og godhjertet mand på 55 (dette skulle have været 58), der<br />
synes at glæde sig over livet og ikke har særlig travlt med at komme af sted til himlen."<br />
(Gordon b. Hinckley, Sandheden gengivet, kap. 12)<br />
I foråret 1860 besøgte præsident Young, sammen med en stor gruppe af brødrene,<br />
de helliges bebyggelser nord for Salt Lake City og så for første gang de voksende<br />
kolonier i Cache Valley. Hans instruktioner til de hellige var kloge og betimelige; han<br />
vidste, hvad de skulle gøre for at indrette sig op opdyrke landet.
Side 32<br />
Da borgerkrigen brød ud i 1861- efter at tropperne var blevet hjemkaldt fra Cedar<br />
Valley- fortalte præsident Young de hellige, at "han ikke ønskede, at Utah skulle<br />
indblandes i bevægelsen for løsrivelse (de slaveejende staters anstrengelser for at<br />
løsrive sig fra De forenede Stater)." Da den første transkontinentale telegraflinie blev<br />
fuldført i oktober 1861 sendte han et telegram til selskabets leder, J. H. Wade, hvori han<br />
sagde: "Utah har ikke løsrevet sig, men holder fast ved forfatningen og vort fordums<br />
lykkelige lands love."<br />
Det var i dette år 1861, præsident Young påbegyndte opførelsen af Salt Lake teater,<br />
en af de smukkeste bygninger af sin art i De forenede Stater. Præsidenten holdt af<br />
drama og gik sjældent glip af en forestilling, når han var i byen. Han opmuntrede<br />
familiemedlemmer til at deltage i stykkerne, som i begyndelsen udelukkende blev opført<br />
af amatører.<br />
I 1863 forsøgte ikke-mormoner at udvikle minedrift i Utah. Præsident Young tog<br />
aktivt standpunkt imod åbningen af minerne. "Kan I ikke se," sagde han, "at sølv og<br />
guld hører til de ting, vi har mindst brug for? ... Det er en frygtelig vildfarelse at tro, at<br />
guld er rigdom. Hele verden arbejder under denne vildfarelse og også mange af disse<br />
mennesker, som hævder, at de ikke er af verden. Da det blev rapporteret, at man havde<br />
fundet guld i disse vestlige bjerge, forlod mænd deres tærskeværk og lod hestene gå<br />
løse, så de kunne spise, nedtrampe og ødelægge jordens rige gaver. De ofrede straks<br />
alt ved det glitrende syn af den populære afgud og erklærede, at de nu ville være<br />
rige og ikke længere ville dyrke hvede. Hvis denne følelse bliver almindelig udbredt<br />
ved opdagelsen af guldminer her i omegnen, vil dette folks uundgåelige skæbne blive<br />
nøgenhed, sult, stor fattigdom og fuldstændig udslettelse." Man kan ikke tvivle på<br />
visdommen i broder Brighams ord og råd.<br />
I årene 1864 og 1865 besøgte præsident Young de helliges kolonier både nord og<br />
syd for Salt Lake City. Alle vegne opmuntrede han folket og underviste dem i kirkens<br />
lærdomme. I disse år sendte han også mange forspand over sletterne til Omaha "for<br />
at hjælpe de fattige hellige til dalene". Hovedformålet med alle hans tanker og alt hans<br />
arbejde var "at opbygge Guds rige" i hele verden. Salt Lake Tabernaklet, en af de mest<br />
interessante og rummelige bygninger, der nogen sinde er bygget til offentlig tilbedelse,<br />
blev opført i 1866 og 1867 under præsident Youngs opsyn. Det enorme tag, der var<br />
som en omvendt skål, blev bygget næsten udelukkende af træ, da de hellige på dette<br />
tidspunkt ikke havde jern eller stål i større mængder. Dette tag, der blev lagt ovenpå<br />
stensøjler, var enestående i struktur og udførelse, og selv i dag er tabernaklet den<br />
vigtigste bygning ved afholdelsen af kirkens konferencer.<br />
En anden meget vigtig udvikling i disse år var påbegyndelsen af jernbanen (Union<br />
Pacific Railroad) fra Omaha, Nebraska til Ogden, Utah, en afstand på 1600 km<br />
Præsident Young tog aktivt del i dette store foretagende og indgik en kontrakt med<br />
jernbaneselskabet om at udføre 112 km planerings og tunnelarbejde fra Echo Canyon<br />
til bredden af Den store Saltsø. Dette arbejde blev trofast udført, og den 10. maj 1869<br />
blev det sidste spiger slået i ved Promontory, Utah, og Union Pacific og Central Pacific<br />
jernbanerne var forenet. Nationen var omspændt af et bånd af stål fra New York til San<br />
Francisco. Okseforspandets, ponyekspressens og diligencens dage var forbi.<br />
I 1871, da præsident Young nærmede sig afslutningen på sit storslåede og nyttige<br />
liv, blev han udsat for alvorlig forfølgelse fra forbundsregeringen, der havde besluttet for<br />
enhver pris at gøre ende på udøvelsen af polygami. Den 2. oktober blev han arresteret<br />
i sit hjem på South Temple Street af De forende Staters politimester Patrick. En uge<br />
senere blev han fremstillet for dommer McKean og stillede kaution på 5.000 dollars.
Side 33<br />
Kort efter tog han af sted til St. George i det sydlige Utah, hvor han den 9. november<br />
indviede en grund til St. George templet. Mens han var i St. George, erfarede han, at<br />
den ikke-mormonske "storjury" havde anklaget ham for mord. Denne anklage opstod<br />
på grund af tilståelser fra den berygtede Bill Hickman (William A. Hickman, der havde<br />
tilstået mord og var blevet udelukket af kirken på grund af sin forbrydelse) og gik tilbage<br />
til 1857, hvor en vis Richard Yates, ifølge Hickmans forklaring, var blevet slået ihjel i<br />
Echo Canyon på præsident Youngs foranledning.<br />
Præsident Young vendte straks tilbage fra St. George midt i den barske vintertid<br />
og stillede i retten for dommer McKean den 2. januar 1872. Da præsident Youngs<br />
sagfører anmodede om løsladelse mod kaution, afslog dommer McKean og gav ordre<br />
til, at præsidenten skulle holdes som fange i sit eget hjem under bevogtning af De<br />
forenede Staters politimester, indtil sagen kunne blive stillet for en domstol. Således<br />
blev præsident Brigham Young fange i sit eget hjem i den by, han havde grundlagt.<br />
Han blev ikke løsladt, før De forenede Staters højesteret den 15. april 1872 afsagde<br />
kendelsen og erklærede, at "storjuryen", der havde rejst tiltale imod ham, var ulovlig.<br />
Regeringens ikke-mormonske embedsmænd i Utah ophørte imidlertid ikke med dette<br />
forsøg på at arrestere og fængsle ham. Deres forfølgelse hørte kun op på grund af<br />
hans død.<br />
I somrene 1873 og 1874 indledte præsident Young sit sidste store foretagende<br />
blandt de sidste dages hellige - forsøget på at oprette "Den forenede Orden". "Jeg<br />
har troligt våget og ventet," sagde han, "lige så troligt, flittigt og trofast som en mor,<br />
der våger over sit lille barn, for at finde ud af, hvornår dette folk ville være parat til at<br />
modtage den lærdom eller de første åbenbaringer, der blev givet, da midtpunktet for<br />
Zions stave først blev udpeget. Disse åbenbaringer gik ud på, at medlemmerne skulle<br />
give deres ejendele og virkelig være Herrens tjenere og tjenerinder og arbejde af hele<br />
hjertet for at gøre hans vilje og opbygge hans rige på jorden. Jeg har aldrig oplevet et<br />
tidspunkt, hvor vi kunne organisere et lille samfund, eller et lille ward; men takket være<br />
Gud er tiden kommet; Herrens ånd er over folket."<br />
Præsidenten sagde, at Den forenede Ordens formål var at forene de sidste dages<br />
helliges arbejdskraft og hjælpekilder. "Lad nogle af brødrene opdrætte kvæg og får,<br />
andre dyrke frugt, andre korn og grønsager; og når de har sørget for disse produkter,<br />
skal det hele indsamles i et forrådshus eller forrådshuse, og enhver skal have, hvad<br />
han har brug for til livets underhold ... Vi ønsker de sidste dages helliges tid, så vi kan<br />
organisere den systematisk og gøre dette folk til det rigeste på jordens overflade."<br />
Således ville fattigdom blive afskaffet, de hellige ville blive selvforsynende, og der<br />
ville være et stort overskud til rigets opbygning. For præsident Young var planen<br />
fuldkommen klar og gennemførlig - alle dele passede harmonisk ind i hinanden. Det<br />
er beklageligt, at han ikke levede længe nok til at fuldkommengøre denne interessante<br />
plan, som mange i dag tror, ville kunne løse alle menneskehedens økonomiske<br />
problemer.<br />
I april 1877 var St. George templet klar til indvielse, og præsident Young gav de<br />
hellige besked om at samles der til kirkens årlige konference. Der blev afholdt møder<br />
i 3 dage, og han talte ved mange af dem. "Angående mit helbred," sagde han i en af<br />
sine taler, "føler jeg mange gange, at jeg ikke kan leve en time længere, men jeg har i<br />
sinde at leve så længe, jeg kan. Jeg ved ikke, hvornår der vil blive sendt bud efter mig,<br />
men jeg regner med at arbejde, indtil jeg dør."<br />
Han fortsatte sit arbejde, og i løbet af sommeren deltog han i adskillige af kirkens<br />
stavskonferencer. Han sidste offentlige tale var i Brigham City i det nordlige Utah, den
Side 34<br />
19. august, "hvor han talte til en forsamling på mindst 2500 mennesker". Mandag den<br />
20. august tog han toget tilbage til Salt Lake City.<br />
Hele den følgende torsdag, den 23. august, da præsidenten arbejdede i sit kontor,<br />
klagede han over en kvalmefornemmelse "med en tilbøjelighed til at kaste op". Kl. 23.00<br />
om aftenen, da han gik i seng, fik han et alvorligt anfald af "indenlandsk kolera" (en<br />
tarmsygdom). Det fortsatte indtil kl. 5.00 om morgenen, hvor lægerne F. D. Benedict og<br />
Seymour B. Young, der var blevet tilkaldt i løbet af natten, gav ham et mildt bedøvende<br />
middel for at lindre smerterne.<br />
Hele fredagen havde han betydelige smerter, "men udholdt dem muntert og kom<br />
med humoristiske bemærkninger, når han så bekymrede miner hos dem, der stod<br />
omkring ham". Lørdag eftermiddag "gik der betændelse i tarmene". Han sov uroligt<br />
om natten og klagede sig ofte i søvne. Da man spurgte ham, om han havde mange<br />
smerter, svarede han: "Nej, det synes jeg ikke, jeg har."<br />
I løbet af søndagen og mandagen livede han lidt op.,, Han blev ofte salvet af nogle af<br />
brødrene;" men mandag aften faldt han i dyb bevidstløshed, hvorfra det var vanskeligt<br />
at vække ham. Tirsdag morgen kl. 4.00 "sank han tilsyneladende livløs om i sengen".<br />
Man tyede til kunstigt åndedræt, "og varme grødomslag blev anbragt over hjertet for<br />
at stimulere det". "19 timer fortsatte man med at give kunstigt åndedræt. På dette<br />
tidspunkt livede han meget op og talte til dem, der stod rundt omkring ham, og sagde,<br />
at han havde det bedre og ønskede at hvile sig."<br />
Onsdag den 29. august var det tydeligt for de ængstelige, der vågede over ham, at<br />
enden var nær. Hans sidste ord, idet han stirrede ufravendt opad, var: "Joseph, Joseph,<br />
Joseph," som om han talte med sin elskede profet. Et minut over fire om eftermiddagen<br />
ophørte han med at trække vejret; hans ædle hjerte var bragt til tavshed. Det jordiske<br />
liv af en af Guds ædleste sønner havde nået sin afslutning.<br />
V<br />
Præsident Youngs begravelse blev afholdt i Det store Tabernakel søndag den 2.<br />
september 1877 kl. 12.00 om middagen. Man anslog, at mindst 12.000 mennesker<br />
var til stede, "og at mange flere stod udenfor Tabernaklet eller i gaderne". Der blev<br />
holdt taler af Daniel H. Wells(1), Wilford Woodruff(2), Erastus Snow(3) George Q.<br />
Cannon(4) og John Taylor(5). Alle priste præsident Youngs tro og hengivenhed, hans<br />
store arbejde og resultater. Efter begravelsesmødet blev legemet overført til en privat<br />
begravelsesgrund på First Avenue i Salt Lake City. Alt, hvad der var dødeligt af ham,<br />
blev givet tilbage til moder jord.<br />
VI<br />
1. Daniel H. Wells - (1814-1891) virkede som rådgiver til Brigham Young.<br />
2. Wilford Woodruff - Se kapitel 4.<br />
3. Erastus Snow - (1818-1888) forhenværende apostel i kirken.<br />
4. George Q. Cannon - (1827-1901) virkede som rådgiver til Brigham Young.<br />
5. John Taylor - Se kapitel 3.<br />
I et brev, som præsident Young 4 år før sin død havde skrevet til redaktøren for New<br />
York Herald, kom han med følgende udtalelse:<br />
"Hele mit liv har jeg helliget den Almægtiges tjeneste, og skønt jeg beklager, at min<br />
mission ikke er blevet bedre forstået af verden, så vil den tid komme, da jeg vil blive
Side 35<br />
forstået, og jeg overlader til fremtiden at bedømme min gerning og dens resultater,<br />
efterhånden som de viser sig." (Gordon B. Hinckley, Sandheden gengivet, kapitel 12)<br />
Næsten et århundrede er gået, siden ovennævnte betydningsfulde udtalelse blev<br />
fremsat, og det er uden tvivl sandt, at disse år har givet en bedre forståelse af<br />
præsident Brigham Youngs liv og gerning. Forfatteren Louis Bromfield sagde følgende<br />
om Brigham Young i et interview med pressen i Salt Lake City: "Han var en af de 6<br />
eller 7 mest fremragende amerikanere." I et brev til denne forfatter gav Harry Chandler<br />
(redaktør for Los Angeles Times) for få år siden følgende store hyldest til præsident<br />
Young: "Jeg betragter ham som en fremragende verdensborger."<br />
Til slut vil jeg gerne føje min hyldest til. Den står også i min bog Life of Brigham<br />
Young:<br />
"Hvis jeg blev bedt om at fremhæve det væsentlige, der mere end noget andet gjorde<br />
præsident Young til den fremragende mand, han var, tror jeg, at jeg uden tøven ville<br />
svare, at det var hans evne til at tro - hans store tro. For det første tro på en levende<br />
Gud, som han følte sig personlig ansvarlig overfor, og for hvem han følte sig forpligtet<br />
til at aflægge regnskab om alle gerninger i kødet. For det andet tro på alle de principper<br />
og lærdomme, der blev åbenbaret og belært af profeten Joseph Smith, og en fast og<br />
urokkelig beslutning om at forme sit liv efter disse principper. For det tredje tro på sig<br />
selv, og på sin evne til at videreføre det store arbejde med at oprette Guds rige, hvis<br />
ledelse var blevet overdraget ham efter profeten Josephs død. I denne beretning er<br />
jeg gentagne gange blevet forbløffet over styrken i denne mands tro; en sådan tro har<br />
jeg aldrig mødt hos noget andet menneske. På hans gravsten kunne man godt have<br />
skrevet: HAN TROEDE. Ja, han troede virkelig på sin religion, denne fremragende<br />
mand, og han formede sit liv efter dens principper lige til sin dødsdag.<br />
Da han først var i besiddelse af denne store tro, fulgte alting naturligt i dens bane.<br />
Han blev en loyal mand.<br />
Hvor mærkeligt, at så mange af de fremtrædende mænd forlod kirken i begyndelsen<br />
af denne uddelings historie - 6 af apostlene, de tre vidner til Mormons Bog og adskillige<br />
af Josephs rådgivere. Der skete noget, som rystede dem af livets træ, og de faldt til<br />
jorden som døde blade. Men hvor i hele kirkens historie er der et eneste eksempel<br />
på, at Brigham Young nogensinde vaklede, eller var illoyal eller troløs overfor en vist<br />
tillid? Det er der ikke. Lige til sin dødsdag var han trofast, loyal og pålidelig. Profeten<br />
fandt hurtigt ud af, at her var en mand, han kunne stole på. Han gav ham derfor en<br />
fremtrædende plads i de helliges råd, og de blev nære venner og kammerater. Når<br />
trængslerne omkring profeten blev for voldsomme, var Brigham der til at forsvare ham.<br />
Senere kunne han sige:<br />
"Utallige nætter har jeg ligget på gulvet med en ladt revolver under puden for at<br />
beskytte profeten Josephs liv.'<br />
Det var en loyalitet, der udelukkede ethvert spørgsmål. Uden denne egenskab<br />
kunne præsident Young aldrig være nået så langt. Da han var i besiddelse af den,<br />
kunne han i løbet af få år påtage sig en høj stilling i de helliges og brødrenes øjne.<br />
Gennem hele denne beretning har jeg gentagne gange været imponeret over<br />
præsident Young praktiske dømmekraft, hans visdom og sunde fornuft.<br />
På alle tidspunkter og ved alle lejligheder syntes han at vide, hvad der var mest<br />
praktisk og bedst at gøre. Hvis han ikke havde været i besiddelse af denne egenskab,<br />
kunne de store forehavender have slået fejl for ham. Foruden sin tro og sin loyalitet var<br />
han også velsignet med den egenskab at være en klog mand - en mand med en sund
Side 36<br />
dømmekraft i timelige affærer. Når han gav et råd, var det godt. De hellige styrkede<br />
fortroligheden i denne kirkes historie. At gå imod præsident Youngs råd var at indbyde<br />
til fiasko. Han syntes at veje alle sider af et spørgsmål og uvægerligt at træffe kloge<br />
beslutninger.<br />
Med hensyn til hans praktiske dømmekraft har jeg med interesse bemærket, at<br />
under den første rejse over sletterne var det præsident Young, der red forrest på<br />
hesteryg og valgte ruten. Det var ham, der valgte lejrpladserne; han lagde mærke til<br />
hver eneste vogn og det læs, den bar; han lagde mærke til forspandets styrke og dets<br />
evne til at trække læsset. Hans forholdsregler mod indianerangreb blev truffet med<br />
præcision; han stod selv ofte vagt under stjernerne med en riffel i hånden. Da han<br />
nåede dalen, kunne han sige, at han havde foretaget den 1600 km lange rejse, uden<br />
at miste en eneste mand eller hest'.<br />
Hvad kan man sige om hans udvælgelse af disse dale som et blivende opholdssted<br />
for de hellige, der skete med den historiske udtalelse: Dette er stedet`? Viste dette<br />
ikke mandens enestående gode dømmekraft? En taknemmelig generation, der har<br />
efterfulgt ham, har rejst et mindesmærke til 100.000 dollars på det sted, hvor disse<br />
historiske ord blev udtalt. Vestens rige blev født denne dag - den 24. juli 1847.<br />
Hans grundlæggelse af byer i denne region mellem bjergene og hans valg af<br />
mænd, der skulle præsidere over dem, blev foretaget med en indgående forståelse af<br />
landbrugsmæssige forhold og den menneskelige natur. I de fleste tilfælde udpegede<br />
han selv det område, hvor kolonien skulle bygges, han ledede lokaliseringen af<br />
kanalerne og det land, der skulle overrisles, og han 'velsignede og indsatte' de mænd,<br />
der blev sat til at præsidere. I sine sidste år kunne han se sig omkring og skue mere end<br />
200 landsbyer, kolonier og byer, befolket med over 100 000 velstående og uafhængige<br />
indbyggere - for det meste uden gæld. Alt var bygget i de 30 år, han havde boet her,<br />
og var udført under hans direkte opsyn og ledelse.<br />
Bygningen af templer, det store Salt Lake Tabernakel, telegraflinier og jernbaner,<br />
der strakte sig mod nord og syd gennem territoriet, vidner om hans enestående evner<br />
som bygmester.<br />
Jeg ønsker imidlertid ikke at give læserne vildledende oplysninger om hovedformålet<br />
med præsident Youngs aktiviteter her i vesten. Det var ikke at bygge et kejserrige.<br />
Hovedformålet med alt, hvad han foretog sig i sit liv fra det tidspunkt i 1832, hvor han<br />
sluttede sig til kirken, og indtil sin død i 1877 - var at opbygge, Guds kirke og rige'<br />
her på jorden. Dette formål erklærede han selv hundredvis af gange i sine taler. Da<br />
profeten Joseph døde, erklærede han det til de hellige i Nauvoo. Broder Joseph har<br />
lagt grundvolden, og vi kan bygge videre på den - vi kan bygge et rige, hvis lige denne<br />
verden aldrig før har set. Alt, hvad han foretog sig i sit liv, drejede sig om dette ene<br />
formål.<br />
Hans kundskab om åndelige anliggender blev lige så indgående som hans kundskab<br />
om praktiske ting. På alle lærepunkter, der vedrørte riget, blev han en autoritet. Jeg<br />
er blevet forbløffet over antallet og udstrækningen af hans rent lærdomsmæssige taler<br />
og den lethed og tydelighed, hvormed han kunne tale om sådanne emner som død,<br />
opstandelse, udødelighed og evigt liv.<br />
Det var som leder for de hellige, at præsident Young var enestående. Han havde<br />
været en trofast tjener i Josephs dage. Da Joseph blev taget bort, trådte han i hans<br />
sted og tog ledelsen. Straks var de hellige klar over, at Gud havde oprejst en ny leder<br />
i Israel, og de samledes trofast omkring ham. Deres tillid til ham voksede med årene<br />
- snart gav de ham navnet Herrens løve' (i den betydning, at han var en stærk og modig
Side 37<br />
forkæmper for Herrens værk). Tilliden udviklede sig til kærlighed og hengivenhed. Ofte,<br />
når han tog omkring til kolonierne, stod tusinder ved vejkanten for at modtage ham, og<br />
mange gange blev der strøet blomster på hans vej. Jeg kan ikke mindes en leder for<br />
noget folk, der var mere æret og elsket end Brigham Young.<br />
På intet tidspunkt mistede han evnen til at være en ven af folket. Han var altid et<br />
med folket, og tusinder kaldte ham fortroligt, broder Brigham. Han gjorde ikke krav på<br />
at være storslået, men på at være en Guds tjener, og det var han i ord og gerning.<br />
Præsident Youngs liv er en kostelig arv til de sidste dages hellige. Alt hvad vi lærer,<br />
og alt hvad vi står for, er nedlagt i ham. Generationer, der endnu ikke er født, vil vende<br />
sig til ham for at få inspiration, råd og vejledning. Selv om han er død, lever han i<br />
hjerterne på alle dem, der er optaget af den store opgave at opbygge Guds rige' på<br />
jorden."
I<br />
Tredje præsident<br />
John taylor (1808-1887)<br />
Side 38<br />
Da præsident Brigham Young døde "et minut over fire" om eftermiddagen den 29.<br />
august 1877 blev byrden med at lede Israels hærskarer lagt på præsident John Taylors<br />
brede og kompetente skuldre. Præsident Taylor var på dette tidspunkt 69 år gammel<br />
og nærmede sig hurtigt de tilmålte halvfjerdsindstyve år (se Salm. 90:10), men han var<br />
stadig i besiddelse af manddommens livskraft, havde en sund dømmekraft, var fast og<br />
uovervindelig i troen, en dygtig leder, en sand Guds mand.<br />
I over 40 år havde præsident Taylor konstant arbejdet for riget. Han havde givet alt<br />
i sig til dets opbyggelse. Og på grund af sine fremragende egenskaber, sin intelligens<br />
og dygtighed, sin loyalitet og samarbejdsvilje havde han hævet sig til De Tolvs<br />
præsidentskab, og derfor var det ham, der havde ret til at præsidere, da præsident<br />
Young døde.<br />
Præsident Taylor var født i England, og han var i besiddelse af dette folks ædleste<br />
egenskaber: ærlighed, flid og kærlighed til frihed gennem sand og retfærdig levevis.<br />
En, der kendte ham godt, har beskrevet ham for mig som "en engelsk gentleman". Selv<br />
om han havde en dejlig ånd hos sig, var lige venlig mod ven og fremmed og desuden<br />
var i besiddelse af tolerance, var han ikke desto mindre hård overfor enhver form for<br />
ondskab og synd. Jeg vil kalde ham en sand Guds mand, et fint eksempel på en sidste<br />
dages hellig. Det er en ære at tale eller skrive om en sådan mand.<br />
John Taylors forældre boede i byen Milnthorpe, Westmoreland County, England,<br />
hvor han blev født den 1. november 1808. Faderen hed James Taylor, og moderens<br />
pigenavn var Agnes Taylor, selv om de ikke var i familie med hinanden, så vidt jeg<br />
har kunnet finde ud af. James og Agnes Taylor fik lo børn - 8 sønner og 2 døtre. Tre<br />
af børnene døde som små. Da Edward, den ældste søn, døde som 22-årig, var John<br />
- den næstældste søn og genstanden for denne beretning - den næste søn i rækken<br />
og stod næst efter faderen, familiens overhoved.<br />
Da John var l I år gammel, bosatte hans forældre sig på en lille landejendom, de<br />
havde arvet, i nærheden af byen Hale, England. Da han var 14 år gammel, var der<br />
nogen diskussion i familien om, hvilket håndværk drengen skulle lære, nu da han var<br />
ved at være en ung mand. Det blev endelig besluttet, at han skulle være bødker, og<br />
derfor kom han i lære hos en fabrikant i Liverpool, men få måneder efter gik hans<br />
arbejdsgiver fallit, og John var nødt til at tage hjem igen. Da han var fast besluttet på at<br />
lære et håndværk, tog han kort efter til Penrith i Cumberland, hvor han gik i lære som<br />
trædrejer. Her blev han, fra han var 15, til han var 20, og arbejdede flittigt med sine<br />
hænder, indtil han mestrede sit håndværk.<br />
I året 1830, som er et betydningsfuldt år i kirkens historie, tog John Taylors forældre<br />
og søskende med skib fra Liverpool til Canada. John blev tilbage i England for at bringe<br />
tingene i orden og afhænde sin fars ejendom, og det varede to år, før han var i stand<br />
til at slutte sig til dem. Han ankom til New York City om efteråret i 1832 og tog med<br />
diligence og båd til Toronto, Ontario, Canada til sin familie. Det varede ikke længe, for<br />
han havde etableret sig som trædrejer, og han så med tillid frem til et liv i lykke, fred<br />
og fremgang.<br />
Da John var meget religiøs af naturen, sluttede han sig til metodistkirken i Toronto<br />
kort efter sin ankomst, og i løbet af få måneder blev han lærer og omvandrende<br />
prædikant for organisationen. Hans naturlige anlæg og interesse var at fortælle om
Side 39<br />
evangeliet, at bringe sjæle til kundskab om Gud og at gøre verden til et bedre sted at<br />
leve i. Denne opgave blev hans livs håb, drøm og stræben. Han skulle blive i stand til<br />
at opfylde denne stræben.<br />
Mens John deltog i metodistkirkens møder i Toronto, mødte han Leonora Cannon<br />
- datter af kaptajn George Cannon fra Peel, the Isle of Man - og giftede sig med hende.<br />
Leonora var en dannet og kultiveret kvinde. Hun var åndfuld, begavet, var i besiddelse<br />
af usædvanlige konversationsevner og var meget religiøs af naturen. Hun var på alle<br />
måder en passende ledsager for John Taylor.<br />
Alt så lovende ud for dette nygifte par, da de begyndte deres liv sammen i<br />
Toronto. John tilbragte hverdagene i sit trædrejeri og søndagene med forsamlingen<br />
i metodistkirken, hvor han deltog aktivt. Men efterhånden som tiden gik, og hans<br />
kundskab og forståelse voksede, begyndte han at sætte spørgsmålstegn ved nogle<br />
af de trossætninger, som metodistkirkens ledere underviste i. En lille gruppe af<br />
forsamlingen sluttede sig til ham i disse forespørgsler, og det varede ikke længe, før<br />
de blev kendt som "Dissenters" (anderledes tænkende). De søgte et nyt evangelium,<br />
hvor Guds kraft ville blive tilkendegivet. De lærdomme, som metodisterne underviste<br />
i, kunne ikke tilfredsstille dem.<br />
Det var på dette kritiske tidspunkt i John Taylors liv, at Parley P. Pratt, en apostel i<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, ankom til Toronto. Han kom med det formål<br />
at give folkene der et vigtigt budskab, og ligesom de fordums apostle rejste han "uden<br />
pung og taske" (Luk. 22:35) og stolede på, at Gud ville lede ham til de ærlige af hjertet.<br />
Ældste Pratt begyndte at holde moder hos en fru Walton, og blandt de tilstedeværende<br />
var John Taylor og dennes hustru. "John skrev 8 taler ned, som apostel Pratt gav,<br />
og sammenlignede dem med skrifterne," beretter B. H. Roberts (Brigham H. Roberts<br />
- [1857-1933] en af præsidenterne for De halvfjerds' første Råd, forfatter og historiker).<br />
Han undersøgte også beviserne på Mormons Bogs og Lære og Pagters guddommelige<br />
ægthed. "Jeg gjorde det til et regulært arbejde i 3 uger," beretter John, "og fulgte broder<br />
Parley fra sted til sted." Resultatet af denne omhyggelige undersøgelse var, at John<br />
Taylor og hans hustru blev døbt den 9. maj 1836 af ældste Parley P. Pratt.<br />
John var straks meget aktiv i kirken, og i løbet af få uger blev han ordineret til ældste.<br />
Sammen med ældste Pratt begyndte han at forkynde evangeliet i Torontos omegn,<br />
og nye medlemmer sluttede sig dagligt til flokken. Da ældste Pratt i efteråret 1836 tog<br />
tilbage til sit hjem i Kirtland, overdrog han ældste Taylor "ansvaret for alle de hellige og<br />
grenene i det øvre Canada" (det område, der nu er kendt som Ontario, Canada).<br />
I marts 1837 tog ældste Taylor til Kirtland for at besøge de hellige der og mødes<br />
med profeten Joseph for første gang. Da han ankom, modtog profeten ham hjerteligt<br />
og inviterede ham til sit eget hjem. Dette var begyndelsen til et venskab, der skulle<br />
fortsætte gennem hele profetens liv. I sine sidste timer i jordelivet - ja, i sin allersidste<br />
time - skulle han finde lindring og trøst gennem John Taylors milde og gode ånd og<br />
hans kærlige venskab.<br />
I august 1837 besøgte profeten Joseph ældste Taylor i Canada, ledsaget af Sidney<br />
Rigdon og Thomas B. Marsh. "Det var en stor oplevelse for mig," beretter ældste Taylor.<br />
"Jeg havde dagligt mulighed for at tale med dem, lytte til deres instruktioner og tage<br />
del i den rige strøm af intelligens, der hele tiden flød fra profeten Joseph."<br />
Før profeten forlod Canada, ordinerede han ældste Taylor til højpræst og<br />
beskikkede ham på ny til at præsidere over kirken der.<br />
II
Side 40<br />
I efteråret, 1837 fik ældste Taylor besked fra profeten om, at denne gerne ville have<br />
ham til at afvikle sin forretning i Canada og slutte sig til de hellige i Missouri. John<br />
Taylor gjorde nu fælles sag med de sidste dages hellige. Han opgav sit behagelige<br />
hjem og sin forretning i Toronto, og sammen med en ældste Mills tog han af sted til<br />
Kirtland. Da det var vinter, "lavede de en overdækket slæde, deres familier kunne køre<br />
i, mens deres ejendele blev transporteret i vogne". Efter en lang og vanskelig rejse,<br />
hvor broder Taylor noget af tiden måtte blive i Indiana og arbejde for at skaffe midler til<br />
at fortsætte rejsen, ankom han sammen med sin familie til Far West, Missouri, omkring<br />
den 1. oktober 1838.<br />
Det var under denne trættende rejse fra Canada, at han blev kaldet som apostel, i en<br />
åbenbaring profeten Joseph modtog den 8. juli 1838. Uheldigvis var missourianernes<br />
forfølgelse af de hellige på sit højeste, da John Taylor ankom til Far West. En<br />
måned senere blev profeten Joseph og adskillige af kirkens ledere taget til fange af<br />
pøbelmilitsen, og alle de hellige i Missouri fik ordre til at forlade staten. Midt i denne<br />
forvirring blev John Taylor ordineret til apostel ved et møde for højrådet i Far West, den<br />
19. december 1838, "under Brigham Youngs og Heber C. Kimballs hænder". Kort efter<br />
flygtede han også sammen med sin hustru og sin familie østpå til det nye samlingssted<br />
for de hellige i Illinois.<br />
I nogen tid blev John Taylor i Quincy, Illinois, hvor nogle af brødrene for De Tolv<br />
havde bosat sig. Kort efter blev byen Nauvoo grundlagt under profeten Josephs<br />
ledelse, og ældste Taylor og hans familie flyttede dertil. Da han imidlertid ikke kunne<br />
finde et passende sted at bo, tog han over floden til Iowasiden og flyttede "ind i et<br />
værelse i en gammel kaserne". Det var mens han boede under disse beskedne forhold,<br />
at han påbegyndte forberedelser til at tage på mission i England, hvortil han og brødre<br />
fra De Tolv var blevet kaldet.<br />
Jeg kan her blot give en kort beretning om John Taylors udmærkede mission i<br />
England, men lad mig sige, at han udviste alle de prægtige egenskaber, der fik de<br />
sidste dages hellige til at agte ham højt. Han kom til England, syg og uden penge,<br />
men på grund af sin faste karakter og sit stærke vidnesbyrd havde han held til at<br />
bringe mange familier til kundskab om sandheden. Blandt disse var hans hustrus bror,<br />
George Cannon, og dennes familie i Liverpool. Man kan slet ikke begynde at anslå,<br />
hvad denne bemærkelsesværdige familie har gjort for kirken, og hvad de hundreder af<br />
efterkommere gør i dag. Ældste Taylor fortsatte sit arbejde i England indtil april, 1841,<br />
da han sammen med brødrene fra De Tolv vendte tilbage til sit hjem i Nauvoo. Før<br />
han forlod England, offentliggjorde han en rapport over sit arbejde i Millennial Star (Et<br />
månedligt tidsskrift for kirken, der blev udgivet i Storbritannien. Det blev påbegyndt af<br />
Parley P. Pratt i 1840). Her følger uddrag af denne rapport:<br />
Jeg føler trang til at fryde mig i Herren, fordi han har velsignet ydmyge bestræbelser<br />
på at fremme hans sag og rige, og for alle de velsignelser jeg har modtaget på denne<br />
ø; for selv om jeg har rejst 8 000 km uden pung eller taske, og har rejst lige så langt<br />
med tog, diligencer, dampskibe, vogne, på hesteryg og med næsten enhver form for<br />
transportmiddel, og har været blandt fremmede i et fremmed land, så har jeg ikke en<br />
eneste gang manglet hverken penge, tøj, venner eller et hjem fra den dag jeg ankom<br />
og til nu; jeg har heller aldrig måttet bede nogen om noget. Jeg har sat min lid til<br />
Herren, og jeg ved, at man kan stole på hans ord. Og nu, da jeg drager bort, bærer jeg<br />
vidnesbyrd om, at dette er Guds værk - at han har talt fra himlene - at Joseph Smith er<br />
en Herrens profet - at Mormons Bog er sand; og jeg ved, at dette værk vil gå fremad,<br />
indtil, Verdensherredømmet virkelig er vor Guds og hans Kristi rige' (Se Joh. Åb. 11:15<br />
og L&P 105:32)."
Side 41<br />
Brødrene fra De Tolv forlod England i april 1841 og ankom til New York City efter en<br />
måneds sørejse. De fortsatte til Nauvoo, hvortil de ankom den 1. juli. Heber C. Kimball<br />
beretter: "Vi ankom til Nauvoo den 1. juli, og da vi stødte mod kajen, tror jeg, der var<br />
omkring 300 hellige der for at møde os, og jeg har aldrig set en lignende tilkendegivelse<br />
af kærlighed og glæde. Præsident Smith var den første til at give os hånden. Han har<br />
aldrig haft det bedre, og det samme er tilfældet med de fleste af de hellige ... Vore<br />
familier havde det godt, bortset fra søster Taylor, der er temmelig syg."<br />
Ved sin ankomst til Nauvoo fandt John sin familie i temmelig bedrøvelige<br />
omstændigheder. Hans hustru var syg, men ved kærlig omsorg og pleje kom hun<br />
sig hurtigt. Ældste Taylor tog straks aktivt del i alle kirkens anliggender. I august<br />
blev han valgt til "bestyrelsesmedlem ved Nauvoo universitet". Han mødtes næsten<br />
dagligt med brødrene fra De Tolv, og dem skrev han mange breve og artikler for. Ved<br />
oktoberkonferencen, der blev afholdt i Nauvoo, "udpegede konferencen Elias Higbee,<br />
John Taylor og Elias Smith til ansøgere om afhjælpning af uret begået i Missouri; og<br />
John Taylor blev udvalgt til at fremføre anmodningen".<br />
Ældste Taylor tilbragte mange timer sammen med profeten, og der udvikledes et<br />
nært venskab mellem de to. I januar 1842 skriver profeten følgende i sin beretning: "Jeg<br />
læste i Mormons Bog, udførte forskellige opgaver i forretningen og i byen og tilbragte<br />
aftenen på kontoret sammen med ældste Taylor og ældste Richards."<br />
I februar 1842 købte kirken trykkeriet for Times and Seasons (Et SDH-tidsskrift, der<br />
blev udgivet fra 1839-1846) af Ebenezer Robinson, og profeten bad John Taylor og<br />
Wilford Woodruff om at påtage sig ledelsen af det. John fandt nu et arbejde, som han<br />
havde særlige evner for. Han var en dygtig skribent og redaktør, og mens han boede<br />
i Nauvoo, skrev han mange artikler til dette tidsskrift. I efteråret 1842 begyndte han at<br />
udgive en ugentlig avis ved navn The Nauvoo Neighbor.<br />
Den 1. november 1842 fejrede ældste Taylor sin 34-års fødselsdag. Han havde<br />
indrettet en behagelig bolig for sig selv, sin hustru og deres 4 små børn, han var apostel<br />
i kirken og havde en voksende og indbringende forretning, og han så frem til et liv i<br />
lykke, fred og fremgang.<br />
I året 1843 arbejdede ældste Taylor flittigt med sine opgaver som redaktør. Det<br />
lyder måske mærkeligt, at han havde besvær med at skaffe tilstrækkeligt med papir.<br />
Da Mississippifloden frøs til om vinteren, standsede næsten al forsendelse udefra. Jeg<br />
finder følgende i Times and Seasons under april 1843. Det er et uddrag af en ledende<br />
artikel, skrevet af ældste Taylor:<br />
"Vi beder læserne undskylde, at dette nummer er så forsinket. Vi var udgået for papir<br />
og forventede, at floden var blevet åbnet, længe før det var tilfældet; og da det var<br />
umuligt at få det over land på grund af vejenes tilstand, havde vi ingen anden mulighed<br />
end at vente, til floden blev åbnet. Vi undskylder forsinkelsen, men forsikrer vore<br />
venner om, at det var uundgåeligt fra vor side. Imidlertid har vi truffet de nødvendige<br />
forholdsregler for at indhente det forsømte, idet vi har ansat to medarbejdere, så<br />
arbejdet kan skride fremad nat og dag, indtil vi er å jour, og det regner vi med at være<br />
om ca. 3 uger."<br />
Året 1844 begyndte godt for John Taylor - og alligevel blev det så skæbnesvangert.<br />
Det er sikkert godt, vi ikke kan se eller vide, hvad der venter os fra dag til dag. Det,<br />
han glædede sig mest over, var at have profetens tillid og selskab. Jeg finder følgende<br />
i profetens dagbog under den 1. januar 1844:
Side 42<br />
"Et stort selskab spiste i mit hjem nytårsaften og nød musik og dans til den lyse<br />
morgen. Jeg var i mit private værelse sammen med min familie, ældste John Taylor<br />
og andre venner."<br />
Og igen tirsdag den 6. Februar: "En meget kølig dag. Jeg tilbragte aftenen sammen<br />
med min bror Hyrum, Sidney Rigdon og De tolv Apostle og deres hustruer hos ældste<br />
John Taylor. Vi spiste aftensmad sammen og havde det hyggeligt."<br />
I året 1844 var der præsidentvalg i USA, og man drøftede politik alle vegne. De<br />
helliges ledere besluttede, at de ikke kunne støtte de større politiske partier eller deres<br />
kandidater. For at finde en middelvej bad man profeten om at lade sig opstille som<br />
præsidentkandidat, og de hellige skulle så støtte ham og arbejde for, at han kunne blive<br />
valgt. Derfor forlod 244 ældster - inklusive De tolv Apostle, bortset fra John Taylor og<br />
Willard Richards - i april Nauvoo og rejste til de forskellige stater østpå.<br />
Mens de var væk, påbegyndtes udgivelsen af en anti-mormonsk avis i Nauvoo, der<br />
ondskabsfuldt angreb profeten og de hellige. Nauvoos byråd gav ordre til, at denne<br />
avis "skulle ødelægges", og ordren blev udført. Der blev straks udstedt arrestordrer for<br />
profeten, hans broder Hyrum, John Taylor og andre, der var medlemmer af byrådet.<br />
Det var mens de afventede den retslige behandling, at tragedien i Carthage fængslet<br />
fandt sted, den 27. juni 1844. Profeten og patriarken blev dræbt, og John Taylor blev<br />
alvorligt såret. Detaljerne om denne tragedie blev givet i kapitlet om Joseph Smith i<br />
denne bog, og jeg vil ikke gentage dem her.<br />
Ældste Taylor blev bragt til sit hjem i Nauvoo få dage efter tragedien, og det<br />
varede mange uger, før han var i stand til at genoptage sit normale arbejde. De Tolvs<br />
rådsmøder blev ofte afholdt i hans hjem, mens han kom til hægterne efter sårene. Da<br />
han var kommet sig, fortsatte han med at udgive tidsskrifter, og passede desuden sit<br />
arbejde i kirken samt en dejlig gård, han havde i nærheden af Nauvoo. Imidlertid blev<br />
de ledende brødre i løbet af 1845 klar over, at de hellige ville være nødt til at forlade<br />
Nauvoo, hvis de ønskede fred, og i løbet af efteråret og vinteren 1846-1847 påbegyndte<br />
man forberedelser til den store folkevandring mod vest.<br />
Den 16. februar 1846 forlod ældste Taylor Nauvoo og krydsede floden til Iowasiden.<br />
For at få et begreb om, hvad han måtte ofre på dette tidspunkt, er der fortalt, at han i<br />
Nauvoo efterlod "et stort to-etagers, møbleret murstenshus med en forretning på den<br />
ene side og en ny murstensbygning på den anden, som han havde opført til trykkeri;<br />
desuden en stor lade nede bagved. Grunden og bygningerne var 10000 dollars værd.<br />
Foruden disse ejendomme havde han lidt øst for Nauvoo en gård på 43 hektarer, en<br />
anden på 32 hektarer, hvoraf det halve blev dyrket og resten gav tømmer. Han ejede<br />
også en hjørnegrund på 30,78 x 25,9 m, beliggende på Main street og Water street".<br />
Alt dette efterlod ældste Taylor i Nauvoo, da han påbegyndte den trættende rejse ud i<br />
de vestlige ødemarker. Men tanken om og troen på, at de hellige kunne finde et sted,<br />
hvor de kunne tilbede Gud i fred og bo i sikkerhed uden at blive forulempet af onde<br />
pøbelhobe, ledte ham fremad mod den nedgående sol.<br />
III<br />
Rejsen gennem Iowa i regn og mudder tog 4 måneder. Den 14. juli ankom ældste Taylor<br />
til Council Bluffs ved Missourifloden. Her gjorde man foreløbig holdt. På dette sted fik<br />
man besked fra kirkens organisationer i England, at det ikke gik så godt der. De Tolv<br />
tog sagen under overvejelse, og som resultat bad præsident Young John Taylor, Orson<br />
Hyde og Orson Pratt om at rejse til England og bringe orden i kirken. Brødrene tog af<br />
sted, mens deres familier måtte se en streng vinter i møde i vogne ved Missouriflodens
Side 43<br />
bredder. Efter en besværlig rejse til lands og til vands ankom de til Liverpool, England<br />
den 3. oktober 1846.<br />
Ældste Taylor og de andre brødre tilbragte 4 måneder i England og udførte det<br />
arbejde, som de præsiderende brødre havde bedt dem om at gøre. På tilbagerejsen,<br />
der varede 36 dage, sejlede han til New Orleans, Louisiana. Fra New Orleans tog<br />
han en floddamper til St. Joseph, Missouri. Herfra tog han til de helliges lejr og<br />
ankom lige tids nok til at få en samtale med præsident Young, der skulle af sted<br />
vestpå sammen med nogle af pionererne. Ældste Taylor bragte flere værdifulde<br />
videnskabelige instrumenter med sig: 2 sekstanter, 2 barometre, 2 kunstige horisonter,<br />
1 cirkelrund reflektor, adskillige termometre og et teleskop, der viste sig at være af stor<br />
værdi for pionererne.<br />
Da præsident Young og pionergruppen drog vestpå i april 1847 for at finde et egnet<br />
sted for de hellige, blev ældste Taylor i nogen tid i Winter Quarters for at organisere<br />
de hellige i grupper, der skulle følge efter. Sidst i juni var en stor gruppe parat til at<br />
påbegynde den lange rejse på 1600 km I denne gruppe var der 1533 mennesker, 600<br />
vogne, 2 213 okser, 124 heste og 887 køer. Således drog de sidste dages hellige<br />
med flokke og hjorde ud i ødemarken. Ældste John Taylor og ældste Parley P. Pratt<br />
præsiderede over denne store gruppe.<br />
Rejsen over sletterne var langsom og trættende. Man rejste fra 8 til 32 km om dagen<br />
alt efter det terræn, man rejste igennem. Lejren plejede at hvile om søndagen, hvor<br />
man afholdt møder, "og stilheden i de store vestlige ødemarker blev brudt af de hellige,<br />
der sang Zions sange".<br />
Da medlemmerne af den karavane, der blev anført af John Taylor, nærmede sig<br />
Sweetwaterflodens øvre overfartssted i det, der nu er kendt som det vestlige Wyoming,<br />
mødte de nogle tilbagevendende pionerer under præsident Young, der fortalte dem,<br />
at man havde valgt et blivende samlingssted for de hellige i Saltsødalen. For at<br />
ære disse pionerer bad John Taylor kvinderne i sin gruppe om at lave et måltid til<br />
dem, og i overensstemmelse hermed nød man i ly af de ensomme bjerge, hvad<br />
der senere er blevet kendt som "festmåltidet i ødemarken". B. H. Roberts skriver:<br />
"Adskillige improviserede borde dækket med snehvidt linned viste, at en overraskelse<br />
var i baghånden for de trætte pionerer. Fedekalven blev slagtet, der blev tilberedt vildt<br />
og fisk i overflod; frugt, gele og relish (syltede agurker, asier o.l., oliven, rå grønsager,<br />
etc.) blev fundet frem, så det i sandhed var et kongeligt festmåltid." Da middagen var<br />
forbi, tilbragte brødrene og søstrene aftenen med at danse. "Og snart blev den søde<br />
forvirring af latter og munter samtale blandet med lystige toner fra violinen og danse<br />
lederens klare stemme, når han førte de dansende gennem squaredanse og andre<br />
uskyldige danse," der passede til lejligheden.<br />
Næste morgen skiltes de to grupper og drog hver sin vej; præsident Young og hans<br />
pionerer skulle tilbage til Winter Quarters, Nebraska, og John Taylor og hans gruppe<br />
fortsatte mod Saltsødalen, hvortil de ankom om eftermiddagen den 5. oktober 1847.<br />
Da John Taylor nu var hos de hellige, gik hans første indsats ud på at bygge et hjem<br />
til sig selv og sin familie. "Vore huse," skriver han, "var bygget på fortets yderside i<br />
form af skure- den højeste væg vendte udad, og taget skrånede mod det indre. Vinduer<br />
og døre blev anbragt på den side, der vendte ud mod indhegningen, og ydersiden var<br />
massiv, bortset fra skydehuller til beskyttelse. Omkring juletid (1847) havde jeg opført<br />
ca. 27 '/2 m bygningsværk af flækkede stammer, indhegnet og dækket dem. Desuden<br />
havde jeg lavet indhegninger og bygget stalde bagved og indhegnet en plet til have
Side 44<br />
foran. Jeg hjalp til med alt dette arbejde ved at save, bygge og transportere." (B. H.<br />
Roberts, Life of John Taylor, s. 193)<br />
John Taylor blev i Saltsødalen i to år (fra oktober 1847 til oktober 1849). I disse to<br />
år tog han aktivt del i alle de helliges foretagender. Han deltog i møder for De Tolv;<br />
han talte ved konferencer for de hellige; han bestræbte sig på at skaffe sin familie<br />
livets behageligheder. Han var personligt vidne til den fantastiske oplevelse, da tusinder<br />
af måger fløj ind fra søen og ødelagde de utallige græshopper, der var ved at gøre<br />
det af med de helliges magre afgrøder. Under alle forhold var John Taylor en leder.<br />
"Mange støttede sig til ældste Taylors styrke i disse dage," skriver B. H. Roberts. "Når<br />
fortvivlelse overvældede koloniens beboere, indgød han dem håb igen; når de svage<br />
vaklede, styrkede han dem; de, der var nedbrudte af sorg, trøstede og opmuntrede<br />
han. Hans tro på Gud og tillid til, at han havde magt til at bevare og udfri sit folk, var lige<br />
så urokkelig midt under de vanskeligheder, de kom ud for, da de bosatte sig i Utahs<br />
øde dale, som det havde været tilfældet under pøbeloptøjerne i Missouri og Illinois."<br />
(B. H. Roberts. Life of John Taylor, s. 199-200)<br />
IV<br />
Ved oktoberkonferencen i 1849 blev John Taylor kaldet af <strong>Kirkens</strong> øverste<br />
Præsidentskab til at præsentere evangeliet for Frankrigs befolkning. Han accepterede<br />
beredvilligt dette vigtige kald, og den 19. oktober rejste han østpå sammen med flere<br />
andre missionærer. Rejsen over sletterne var besværlig på denne årstid, hvor kolde<br />
vinde og snestorme jog hen over prærien. Men brødrene fortsatte fra dag til dag, og i<br />
løbet af 2 måneder nåede de til Kanesville, Iowa, hvor nogle af de hellige stadigvæk<br />
boede, og disse gav dem en varm velkomst. Fra Kanesville fortsatte ældste Taylor<br />
rejsen med vogn og med båd til St. Louis, Missouri, hvor han blev i flere uger "for at<br />
besøge de hellige og studere det franske sprog". Derefter fortsatte han til New York<br />
City, og herfra sejlede han til England. Efter en sørejse uden særlige begivenheder<br />
ankom han den 27. maj 1850 til Liverpool, England.<br />
Ældste Taylor blev kun i England nogle få uger for at genopfriske gamle<br />
bekendtskaber og mødes med de hellige; derpå rejste han til Frankrig, hvor han gjorde<br />
Boulogne-sur-Mer til sit hovedkvarter. Hans kammerater var ældste Curtis Bolton og<br />
William Howell.<br />
På grund af den begrænsede protestantiske befolkning i Boulogne gjorde<br />
missionærerne ikke store fremskridt. Ældste Taylor indlod sig på en offentlig debat med<br />
to præster fra England, hvilket vakte betydelig opmærksomhed, men det varede ikke<br />
længe, før han tog til Paris, hvor der var større muligheder. Her døbte han snart flere<br />
mennesker og grundlagde en lille gren af kirken. Han traf også foranstaltninger til at få<br />
Mormons Bog udgivet på fransk og få trykt et lille månedligt blad, Etode du Deseret.<br />
Den politiske uro i Frankrig var imidlertid således på dette tidspunkt, at regeringen snart<br />
forbød ældsterne at forkynde evangeliets principper. I august 1851 tog ældste Taylor<br />
til Hamburg, Tyskland, hvor han havde held til at få Mormons Bog oversat til tysk og<br />
også til at udgive et lille månedligt blad, Zions Panier.<br />
Da ældste Taylor i december 1851 vendte tilbage til Paris, fandt han landet i en<br />
tilstand af revolution og byen i hænderne på soldater. Under sådanne usikre forhold<br />
mente han, at det var bedst at forlade Frankrig. Derfor sammenkaldte han de hellige til<br />
en konference og bød dem farvel. Næste dag rejste han til England og regnede med,<br />
at hans mission indtil videre var forbi.<br />
Det var på denne mission ældste Taylor skrev sin beundringsværdige pjece The<br />
Government of God. Om dette værk skriver historikeren George Bancroft (1800-1891):
Side 45<br />
"Som afhandling over et almindeligt og abstrakt emne har den sandsynligvis ikke sin<br />
lige i hele mormon-litteraturen."<br />
Den 6. marts 1852 forlod ældste Taylor England og sejlede tilbage til Amerika. Efter<br />
at have besøgt venner i Philadelphia og Washington D. C. tog han med tog og båd til<br />
Kanesville, Iowa, og her sluttede han sig til en karavane, der var på vej til Utah. Efter<br />
den trættende rejse over sletterne ankom han den 20. august til Salt Lake City, hvor<br />
han blev budt velkommen af sine kære og af gode venner. Han havde da været væk<br />
i næsten 3 år.<br />
Uden tvivl var ældste Taylor nu ivrig efter at tage sig af personlige anliggender og<br />
forbedre sin økonomi efter sit lange ophold i Europa, men kirkens præsidentskab havde<br />
åbenbart for høje tanker om hans evner som missionær til at lade ham blive hjemme<br />
længe. I sommeren 1854 blev han igen sendt østpå "for at præsidere over kirken i de<br />
østlige stater, føre tilsyn med emigrationen og udgive en avis i kirkens interesse". Disse<br />
opgaver viste sig at være vanskelige, da der på dette tidspunkt var dårlige følelser imod<br />
de sidste dages hellige østpå, på grund af de rapporter, der blev aflagt af de "bortløbne<br />
dommere" (der havde forladt Utah, da det blev opdaget, at de var umoralske - se side<br />
40 og 41 her i bogen) og andre statsembedsmænd, der var vendt hjem. Alligevel gik<br />
ældste Taylor uden frygt fremad og udførte de opgaver, der var blevet pålagt ham. En<br />
avis ved navn The Mormon blev påbegyndt i New York City den 17. februar 1855.<br />
Som redaktør var ældste Taylor en af de dygtigste og mest frygtløse, kirken havde<br />
frembragt. De store dagblade i New York City fandt særlig fornøjelse i at angribe The<br />
Mormon og kirkens lære, men ældste Taylor var på højde med enhver situation og<br />
svarede på en måde, der ofte bragte hans kritikere til tavshed.<br />
V<br />
Ældste Taylor blev østpå under den stormfulde periode i 1856 og de første måneder<br />
af 1857, hvor det blev bekendtgjort, at præsident Buchanan havde givet ordre til, at<br />
en hær skulle sendes til Utah, og at en ny guvernør skulle afløse Brigham Young.<br />
Da han følte, at tidspunktet var kommet, hvor han skulle aflægge personlig rapport<br />
til præsident Young, forlod han New York City, og efter igen at have foretaget den<br />
trættende rejse over sletterne ankom han til Utah i august 1857. Søndagen efter<br />
ældste Taylors ankomst priste præsident Young ham i Det gamle Tabernakel for hans<br />
redaktørarbejde i de østlige stater.<br />
"Med hensyn til broder Taylors arbejde med udgivelsen af bladet The Mormon i<br />
byen New York, har jeg hørt mange bemærkninger om de ledende artikler i dette blad<br />
- ikke blot fra de hellige, men fra dem, der hævder, at de ikke tror på den religion, vi<br />
har antaget; og det er sikkert et af de bedst redigerede blade, der bliver udgivet. Med<br />
hensyn til de ledende artikler kan jeg sige, at det er en af de mest betydningsfulde<br />
aviser, der nogen sinde er blevet udgivet, så vidt jeg ved; og jeg har aldrig læst en<br />
eneste sætning, som jeg ikke kunne sige god for. Jeg er helt enig med hver eneste<br />
sætning, jeg har hørt eller læst. Broder Taylor, jeg siger disse ting til dig, og jeg tror,<br />
at dette samfund, der har læst avisen, er i besiddelse af de samme følelser." (B. H.<br />
Roberts, Life of John Taylor, s. 271)<br />
I mellemtiden marcherede De forenede Staters hær vestpå og nærmede sig hurtigt<br />
Utah-territoriets grænser. Omkring en måned efter ældste Taylors hjemkomst ankom<br />
kaptajn Van Vliet, assisterende kvartermester ved general Harneys hær, til Salt Lake<br />
City for at købe forsyninger til de tropper, der var på vej. Mens kaptajn Van Vliet var<br />
i byen, deltog han i et møde i Tabernaklet, hvor ældste Taylor holdt en gribende tale.
Side 46<br />
"Hvordan ville jeres følelser være, hvis De forenede Stater ønskede at jage os væk fra<br />
vore egne hjem?" spurgte han de hellige. "Brødre, hvis det blev nødvendigt, ville I så<br />
sætte ild til jeres bygninger, lægge dem i aske og vandre hjemløse op i bjergene? Jeg<br />
ved, hvad I ville sige, og hvad I ville gøre."<br />
På dette tidspunkt udbrød præsident Young: "Prøv at foretage en afstemning."<br />
Derpå fortsatte ældste Taylor: "Alle I, der er villige til at sætte ild til jeres ejendomme<br />
og lægge dem i aske, frem for at underkaste jer militære regler og undertrykkelse,<br />
bedes tilkendegive det ved at række hånden op."<br />
Det forlyder, at 4.000 af de hellige rakte hånden op til enstemmig godkendelse.<br />
Det var sådanne gribende episoder, ældste Taylor aktivt tog del i, da han ankom<br />
til Utah.<br />
At de hellige i ramme alvor mente, at de ville "lægge deres marker og hjem øde",<br />
ses tydeligt af den kendsgerning, at præsident Young tidligt om foråret i 1858 gav ordre<br />
til evakuering af alle de nordlige kolonier, inklusive Salt Lake City, og igen begyndte de<br />
sidste dages hellige at udvandre. Ældste Taylor deltog i denne udvandring og flyttede<br />
sin familie til Utah County, indtil frygten for en konflikt med hæren var overstået. Han<br />
deltog i konferencen med fredskommissærerne og holdt en effektiv tale, der hjalp til<br />
at udligne forskellene mellem de hellige og regeringen. B. H. Roberts giver følgende<br />
hyldest til John Taylors handlinger på dette tidspunkt:<br />
"Som altid var han sikker på, at Gud havde dette folks og dets fjenders skæbne<br />
i sine hænder, og han var rede til fred eller krig, eller til at ødelægge og forlade sit<br />
hjem, hvis det var Guds vilje. Denne ånd af tillid og fortrøstning til Herren var han ikke<br />
blot selv i besiddelse af, men han havde også evnen til at bibringe andre den samme<br />
ånd. Han opmuntrede de modløse og bedrøvede, styrkede de svage, irettesatte de<br />
frygtsomme, overbeviste de vantro, vejledte endog de kloge; og gennem hele denne<br />
mørke og urolige tid førte han sig med værdighed, mod og sand mandighed, hvilket<br />
styrkede de helliges kærlighed til ham og fik brødrene til at beundre ham."<br />
De 20 år mellem 1857, da ældste Taylor vendte hjem fra sin mission i de østlige<br />
stater, og 1877, da præsident Brigham Young døde, var fyldt med forskellige aktiviteter<br />
- både samfundsmæssige og religiøse - for det meste begrænset til Klippebjergenes<br />
dale. I disse 20 år virkede ældste Taylor som medlem af Utah-territoriets lovgivende<br />
forsamling, og i 5 på hinanden følgende perioder blev han valgt som formand for<br />
Repræsentanternes Hus. I 1868 blev han valgt til skifteretsdommer for Utah County,<br />
og han fortsatte i dette embede indtil december-terminen for denne ret i 1870.<br />
Både sommer og vinter i al denne tid var ældste Taylor hele tiden aktiv i sine pligter<br />
i kirken og i sin kaldelse som apostel. Han ledsagede præsident Brigham Young på<br />
næsten alle dennes årlige rejser, både nord og syd for Salt Lake City. Hans trykte<br />
taler gennem disse år, der altid var af bedste kvalitet, kunne fylde adskillige bind. Hans<br />
fremstilling af kirkens lærdomme og fremgangsmåder var altid myndig.<br />
VI<br />
Som nævnt i begyndelsen af kapitlet, døde præsident Brigham Young den 29.<br />
august 1877 i Salt Lake City. Denne betydningsfulde mands død opløste Det øverste<br />
Præsidentskab og efterlod kirken uden en præsident. Ansvaret for at lede de hellige<br />
tilfaldt derfor De tolv Apostle med John Taylor i spidsen.<br />
"Præsident Taylors forvaltning af kirkens anliggender - både i Zion og andre<br />
steder - var præget af stor energi," skriver hans levnedsskildrer, B. H. Roberts.
Side 47<br />
"Med fornyet iver fremskyndede han arbejdet på templerne, hvoraf der var 3<br />
under opførelse, da han overtog ledelsen. Han anmodede biskopper om at afholde<br />
ugentlige præstedømmemøder i deres ward, stavspræsidenter om at afholde<br />
præstedømmemøder hver måned i deres respektive stave; og han fastsatte kvartårlige<br />
konferencer i alle Zions stave og offentliggjorde datoen for deres afholdelse et halvt år i<br />
forvejen, en skik, der er blevet bevaret helt til vor tid. Han deltog personligt i så mange af<br />
disse kvartårlige konferencer, som han kunne uden at ignorere den administrative del<br />
af sin kaldelse. Men der, hvor han ikke selv kunne være, sendte han medlemmer af sit<br />
kvorum, således at de hellige modtog megen undervisning og belæring fra apostlene,<br />
sikkert mere end på noget tidligere tidspunkt i kirkens historie. Resultatet var en stor<br />
åndelig opvågnen blandt de hellige."<br />
Præsident Taylor stimulerede også kirkens missionering ved at kalde et større antal<br />
ældster, end der tidligere var blevet sendt ud i verden. På Pionerdagen, den 24. juli<br />
1880 skildrede man missionering. I optoget ved denne lejlighed "repræsenterede en<br />
mand og en kvinde - klædt i nationaldragter - hvert land; nationens farver og navn viste,<br />
hvor kirkens missionærer havde arbejdet". Derefter blev disse nationaliteter, 25 i alt,<br />
anbragt på en platform foran talerstolen i Tabernaklet. Ældste Orson Pratt læste en<br />
kort beretning om evangeliets indførelse i hvert af disse lande. Derefter kom præsident<br />
Taylor med følgende udtalelse: "Herren befalede sine tjenere at, gå ud i al verden og<br />
forkynd(e) evangeliet for al skabningen' (Mark. 16:15). Vi har endnu ikke været over<br />
hele verden, men her i dag er 25 nationer repræsenteret, og indtil nu har vi opfyldt vor<br />
mission. Det er op til os at fortsætte vore bestræbelser, indtil hele verden har hørt os,<br />
så alle, der ønsker det, kan adlyde, så vi kan fuldføre den mission, der er pålagt os."<br />
<strong>Kirkens</strong> årlige generalkonference, der blev afholdt i april 1880, blev kendt som<br />
"halvtredsårskonferencen", da det var 50 år siden, kirken blev organiseret. "Det<br />
forekom mig," sagde præsident Taylor ved denne lejlighed, "at vi burde gøre noget<br />
lignende det, de gjorde i fordums tid, for at befri dem, der er tynget af gæld, hjælpe de<br />
trængende, bryde åget for dem, der føler sig plaget, og i det hele taget gøre det til en<br />
glædens tid." (B. H. Roberts, Life of John Taylor, s. 333)<br />
Derpå forklarede han, at mange af de hellige var i gæld til emigrationsfonden (The<br />
Perpetual Emigration Fund), fordi kirken havde sendt dem penge, så de kunne emigrere<br />
til Zion. Denne store sum, der havde hobet sig op gennem mange år, beløb sig nu til<br />
1.604.000 dollars med renter. Han foreslog, at halvdelen af denne sum skulle eftergives<br />
folket, og at de værdige fattige slet ikke skulle betale noget. Selvfølgelig blev denne<br />
ædelmodige handling fra præsident Taylors side accepteret af de hellige, og den skabte<br />
almindelig glæde.<br />
"Hvis I opdager, at mennesker, der er i gæld til jer, lider nød," fortsatte han, "og I<br />
vil forsøge at hjælpe dem i deres forhold, så meget I kan, så vil Gud hjælpe jer, når<br />
I får vanskeligheder."<br />
I en rundskrivelse, der blev uddelt ved konferencens slutning, fortsatte præsident<br />
Taylor sin tale om gæld. "De rige har en passende lejlighed til at huske Herrens fattige.<br />
Hvis I har deres gældsbeviser, og de ikke kan betale, så eftergiv dem renten og så<br />
meget af beløbet, som I ville ønske, at de skulle eftergive jer, hvis forholdene blev byttet<br />
om; således gør I mod andre, som I ønsker, at de skal gøre mod jer, for på dette hviler<br />
hele loven og profeterne' (Matt. 22:40). Hvis I har pant i jeres brødres og søstres hjem,<br />
og de er fattige, værdige og ærlige og ønsker at betale jer, men ikke er i stand til det,<br />
så eftergiv dem det hele eller en del. Giv dem et jubelår (se 3 Mos. 25:10, 13, 14), hvis<br />
I er i stand til det."
Side 48<br />
Dette var et eksempel på praktisk kristendom, der var enhver kirke eller institution<br />
værdig. Ved konferencens sidste møde bar præsident Taylor et kraftigt vidnesbyrd om<br />
guddommeligheden af det værk, han var engageret i.<br />
"Ligesom mine brødre bærer jeg vidnesbyrd om, at dette er Guds værk, der er blevet<br />
åbenbaret ved den Almægtige, og jeg ved det. Gud vil støtte Israel; ingen magt kan<br />
skade os, hvis vi gør, hvad er ret. Dette rige vil gå fremad, Guds hensigter vil blive<br />
udført, Zion vil stå frem og stråle, og Guds herlighed vil være over hende. Vi vil fortsætte<br />
med at vokse, indtil denne verdens riger er blevet vor Herres og hans Salvedes, og<br />
han vil regere for evigt."<br />
Efter præsident Youngs død præsiderede De tolvs Kvorum over kirkens anliggender<br />
indtil oktoberkonferencen 1880, hvor Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret.<br />
John Taylor blev udnævnt til præsident med George Q. Cannon og Joseph F. Smith<br />
som sine rådgivere. Ved denne betydningsfulde lejlighed besluttede præsident Taylor,<br />
at præstedømmets kvorummer skulle have det privilegium særskilt at opretholde<br />
Det øverste Præsidentskab. B. H. Roberts har givet en fin beskrivelse af denne<br />
imponerende handling:<br />
"Apostlene sad på forhøjningen, den anden række var reserveret for dem i<br />
Det store Tabernakel. Pladsen syd for forhøjningen blev optaget af patriarkerne,<br />
stavspræsidenter og deres rådgivere, samt højrådene fra de forskellige stave. Nord<br />
for forhøjningen sad biskopperne og deres rådgivere med den præsiderende biskop<br />
Hunter og hans rådgivere forrest. Højpræsterne optog den nordlige midterdel af selve<br />
salen med præsidenterne forrest. Halvfjerdserne var anbragt i den sydlige halvdel af<br />
salen med de 7 præsidenter forrest. Pladsen lige bagved højpræsterne var reserveret<br />
ældsterne, mens den nordlige del af tabernaklet, lige under balkonen, var forbeholdt<br />
kvorummerne for det mindre præstedømme: præsterne, lærerne og diakonerne.<br />
Balkonen, hvorpå der var plads til 3 000, var reserveret kirkens medlemmer.<br />
Apostel Orson Pratt, med hvidt hår og hvidt fuldskæg, fremlagde de opretholdelser,<br />
der skulle foretages. Det foregik på den måde, at forslagene blev fremlagt for hvert<br />
enkelt kvorum, undtagen for præster, lærere og diakoner, der alle stemte sammen som<br />
medlemmer af det mindre præstedømme. Medlemmerne af hvert kvorum rejste sig,<br />
når forslagene blev forelagt, og hævede højre hånd som tegn på godkendelse, og hvis<br />
nogen var imod forslaget, kunne de tilkendegive det på samme måde, efter at den<br />
bekræftende afstemning havde fundet sted.<br />
Kvorummerne stemte i denne rækkefølge:<br />
1. De tolv Apostle.<br />
2. Patriarkerne, stavspræsidenter, deres rådgivere, samt højrådene.<br />
3. Højpræsterne.<br />
4. Halvfjerdserne.<br />
5. Ældsterne.<br />
6. Biskopperne og deres rådgivere.<br />
7. Det mindre præstedømme.<br />
Derefter stemte præsidenterne for de forskellige kvorummer, og forslaget blev derpå<br />
forelagt hele forsamlingen, og alle rejste sig og tilkendegav deres stemme på samme<br />
måde. Det var et bemærkelsesværdigt syn. Der var ikke en eneste afvigende stemme<br />
i hele forsamlingen, og der var sikkert stuvet 13 000 mennesker sammen i Det store<br />
Tabernakel. Der var fuldstændig enstemmighed, og efterhånden som de forskellige<br />
kvorummer tilkendegav deres stemmer, og hele forsamlingen rejste sig og rakte højre<br />
hånd i vejret som tegn på, at de godkendte forslagene, var synet ubeskrivelig storslået
Side 49<br />
og betagende, og det medførte en kraft og indflydelse, der kun komme fra et retfærdigt<br />
folk."<br />
Således blev John Taylor og hans rådgivere opretholdt som <strong>Kirkens</strong> øverste<br />
Præsidentskab på denne højtidelige og gribende måde. Præsident Taylor var på dette<br />
tidspunkt 72 år gammel, men han var stadigvæk stærk og aktiv og i stand til at fortsætte<br />
med sine vanskelige pligter. 11881 foretog han 2 længere rejser, idet han besøgte<br />
de nordlige og sydlige kolonier. Han talte ved mange møder, opmuntrede folket og<br />
"forkyndte, at retfærdighed var af afgørende betydning, hvis man ønskede at opnå<br />
Herrens gunst; og med Herrens gunst, forsikrede han de hellige, behøvede de ikke at<br />
frygte, hvad mennesker eller nationer kunne gøre".<br />
I efteråret 1881 blev landets ophidselse imod udøvelsen af polygami i Utah<br />
og omliggende stater meget voldsom. Igennem flere måneder havde præster fra<br />
forskellige religioner forsøgt at få Kongressen til at vedtage strenge love, der forbød<br />
denne udøvelse. Ved en konference for metodistpræster, der på dette tidspunkt blev<br />
afholdt i Ogden, blev følgende beslutning vedtaget: "Mormonismen har magten i Idaho<br />
og Arizona og er en trussel for New Mexico, Colorado, Wyoming og Montana. Vi tror,<br />
at polygami er en modbydelig form for udsvævelse, der udøves i religionens navn, og<br />
derfor er frygtelig og oprørende. Man skal ikke forsøge at tale fornuftigt om det, men blot<br />
udrydde det." Lignende møder blev afholdt forskellige steder i nationen, og ophidselsen<br />
resulterede til sidst i Kongressens vedtagelse af Edmunds lovforslag og præsidenten<br />
for De forenede Staters godkendelse af det den 22. marts 1882. Dette lovforslag<br />
foreskrev bøder og fængselsstraf til dem, der udøvede polygami. Det ophævede<br />
også embederne ved registrering og valg i Utah og anbragte stemmeregistreringen<br />
og valgledelsen under statens valgbestyrelse, kendt som Utah-kommissionen. Ved<br />
aprilkonferencen i 1882 benyttede præsident Taylor lejligheden til at komme med nogle<br />
bemærkninger angående Edmunds lov.<br />
"Vi ønsker ikke at vise en fjendtlig indstilling eller trodse regeringen," sagde han; "vi<br />
vil opfylde denne uretfærdige, umenneskelige, tyranniske og forfatningsmæssige lov<br />
til punkt og prikke, så vidt det er muligt uden at krænke princippet ...<br />
Vi vil adlyde alle de forfatningsmæssige love, som vi altid har gjort, men selv<br />
om vi er gudfrygtige, overholder loven og respekterer alle hæderlige mænd og<br />
statsfunktionærer, er vi ikke feje slaver og har hverken lært at slikke modstanderes<br />
fødder eller bøje os i ussel underdanighed for urimelige krav. Vi vil gradvist, lovligt<br />
og forfatningsmæssigt kæmpe for vore rettigheder som amerikanske borgere ... Vi<br />
behøver ikke at frygte eller skælve i knæene over disse forsøg på at berøve os vor<br />
forfatningsmæssige frihed, som er skænket os af Gud. Gud vil tage sig af sit folk, hvis<br />
vi blot vil gøre det, der er rigtigt."<br />
Det ses heraf, at præsident Taylor havde en fast og uforanderlig tro på, at Gud stod<br />
ved roret, og at de sidste dages hellige ville blive styret på rette måde.<br />
I 1883 og de efterfølgende år op til 1890 skete der mange forfølgelser blandt de<br />
sidste dages hellige under Edmunds lov. I januar 1885 følte præsident Taylor, det<br />
klogest, at han og flere af De Tolv forlod Utah en tid, indtil stormen var redet af. Disse<br />
brødre tog toget til Denver, Colorado og Albuquerque, New Mexico, og derfra tog de til<br />
de helliges kolonier i Arizona. Fra Arizona fortsatte præsident Taylor til Californien. Han<br />
vendte tilbage til Salt Lake City den 27. januar, hvor han erfarede, at ikke-mormonske<br />
øvrighedspersoner havde besluttet at få ham arresteret. Søndag den 1. februar 1885<br />
holdt han en energisk tale til de hellige i Tabernaklet og fremsatte den uret, der blev<br />
begået mod folket. Han sluttede sin tale - som var hans sidste offentlige tale til folket
Side 50<br />
- med følgende betydningsfulde udtalelse: "Jeg skal fortælle jer, hvad I snart vil erfare.<br />
I vil få en masse genvordigheder her i De forenede Stater. Som jeg før har sagt, siger<br />
jeg igen i dag: Ve dem, der kæmper imod Zion, for Gud vil kæmpe imod dem."<br />
Derefter gik præsident Taylor "under jorden" og blev ikke fundet af de<br />
ikke-mormonske øvrighedspersoner, der søgte at arrestere ham. Han fortsatte med at<br />
styre kirken, og fra tid til anden sendte han taler til de hellige. I et brev til sin familie, der<br />
var samlet i Salt Lake City for at fejre hans 78 års fødselsdag den 1. november 1886,<br />
klagede han ikke over, at han var nødt til at leve i eksil.<br />
"Herrens beskyttende omsorg for mig og mine brødre er blevet tilkendegivet meget<br />
tydeligt efter min fraværelse hjemmefra, og jeg føler trang til at velsigne og prise hans<br />
hellige navn derfor. Jeg ønsker altid at erkende hans hånd i alt, og jeg er meget ivrig<br />
efter, at I skal gøre det samme; for vi skylder Herren tak for alle de velsignelser, vi<br />
nyder i dette liv og vil nyde i livet herefter."<br />
Dette var præsident Taylors sidste fødselsdagsbudskab til sin familie. I sommeren<br />
1887 begyndte hans helbred at svigte. Den 25. juli døde han fredeligt i Thomas F.<br />
Rouches hjem i Kaysville, Utah. Ved hans side var hans rådgivere, George Q. Cannon<br />
og Joseph F. Smith sammen med medlemmer af hans nærmeste familie.<br />
VII<br />
Dagen efter præsident Taylors død udsendte hans rådgivere en prægtig artikel om<br />
hans liv og gerning i Deseret News. Den er her gengivet i sin fulde længde:<br />
"Endnu engang bliver de hellige bedt om at sørge over deres leders død - den mand,<br />
der havde nøglerne til Guds rige på jorden. Præsident John Taylor afgik ved døden kl.<br />
5 min. i 8, mandag aften den 25. juli 1887, i en alder af 78 år, 8 mdr. og 25 dage.<br />
Ved at overbringe denne sørgelige nyhed til kirken, som han så værdigt har<br />
præsideret over i næsten 10 år, overvældes vi af følelser, der er så stærke, at vi ikke<br />
kan give udtryk for dem. Han var en trofast, hengiven og frygtløs Guds tjener, og ved<br />
hans død har kirken mistet sin mest fremragende og erfarne leder. Han var urokkelig<br />
i sandheden, og få mænd har udvist en sådan retskaffenhed, en så standhaftig moral<br />
og så stort mod som vor elskede præsident, der lige er gået bort. Han kendte aldrig til<br />
frygt i forbindelse med Guds værk. Han blegnede aldrig og skælvede heller ikke, når<br />
han stod overfor vrede pøbelhobe eller på andre tidspunkter var i overhængende fare<br />
for personlige voldsforsøg fra dem, der truede med at tage hans liv; heller ikke ved<br />
lejligheder, hvor folket blev udsat for offentlig risiko. De sidste dages hellige vidste altid<br />
i forvejen, hvor de kunne finde præsident John Taylor, og hvordan hans indstilling ville<br />
være, når der var brug for fasthed og mod. Han gik lige på ethvert problem med en<br />
dristighed, der fremkaldte beundring hos alle, der så og hørte ham. Uforfærdet mod<br />
og urokkelig fasthed var blandt hans mest fremtrædende karakteregenskaber, og de<br />
gav ham betydning blandt mænd, der var kendt for de samme egenskaber. Disse var<br />
kombineret med en intens kærlighed til frihed og et stærkt had til undertrykkelse. Han<br />
var en mand, alle kunne stole på, og hele livet igennem nød han Josephs, Hyrums og<br />
Brighams samt alle kirkens ledende medlemmers fulde tillid i en udstrækning, ingen<br />
andre har kendt. Titlen "Forkæmper for friheden", som han fik i Nauvoo, syntes altid at<br />
passe til ham. Men præsident Taylor var ikke blot storslået, fordi han var i besiddelse af<br />
disse egenskaber. Hans dømmekraft var bemærkelsesværdig god og klar, og gennem<br />
hele hans liv har man lagt mærke til visdommen i hans råd og belæringer. Hans<br />
store erfaring gjorde hans forslag overordentlig værdifulde, for der har næppe været<br />
påbegyndt eller gennemført en offentlig bevægelse under nogen form, som han ikke<br />
har deltaget i, siden han sluttede sig til kirken.
Side 51<br />
Men selv om tiden tillod det, er det ikke nødvendigt for os at opregne begivenhederne<br />
i hans lange og travle liv. At gøre dette ville blot være at give størstedelen af kirkens<br />
historie, for med den er hans levnedsskildring uadskilleligt forbundet.<br />
Sidste gang, præsident Taylor viste sig for offentligheden, var søndag den 1. februar<br />
1885. Ved denne lejlighed holdt han en længere tale i Tabernaklet i Salt Lake City. Der<br />
havde i nogen tid gået rygter om, at man tænkte på at arrestere ham. Da han var på<br />
vej hjem fra en tur til kolonierne i Arizona, fortalte man ham faktisk i Californien, at han<br />
var i stor fare, og man foreslog, at det måske ville være bedre for ham ikke at vende<br />
tilbage til Salt Lake City. Han lyttede til disse advarsler, men besluttede sig alligevel til<br />
at tage risikoen ved at tage hjem, og i nogen tid udførte han uden frygt sine pligter. Men<br />
om aftenen, lørdag den 1. februar, besluttede han sig til at trække sig tilbage fra den<br />
offentlige udførelse af sine mange og betydningsfulde pligter. Da han tog dette skridt,<br />
var det mere for at bevare freden og fjerne enhver mulig årsag til ophidselse end et<br />
ønske om personlig sikkerhed. Han opfattede, at mænd i høje stillinger havde besluttet<br />
at skabe besværligheder og, om muligt, inddrage de sidste dages hellige i alvorlige<br />
vanskeligheder. Han havde ikke overtrådt nogen lov. Han vidste, at han var uskyldig,<br />
og at hvis han blev arresteret og kunne komme for en retfærdig domstol, ville man ikke<br />
have noget at anklage ham for. Han havde taget alle de forholdsregler, som en mand<br />
i hans situation kunne, for at gøre sig usårlig overfor angreb. Han havde besluttet, at<br />
hvad ham angik, ville han ikke være årsag til besværligheder, men ville gøre alt, hvad<br />
der stod i hans magt, for at forhindre, at det folk, som han præsiderede over, blev<br />
indblandet i vanskeligheder.<br />
Siden denne dag for 2 1/2 år siden, da han forlod sit hjem i Salt Lake City, har han<br />
ikke haft mulighed for at vende tilbage til det. Han har ikke kendt noget til hjemmet og<br />
dets glæder, dets dejlige forbindelser og lykkelige sammenkomster. Han har levet som<br />
en landsforvist - en omvandrende i det land, til hvis udvikling og gode regering han<br />
har bidraget så meget! Mens han levede under disse forhold, blev en af hans hustruer<br />
syg, og selv om han led de frygteligste kvaler ved tanken om hendes tilstand og var<br />
ivrig efter at se hende og tage sig af hende i denne svære tid, blev hendes bopæl nøje<br />
overvåget af spioner, og da hun lå for døden, gennemsøgte man den endog med det<br />
håb at lokke ham i en fælde. Således blev hun berøvet den glæde at se hans elskede<br />
ansigt, og han fik ikke engang den vemodige trøst at overvære begravelsen eller på<br />
nogen måde tage del i den.<br />
I de 2 1/2 år præsident Taylor har levet under disse forhold, har han været afskåret<br />
fra sin families kærlige selskab og hjælp. Men selv om det var svært at bære på dette<br />
tidspunkt i livet, har han aldrig beklaget sig. Han var altid fuld af mod og håb; han<br />
opmuntrede alle, han kom i kontakt med og ved sit eksempel hjalp han sine ledsagere<br />
gennem fortvivlelse og modløshed. Det samme mod, han udviste, da han stod ved<br />
profetens side og med en stok slog pøbelhobens geværer væk, da de udspyede deres<br />
ildkugler og dødens budbringere i Carthage fængslet - med det samme mod mødte<br />
han de vanskeligheder og prøvelser, han kom ud for, da han blev tvunget til at forlade<br />
sit hjem og dem, han elskede. Hans holdning under denne lange ildprøve har været<br />
beundringsværdig. Alle, der har set ham, er blevet imponeret over hans sindsligevægt<br />
og værdige fremtræden. Han, der altid var kendt for sin høflighed og værdighed, udviste<br />
på intet tidspunkt disse egenskaber med større fordel end under sit eksil. Han har<br />
endog aldrig nedladt sig til at tale ondt om dem, der så grusomt forfulgte ham.<br />
Ved Guds mirakuløse kraft undslap præsident John Taylor den død, som<br />
attentatmændene i Carthage fængslet havde tiltænkt ham. Hans blod blev ved denne<br />
lejlighed blandet med profetens og patriarkens. Siden dengang har han stået som
Side 52<br />
en levende martyr for sandheden. Men i dag indtager han pladsen som en dobbelt<br />
martyr. Præsident John Taylor er blevet dræbt af den grusomhed, som er udvist<br />
af øvrighedspersoner, der her i territoriet har givet et forkert billede af De forenede<br />
Staters regering. Der er ingen tvivl om, at havde han fået lov til at nyde hjemmets<br />
bekvemmeligheder, sin families omsorg og den bevægelsesfrihed, der blev ham<br />
berøvet, så kunne han have levet i mange år endnu. Hans blod vil komme over de<br />
mænd, der med meningsløst had har udsat belønninger for hans anholdelse og har<br />
jaget ham i døden. Historien vil en dag nævne deres handlinger ved de rette navne,<br />
men Han, der er større end de forenede stemmer af alle historikere, vil engang afsige<br />
deres frygtelige dom.<br />
Det er nu nogen tid siden, præsident Taylor blev angrebet af sygdom. Det kom<br />
gradvist. Til at begynde med svulmede arme og ben op af mangel på ordentlig motion.<br />
Han bekæmpede sygdommen med sin karakteristiske energi og beslutsomhed. Han<br />
ville ikke give efter. Han ville heller ikke give sig selv eller andre lov til at tro, at<br />
sygdommen var alvorlig. Han ville ikke tillade, at hans familie fik at vide, hvordan han<br />
havde det, da han ikke ønskede, at de skulle være ængstelige på grund af ham, og det<br />
var næsten imod hans udtrykkelige ønsker, at de fik at vide, hvor syg han var. Når han<br />
sendte meddelelser til dem, var de altid beroligende. Lige op til de sidste par dage har<br />
han kunnet sidde i sin stol, og indtil for nylig var han i stand til selv at stå op og gå i<br />
seng. Hans styrke og sejlivethed har været vidunderlig; for selv om han er så stærk,<br />
har han næppe fået nogen næring i de sidste 6 uger. Han sov fredeligt ind; det var<br />
næsten, som når en baby falder i søvn, og der gik lidt tid, før de omkringstående var<br />
sikre på, at ånden havde forladt legemet.<br />
Mens disse bedrøvelige nyheder spredes over dale og bjerge, vil alle, der hører om<br />
deres elskede og ærværdige præsidents sidste dage, fyldes af sorg. Vi ved, hvor dyb<br />
medfølelse de hellige nærede, da han var nødt til at leve som en landflygtig, borte fra<br />
sin familie og folket. De udtryk for agtelse og kærlighed, der er kommet til ham fra alle<br />
dele af landet, har rørt ham dybt, og det har været ham til stor glæde at tænke på,<br />
hvor meget han var elsket, og hvor meget de hellige over hele verden ønskede, at han<br />
skulle have det godt.<br />
Det var hans stadige ønske at gøre alt, hvad der stod i hans magt, for at befri<br />
de hellige for de vanskeligheder, de lider under. Vi ønskede - og dette ønske var<br />
almindeligt over hele kirken, tror vi - at han skulle leve for at vende tilbage fra sit eksil og<br />
igen være en fri mand blandt det folk, han elskede. Men dette er ikke blevet os forundt.<br />
Han er gået bort for at blande sig med de hellige og rene. Lad os citere hans egne<br />
sigende ord, som han skrev om sin ven, Joseph, Seeren:<br />
'Borte fra pøbelens strid og kiv<br />
hviler han uskadt i evigt liv.<br />
Hans hjem er i himlen, hos Gud i det høje.<br />
Pøbelens rasen ej længer han døje.'<br />
(Hymns No. 296, "The Seer, Joseph the Seer")<br />
Selv om han ikke længere er her, vil hans indflydelse stadigvæk kunne mærkes.<br />
Mænd som han kan forlade denne verden og drage til den næste, men den kærlighed,<br />
de nærer for retfærdighed og sandhed, kan ikke dø. De går til et sted, hvor de kan<br />
gøre endnu mere nytte. Deres indflydelse forøges og kan mærkes i større udstrækning,<br />
og Zion vil kunne drage fordel af hans anstrengelser, ligesom det har draget fordel af<br />
anstrengelserne fra dem, der er gået forud for ham. Guds værk vil gå fremad. Den ene<br />
efter den anden af de store mænd - de mænd, der har levet deres liv for Guds sag
Side 53<br />
- vil dø, men dette vil ikke påvirke vor store Skabers hensigter med dette sidste dages<br />
værk. Han vil oprejse andre, og værket vil gå fremad og vokse i kraft, indflydelse og<br />
sand storhed, indtil det har nået alt det, Gud har forudsagt angående det.<br />
Vi føler trang til at sige til de sidste dages hellige: Vær ved godt mod! Den samme<br />
Gud, der tog sig af værket, da Joseph led martyrdøden, der har våget over det og<br />
støttet det gennem de mange år, der er forløbet siden, og har styret dets skæbne siden<br />
Brighams død, våger stadigvæk over det og gør det til genstand for sin omsorg. John er<br />
gået bort, men Gud lever. Han har grundlagt Zion. Han har givet sit folk et vidnesbyrd<br />
om dette. Værn om det dybt i jeres hjerter, og lev hver dag således, at når enden på<br />
jeres jordiske liv kommer, I da må regnes for værdige til at komme der, hvor Joseph,<br />
Brigham og John er, og blande jer med den herlige flok, der har tvættet deres klæder<br />
og gjort dem hvide i Lammets blod' (Åb. 7:14)."<br />
VIII<br />
Begravelsesmødet for præsident Taylor blev afholdt i Det store Tabernakel i Salt<br />
Lake City fredag den 29. juli, kl. 12 om middagen. Bygningen var helt fyldt af dem,<br />
der sørgede over deres leders bortgang. Talerne var Lorenzo Snow(1), Franklin D.<br />
Richards(2), Heber J. Grant(3), A. O. Smoot(4), Lorenzo D. Young(5), Joseph B.<br />
Noble(6) og Angus M. Cannon(7). Alle gav en varm hyldest til præsident Taylors tro,<br />
hengivenhed, mod og evner. Ved mødets slutning blev legemet lagt til hvile på Salt<br />
Lake City kirkegård. Richard Ballantyne(8) gav indvielsesbønnen ved graven.<br />
1. Lorenzo Snow - Se kapitel 5.<br />
2. Franklin D. Richards- (1821-1899) medlem af De tolvs Råd.<br />
3. Heber J. Grant - Se kapitel 7.<br />
4. Abraham O. Smoot - Salt Lake Citys borgmester.<br />
5. Lorenzo D. Young - Brigham Youngs broder.<br />
6. Joseph B. Noble - (1810-1900) medlem af Halvfjerdsernes første Kvorum.<br />
7. Angus M. Cannon - præsident for Salt Lake stav.<br />
8. Richard Ballantyne - søndagsskolens grundlægger.
I<br />
Fjerde præsident<br />
Wilford Woodruff (1807-1898)<br />
Side 54<br />
"Wilford den Trofaste". Det var en titel, der blev givet Wilford Woodruff i kirkens<br />
første tid, og han havde bestemt gjort sig fortjent til den. Der har aldrig været en<br />
mere hengiven og trofast sidste dages hellig. "Hans hæderlighed og grænseløse<br />
hengivenhed overfor Guds hensigter og hans tilbedelse af Ham bliver ikke overgået af<br />
nogen anden profet, hverken i fordums tid eller i vore dage," skriver Matthias F. Cowley,<br />
forfatteren til The Life of Wilford Woodruff Her var i sandhed en god og storslået mand,<br />
der i sin ungdom fik lov til at alliere sig med dem, der var engageret i det ædle hverv<br />
at opbygge Guds rige på jorden; og i modsætning til mange af sine kolleger, hvis dage<br />
blev afkortet i retfærdighed, fik Wilford Woodruff tildelt 91 års liv og arbejde, og fik til<br />
sidst lov til at præsidere over den organisation, som han så længe og så flittigt havde<br />
kæmpet for at oprette og bevare.<br />
Ligesom sine fremtrædende forgængere, Joseph Smith og Brigham Young,<br />
stammede Wilford Woodruff fra New Englands robuste pionerer. Hans forfædre, der<br />
oprindeligt kom fra England, havde i flere generationer været landmænd og møllere<br />
i Farmington, Connecticut og omegnen. Det var hårdføre folk, der levede længe.<br />
Wilford beretter: "Min oldefar, Josiah Woodruff levede i næsten 100 år. Han havde et<br />
jernhelbred og udførte meget legemligt arbejde lige op til sin død." Om sin bedstefar<br />
sagde Wilford, at "han ligeledes havde et stærkt legeme, og det blev sagt om ham,<br />
at han i mange år udførte mere arbejde end nogen anden mand i Hartford County,<br />
Connecticut".<br />
Wilfords far, Aphek Woodruff, blev født i Farmington, Connecticut, i 1778. Han<br />
videreførte familiens rygte og var kendt som en mand med et stærkt legeme. "Da han<br />
var 18 år gammel, begyndte han at arbejde i en mølle og på et savværk, og det fortsatte<br />
han med i ca. 50 år. Det meste af tiden arbejdede han 18 timer om dagen". Således<br />
skrev hans fremtrædende søn.<br />
Ud fra det, vi lige har hørt, er det let at forstå, hvorfor Wilford Woodruff var en så<br />
energisk, robust og sund mand, og hvorfor han levede i 91 år. Der er ingen tvivl om, at<br />
her er et tydeligt tilfælde af nedarvede fysiske og mentale egenskaber. Wilford skyldte<br />
sine stærke forfædre megen tak.<br />
Wilford Woodruff blev født den l. marts 1807, i Farmington. Han var Aphek og Beulah<br />
Woodruffs 3. søn. Da han var 15 måneder gammel, blev hans mor ramt af plettyfus<br />
og døde efter få dages forløb. Kort efter giftede faderen sig igen med Azulah Hart.<br />
Stedmoderen fik det privilegium at opdrage Wilford, selv om hun måske til tider ikke<br />
ligefrem har betragtet det som et privilegium, da han var et yderst aktivt barn, der<br />
må have voldt hende mange bekymringer. Han giver selv følgende interessante og<br />
temmelig utrolige beretning om "ulykker", han kom ud for i sin barndom og ungdom.<br />
Mødre med gavtyveagtige børn kan trøste sig ved den tanke, at alle de følgende<br />
beskrevne ulykker ramte en, der blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges største<br />
missionær og 4. præsident, og som opnåede at blive 91 år gammel.<br />
"Da jeg var 3 år gammel, faldt jeg i en stor gryde med skoldende hedt vand, og selv<br />
om jeg øjeblikkeligt blev trukket op, var jeg så forbrændt, at det varede 9 måneder, før<br />
man mente, at jeg var udenfor livsfare. I mit 5. og 6. år var jeg ude for mange ulykker.<br />
En dag, da jeg var sammen med mine ældre brødre, gik jeg ind i laden og klatrede op
Side 55<br />
på høloftet for at lege der. Vi havde ikke været der længe, før jeg faldt ned fra den store<br />
bjælke med ansigtet lige mod det bare gulv. Jeg havde slået mig slemt, men kom mig<br />
i løbet af kort tid og var snart ude at lege igen.<br />
En lørdag aften, da jeg legede sammen med mine brødre, Azmon og Thompson, i<br />
min fars værelse, i strid med hans instrukser, trådte jeg forkert og faldt ned ad trapperne.<br />
I faldet brækkede jeg en arm. Det fik jeg altså ud af at være ulydig. Jeg led meget,<br />
men kom mig hurtigt og besluttede, at hvad jeg end måtte lide i fremtiden, skulle det<br />
ikke være for ulydighed mod forældre. Herren har befalet, at børn skal adlyde deres<br />
forældre, og Paulus siger: Dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til.' (Ef.<br />
6:2)<br />
Kort efter denne hændelse undslap jeg med nød og næppe med livet i behold. Min<br />
far ejede noget hornkvæg, og blandt det var der en vranten tyr. En aften var jeg ved<br />
at fodre kvæget med græskar, og tyren lod sit eget ligge og tog det græskar, jeg lige<br />
havde givet til en ko, som jeg kaldte for min egen. Jeg blev opbragt over dette handyrs<br />
egoisme og samlede straks det græskar op, som det havde ladet ligge, for at give det til<br />
koen. Aldrig så snart havde jeg fået det op i armene, før tyren rasende kom springende<br />
hen imod mig. Jeg løb ned ad bakken, alt hvad jeg kunne, med tyren i hælene. Min<br />
far, der så den fare, jeg var i, råbte til mig, at jeg skulle smide græskarret, men jeg<br />
holdt fast på det (og glemte at være lydig), og da tyren nærmede sig med en tigers<br />
voldsomhed, trådte jeg forkert og faldt lige på næsen. Græskarret rullede fra mig, tyren<br />
sprang over mig, løb hornene ind i græskarret og ødelagde det. Den ville utvivlsomt<br />
have gjort det samme med mig, hvis jeg ikke var faldet på næsen. Denne redning<br />
tilskriver jeg, ligesom alle andre, Guds barmhjertighed og godhed.<br />
Samme år, da jeg besøgte min onkel Eldad Woodruff, faldt jeg fra en veranda over<br />
noget tømmer og brækkede den anden arm.<br />
Der gik ikke mange måneder, før jeg kom ud for et endnu større uheld. Min far ejede<br />
et savværk foruden møllen, og en morgen gik jeg sammen med flere andre drenge til<br />
savværket og klatrede op på vognen for at køre uden at tænke på nogen fare. Men før<br />
jeg blev klar over det, kom mit ben på en eller anden måde i klemme og brækkede midt<br />
over. Jeg blev bragt hjem og lå i 9 timer, før de brækkede knogler blev sat sammen igen.<br />
Jeg led meget i disse timer, men da jeg var ung, voksede knoglerne snart sammen,<br />
og jeg var igen på benene og deltog i barndommens løjer. Mens jeg lå syg, havde min<br />
bror, Thompson, holdt mig med selskab. Han led nemlig af plettyfus.<br />
Kort tid efter blev jeg en mørk aften sparket i maven af en okse; men da jeg stod for<br />
tæt ved dyret til at få slagets fulde styrke, slap jeg med skrækken.<br />
Ikke længe efter gjorde jeg mit første forsøg på at læsse hø. Jeg var ikke så gammel,<br />
men troede, at jeg havde læsset det ordentligt. Da jeg var på vej til laden, stødte<br />
vognhjulet mod en sten, og høet faldt af vognen. Jeg faldt til jorden med læsset ovenpå.<br />
Det blev hurtigt fjernet, og bortset fra lidt støv havde jeg ingen skade taget.<br />
Da jeg var 8 år gammel, kørte jeg sammen med min far og flere andre i en<br />
enspændervogn. Vi skulle køre ca. 5 km til et sted for at udføre noget arbejde. På vejen<br />
blev hesten bange, løb ned ad en bakke, og vognen, vi sad i, væltede. Vi var i fare,<br />
men blev igen reddet af forsynet. Ingen af os kom til skade.<br />
En dag klatrede jeg op i et elmetræ for at få fat i noget bark. Da jeg var ca. 4 1/2 m fra<br />
jorden, knækkede den tørre gren, jeg stod på, og jeg faldt ned på jorden og landede på<br />
ryggen. Uheldet har åbenbart fået mig til at tabe vejret. En fætter løb hjem og fortalte<br />
mine forældre, at jeg var død, men før de nåede hen til mig, kom jeg til mig selv igen,<br />
rejste mig og gik dem i møde.
Side 56<br />
Da jeg var 12 år gammel, var jeg lige ved at drukne i Farmingtonfloden. Jeg sank<br />
på 9 m dybt vand, men blev mirakuløst reddet af en ung mand ved navn Bacon. Jeg<br />
led meget, da jeg kom til mig selv igen.<br />
Da jeg var 13 år gammel, var jeg en dag på vej gennem Farmingtons enge. Det<br />
var midt om vinteren i en bidende snestorm, og jeg blev så forkommen af kulde, at jeg<br />
ikke kunne fortsætte, men kravlede ind i hulningen af et stort æbletræ. En mand i det<br />
fjerne så mig, og da han var klar over den fare, jeg befandt mig i, skyndte han sig hen<br />
til det sted, hvor jeg var. Før han nåede derhen, var jeg faldet i søvn og var næsten<br />
bevidstløs. Han havde meget besvær med at få mig vækket og få mig til at forstå min<br />
kritiske tilstand, og han bragte mig omgående til mit hjem, hvor et venligt forsyn igen<br />
sørgede for, at mit liv blev bevaret.<br />
Da jeg var 14 år gammel, flækkede jeg min venstre ankel med en økse, der næsten<br />
gik igennem foden. Jeg led meget ved denne skade, og det varede 9 måneder, før min<br />
fod var rask igen.<br />
Da jeg var 15 år gammel, blev jeg bidt i hånden af en hund, der var i de sidste<br />
stadier af hundegalskab. Blodet begyndte imidlertid ikke at flyde, og gennem Guds<br />
barmhjertighed og kraft blev jeg igen skånet for en frygtelig død.<br />
Da jeg var 17 år gammel, kom jeg ud for en ulykke, der var årsag til megen lidelse,<br />
og den gjorde det næsten af med mig. Jeg red på en meget temperamentsfuld hest, og<br />
da vi var på vej ned ad en meget dyb og klippefuld bakke, sprang den pludselig væk fra<br />
vejen og ind i buskadset mellem klipperne. Samtidig begyndte den at sparke bagud og<br />
skulle til at sende mig over hovedet og ned mellem klipperne, men jeg blev siddende<br />
på dens hoved, greb fat i begge dens ører med hænderne og forventede hvert øjeblik<br />
at blive knust mod klipperne. Mens jeg befandt mig i denne stilling, overskrævs på<br />
hestens hals med hverken bidsel eller andre midler til at styre den bortset fra ørene,<br />
styrtede den rasende ned ad bakken mellem klipperne, indtil den ramte en klippe i<br />
brysthøjde, der kastede den til jorden. Jeg fløj hen over dens hoved og landede på<br />
benene næsten 5 m foran den. Det reddede sikkert mit liv, at jeg landede på benene,<br />
for havde nogen anden del af mit legeme ramt jorden, ville jeg sikkert have været dræbt<br />
på stedet. Sådan som forholdene var, havde jeg brækket det ene ben to steder, og<br />
begge mine ankler var frygteligt forvredne. Hesten rullede næsten hen over mig, da<br />
den kæmpede for at komme op. Min onkel så mig og kom mig til undsætning. Jeg blev<br />
båret til hans hjem i en armstol og lå fra kl. 2 om eftermiddagen til kl. 10 om aftenen<br />
uden lægehjæplp og med mange smerter, indtil min far ankom med doktor Swift fra<br />
Farmington. Lægen satte mine knogler på plads, forbandt mine lemmer og kørte mig<br />
samme aften i sin vogn de 13 km til mit hjem. Jeg blev plejet omhyggeligt, og selv om<br />
jeg havde mange smerter, bevægede jeg mig i løbet af 8 uger omkring på krykker og<br />
var snart helt rask."<br />
Wilford fortsatte med at arbejde på gården og i møllen og hjælpe sin far på alle<br />
mulige måder. Det omtales, at han har gået i skole i sine unge år, men vi ved ikke,<br />
i hvilken udstrækning han fortsatte sin uddannelse. Vi ved imidlertid, at han lærte at<br />
læse og skrive godt, og at Bibelen var hans yndlingsbog.<br />
I april 1827, kort efter at Wilford var blevet 21, forlod han sit hjem og tog til East<br />
Avon, Connecticut, hvor han overtog ledelsen af sin tante Helen Wheelers mølle. Som<br />
betaling fik han en del af det udbytte, møllen gav. Her blev han i 3 år. Derpå overtog<br />
han ledelsen af en mølle i Collinsville, men han havde ikke været der ret længe, da<br />
hans bror Azmon overtalte ham til at tage til den vestlige del af New York og sammen<br />
med ham købe en gård. De to brødre bosatte sig i Richland, Oswego County og købte
Side 57<br />
56 1/2 hektarer land "med et godt beboelseshus" for 1.800 dollars. Af dette beløb var<br />
de i stand til at udbetale 800 dollars.<br />
Ii<br />
I Richland kom to ydmyge ældster, Zera Pulsipher og Elijah Cheney, fra Jesu Kristi<br />
Kirke af Sidste Dages Hellige den 29. december 1833 til Wilfords dør. Ældsterne<br />
efterlod en besked om, at de samme aften ville tale i byens skole. Både Wilford og<br />
broderen Azmon deltog i dette møde. De lyttede til ældsterne taler, og de troede. Wilford<br />
siger følgende om begivenheden:<br />
"Ældste Pulsipher åbnede med bøn. Han knælede ned og bad i Jesu Kristi navn<br />
Herren om det, han ønskede. Hans måde at bede på og den kraft, der fulgte med, gjorde<br />
et dybt indtryk på mig. Herrens Ånd hvilede på mig og bar vidnesbyrd om, at han var en<br />
Guds tjener. Efter at vi havde sunget, talte han til folket i 1 1/2 time. Herrens Ånd hvilede<br />
kraftigt på ham, og han bar et stærkt vidnesbyrd om Mormons Bogs guddommelige<br />
ægthed og om profeten Joseph Smiths mission. Jeg troede på alt, hvad han sagde.<br />
Ånden bar vidnesbyrd om, at det var sandt. Derpå rejste ældste Cheney sig og føjede<br />
sit vidnesbyrd til sandheden af ældste Pulsiphers ord.<br />
Derpå gav ældsterne enhver i forsamlingen, der ønskede det, lov til at rejse sig og<br />
tale for eller imod det, de havde hørt. Jeg rejste mig næsten øjeblikkeligt. Herrens Ånd<br />
opfordrede mig indtrængende til at bære vidnesbyrd om sandheden i det budskab, som<br />
ældsterne havde forkyndt. Jeg formanede mine naboer og venner til ikke at sætte sig<br />
op imod disse mænd, for de var Guds sande tjenere. De havde forkyndt os Jesu Kristi<br />
rene evangelium denne aften. Da jeg satte mig ned, rejste min bror, Azmon, sig og bar<br />
et lignende vidnesbyrd. Han blev efterfulgt af adskillige andre." (Matthias F. Cowley,<br />
Wilford Woodruff, s. 33)<br />
Resultatet af dette møde var, at Wilford og hans bror to dage senere blev døbt af<br />
ældste Pulsipher Det var koldt, og vandet, de blev døbt i, var "blandet med is og sne".<br />
Senere sluttede andre i nabolaget sig til kirken. Den 25. januar 1834 blev en gren af<br />
kirken organiseret i Richland, og Wilford Woodruff blev ordineret til lærer. Hans virkelige<br />
livsgerning lå nu foran ham.<br />
I begyndelsen af april fandt Wilford sine heste og sin vogn frem, og sammen med<br />
to brødre fra Richland gren drog han af sted til Kirtland, Ohio for at besøge profeten<br />
Joseph Smith. Rejsen varede to uger. Wilford giver os en beretning om dette besøg<br />
i sin dagbog:<br />
"Her mødte jeg for første gang vor elskede profet Joseph Smith og havde en samtale<br />
med ham, den mand, som Gud havde udvalgt for at bringe sine åbenbaringer frem i<br />
disse sidste dage. Mit første møde var ikke af en sådan art, at det kunne tilfredsstille<br />
den sekteriske tankegangs forhåndsindtryk af, hvad en profet burde være, og hvordan<br />
han ville optræde. Det ville måske have rystet nogle mennesker i troen. Jeg fandt ham<br />
og hans bror, Hyrum, ude på en mark, hvor de skød til måls med et par pistoler. Da de<br />
holdt op med at skyde, blev jeg præsenteret for broder Joseph, og han hilste hjerteligt<br />
på mig. Han inviterede mig til at bo i sit hjem, så længe jeg opholdt mig i Kirtland. Jeg<br />
accepterede med glæde indbydelsen og blev meget opbygget og velsignet under mit<br />
ophold hos ham. Han spurgte, om jeg ville hjælpe ham med at garve et ulveskind, som<br />
han ville bruge til at lægge på sædet i sin vogn, når han skulle til Missouri. Jeg tog<br />
jakken af, spændte skindet ud over en stoleryg og havde snart fået det garvet - selv om<br />
jeg måtte smile over min første oplevelse med profeten." (Matthias F. Cowley, Wilford<br />
Woodruff, s.39)
Side 58<br />
Grunden til, at profeten Joseph og hans bror, Hyrum, øvede sig i at skyde "med et<br />
par pistoler", var uden tvivl den, at de skulle en tur til Missouri for at hjælpe de hellige,<br />
der var blevet jaget ud af Jackson County, med at få deres gårde og hjem tilbage. Et<br />
par pistoler var det eneste argument, som den missourianske pøbelhob ville forstå.<br />
Under Wilfords besøg i Kirtland opfordrede profeten ham til at blive medlem af Zions<br />
lejr, som ekspeditionen til Missouri nu blev kaldt. Wilford indvilligede, og den 1. maj<br />
sluttede han sig til lejren ved New Portage, Ohio. Efter en lang march på 1600 km<br />
ankom brødrene - i alt 205 - til Clay County, Missouri den 24. juni. I juli blev lejren<br />
opløst, da man fandt, at de hellige var så spredte, at det ville være umuligt at genvinde<br />
deres land, og at et sådant forsøg ville betyde åben krig mod missourianerne. Profeten<br />
rådede alle lejrens unge mænd uden familier til at blive i Missouri, og Wilford Woodruff<br />
var lydig imod dette råd. Han bosatte sig i Clay County i nærheden af Lyman Wights<br />
hjem. I december helligede han sine ejendele og sig selv til opbygningen af Guds rige:<br />
"Herved bekendtgøres, at jeg, Wilford Woodruff, forpligter mig overfor Herren med det<br />
formål at hjælpe med til at opbygge hans rige og hans Zion på jorden, så jeg kan holde<br />
hans lov. Jeg fremlægger alt for biskoppen i hans kirke, så jeg kan være retmæssig<br />
arving til Guds celestiale rige."<br />
I november 1834 modtog Wilford et kald fra biskop Partridge (Edward Partridge - [<br />
1793-1840] kirkens første biskop) om at tage på en mission for kirken til de sydlige<br />
stater. Hans særlige opgave var at rejse til staterne Arkansas og Tennessee. Han<br />
fulgtes med adskillige andre ældster. "Vi lagde nogle Mormons Bøger og noget tøj i<br />
vore rejsetasker," fortalte han, "og derpå tog vi af sted til fods." Denne mission viste<br />
sig at være meget prøvende og vanskelig. Der var ikke mange bebyggede områder,<br />
og de lå meget spredt. Mens Wilford var på denne mission, foretog han sin længste og<br />
strengeste dagsrejse "til fods". Sammen med sin ledsager gik han 96 km "fra solopgang<br />
til kl 10 om aftenen uden så meget som en bid brød at spise." Efter at have vadet<br />
gennem sumpe, sovet udendørs i regn og storm, blevet forfulgt af ulve, og have udstået<br />
andre utrolige strabadser i sine bestræbelser for at forkynde evangeliet, giver Wilford<br />
følgende resume over sit arbejde i Arkansas og Tennessee i 1835:<br />
"Jeg havde rejst 5 226 km, havde afholdt 170 møder, døbt 43 mennesker, hjulpet<br />
ældste Parrish med at døbe 20 til, bekræftet 35, organiseret 3 grene, ordineret 2<br />
lærere og I-diakon, havde skaffet 30 abonnenter til the Messenger and Advocate<br />
(SDH-tidsskrift, udgivet i Kirtland fra 1834 til 1837), 173 underskrifter til ansøgningen<br />
om oprejsning for uret begået mod de hellige i Jackson County; 3 pøbelhobe havde<br />
rejst sig imod mig, men jeg var uskadt; jeg havde skrevet 18 breve, modtaget 10 og<br />
afsluttede til sidst min mission for 1835 med at spise majsbrød med smør og honning<br />
hos broder A. O. Smoot."<br />
Wilford havde bestemt vist sin værdi som missionær. Han havde udført sine pligter<br />
ydmygt, roligt og konsekvent, men med en beslutsomhed og ihærdighed, der i løbet af<br />
få år bragte ham i forgrunden som en af kirkens store missionærer.<br />
Wilford fortsatte sin gerning i Tennessee og Kentucky indtil september 1836. På<br />
dette tidspunkt blev han afløst, og sammen med ældste A. O. Smoot tog han tilbage<br />
til kirkens hovedkvarter i Kirtland, Ohio.<br />
Wilford var glad for igen at være i Kirtland sammen med sine venner og brødre,<br />
som han ikke havde set i næsten to år. Han nød især at være sammen med profeten.<br />
"Der findes ikke nogen større mand end Joseph i denne generation," skrev han.<br />
"Ikke-jøderne ser på ham, men han er som et guldleje, skjult for det menneskelige øje.<br />
De kender ikke hans principper, hans visdom, hans dyder og hans kaldelse. Hans sind
Side 59<br />
udstrækker sig som evigheden, ligesom Enoks, og Gud alene kan forstå hans sjæl."<br />
Wilford Woodruff var heldig, at han var i stand til at omgås Guds profet og forstod at<br />
værdsætte ham.<br />
Den 13. april 1837 blev Wilford gift med Phoebe Carter i Kirtland. Det var da omkring<br />
en måned siden, han var fyldt 30 år. Hans hustru var 8 dage yngre end han. Deres<br />
ægteskab var meget vellykket, og Wilford havde i sandhed fundet sin rette ledsagerske.<br />
Selv om Wilford var lykkeligt gift, følte han nødvendigheden af at fortsætte med at<br />
missionere. Han skriver: "En måned og en dag efter denne vigtige begivenhed efterlod<br />
jeg min hustru hos søster Hale, hvor hun skulle blive for en tid. Jeg forlod Kirtland i godt<br />
humør sammen med ældste Jonathan Hale." Denne mission bragte Wilford så langt<br />
mod øst og nord som Fox-øerne ud for Maines kyst. Her virkede han og ældste Hale<br />
med stor flid i 3 måneder og oprettede grene af kirken både på de nordlige og sydlige<br />
Fox-øer. I oktober vendte ældste Hale tilbage til sit hjem i Kirtland. Ældste Woodruff<br />
sendte bud efter sin hustru, og ved hendes ankomst fortsatte han sin gerning på øerne<br />
indtil maj 1838, hvor han besøgte sit gamle hjem i Farmington, Connecticut. Her havde<br />
han den store glæde at døbe sin far, sin stedmor og sin søster. "Det var i sandhed en<br />
glædens dag for min sjæl," skriver han.<br />
Iii<br />
Den 9. august 1838 "mens der blev afholdt et møde for de hellige i North Vinal Haven<br />
på Fox-øerne", modtog ældste Woodruff et brev fra Thomas B. Marsh, præsidenten for<br />
De tolvs Kvorum, hvori han fik at vide, at "profeten Joseph Smith havde modtaget en<br />
åbenbaring fra Herren med navnene på dem, der var blevet valgt til at udfylde pladserne<br />
for dem blandt De Tolv, der var faldet fra." (Se L&P 118:1, 6) Wilford Woodruff var blandt<br />
de udvalgte. Præsident Marsh fortsatte: "Broder Woodruff, du skal derfor vide, at du er<br />
udpeget til at udfylde pladsen for en af De tolv Apostle, og i overensstemmelse med<br />
Herrens ord, der lige er blevet givet, skal du skynde dig at komme til Far West; og den<br />
26. april, næste år, skal du forlade de hellige her og tage af sted til andre himmelstrøg<br />
på den anden side af det store dyb."<br />
Ældste Woodruff begyndte straks at træffe forberedelser til at udføre sine<br />
præsiderende brødres ordrer. Men da nogle af de mennesker, han havde undervist<br />
i evangeliet, ønskede at ledsage ham til Missouri, blev afrejsen fra Scarboro, Maine<br />
udsat til den 9. oktober, hvilket var et meget sent tidspunkt på året at påbegynde<br />
den lange og trættende rejse med vogn til Missouri. Men ingen forhindring kunne<br />
standse broder Woodruff, når han følte, at han udførte Herrens vilje. Det lille selskab<br />
tog af sted "i 10 nye vogne", og efter megen sygdom blandt dets medlemmer og store<br />
vanskeligheder ved at rejse gennem regn, mudder og sne "i 2 måneder og 16 dage",<br />
ankom Wilford og en del af hans karavane til landsbyen Rochester, Illinois. Her erfarede<br />
de blot, at alle de sidste dages hellige, der havde boet i Missouri, på dette tidspunkt<br />
var ved at blive jaget ud af staten af blodtørstige, bevæbnede pøbelhobe. Wilford<br />
besluttede derfor, at det var bedst for ham og hans familie at blive i Rochester vinteren<br />
over. Han fortæller: "Om foråret flyttede jeg sammen med min familie til Quincy, Illinois,<br />
hvor jeg kunne være sammen med brødrene; og leg knælede ned for at prise Gud for<br />
hans beskyttende omsorg for min familie og mig selv gennem alle vore prøvelser."<br />
Selv om de hellige nu var blevet jaget ud af Missouri, var det nødvendigt, at<br />
brødrene fra De Tolv - for at opfylde åbenbaringen, givet den 8. juli 1838 - vendte<br />
tilbage til Far West for der at tage afsked med de hellige "førstkommende 26. april<br />
på byggepladsen for mit hus, siger Herren" (L&P 118:5). De Tolv stolede på Herrens<br />
beskyttende omsorg og besluttede sig til at udføre befalingen, givet i åbenbaringen.
Side 60<br />
Ældste Woodruff beretter: "Jeg tog Brigham Young og Orson Pratt med i min vogn;<br />
fader Cutler (Alpheus Cutler - medlem af det første højråd) tog John Taylor og George<br />
A. Smith med i sin. På vejen mødte vi John E. Page, der var på vej til Quincy, Illinois<br />
med sin familie. Hans vogn var væltet, og da vi mødte ham, forsøgte han at samle<br />
en tønde blød sæbe op med hænderne. Vi hjalp ham med vognen. Derpå kørte han<br />
ned i dalen, efterlod sin vogn og tog med os. Om aftenen, den 25. april, ankom vi til<br />
Far West. Om morgenen, den 26. april 1839 - til trods for vore fjenders trusler om, at<br />
åbenbaringen, der skulle opfyldes denne dag, ikke ville blive opfyldt ... fortsatte vi til<br />
tempelgrunden og opfyldte åbenbaringen og befalingen, der var blevet os givet." Det<br />
var ved dette møde, Wilford blev ordineret til apostel under præsident Brigham Youngs<br />
og de andre apostles hænder.<br />
Mens ovennævnte begivenhed fandt sted, flygtede profeten Joseph, hans bror<br />
Hyrum og andre fra de missourianske betjente, der havde holdt dem fanget i næsten<br />
6 måneder. De var i Quincy for at modtage De Tolv, da disse vendte tilbage.<br />
Det problem, kirkens ledere nu stod overfor, var at finde et nyt indsamlingssted for<br />
de hellige. Et par uger efter sin flugt fra Missouri købte profeten Joseph et stykke land<br />
64 km nord for Quincy på et sted, der hed Commerce, Illinois. Her bosatte han sig, og<br />
efter få dages forløb fulgte Wilford Woodruff efter i sin vogn sammen med sin familie.<br />
Da han ikke fandt et passende sted anslå sig ned i Commerce, tog han over floden til<br />
Iowa og, flyttede ind i et værelse i en gammel kaserne". Her blev han, indtil han skulle<br />
af sted på mission til England.<br />
Jeg beklager, at jeg blot har en kort paragraf om det missionærarbejde, ældste<br />
Woodruff udførte i England i årene 1840 og 1841. Men i kirkens histories årbøger har<br />
ingen anden missionær nogen sinde været ude for en lignende succes. Da han forlod<br />
Nauvoo i august 1839, var han syg og havde ingen penge, men det lykkedes ham at<br />
arbejde sig vej til New York City. Her gav de hellige ham 15 dollars, så han kunne<br />
betale for sejlturen til Liverpool, England, hvortil han ankom den 11. januar 1840. I marts<br />
påbegyndte han sin missionering i Herefordshire distriktet og blev der i 3 måneder.<br />
Da han fortsatte til Manchester distriktet i juni, skrev han følgende: "Jeg har aldrig før<br />
forladt et virkefelt med en så stor tilfredshed for resultaterne af mit virke. Jeg føler trang<br />
til at overbringe Gud min inderligste tak, fordi han har skænket mig så mange sjæle til<br />
besegling af min gerning. Lad mig fortælle, hvorledes jeg for lidt over 3 måneder siden<br />
blev ført af ånden gennem et tæt befolket område på 129 km og ikke valgte nogen del<br />
af det som mit virkefelt, før Herren ledte mig til John Benbows hus ved Fromes Hill, hvor<br />
jeg for første gang forkyndte evangeliet den 5. marts 1840. Nu, den 22. juni, var jeg på<br />
vej til konference i Manchester for at repræsentere denne frugtbare del af mit virke med<br />
33 organiserede grene, bestående af 541 medlemmer, hvoraf jeg havde døbt de 300."<br />
Lignende resultater - selv om de måske var knap så frugtbare - fulgte ældste Woodruffs<br />
missionærbestræbelser overalt, hvor han kom, og hundreder af trofaste mennesker<br />
sluttede sig til kirken i den korte tid, han virkede i England.<br />
I april 1841 forlod brødrene fra De Tolv England for at vende hjem. Da de ankom til<br />
New York City sidst i maj måned, forlod Wilford brødrene og tog til Scarboro, Maine,<br />
hvor hans hustru ventede på ham i sine forældres hjem. Sammen med hende besøgte<br />
han sin far i Farmington, Connecticut. Først i oktober ankom han til Nauvoo. "Da jeg<br />
forlod Nauvoo for 2 år siden," skrev han, "var der ikke mere end et dusin huse på stedet,<br />
men ved min tilbagekomst til byen var der adskillige hundrede."<br />
Da ældste Woodruff igen var sammen med de hellige på indsamlingsstedet, var<br />
han ualmindelig aktiv. Han blev gjort til medlem af Nauvoos byråd; han blev kaldet til
Side 61<br />
at hjælpe med at anvise plads til emigranter; han arbejdede på opførelsen af Nauvoo<br />
templet; han hjalp ældste John Taylor med udgivelsen af the Times and Seasons.<br />
(SDH-tidsskrift, udgivet i Nauvoo (Commerce), Illinois, 1839-1846), og han arbejdede<br />
på opførelsen af en behagelig bolig til sig selv. Med den energi, han lagde for dagen,<br />
havde han held med alt, hvad han foretog sig.<br />
Wilford blev i Nauvoo og de omkringliggende kolonier fra oktober 1841 til juli 1843,<br />
da profeten bad ham om at foretage en mission østpå "med det formål at afholde<br />
konferencer og indsamle midler til templets fuldførelse". Denne mission bragte ham til<br />
St. Louis, Missouri; Cincinnati, Ohio; Pittsburg og Philadelphia, Pennsylvanien; New<br />
York City, New York; Boston, Massachusetts; samt Portland, Maine. Han påbegyndte<br />
tilbagerejsen i oktober og nåede Nauvoo den 4. november.<br />
Ældste Woodruff blev i Nauvoo gennem vinteren 1843-1844, og han nød profetens<br />
og De Tolvs selskab. Han var bestandig aktiv i sine kirkelige pligter, og hans flid og møje<br />
gjorde det også muligt for ham at omgive sig med nogle af livets bekvemmeligheder.<br />
Men han fik ikke lov til at blive hjemme ret længe. I april 1844 bad profeten alle<br />
medlemmerne fra De Tolv - undtagen John Taylor og Willard Richards - om igen at<br />
foretage en vigtig mission østpå. Wilford beskriver afskeden med profeten i sin dagbog:<br />
"Joseph stod i indgangsdøren, da jeg rakte hånden frem til farvel; broder J. M. Grant<br />
var sammen med mig. Idet han tog min hånd, sagde han: Broder Woodruff, du skal<br />
af sted på din mission." Jeg svarede: "Ja." Han så mig et øjeblik lige i øjnene uden<br />
at sige noget. Det var, som om han ville gennemtrænge selve min sjæl, og samtidig<br />
virkede han ubeskrivelig sørgmodig, som om han tyngedes af en forudanelse af noget<br />
frygteligt. Til sidst sagde han med sorg i stemmen: Gud velsigne dig, broder Woodruff;<br />
gå med fred.' Jeg vendte mig og forlod ham med tungt hjerte, idet jeg følte, at jeg<br />
modtog af den samme ånd, som hvilede på ham. Dette var sidste gang, jeg så hans<br />
ansigt og hørte hans stemme - i kødet." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 205)<br />
Wilfords mission østpå i sommeren 1844 blev afbrudt af nyheden om profetens<br />
død, som han fik i Portland, Maine den 9. juli. Han tog straks af sted til Boston,<br />
Massachusetts, hvor han mødte præsident Brigham Young. Under datoen den 17. juli<br />
har han skrevet følgende i sin dagbog: "Ældste Brigham Young ankom, og vi tog hen<br />
til søster Vose. Broder Young lagde sig på sengen, og jeg satte mig i lænestolen, og<br />
derpå tilhyllede vi vore ansigter og gav luft for vor sorg. Indtil nu havde jeg ikke fældet<br />
en tåre siden profetens død. Min sjæl havde været hård som stål. Efter at have fået<br />
afløb for vor sorg gennem tårer, følte vi os roligere."<br />
Brødrene fra De Tolv samledes i Boston, og med tog, båd og diligence tog de til<br />
Nauvoo og ankom om aftenen, den 8. august. Wilford skrev: "Da vi ankom til Nauvoo,<br />
syntes en dyster stemning at hvile over byen - en sådan, som vi aldrig før havde<br />
oplevet."<br />
Iv<br />
Under præsident Brigham Youngs og De Tolvs ledelse blev den forvirring, som Sidney<br />
Rigdon og andre forsøgte at skabe i kirken efter profetens død, snart dæmpet, og<br />
ro og orden blev genoprettet. Ved et rådsmøde for De Tolv, der blev afholdt den 12.<br />
august, blev Wilford Woodruff valgt til at præsidere over den europæiske mission. Der<br />
blev truffet foranstaltninger, så hans hustru kunne ledsage ham. Her følger Wilfords<br />
udnævnelsesbrev:<br />
"Nauvoo, den 22. august 1844<br />
Hilsener til alle ældster og hellige i Storbritannien.
Side 62<br />
Vi sender vor elskede broder Wilford Woodruff til England for at tage sig af alt, hvad<br />
der vedrører Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - både af åndelig og timelig art.<br />
Vi ønsker, at I skal lægge vel mærke til hans råd i alt, og da vi ikke har mulighed for<br />
pr. brev at fortælle jer, hvad der er sket her, vil vor elskede broder fortælle jer alt. Vi<br />
ønsker, at brødrene trofast og flittigt skal holde alle Guds befalinger og lytte til råd fra<br />
dem, der er sendt for at vejlede dem. Lad ingen mennesker tro, at de har magt eller<br />
myndighed eller rigets nøgler frem for apostel Wilford Woodruff, som vi sender til jer for<br />
at belære jer om alt, hvad der hører til liv og frelse. Selv om vor profet er blevet slået for<br />
Guds ords og Jesu vidnesbyrds skyld, er nøglerne til riget stadig i kirken, himlen er ikke<br />
lukket, og den Almægtiges mund er heller ikke forseglet, så han ikke kan tale. Israels<br />
Gud vil fortælle sine disciple alt, hvad der er nødvendigt for at opbygge hans rige på<br />
jorden, indtil Israel er indsamlet - ja, endog alt Abrahams blod, der er spredt over hele<br />
jorden - Zion oprettet, Jerusalem genopbygget, og hele jorden bliver fyldt med Guds<br />
herlighed og kundskab. Vi ønsker, at alle de hellige i England skal fortsætte med at<br />
lade sig indsamle til Amerika; og de kan få det privilegium at udpege en komite, der<br />
kan besøge Amerika for at berede et område til bebyggelse for brødrene fra Europa,<br />
ifølge deres ønske og under ældste Wilford Woodruffs ledelse og vejledning. Vi ønsker<br />
yderligere at sige til de hellige over hele verden, der muligvis får besøg af ældste Wilford<br />
Woodruff, at hvis de vil hjælpe ham på enhver tænkelig måde under hans mission, vil<br />
de gøre Guds vilje, og de vil ikke gå glip af deres belønning. Og vi ønsker, at alle hellige<br />
skal bestræbe sig på at støtte ham gennem deres tro, bønner og broderlige kærlighed<br />
ifølge Guds barmhjertighed i denne vigtige mission, han er kaldet til at udføre, for han<br />
er kvalificeret til at undervise i alt, hvad der hører til Guds rige og kirke, som er oprettet<br />
i disse sidste dage. Derfor, kære brødre, siger vi til slut til jer: vær ydmyge og trofaste,<br />
og lyt flittigt til ældste Wilford Woodruffs vejledning - denne vor elskede broder i Herren<br />
- og Herrens velsignelser vil ledsage jer, i Jesu Kristi navn. Amen.<br />
BRIGHAM YOUNG<br />
Præsident for De Tolv<br />
WILLARD RICHARDS<br />
Sekretær"<br />
Den 28. august forlod ældste Woodruff Nauvoo sammen med sin hustru og deres<br />
to små børn. Efter at have besøgt deres forældre i Connecticut og Maine, rejste de til<br />
New York City, hvor de den 8. december gik om bord på "et fragtskib". Efter en hård<br />
sejlads på 27 dage landede de i Liverpool.<br />
Denne anden mission til England var noget anderledes end den første. I stedet<br />
for at missionere individuelt, hvor han i særlig grad havde succes, måtte han nu lede<br />
andres bestræbelser. Dette var ikke nogen lille opgave, da medlemstallet i den britiske<br />
mission var på 11000, hvoraf de 1500 havde præstedømmet. Men Wilford Woodruff<br />
var på højde med sine pligter og viste sig at være en dygtig leder. Hver eneste del af<br />
arbejdet blev opbygget og gik fremad under hans ledelse. Han blev afløst af præsident<br />
Young i december 1845, og fik samtidig at vide, at de hellige havde til hensigt at forlade<br />
Nauvoo i begyndelsen af 1846 og udsøge sig et gunstigt område "et eller andet sted<br />
vest for Klippebjergene", hvor de kunne tilbede deres Gud uden at blive forulempet af<br />
pøbelhobe. Wilford fuldførte missionens anliggender så hurtigt, det var ham muligt, og<br />
forlod England den 23. januar 1846. Efter at have besøgt slægtninge i New England<br />
nåede han den 23. april til Nauvoo. Præsident Young og de fleste af kirkens ledere var<br />
allerede draget mod vest.<br />
Mens Wilford opholdt sig i Nauvoo, afholdt han adskillige møder i templet med de<br />
hellige, der ikke havde været i stand til at drage af sted. Endelig, den 26. maj, var han
Side 63<br />
parat til at forlade sit behagelige hjem, sin gård og sine ejendele og påbegynde sin<br />
lange rejse ud i ødemarken. "Jeg forlod de helliges by og følte, at jeg højst sandsynligt<br />
tog endelig afsked med Nauvoo for dette liv," skrev han. "Jeg kiggede tilbage på templet<br />
og byen, der forsvandt i det fjerne, og bad Herren om at erindre de helliges ofre."<br />
Det var vådt på denne tid af året, og rejsen gennem Iowa var besværlig. Der var<br />
ingen veje, man kunne følge - kun spor i det bløde mudder, lavet af dem, der var gået<br />
i forvejen. Et sted på rejsen, skrev Wilford, "standsede jeg min vogn på toppen af en<br />
bakke midt i et bølgende landskab, hvor jeg havde en fin udsigt til alle sider. Jeg så de<br />
hellige komme i tusindvis fra alle retninger, fra bakker og dale, skove og prærier, med<br />
deres vogne, flokke og hjorde. Det lignede en hel nations udvandring".<br />
Endelig, den 7. juli, nåede man Concil Bluffs, de helliges midlertidige opholdssted.<br />
Her blev brødrene i ca. en måned, mens Mormonbataljonen blev organiseret og sendt<br />
af sted. I begyndelsen af august blev det besluttet, at så mange af de hellige, der<br />
overhovedet kunne, skulle tage over floden og slå sig ned i indianernes land, hvor<br />
man ville oprette en vinterkoloni, der skulle hedde Winter Quarters. Denne plan blev<br />
gennemført, og Wilford tog over floden og begyndte at bygge et hus, der kunne give<br />
hans familie ly. Her skete der noget, hvorom han selv beretter følgende: "Den 15.<br />
oktober 1846 hvor jeg befandt mig i Israels lejr i færd med at opbygge Winter Quarters<br />
på vestsiden af Missourifloden (dengang indiansk land), gennemgik jeg et af mit livs<br />
mest smertefulde og alvorlige uheld. Jeg tog min økse og gik 4 km op ad skrænten for<br />
at fælde noget træ til tagspåner, der kunne dække min hytte. Jeg fulgtes med 2 mænd.<br />
Da jeg fældede det 3. træ, trådte jeg ca. 2 1/z m væk fra det, hvor jeg troede, jeg var<br />
helt udenfor fare. Imidlertid var der en bøjning i træt, der ramte en lille høj, da træet<br />
faldt, og fik det til at falde tilbage mod stubben. Da det faldt tilbage, ramte den tykke<br />
ende af træet mig i brystet og slog mig bagud og flere meter op over jorden mod et<br />
egetræ. Det fældede træ fulgte med og maste mig slemt imod egetræet. Jeg faldt mod<br />
jorden og kom ned på benene. Mit venstre lår og min venstre hofte var slemt forslåede,<br />
også min venstre arm; mit brystben og 3 ribben i venstre side var brækkede. Jeg havde<br />
stødt lungerne, de ædlere dele og den venstre side meget slemt. Efter uheldet sad jeg<br />
på en træstamme, mens John Garrison gik 400 m og fik fat i min hest. Til trods for at jeg<br />
havde slået mig så slemt, måtte jeg stige til hest og ride 4 km over en overmåde ujævn<br />
vej. På grund af stærke smerter måtte jeg 2 gange stige af hesten på vejen hjem. Mit<br />
bryst og mine ædlere dele var så slemt sårede, at smerter strømmede igennem mig for<br />
hvert skridt, hesten tog. Jeg fortsatte på hesteryg, indtil jeg nåede Turkey Creek nord<br />
for Winter Quarters. Jeg var da meget udmattet og blev hjulpet af hesten og båret i<br />
en stol til min vogn. På vejen mødte jeg præsident Brigham Young, Heber C. Kimball,<br />
Willard Richards og andre, der hjalp med at bære mig til vognen. Før de anbragte mig<br />
på sengen, lagde de hænderne på mig, og i Herrens navn irettesatte de smerterne og<br />
lidelserne og sagde, at jeg ville leve og ikke dø. Derpå blev jeg lagt i seng i vognen,<br />
da min hytte endnu ikke var færdig. Det gik, som apostlene havde profeteret over mit<br />
hoved; jeg døde ikke. Jeg havde ikke læge, men blev salvet af Israels ældster og plejet<br />
af min hustru. Jeg lå i min seng ude af stand til at røre mig, indtil brystbenet den 9. dag<br />
begyndte at vokse sammen. Efter 20 dages forløb begyndte jeg at spadsere omkring,<br />
og 30 dage efter uheldet tog jeg igen fat på mit daglige arbejde."<br />
De hellige tilbragte en ensom vinter i Winter Quarters i 1846 og 1847. Kulden var<br />
meget voldsom, og mange af indbyggerne boede stadig i deres vogne, da de ikke<br />
havde fået bygget huse. Strabadserne forårsagede megen lidelse, og der var flere<br />
hundrede dødsfald, men de hellige var forenede og gjorde alt, hvad de kunne, for<br />
at hjælpe hinanden. Da vejret blev varmere i februar og marts, begyndte præsident
Side 64<br />
Young at træffe forberedelser til at lede en gruppe mod vest for at udsøge et blivende<br />
opholdssted for de hellige. Denne gruppe, der bestod af 143 mænd, 3 kvinder og 2<br />
børn, var parat i begyndelsen af april, og Wilford Woodruff var iblandt dem.<br />
Der er blevet skrevet og sagt meget om pionerrejsen over sletterne, og jeg vil ikke<br />
gå i detaljer her. Det er nok tilstrækkeligt at sige, at præsident Young, der kørte i Wilford<br />
Woodruffs vogn, den 24. juli 1847 tog Saltsødalen i øjesyn og udbrød: "Dette er stedet."<br />
Gruppen havde da rejst i 3 måneder og 17 dage. Wilford Woodruff skriver i sin dagbog<br />
følgende om ankomsten til dalen:<br />
"Vi så med undren og ærefrygt på den vidtstrakte og frugtbare dal, der lå foran os<br />
i ca. 40 km's længde og 26 km's bredde, dækket af et tykt tæppe af plantevækst. I<br />
midten funklede vandet fra den store Saltsø, rundt omkring hævede bjergene sig mod<br />
himlen, og vandløb, åer og bække med rent vand løb gennem den smukke dal.<br />
Efter en hård rejse fra Winter Quarters på over 1600 km gennem Platteflodens<br />
sletter og Black Hills' og Klippebjergenes højder, over det brændende sand og de evige<br />
regioner med sagebrush, sumpede områder dækket af piletræer samt klippefulde egne,<br />
var et eneste blik på en så vidtstrakt dal, omgivet af en fuldendt bjergkæde dækket af<br />
evig sne, og med talløse tinder, der som pyramider hævede sig mod himlen, for os det<br />
mest storslåede landskab og den skønneste udsigt, vi kunne finde på jorden. Vi blev<br />
gennemstrømmet af behagelige tanker i forventningen om, at Herrens hus om få år<br />
ville være grundfæstet på bjergenes top og løfte sig op over højene, mens dalene ville<br />
være omdannet til frugtplantager, vingårde, marker, etc., byer ville være bygget, Zions<br />
banner ville blive foldet ud, og nationerne ville strømme dertil."<br />
I løbet af den korte tid, ældste Woodruff opholdt sig i dalen, udforskede han og andre<br />
landet så langt mod vest som Tooele Valley og så langt mod syd som Utah Lake. Han<br />
tog også op i bjergkløfterne for at hente træstammer til at bygge et hus af. Der var ikke<br />
noget, der hed lediggang i denne mands liv. Hvor han end kom hen, udførte han med<br />
flid nyttigt arbejde. Arbejde var grundprincippet i hans vellykkede levnedsløb.<br />
Ældste Woodruff opholdt sig i Saltsødalen i en måned og to dage, og derpå<br />
påbegyndte han sammen med nogle af brødrene den trættende rejse på 1600 km<br />
tilbage til Winter Quarters. Efter en besværlig rejse nåede brødrene Missouriflodens<br />
bredder og blev genforenede med deres familier den 31. oktober.<br />
V<br />
I året 1848 fandt der en almindelig udvandring sted af de hellige mod vest fra<br />
Missourifloden. Wilford Woodruff regnede også med, at han skulle rejse, men før<br />
han tog af sted, bad præsident Young ham om at foretage en mission til de østlige<br />
stater og besøge de sidste dages hellige der. Wilford Woodruff, der altid var villig til<br />
at udføre de pligter, de præsiderende brødre pålagde ham, forlod Winter Quarters<br />
den 21. juni. Hans mission førte ham til Nauvoo og Chicago, Illinois; Detroit, Michigan<br />
og Boston, Massachusetts, hvortil han ankom den 12. august. I løbet af efteråret og<br />
vinteren besøgte han kirkens grene i New England. Han tilbragte hele året 1849 med<br />
at missionere i Canada og de østlige stater. I begyndelsen af 1850 fik han besked fra<br />
Det øverste Præsidentskab om at vende hjem, og den 9. april forlod han New York<br />
City sammen med 209 medlemmer. Efter en lang og trættende rejse ankom ældste<br />
Woodruff og hans ledsagere den 14. oktober til Salt Lake City.<br />
Saltsødalen så anderledes ud i 1849, end den gjorde, da ældste Woodruff så den<br />
første gang i 1847. Nu var der over 5 000 indbyggere i byen og dalen, og mange<br />
forbedringer havde fundet sted. Ældste Woodruff gjorde sit eget hus i nærheden af<br />
tempelgrunden færdigt og sørgede for at gøre det så behageligt som muligt for sin
Side 65<br />
familie. I de 17 år han havde været medlem af kirken, havde han næsten levet et<br />
nomadeliv og var blevet jaget fra sted til sted. Men fremover skulle Saltsødalen være<br />
hans blivende bopæl, selv om han stadigvæk skulle rejse vidt og bredt på kirkens vegne<br />
lige til sin død.<br />
I Saltsødalen genoptog Wilford sine vanlige aktiviteter som medlem af De Tolv.<br />
Kvorummet afholdt ugentlige møder, hvor de drøftede kirkens forhold. Foruden disse<br />
pligter blev han medlem af territoriets lovgivende forsamling. I begyndelsen af 1851<br />
sluttede han sig til en ekspedition, der skulle besøge de helliges kolonier i den sydlige<br />
del af territoriet. Da han vendte tilbage sidst i maj, arbejdede han flittigt på sin egen lille<br />
gård syd for byen. Han fik ingen løn af kirken og måtte nødvendigvis forsørge sig selv<br />
og sin familie ved hjælp af sine hænders arbejde.<br />
I året 1852 blev Wilford optaget af at bygge et mødested for de hellige på<br />
tempelgrunden. Denne bygning blev kendt som Det gamle Tabernakel. Han ledsagede<br />
også Det øverste Præsidentskab på en rejse til de sydlige kolonier.<br />
Ved begyndelsen af det nye år, 1853 skrev Wilford følgende i sin dagbog: "Et<br />
nyt år i en ny epoke! Som tiden dog flyver, og hvor vidunderlige og hvor storslåede<br />
er de begivenheder, der fødes på dens vinger! Det er begyndelsen til en uddeling,<br />
der omfatter alle andre uddelinger siden verdens begyndelse. Begivenhederne fra de<br />
foregående 1000 år blegner fuldstændig i sammenligning med nutidens værk."<br />
På årets første dag deltog Wilford i et selskab, der blev holdt i den nye Social Hall<br />
(den vigtigste bygning for selskabelige aktiviteter i Salt Lake City, indtil Salt Lake teatret<br />
blev bygget). Han var til stede den 14. februar, da man brød grunden til Salt Lake<br />
templet. I løbet af efteråret ledte Wilford sammen med Ezra T. Benson en gruppe hellige<br />
til Tooele Valley.<br />
I sommeren 1854 var ældste Woodruff sammen med nogle af De Tolv på en rejse<br />
til de sydlige kolonier. Da han vendte hjem, høstede han afgrøden på sin gård, og<br />
han beretter, at der var 130 hl hvede, 141 hl kartofler og 70 1/2 hl majs. 1 1855<br />
sammenkaldte han en gruppe interesserede til et møde i Social Hall og organiserede en<br />
havebrugsforening, som skulle fremme frugtavlen i territoriet. Han arbejdede konstant<br />
på enhver opgave, der ville fremme forholdene for de hellige i dalene.<br />
Den 1. marts 1857 fejrede Wilford Woodruff sin 50-års fødselsdag. Denne dag kunne<br />
han se tilbage på et velanvendt liv, fyldt med virkelig fine resultater. Den 24. juli var han<br />
til stede ved en pioner-festlighed ved Silver Lake, Big Cottonwood Canyon, da der blev<br />
sendt besked om, at en hær var på vej til Utah med en ny guvernør, der skulle afløse<br />
Brigham Young. Fra dette tidspunkt og indtil juni det følgende år havde ældste Woodruff<br />
meget travlt med at deltage i rådsmøder med brødrene og træffe forberedelser til, at de<br />
hellige kunne forsvare sig mod hæren. Han blev virkelig glad, da han hørte, at hæren<br />
havde besluttet at slå lejr for vinteren ved Fort Bridger, Wyoming. I foråret 1858 sluttede<br />
Wilford sig til de hellige, der flyttede sydpå. Han og hans familie var i Provo, da der blev<br />
sendt bud om, at general Johnston havde ført sine soldater gennem Saltsødalen og<br />
slået lejr ved Cedar Fort. Wilford vendte nu tilbage til Salt Lake City og genoptog sine<br />
vanlige aktiviteter. I efteråret blev han udnævnt til præsident for Deseret Agricultural<br />
and Manufacturing Society.<br />
Den 1. marts 1860 skrev ældste Woodruff følgende i sin dagbog: "I dag blev<br />
jeg 53 år. Det berører mig meget, når jeg betragter disse år og ser, hvor kort livet<br />
i virkeligheden er - som en væverskyttel flyver det hurtigt af sted. Mennesker bør<br />
omhyggeligt stræbe efter at gøre sit liv nyttigt. Det bør tale sandhed, leve ærligt, opøve<br />
gode egenskaber og altid være et eksempel værdig til efterfølgelse."
Side 66<br />
Den 4. marts 1861 gør han et notat i sin dagbog om præsident Abraham Lincolns<br />
tiltrædelse: "Præsident Lincolns fjender erklærede, at han aldrig ville komme til at sove<br />
i Det hvide Hus ... Mange af nationens indbyggere har forfulgt Guds hellige, og nu har<br />
de selv vanskeligheder. De ledende mænd i denne nation og dens stater gjorde intet<br />
for os."<br />
I maj 1861 foretog ældste Woodruff en rejse til de sydlige kolonier sammen med<br />
præsident Brigham Young og nogle af de ledende brødre. Mens han var væk fra byen,<br />
døde hans alderstegne far, Aphek Woodruff. Han var blevet døbt af sin søn i 1839.<br />
I sin bog Life of Wilford Woodruff siger Matthias F. Cowley lidt om broder Woodruffs<br />
aktiviteter i året 1862:<br />
"Det er dejligt at se, hvordan Wilford Woodruff var travlt beskæftiget med en mængde<br />
gøremål. Hans dagbog bærer vidnesbyrd om et bemærkelsværdigt travlt liv. Det<br />
ene øjeblik skildrer han gribende begivenheder i verdenshistorien; derpå skriver han<br />
kirkehistorie; og i næste øjeblik fortæller han noget om breve, modtaget fra dem, der<br />
ønsker oplysninger om de sidste dages hellige. Den næste side indeholder en beretning<br />
om hans frugtplantage og arbejdet med at plante flere frugttræer; senere finder man<br />
ham i færd med vandingen. Derpå taler han til missionærer om deres pligter og ansvar.<br />
På samme side beretter han om en profetisk inspiration i sin sjæl og fortæller om ting,<br />
der skal ske. I alting ser han Guds herlighed og godhed. Han lytter til profetens ord<br />
og skriver dem omhyggeligt op. Derpå skriver han udførligt om principperne for en fri<br />
regering og et folks rettigheder under en grundlov."<br />
Den 1. januar 1864 skrev ældste Woodruff i sin dagbog: "Jeg har oplevet 56 nye<br />
år, og i de sidste 35 år har jeg ført dagbog over mit liv. Det har til en vis grad også<br />
været over andres liv."<br />
I årene 1865 og 1866 fortsatte ældste Woodruff sine sædvanlige aktiviteter i dalen.<br />
11867 deltog han i generalkonferencens møder, der blev afholdt i Det nye Tabernakel.<br />
"Denne konference var af særlig interesse for de hellige. Mellem 8-10 000 mennesker<br />
samledes for at fejre begivenheden. Orglet var ikke helt færdigt. Det var meningen, det<br />
skulle have 2 000 orgelpiber, men på daværende tidspunkt havde det kun 750."<br />
I 1868 flyttede ældste Woodruff til Provo som svar på et kald fra præsident Young.<br />
Her fortsatte han med at tage aktivt del i byens og kirkens anliggender. Han syntes<br />
at være interesseret i alle former for menneskelig aktivitet. Ældste Cowley skriver:<br />
"Vi finder ham i færd med at grave piletræer op, rydde land, grave grøfter, anlægge<br />
veje, bygge lader og huse. Han var virkelig et mønster på arbejdsomhed. Alt hæderligt<br />
arbejde var Guds arbejde, enten han gravede en grøft, holdt tale eller skrev historie."<br />
Ved oktoberkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1868, skrev ældste<br />
Woodruff: "Dette er første gang i 32 år, at alle medlemmerne fra De tolvs Kvorum har<br />
været samlet. Sidste gang var i ældste Heber C. Kimballs hjem i Kirtland." Det møde,<br />
han henviste til, blev afholdt i året 1836. Det vidner om dette kvorums flid, at nogle af<br />
dets medlemmer i al denne tid altid havde været borte fra hovedkvarteret i færd med<br />
at missionere.<br />
Den 24. juli 1869 skrev ældste Woodruff følgende i sin dagbog efter at have fejret<br />
pionerdagen i Salt Lake City: "I dag for 22 år siden kørte jeg det forspand, der bragte<br />
præsident Brigham Young fra Emigration Canyon til denne by. Han var syg og lå i en<br />
seng i min vogn. Så snart hans øjne faldt på den smukke, men øde dal foran os, sagde<br />
han: Dette er stedet; for Herren har vist mig det i et syn.' Vi er nu over 100 000 sjæle.<br />
Se, hvad Gud har bevirket."
Side 67<br />
Ældste Woodruff var til stede den 10. januar 1870 da Utah Central Railway<br />
(jernbanen) fra Ogden til Salt Lake City blev gjort færdig. Han skriver: "Dette er en stor<br />
dag for Utah. Omkring 12-15 000 mennesker fra byen og omegnen - mænd, kvinder og<br />
børn - samledes omkring jernbanestationen for at fejre færdiggørelsen af Utah Central<br />
Railway og for at se den sidste skinne blive lagt og det sidste spiger blive slået i af<br />
præsident Young." Dagene med de lange rejser over sletterne med okseforspand, på<br />
hesteryg eller til fods _Var for altid forbi.<br />
I 1871 købte ældste Woodruff, der nu var 64 år gammel, en gård i Randolph, Rich<br />
County, hvor han indrettede et hjem. Han tilbragte siden adskillige somre der, hvor han<br />
nød at høste hø og hente træ i bjergene. Intet glædede ham mere end det at udføre<br />
en god dags arbejde med sine hænder.<br />
Årene 1872-1875 tilbragte ældste Woodruff med sine sædvanlige aktiviteter. Man<br />
besøgte wardene og stavene, passede sine gårde og kvægfarme og holdt rådsmøder<br />
med brødrene. Den 1. september 1875 skriver han om sin kære ven og kollega, George<br />
A. Smiths død: "Tiden og døden tynder ud i rækkerne hos Det øverste Præsidentskab,<br />
De tolv Apostle og kirkens øverste ældster. Intet menneske i denne kirke har efterladt<br />
en mere uplettet og strålende fortid for både tid og evighed end apostel George A.<br />
Smith."<br />
Samme år i oktober skrev han om De forenede Staters præsident, U. S. Grants<br />
besøg i Ogden og Salt Lake City. Det var første gang, han nogen sinde havde set<br />
en præsident for De forenede Stater. Han havde lejlighed til at være medlem af den<br />
gruppe, der bød den distingverede gæst velkommen til territoriet.<br />
I efteråret 1876 ledsagede ældste Woodruff præsident Young og følge til St. George<br />
i det sydlige Utah. Det var brødrenes mening at blive der hele vinteren og deltage i<br />
indvielsesceremonierne for St. George templet, der næsten var færdigt. Den 1. januar<br />
1877 blev den nederste del af bygningen, inklusive døbefonten, indviet af ældste<br />
Woodruff. "Vi er i dag velsignet med et privilegium, som meget få siden Adams dage har<br />
kunnet glæde sig over," sagde han. "Vi er samlet i et tempel, der på Herrens befaling<br />
er bygget til frelse for den menneskelige familie. Vi er kommet sammen for at indvie<br />
visse dele af denne bygning." Efter nogle få bemærkninger opsendte ældste Woodruff<br />
en længere bøn, hvori han meget smukt gav udtryk for de helliges taknemmelighed<br />
over det privilegium at bygge dette tempel og kunne arbejde i det.<br />
Den 1: marts 1877 da ældste Woodruff stadigvæk var i St. George, fejrede han sin<br />
70-års fødselsdag.<br />
I begyndelsen af april blev kirkens generalkonference afholdt i St. George, og ældste<br />
Woodruff blev kaldet til at præsidere over St. George templet. Han var optaget af denne<br />
opgave, da han hørte om præsident Brigham Youngs død, der fandt sted den 29.<br />
august 1877.<br />
Efter præsident Youngs død, flyttede ældste Woodruff tilbage til Salt Lake City, hvor<br />
han deltog i De Tolvs rådsmøder. Det varede flere år, før Det øverste Præsidentskab<br />
blev reorganiseret. Det var på dette tidspunkt, øvrighedspersoner forsøgte at gøre ende<br />
på udøvelsen af polygami, og det blev nødvendigt for ældste Woodruff at "gå under<br />
jorden". Han skrev følgende i sin dagbog: "Dette er første gang i mit liv, jeg har været<br />
nødt til at flygte fra mine fjender for evangeliets skyld eller af nogen anden grund." I<br />
1879 tilbragte han nogle måneder med at besøge de hellige i det sydlige Utah og i<br />
Arizona. Han besøgte også indianerstammerne og virkede som missionær blandt dem.<br />
Han sov udendørs, arbejdede i markerne, huggede brænde, beredte hjorteskind og<br />
gjorde i det hele taget alt, hvad han kunne, for at hjælpe folket. Den 2. april 1880 var han
Side 68<br />
tilbage i Salt Lake City og deltog i kirkens årlige konference. Ved oktoberkonferencen<br />
samme år blev John Taylor udnævnt til præsident for kirken og Wilford Woodruff til<br />
præsident for De tolvs Kvorum.<br />
Som præsident for De tolvs Kvorum var det nu ældste Woodruffs pligt at lede disse<br />
brødres aktiviteter. I denne egenskab skulle han uden tvivl være blevet i Salt Lake City,<br />
men på grund af Edmunds lov, der blev vedtaget af Kongressen i 1882 - og som igen<br />
angreb udøvelsen af polygami og tildelte alvorlige straffe til dem, der ikke ville opgive<br />
denne lære - var præsident Woodruff igen tvunget til at forlade sit hjem. Han besøgte<br />
de helliges stave og kolonier i det sydlige Utah, det østlige Utah, Nevada og Arizona.<br />
Mange af kirkens ledende brødre blev anholdt og tvunget til at gå i fængsel, men ældste<br />
Woodruff var heldig og undgik at blive arresteret. Han udførte roligt sine pligter og blev<br />
hjulpet og beskyttet af de hellige.<br />
Vi<br />
Ældste Woodruff opholdt sig i Fayette, Sanpete County, da han den 26. juli 1887 hørte<br />
om præsident John Taylors død i Kaysville, Utah. På dette tidspunkt skrev han følgende<br />
i sin dagbog: "Præsident Taylors død lægger hovedansvaret for Jesu Kristi Kirke af<br />
Sidste Dages Hellige på mine skuldre i tilknytning til De Tolv, der nu bliver kirkens<br />
præsiderende myndighed. Dette anbringer mig i en særlig situation. Det er en stilling,<br />
jeg aldrig har regnet med, men ved Guds forsyn er dette nye ansvar nu pålagt mig. Jeg<br />
beder Gud, min himmelske Fader, om at skænke mig tilstrækkelig nåde, så jeg kan<br />
opfylde mine ansvar. Det er et stort ansvar for et menneske, og det er en stilling, der<br />
kræver megen visdom. Jeg regnede ikke med at leve længere end præsident Taylor,<br />
men Gud har bestemt på anden måde ... Jeg kan kun sige: Forunderlig er dine veje, o<br />
Almægtige Herre, for du har i sandhed valgt svage redskaber til i dine hænder at udføre<br />
dit værk på jorden. Må din tjener Wilford være beredt for det, Gud i himlen kræver<br />
af ham. Jeg beder om denne velsignelse af min himmelske Fader i Jesu Kristi, den<br />
levende Guds Søns navn. Amen."<br />
Og således stod denne trofaste og flittige missionær - der kun søgte at gå Guds veje<br />
og ydmygt og oprigtigt at gøre hans vilje - til sidst efter et langt og nyttigt liv i spidsen for<br />
et stort religiøst folk. Han var blevet prøvet og vejet på vægten, og han var ikke blevet<br />
fundet for let (Se Daniel 5:27).<br />
Da præsident Woodruff ankom til Salt Lake City, var han ikke i stand til at være<br />
med til præsident John Taylors begravelse eller at vise sig ved noget offentligt møde,<br />
da han stadigvæk kunne blive arresteret på grund af den anti-polygamiske kampagne.<br />
Imidlertid stod han i nær forbindelse med brødrene fra De Tolv og udførte sine pligter,<br />
så godt det var ham muligt under så vanskelige og prøvende forhold.<br />
Ved aprilkonferencen i 1889 blev Wilford Woodruff opretholdt som præsident for<br />
kirken med George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere. Samme dag dette<br />
fandt sted, skrev præsident Woodruff følgende i sin dagbog: "Denne dag, den 7. april<br />
1889, er en af de vigtigste i mit liv, for jeg blev opretholdt som præsident for Jesu Kristi<br />
Kirke af Sidste Dages Hellige, og det blev enstemmigt vedtaget af 10 000 medlemmer.<br />
Afstemningen blev foretaget på samme måde som i præsident John Taylors tilfælde:<br />
Først stemte hvert kvorum for sig og derefter hele forsamlingen. Dette er det højeste<br />
embede, der nogen sinde er overdraget noget menneske i kødet. Det blev overdraget<br />
mig i mit 83. år. Jeg beder Gud om at beskytte mig og give mig kraft til at højne min<br />
kaldelse til mine dages ende. Herren har våget over mig lige til denne dag." (Mathias<br />
F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 564-565)
Side 69<br />
I årene 1889 og 1890 fortsatte regeringen sine bestræbelser for at afskaffe polygami.<br />
De hellige havde lidt meget alvorlige forfølgelser på grund af dette princip. I efteråret<br />
1890 kom præsident Woodruff til den konklusion, at tiden var inde, hvor han måtte råde<br />
de hellige "til at afholde sig fra at indgå ægteskaber, der var forbudt af landets lov." Den<br />
25. september skrev han følgende i sin dagbog:<br />
"Jeg har nået det punkt i mit livs historie som præsident for Jesu Kristi Kirke af<br />
Sidste Dages Hellige, hvor jeg er nødt til at gøre noget for kirkens timelige frelses<br />
skyld. De forenede Staters regering har taget et standpunkt og vedtaget love for at<br />
ødelægge de sidste dages hellige på grund af polygami eller ægteskabets patriarkalske<br />
orden, og efter at have bedt til Herren og følt hans inspiration har jeg udstedt følgende<br />
proklamation, der er godkendt af mine rådgivere og De tolv Apostle." Herefter følger den<br />
officielle erklæring, kendt som "Manifestet", hvori de hellige bliver rådet til at, afholde<br />
sig fra et indgå ægteskaber, der er forbudt af landets lov".<br />
Manifestets udstedelse var sikkert den vigtigste handling i præsident Woodruffs<br />
lange levnedsløb. Det gav befrielse for forfølgelse og gav de hellige frie hænder til at<br />
fortsætte det store arbejde med at forkynde evangeliet og grundlægge riget.<br />
I en tale, der blev givet i Logan, den 1. november 1891 præciserede præsident<br />
Woodruff yderligere sit standpunkt overfor denne vigtige udstedelse:<br />
"Gennem syner og åbenbaringer viste Herren mig nøjagtigt, hvad der ville ske, hvis<br />
vi ikke standsede denne udøvelse ... Jeg ved, at der er temmelig mange mennesker<br />
- og sikkert nogle af denne kirkes ledende mænd - der er blevet prøvet og har følt, at<br />
præsident Woodruff havde mistet Guds Ånd og var ved at falde fra. Jeg ønsker, at I<br />
skal forstå, at han ikke har mistet ånden og heller ikke er ved at falde fra. Herren er<br />
med ham og med dette folk. Han har fortalt mig nøjagtigt, hvad der skal gøres, og hvad<br />
resultatet ville blive, hvis vi ikke gjorde det ... Jeg ville have opgivet alle vore templer,<br />
jeg ville selv være gået i fængsel og ville have ladet alle andre mænd gå der, hvis Gud<br />
i himlen ikke havde befalet mig at gøre det, jeg gjorde; og da tidspunktet var inde, og<br />
jeg fik befaling til at gøre det, stod det helt klart for mig."<br />
En anden vigtig begivenhed, der fandt sted under præsident Woodruffs forvaltning,<br />
var indvielsen af Salt Lake templet den 6. april 1893. Som tidligere nævnt her i bogen,<br />
blev opførelsen af denne bygning påbegyndt af præsident Brigham Young i 1853,<br />
40 år tidligere. Det havde været et tungt hverv for de hellige at bygge dette store<br />
tempel, for de havde måtte give arbejdskraft, materialer og penge; men det var lykkedes<br />
for dem, og den smukke og imponerende bygning - et mindesmærke for deres tro<br />
og hengivenhed - var endelig færdig. Den alderstegne profet bad indvielsesbønnen.<br />
Samme dag skrev han i sin dagbog: "Jeg var til stede ved templets indvielse. Guds ånd<br />
og kraft hvilede på os. Profetiens og åbenbaringens ånd var over os, folket var dybt<br />
berørt, og mange ting blev gjort forståelige for os."<br />
Blandt præsident Woodruffs udtalelser ved templets indvielse var følgende: "At fra<br />
dette tidspunkt ville den ondes magt blive brudt; at fjenden ville have mindre magt over<br />
de hellige og lide større nederlag i sine forsøg på at undertrykke dem; at en fornyet<br />
interesse for evangeliets budskab ville opstå overalt i verden." (Matthias F. Cowley,<br />
Wilford Woodruff, s. 583)<br />
I efteråret 1893 foretog præsident Woodruff en længere rejse østpå sammen med<br />
en gruppe af brødrene. Man besøgte Denver, Kansas City, Independence og Chicago.<br />
I Independence skrev han følgende: "I 1834 gik jeg sammen med Harry Brown<br />
gennem Jackson County på en mission til de sydlige stater. På dette tidspunkt rejste vi<br />
hemmeligt, for at pøbelhoben ikke skulle slå os ihjel. Nu, i 1893, bød Independences
Side 70<br />
borgmester og en masse andre os velkommen til byen. Det kan vel siges at være<br />
en kontrast, og vi tilskriver Gud, vor himmelske Fader, æren og prisen." (Matthias F.<br />
Cowley, Wildford Woodruff, s. 583)<br />
I 1896 gav De forenede Staters regering Utah anerkendelse som stat. Præsident<br />
Woodruff skrev: "Jeg føler trang til at takke Gud, fordi jeg har levet længe nok til at se<br />
Utah blive anerkendt som stat. Det er en begivenhed, som vi har set frem til i en hel<br />
generation." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 591)<br />
En af de vigtigste begivenheder i præsident Woodruffs lange liv var festligholdelsen<br />
af hans 90-års fødselsdag, den 1. marts 1897. Ved denne lejlighed samledes tusinder<br />
af sidste dages hellige i Salt Lake Tabernaklet for at hædre ham. Hans rådgivere<br />
og andre generalautoriteter holdt taler, der passede til lejligheden. Tempelarbejdere<br />
overrakte ham en stok med sølvbeslag. Den meget store forsamling sang: "Hav tak<br />
for profeten, du sendte". Da præsident Woodruff kom hjem, skrev han sine indtryk fra<br />
dagen i sin dagbog: "Sceneriet overvældede mig fuldstændigt. Jeg kom til at tænke på<br />
begivenheder fra min barndom og første manddom. Jeg huskede tydeligt, hvordan jeg<br />
havde bedt Herren om, at jeg måtte opleve at se en profet eller en apostel, der ville<br />
undervise mig i Kristi evangelium. Her stod jeg i det store Tabernakel, fyldt med 10 000<br />
børn, med profeter, apostle og hellige. Tårerne løb mig ned ad kinderne, men alligevel<br />
talte jeg til den mægtige forsamling." (Matthias F. Cowley, Wilford Woodruff, s. 615)<br />
I løbet af ugen, der begyndte den 20. juli 1897 var der stor fest i Salt Lake City til<br />
minde om 50-års dagen for pionerernes ankomst til Saltsødalen. Præsident Woodruff<br />
spillede en fremtrædende rolle i denne festligholdelse. Ved kæmpeparaden den 24.<br />
juli kørte han i den forreste vogn.<br />
I den sidste del af 1897 og de første måneder i 1898 begyndte det at gå meget<br />
tilbage med præsident Woodruffs helbred. Alligevel var han i stand til at deltage i kirkens<br />
konferencer i Tabernaklet og komme med nogle få bemærkninger, som lejligheden<br />
krævede. I august 1898 tog han sammen med nogle venner til San Francisco for at<br />
nyde en klimaforandring. Her døde han om morgenen den 2. september i oberst Isaac<br />
Trumbos hjem. George Q. Cannon, der var sammen med ham på dette tidspunkt, skrev<br />
følgende om det:<br />
"Jeg stod op omkring kl. 6.00. Sygeplejersken fortalte mig, at han havde sovet i<br />
samme stilling hele tiden. Jeg tog fat omkring hans håndled, følte pulsen og kunne<br />
mærke, at den var meget svag. Mens jeg stod der, blev den svagere og svagere, indtil<br />
den døde fuldstændig hen. Hans hoved, hænder og fødder var varme, og det så ud<br />
som om, han sov sødeligt og fredeligt. Der var ikke en muskel, der fortrak sig, ej heller<br />
bevægelse af lemmer eller ansigt, da han gik bort."<br />
Den afdøde leders legeme blev ført til Utah i en særlig vogn, der blev koblet til et af<br />
Stillehavsbanens tog. Kirkeledere og familiemedlemmer tog imod toget i Ogden den 4.<br />
september og ledsagede præsidentens jordiske rester til hans hjem i Salt Lake City.<br />
Begravelsesmødet blev afholdt i Tabernaklet, tirsdag den 8. september, kl. 10 om<br />
formiddagen. Før denne tid var den store bygning helt fyldt med hellige og venner, der<br />
var kommet for at vise ærbødighed overfor et menneske, der var respekteret og elsket<br />
overalt. Præsidentens rådgivere, George Q. Cannon og Joseph F. Smith, samt andre<br />
af de ledende brødre holdt taler til den afdødes pris. Og da solen gik ned over bjergene<br />
mod vest denne efterårsaften, hvilede Wilford Woodruffs - en af Israels store lederes<br />
- legeme fredeligt i jorden af den dal, som han første gang havde set for over 51 år<br />
siden sammen med den første gruppe mormonpionerer.
Vii<br />
Side 71<br />
Her følger en kort oversigt over George Q. Cannons tale ved præsident Woodruffs<br />
begravelse:<br />
"Ved præsident Woodruffs bortgang har en mand med en karakter så lig en engels<br />
som noget menneske, der nogen sinde har levet på jorden, forladt vor midte. Vi vil<br />
savne ham meget. Hans familie vil savne ham meget, thi for dem var han et og alt, en<br />
æret og respekteret ægtemand og far.<br />
Ved sådanne mænds død er det en trøst at vide, at de har efterladt præstedømmets<br />
nøgler, som de sad inde med, så Guds værk kan skride fremad. Præsident Woodruff<br />
var jævn og ligefrem, upåvirket og barnlig i sine krav. Han fornærmede ingen og var<br />
heller ikke for stolt til at slide ligesom andre mennesker, selv ikke, da han var blevet<br />
kaldet som apostel. Hans karakteregenskaber var ædle, og han var så energisk, at intet<br />
var for byrdefuldt for ham, selv ikke, da han var oppe i årene. Han havde et mildt sind og<br />
var i besiddelse af et så kærligt væsen, at han fik venner fra alle samfundsgrupper. Han<br />
var ligefrem i al sin omgang med andre mennesker og snød sig aldrig fra en forpligtelse.<br />
Han var åben, omgængelig og elskværdig på alle måder. Der fandtes ikke misundelse<br />
hos ham. Han betragtede enhver som sin ligemand og viste den største respekt for<br />
alle, han omgikkes. Han var blid som en kvinde og så ren som englene selv. Til trods<br />
for sit høje og hellige kald virkede han uhøjtidelig og var jævn og fordringsløs, og man<br />
kunne betragte hans liv og karakter så tydeligt, som man ser igennem glas. Han skjulte<br />
ikke noget for brødrene, men var oprigtig, frimodig og åben overfor alle.<br />
En morgen, da han opholdt sig på sit kontor, bemærkede han: Jeg er ved at blive<br />
gammel.' Grunden til denne bemærkning var, at et stærkt og udholdende barnebarn<br />
havde overgået ham, da de hyppede kartofler. Præsident Woodruff var så arbejdsom,<br />
at han følte, at han var ved at blive gammel, fordi de, der var yngre og stærkere, kunne<br />
overgå ham ved havearbejde. I mange,år boede han på sin gård på 8 ha og fandt<br />
glæde ved at forskønne omgivelserne og fravriste jorden de nødvendige midler til livets<br />
opretholdelse.<br />
Præsident Woodruff har udrettet meget i sin gerning. Han har rejst tusinder af<br />
kilometer, har forkyndt evangeliet til tusinder af mennesker og har haft held til at bringe<br />
mange ind i kirken. Han efterlader så meget godt, at tiden ikke kan udslette eller udviske<br />
det.<br />
Præsident Woodruff var en Guds mand. Han har stridt den gode strid og er<br />
blevet kaldt hinsides for at være sammen med brødrene og modtage sin velfortjente<br />
belønning. Han var et himmelsk væsen. Når man var sammen med ham, var det som at<br />
være i himlen, og hans bortgang fra denne planet berøver samfundet en fremragende<br />
og god mand, der fuldt ud fortjente alle de velsignelser, der er lovet dem, der forbliver<br />
trofaste og standhaftige til enden."
I<br />
Femte præsident<br />
Lorenzo Snow (1814-1901)<br />
Side 72<br />
Den 13. september 1898 - 11 dage efter præsident Wilford Woodruffs død samledes De<br />
tolv Apostle i Salt Lake City og opretholdt Lorenzo Snow som præsident for Jesu Kristi<br />
Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph<br />
F. Smith som sine rådgivere, de samme mænd, der havde tjent de to foregående<br />
præsidenter. Tre uger senere, ved den halvårlige generalkonference i oktober, blev<br />
præsident Snow enstemmigt opretholdt i denne høje stilling af den store forsamling af<br />
sidste dages hellige, der var til stede ved denne lejlighed.<br />
Da denne store ære og dette store ansvar kom til præsident Snow, havde han nået<br />
en alder, hvor de fleste mænd for længe siden ville have trukket sig tilbage fra livets<br />
aktive opgaver. Den 3. april var han blevet 84 år men han var stadigvæk mentalt og<br />
åndeligt vågen og i stand til at udføre sine vanskelige pligter.<br />
Det vil være interessant her at følge den sti, Lorenzo Snow fulgte i sit lange og aktive<br />
liv, og som til sidst førte ham til denne ophøjede stilling.<br />
Lorenzo var Oliver og Rosetta Snows femte barn og første søn. De var<br />
Ohio-pionerer, der i begyndelsen af det 19. århundrede havde forladt New England<br />
staterne for at finde et nyt hjem vestpå. Vi får at vide, at da de først bosatte sig i det<br />
distrikt, hvor landsbyen Mantura blev opbygget, var kun 11 familier kommet før dem.<br />
Her i Mantura, Ohio, blev Lorenzo Snow født den 3. april 1814.<br />
Vi ved ikke ret meget om drengens barndom; kun at han var et trofast og<br />
pligtopfyldende barn. Hans søster, Eliza R. Snow, fortæller os om nogle af hans første<br />
egenskaber og dyder:<br />
"Selv om min far var landmand, var han ofte på forretningsrejser, og Lorenzo, der<br />
var den ældste af 3 brødre, fik overdraget ansvaret. Således blev han tidligt i livet<br />
vant til at have ansvar, hvilke han udførte meget samvittighedsfuldt og med den faste<br />
beslutsomhed, der garanterer succes. Fra sin tidligste barndom udviste han den energi<br />
og karakterstyrke, der har kendetegnet hans udvikling senere hen. En usynlig hånd har<br />
øjensynligt ledet ham, for i sine drengeår forberedte han sig energisk, men ubevidst,<br />
til den stilling i livet, som han var bestemt til at indtage. Han søgte konstant lærdom,<br />
hjemme såvel som i skolen (efter hans 12. år foregik det meste af skolegangen om<br />
vinteren), og han havde altid en bog i hånden. Når nogen søgte efter ham, fandt de<br />
ham gerne på et afsides sted i færd med at læse. Bortset fra et enkelt semester på en<br />
skole i Ravenna, Ohio, samt et særligt semester under en hebræisk professor, fuldførte<br />
han sin skolegang på Oberlin College, Oberlin, Ohio, som på dette tidspunkt næsten<br />
udelukkende var en presbyteriansk institution."<br />
På vej til Oberlin College kom Lorenzo til at rejse sammen med en mand ved navn<br />
David W. Patten, en missionær for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og en af<br />
apostlene fra det første kvorum af De Tolv. Samtalen gled naturligvis ind på religion,<br />
og det indtryk, ældste Patten på dette tidspunkt gjorde på Lorenzo, skulle ikke blive<br />
udslettet senere.<br />
I mellemtiden havde Eliza, Lorenzos ældre søster, sluttet sig til kirken og var<br />
flyttet til Kirtland. Hun skrev til sin bror og inviterede ham til at komme og gå på en<br />
hebræisk skole, der skulle åbnes i Kitland for kirkens medlemmer. Lorenzo sagde ja til<br />
invitationen, og i løbet af kort tid var han blevet gode venner med profeten Joseph Smith
Side 73<br />
og andre af kirkens ledere. Det varede ikke længe, før han fik tro på det nyåbenbarede<br />
evangelium. Med egne ord beskriver han smukt sin omvendelse:<br />
"Jeg blev døbt i juni 1836, i Kirtland, Ohio af ældste John Boynton, der dengang<br />
var en af De tolv Apostle. Før jeg accepterede dåbsordinansen, var jeg fuldkommen<br />
overbevist om, at lydighed imod evangeliets principper ville bibringe mirakuløse<br />
kræfter, tilkendegivelser og åbenbaringer. Da jeg undersøgte de principper, som de<br />
sidste dages hellige underviste i, sammenlignede jeg dem med de principper, som<br />
Kristus og hans apostle belærte om i Det nye Testamente, og fandt bevis for, at det<br />
var de samme. Med optimistiske forventninger om dette resultat blev jeg døbt og fik<br />
håndspålæggelse af en, der erklærede, at han havde guddommelig myndighed; og da<br />
jeg havde vist lydighed overfor disse ordinanser, forventede jeg, at løftet om, at jeg ville<br />
modtage Helligånden, ville gå i opfyldelse. Tilkendegivelsen kom ikke lige efter min dåb,<br />
som jeg havde ventet, men selv om det blev udsat, var opfyldelsen mere fuldkommen,<br />
mere håndgribelig og mere mirakuløs, end jeg i mine inderligste forventninger havde<br />
forestillet mig.<br />
Et par uger eller tre efter min dåb sad jeg en dag optaget af mine studier, da jeg kom<br />
til at tænke på, at jeg endnu ikke havde modtaget kundskab om værkets sandhed - at<br />
jeg ikke havde mærket opfyldelsen af løftet den, der gør min vilje, skal kende læren',<br />
og jeg begyndte at føle mig meget urolig. Jeg lagde mine bøger til side, forlod huset<br />
og gik omkring i markerne under den knugende indflydelse af en dyster og trøstesløs<br />
ånd, mens et ubeskriveligt mørke syntes at indhylle mig. Jeg havde vænnet mig til ved<br />
dagens slutning at trække mig tilbage til en lund i nærheden af min bopæl for at bede i<br />
løndom, men denne dag følte jeg ikke trang til at gøre det. Bønnens ånd havde forladt<br />
mig, og himlen syntes at have lukket sig over mit hoved. Langt om længe indså jeg, at<br />
det var ved den tid, hvor jeg plejede at bede, og jeg besluttede, at jeg ikke ville forsage<br />
min aftenandagt. Nærmest som en formalitet knælede jeg ned, som jeg plejede på det<br />
sædvanlige sted, men slet ikke med den følelse jeg plejede at have.<br />
Ikke så snart havde jeg åbnet læberne i et forsøg på at bede, før jeg hørte en<br />
lyd lige over hovedet, ligesom knitren af silke, og straks hvilede Guds ånd på mig;<br />
den indhyllede mig fuldstændigt, opfyldte mig fra isse til fod og fyldte mig med glæde<br />
og lykke. Intet sprog kan beskrive den næsten øjeblikkelige overgang fra en tæt sky<br />
af mentalt og åndeligt mørke til en stråleglans af lys og kundskab om, at Gud lever,<br />
at Jesus Kristus er Guds Søn og om gengivelsen af det hellige præstedømme og<br />
evangeliets fylde. Det var en fuldstændig dåb - en håndgribelig nedsænkning i det<br />
himmelske princip eller element, nemlig Helligånden; og dens indflydelse på hver del<br />
af mit legeme var endnu mere virkelig og fysisk end nedsænkningen i vand, og den<br />
fjernede for altid - så længe fornuft og hukommelse varer ved - enhver mulighed for tvivl<br />
eller frygt mht. den kendsgerning, historien har ladet gå i arv til os, nemlig at, barnet fra<br />
Betlehem' virkelig er Guds Søn; også den kendsgerning, at han nu åbenbarer sig for<br />
menneskenes børn og overdrager dem den samme kundskab som i de første apostles<br />
tid. Jeg var fuldt ud tilfreds, som jeg også let kunne være, for mine forventninger var<br />
mere end indfriede - jeg kan vist roligt sige i uendelig grad.<br />
Jeg ved ikke, hvor længe jeg forblev i den fulde gennemstrømning af lyksalig<br />
glæde og guddommelig oplysning, men der gik adskillige minutter, før det celestiale<br />
element, der fyldt og omgav mig, gradvist begyndte at fjerne sig. Da jeg rejste mig<br />
fra min knælende stilling med hjertet så fuldt af taknemmelighed til Gud, at ord ikke<br />
kan beskrive det, følte jeg - jeg vidste, at han havde overdraget mig det, som kun et<br />
almægtigt væsen kan overdrage - det, som er af større værdi end al den rigdom og<br />
ære, verden kan give. Da jeg gik i seng, blev den samme vidunderlige tilkendegivelse
Side 74<br />
gentaget, og det blev den adskillige aftener i træk. Den søde erindring om disse herlige<br />
oplevelser får dem til at stå klart for mig og bibringer en inspirerende indflydelse, der<br />
fylder hele min sjæl, og det stoler jeg på, den vil gøre, så længe jeg befinder mig i<br />
denne jordiske tilstand."<br />
Denne Åndens dåb bevirkede, at Lorenzo Snows omvendelse blev fuldstændig.<br />
Derefter tilbragte han over 60 aktive år i kirkens tjeneste.<br />
Mens Lorenzo stadigvæk opholdt sig i Kirtland i foråret 1837, blev han kaldet til at<br />
tage på en kort mission til Ohio. Han rejste "uden pung og taske" (Luk. 22:35), hvilket<br />
var en ny og temmelig vanskelig erfaring for ham, da han altid havde været vant til at<br />
have tilstrækkelige midler til at betale for sig. Men han drog ydmygt af sted og udførte<br />
sine opgaver.<br />
Da Lorenzo vendte tilbage til Kirtland, fandt han megen utilfredshed blandt de<br />
hellige, og sammen med sin familie, der bestod af hans far, mor og søskende,<br />
besluttede han at flytte til Missouri og slutte sig til kirkens medlemmer, som havde bosat<br />
sig der. Det var en lang og trættende rejse på 1600 km, og den varede det meste af<br />
sommeren 1838. Da Lorenzo ankom til Far West, var han meget syg med høj feber, og<br />
han forblev i denne tilstand i flere uger. Hans trofaste søster, Eliza, passede og plejede<br />
ham, til han igen var sund og rask.<br />
Så snart Lorenzo havde genvundet sit helbred sidst på efteråret i 1838, tog han på<br />
sin anden mission, denne gang til den sydlige del af Illinois og Kentucky Den første<br />
del af rejsen sejlede de ned ad Missourifloden på en tømmerflåde. Det var et farligt og<br />
risikabelt foretagende. Derefter gik Lorenzo og hans kammerat fra by til by gennem sne<br />
og kulde, men overalt arbejdede han uophørligt på at forkynde evangeliets budskab.<br />
I februar 1839 besluttede ældste Snow sig til at forlade Kentucky og besøge sit<br />
gamle hjem i Ohio. Følgende uddrag fra hans dagbog giver en udmærket beskrivelse<br />
af hans vanskeligheder på dette tidspunkt: "Den sidste dag i februar 1839 forlod jeg<br />
staten Kentucky med en dollar og 25 cent i lommen for at besøge mit tidligere hjem i<br />
Ohio og for at ordne nogle uafsluttede forretninger, da min søster Eliza har skrevet og<br />
fortalt mig om vort folks fordrivelse fra Missouri. Rejsen, der lå foran mig, var på ca.<br />
800 km, og det var den værste tid på året at rejse i. Det var på et tidspunkt, hvor folk<br />
viste meget lidt interesse for evangeliets sandheder, og der var ikke mange muligheder<br />
for at tale offentligt. Rejsen var trættende. Den foregik til fods midt i sne, storm og<br />
regn - somme tider på hård, frossen jordbund - somme tider i mudder og vand, der gik<br />
igennem mine støvler, så sokkerne var drivvåde om aftenen og selvfølgelig hårde og<br />
stive om morgenen, hvis jeg var så heldig at få dem tørre. Det var en hård tur, men jeg<br />
gennemførte den og nåede udmattet af træthed og kulde frem til mine venner i Ohio.<br />
Det første sted jeg nåede, var broder Smiths hjem, hvor jeg havde boet året før, da<br />
jeg var missionær der og forkyndte evangeliet og døbte. Trætheden og følgerne deraf<br />
havde forandret mit udseende så meget, at broder Smith og hans familie i begyndelsen<br />
ikke genkendte mig. Men så snart de havde genkendt mig og var blevet klar over min<br />
tilstand, udviste de al den godhed, der var mulig, og gjorde alt, hvad varme hjerter<br />
og villige hænder var i stand til. Derefter fulgte reaktionen af mine fysiske kræfters<br />
overbelastning, og jeg lå med høj feber og forblev i denne tilstand i flere dage. Men<br />
gennem mine venners omsorgsfulde pleje og Guds velsignelser, der kom til udtryk<br />
gennem hans kraft, kom jeg mig hurtigt og genoptog mine opgaver som missionær."<br />
Ældste Snow fortsatte sin missionering i Ohio indtil efteråret 1839, da han tog<br />
arbejde som skolelærer i Shalersville i vinteren 1839 og 1840. I mellemtiden var de<br />
hellige blevet jaget ud af Missouri og med dem ældste Snows familie. De havde nu
Side 75<br />
bosat sig i Nauvoo, Illinois, og i maj 1840 tog ældste Snow af sted for at slutte sig til<br />
dem. Efter et fravær på 18 måneder var han lykkelig for igen at være sammen med<br />
sine forældre og søskende.<br />
Kort efter sin ankomst til Nauvoo besøgte Lorenzo ældste H. G. Sherwood, og<br />
han fortæller, at samtalen gled ind på religiøse emner: "Ældste Sherwood søgte at<br />
forklare Frelserens lignelse om husbonden, der lejede arbejdere og sendte dem ud<br />
for at arbejde i sin vingård på forskellige tidspunkter af dagen" (Se Matt. 20:1-16).<br />
Mens Lorenzo opmærksomt lyttede til forklaringen, "hvilede Herrens Ånd kraftigt på<br />
mig - min forstands øjne åbnedes, og så tydeligt som middagssolen så jeg med undren<br />
og overraskelse Guds og menneskets kurs. Jeg skrev følgende linier, der giver udtryk<br />
for åbenbaringen, som den blev vist mig:<br />
Ii<br />
Som mennesket er nu, var Gud engang. Som Gud er nu, kan mennesket blive."'<br />
I foråret 1840 fik ældste Snow et kald fra kirkens præsidentskab om at rejse på mission<br />
til England. Han reagerede beredvilligt på dette kald og rejste hjemmefra sidst i maj<br />
måned. Turen til New York City foregik med diligence, båd og til fods. Han giver<br />
følgende beskrivelse af rejsen over Atlanterhavet: "Jeg købte billet til dæksplads på et<br />
skib og medbragte et tæppe, bøffelreb og proviant. Jeg havde hørt tale om dæksplads,<br />
men da jeg selv erfarede dets særlige beskaffenhed på denne rejse, kunne jeg i<br />
sandhed sige med dronningen af Saba, ikke engang det halve ... er mig fortalt', og jeg<br />
var sikker på, at den anden halvdel aldrig kunne fortælles. Og egentlig skyldtes den<br />
næsten ulidelige ubekvemmelighed, jeg var udsat for på rejsen, ikke specielt at jeg<br />
rejste på dæksplads, men situationens ubehagelige særegenhed. Jeg var omgivet af<br />
en klynge grove og primitive mennesker, der var meget snavsede i udseende og vaner.<br />
Overfarten varede ca. 6 uger, og vi var udsat for voldsomt uvejr og led meget på grund<br />
af mangel på friskt vand og utilstrækkelig proviant."<br />
Da ældste Snow ankom til England, var han glad for at møde Brigham Young, Heber<br />
C. Kimball, Parley P. Pratt og andre ledende brødre. Ni af De tolv Apostle virkede på<br />
dette tidspunkt på De britiske Øer. Efter et kort besøg i Manchester og Birmingham<br />
blev ældste Snow beskikket til at præsidere over kirkens medlemmer i London.<br />
Jeg kan kun give en kort beretning her om ældste Snows fantastiske virke i den<br />
britiske mission. Men hans oplevelser var interessante og afvekslende, og han førte<br />
mange, der oprigtigt søgte efter sandheden, i dåbens vande. Seks måneder efter sin<br />
ankomst til London var han i stand til at aflægge følgende rapport: "Da jeg overtog<br />
ansvaret for dette distrikt, var der mindre end 100 medlemmer; siden dengang er vi<br />
vokset til 220." Et år senere kunne han fortælle Parley P. Pratt, præsidenten for den<br />
europæiske mission, at medlemstallet for London distrikt var steget til 400. Denne<br />
vækst skyldtes uden tvivl til dels ældste Lorenzo Snows fantastiske ledelse og trofaste<br />
virke.<br />
Da ældste Snow var blevet afløst fra sin mission, forlod han Europa i januar 1843.<br />
Den lange rejse hjemad førte ham til New Orleans, Louisiana og derpå med floddamper<br />
opad Mississippi til Nauvoo, hvortil han ankom den 12. april. Blandt dem, der bød ham<br />
velkommen ved kajen, var profeten Joseph Smith og ældste Snows søster, Eliza R.<br />
Snow.<br />
Sommeren 1843 tilbragte han med at besøge slægtninge og venner i Illinois og Ohio.<br />
Om efteråret fik han en stilling som skolelærer i Lima, Illinois, en koloni, der lå 48 km<br />
fra Nauvoo. Han var optaget af dette arbejde, da han i foråret 1844 modtog et kald fra
Side 76<br />
kirkens præsidentskab om at tage på mission til Ohio. Hans opgave var at fremlægge<br />
profetens "synspunkter om De forenede Staters regerings magt og politik" for folket<br />
og at forkynde evangeliet, når der var mulighed for det. Han befandt sig i Cincinnati,<br />
Ohio, hvor han var optaget af dette arbejde, da han hørte om profetens død i Carthage,<br />
Illinois, den 27. juni. Han fik straks fat i hest og vogn og vendte tilbage til Nauvoo.<br />
I året 1845 var Lorenzo beskæftiget med at arbejde på Nauvoo templet og berede<br />
sig til den store udvandring mod vest. Omkring midten af februar 1846 krydsede han<br />
Mississippifloden med de vogne og den husdyrbestand, han kunne skaffe, og sluttede<br />
sig til de hellige på deres rejse gennem Iowa til Council Bluffs. Før han nåede dette sted,<br />
blev der oprettet en koloni på et sted, der hed Mt. Pisgah, Iowa, og nogle få af de hellige,<br />
der ikke var i stand til at fortsætte rejsen, fik besked om at blive der vinteren over.<br />
Ældste Snow blev kaldet til at præsidere over denne koloni. I foråret 1848 genoptog<br />
han sin rejse over sletterne, og efter mange prøvelser og vanskeligheder ankom han<br />
endelig til Saltsødalen.<br />
Iii<br />
Den 12. februar 1849 blev Lorenzo bedt om at deltage i et møde for De tolv Apostle<br />
i Salt Lake City, og til hans store overraskelse fik han at vide, at man havde udvalgt<br />
ham til at blive medlem af dette kvorum. Han fik også at vide, at denne kaldelse var<br />
et resultat af hans trofasthed og hengivenhed, og at han nu ville blive kaldet til at<br />
påtage sig større ansvar i kirken. Det varede ikke længe, før dette løfte blev opfyldt. Ved<br />
oktoberkonferencen i 1849 blev ældste Snow kaldet til at bringe evangeliet til Italien.<br />
Dette kald kom som en stor overraskelse for ham, og det var svært for ham at rejse,<br />
da han havde en stor familie, han skulle tage sig af og skaffe livets nødvendigheder.<br />
Men han var ikke en mand, der løb fra sine pligter, når kirken krævede hans tjeneste.<br />
Efter mindre end 2 ugers forberedelse sluttede han sig til nogle af brødrene på den<br />
trættende rejse over sletterne mod øst på en meget barsk årstid. Her følger nogle afsnit<br />
fra hans dagbog over oplevelser fra denne rejse:<br />
"Nogle frygtede, at vore heste var for afkræftede til at bære os over de store sletter;<br />
men da sneen begyndte at falde, fejede blæsten stien ren foran os og gjorde det muligt<br />
for os at gå fremad uden vanskelighed, mens jorden på begge sider af os var dækket<br />
af sne i flere hundrede kilometers afstand.<br />
En dag, da vi spiste frokost, og hestene fredeligt græssede på prærien, lød et<br />
alarmerende råb gennem vor lille lejr: Til våben, til våben, indianerne er over os!'<br />
Alles øjne vendte sig i retningen, og vi så et stort, imponerende og forfærdeligt<br />
syn. 200 krigere, malede, bevæbnede og iklædt al krigens rædsel, for hen imod os<br />
som en mægtig strøm på deres fyrige gangere. På et øjeblik havde vi anbragt os i<br />
forsvarsstilling. Men kunne vi forvente at modstå denne mægtige styrke med blot 30<br />
mænd? Fremad for den vilde bande med voksende hastighed, som en stor klippeblok,<br />
der rives løs af bjergsiden, styrter nedad og bringer død og ødelæggelse på sin vej.<br />
Vi så, at det var deres hensigt at knuse os under de skummende gangeres hove.<br />
De var kun få skridt borte, og i næste øjeblik ville vi blive løbet over ende. Da slog<br />
en uro som et elektrisk chok ned gennem rækkerne og standsede deres fremtrængen<br />
- som en lavine, der farer ned ad bjergsiden, pludselig standses midt i sin kurs af en<br />
usynlig hånd. Herren har sagt: Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!' (1<br />
Krøn. 16:22)"<br />
Er det ikke vidunderligt at have tro på den levende Gud? Det er det højeste stade,<br />
et menneskes sind kan nå. Men brødrene skulle blive vidne til endnu flere mirakuløse<br />
begivenheder.
Side 77<br />
"Da vi nåede Mississippiflodens bredder, frøs vandet øjeblikkeligt til is for første gang<br />
ved denne årstid og dannede en bro, så vi kunne gå over på den anden side. Ikke så<br />
snart havde vi gjort det, før den rivende strøm løb som før."<br />
Missionærerne brugte et par dage til at besøge de hellige, der stadigvæk boede<br />
i Kanesville, Iowa. Derpå fortsatte de østpå. Ældste Snow var især interesseret i,<br />
hvordan der så ud i Mt. Pisgah og Garden Grove i Iowa samt i Nauvoo. I den<br />
sidstnævnte by lagde han mærke til, at "mosset voksede på bygningerne, der hurtigt<br />
var ved at synke i grus. Vinduerne var slået ind, og dørene blev rystet frem og tilbage<br />
af vinden, så det peb i de rustne og knirkende hængsler. Vor Guds skønne tempel,<br />
der engang var de helliges håb og genstand for verdens beundring og forbavselse, var<br />
brændt, og de sorte mure faldt ned over hinanden."<br />
Fra Nauvoo fortsatte ældste Snow sin rejse med båd til St. Louis, Missouri og derfra<br />
østpå til New York City. Den 25. marts sejlede han til England om bord på skibet<br />
Shannon, og den 19. april - 6 måneder efter han havde forladt sit hjem i Salt Lake City<br />
- ankom han til Liverpool.<br />
Ældste Snow blev i England indtil den 15. juni. Under sit ophold der besøgte<br />
han de større byer, hvor kirken havde blomstrende grene, og han fik økonomisk<br />
hjælp af medlemmerne, der var interesseret i hans mission til Italien. Han fortæller:<br />
"<strong>Præsidenter</strong>, funktionærer og medlemmer modtog mig venligt og gav rundhåndede<br />
bidrag til min mission; og selv om jeg ikke havde mulighed for at besøge Cambrias<br />
bjerge (latinsk navn for Wales), sendte de wallisiske brødre bidrag med den<br />
højsindethed, der kendetegner mennesker, som giver uopfordret."<br />
Således var ældste Snow i stand til at fortsætte sin rejse. Han ankom til Italien i juli<br />
måned og bosatte sig i Genova. Det italienske folks væremåde, skikke og vaner var<br />
helt fremmede for ham, og han kendte ikke sproget. Landets befolkning var næsten<br />
udelukkende katolikker, og de økonomiske forhold var meget dårlige. I nogen tid var<br />
ældste Snow ude af stand til at finde en eneste åbning, hvor evangeliets lys kunne<br />
trænge igennem. I et brev, han skrev på dette tidspunkt, giver han udtryk for sine<br />
betragtninger: "Jeg er alene og fremmed i denne store by ... 13 000 km fra min elskede<br />
familie, omgivet af et folk, hvis væremåde og ejendommeligheder jeg ikke kender. Jeg<br />
er kommet for at oplyse deres sind og belære dem om retfærdighedens principper, men<br />
jeg ser ingen midler, hvorved jeg kan nå dette mål. Der er kun udsigt til mørke." I det<br />
samme brev nedskriver ældste Snow en smuk bøn i det italienske folks interesse og for<br />
sin egen fremgang i at forkynde evangeliet for dem: "Jeg beder Gud, min himmelske<br />
Fader, om at have medlidenhed med dette folk. O Herre, lad dem blive genstand for din<br />
barmhjertighed, at de ikke alle skal gå til grunde. Tilgiv deres synder, og lad mig blive<br />
kendt blandt dem, så de kan kende dig og vide, at du har sendt mig for at oprette dit<br />
rige. De synder hele dagen lang og gør sig skyldige i mange vederstyggeligheder. De<br />
har vendt dig ryggen, selv om de knæler foran din Søns billede og udsmykker templer,<br />
hvor de kan tilbede dig. Præsterne, herskerne og folket er alle faret vild og har glemt<br />
dig, deres Herre og Gud. Men vil du ikke nok have medlidenhed med dem? Du ved,<br />
at det var med blødende hjerte, jeg sagde farvel til min elskede familie for at adlyde<br />
dit kald. Har du ikke nogle udvalgte blandt dette folk, jeg er blevet sendt til? Led mig til<br />
sådanne, og æret være dit navn, gennem Jesus, din Søn."<br />
Jeg har ikke plads til i denne korte beretning at gå i detaljer om ældste Snows<br />
mission i Italien, men det er interessant at konstatere, at ældste Snow fandt et sted<br />
i Italien, hvor "nogle udvalgte blandt dette folk" accepterede evangeliet. I landsdelen<br />
Piedmont var der en stor protestantisk befolkning, og hertil sendte ældste Snow to
Side 78<br />
missionærer, ældste Stenhouse og ældste Toronto, der havde sluttet sig til ham. I<br />
et brev til præsident Young giver ældste Snow en smuk beskrivelse af landsdelen:<br />
"Piedmont ligger ved foden af Alperne, de højeste bjerge i Europa. Dette landskab<br />
spænder over alle de variationer, der findes i en region, hvor himmel og jord synes<br />
at mødes. Skyerne indhyller ofte disse mægtige højdedrag og skjuler deres barske<br />
storladenhed for vort blik. Til andre tider er de dækket af sne, mens frugten fra vinranker<br />
og figentræer modnes ved deres fod." I dette herlige område steg ældste Snow og<br />
hans ledsagere den 18. september 1850, "op på et meget højt bjerg i nærheden af La<br />
Tour, og efter at have taget plads på en stærk fremspringende klippe sang vi lovsange<br />
til himlens Gud og opsendte en bøn." Derpå organiserede ældsterne kirken i Italien.<br />
Siden denne dag gik værket fremad. Der kom medlemmer i La Tour og Turin i Italien og<br />
i den fransktalende del af Schweiz, og det værk, der dengang blev påbegyndt, er fortsat<br />
til i dag. Ældste Snow sendte også ældster til øen Malta og til Bombay og Calcutta i<br />
Indien. Her sluttede nogle sig til kirken, og små grene blev oprettet.<br />
Iv<br />
I marts 1852 sagde ældste Snow farvel til hellige og venner i den italienske mission<br />
og påbegyndte sin hjemrejse. Vejen gik over Gibraltar, Portsmouth, London, Liverpool<br />
og New York City. Herfra fortsatte han til Kanesville, Iowa, og derpå over sletterne til<br />
Saltsødalen, Hvortil han ankom den 30. juli.<br />
Under ældste Snows fravær havde hans familie boet under meget ubekvemme<br />
forhold. "Mit hus", skriver han, "som jeg byggede lige inden min mission, var lavet af<br />
bjælker, og taget var af pilekviste og græstørv. Gulvene var af den primitive slags.<br />
Det var allerede blevet temmelig ubekvemt og kunne ikke forbedres tilstrækkeligt til<br />
at dække kravene for almindelig komfort." Hans første bestræbelser gik derfor ud<br />
på at bygge et hus, og uden at have nogen midler på hånden gik han i gang med<br />
arbejdet. "Gud velsignede mine bestræbelser, og med megen sparsommelighed og<br />
udholdenhed lykkedes det for mig i den grad, at det langt overgik mine dristigste<br />
forventninger. Jeg rejste et stort toetages hus af lersten. Der var 9 værelser, og jeg<br />
gjorde mange af dem færdige og flyttede ind i huset med hele min familie. Jeg var i<br />
sandhed taknemmelig mod giveren af alt godt for velsignelserne ved en behagelig og<br />
respektabel bolig."<br />
Den første vinter efter Lorenzo Snows hjemkomst arbejdede han som skolelærer,<br />
virkede som medlem af territoriets lovgivende forsamling og talte til de hellige i de<br />
forskellige ward og kolonier. Ved aprilkonferencen i 1853 fik han en ny kaldelse.<br />
Præsident Young fortalte de hellige, at Lorenzo Snow var blevet valgt til at føre 50<br />
familier til Box Elder County og styrke kolonierne der. Lorenzo, der altid var lydig over<br />
for et kald, ankom til den lille koloni ved Box Elder vandløb i maj 1855. Her følger<br />
hans egen beretning om ankomsten: "Da jeg ankom til Box Elder County, fandt jeg det<br />
område, hvor Brigham City nu blomstrer, i en meget ynkelig forfatning. Hvorvidt dets<br />
forandring fra et primitivt stade kunne kaldes forbedring, dvs. om det var bedre eller<br />
værre efter det, der var blevet gjort på stedet, kunne give en oldtidsforsker noget at<br />
spekulere over. Selv mødehuset, der var en bjælkehytte med jordstampet gulv og tag af<br />
græstørv, blev i større udstrækning brugt som bolig for væggelus end som mødelokale<br />
for de hellige.<br />
Til at begynde med tog jeg blot en del af min familie med mig, da den eneste bolig,<br />
jeg kunne få fat i, var en lille og trang hytte, bygget af lersten. I løbet af sommeren og<br />
efteråret lykkedes det mig at rejse et hus i halvanden etages højde, 9x12 meter. Da<br />
det var umuligt at få tagspåner, dækkede jeg bygningen med brædder, og igennem
Side 79<br />
to vintre forsynede den klaprende lyd fra disse brædder, der blev sat i bevægelse af<br />
vinden, os med musik i mangel af orgel og klaver."<br />
Under sådanne forhold bosatte Lorenzo Snow sig i Box Elder County, der skulle<br />
blive hans hjem i næsten 40 år, og hvor han skulle trives og få megen fremgang.<br />
Ældste Snow var altid opmærksom på de kulturelle aktiviteter i det samfund, hvor<br />
han boede, og det er interessant at lægge mærke til, at under de pionerforhold, der<br />
herskede i Box Elder kolonien, da han flyttede dertil, indrettede han det største værelse<br />
i sit nye hus, så det kunne benyttes til "skuespil" eller "teater". Lorenzos søster, Eliza<br />
R. Snow, fortæller om det: "Derpå organiserede han en dramatisk forening, og gennem<br />
de lange vinteraftener tiltrak hans amatørskuespillere store skarer af inviterede gæster.<br />
Her mødtes unge og gamle, gråhårede og små børn, og morede sig sammen - man<br />
kom hinanden nærmere, og der opstod en følelse af fællesskab. Virkningen var meget<br />
tilfredsstillende, ikke blot fordi man frembragte fornøjelig underholdning, men også fordi<br />
den hjalp med at vække folkets delvist slumrende virkelyst."<br />
Lorenzo fortsatte sin gerning med at opbygge samfundet i Brigham City indtil 1864,<br />
hvor han igen blev kaldet til at rejse på en kort mission - denne gang til Hawaii. Der<br />
var opstået visse problemer blandt de hellige på øerne, og præsident Brigham Young<br />
fandt dem så alvorlige, at han besluttede sig til at sende to apostle derned for at klare<br />
vanskelighederne. Ezra T. Benson og Lorenzo Snow blev udvalgt til denne opgave.<br />
De blev ledsaget af ældsterne Joseph F. Smith, Alma Smith og W. W. Cluff. Disse<br />
brødre "tog diligencen fra Salt Lake City til San Francisco, Californien omkring den<br />
1. marts 1864". Der gik de om bord på en damper og nåede Honolulu havn den 27.<br />
marts. Da deres bestemmelsessted var øen Maui, fortsatte de med skib til den lille<br />
havn i Lahaina. Her skete der en ulykke, der næsten gjorde det af med Lorenzo Snow.<br />
Den lille båd, som førte brødrene i land fra skibet, blev væltet af en vældig bølge, og<br />
alle de ombordværende blev smidt i vandet. Efter et øjebliks forløb havde man fundet<br />
alle undtagen ældste Snow. Man søgte desperat efter ham, og efter 15-20 minutters<br />
forløb blev han bragt op til overfladen af en indfødt og hurtigt bragt i land af sine<br />
missionærkammerater. Ældste Cluff beretter, at "så snart vi havde fået ham op i båden,<br />
bad vi bådens fører om at ro i land så hurtigt som muligt. Hans legeme var stift og<br />
tilsyneladende livløst. Broder A. L. Smith og jeg sad ved siden af hinanden. Vi lagde<br />
broder Snow hen over skødet, og på vej mod land salvede vi ham og bad Herren om at<br />
skåne hans liv, så han kunne vende tilbage til sin familie og sit hjem. Da vi var kommet<br />
i land, bar vi ham et lille stykke hen til nogle store tomme tønder, der lå på den sandede<br />
strandbred. Vi lagde ham med ansigtet nedad på en af dem og rullede ham frem og<br />
tilbage, indtil vi havde held til at få det vand op, som han havde slugt ... Til sidst følte<br />
vi os tilskyndet til at anbringe munden over hans og forsøge på at give ham kunstigt<br />
åndedræt ... Lidt efter modtog vi et meget svagt tegn på, at livet var ved at vende tilbage.<br />
Disse tegn blev mere og mere tydelige, indtil han var kommet helt til bevidsthed".<br />
Efter denne mirakuløse oplevelse genvandt ældste Snow hurtigt sin styrke og<br />
udførte sin mission. Omkring midten af april sejlede ældste Benson og ældste Snow<br />
fra Honolulu havn for at vende hjem igen. En måned efter sluttede de sig til venner og<br />
slægtninge i Utah.<br />
V<br />
Det var kort efter sin hjemkomst i 1864, at Lorenzo begyndte at oparbejde de strålende<br />
kooperative virksomheder, der i en årrække blomstrede under hans ledelse og henledte<br />
hele kirkens opmærksomhed på Brigham City. Igennem mange år havde præsident<br />
Brigham Young opfordret de hellige til at oprette industrier, men på grund af de
Side 80<br />
store afstande mellem Utah og fabrikationscentrene østpå havde det været vanskeligt<br />
og i de fleste tilfælde umuligt at få udstyr og maskineri. Nu tænkte Lorenzo Snow<br />
imidlertid på at gøre en begyndelse. Tre velstående medlemmer af kirken sluttede sig<br />
sammen med ham og rejste 3.000 dollars, og med dette beløb til at købe varer for blev<br />
Brigham City Mercantile and Manufacturing Association (Brigham Citys handels- og<br />
fabrikationsvirksomhed) organiseret. Ældste Snow beretter, hvad der videre skete: "Vi<br />
begyndte med at oprette en handelsafdeling. Udbyttet blev betalt i varer, og det beløb<br />
sig som regel til 25 % om året. Efterhånden som dette foretagende blomstrede, vedblev<br />
vi med at udvide aktiekapitalen og føjede også nye navne til listen af aktionærer, indtil<br />
vi havde et overskud af midler og havde held til at forene folkets interesser og sikre<br />
deres støtte. Derpå besluttede vi at gå i gang med industrien, og hvis der blev noget<br />
udbytte, skulle vi modtage det i form af de fremstillede artikler."<br />
Det viste sig, at denne plan kunne gennemføres, og ifølge ældste Snow begyndte<br />
han og de brødre, der var aktionærer i handelsvirksomheden, at opføre en "toetages<br />
garveribygning (13,7x24,4 m) med moderne forbedringer og bekvemmeligheder, til en<br />
pris af 10.000 dollars. De fleste af materialerne samt murer- og tømrerarbejdet blev<br />
leveret som aktiekapital af sådanne personer, som var i stand til det, og som ønskede<br />
at få del i vor institution. Den største del af arbejdet blev udført i vintersæsonen, hvor<br />
der ikke var andet arbejde at få, og de, der havde brug for det, modtog 1/4 af betalingen<br />
i varer og 3/4 i aktier. . . . Dette garveri er blevet drevet i de sidste 9 år (skrev ældste<br />
Snow i 1876) med succes og rimelig fortjeneste, og det fremstiller læder af bedste<br />
kvalitet til en værdi af 8.000-10.000 dollars om året."<br />
Da garveriet var godt i gang, blev der brug for en udvikling af industrien: "Vi<br />
forbandt denne industri med et støvle- og skomagerværksted, og også med et sadel- og<br />
seletøjsværksted, idet vi modtog vort udbytte i form af varer, som var fremstillet i disse<br />
afdelinger."<br />
Men det kooperative arbejde standsede ikke her. "Det næste vi gik i gang med, var<br />
uldfabrikation. Her fulgte vi den samme fremgangsmåde, som da vi opførte garveriet.<br />
Dette var også med til at forøge kapitalen og udvide antallet af aktionærer uden at virke<br />
forstyrrende på nogens normale virksomhed. Maskineriet blev betalt med fortjenesten<br />
fra handelsafdelingen plus yderligere kapital. I de sidste 7 år har denne fabrikation<br />
været meget tilfredsstillende, og hverken vinter eller sommer har det været nødvendigt<br />
at lukke på grund af mangel på uld. Vi har fabrikeret for ca. 40.000 dollars varer om<br />
året."<br />
Den ene industri efter den anden opstod. "For at sikre os mod svigtende tilførsler af<br />
uld anskaffede vi dernæst en fåreflok. Vi begyndte med 1500 stykker, der blev leveret<br />
af forskellige, der kunne afse dem som aktier i foretagendet. Vi har nu 5 000, og de er<br />
en stor hjælp for fabrikationen i tider som disse, hvor penge er sjældne, og der kræves<br />
kontant betaling for uld."<br />
Man kunne blive ved i det uendelige med at opremse præsident Snows bedrifter.<br />
"Vort næste foretagende var oprettelsen af et mejeri, og da vi havde valgt en passende<br />
kvægfarm, begyndte vi med 60 køer, oprettede nogle midlertidige bygninger og<br />
investerede et mindre beløb i beholdere, bøjler, presser, etc., hvilket alt sammen er<br />
blevet forbedret, så det i dag muligvis er det fineste, bedste og mest rummelige mejeri<br />
her i territoriet. De sidste 2 år har vi haft 500 malkekøer, der hver sæson har produceret<br />
for omkring 8.000 dollars smør, ost og mælk.<br />
Derefter gik vi i gang med at oprette en kvæghjord. Der er nu 1000 stykker, og<br />
sammen med fåreflokken forsyner de et kødtorv, der ejes af vor virksomhed.
Side 81<br />
Vi har en havebrugs- og landbrugsafdeling, hvoraf sidstnævnte er inddelt i adskillige<br />
grene, der hver er forsynet med en erfaren forvalter.<br />
Vi har også et hattemageri, hvor vi fremstiller alle vore pels- og uldhatte. Vi laver<br />
bliktøj - har pottemagerværksteder, fremstiller børster og sirup og tagspåner; vi har to<br />
savmøller, der drives ved vandkraft; vi har grovsmede, møbel- og skrædderafdelinger,<br />
samt et værksted, hvor der laves vogne og udføres reparationer.<br />
Vi har en stor toetages lerstensbygning med maskineri til trædrejning, samt<br />
planlægning og forarbejdning af støbeforme, og det hele drives ved vandkraft.<br />
Vi har dyrket bomuld på et område af 50 ha i territoriets sydlige del, med det formål<br />
at levere garn til vor uldvarefabrik, hvor vi har en stab på ca. 20 unge mænd.<br />
Vi har en afdeling for fabrikation af stråhatte, hvor vi beskæftiger mellem 15 og<br />
20 piger. Sidste år var 25 piger beskæftiget på vort mejeri, og de er til stadighed<br />
beskæftiget i vore mode- og skrædderafdelinger, ligeledes med fremstilling af kunstige<br />
blomster, af hatte og sko, som vævere i vore uldspinderier og ekspeditricer i<br />
handelsvirksomheden.<br />
Mange af vore unge mænd og drenge lærer et håndværk, og deres forældre er<br />
meget glade for, at de kan få beskæftigelse herhjemme i stedet for at skulle drage<br />
andre steder hen, hvor de bliver udsat for dårlige vaner og dårlig moral.<br />
Vi har opført en meget elegant toetages bygning (9,75x19,2 m); den øverste etage<br />
benyttes til seminar og den nederste til dansesal. Jeg har betragtet det som værende<br />
af største betydning for vort samfunds interesse at sørge for passende adspredelser<br />
og fornøjelser og opmuntre dertil."<br />
Man kunne blive ved i det uendelige med at tale om, hvad præsident Lorenzo<br />
Snow udrettede i Brigham City i de mere end 20 år, han var beskæftiget med disse<br />
foretagender. Men han demonstrerede så afgjort at de sidste dages hellige er i stand<br />
til at skabe og udvikle kooperative virksomheder, hvis de er overladt til at udføre deres<br />
opgaver og følge deres hellige religions principper. Og dog ser det ud til, at der altid<br />
er nødt til at være en dygtig leder. De foretagender, som præsident Snow grundlagde,<br />
forblev ikke under hans aktive ledelse, men faldt snart i private ejeres hænder. Nogle<br />
havde fremgang i en tid, og andre blev opgivet.<br />
Midt i al denne medgang sluttede Lorenzo Snow og hans begavede søster, Eliza R.<br />
Snow, sig i 1872 og 1873 til en gruppe af kirkens ledere, der skulle til Europa og Det<br />
hellige Land. Vi er så heldige at have en fuldstændig beretning om denne tur, for under<br />
rejsen skrev præsident Snow hyppigt breve til Deseret News.<br />
I spidsen for "Palæstinaturisterne", som gruppen blev kaldt, stod præsident<br />
Brigham Youngs førsterådgiver, George A. Smith. Da præsident Young foretog denne<br />
udnævnelse, skrev han følgende til George A. Smith: "Da du skal til at påbegynde<br />
en omfattende rejse gennem Europa og Lilleasien, hvor du uden tvivl vil komme i<br />
kontakt med disse samfunds højtstående og indflydelsesrige mænd, ønsker vi, at du<br />
omhyggeligt lægger mærke til, hvilke åbninger der nu er for evangeliets indførelse i<br />
de forskellige lande, du skal besøge, eller hvor der måske bliver mulighed for det. Når<br />
du kommer til Palæstina, ønsker vi, at du skal indvie og hellige dette land, så det vil<br />
blive velsignet med frugtbarhed som forberedelse til jødernes tilbagevenden i henhold<br />
til profetiens opfyldelse samt fuldendelsen af vor himmelske Faders hensigter.<br />
Vi beder om, at du må blive bevaret og rejse i fred og sikkerhed, og at du må blive<br />
rigt velsignet med visdomsord og evnen til frit at udtrykke dig i samtaler om det hellige<br />
evangelium, så du kan forjage fordomme og så retfærdighedens sæd blandt folket."
Side 82<br />
Det var med denne ånd, "Palæstinaturisterne" begav sig ud på den lange rejse, der<br />
kom til at vare i mere end 8 måneder. Det må have været interessant for Lorenzo Snow<br />
at sammenligne den behagelige togrejse til Omaha, Nebraska, med de langsomme<br />
okseforspand, hvormed han tidligere havde foretaget adskillige besværlige rejser. Da<br />
han sejlede over havet med en prægtig damper, må han have tænkt på sin første rejse<br />
til England, hvor han blev indkvarteret på dækket af et sejlskib. På vejen til Palæstina<br />
besøgte man England, Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Ægypten. Fra Ægypten<br />
tog turisterne med skib til Jaffa, og derfra fik de det første glimt af Det hellige Land.<br />
Få dage senere, søndag den 2. marts 1873 blev landet indviet. "Præsident Smith traf<br />
aftale med vores fører," skriver Eliza R. Snow, "og fik telt, bord, stole og tæppe bragt<br />
op på Oliebjerget, hvortil alle brødrene og jeg selv begav os på hesteryg. Da vi nåede<br />
toppen, steg vi af hestene, og efter at have overdraget dem i tjeneres varetægt besøgte<br />
vi Himmelfartskirken, en lille kirke, der siges at være anbragt på det sted, hvor Jesu<br />
himmelfart fandt sted. På dette tidspunkt var teltet blevet slået op, og vi trådte ind<br />
i det. Efter en åbningsbøn ved broder Carrington(1) forenede vi os efter det hellige<br />
præstedømmes orden. Præsident Smith ledede mødet, og i ydmyg og indtrængende<br />
bøn indviede han Palæstina til jødernes indsamling og Jerusalems genopbyggelse.<br />
Derpå takkede han inderligt Gud for evangeliets fylde og de velsignelser, der blev<br />
skænket de hellige. Derefter bad nogle af de andre brødre efter tur, og vi havde et<br />
meget interessant møde. For mig var det kronen på hele turen, da jeg forstod, at vi<br />
tilbad på toppen af det hellige bjerg, der engang så ofte var tilflugtssted for Livets Prins."<br />
(1) Albert Carrington (1813-1889) medlem af De tolv apostles Råd - assisterende<br />
rådgiver til Brigham Young.<br />
Turisterne forlod Palæstina sidst i marts og påbegyndte hjemrejsen, der førte dem<br />
igennem Grækenland, Tyrkiet, østrig, Tyskland og England. De forlod sidstnævnte sted<br />
i juni for at sejle tilbage til De forenede Stater. Eliza R. Snow fortsætter beretningen<br />
om turen efter deres ankomst til New York City: "Da vi forlod New York, tog min bror<br />
og jeg direkte til det sted i Ohio, hvor han var født, og hvor vi var vokset op - stedet<br />
for vor barndom og ungdom - og også de tilstødende byer og amter. Jeg havde været<br />
væk i 37 år, mens min bror havde været der en gang inden for dette tidsrum. Mange<br />
af vore slægtninge og venner var gået al kødets gang, siden vi rejste derfra, og alt det,<br />
vi huskede, har tiden forandret. De af vore slægtninge og bekendte, der var tilbage,<br />
modtog os hjerteligt; det var faktisk en fortsat hyldest fra først til sidst, overalt hvor vi<br />
kom - gennem amterne Portage, Geauga, Cuyahoga og Loraine, selv børn, der var<br />
blevet født, efter at vi var flyttet fra amtet, kom langvejs fra for at se os og tale med os.<br />
Vi havde været ude at rejse så længe og var ivrige efter at komme hjem, men<br />
samtidig ønskede vi at se så mange af vore venner og slægtninge som muligt, og derfor<br />
aflagde vi besøg dag og nat og tog fra sted til sted i hurtig rækkefølge.<br />
Vi havde held til at indsamle megen genealogi, både for døde og levende; og vi<br />
tror, at vi i mange tilfælde har fornyet venskaber og styrket og dannet forbindelser,<br />
der vil vare ved i evigheden. Vi føler, at Gud er med os og stoler ydmygt på, at hans<br />
velsignelser vil følge vore anstrengelser."<br />
Den sidste del af rejsen foregik med tog. Præsident Snow ankom til Brigham City<br />
den 8. juli 1873 og blev budt velkommen af familiemedlemmer og mange venner. Han<br />
genoptog straks sine opgaver i kirken og i sine virksomheder.<br />
Den 3. april 1884 fyldte præsident Snow 70 år. Et par uger senere ved en<br />
familiesammenkomst i Brigham City udtrykte han taknemmelighed over sine mange<br />
velsignelser: "Mit hjerte er fyldt til overmål med den inderligste taknemmelighed til
Side 83<br />
min himmelske Fader for disse fantastiske velsignelser . . . Når jeg ser på denne<br />
store familie -intelligente og talentfulde sønner og døtre, hvoraf en halv snes eller flere<br />
af førstnævnte er blevet kaldet og udsendt og har udført mange års anstrengende<br />
missionærarbejde blandt fjerne nationer og på fjerntliggende øer, og mange af mine<br />
døtre er retskafne hustruer og mødre i Israel, omgivet af sunde og glade børn - og føler,<br />
at det alt sammen skyldes Guds barmhjertighed og godhed og er den store Jehovas<br />
værk, hvad kan jeg da sige? Sproget kan ikke udtrykke de inderlige følelser i mit hjerte<br />
for denne hellige anledning til at stå her ved afholdelsen af min 70-års fødselsdag og<br />
betragte dette herlige og himmelsk inspirerende syn."<br />
Præsident Snow regnede ikke med, at han skulle afholde flere<br />
familiesammenkomster, da han nu var oppe i årene. Han fortsatte: "Dette er den<br />
sidste familiesammenkomst, vi kan forvente på denne side af åndeverdenen. Må vore<br />
fædres Gud hjælpe os til at efterleve hans love, leve retfærdigt, bevare vor dyd og<br />
retskaffenhed ukrænket, lytte til Helligåndens hvisken og til flittigt at søge at rense os<br />
selv, så ikke et eneste medlem af denne familie går tabt, fordi det afviger fra den smalle<br />
og trange vej. Må vi være værdige til at komme frem i den første opstandelses morgen,<br />
kronet med herlighed og familieenheden sikret for al evighed, og må vi fortsætte<br />
gennem evighedens uendelighed."<br />
Man kan mærke og påskønne præsident Lorenzo Snows dejlige ånd gennem denne<br />
tale til familien. Fra det tidspunkt, hvor den første anti-polygamiske lov blev vedtaget af<br />
Kongressen i 1862 og indtil præsident Brigham Youngs død i 1877, var der en konstant<br />
ophidselse overalt i De forenede Stater og også blandt ikke-medlemmer i Utah for<br />
at få loven håndhævet og overbevise kirkens ledere om, at de skulle opgive læren.<br />
Man troede, at kirkens medlemmer ved Brigham Youngs død ville forandre indstilling til<br />
flerkoneriet, men præsident John Taylor tog et fast standpunkt i sagen og gav ikke tegn<br />
til, at der ville finde en forandring sted. Resultatet var, at ophidselsen tog til, og i 1882<br />
blev Edmunds lov vedtaget af Kongressen. Det medførte hårde straffe til dem, der blev<br />
erklæret skyldige i flerkoneri, eller hvad der blev betegnet som "ulovligt samliv".<br />
Om morgenen den 20. november 1885, blev præsident Lorenzo Snows hjem i<br />
Brigham City omringet af 7 sheriffer, og han blev arresteret og anklaget for "ulovligt<br />
samliv". "Der var 3 retslige behandlinger, den første begyndte den 30. december 1885,<br />
og den sidste sluttede den 5. januar 1886. Resultatet af dem alle 3 var, at han blev<br />
erklæret skyldig. Dommen blev afsagt af dommer O. W. Powers den 16. januar 1886<br />
og bestod af den fulde straf efter loven - fængsling i 6 måneder og en bøde på<br />
300 dollars plus omkostninger - for hver domfældelse. Under denne isoleringsproces<br />
(loven blev fortolket således, at hver eneste dag, en mand levede i polygami, var en<br />
særskilt forbrydelse. Resultatet var, at straffene kunne beløbe sig til en livslang dom,<br />
hvilket effektivt isolerede polygamisten fra resten af befolkningen) var præsident Snow<br />
fængslet i 11 måneder uden at beklage sig." Imidlertid appellerede man til De forenede<br />
Staters højesteret, der ændrede dommen og erklærede, at "der kun kunne være tale<br />
om en lovovertrædelse for hele tidsrummet, og at den lokale ret ikke havde nogen<br />
jurisdiktion til at pålægge en straf for mere end en af domfældelserne." Præsident Snow<br />
blev omgående løsladt fra Utah fængsel, og der var stor glæde blandt familie og venner.<br />
Vii<br />
Ved kirkens aprilkonference i 1889 blev Lorenzo Snow opretholdt som præsident for De<br />
tolv apostles Kvorum. Han var meget aktiv i denne stilling, og sammen med brødrene<br />
besøgte han mange af kirkens ward og stave.
Side 84<br />
Efterhånden som præsident Snow blev ældre, blev der vist ham yderligere<br />
æresbevisninger. Da det store Salt Lake tempel var færdigt og blev indviet i 1893,<br />
udpegede Det øverste Præsidentskab ham til at præsidere over ordinansearbejdet i<br />
denne prægtige bygning, som de hellige over en periode på mere end 40 år havde<br />
slidt og slæbt for at bygge. En, der kendte ham på dette tidspunkt, gav ham følgende<br />
hyldest: "Man kunne ikke have truffet noget bedre valg. Han har altid været interesseret<br />
i tempelarbejde. Han er i højeste grad åndeligt sindet, og med sit guddommelige åsyn<br />
og sin venlige og blide værdighed er ingen nulevende bedre kvalificeret til at stå som<br />
vogter ved den dør, der åbnes mellem de levende og de døde."<br />
Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff i San Francisco,<br />
Californien. Før sin død havde præsident Woodruff erklæret, "at det ikke er Herrens<br />
vilje, at der i fremtiden skal hengå en længere periode mellem præsidentens død og<br />
Det øverste Præsidentskabs reorganisering". De Tolv fulgte dette råd og samledes den<br />
13. september i Salt Lake City, hvor de opretholdt Lorenzo Snow som præsident for<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Præsident Snow var på dette tidspunkt 84 år<br />
og 5 mdr., men som nævnt i begyndelsen af dette afsnit var han stadigvæk mentalt og<br />
åndeligt vågen og fysisk i stand til at udføre sine vanskelige pligter. Han gav udtryk for<br />
ydmyghed overfor brødrene, da han erklærede: "Jeg ønsker ikke, at denne forvaltning<br />
skal blive kendt som Lorenzo Snows forvaltning, men som Guds, i og gennem Lorenzo<br />
Snow." Præsident Snow valgte George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere,<br />
de samme mænd, der havde virket sammen med de to foregående præsidenter.<br />
Om eftermiddagen den 9. oktober, ved generalkonferencens sidste møde, blev<br />
præsident. Snow og hans rådgivere opretholdt af kirkens præstedømme, kvorum for<br />
kvorum, og derpå af hele forsamlingen. Ingen stemte imod. Efter denne storslåede<br />
godkendelse gav præsident Snow forsamlingen nogle få, passende bemærkninger:<br />
"Brødre og søstre, lad mig sige så meget og gøre det i Herrens navn: Jeg vil bestræbe<br />
mig på at hellige mig jeres og Guds riges interesser. Jeg vil tjene jer efter bedste evne<br />
og forståelse i henhold til det, der vil fremme jeres interesser i forbindelse med den<br />
Almægtiges interesser. Jeg vil gøre dette med Herrens hjælp.<br />
Det er let nok at rejse sig og række højre hånd i vejret som tegn på godkendelse af<br />
det, der forelægges. Det kan jeg gøre uden anstrengelse, og det kan I også. Men der er<br />
noget forbundet med dette at rejse sig og hæve højre hånd for at godkende de fremførte<br />
forslag; det har en betydning, som man grundigt bør overveje, og det er, at man i<br />
fremtiden handler i overensstemmelse med tilkendegivelsen af denne godkendelse . .<br />
. Lad os her i denne højtidelige forsamling bestemme i vore hjerter, lad os i vort stille<br />
sind bevidne for Herren, at vi vil være et bedre folk - et mere forenet folk - ved den<br />
næste konference, end vi er i dag."<br />
Den første opgave, præsident Snow pålagde sig selv ved begyndelsen af sin<br />
forvaltning, var at forbedre kirkens økonomi. Efter bestemmelserne i Edmunds-Tucker<br />
loven, som Kongressen vedtog i 1887, var Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges<br />
ejendele blevet konfiskeret af regeringen, bortset fra bygninger, der udelukkende blev<br />
benyttet til religiøse formål, samt kirkegårde. Der blev forlangt en afgift, før kirken fik lov<br />
til at benytte sine retmæssige ejendomme såsom tiendekontoret, historikerens kontor<br />
eller endog området, hvor templet stod. Præsident Snow fandt derfor økonomien i en<br />
meget kaotisk tilstand. For at afhjælpe denne krisesituation foreslog han brødrene, at<br />
man skulle udstede obligationer for at skaffe dækning for kirkens presserende gæld.<br />
"Tirsdag den 1. december 1898," beretter Joseph Fielding Smith, "holdt Det øverste<br />
Præsidentskab og Apostlene råd, og præsident Snow gennemgik kirkens økonomiske<br />
forhold. Han sagde, at han beklagede meget, men det så ud til, at kirken blev nødt
Side 85<br />
til at udstede obligationer til en værdi af 500.000 dollars. Forslaget blev sat under<br />
afstemning og enstemmigt vedtaget af brødrene. Senere blev det besluttet, at beløbet<br />
på obligationerne skulle være dobbelt så stort, og der blev udstedt to serier, A og B,<br />
hver på 500.000 dollars; den første serie skulle indløses den 31. december 1903, og<br />
den anden serie skulle indløses den 31. december 1906."<br />
I maj 1899 påbegyndte præsident Snow det arbejde, der måske var det mest<br />
betydningsfulde under hele hans forvaltning - nemlig at opfordre de hellige til at betale<br />
fuld tiende. Ved en særlig konference, der blev afholdt i St. George, Utah, den 17. maj,<br />
gjorde han medlemmerne bekendt med sit vigtige budskab. Hans søn, LeRoy C. Snow,<br />
der var til stede ved denne lejlighed, giver en udmærket beskrivelse af begivenheden:<br />
"Jeg sad ved et bord på forhøjningen og nedskrev, hvad der foregik, da min fader<br />
pludselig standsede i sin tale ... Da han begyndte at tale igen, blev hans stemme<br />
stærkere. og Guds inspiration syntes at komme over ham. Hans øjne strålede, og hele<br />
hans ansigt lyste. Han var fyldt med usædvanlig kraft. Derpå fortalte han de sidste<br />
dages hellige om det syn, der var blevet åbenbaret for ham ... Han fortalte dem, at han<br />
kunne forstå, som han aldrig før havde forstået det, hvordan tiendeloven var blevet<br />
negligeret af folket, og at de hellige såvel som kirken var i dyb gæld. Ved strengt at<br />
adlyde denne lov - betalingen af en ærlig tiende - ville ikke blot kirken blive udfriet af<br />
sin tunge gæld, men gennem Herrens velsignelser ville dette også være midlet til at<br />
udfri de hellige af deres personlige gæld, og de ville blive et velstående folk." Præsident<br />
Snow sagde følgende direkte om tiende: "Herrens ord lyder: Tiden er nu kommet, hvor<br />
hver eneste sidste dages hellig, der har i sinde at være beredt til fremtiden og at stå<br />
på en fast grundvold, skal gøre Herrens vilje og betale sin tiende fuldt ud. Sådan lyder<br />
Herrens ord til jer, og sådan vil det lyde til hver eneste koloni overalt i Zions land . . ."<br />
"Da vi nåede byen Nephi, hvorfra vi skulle tage toget hjem, kaldte præsident Snow<br />
medlemmerne sammen til et møde, der aldrig vil blive glemt af dem, der var til<br />
stede. Han bemyndigede enhver tilstedeværende til at være sit særlige vidne om den<br />
kendsgerning, at Herren havde givet ham denne åbenbaring. Han fik alle til at slutte<br />
pagt om ikke blot selv at adlyde tiendeloven, men også at ville bære vidnesbyrd om<br />
denne særlige tilkendegivelse og sprede budskabet om tiende ved enhver lejlighed."<br />
Da præsident Snow vendte tilbage til Salt Lake City, indkaldte han en forsamling af<br />
kirkens præstedømmeledere. Dette møde, der blev afholdt den 2. juli 1899, "varede<br />
fra kl. 10 om formiddagen til efter kl. 7 om aftenen," beretter LeRoi C. Snow.<br />
"Der var aldrig før blevet afholdt et sådant møde for præstedømmet i kirken. Alle<br />
kirkens 26 generalautoriteter var til stede. Alle Zions 40 stave og 478 ward var<br />
repræsenteret. Mødets ånd var fremmende for vidnesbyrdet og troen, ikke timelig og<br />
forretningsmæssig. "Den fornyede tiende-åbenbaring var emnet for alle de 18 taler.<br />
Ydmyg, ærlig lydighed mod tiendeloven blev snarere en åndelig gave og et privilegium<br />
end en materiel pligt. Anledningens højtidelighed satte sit præg på forsamlingen, da<br />
præsident Snow førte an i det hellige Hosiannaråb og udtalte strålende velsignelser<br />
og forjættelser over folket.' (Grant, Guds rige genoprettet, s. 475)" Det var således et<br />
storslået værk, der blev udrettet af denne mand, som nu var i sit 86. år.<br />
Ved oktoberkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1899, gav præsident<br />
Snow udtryk for sin taknemmelighed for Herrens velsignelser, der blev udgydt over<br />
folket. "Jeg ønsker at sige til jer alle, at det er vort privilegium at blive velsignet i en<br />
sådan udstrækning, at vi fuldt ud vil føle, at vi får godtgjort al den ulejlighed, vi har haft<br />
for at kunne være til stede her. Som sidste dages hellige har Herren sat os i forbindelse<br />
med sig selv, og for at kunne klare den situation, vi befinder os i, trænger vi til hans<br />
velsignelser frem for nogen anden folkegruppe.
Side 86<br />
Vore muligheder er tilstrækkelig storslåede og herlige til at få os til at anstrenge os til<br />
det yderste for at sikre de velsignelser, der venter os. Intet bør afholde os fra at bruge<br />
al den kraft, som Gud har skænket os, for at sikre vor frelse og ophøjelse. Alle mænd<br />
og kvinder, der er værdige til at kalde sig sidste dages hellige, bør leve time for time<br />
på en sådan måde, at hvis de pludselig blev kaldet fra dette liv til det næste, ville de<br />
være beredte. Det er vort privilegium at leve således, at vi kan være sikre på, at alt er<br />
vel, ligegyldigt i hvilken time vi blev kaldt bort. Hvis der skulle være nogen sidste dages<br />
hellige indenfor min stemmes rækkevidde, der ikke er nået frem til denne forsikring<br />
angående deres fremtid, bør de ikke være tilfredse, før de har sikret sig den, så de kan<br />
vide, at alt er vel med dem."<br />
Den 1. januar 1900 brød et nyt og godt år frem for Jesu Kristi Kirke af Sidste<br />
Dages Hellige. Der var fremgang alle vegne, og den alderstegne og ærede mand i<br />
spidsen for kirken håbede, at denne fremgang ville fortsætte. I en tale til en gruppe<br />
præstedømmebærere den 11. januar i Salt Lake City sagde han, at "selv om vi som et<br />
folk har været udsat for alle mulige besværligheder, har lidt af hjertesorger og er blevet<br />
bedt om at yde alle mulige former for ofre, har vi alligevel aldrig mistet håbet om i rette<br />
tid at nå frem til en tilstand af fuldstændig enighed". Idet han talte om apostlene, sagde<br />
han, at det glædede ham at kunne sige, at dette mere var tilfældet i dag end på noget<br />
andet tidspunkt siden profeten Josephs dage.<br />
"Til trods for de svagheder Herrens tjenere og folk udviste på forskellige måder,<br />
havde han støttet sine tjenere og givet dem tilstrækkelig nåde til at imødegå og<br />
overvinde enhver prøvelse og besværlighed. Da dette var tilfældet kunne han (taleren),<br />
for sit eget vedkommende, se fremtiden i møde med fuld fortrøstning. Han følte ingen<br />
grund til at bekymre sig spor om nutiden eller fremtiden. Når man tog alt i betragtning,<br />
var der så nogen, der havde større grund til taksigelse og glæde, end vi havde, spurgte<br />
han."<br />
Den 3. april 1900 fejrede præsident Snow sin 86 års fødselsdag. Samme<br />
eftermiddag blev der holdt en hyggelig fest for ham i templets anneks. I festen deltog<br />
generalautoriteterne, deres hustruer, tempelarbejderne og en gruppe venner. Der var<br />
taler, sange, recitationer og instrumental musik. Præsidenten takkede de forsamlede<br />
og sagde, at han havde nydt festen i fulde drag.<br />
På generalkonferencens åbningsdag 3 dage senere holdt præsident Snow en lang<br />
og inspirerende tale. "For 70 år siden," sagde han, "blev denne kirke organiseret med<br />
6 medlemmer. Vi begyndte så at sige som et spædbarn. Vi havde vore fordomme at<br />
bekæmpe. Vor uvidenhed bekymrede os, mht. hvad Herren havde i sinde at gøre,<br />
og hvad han ønskede, at vi skulle gøre. Gennem Herrens velsignelser lykkedes<br />
det os imidlertid at vokse fra dette spædbarnsstadium, idet vi modtog støtte fra<br />
Herren, når han fandt det nødvendigt. Vi nåede drengealderen, og stadigvæk gjorde<br />
vi utvivlsomt nogle fejltagelser, som ikke i almindelighed opstod med fuldt overlæg,<br />
men pga. vor mangel på erfaring, og fordi vi ikke fuldt ud havde lært at adlyde vore<br />
forældres instruktioner ... Mange af os lærte det senere, men måske for sent til at rette<br />
fejltagelserne. Efterhånden som vi udviklede os, hjalp de tidligere erfaringer os alligevel<br />
til at undgå sådanne fejltagelser, som vi havde gjort i drengealderen.<br />
Sådan har det været i kirken. Vore vildfarelser er almindeligvis opstået, fordi<br />
vi ikke har forstået, hvad Herren bad os om at gøre. Men nu er vi godt inde i<br />
manddomsalderen; vi er 70 år, og man skulle tro, at når man havde gennemlevet den<br />
spæde barndom, drengealderen og videre frem, og havde nået den høje alder af 70<br />
år, ville man gennem sine erfaringer være i stand til at gøre mange ting, som syntes
Side 87<br />
umulige og faktisk var umulige i drengestadiet. Når vi ransager os selv, opdager vi<br />
imidlertid, at vi til trods for alle vore erfaringer stadigvæk ikke gør nøjagtigt, hvad vi<br />
burde gøre. Vi opdager, at vi forsømmer at udføre ting, som Herren forventer af os<br />
- ting, som han bad os om at gøre i drengealderen. Men vi er taknemmelige for, at vi<br />
nu - gennem vore tidligere erfaringer - er i stand til at udføre mange ting, som vi ikke<br />
kunne gøre før, og at vi er i stand til at undgå personlige synder, som tidligere har bragt<br />
os i vanskeligheder. Mens vi lykønsker os selv i den retning, bør vi bestemt føle, at vi<br />
endnu ikke har nået fuldkommenhed. Der er endnu mange ting, vi skal udføre ...<br />
Hvordan står det til med os, som er sidste dages hellige? Vi har modtaget evangeliet.<br />
Vi har modtaget Guds rige, som er oprettet på jorden. Vi har haft vanskeligheder; er<br />
blevet forfulgt. Vi blev drevet ud af Ohio. Vi blev drevet ud af Nauvoo, og engang<br />
blev vi for en tid drevet ud af denne smukke by (Salt Lake City). Mange har mistet<br />
tusinder af dollars; de har mistet deres hjem og alt, hvad de ejede; og nogle af brødrene<br />
har set deres hustruer og børn dø på grund af de strabadser, de var udsat for under<br />
disse forandringer, disse forfølgelser, disse omvæltninger og uddrivelser. Folk har med<br />
forbavselse set på de sidste dages helliges villighed til at lide alt dette. Hvorfor gør vi<br />
det? Hvorfor holder vi fast ved disse principper, der til tider har været årsag til så megen<br />
sorg og så mange ofre? Hvad er det, der gør os i stand til at udholde disse forfølgelser<br />
og alligevel være glade? Det er fordi vi har fået åbenbaringer fra den almægtige Gud;<br />
fordi han har talt til os i vor sjæl og har givet os Helligånden, som er et åbenbaringens<br />
princip, hvor det end findes, og som er lovet hvert eneste menneske - ligesom i de<br />
fordums apostles tider vil tro, omvende sig fra sine synder og blive nedsænket i vand<br />
til syndernes forladelse af dem, der har myndighed fra Herren til at forvalte denne<br />
ordinanse.<br />
Denne kirke vil bestå, fordi den står på en fast grundvold. Den er ikke af mennesker;<br />
den er ikke opstået pga. studier i Det nye eller Det gamle Testamente; den er ikke<br />
resultatet af den lærdom, vi modtog på universiteter eller seminarier, men den er<br />
kommet direkte fra Herren. Herren har vist os det gennem det åbenbarende princip af<br />
Helligåndens lys, og hvert eneste menneske kan modtage denne samme ånd."<br />
Således talte denne store mænd, Lorenzo Snow, til de sidste dages hellige, da han<br />
var i sit 87. år.<br />
Sommeren 1900 tilbragte præsident Snow i Salt Lake City med undtagelse af nogle<br />
korte ture til Brigham City og Logan. Næsten hver dag var han på sit kontor, hvor<br />
han rådførte sig med Brødrene og tog sig af vigtig korrespondance. Et emne, der<br />
konstant var i hans tanker, var kirkens økonomiske situation og nødvendigheden af,<br />
at de hellige betalte deres tiende fuldt ud, så kirken kunne blive befriet for sin gæld.<br />
Men evangeliets åndelige sandheder blev ikke forsømt; de stod hele tiden for ham. Ved<br />
oktoberkonferencens åbningsmøde i 1900 sagde han følgende til de hellige:<br />
"Den religion, vi har modtaget, de ophøjelsens og herlighedens principper, I og jeg<br />
har modtaget, bringer os forfølgelse; ellers er det ikke de principper, vi troede, det<br />
var. De bringer os besværligheder fra alle sider, men vi bør forsøge at være rolige og<br />
fattede, som Job lærte at være det under de mest ulykkelige omstændigheder. Vi bør<br />
lære dette, og der er sørget for måder, hvorpå vi kan lære det. Tænk et øjeblik på,<br />
hvor meget værre du og jeg kunne have det, og tænk så på de store velsignelser, vi<br />
faktisk er i besiddelse af. Vi ved, at i fremtiden, når vi har været igennem dette liv,<br />
vil vi være sammen med vore hustruer og børn. Vore legemer vil blive herliggjorte,<br />
de vil blive befriet for sygdomme og lidelser og blive meget smukke. Der findes ikke<br />
noget smukkere end en opstanden mand eller kvinde. Jeg kan ikke forestille mig, at et
Side 88<br />
menneske kan være i besiddelse af noget mere storslået end et opstandent legeme.<br />
Enhver sidste dages hellig indenfor min stemmes rækkevidde har bestemt mulighed<br />
for at komme frem i den første opstandelses morgen og blive herliggjort og ophøjet i<br />
Guds nærhed, og de vil så få det privilegium at tale med vor Fader, ligesom vi taler<br />
med vor jordiske far.<br />
Er det ikke storslået! I vil ikke kende til fængselsmure, jeres venner vil ikke vende<br />
sig bort fra jer, og I vil ikke blive berøvet jeres ejendele, jaget bort fra jeres hjem,<br />
kastet i fængsel eller krænket på anden måde. Alle disse ting skader jer ikke spor.<br />
De ødelægger ikke jeres muligheder, der stadigvæk er lige strålende. Desuden bør vi<br />
forstå, at når vanskelighederne kommer over nationerne, har Herren sørget for et sted<br />
til jer og mig, og vi vil blive bevaret, ligesom Noa blev det, dog ikke i en ark, men vi<br />
vil blive bevaret ved at antage disse principper af fællesskab, hvorved vi kan fuldføre<br />
Herrens værk og omgive os med de ting, der vil bevare os fra de vanskeligheder, der<br />
kommer over verden, nemlig Herrens domme. Når vi læser aviserne, kan vi se, at de<br />
kommer over de ugudelige nationer; og de ville have været over os, hvis vi var forblevet<br />
blandt nationerne. Hvis Herren ikke havde fået os til at lytte og bragt os frelse, ville vi<br />
have været, som de er."<br />
Den 1. januar 1901 udstedte præsident Snow et overordentlig interessant dokument,<br />
der samme dag blev offentliggjort i Deseret News med titlen, "En hilsen til verden". Det<br />
udtrykker hans store tro og visdom i en sådan udstrækning, at jeg ønsker at gengive<br />
det i sin fulde længde her:<br />
"Et nyt århundrede bryder frem i verden i dag. De 100 år, der netop er afsluttet,<br />
var de mest betydningsfulde i menneskets historie på denne planet. Det ville være<br />
umuligt at give blot en kort oversigt over de bemærkelsesværdige begivenheder,<br />
den fantastiske udvikling, de storslåede resultater og de nyttige opfindelser og<br />
opdagelser, der markerer fremgangen gennem de 100 år, der nu glider ind i<br />
menneskehedens uafladelige vandring. Selve omtalen af det 19. århundrede antyder<br />
udvikling, forbedring, frihed og lys. Vi er heldige, fordi vi har levet midt i dets vidundere<br />
og fået del i dets rigdomme af intelligens.<br />
Den opnåede lærdom i det forgangne århundrede bør have beredt os til denne nye<br />
tids pligter og storhed. Det burde blive en tidsalder med fred, med større fremgang<br />
og med en almindelig udbredt antagelse af den gyldne regel'. Fortidens barbarisme<br />
bør begraves. Krigen med dens rædsler bør blot være et minde. Nationernes mål bør<br />
være broderskab og fælles storhed. Man bør tænke på menneskehedens velfærd og<br />
ikke på at berige en race eller udvide et rige. Vågn op, I jordens fyrster og nationers<br />
herskere, og se, hvorledes de første stråler af det kommende tusindårsrige forgylder<br />
det 20. århundredes morgen! Det ligger i jeres magt at bane vejen for kongernes<br />
Konge, hvis herredømme vil strække sig over hele jorden. Opløs jeres hære; lav<br />
jeres stridsvåben om til arbejdsredskaber; fjern åget fra folkets skuldre; bring jeres<br />
stridigheder ud af verden; afhold en konference og læg planer for sammenslutninger<br />
i stedet for erobringer, for fattigdommens udryddelse, for den almindelige befolknings<br />
opbyggelse og for sundhed, velstand, oplysning og lykke for alle stammer, folk og<br />
nationer. Så vil det 20. århundrede blive jeres livs ære og jeres kroners glans, og<br />
kommende slægter skal synge til jeres pris, mens den evige Fader skal anbringe jer<br />
i det høje blandt de mægtige.<br />
(1) (gør mod andre, som I ønsker, de skal gøre mod jer. Se Matt. 7:12).<br />
I arbejdende millioner, som i jeres ansigts sved tjener jeres daglige brød, se op og<br />
hils den magt ovenfra, der skal frigøre jer fra trældom! Jeres forløsning er nær. Lad
Side 89<br />
være med at spilde jeres løn på det, der er skyld i, at I bliver ved med at mangle.<br />
Betragt ikke rigdom som jeres fjende og jeres arbejdsgivere som jeres undertrykkere.<br />
Søg at forene kapital og arbejde. Vær forudseende, når I har fremgang. Bliv ikke et<br />
bytte for beregnende mænd, der søger at ophidse til strid pga. deres egne selviske<br />
formål. Kæmp for jeres rettigheder med lovlige midler, og afstå fra vold og ødelæggelse.<br />
Anarkisme og lovløshed er jeres dødsfjender. Splittelse og laster er lænker, der binder<br />
jer til slaveri. Friheden er på vej til jer, dens lys nærmer sig, som århundredet bryder<br />
frem.<br />
I velhavende mænd og kvinder, brug jeres rigdomme til at give arbejderen<br />
beskæftigelse! Tag de uvirksomme bort fra de overbefolkede områder, og anbring dem i<br />
de uopdyrkede områder, der venter på arbejdsomme hænder. Lås jeres bankbokse op,<br />
luk jeres punge op, og invester i foretagender, der vil give arbejde til de ubeskæftigede<br />
og afhjælpe den elendighed, der fører til de laster og forbrydelser, som plager jeres<br />
storbyer og forgifter moralen omkring jer. Gør andre lykkelige, og I vil selv være<br />
lykkelige.<br />
Som en Guds tjener bærer jeg vidnesbyrd om åbenbaringen af hans vilje i det 19.<br />
århundrede. Den kom gennem hans egen røst fra himlene, gennem den personlige<br />
tilkendegivelse af hans Søn og gennem hellige engles betjening. Han befaler alle<br />
mennesker alle vegne at omvende sig, vende sig bort fra deres onde handlinger og<br />
uretfærdige ønsker og blive døbt til deres synders forladelse, så de kan modtage<br />
Helligånden og komme i forbindelse med Ham. Han har påbegyndt forløsningsarbejdet,<br />
der er blevet talt om af alle de hellige profeter, vismænd og seere gennem alle<br />
tidsaldre og blandt alle menneskehedens racer. Han vil visselig udføre sit værk, og<br />
det 20. århundrede vil markere dets udvikling imod den store fuldendelse. Hver eneste<br />
udvikling i det 19. århundrede inden for videnskab, kunst, teknik, musik, litteratur,<br />
digterisk fantasi og filosofisk tankegang blev tilskyndet af hans Ånd, der inden længe<br />
vil blive udgydt over alt kød, der vil modtage den. Han er Faderen til os alle, og han<br />
ønsker at frelse og ophøje os alle sammen.<br />
I det 87. år af min tid på jorden er jeg fyldt med et oprigtigt ønske om fremgang<br />
for menneskeheden. Jeg ønsker alle et godt nytår. Jeg håber på og ser frem til, at<br />
storslåede begivenheder vil finde sted i det 20. århundrede. Ved dets gunstige frembrud<br />
løfter jeg mine hænder og nedkalder himlens velsignelser over jordens indbyggere.<br />
Må solskinnet ovenfra tilsmile jer. Må jordens skatte og frugter blive frembragt i rigeligt<br />
mål til gavn for jer. Må sandhedens lys fordrive mørket fra jeres sjæl. Må retfærdighed<br />
tage til og uretfærdighed formindskes, efterhånden som årene i dette århundrede ruller<br />
frem. Må retfærdighed sejre og fordærvelse blive udryddet. Og må dyd, kyskhed og<br />
ære få overhånd, indtil det onde er blevet overvundet, og jorden skal blive renset for<br />
ondskab. Lad disse synspunkter gå ud til hele verden som røsten fra, mormonerne' i<br />
Utahs bjerge, og lad alle mennesker vide, at vort ønske og vor mission er til velsignelse<br />
og frelse for hele den menneskelige race. Må det 20. århundrede blive det lykkeligste,<br />
som det vil blive den mest storslåede af alle tidsaldre, og må Gud blive herliggjort i den<br />
sejr, der vil komme over synd, sorg, elendighed og død. Fred være med jer alle!"<br />
Onsdag den 3. april 1901 fejrede præsident Snow sin 87 års fødselsdag i<br />
Beehive-huset på East South Temple Street i Salt Lake City. En beretning om dagens<br />
festligheder, taget fra Deseret News, er delvis gengivet her:<br />
"Beehive-huset var meget kunstnerisk pyntet med blomster og potteplanter; og på<br />
den sydvendte kaminhylde i den nordøstlige stue stod der en pragtfuld buket store,<br />
røde roser. Det var en gave fra 2 små piger, og der er knyttet en rørende historie dertil.
Side 90<br />
Tidligt om morgenen, før præsident Snow endnu var oppe, bankede det på døren, og<br />
da den blev åbnet, stod der to små børn næsten skjult bag en buket. De sagde, den<br />
var til præsident Snow, og med strålende ansigter blev de ført ind i huset og op til<br />
den aldrende mands soveværelsesdør. Derpå sang de 2-3 små, søde sange og gik så<br />
deres vej så glade som forårets fugle. Præsident Snow var dybt rørt over disse små<br />
børns serenade, og han siger, at han vil værne om denne oplevelse - ikke blot som en<br />
af de kæreste på denne mindeværdige dag, men i hele hans liv".<br />
Om eftermiddagen blev der fremført et prægtigt fødselsdagsprogram i<br />
templets anneks af medlemmer fra præsidentens familie og nogle få af kirkens<br />
generalautoriteter.<br />
I sommeren 1901 fortsatte præsident Snow aktivt med sine pligter og opholdt sig<br />
dagligt på sit kontor i East South Temple Street. Her mødtes han med brødrene<br />
for at drøfte kirkens problemer; ofte kom der besøgende, som ønskede at lære<br />
den ærværdige præsident at kende; mange timer blev tilbragt med at passe den<br />
omfangsrige korrespondance. En gang imellem besøgte han et af de afsides liggende<br />
ward eller en stav for at tale ved en konference, og han var altid i stand til at begejstre<br />
de hellige med sit brændende vidnesbyrd.<br />
På åbningsdagen for den halvårlige generalkonference, den 4. oktober 1901 tog<br />
præsident Joseph F. Smith ledelsen og bekendtgjorde, at præsident Snow var forkølet<br />
og ikke fandt det klogt at vove sig ud. Men de hellige behøvede ikke at være bekymrede,<br />
for præsidentens sygdom var ikke alvorlig. Han deltog ikke i nogen af konferencens<br />
møder før den sidste dag, søndag eftermiddag den 6. oktober, hvor han holdt en meget<br />
åndelig tale. Han sluttede med følgende ord:<br />
"Der er endnu noget, jeg ønsker at sige. Jeg er ved at komme op i årene og er næsten<br />
88 år gammel. Jeg har kun haft en rådgiver, siden præsident (George Q.) Cannon døde.<br />
Jeg har valgt en anden rådgiver (Rudger Clawson). Jeg har søgt Herrens vejledning i<br />
denne sag, og han har ledet valget. Jeg har valgt en stærk og energisk mand, og jeg<br />
tror, han vil blive en stor hjælp for præsident Smith og mig selv; jeg håber derfor, at I<br />
vil opretholde ham. Må Gud velsigne jer alle."<br />
Vii<br />
Det var de sidste ord, denne store mand og leder udtalte i en offentlig forsamling. Fire<br />
dage senere forlod hans ædle ånd legemet og tog af sted fra denne verden. Deseret<br />
News giver følgende korte beretning om hans død under datoen, torsdag den 10.<br />
oktober:<br />
"Offentligheden vil blive dybt rystet over at erfare, at præsident Lorenzo Snow - den<br />
5. præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige - døde i sit hjem i Beehive<br />
huset kl. 15:35 i dag. Den direkte årsag til hans død var blod, der sank ned i de laveste<br />
dele af legemet, hvilket blev kompliceret af en forværret bronkitis. Bekendtgørelsen<br />
om hans død vil komme som et lyn fra en klar himmel for tusindvis af mennesker, der<br />
var helt uvidende om hans sygdom. Hans familie og venner har imidlertid i nogen tid<br />
været klar over hans alvorlige tilstand, men ikke før i går begyndte man at betragte<br />
hans sygdom med ængstelse.<br />
For adskillige uger siden fik præsident Snow en forkølelse, der generede ham<br />
betydeligt, og som blev fulgt af en tør, gnækkende hoste, Den blev gradvist værre, og<br />
for omkring 10 dage siden blev den mere plagsom end nogen sinde. Under konferencen<br />
måtte han blive i sit hjem og på sit kontor det meste af tiden, og det var med største<br />
vanskelighed, han deltog i mødet i Tabernaklet søndag eftermiddag. Om tirsdagen tog
Side 91<br />
han sig af forretninger som sædvanlig, men i går morges opstod der mavebesvær, og<br />
han var ude af stand til at holde den mindste smule føde i sig. I går aftes blev lægerne<br />
Richards og Wilcox tilkaldt, og de meddelte, at hans tilstand var meget alvorlig. Kl. 1<br />
blev dr. Richards igen tilkaldt, og han vendte tilbage kl. 6:30 og kl. 11, og siden den<br />
tid har lægerne hele tiden været ved hans sygeleje. Kl. 4 i morges og igen kl. 9:30<br />
havde præsidenten alvorlige besvimelsesanfald og var kun ved bevidsthed ind imellem<br />
i løbet af dagen."<br />
Tre dage senere følger en beretning om begravelsen:<br />
"Før begravelsesmødet, som blev afholdt kl. 10:30 i Tabernaklet, lå hans legeme<br />
lit de parade på familiens bopæl, og tusinder kom for at få et sidste glimt af deres<br />
afdøde leder og fælde en stille tåre, da de så den livløse skikkelse af ham, som de<br />
havde lært at elske inderligt. Det store Tabernakel var smukt pyntet til begravelsen,<br />
og katafalken med den smukke kiste, der indeholdt de jordiske levninger af Israels<br />
agtværdige søn, var bogstavelig talt dækket af roser og sødt duftende blomster, da<br />
der var blevet sendt talrige, smukke blomster af beundrere. Ved en af buketterne var<br />
der et bånd med følgende ord i purpurfarvede bogstaver: Som Gud er, kan mennesket<br />
blive'; det illustrerede på slående måde et synspunkt, der i årevis havde været øverst i<br />
præsident Snows tanker og handlinger. Tabernaklet var fyldt til overflod, og mødet var<br />
i harmoni med begivenhedens strenge højtidelighed."<br />
Brigham Young jun. var blandt dem, der talte ved begravelsen. Han gav præsident<br />
Snow følgende enestående hyldest:<br />
"Jeg har betragtet præsident Lorenzo Snow som min anden far. Jeg har elsket ham<br />
som en far, og jeg sørger over hans bortgang; men jeg er taknemmelig for, at han fik<br />
enhver tænkelig hjælp, at der var fred i hans hjem og blandt folket, og at han døde,<br />
mens han var omgivet af sin kære familie og venner. Omkring 2 timer før han døde,<br />
lagde jeg min hånd på hans pande og sagde: Præsident Snow, kan du genkende mig?'<br />
Han så på mig med sit dejlige smil og øjne, der var fulde af intelligens, og sagde: Det<br />
kan du tro, jeg kan.' Han var klar næsten til det sidste, og han vidste, at hans tid var<br />
kommet, for han talte om det. Hvis folkets bønner og tro kunne have frelst præsident<br />
Snow, ville han være i live i dag; men Gud har villet det på anden måde, og vi er blevet<br />
berøvet en mand, som har været en af de mest tapre af dem, der blev oprejst af den<br />
Almægtige til at hjælpe med at lægge grundvolden til det store værk, som han oprettede<br />
for sine sønners og døtres frelse.<br />
Jeg har kendt præsident Snow siden før profeten Joseph Smiths død. Jeg kendte<br />
ham godt, før profeten led martyrdøden, og jeg vidste, at han var en ven af profeten,<br />
en ven af kirkens ledere og en ven af Gud. Selv om jeg kun var en dreng, genkendte<br />
jeg i denne mand en kraft, der var født af Helligånden. Jeg har set hans gerninger<br />
siden 1843, og ingen anden mand iblandt os har været mere omhyggelig, mere flittig,<br />
mere forstandig i de stillinger, hvori han er blevet sat, eller har vist mere retskaffenhed<br />
overfor værket end afdøde præsident Lorenzo Snow. Jeg elskede denne mand, som<br />
jeg elskede hans forgængere; og det store arbejde, han har udrettet i de sidste 3 år,<br />
vil leve i kirkens historie, og det vil vise denne mands storhed, hans lederevner og<br />
økonomiske dygtighed. Han vil være blandt de førende af dem, der har indvarslet dette,<br />
de sidste dages, store og herlige værk. Jeg takker Gud, fordi jeg kendte ham! Selv om<br />
jeg sørger over, at han ikke er her mere, ved jeg, at han er gået til en belønning, der er<br />
storslået og herlig; for ham er der lagt en krone til side, der aldrig vil miste glansen. Jeg<br />
ved, at hans familie vil savne ham, og brødrene vil savne ham; men Lorenzo Snow har<br />
udført et storslået arbejde, og hans eksempel er værd at følge."
Side 92<br />
Præsident Snows legeme blev lagt til hvile på Brigham City kirkegård, søndag<br />
eftermiddag den 13. oktober 1901.
I<br />
Sjette præsident<br />
Joseph F. Smith (1838-1918)<br />
Side 93<br />
I det første nummer af Millennial Star, der blev udgivet i Manchester, England i maj<br />
1940, er der et interessant og bevægende brev fra Mary Fielding Smith - patriarken<br />
Hyrum Smiths hustru - til hendes bror Joseph Fielding, der virkede som missionær<br />
i England. I dette brev skriver Mary Smith om nogle af detaljerne ved pøbelens<br />
forfølgelse, som hun og mange af de hellige havde været ude for i Missouri. Jeg vil<br />
benytte lejligheden til at gengive nogle få afsnit af dette brev. Det er dateret "Commerce,<br />
Illinois, Nordamerika, juni 1839."<br />
"Min kære broder, - Da det forventes, at ældsterne snart forlader os igen for at<br />
forkynde evangeliet i mit fædreland, synes jeg ikke, jeg vil lade chancen for at skrive til<br />
dig gå mig forbi. Jeg tror, det vil glæde dig at høre personligt fra os, selv om du vil se<br />
brødrene ansigt til ansigt og har mulighed for af deres mund at høre alle enkelthederne<br />
om os og vore familier.<br />
Hvad mig selv angår, er det nu så længe siden, jeg skrev til dig; så mange vigtige<br />
ting har fundet sted, og mine prøvelser har været så store, etc., at jeg ikke ved, hvor jeg<br />
skal begynde. Men jeg kan sige, at Herren hidtil har bevaret mig, og jeg lever stadig,<br />
så jeg kan prise ham, som jeg gør denne dag. Jeg er bestemt blevet kaldet til at drikke<br />
den bitre kalk; men du ved, kære broder, at dette gør det søde endnu sødere ...<br />
Jeg formoder, at du har hørt, at min kære mand blev fængslet, tillige med sin broder<br />
Joseph, ældste Rigdon og andre. De blev holdt borte fra os i næsten 6 måneder, og<br />
jeg tror ikke, at nogen følte de smertelige virkninger af deres fængsling mere end jeg.<br />
Jeg blev efterladt i en tilstand, der krævede udøvelsen af alt det mod og al den<br />
styrke, jeg var i besiddelse af. Min mand blev taget fra mig af en bevæbnet styrke<br />
på et tidspunkt, hvor jeg i særlig grad trængte til en sådan vens kærlige omsorg. I<br />
stedet for blev ansvaret for en stor familie pludselig og uventet overdraget mig, og et<br />
par dage efter blev min kære lille Joseph F. føjet til antallet. Kort efter hans fødsel fik<br />
jeg en alvorlig forkølelse, der medførte kuldegysninger og feber; dette, tillige med den<br />
sjælelige ængstelse jeg måtte udholde, truede med at bringe mig til dødens porte. I<br />
mindst 4 måneder var jeg ude af stand til at sørge for mig selv eller barnet; men Herren<br />
var barmhjertig og arrangerede det således, at min kære søster kunne være hos mig<br />
hele tiden. Hendes barn var 5 måneder gammelt, da mit blev født, og hun fik styrke til<br />
at amme dem begge, så de klarede sig fint og voksede hurtigt.<br />
Du har hørt om, hvorledes vi som et folk blev uddrevet af staten og af vore hjem,<br />
men da du vil høre alle enkelthederne gennem ældsterne, er det ikke nødvendigt, at<br />
jeg skriver om dem. Det skete under min sygdom, og man var nødt til at flytte mig<br />
over 320 km, hvor jeg det meste af tiden lå i min seng. Jeg led meget under rejsen,<br />
men 3-4 uger efter vi var kommet til Illinois, begyndte det at gå fremad for mig, og mit<br />
helbred er nu så godt som nogen sinde. Det er nu lidt over en måned siden, Herren<br />
med sin vidunderlige kraft sendte min kære mand og resten af brødrene tilbage til<br />
deres familier i nogenlunde helbredstilstand. Vi bor nu i Commerce, Illinois ved bredden<br />
af Mississippifloden. Beliggenheden er meget god; du ville glæde dig over den. Hvor<br />
længe vi vil få lov til at nyde den, ved jeg ikke; men Herren ved, hvad der er bedst for<br />
os. Jeg bekymrer mig ikke så meget over, hvor jeg befinder mig, hvis jeg blot hele tiden<br />
kan rette mine tanker mod Gud, for du ved, at deri finder man fuldkommen fred."
Side 94<br />
Under sådanne omstændigheder og under de mest ulykkelige, farlige og elendige<br />
forhold blev Joseph F. Smith født.<br />
Ved at kigge i historien opdager jeg, at det var tirsdag den 30. oktober 1838, at en<br />
pøbelmilits på omkring 2000 mand kom til Far West, Missouri. Den følgende dag stillede<br />
de krav til de hellige; de forlangte for det første, at mormonlederne skulle udleveres,<br />
så de kunne blive "stillet for en domstol og blive straffet". Det var pga. dette krav og<br />
for at undgå åben kamp, at profeten Joseph Smith, Sidney Rigdon, Parley P. Pratt<br />
og andre overgav sig til pøbelens ledere. Tirsdag den 1. november, oplyser historien,<br />
"blev Hyrum Smith og Amasa Lyman ført ind i lejren". Samme aften blev der afholdt<br />
en krigsret, og general Doniphan fik af Samuel Lucas, den kommanderende general,<br />
ordre til "at føre Joseph Smith og de andre fanger til torvet i Far West og skyde dem kl. 9<br />
næste formiddag". Lad det være sagt til general Doniphans evige ære, at han nægtede<br />
at udføre denne ondskabsfulde ordre. Efter nogen diskussion blandt officererne blev<br />
fangerne ført til Independence for at blive stillet for retten, men få dage senere blev<br />
de beordret til Richmond, Ray County, hvortil de ankom den 9. november. Her blev<br />
de fængslet i et tomt hus. "Da de blev spærret inde, sendte general Clark oberst Price<br />
derhen med to lænker og hængelåse, og fangerne blev lænket til hinanden. Derpå blev<br />
vinduerne sømmet fast; fangerne blev visiteret, og de eneste våben, de havde - deres<br />
lommeknive - blev taget fra dem." Fire dage senere, tirsdag den 13. november, mens<br />
Hyrum Smith vansmægtede i lænker i "et tomt hus" i Richmond, begyndte hans hustru<br />
Mary at få fødselsveer i Far West, og "kære lille Joseph F. blev føjet til antallet". Disse<br />
forældres sorger, prøvelser og vanskeligheder var mangfoldige; men ikke desto mindre<br />
var der her et barn, som skulle blive deres store belønning. Efterhånden som vi når<br />
videre frem, vil vi opdage, hvor ædelt han berigede sine berømmelige forældres navn,<br />
og hvorledes han til sidst, med stor dygtighed og ære, kom til at præsidere over Jesu<br />
Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som de begge havde givet deres liv for.<br />
Hyrum Smith var først gift med en ung kvinde ved navn Jerusha Barden, i Palmyra,<br />
New York, i 1826. Disse forældre havde fået 6 børn, da Jerusha, en trofast og god<br />
kvinde, døde i Kirtland, Ohio, den 13. oktober 1837. Omkring to måneder senere, den<br />
24. december, blev Hyrum gift med Mary Fielding, en engelsk pige, der for nylig var<br />
kommet til Kirtland fra Toronto, Canada. Mary var kultiveret og dannet og en glimrende<br />
livsledsager for Hyrum, og hun var fuldt ud i stand til at tage sig af hans moderløse<br />
børn. Kort efter ægteskabet flyttede Hyrum med sin familie til Missouri, hvor forfølgelse<br />
fandt sted, som berettet på de foregående sider.<br />
Der er nogle interessante begivenheder i Joseph F. Smith tidligste barndom. Han<br />
fortæller selv om en, der fandt sted kort efter hans fødsel:<br />
"Efter at min far var blevet fængslet af pøbelhoben, blev min mor syg og vedblev med<br />
at være det i flere måneder. I januar 1839 blev hun på sit sygeleje anbragt i en vogn og<br />
kørt hen for at besøge sin mand, der var indespærret af pøbelhoben i Liberty fængslet<br />
uden nogen anden årsag end den, at han var sidste dages hellig. Og mens hun befandt<br />
sig i denne helbredstilstand, og hendes mand var i fængsel, gik et kompani mænd<br />
under ledelse af en metodistpræst ved navn Bogart ind i huset, gennemsøgte det, brød<br />
en stor kuffert op og tog nogle papirer og værdigenstande, som tilhørte min far. Jeg<br />
var blot et spædbarn og lå på sengen, mens der var en anden seng på gulvet, og jeg<br />
blev fuldstændig overset af familien (da min mor var meget syg, måtte min tante Mercy<br />
og andre af familiens medlemmer tage sig af mig under skrækken og ophidselsen). Da<br />
pøbel hoben kom ind i det værelse, hvor jeg lå, blev sengen på gulvet smidt ovenpå<br />
den anden, så den fuldstændig dækkede mig, og her måtte jeg blive, indtil ophidselsen<br />
lagde sig. Da man kom i tanker om mig og fandt mig, antog man, at jeg var død, men
Side 95<br />
senere begivenheder har vist, at deres antagelser var forkerte, hvor velbegrundede de<br />
end var."<br />
På en eller anden måde blev Mary Smith, der stadigvæk måtte holde sengen, i løbet<br />
af februar eller marts 1839 ført ud af Missouri i slæde eller vogn og bragt til Quincy,<br />
Illinois, hvor nogle af de hellige midlertidigt havde slået sig ned. Her blev hun og barnet,<br />
indtil deres ægtemand og far den 22. april sluttede sig til dem efter sin flugt fra Missouris<br />
embedsmænd. Få uger senere flyttede Hyrum sin familie til Commerce, der senere fik<br />
navneforandring til Nauvoo, og her blev de indtil den store udvandring mod vest.<br />
Jeg har nogen kendskab til Joseph F. Smiths første år, der blev tilbragt i Nauvoo, da<br />
jeg var så heldig at være blandt deltagerne, da han besøgte denne forladte by i 1906.<br />
Han havde en levende hukommelse vedrørende mange interessante begivenheder.<br />
Han udpegede stedet på vejen for os, hvor han havde stået, da han så sin far og "onkel<br />
Joseph" ride bort til Carthage på den skæbnesvangre dag i juni 1844. "Dette er det<br />
nøjagtige sted," sagde han, "hvor jeg stod, da brødrene kom ridende på deres vej til<br />
Carhage. Uden at stige af hesten lænede far sig ud over sadlen og løftede mig op fra<br />
jorden. Han kyssede mig farvel og satte mig ned igen, og jeg så ham ride bort." Barnet<br />
så aldrig sin far igen, mens denne var i live. "Jeg husker den aften, hvor mordet fandt<br />
sted," forsatte han, "da en af brødrene kom fra Carthage og bankede på vort vindue<br />
efter mørkets frembrud og råbte til min mor: Søster Smith, din mand er blevet myrdet."'<br />
Han huskede moderens skrig, da hun fik det forfærdelige budskab, og hendes gråd og<br />
klage hele natten igennem.<br />
Da vi besøgte profeten Joseph Smiths gamle hjem, sagde præsidenten, mens vi<br />
stod i køkkenet: "I dette rum lå martyrernes lig i kisterne, efter at de var blevet ført fra<br />
Carthage og var blevet iklædt begravelsestøj. Jeg husker, at min mor løftede mig op,<br />
så jeg kunne betragte min fars og profetens ansigter for sidste gang."<br />
Da vi stod udenfor ved Mississippiflodens bred, udpegede præsident Smith for os,<br />
hvor han havde stået, mens han så de hellige forlade Nauvoo i begyndelsen af 1846.<br />
"Mange af dem gik over isen," sagde han, "for floden var til tider fuldstændig tilfrossen<br />
den vinter."<br />
Præsident Smith var kun et barn, da de tragiske begivenheder, der her er fortalt om,<br />
fandt sted, men de stod tydelige og klare i hans erindring næsten 60 år senere, da vi<br />
besøgte Nauvoo sammen med ham.<br />
Mary Smith blev i Nauvoo indtil sommeren 1846, da hun ved hjælp af sin<br />
åndsnærværelse og dygtighed havde skaffet sig et tilstrækkeligt antal forspand og<br />
vogne til at følge de hellige til Winter Quarters. Der slog hun sig ned ved Missouriflodens<br />
bredder, indtil hun var tilstrækkeligt forsynet til at påbegynde den lange rejse til<br />
bjergenes dale.<br />
Joseph F. Smith har efterladt en beretning om nogle af de oplevelser, han havde,<br />
mens han opholdt sig i Winter Quarters og omegnen. Det følgende er værd at gengive,<br />
da det giver os et udførligt billede af en episode i drengens liv, der viser hans elskede<br />
mors indflydelse på dannelsen af hans karakter.<br />
"I efteråret 1847 tog min mor og hendes bror, Joseph Fielding, en tur ned langs<br />
Missourifloden til St. Joseph, der lå ca. 80 km borte, med det formål at skaffe proviant<br />
og klæder til familien i den kommende vinter og til rejsen over sletterne næste forår.<br />
De tog 2 vogne, der hver havde 2 spand okser. Jeg var næsten 9 år gammel på dette<br />
tidspunkt og ledsagede min mor og onkel på rejsen som kusk. Vejret var elendigt,<br />
vejene var dårlige, og det regnede meget på rejsen, så turen var meget hård, besværlig<br />
og ubehagelig. I St. Joseph, Missouri købte vi købmandsvarer og manufakturvarer, og
Side 96<br />
i Savannah, Missouri fik vi mel, majs, bacon og anden proviant. På vejen tilbage til<br />
Winter Quarters slog vi en aften lejr på en åben slette ved Missourifloden ved siden<br />
af en lille bæk, der løb ud i floden omkring en km borte. Vi kunne tydelig se floden og<br />
hver eneste del af den lille åbne slette, hvor vi havde slået lejr ... På den anden side af<br />
bækken var der nogle mænd med en flok slagtekvæg, som de skulle drive til Savannah<br />
og St. Joseph i Missouri til marked.<br />
Vi spændte sædvanligvis vore okser fra ågene og lod dem gå frit omkring for at<br />
græsse, når vi slog lejr for natten, men da der var så stor en flok kvæg i nærheden<br />
denne gang, og vi frygtede for, at vore okser ville blande sig med dem og blive drevet<br />
bort sammen med dem, lod vi dem beholde ågene på, mens de græssede. Da vi den<br />
næste morgen kom for at kigge efter dem, kunne vi til vor store skuffelse ikke finde<br />
vort bedste spand okser. Onkel Fielding og jeg tilbragte næsten hele formiddagen med<br />
at lede efter dem, men uden held. Græsset var højt, og det var vådt af duggen om<br />
morgenen. Vi blev fuldstændig gennemblødte af at traske gennem græsset og skoven<br />
og hen over skrænterne, og vi var trætte, modløse og helt udmattede. Jeg var den<br />
første til at vende tilbage til vore vogne i denne ynkelige forfatning, og da jeg nærmede<br />
mig, så jeg min mor knæle ned i bøn. Jeg standsede et øjeblik og gik så forsigtigt nær<br />
nok til, at jeg kunne høre hende indtrængende bede Herren om ikke at efterlade os i<br />
denne hjælpeløse tilstand, men at hjælpe os til at finde det forsvundne spand okser, så<br />
vi kunne fortsætte vor rejse i sikkerhed. Da hun rejste sig fra sin knælende stilling, stod<br />
jeg lige i nærheden. Det første udtryk, jeg opfattede på hendes elskelige ansigt, var<br />
et kærligt smil, der, til trods for min modløshed, gav mig fornyet håb og en forsikring,<br />
som jeg ikke før havde følt. Et øjeblik senere kom onkel Fielding tilbage til lejren, våd<br />
af duggen, forkommen, træt og meget modløs. Hans første ord var: Mary, kvæget er<br />
borte.' Mor svarede med en stemme, der havde en munter klang: Skidt med det; din<br />
morgenmad har ventet i timevis, og mens du og Joseph spiser, vil jeg lige gå en tur<br />
ud og se, om jeg kan finde kvæget.' Min onkel slog ud med hænderne i forbavselse,<br />
og ingen af os kunne have været mere overrasket, selv hvis Missourifloden pludselig<br />
var begyndt at løbe i modsat retning. "Men Mary," udbrød han "hvad mener du? Vi har<br />
været alle vegne, overalt i skoven og gennem kvægflokken, og vore okser er væk - de<br />
er ikke til at finde. Jeg tror, de er blevet drevet bort, og det er nytteløst, at du begynder<br />
at lede efter dem." "Bryd dig ikke om mig," sagde mor, spis din morgenmad, mens jeg<br />
kigger mig omkring.' Derpå gik hun hen imod floden, fulgte den nedad og forsvandt<br />
udenfor hørevidde. Manden, der havde kommandoen over flokken af slagtekvæg, kom<br />
ridende på den anden side af bækken og råbte: Frue, jeg så Deres okser derovre i<br />
den retning i morges ved daggry,' idet han pegede i modsat retning af den, min mor<br />
gik i. Vi hørte tydeligt, hvad han sagde, men mor fortsatte uden at bryde sig om hans<br />
bemærkning, og hun drejede ikke engang hovedet for at se på ham. Et øjeblik efter red<br />
manden hurtigt hen mod sin flok, som var blevet samlet i åbningen i skovens udkant,<br />
og de var snart på vej hen ad vejen, der førte til Savannah og forsvandt hurtigt ud af<br />
synsvidde.<br />
Min mor fortsatte langs med den lille bæk, indtil hun næsten stod ved flodens bred,<br />
og derpå vinkede hun til os. (Jeg holdt hele tiden øje med hende og var fast besluttet<br />
på ikke at tabe hende af syne.) Vi rejste os straks fra den kiste, hvorpå morgenmaden<br />
var blevet stillet, og gik hen imod hende, og ligesom Johannes, der løb hurtigere end<br />
den anden discipel og kom først til graven, løb jeg hurtigere end min onkel og kom først<br />
til det sted, hvor min mor stod. Der så jeg vore okser bundet til en klynge piletræer,<br />
der voksede i bunden af en dyb kløft, som var opstået ved, at et stykke af flodens<br />
sandede bred var blevet skyllet bort af den lille bæk, og kløften var fuldstændig skjult for
Side 97<br />
omverdenen. Det tog os ikke lang tid at befri dem fra fangenskabet og komme tilbage til<br />
lejren, hvor de andre kreaturer havde været bundet til vognhjulene hele formiddagen,<br />
og snart var vi glade på vej hjemad. Denne begivenhed var en af de første praktiske og<br />
positive demonstrationer af bønnens kraft, som jeg nogensinde havde været vidne til.<br />
Den gjorde et uudsletteligt indtryk på mit sind og har været en kilde til trøst, sikkerhed<br />
og vejledning for mig hele livet igennem."<br />
I foråret 1848 gjorde de fleste af de hellige i Winter Quarters forberedelser til at<br />
påbegynde den lange rejse over sletterne til det nye indsamlingssted i bjergenes dale.<br />
Hyrum Smiths enke var iblandt dem, og selv om hun havde gjort alt, hvad hun kunne<br />
for at skaffe sig det rette udstyr med sine begrænsede midler, var hun dårligt forberedt,<br />
da tiden for den vanskelige rejse var inde. Det var lykkedes hende at få fat i 7 gamle<br />
vogne, hvorpå hun læssede sit indbo og sine forsyninger tillige med sin søsters, fru<br />
Thompson, og de andres, der udgjorde hendes selskab, men tilsammen havde de<br />
ikke et tilstrækkeligt antal kreaturer til at trække vognene. De bandt imidlertid 2 vogne<br />
sammen og spændte køerne og kalvene og de okser, de havde, i åg, og uforknytte og<br />
fulde af tro påbegyndte de rejsen. Den tapre lille Joseph F. var der også. Han var 9 år<br />
gammel og udførte nu en mands arbejde; han kørte sine 4 okser spændt for en eller to<br />
vogne og var altid ivrig og villig til at hjælpe på enhver tænkelig måde.,<br />
Joseph F. Smith glemte aldrig begivenhederne på rejsen over sletterne. Gruppens<br />
leder var meget uvenlig imod hans mor under hele rejsen. "En af grundene til, at han<br />
havde et horn i siden på min mor," fortæller præsident Smith, "var, at hun ikke ville lade<br />
mig stå vagt om natten og udføre alle en mands pligter. Men jeg udførte trofast mange<br />
pligter, som skulle have været forbeholdt dem, der havde en mere moden alder. Jeg<br />
spændte for og fra og kørte mine forspand, og jeg tog min tørn som dagvagt sammen<br />
med mændene."<br />
Et sted på rejsen, "da selskabet langsomt bevægede sig gennem det varme sand og<br />
støv i omegnen af Sweetwaterfloden, mens solen brændte usædvanlig stærkt, lagde<br />
en af enkefru Smiths bedste okser sig ned i åget, rullede om på siden og strakte benene<br />
stift og krampagtigt ud fra sig, utvivlsomt i dødskamp. Den almindelige mening var, at<br />
den var blevet forgiftet. Alle de bageste vogne standsede selvfølgelig, og folk kom hen<br />
for at finde ud af, hvad der var i vejen. I løbet af kort tid kom lederen, der var forrest i<br />
gruppen og havde bemærket, at noget var galt, tilbage til stedet. Sandsynligvis troede<br />
ingen et øjeblik, at oksen ville komme sig, og lederens første ord, da han så den, var:<br />
Den er død; det er nytteløst at arbejde med den; vi må se at finde en udvej, så vi kan<br />
tage enken med os; jeg sagde til hende, at hun ville blive en byrde for gruppen.'<br />
I mellemtiden havde enkefru Smith ledt efter en flaske indviet olie i en af vognene,<br />
og nu kom hun frem med den og bad sin broder Joseph Fielding og andre af brødrene<br />
om at salve oksen i den tro, at Herren ville oprejse den. Det gjorde de, idet de hældte<br />
noget af olien på dens hoved mellem hornene og bag dem; så lagde alle hænderne på<br />
den, og en af mændene bad og administrerede ordinansen, som de ville have gjort til<br />
et menneske, der var syg. I løbet af et øjeblik fik oksen hold på sine ben, og ved det<br />
første ord rejste den sig op og travede af sted så godt, som den altid havde gjort." Det<br />
var uden tvivl enkefru Smiths tro og beslutsomhed samt Guds velsignelser, der bragte<br />
hende og hendes selskab sikkert til Saltsødalen, hvortil de ankom den 23. september<br />
1848. Hendes første opgave var nu at finde en måde, hvorpå hun kunne underholde<br />
sin familie. Hun slog sig ned ved Mill Creek syd for Salt Lake City, og i løbet af 2 år<br />
havde hun fået bygget et behageligt hjem og skaffet sig noget værdifuldt landbrugsjord.<br />
Men enkefru Smith skulle ikke længe overleve pionerlivets hårdhed og prøvelser. Hun
Side 98<br />
blev syg i sommeren 1852, og den 21. september døde hun fredeligt, omgivet af familie<br />
og venner.<br />
II<br />
Joseph F. Smith var nu forældreløs få måneder før sin 14-års fødselsdag. Verden lå<br />
foran ham; hvad ville han gøre, og hvilken vej ville han tage? Hans mor havde været<br />
alt for ham, og af hende havde han lært værdifulde lektier; han ville huske, hvad hun<br />
havde lært ham; han ville ikke skuffe hende. Han ville stræbe efter at blive en af kirkens<br />
stærke mænd og videreføre både sin mors og sin fars gode navn.<br />
Men drengen havde nogle tilbøjeligheder at overvinde. Han havde et iltert sind og<br />
var ikke bange for at bruge næverne, hvis han blev tilstrækkeligt provokeret. Han<br />
fortalte engang min far, Charles W. Nibley, om en begivenhed, der fandt sted kort<br />
efter hans mors død, og hvori han havde et sammenstød med sin skolelærer. "Min<br />
lillesøster Martha," fortalte han, "blev kaldt op for at blive straffet. Jeg så skolelæreren<br />
tage læderemmen frem, og han bad barnet om at række hånden frem. Jeg råbte høj:<br />
Lad være med at slå hende med den!' og ved disse ord kom han hen imod mig og<br />
skulle til at slå mig, men i stedet for gav jeg ham et ordentligt slag." Så vidt jeg kan finde<br />
ud af det, gjorde denne episode ende på Joseph F. Smiths formelle skoleuddannelse.<br />
Hvad skulle der nu ske? Måske tog "onkel" George A. Smith(1), en af de tolv apostle,<br />
der havde fattet en stærk hengivenhed for drengen, sagen om hans fremtid i sine<br />
hænder. I hvert fald blev hans navn læst op blandt missionærerne i aprilkonferencen<br />
1854, 4 måneder efter hans 15-års fødselsdag, og han blev kaldet til at forkynde<br />
evangeliet for de indfødte på Hawaiiøerne.<br />
(1) (1817-1875) født i New York som son af John Smith og Clarissa Lyman.<br />
Det var usædvanligt, at en så ung person blev betroet denne vigtige kaldelse, og dog<br />
havde hans liv formet sig således, at han i nogen tid havde udført en mands arbejde.<br />
Han var høj og stærk af bygning, ikke bange for noget og i stand til at tage vare på<br />
sig selv i enhver situation. Han havde udviklet sig forud for sin alder. Han havde en<br />
fuldstændig og uforbeholden tro på sine forældres religion. <strong>Kirkens</strong> autoriteter var helt<br />
overbeviste om, at de her havde en dreng, som de kunne være sikre på, ville gøre<br />
sin pligt.<br />
Så da gruppen af missionærer under Parley P. Pratts ledelse forlod Salt Lake<br />
City for med okseforspand og vogne at tage til Stillehavskysten den 27. maj 1854<br />
ad den sydlige rute til San Bernardino, Californien, var Joseph F. Smith iblandt dem.<br />
Optegnelserne fortæller os, at han var den yngste i gruppen.<br />
Da jeg må fatte mig i korthed, er jeg nødt til at udelade detaljerne ved hans rejse<br />
til øerne; hvorledes han ved ankomsten til San Bernardino var tvunget til at arbejde i<br />
bjergene "og lave træspåner til en mand ved navn Moses" for at tjene penge til billetten,<br />
så han kunne fortsætte sin rejse til San Francisco; hvorledes han i San Francisco igen<br />
var uden midler og gik til de nærliggende høstmarker og arbejdede "for at skaffe penge<br />
til tøj" og til køb af billet til rejsen til øerne. Endelig var alt parat, og den 8. september<br />
1854 gik 9 missionærer om bord i skibet Vaquero i San Francisco havn med kurs mod<br />
Hawaiiøerne.<br />
Ældsterne forsøgte at få dæksplads (det billigste, man kunne få), men da det ikke<br />
var til at få på dette skib, "måtte der arrangeres særligt logi for dem sammen med<br />
besætningen". Efter en stormfuld rejse, der varede i 19 dage, sejlede Vaquero ind<br />
i Honolulu havn den 27. september. Det var nøjagtig 4 måneder siden, brødrene
Side 99<br />
havde forladt Salt Lake City. Da missionærerne nærmede sig havnen, kom mange<br />
af de indfødte ud for at møde skibet, nogle i deres kanoer og andre svømmende.<br />
Joseph F. lyttede til deres samtale, mens de råbte til hinanden og til dem på skibet,<br />
og han spekulerede på, hvordan i alverden det nogensinde ville blive muligt at forstå<br />
de indfødtes sprog.<br />
Efter et par dages forløb blev Joseph F. Smith udpeget til at arbejde på øen Maui,<br />
og derfra skrev han den 20. oktober et langt brev til sin fars fætter, George A. Smith, i<br />
Salt Lake City. Jeg ville gerne citere hele dette dejlige brev, men kan ikke gøre det på<br />
grund af begrænset plads, men jeg vil citere 2-3 afsnit for at vise, hvilken karakterstyrke<br />
og stærk tro denne unge mand havde udviklet - og han var endnu ikke fyldt 16 år.<br />
"Jeg er taknemmelig for dit råd," skriver han, "for jeg ved, det er godt, og jeg ved,<br />
at det værk, jeg er optaget af, er den levende og sande Guds værk, og jeg er parat<br />
til at bære mit vidnesbyrd om dette når som helst og hvor som helst, eller i hvilken<br />
situation jeg end måtte befinde mig; og jeg håber og beder til, at jeg altid trofast må<br />
tjene Herren, min Gud.<br />
Jeg er glad for at kunne sige, at jeg er parat til at gå gennem tykt og tyndt for den<br />
sag, jeg er optaget af, og jeg håber oprigtigt og beder til, at jeg må forblive trofast til<br />
enden. Således føler jeg, og jeg har lyst til at velsigne bjergenes dale og næsten alt,<br />
hvad de indeholder, hele dagen lang ...<br />
Hils hele familien; hils George og hans søster, også fætter Elias og hans familie og<br />
kusine Jane og drengene; og bed dem om at huske mig i deres bønner, så jeg kan<br />
forblive trofast og fuldføre min kaldelse med ære, både for min egen skyld og for den<br />
sag, jeg er optaget af. Jeg ville hellere dø på denne mission end bringe skam over mig<br />
selv eller min kaldelse. Dette er mit hjertes følelser. Det er min bøn, at vi må forblive<br />
trofaste til enden og til sidst blive kronet i Guds rige sammen med dem, der er gået<br />
forud for os."<br />
En dreng, der kunne skrive et sådant brev, var meget lovende. Han forblev trofast<br />
og havde fremgang på sin mission - ligesom han forblev trofast og havde fremgang<br />
hele livet igennem. Han forblev på Hawaiiøerne i lidt over 3 år og fik ry for at være en<br />
flittig og trofast missionær, hvilket bragte ham selv ære og tilfredshed.<br />
Rejsen hjemad lignede den på turen udad; til San Francisco med skib, derpå ned<br />
langs Californiens kyst til San Bernardino, og til sidst over de øde strækninger til Salt<br />
Lake City. Han ankom sikkert og godt til sit hjem den 24. februar 1858. Han var nu 19<br />
år og 3 måneder.<br />
III<br />
Ved sin ankomst opdagede Joseph F., at kirkens ledere og de fleste af de hellige<br />
var meget bekymrede pga. Johnstons hærs frembrud, der på det tidspunkt var blevet<br />
standset ved Fort Bridger, Wyoming. "Dagen efter min hjemkomst," fortæller han,<br />
"aflagde jeg rapport til præsident Young og meldte mig straks til hæren for at være<br />
med til at forsvare os imod en fjendtligsindet og truende hærs indtrængen. Fra<br />
dette tidspunkt og indtil fredserklæringen og præsident Buchanans(1) undskyldning,<br />
for påståede forbrydelser begået af de hellige, kom, var jeg konstant i sadlen for<br />
at gennemsøge og udforske landet mellem Salt Lake City og Fort Bridger, under<br />
kommando af oberst Thomas Callister med flere. Jeg havde patruljetjeneste sammen<br />
med en gruppe mænd under Orrin P. Rockwell, da kommissærerne Powell og<br />
McCollugh kom os i møde i nærheden af Weberfloden med præsidentens erklæring.
Side 100<br />
Siden var jeg på særlig tjeneste i den mennesketomme Salt Lake City, indtil hæren<br />
havde passeret gennem byen og var draget videre til Camp Floyd(2). Derefter hjalp<br />
jeg mine slægtninge med at komme tilbage til deres hjem, hvorfra de var flygtet mod<br />
syd nogen tid i forvejen."<br />
(1) USA's præsident fra 1857-1861.<br />
(2) Navnet på en lejr, der blev oprettet i Cedar Valley, Utah af Johnstons hær.<br />
Den 5. april 1859 blev Joseph F. gift med Levira A. Smith fra Salt Lake City. Det var<br />
nu hans mening at opbygge et hjem og samle tilstrækkelige midler til at tage vare på<br />
sig selv og sin familie. Men igen bad kirken ham om at tjene. Ved den årlige konference<br />
i april 1860 var hans navn blandt dem, der blev læst op for forsamlingen, og som blev<br />
anmodet om at tage på mission. Denne gang blev han kaldet til at virke i England. Efter<br />
aprilkonferencen meldte han sig parat til tjeneste, og kort efter begyndte den trættende<br />
rejse østpå over sletterne, "idet man kørte et firspand af muldyr" for at skaffe penge til<br />
transport og kost. Efter 2 1/2 måneds forløb nåede han til New York City, og den 14.<br />
juli sejlede han af sted mod Liverpool om bord på damperen Edinburgh. Efter en rejse<br />
uden særlige oplevelser ankom han til England.<br />
Hovedparten af Joseph F.'s tid i England tilbragte han på egnen ved Sheffield, hvor<br />
han blev kaldet til at præsidere. Det var uden tvivl på denne mission, han udviklede de<br />
smukke talegaver, som han i allerhøjeste grad var i besiddelse af. Af alle de mænd,<br />
jeg nogensinde har hørt tale, tror jeg, han var den mest veltalende og gribende. Hans<br />
stemme var venlig og tiltalende; han kunne tale med den yderste venlighed og mildhed;<br />
men når han blev oprørt eller vred, var hans irettesættelse af synderen frygtelig. Af<br />
alle evangeliets forkyndere tænker jeg altid på Joseph F. Smith som den største, jeg<br />
nogensinde har hørt.<br />
En episode, der fandt sted, mens Joseph F. var på denne engelske mission, vil<br />
sikkert være af interesse for læseren. En bestemt søndag i Sheffield kom et af grenens<br />
medlemmer - broder William Fowler, der var ansat som polerer og sliber i et knivsmederi<br />
- med en sang, som han havde forfattet, og bad om, at koret måtte lære at synge<br />
den. Den første linie af sangen lød således: "Hav tak for profeten, du sendte." Denne<br />
smukke sang er nu en af de bedst kendte og mest benyttede af de sange, der synges<br />
af de sidste dages hellige. (Se nr. 184 i den blå sangbog)<br />
Kort efter Joseph F.'s ankomst til England sendte præsident Brigham Young ældste<br />
George Q. Cannon til at præsidere over den europæiske mission. Dette gav de to<br />
mænd mulighed for ofte at være sammen, og der udvikledes et nært venskab imellem<br />
dem. Senere i livet virkede de sammen som rådgivere for 3 af kirkens præsidenter.<br />
Før Joseph F. vendte hjem, fik han mulighed for at besøge adskillige af Europas<br />
lande. Han rejste rundt til kirkens grene i Danmark sammen med præsident George Q.<br />
Cannon og var senere i stand til at besøge Paris og andre byer i Frankrig. Således blev<br />
hans horisont udvidet gennem de fordele, kirken skænkede ham. Han havde krydset<br />
2 have og forkyndt evangeliet i mange lande, før han fyldte 33 år.<br />
Da Joseph F. var blevet afløst fra sin anden mission, sejlede han fra Liverpool den<br />
24. juni 1863 og nåede hjem i september efter at have fuldført sin 3. rejse over sletterne.<br />
Da Joseph F. igen var tilbage i Salt Lake City sammen med sine kære og venner,<br />
tænkte han atter: "Nu er tiden kommet, hvor jeg kan falde til ro for en stund og tage mig<br />
af mine egne." Men endnu engang rakte præsident Brigham Young ud efter den unge<br />
mand og bad ham om at give yderligere tjeneste til kirken. Det ser ud til, at en ældste ved<br />
navn Gibson havde forårsaget betydelige vanskeligheder blandt de hellige på Hawaii,
Side 101<br />
og præsident Young fandt det nødvendigt at sende 2 af De Tolv, Ezra T. Benson og<br />
Lorenzo Snow, af sted for at udjævne besværlighederne. Da disse brødre ikke kunne<br />
tale sproget, bad man Joseph F. Smith og 2 andre ældster, der havde arbejdet på<br />
øerne, om at ledsage dem. Den 1. marts 1864 forlod de Salt Lake City, og Joseph F.<br />
begav sig nu ud på sin 3. mission - før han var fyldt 26 år. Herren beredte ham bestemt<br />
til det store ansvar, der en dag ville blive hans, når han skulle præsidere over kirken.<br />
Denne anden mission til øerne blev trofast udført, og i december 1864 vendte Joseph<br />
F. tilbage til Salt Lake City efter at have udført de opgaver, der var blevet pålagt ham.<br />
For en tid efter sin tilbagevenden fandt han beskæftigelse på kirkens historikers<br />
kontor og var assistent til George A. Smith. Den 1. juli 1866, mens han stadigvæk<br />
arbejdede i denne stilling, blev han bedt om at deltage i et møde sammen med adskillige<br />
af apostlene samt præsident Young i "værelset oven over historikerens kontor". Ved<br />
mødets slutning "vendte præsident Young sig mod brødrene og sagde: Vent et øjeblik;<br />
skal jeg gøre, som jeg føler mig tilskyndet til? Jeg føler mig altid godt tilpas, når jeg gør,<br />
hvad Ånden leder mig til. Det ligger mig på sinde at ordinere broder Joseph F. Smith<br />
til apostel og til at være en af mine rådgivere."' De tilstedeværende brødre godkendte<br />
præsident Youngs ønskede handling, og derefter blev Joseph F. Smith ordineret til<br />
denne høje og hellige kaldelse af præsidenten. Da der ikke var nogen ledig stilling i<br />
kvorummet på daværende tidspunkt, blev det ikke bekendtgjort før den 8. april 1867,<br />
hvor hans navn blev forelagt forsamlingen, og han blev opretholdt som medlem af De<br />
tolv apostles Kvorum som efterfølger for Amasa M. Lyman. Enkens søn, hyrdedrengen<br />
fra sletterne, den unge missionær, var nu gennem sin tro og sin loyalitet, sine evner og<br />
sin hengivenhed blevet anerkendt og havde indtaget sin plads i kirkens ledende kvorum<br />
ved siden af Det øverste Præsidentskab. Fra denne tid blev han en af kirkens stærke<br />
mænd, en, der hjalp med at lede dens skæbne gennem de vanskelige år forude.<br />
IV<br />
Det var i samme år 1867, at min far, Charles W. Nibley, først lærte Joseph F. Smith at<br />
kende. Han fortæller selv følgende om det:<br />
"Den første gang, jeg nogensinde husker at have set Joseph F. Smith, var i den<br />
lille landsby Wellsville, Utah, i året 1867. Han var 28 år gammel og var for nylig blevet<br />
valgt som en af De tolv Apostle. Præsident Young og hans ledsagere rejste rundt i de<br />
nordlige kolonier, og den nye apostel, Joseph F. Smith, var iblandt dem. Jeg hørte ham<br />
tale i det gamle mødehus i Wellsville, og jeg lagde på dette tidspunkt mærke til, hvilket<br />
fint eksemplar af en ung mand han var - stærk, myndig og med en smuk stemme, så<br />
fuld af medfølelse og kærlighed, med en så tiltrækkende klang, at det gjorde indtryk på<br />
mig, selv om jeg blot var en ung mand på 18 år. Han var en flot mand."<br />
Fra tidspunktet for Joseph F. Smiths tilbagevenden fra sin anden mission til øerne i<br />
1864 og indtil februar 1874 - en periode på 10 år - fik han lov til at blive hjemme, bortset<br />
fra sine besøg i de forskellige stave. Foruden at tjene til livets ophold og passe sine<br />
kirkelige pligter virkede han i disse år som medlem af territoriets lovgivende forsamling.<br />
Ved oktoberkonferencen i 1873 blev Joseph F. Smith kaldet af Det øverste<br />
Præsidentskab til at præsidere over den europæiske mission. Han gik straks i gang<br />
med forberedelserne til at påtage sig denne vigtige stilling, og den 28. februar 1874<br />
sejlede han til England, hvortil han ankom den 21. marts. Han havde nu påbegyndt<br />
sin 4. mission.<br />
I årene 1874 og 1875 besøgte præsident Smith kirkens grene i England og Skotland.<br />
Han rejste også rundt i Frankrig, Schweiz, Tyskland og de skandinaviske lande. I
Side 102<br />
efteråret 1875 blev han afløst, så han kunne vende hjem efter George A. Smiths død,<br />
rådgiver til præsident Brigham Young.<br />
I 1876 blev præsident Smith kaldet til at præsidere over kolonierne i Davis amt, Utah.<br />
I april 1877 deltog han i indvielsen af St. George templet og kirkens årlige konference,<br />
der blev afholdt samtidig. På konferencens anden dag, den 7. april, blev han igen kaldet<br />
af præsident Young til at tage ledelsen over den europæiske mission. Præsident Young<br />
fortalte ham, at det denne gang ville blive "en lang mission", men forsynet ville det<br />
anderledes. Den 29. august 1877 døde præsident Young, og De tolv apostles Råd<br />
sendte besked til præsident Smith om at vende hjem "så hurtigt som muligt".<br />
Efter sin ankomst til Salt Lake City konfererede præsident Smith dagligt med<br />
brødrene. De Tolv, som et kvorum, var nu kirkens ledende mænd med John Taylor<br />
som præsident.<br />
I efteråret 1878 blev Joseph F. Smith og Orson Pratt sendt på en mission til de<br />
østlige stater "for at samle optegnelser og data vedrørende kirkens historie i den første<br />
tid". Disse brødre ankom til Independence, Missouri den 6. september, og samme dag<br />
besøgte de tempelgrunden. Samme aften fortsatte de til Richmond, Missouri, og den<br />
følgende dag besøgte de David Whitmer, det sidste vidne til Mormons Bog, der stadig<br />
var i live. Præsident Smith har efterladt en udmærket beretning om dette besøg; den er<br />
for lang til at gengive her, men jeg vil benytte lejligheden til at citere et afsnit. Da Orson<br />
Pratt spurgte David Whitmer: "Husker du, hvornår du så pladerne?" svarede han: "Det<br />
var i juni 1829, allersidst på måneden, og jeg tror, de 8 vidner så dem den næste dag.<br />
Joseph viste dem (de 8 vidner) selv pladerne. Vi så ikke blot pladerne til Mormons Bog,<br />
men også messingpladerne ... Sagen er den, at det var som om Joseph, Oliver og jeg<br />
sad lige her på en træstamme, da vi blev overskygget af et lys. Det var ikke som solens<br />
lys eller ildens lys, men herligere og smukkere. Det strakte sig et stykke rundt om os,<br />
jeg ved ikke hvor langt, men midt i lyset lige foran os, omkring så langt væk, som han<br />
sidder (pegede på John C. Whitmer, der sad 1/2-1 m fra ham), viste der sig et bord,<br />
hvorpå der lå mange optegnelser foruden Mormons Bogs plader; Labans sværd var<br />
der også, samt vejviseren (den kugle, Lehi havde) og udtyderne. Jeg så dem lige så<br />
tydeligt, som jeg ser denne seng (strejfede med hånden sengen, der stod ved siden af<br />
ham), og jeg hørte Herrens røst så klart, som jeg har hørt noget i mit liv, erklære, at de<br />
(pladerne) var oversat ved Guds gave og kraft."<br />
Det er heldigt; at dette interview, et af de sidste som David Whitmer gav, blev bevaret<br />
af Joseph F. Smith.<br />
Mens brødrene var på denne rejse østpå, besøgte de Cumorah højen i New York,<br />
Kirtland templet i Ohio, Far West i Missouri og andre steder af interesse. De vendte<br />
tilbage til Salt Lake City den 28. september.<br />
I mere end 3 år efter præsident Brigham Youngs død blev kirken ledet og styret af<br />
De tolv apostles Kvorum. Søndag den 10. oktober 1880 blev det bekendtgjort for de<br />
hellige, at Det øverste Præsidentskab var blevet reorganiseret med John Taylor som<br />
præsident for kirken og George Q. Cannon og Joseph F. Smith som rådgivere. Dette<br />
var bestemt en stor ære for disse 3 brødre. Det er værd at lægge mærke til, at både<br />
George Q. Cannon og Joseph F. Smith havde mistet deres forældre i barndommen. De<br />
havde arbejdet sig opad alene; og dog var de ikke alene, for de havde været ydmyge<br />
og afhængige af Ham, der ikke lader sine trofaste børn i stikken.<br />
Ved præsident Taylors forvaltnings komme påbegyndte regeringen en bitter og<br />
ubarmhjertig kampagne imod udøvelsen af polygami. Edmunds lov, der blev vedtaget<br />
af Kongressen i 1882, var yderst drastisk. Det blev forbudt Utahs indbyggere at have
Side 103<br />
selvstyre. og de sidste deres hellige. der praktiserede flerkoneri, blev nægtet retten<br />
til at stemme. Da præsident Joseph F. Smith havde være lydig overfor dette princip,<br />
og da han var en af kirkens ledere, blev han øjeblikkelig eftersøgt af regeringens<br />
embedsmænd. I oktober 1884 fik han besked om, at to udsendinge havde fået til<br />
opgave at indstævne ham for anklagejuryen. Det var derfor nødvendigt for ham at "gå<br />
under jorden", og de næste 7 år søgte regeringens embedsmænd efter ham - men<br />
fandt ham ikke. I efteråret 1884 og vinteren 1884-1885 tilbragte han megen tid med<br />
at besøge de helliges kolonier i det sydlige Utah, Colorado, Arizona, New Mexico og<br />
Californien. I januar 1885 tog han sammen med sin hustru Julina og lille datter af sted<br />
til Hawaiiøerne, hvor han havde tilsyn med missionens arbejde indtil juli 1887, da han<br />
blev bedt om at vende hjem, fordi præsident John Taylor var alvorligt syg. Han ankom<br />
til Kaysville, Utah den 18. juli og fik lov til at være sammen med præsident Taylor flere<br />
dage før dennes død, der fandt sted den 25. juli.<br />
De tolv apostles Råd påtog sig igen ledelsen af kirken med præsident Wilford<br />
Woodruff i spidsen. Først den 5. april 1889 blev Det øverste Præsidentskab igen<br />
reorganiseret. På dette tidspunkt valgte præsident Woodruff George Q. Cannon og<br />
Joseph F. Smith som sine rådgivere. Præsident Smith var stadigvæk tvunget til at<br />
forblive "under jorden", selv om kirken havde givet afkald på lærenem polygami, hvilket<br />
blev fremsat i manifestet, udstedt af præsident Woodruff i oktober 1890. Det var<br />
imidlertid ikke før september 1891, at De forenede Staters præsident gav amnesti til<br />
Joseph F. Smith, så denne igen havde sin fulde frihed. Søndag den 17. september talte<br />
han for første gang i 7 år til de hellige i Salt Lake Tabernaklet. "Det er en mindeværdig<br />
dag for mig," sagde han, "og ord kan ikke udtrykke min taknemmelighed til Gud."<br />
Hovedbegivenheden i de følgende år af præsident Woodruffs forvaltning var<br />
indvielsen af Salt Lake templet den 6. april 1893. Det havde taget de hellige 40 år at<br />
bygge denne smukke og imponerende bygning. Som dreng havde Joseph F. Smith<br />
været vidne til, at hjørnestenene blev lagt, og nu da bygningen var færdig, var han til<br />
stede som medlem af Det øverste Præsidentskab.<br />
Den 2. september 1898 døde præsident Wilford Woodruff i San Francisco, hvortil<br />
han var taget for at forsøge at genvinde sit helbred. Igen var kirkens øverste<br />
Præsidentskab opløst, og ansvaret for at lede medlemmerne tilfaldt De tolv apostles<br />
Kvorum med Lorenzo Snow i spidsen. Ved et møde for De Tolv den 13. september<br />
blev Lorenzo Snow opretholdt som præsident for kirken, og som sine rådgivere valgte<br />
han de samme mænd, der havde virket sammen med de to foregående præsidenter,<br />
nemlig George Q. Cannon og Joseph F. Smith. Præsident Snow var 84 år gammel,<br />
da han blev præsident for kirken. Han levede kun i 3 år til at udføre pligterne i dette<br />
vigtige embede. Ved hans død den 10. oktober 1901 blev Joseph F. Smith præsident.<br />
Denne vigtige handling blev foretaget ved at møde for De tolv Apostle, der blev afholdt<br />
den 17. oktober.<br />
V<br />
Da Joseph F. Smith blev opretholdt som præsident for kirken, var der mindre end en<br />
måned, til han fyldte 63 år. Han havde et godt helbred og var sund på sjæl og legeme;<br />
det var en mand, der gennem oplæring. og erfaring var kvalificeret til denne høje stilling.<br />
Han var den første af kirkens præsidenter, der var født af sidste dages hellige forældre,<br />
der havde undervist ham i evangeliets lærdomme, og fra dem havde han arvet et stærk<br />
og naturligt ønske om at være til gavn for Guds værk og at videreføre det gode navn,<br />
som de havde velsignet ham med.
Side 104<br />
Joseph F. Smith forvaltning som præsident for kirken var år med fremgang og<br />
udvikling. Så tidligt som i 1906 var kirken fuldstændig renset for gæld, og pga. hans<br />
og hans efterfølgeres gode ledelse er den blevet holdt fri af økonomiske forpligtelser<br />
siden den tid. Hvor ofte under præsident Smiths forvaltning hørte de hellige ikke hans<br />
råd lyde: "Kom ud af gæld, og bliv ude af gæld; pantsæt aldrig jeres hjem eller jeres<br />
gårde." Hele livet igennem efterlevede han selv princippet med at "betale for tingene,<br />
når du køber dem".<br />
Der blev opført mange prægtige bygningsværker under præsident Smiths<br />
forvaltning. Imellem dem er der bl.a. Biskoppens bygning, Hotel Utah, kirkens<br />
kontorbygning og kirkens hospital, som alle ligger i Salt Lake City; endvidere Alberta<br />
templet i Canada samt Hawaii templet. Ingen præsident siden Brigham Young havde<br />
ledet et mere driftigt byggeprogram.<br />
Præsident Smith havde en levende interesse for kirkens gamle historiske milepæle.<br />
Mens han var præsident, sanktionerede han købet af profeten Joseph Smiths fødested<br />
i Sharon, Vermont, Carthage fængslet i Illinois og familien Smiths gård i Palmyra, New<br />
York. Man købte også en del af den originale tempelgrund i Independence, Missouri.<br />
En af de historiske begivenheder i præsident Smiths forvaltning var opførelsen og<br />
indvielsen af mindesmærket for Joseph Smith i Sharon, Vermont, hvilket fandt sted<br />
den 23. december 1905 - 100-års dagen for profetens fødsel. Præsident Smith, hans<br />
rådgiver Anthon H. Lund og et antal general autoriteter og venner rejste til Vermont<br />
for at deltage i denne højtidelighed. Indvielsesceremonien fandt sted kl. 11 på denne<br />
historiske dag, og præsident Smith opsendte bønnen. Da den åbenbarer nogle af hans<br />
hjertes dybe følelser, vil jeg gengive nogle få afsnit af denne bøn: "Vor Fader, som er i<br />
himlen! Helliget være dit hellige navn. Vi, dine tjenere og tjenerinder, der repræsenterer<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, er samlet her for at indvie dette mindesmærke<br />
til minde om din tjener, Joseph Smith, det 19. århundredes store profet og seer, der<br />
blev født til denne verden i nærheden af denne plet den 23. december 1805 - for 100<br />
år siden. Det var gennem ham, vi modtog det evige evangelium, der blev åbenbaret til<br />
ham af den evige Fader gennem Sønnen Jesus Kristus.<br />
Med hjertet fuld af taknemmelighed til dig for dit evangeliums lys, det hellige<br />
præstedømmes myndighed og ordinanserne til frelse for levende og døde, åbenbaret<br />
gennem din tjener Joseph Smith, i kærlig erindring om ham og taknemmelige for det<br />
privilegium at være til stede ved denne lejlighed, indvier vi den jord til dig, hvorpå<br />
dette mindesmærke står, at den må være hellig. Vi indvier grundvolden, der er et<br />
billede på den grundvold af apostle og profeter, du har lagt, med din Søn Jesus<br />
Kristus som hovedhjørnesten. Vi indvier soklen som et typisk eksempel på den klippe<br />
af åbenbaring, hvorpå din kirke er bygget. Vi indvier sokkelfladen med sin indskrift<br />
som hensigtsmæssig for hele mindesmærket. Vi indvier dækstenen som et tegn på<br />
den herlige krone, din tjener Joseph har sikret sig ved sin trofasthed overfor din sag,<br />
og den lignende belønning, der vil pryde hovedet på hver eneste af hans trofaste<br />
tilhængere. Vi indvier toppen som et symbol på den inspirerede Guds mand, du gjorde<br />
til en sleben pil i din hånd, en mand, der genspejler himlens lys, nemlig dit herlige<br />
lys, til menneskebørnene. Vi indvier hele mindesmærket som værende et tegn på<br />
fuldendelsen af menneskehedens forløsning . . ."<br />
Efter indvielseshøjtideligheden samledes præsident Smith og hans selskab i den<br />
hytte, der var blevet opført omkring det Smithske hjems arnested. Her overrakte Anthon<br />
H. Lund præsident Smith en urkæde og -kapsel "på Utah-gruppens vegne". Her følger<br />
noget af præsident Smiths svar: "Jeg ved næppe, om jeg vover at sige noget. Det ville
Side 105<br />
ikke være rigtigt af nogen i mit sted at sige mindre end, at langt mere end al den rigdom<br />
og ære, verden kan skænke, påskønner jeg mine venners kærlighed og tillid - at vide,<br />
at jeg er lidt værd, at jeg i det mindste i ringe grad er værdig til at eje gode mænds<br />
og kvinders tillid og kærlighed. Selvfølgelig har mit hjerte været fuldt hele dagen. I går<br />
da vi besøgte min fars og nogle af hans søskendes fødested, og jeg beskuede dette<br />
barske land fyldt med bakker og slugter, kom den tanke til mig, at her i dette land<br />
blev min slægt født, at vi måske krydser de samme veje og slugter og muligvis spiser<br />
frugterne fra de samme træer, som vore forfædre spiste af 2-3 generationer tilbage,<br />
også tanken om at indvie dette mindesmærke- (her blev præsidenten stærk bevæget,<br />
han stemme skælvede af bevægelse, og hans øjne fyldtes med tårer, men med en<br />
kraftanstrengelse fik han herredømmet over sig selv og fortsatte) - Mit hjerte er som<br />
et barns. Det bliver nemt bevæget, især af kærlighed. Jeg kan meget lettere græde<br />
af glæde end af sorg. Jeg formoder, at det måske i nogen udstrækning skyldes den<br />
kendsgerning, at alle mine første minder var smertelige og sørgelige. Forfølgelserne<br />
af profeten og medlemmerne i Missouri og i Illinois, profetens og min fars endelige<br />
martyrdød, de helliges fordrivelse fra Nauvoo, enkernes og de forældreløses uddrivelse<br />
af deres hjem, rejsen over sletterne de genvordigheder vi kom ud for, da vi koloniserede<br />
Saltsødalen og forsøgte at opbygge et hjem der, mine oplevelser på sletterne, når jeg<br />
stod vagt, vogtede kvæg og tog op i de snævre dale; og så i en alder af 15 år at blive<br />
sendt på mission til Hawaiiøerne, så langt borte, tilsyneladende alene, uden far eller<br />
mor og næsten uden slægtninge og venner - alt dette havde i min ungdom en tendens til<br />
at gøre mig deprimeret. Men gennem Guds nåde har jeg haft styrke til at holde mig væk<br />
fra dødssynder. Og når jeg nu oplever udtryk for mine søskendes tillid og kærlighed,<br />
går det lige til hjertet . . ."<br />
I 1906 foretog præsident Joseph F. Smith og nogle venner, hvilket også omfattede<br />
min ærede far, Charles W. Nibley, en længere rejse til Europa og besøgte de sidste<br />
dages hellige i Tyskland, Holland, Belgien, Schweiz, Frankrig og Storbritannien. På<br />
tilbagevejen gjorde de ophold i Nauvoo og Carthage i Illinois og i Far West, Missouri<br />
- historiske steder i kirkens første historie. Det var præsident Smiths første besøg i<br />
Carthage fængslet, stedet, hvor hans far led døden. Han ville helst have holdt sig væk<br />
fra denne bygning. Jeg var sammen med ham ved denne lejlighed og hørte ham sige<br />
til min far: "Charley, jeg afskyr dette sted. Det virker oprivende på mig at komme her."<br />
Fire gange under præsident Smiths forvaltning foretog han rejser til Hawaiiøerne.<br />
Under besøget i 1915 indviede han en grund til et tempel i Laie. Ældste Reed Smoot(1),<br />
der var sammen med ham, sagde følgende om denne begivenhed: "Jeg har hørt<br />
præsident Smith bede hundreder af gange. Han har bevæget mig mange gange med<br />
sin vidunderlige bønnens ånd og sine påkaldelser til vor himmelske Fader. Men aldrig<br />
før i hele mit liv har jeg hørt en sådan bøn. Selve stedet syntes at være helligt, og<br />
det var, som om han talte ansigt til ansigt med Faderen. Jeg hverken kan eller vil<br />
glemme det, om jeg så lever i tusind år." Siden præsident Smiths første mission til<br />
Hawaiiøerne, da han kun var en dreng, havde han udvist stor kærlighed til dette land<br />
og dets indbyggere.<br />
(1) Reed Smoot - 1862-1941, ordineret til apostel i 1900.<br />
Under sin forvaltning foretog præsident Smith mange rejser til de afsides liggende<br />
ward og stave. Han fandt fuldstændig glæde i sin omgang med sidste dages hellige ved<br />
at besøge dem og belære dem om evangeliets principper. "Hvem kunne måle sig med<br />
ham som forkynder af retfærdighed?" spurgte Charles W. Nibley. "Han var den største,<br />
jeg nogensinde har hørt - stærk, mægtig, tydelig og bønfaldende. Det var fantastisk,<br />
hvorledes ordene af levende lys og ild flød fra ham. Han var den fødte forkynder, og
Side 106<br />
alligevel optrådte han ikke som en sådan. Han havde aldrig høje tanker om sine egne<br />
gode egenskaber. Han var snarere i allerhøjeste grad ligefrem, åbenhjertig og naturlig;<br />
og dog var der en værdighed over ham, der gjorde det muligt for alle og enhver at sige:<br />
Her er en virkelig mand."'<br />
Præsident Smiths yndlings-taleemner var for det første Jesu Kristi guddommelige<br />
mission, og for det andet profeten Joseph Smiths guddommelige mission.<br />
"Jeg ved, at min Forløser lever," sagde han ved en bestemt lejlighed. "Vi har alle<br />
de beviser på denne storslåede og herlige sandhed, som verden har, dvs. alt det<br />
den såkaldte kristne verden er i besiddelse af; og desuden har vi vidnesbyrdet fra<br />
denne vestlige verdensdels indbyggere, som Frelseren viste sig for, og som han gav sit<br />
evangelium, ligesom han havde givet det til jøderne. Foruden alle disse nye vidnesbyrd<br />
og vidnesbyrdet i jødernes hellige skrifter har vi vidnesbyrdet fra vor tids profet, Joseph<br />
Smith, der så Faderen og Sønnen og bar vidnesbyrd om dem til verden, og dette<br />
vidnesbyrd blev beseglet med hans blod og er i kraft for verden i dag. Vi har vidnesbyrd<br />
fra andre, der var vidne til Guds tilstedeværelse i Kirtland templet, da han viste sig for<br />
dem der, samt vidnesbyrdet fra Joseph og Sidney Rigdon, der erklærer, at de var de<br />
sidste vidner for Jesus Kristus. Derfor siger jeg igen, at jeg ved, at min Forløser lever;<br />
for gennem disse vidners mund er denne sandhed blevet rodfæstet i mit sind. Foruden<br />
disse vidnesbyrd har jeg Guds Ånds vidnesbyrd i mit eget hjerte, hvilket overgår alle<br />
andre beviser, for det bærer vidnesbyrd til mig, til selve min sjæl, om min Forløser Jesu<br />
Kristi eksistens."<br />
Ved en anden lejlighed sagde præsident Smith følgende om profeten Joseph Smith:<br />
"Jeg kendte profeten Joseph i min barndom. Jeg var en nær ven af huset, af hans<br />
drenge og af hans familie. Jeg har siddet på hans knæ. Jeg har hørt ham forkynde<br />
evangeliet. Jeg husker tydeligt at have været til stede i rådet sammen med min far,<br />
profeten Joseph Smith og andre. Fra barndommen til ungdommen troede jeg, at han<br />
var en Guds profet. Fra ungdommen og til i dag har jeg ikke blot troet, at han var<br />
en profet, for jeg har vidst, at han var det. Med andre ord er min tro blevet erstattet<br />
af min kundskab. Jeg husker at have set ham iklædt militæruniform i spidsen for<br />
Nauvoolegionen. Jeg så ham, da han krydsede floden på vej tilbage fra sin påtænkte<br />
rejse vestpå til Klippebjergene for i stedet at drage til sin martyrdød, og jeg så hans<br />
og min fars livløse legemer, efter at de var blevet myrdet i Carthagefængslet; og jeg<br />
har stadigvæk den tydeligste erindring om disse frygtelige dages uhygge og sorg. Af<br />
hele mit hjerte tror jeg på det 19. århundredes profeters guddommelige mission, på<br />
Mormons Bogs ægthed og på Lære og Pagters inspiration, og jeg håber til mine dages<br />
ende at forblive trofast overfor Gud og mennesker og ikke at være falsk overfor mig<br />
selv."<br />
Joseph F. Smith fik dette ønske opfyldt. Han forblev trofast til sine dages ende.<br />
Præsident Smiths sidste offentlige rejse, hvor han besøgte de hellige, blev foretaget<br />
i efteråret 1917, da han sammen med nogle af De Tolv og andre ledende brødre kørte<br />
til det sydlige Utah i bil og afholdt møder i de forskellige kolonier. Han rådede de hellige<br />
til at betale deres tiende og offerydelser, at holde visdomsordet, at være trofaste mod<br />
enhver pagt og forpligtelse og at holde sig gældfri.<br />
Ved generalkonferencen i 1917 sagde han følgende om sit helbred: "Der er meget<br />
andet, men jeg kan ikke fortælle jer det hele. Jeg begynder at føle, at jeg er ved at<br />
blive en gammel mand eller snarere, en ung mand i et gammelt legeme. Jeg tror, jeg<br />
er omtrent lige så ung i ånden som nogensinde før i mit liv. Jeg elsker i dag sandheden<br />
mere end nogensinde, fordi jeg ser den mere klart; jeg forstår den bedre fra dag til dag
Side 107<br />
gennem den tilskyndelse og inspiration fra Herrens Ånd, som er mig forundt; men mit<br />
legeme bliver træt, og lad mig sige jer, at mit gamle hjerte af og til skælver betydeligt."<br />
I januar 1918 led præsident Smith et alvorligt slag ved sin ældste søn Hyrum M.'s<br />
død. Denne unge mand ville være fyldt 46 år, hvis han havde levet 2 måneder længere.<br />
I nogle år havde han været medlem af De tolv apostles Kvorum. Da han var dygtig og<br />
udviste fremragende lederevner, var det hans venners håb, at han ville leve længe, så<br />
han kunne videreføre sin uforlignelige fars store arbejde - men sådan skulle det ikke<br />
være. Tabet af denne søn tyngede præsidenten meget og svækkede hans helbred,<br />
der i forvejen var på retur. Imidlertid fortsatte han med at arbejde på sine opgaver. Han<br />
var til stede ved alle møderne til generalkonferencerne i april og oktober 1918. I sin<br />
åbningstale ved den sidstnævnte gav han udtryk for sit hjertes følelser:<br />
"I over 70 år har jeg arbejdet for denne sag sammen med jer og jeres forfædre, der<br />
gennembrød vejen til disse bjergenes dale; og jeg står lige så ivrigt og urokkeligt på<br />
jeres side i dag som nogensinde. Selv om mit legeme er svagt, er mit sind fuldstændig<br />
klart mht. min pligt og de pligter og ansvar, der hviler på de sidste dages hellige; og<br />
jeg er altid ivrig efter Herrens værks fremgang og medlemmerne af Jesu Kristi Kirke<br />
af Sidste Dages Helliges fremgang over hele verden. Jeg er så ivrig og oprigtig som<br />
nogensinde i mit ønske om, at Zion skal gå fremad, og at Herren vil støtte sit folk og<br />
højne dem i sine øjne og i verdens intelligente menneskers kundskab og forståelse."<br />
Den 10. november 1918 - 17-års dagen for den dag, da han var blevet opretholdt<br />
som præsident for kirken, og 3 dage før hans 80-års fødselsdag - talte han til de<br />
familiemedlemmer, der var mødt op for at vise ham ære.<br />
"Jeg kan ikke lade være med at tænke lidt over den kendsgerning, at jeg for over 60<br />
år siden måtte drage ud i verden uden far eller mor; kun en bror levede, og han var slet<br />
ikke som jeg, vi var meget forskellige; desuden havde jeg 4 søstre. Min bror er død, og<br />
det er 3 af mine søstre også, så der er kun en tilbage. Uden noget at begynde med i<br />
verden, bortset fra min mors eksempel, kæmpede jeg mig fremad gennem vanskelige<br />
erfaringer i ungdommen ... og jeg måtte være forsigtig og holde øje med mine ord og<br />
handlinger så at sige, af frygt for at jeg skulle gøre noget, der ville formindske min<br />
anseelse og drage min ære og mit ord i tvivl. Hvis der er noget her på jorden, jeg har<br />
forsøgt at gøre mere end noget andet, er det at holde mit ord og mine løfter og ærligt<br />
udføre det, jeg havde pligt til at gøre."<br />
Søndag den 17. november, ugen efter dette familiemøde, fik præsident Smith et<br />
anfald af lungehindebetændelse. Dagen efter blev han ramt af lungebetændelse, og<br />
tirsdag morgen, den 19. november 1918, døde han roligt og fredeligt. Jesu Kristi Kirke<br />
af Sidste Dages Hellige havde mistet en af sine største ledere.<br />
På grund af den store influenzaepidemi, der rasede i landet på det tidspunkt,<br />
præsident Smith døde, blev der ikke afholdt nogen offentlig begravelse. Ved andagten,<br />
der blev afholdt ved graven den 22. november, var præsident Heber J. Grant<br />
hovedtaleren. Charles W. Penrose opsendte indvielses og afslutningsbønnen.<br />
VI<br />
Her følger en kort oversigt over præsident Heber J. Grants ord ved graven:<br />
"Jeg bifalder af hele mit hjerte hvert ord, der er blevet sagt her af præsident Joseph<br />
F. Smiths ven gennem hele livet, biskop Charles W. Nibley. Intet sted i verden bliver<br />
mennesker så nært knyttet til hinanden som i missionsmarken, hvor de arbejder uden<br />
penge eller nogen anden form for løn på at bringe livets og frelsens evangelium ud<br />
til dem, der ikke kender sandheden; og det var under deres virke som missionærer i
Side 108<br />
den europæiske mission, at et venskab blev knyttet mellem præsident Smith og biskop<br />
Nibley, og det har været så varigt og stærkt, tror jeg, som noget venskab kan være<br />
mellem to mænd i kirken. (På dette tidspunkt læste præsident Grant to digte, der<br />
passede til lejligheden - det første hed "Elsket af alle" og var skrevet af Eliza R. Snow;<br />
det andet hed "En virkelig mand", og var af Edgar A. Guest. Derefter fortsatte præsident<br />
Grant).<br />
Jeg blev nært knyttet til præsident Smith, før jeg var 21 år, og i 36 år har jeg været<br />
sammen med ham, først da han var rådgiver, og senere da han var præsident for<br />
kirken. I alle disse år har jeg aldrig kendt noget i hans liv, hverken ord eller handling,<br />
der ikke var en virkelig mand værdig. Jeg kan sige med fuldstændig oprigtighed: Han<br />
var den slags mand, jeg gerne vil være.' Når jeg står her ved hans grav, ønsker jeg<br />
mere, end ord kan udtrykke, at få kraft og evne til at være lige så venlig, hensynsfuld,<br />
tilgivende, modig, ædel og trofast og virkelig at gå i hans fodspor. Jeg kunne ikke ønske<br />
mig noget bedre.<br />
Må Gud velsigne og trøste hans sørgende familie. Må de følge hans eksempel, og<br />
hvis de vil gøre det, vil de mødes med ham og bo sammen med ham for evigt. Intet<br />
menneske, der har levet, har haft et stærkere vidnesbyrd om den levende Gud og vor<br />
Forløser, end Joseph F. Smith havde. Lige fra min tidligste barndom har han begejstret<br />
min sjæl med det vidnesbyrd, som han har båret til alle dem, han kom i kontakt med,<br />
idet han bar vidnesbyrd om, at han vidste, at Gud lever, og at Jesus er Kristus, den<br />
levende Guds Søn og verdens Forløser. Selve den inspirationens ånd, der var med<br />
denne mand, vandt indpas i mit hjerte og i mange andres hjerter. Jeg holdt af Joseph<br />
F. Smith, som jeg aldrig har holdt af nogen anden mand, jeg nogensinde har kendt.<br />
Må Gud velsigne hans minde. Må han trøste familien og hjælpe dem og hver eneste<br />
af os til at være tro mod hans ædle eksempel på retskaffenhed, hengivenhed, mod<br />
og kærlighed til Gud og vore medmennesker; og må vi især være lige så venlige og<br />
hensynsfulde mod dem, Gud har givet os, som han var det imod sin familie, det beder<br />
jeg om i Jesu navn. Amen."<br />
VII<br />
Få måneder efter præsident Smiths død gav min far, Charles W. Nibley, ham følgende<br />
hyldest i en artikel, der blev offenliggjort i Improvement Era:<br />
"I foråret 1877 blev jeg kaldet til at ledsage præsident Smith på en mission til Europa.<br />
Jeg blev kaldet af ham til at arbejde med forretningsanliggender på kontoret i Liverpool,<br />
England, og fra dette tidspunkt og indtil hans død tror jeg, at jeg har haft hans personlige<br />
tillid mere end nogen anden mand på jorden. Når jeg nu ser tilbage på det hele, kan<br />
jeg se, hvilken skat, hvilken velsignelse, hvilken gunst fra den Almægtige det har været<br />
for mig.<br />
Særligt i de sidste 11 år har jeg rejst sammen med ham næsten konstant, når han<br />
er taget hjemmefra. Jeg har været sammen med ham på 3 forskellige ture til Europa,<br />
inklusive ovennævnte missionærtur, og desuden på 4 ture til Hawaiiøerne. Overalt<br />
og ved enhver lejlighed har jeg konstateret, at han var den samme storslåede, tapre,<br />
trofaste, ædle og fortrinlige leder, så ligefrem og naturlig, så fuldstændig demokratisk<br />
og fordringsløs.<br />
Jeg husker en lille rørende begivenhed, der fandt sted på vor første rejse til<br />
Hawaiiøerne. Da vi lagde til ved kajen i Honolulu, var en mængde af de indfødte<br />
hellige ude med deres kranse, der var lavet af forskellige blomster i alle mulige farver.<br />
Vi var belæsset med dem, og han havde naturligvis flere end nogen anden. Det
Side 109<br />
kendte hawaiianske orkester var der og spillede til velkomst, som det ofte gør, når der<br />
ankommer dampskibe. Men ved denne lejlighed havde borgmesteren givet orkesteret<br />
besked om at gå op til "mormonernes" mødehus og der spille udvalgte stykker under<br />
de festligheder, som de indfødte havde arrangeret. Det var smukt at se den dybe<br />
kærlighed og varme hengivenhed, disse mennesker nærede for ham. Midt i det hele<br />
lagde jeg mærke til, at en stakkels, gammel, blind dame - vaklende under byrden af<br />
ca. 90 år - blev ført ind. Hun havde et par bananer af udsøgt kvalitet i hånden. Det var<br />
alt, hvad hun havde - hendes offer. Hun kaldte: "Iosepa, Iosepa" (det hawaiianske ord<br />
for Joseph). Straks da han så hende, løb han hen til hende, tog hende i sine arme og<br />
omfavnede og kyssede hende igen og igen, strøg hende over håret og sagde: Mor,<br />
mor, min kære mor.'<br />
Og med tårerne strømmende ned ad kinderne vendte han sig imod mig og sagde:<br />
Charlie, hun passede mig, da jeg som dreng var syg og ikke havde nogen til at tage<br />
sig af mig. Hun tog mig ind og var som en mor for mig.'<br />
Åh, det var rørende - det var gribende. Det var smukt at se denne store, ædle sjæl i<br />
kærlig og øm ihukommelse af den godhed, der blev vist ham for mere end 50 år siden;<br />
og den stakkels, gamle sjæl, der havde bragt sin kærlighedsgave - et par bananer - det<br />
var alt, hvad hun havde at give - til sin elskede Iosepa!<br />
På disse sørejser havde vi mange ledige stunder, og vi fordrev ofte et par timer med<br />
at spille dam. Han var dygtig til at spille dam, meget bedre end jeg. Han kunne faktisk<br />
slå mig 4 ud af 5 gange, men ind imellem når jeg spillede mere forsigtigt, og han var<br />
mere skødesløs, kunne jeg slå ham. Hvis han var godt i gang med at slå mig, og jeg<br />
gjorde et forkert træk og straks kunne se, at jeg havde flyttet den forkerte brik, kunne<br />
han give mig lov til at flytte den tilbage, hvis jeg øjeblikkelig bemærkede det; hvis jeg<br />
derimod havde slået ham i et par spil og så ville sætte fingeren på en brik for at flytte<br />
den tilbage - selv om jeg også gjorde det øjeblikkeligt - kunne der lyde et højt råb fra<br />
ham, på den positive måde, der var karakteristisk for ham: Nej, det gør du ikke, du<br />
lader den blive, hvor den er.' Det er i sådanne små episoder, vi viser den menneskelige<br />
side af vor natur.<br />
Han var også altid påpasselig med sine udgifter. Han afskyede gæld, og jeg har<br />
aldrig kendt noget menneske, der så prompte betalte en obligation til den sidste øre.<br />
Han kunne ikke hvile, før kirken var ude af gæld, og selv om hundreder af planer,<br />
og mange af dem ekstra gode planer, blev forelagt ham, og som uden tvivl ville have<br />
betydet større velstand for kirken, satte han sig resolut imod gæld og ville ikke under<br />
nogen forhold eller omstændigheder implicere kirken på denne måde. Heller ikke i sine<br />
egne personlige anliggender ville han lade sig involvere i gæld, men holdt ihærdigt fast<br />
ved det gamle motto: Betal for det, du køber, når du køber det.'<br />
Mange af de ældre medlemmer, der stadigvæk er i live, kan huske, at han for 40<br />
år siden eller endog mindre blev betragtet som en radikal, og mange rystede dengang<br />
på hovedet af ham og sagde: Hvordan skal det gå, hvis denne glødende radikaler<br />
nogensinde bliver kirkens præsident?' Men fra det tidspunkt, han blev præsident for<br />
kirken og endog før, blev han et af de mest tolerante mennesker - tolerant overfor<br />
andres meninger; og mens han ville fordømme synd med en så retfærdig vrede, som<br />
man sjældent ser i noget menneske, ville han vise barmhjertighed og medlidenhed<br />
imod den stakkels synder, ja endog tilgivelse, hvis der blev vist oprigtig omvendelse.<br />
Ingen var mere rede end han til at tilgive og glemme.<br />
Han holdt af en god historie og en god vittighed, og havde let til latter. Han ville<br />
ikke finde sig i tarvelige historier, men havde et fint anstrøg af humor, og han kunne
Side 110<br />
fortælle om oplevelser fra sin barndom og ungdom og underholde folkeskaren omkring<br />
sig, som kun få mennesker var i stand til det.<br />
Jeg har aldrig kendt noget menneske, der var mere systematisk i alt sit arbejde<br />
end han. Hvert eneste brev, han modtog, skulle påtegnes af ham med dato og andre<br />
oplysninger, og det blev så omhyggeligt arkiveret. Han kunne ikke fordrage uorden.<br />
Alting i forbindelse med hans arbejde var ordentligt. Han kunne pakke sin kuffert og<br />
arrangere og udglatte hvert eneste klædningsstykke, således at der kunne være mere<br />
i den, og den ville være bedre pakket, end hvis nogen anden havde gjort det. Hans<br />
klæder var også altid rene.<br />
Han var en meget ihærdig arbejder og tænkte aldrig på at spare sig selv. Man kunne<br />
gå op til hans kontor i Beehive huset næsten hver eneste aften, når han var rask, og<br />
finde ham i færd med at skrive breve eller i gang med andet arbejde. Måske havde en<br />
kær gammel sjæl skrevet et personligt brev til ham, og han kunne sidde oppe til sent<br />
om aftenen for at besvare det personligt. Han arbejdede faktisk for hårdt og skadede<br />
uden tvivl sit stærke helbred.<br />
Han var ligeglad med mad og bekymrede sig ikke om, hvad han spiste, og hvornår<br />
han spiste. Hans levevis var yderst almindelig og enkel. Han kom sjældent i seng før<br />
midnat, og konsekvensen var, at han ikke fik tilstrækkelig søvn og hvile.<br />
Han holdt meget af musik og elskede at synge Zions sange.<br />
Hans kærlighed til børn var ubegrænset. Sidste år foretog vi en rejse ned gennem<br />
de sydlige kolonier til St. George og tilbage, og når flokke af små børn blev vist frem<br />
for ham, var det smukt at se, hvordan han forgudede disse små. Det var min pligt at<br />
forsøge at sætte gang i selskabet igen, så vi kunne få tid til den næste koloni, hvor<br />
skarerne ventede på os, men det var en vanskelig opgave at trække ham bort fra de<br />
små børn. Han ønskede at give dem alle hånden og tale med hver enkelt af dem.<br />
En gang imellem kom der en hen til ham og sagde: Præsident Smith, jeg tror, jeg<br />
er en slægtning til dig.' Så vidste jeg, at der ville blive endnu 10 minutters forsinkelse,<br />
for hans store hjerte, der følte med enhver slægtning, såvel som med små børn, kunne<br />
ikke rives hurtigt bort fra nogen, der påstod at være i familie med ham.<br />
Jeg har besøgt hans hjem, når et af hans små børn havde det dårligt. Jeg har set<br />
ham komme træt hjem fra arbejde om aftenen, hvilket var ret naturligt, og alligevel<br />
kunne han gå frem og tilbage over gulvet med den lille i armene i timevis, kæle for<br />
barnet, vise det sin kærlighed og opmuntre det på enhver tænkelig måde og med en<br />
sådan ømhed, medlidenhed og hengivenhed, som ikke engang en mor ud af tusinde<br />
ville gøre.<br />
Selv om han var en nøgtern og fremgangsrig forretningsmand, har meget få i denne<br />
uddeling været mere begavet med åndelig forståelse end han. Da vi for nogle år siden<br />
var på vej hjem med toget fra en rejse østpå og var lige øst for Green River, så jeg ham<br />
gå ud bagest i vognen på platformen for straks efter at vende tilbage, tøve et øjeblik og<br />
så sætte sig ned på sædet lige foran mig. Han havde lige sat sig, da der skete noget<br />
med toget. En brækket skinne havde været skyld i, at lokomotivet var kørt af sporene<br />
og havde trukket de fleste af vognene med sig. I sovevognen blev vi væltet rundt, men<br />
vognen blev på skinnerne.<br />
Præsidenten fortalte mig straks, at da han var gået ud på platformen, havde han<br />
hørt en stemme sige: Gå ind og sæt dig ned.'<br />
Han gik ind, og jeg bemærkede at han et øjeblik stod tøvende, men så satte sig ned.
Side 111<br />
Han fortalte videre, at da han var kommet ind og stod i midtergangen, tænkte han:<br />
"Åh pyt, det er nok bare min fantasi" men så hørte han røsten igen: Sæt dig ned,' og<br />
han satte sig straks, og resultatet var, som jeg allerede har fortalt.<br />
Han ville utvivlsomt være kommet alvorligt til skade, hvis han var blevet ude på<br />
platformen, da vognene blev presset temmelig meget sammen. Han fortalte: Jeg har<br />
hørt denne røst mange gange i mit liv, og jeg har altid draget fordel af at adlyde den.'<br />
Ved en anden lejlighed holdt han en længere tale for de tilstedeværende ved en<br />
fest, der blev afholdt i hr. og fru A. W. McCunes fornemme hjem. Han sagde, at da en<br />
bestemt bror, der var blevet kaldet til et ansvarsfuldt embede i kirken, var blevet udvalgt<br />
til denne stilling, havde han aldrig mere tydeligt og klart hørt den åndelige stemme<br />
fortælle ham, hvad han skulle gøre, end han havde ved henvisningen til denne mand,<br />
der skulle kaldes til det bestemte embede.<br />
Han levede i nær forbindelse med Herrens Ånd, og hans liv var så eksemplarisk og<br />
rent, at Herren let kunne tilkendegive sig for sin tjener. Han kunne virkelig sige: Tal,<br />
Herre, din tjener hører!' (1 Sam. 3:9) Ikke enhver tjener kan høre, når han taler. Men<br />
præsident Smiths hjerte var afstemt efter de celestiale melodier - han kunne høre, og<br />
han gjorde det.<br />
Hvad skal jeg sige om det storslåede og herlige værk, han har udført ved at<br />
opfostre den store og prægtige familie, han efterlader sig? Hvilken ædel' gerning for et<br />
menneske! Kun et menneske med en ædel sjæl kunne have gjort det. Er det ikke godt<br />
for kirken, for staten og for nationen, når man opfostrer en god familie og en stor familie<br />
af gode borgere, gode mænd og kvinder- er det ikke noget af det mest guddommelige<br />
arbejde, man kan udføre i denne verden? Den, der tænker sig om og går dybt nok ind<br />
i dette spørgsmål, vil forstå, at her er et værk, som ikke blot er udført af en stor mand,<br />
men af en vordende gud. Hele kirken kan være stolt af retfærdiggørelsen af dette store<br />
princip, som han med så stor succes har udarbejdet. Ingen almindelig mand kunne gøre<br />
det. Lykkelig er den hustru, der kan kalde ham ægtemand. Lykkelige og velsignede<br />
er de børn, der kalder ham far. Aldrig var noget menneske mere rent og retskaffen<br />
af karakter end han. Han blev stillet overfor alle mulige former for tøjlesløshed, men<br />
forblev urokkelig som et bjerg. Salige er de rene af hjertet' (Matt. 5:8); og han hørte til<br />
blandt de reneste - han skal se Gud.<br />
Der står skrevet, at en virkelig stor mand kendes på det antal mennesker, han<br />
elsker og velsigner, og på det antal mennesker, der elsker og velsigner ham. Hvis man<br />
dømmer ham alene på dette grundlag, hvor findes da hans lige i hele verden!<br />
Jeg kan sige om Joseph F. Smith, som Carlyle(1) sagde om Luther(2), at han virkelig<br />
var en stor mand, Stor i intellekt, i mod, i hengivenhed og retskaffenhed. Stor, ikke som<br />
en udhugget obelisk, men som et bjerg i Alperne.' Intet hjerte har nogensinde banket<br />
mere oprigtigt for hvert af manddommens, retfærdighedens og barmhjertighedens<br />
principper end hans; dette store hjerte, indesluttet i hans ædle legeme, gjorde ham<br />
til den største, den modigste, den mest følsomme, den reneste og bedste af alle de<br />
mænd, der var på jorden i hans tid.<br />
(1) Carlyle, Thomas - (1795-1881), skotsk essayist og historiker.<br />
(2) Luther, Martin - (1483-1546), tysk reformator.<br />
Hans liv var ædelt, og elementerne var kombineret således i ham, at Naturen kunne<br />
rejse sig ø og sige til hele verden: Her var en virkelig mand!"'
I<br />
Syvende præsident<br />
Heber J. Grant (1856-1945)<br />
Side 112<br />
Blandt dem, der fulgte Brigham Young på vandringen vestpå i 1847, var der en<br />
ung mand ved navn Jedediah M. Grant; han var 31 år gammel og var høj, rank og<br />
udholdende. Det var en mand fuld af brændende nidkærhed for den religion, han havde<br />
antaget. Dag efter dag fortsatte denne ivrige tilhænger af Jesu Kristi Kirke af Sidste<br />
Dages Hellige sin besværlige rejse mod det nye indsamlingssted i Saltsødalen. Han<br />
blev ramt af frygtelige tragedier på vejen. Først døde hans lille datter Margaret og blev<br />
begravet i en beskeden grav. Derefter blev hans hustru, Caroline - ude af stand til<br />
at klare rejsens strabadser - syg og døde. Jedediah ville nødig efterlade hende på<br />
præriens ødemarker og i rovdyrenes vold. Han lavede derfor en simpel kiste, som han<br />
spændte fast til sin vogn, og bragte hendes legeme med til Salt Lake City, hvor det<br />
kunne blive begravet i sikkerhed. Men til trods for alle hans prøvelser og trængsler blev<br />
hans iver for religionen dog ikke mindre. Den voksede snarere med årene, og han blev<br />
en af Brigham Youngs tapreste medhjælpere.<br />
Den 19. januar 1851 blev Jedediah M. Grant valgt til at være Salt Lake Citys første<br />
borgmester, og den 7. april valgte præsident Brigham Young ham til stillingen som<br />
andenrådgiver i kirkens øverste præsidentskab. Året efter giftede Jedediah sig med<br />
Rachel Ridgeway Ivins, en smuk og kultiveret kvinde. De fik en søn den 22. november<br />
1856, som de gav navnet Heber Jeddy.<br />
Jeg udspurgte engang præsident Heber J. Grant om hans ivrige og dygtige far.<br />
Han svarede: "Jeg har aldrig kendt min far. Han døde 9 dage efter, at jeg blev født"<br />
Han fortalte endvidere, at hans far ved at stå op i vinternætterne for at passe sin<br />
hustru og sin lille søn havde pådraget sig en alvorlig forkølelse, der snart slog over i<br />
lungebetændelse. Den 1. december 1856 døde Jedediah - få måneder efter sin 40-års<br />
fødselsdag. Fra dette øjeblik klarede enken og hendes søn sig alene.<br />
Heber J. Grant levede et normalt barns liv i Salt Lake City. Han fortæller selv om<br />
følgende episode, der fandt sted i hans barndom, og som giver os et billede af to<br />
af kirkens præsidenter - den store pionerpræsident, Brigham Young og drengen, der<br />
"hagede sig fast" i hans slæde.<br />
"I vinteren 1862, da jeg var omkring 6 år gammel," fortæller præsident Grant, "var<br />
det meget fint slædevejr, og da jeg ikke havde nogen mulighed for at køre i hestetrukket<br />
slæde dengang, da ingen i vor familie ejede en slæde eller heste, plejede jeg ofte<br />
ligesom de andre drenge at løbe ud på gaden og hage mig fast bagi nogle af de slæder,<br />
der kørte forbi vort hjem, og efter at have kørt med et lille stykke sprang jeg af og løb<br />
tilbage.<br />
Ved en sådan lejlighed kom jeg op på den slæde, der tilhørte præsident Brigham<br />
Young, og som alle, der kendte ham, ved, holdt han meget af et fint forspand og kunne<br />
lide at køre temmelig hurtigt. Jeg opdagede derfor, at vi strøg af sted med en sådan<br />
fart, at jeg ikke turde springe af, og efter at have kørt i nogen tid begyndte jeg at fryse.<br />
Præsident Young, der tilfældigvis lagde mærke til, at jeg hagede mig fast til hans slæde,<br />
råbte straks: Broder Isaac, stands!' Derpå sendte han sin kusk ud for at løfte mig op<br />
og pakke mig godt ind i tæpperne på forsædet. Præsident Young ventede i nogen tid,<br />
før han sagde noget til mig, men endelig spurgte han: Har du fået varmen?' og da jeg<br />
svarede "ja", spurgte han mig, hvad jeg hed, og hvor jeg boede. Derpå talte han meget<br />
venligt til mig; han fortalte mig, hvor meget han havde holdt af min far, og hvilken god
Side 113<br />
mand han var, og han udtrykte det håb, at jeg ville blive lige så god som min far. Vor<br />
samtale sluttede med, at han inviterede mig til at komme op på hans kontor en dag<br />
og få en sludder med ham. Dette gjorde jeg kort efter, og fra denne dag hvor jeg som<br />
dreng lærte præsident Young at kende, blev jeg altid budt hjerteligt velkommen, når<br />
jeg besøgte ham på hans kontor eller i hans hjem, og jeg lærte ikke blot at respektere<br />
ham og nære ærbødighed for ham, men også at elske ham med en hengivenhed, der<br />
er beslægtet med den, jeg forestiller mig, jeg ville have følt for min egen far, hvis jeg<br />
havde fået lov til at kende en fars kærlighed og gengælde den."<br />
Jedediah M. Grants enke tjente til livets ophold ved at sy og tage pensionærer,<br />
mens Heber var dreng, og kun ved at være yderst sparsommelig var hun i stand til<br />
at få det til at løbe rundt. Der var et nært kammeratskab mellem moderen og hendes<br />
lille søn, og hun skulle blive den mest betydningsfulde indflydelse ved opbygningen af<br />
hans karakter. "Hun ville komme Herren så nær i sine bønner," beretter hendes søn,<br />
"at de var en vidunderlig inspirationskilde for mig fra barndommen til manddommen!"<br />
Hun havde tiltro til sin lille dreng, og hun lærte ham, at han ikke blot ville få succes i<br />
forretningsverdenen, men at han også ville blive en leder i kirken. Hun ville tage sig af<br />
ham nu, og senere ville han være i stand til at sørge for hende. En så opmuntrende<br />
indflydelse fik drengen, Heber Jeddy Grant, fra sin ædle mor.<br />
Som årene gik, følte drengen selv dette dybt rodfæstede ønske om at vinde i livets<br />
kamp i enhver henseende. Han havde et naturligt ønske om at udmærke sig og komme<br />
frem i verden. Han beretter følgende om sine erfaringer i baseball:<br />
"Da jeg var enebarn, opdragede min mor mig meget omhyggeligt; jeg voksede<br />
faktisk mere eller mindre efter samme princip som en drivhusplante, der vokser sig<br />
lang og ranglet', men ikke stærk. Jeg lærte at feje og at vaske op, men jeg kastede<br />
ikke ret meget med sten og dyrkede kun lidt de sportsgrene, der er interessante og<br />
tiltrækkende for drenge, og som udvikler deres fysiske legeme. Når jeg derfor deltog i<br />
en baseballkamp(1), var drengene på min egen alder og de lidt ældre blandt de første<br />
92; de, der var yngre end jeg, spillede på 2. reservehold, og de endnu mindre på 3.<br />
reservehold, og dem spillede jeg sammen med. En af grundene til dette var, at jeg<br />
ikke kunne kaste bolden fra den ene base til den anden; en anden grund var, at jeg<br />
manglede fysisk styrke til at løbe eller slå godt. Når jeg samlede en bold op, råbte<br />
drengene sædvanligvis: Kast den herover, dit pjok!' Mine kammerater morede sig så<br />
meget på min bekostning, at jeg højtideligt aflagde det løfte, at jeg en dag ville spille<br />
baseball på det hold, der ville vinde mesterskabet for Utah territoriet.<br />
(1) Baseball har fået navn efter de 4 baser på en udstrakt, flad, diamantformet<br />
spillebane. Det almindelige udstyr består af en hård bold, boldtræ og polstrede<br />
handsker. Et spil bliver spillet af to hold, der hver består af 9 spillere. For at score et<br />
point skal en spiller ramme bolden, når den bliver kastet til ham, og løbe rundt om alle<br />
baserne. Et spil består af 9 halvlege. En halvleg betyder, at begge hold har været inde<br />
som slåere. En spiller er "død", hvis han rammer bolden, og det andet hold griber den,<br />
før den rammer jorden, hvis han bliver ramt af bolden, mens han løber fra den ene<br />
base til den anden, eller hvis han ikke rammer bolden én gang ud af 3 forsøg. Når der<br />
er 3 døde' på et hold, kommer det andet hold ind som slåere. Det hold, der har flest<br />
points efter 9 halvlege, har vundet.<br />
(2) De første 9 er de regulære spillere på et baseballhold; de næste 9 og et tredje<br />
hold på 9 er reservespillerne.<br />
Min mor havde pensionærer boende på dette tidspunkt for at tjene til livets ophold,<br />
og jeg pudsede deres sko, indtil jeg havde sparet en dollar sammen, som jeg købte en
Side 114<br />
baseball for. Jeg tilbragte mange timer med at kaste bolden efter naboens lade, (Edwin<br />
D. Wolleys), hvad der fik ham til at omtale mig som den dovneste dreng i 13. ward.<br />
Ofte gjorde det så ondt i min arm, at jeg næsten ikke kunne falde i søvn om aftenen.<br />
Men jeg blev ved med at øve mig og kom til sidst til at spille på det hold, der vandt<br />
mesterskabet for Utah territoriet. Da jeg således havde holdt det løfte, jeg havde givet<br />
mig selv, trak jeg mig tilbage fra baseballarenaen."<br />
Der kunne gives andre eksemplar på denne unge mands evne til at nå det,<br />
han havde sat sig for. Han havde en brændende lyst til at se forestillingerne i Salt<br />
Lake teatret, men ingen penge til at købe billetter for. Mange år senere, da han<br />
blev præsident for Salt Lake teater, beskrev han på humoristisk vis sine vellykkede<br />
bestræbelser for at få adgang til galleriet.<br />
",Den høje dreng', galleriets vandbærer mod det privilegium at komme ind, var jeres<br />
ydmyge tjener, og når den tørstige forsamling på 3. balkon havde tømt den 20 liters<br />
petroleumsdunk, der blev benyttet som vandspand, og jeg måtte gå over vejen til den<br />
nærmeste brønd på den anden side af Social Hall for at fylde den, ønskede jeg ofte,<br />
at tilskuerne på øverste balkon havde slukket tørsten, før de nåede teatret. Mange år<br />
senere, da jeg var præsident for Salt Lakes teaterselskab og sad i min loge og kiggede<br />
op på 3. balkon, tænkte jeg ofte på, den høje dreng', der bar vand til disse tilskuere, og<br />
mine tanker gik tilbage til dengang, da han også viste sig på Salt Lake teatrets scene<br />
som et af negerbørnene i Onkel Toms hytte'(1)"<br />
(1) Et skuespil efter Harriet Beeeher Stowes roman af samme navn.<br />
"Jeg har ikke erfaret noget i livets kamp," skrev præsident Heber J. Grant for mange<br />
år siden i et af Improvement Era's første numre, "der har været mere værdifuldt for<br />
mig end det at udføre hver dags pligt efter bedste evne; og jeg ved, at de unge mænd,<br />
der gør dette, vil være bedre udrustede til morgendagens arbejde." For at illustrere<br />
dette punkt fortalte han derefter om en af sine første erfaringer i Salt Lake Citys<br />
forretningsverden.<br />
"Da jeg var ung og gik i skole, udpegede man en mand for mig, der førte bøgerne i<br />
Wells, Fargo og Co.'s bank i Salt Lake City, og man sagde, at han havde en månedsløn<br />
på 150 dollars. Jeg husker tydeligt, at jeg regnede ud, at han tjente 6 dollars om<br />
dagen - søndagene ikke iberegnet - hvilket for mig var et enormt beløb. Selv om jeg<br />
endnu ikke havde læst Lord Bulwer Lyttons(2) inspirerende ord, drømte jeg alligevel<br />
om at blive bogholder og at arbejde for Wells, Fargo & Co., og øjeblikkelig meldte jeg<br />
mig til bogholderiklassen på Deseret University i det håb en dag at tjene det, jeg på<br />
daværende tidspunkt mente, var en uhyre sum.<br />
(2) (1803-1873) - Engelsk forfatter og statsmand.<br />
Jeg citerer med fornøjelse Lord Bulwer Lytton: Hvad et menneske har brug for, er<br />
ikke talent, det er et formål, ikke magten til at opnå noget, men viljen til at arbejde.'<br />
Resultatet var, at jeg nogle år senere sikrede mig en stilling som bogholder og<br />
assistent på et forsikringskontor. Selv om jeg kun var 15, havde jeg en pæn håndskrift,<br />
og det var alt, hvad der var nødvendigt for på tilfredsstillende måde at udfylde den<br />
stilling, jeg på daværende tidspunkt havde. Alligevel var jeg ikke fuldstændig tilfreds,<br />
men fortsatte med at drømme og "grifle", når jeg ikke var optaget på anden måde.<br />
Jeg arbejdede i den forreste del af A. W. White & Co.'s bank, og når jeg ikke havde<br />
travlt, tilbød jeg at hjælpe med bankens arbejde og at gøre hvad som helst for at være<br />
beskæftiget, idet jeg aldrig tænkte på, om jeg ville få betaling for det eller ej, men blot<br />
havde et ønske om at arbejde og lære. Hr. Morf, bankens bogholder, skrev smukt og<br />
gjorde sig den ulejlighed at hjælpe mig i mine bestræbelser for at blive dygtig til at
Side 115<br />
skrive. Jeg lærte at skrive så smukt, at jeg ofte tjente mere før og efter arbejdstid ved<br />
at skrive kort, invitationer, osv. samt tegne landkort, end jeg tjente ved at arbejde på<br />
forsikringskontoret. Nogle år senere fik jeg ved territoriets marked overrakt et diplom for<br />
den fineste skrivekunst i Utah. Da jeg ville arbejde på egen hånd, var der en ledig stilling<br />
på universitetet som lærer i skrivekunst og bogføring, og for at opfylde det løfte jeg<br />
som 12-13-årig havde givet mig selv, at jeg en dag ville undervise i disse fag, søgte jeg<br />
stillingen. Jeg blev antaget og havde således opfyldt min forpligtelse overfor mig selv.<br />
,Opgiv aldrig håbet' har været en af ledestjernerne i mit liv.<br />
Da jeg var 19, førte jeg bøger og virkede som forsikringsassistent for hr. Henry<br />
Wadsworth, fuldmægtigen for Wells, Fargo & Co. Min tid var ikke helt besat. Jeg<br />
arbejdede ikke for selskabet, men for fuldmægtigen personligt. Jeg gjorde det samme,<br />
som jeg havde gjort i hr. Whites bank-tilbød at arkivere en masse bankbreve osv. og<br />
at føre et sæt bøger for Sandy Smelting Co., som hr. Wadsworth førte personligt.<br />
Det behagede hr. Wadsworth så meget, at han ansatte mig til at foretage<br />
opkrævninger for Wells, Fargo & Co., og han betalte mig 20 dollars om måneden for<br />
dette arbejde tillige med min faste løn på 75 dollars fra forsikringsselskabet. Jeg var<br />
således ansat hos Wells, Fargo & Co., og en af mine dagdrømme var blevet en realitet.<br />
Da det blev nytårsaften, sad jeg ret sent på kontoret og skrev visitkort. Hr.<br />
Wadsworth kom ind og bemærkede elskværdigt, at forretningen gik godt, og at en god<br />
ting sjældent kommer alene, eller noget i den retning. Han henviste til, at jeg havde ført<br />
bøgerne for Sandy Smelting Co. uden at få løn for det og kom med flere komplimenter,<br />
der gjorde mig meget glad. Derpå gav han mig en check på 100 dollars, der dobbelt<br />
opvejede alt mit ekstra arbejde. Men den tilfredshed, jeg følte ved at have vundet min<br />
arbejdsgivers gode vilje og tillid, var langt mere værd for mig end to gange 100 dollar."<br />
Før Heber J. Grant var 20 år gammel, købte han for 500 dollars retten til<br />
at benytte navnet på hr. Wadsworths forsikringsagentur for at skabe tillid til sine<br />
forretningsaktioner med andre. Hr. Wadsworth var blevet forfremmet til afdelingsleder<br />
for Wells-Fargo Bank i San Francisco. For at kunne rejse dette beløb måtte han optage<br />
et prioritetslån i sin mors hus. Det er imidlertid ikke nødvendigt at fortælle, at dette lån<br />
snart var tilbagebetalt.<br />
Den unge Heber J. Grants foretagsomhed i forretningsanliggender vakte præsident<br />
Brigham Youngs opmærksomhed. Da han var 20 år gammel, fik han stillingen som<br />
vice-kasserer for Zion's Savings Bank and Trust Co., der få år tidligere var blevet<br />
oprettet af præsident Young. For at gøre sig kvalificeret til sin nye stilling måtte Heber<br />
finde en, der ville kautionere for ham, og i denne forbindelse fortæller han en interessant<br />
historie:<br />
"Jeg måtte stille en garanti på 25.000 dollars for min ærlighed. Jeg gik op til<br />
præsident Brigham Youngs kontor, og i det øjeblik han åbnede døren med sin<br />
slængkappe over armen, sagde jeg: Præsident Young, som du ved, blev jeg forleden<br />
valgt til vice-kasserer for Zion's Savings Bank and Trust Co., og de forlanger, at der<br />
bliver stillet en garanti på 25.000 dollars for min ærlighed. Jeg mente, at det ville være<br />
meget passende, om bankens direktør kautionerede for mig, og jeg er kommet for at<br />
bede om din underskrift.' Han smilede og sagde: Heber, jeg kan ikke se, hvordan i<br />
alverden jeg kan slippe for at kautionere for dig. Jeg sagde så meget godt om dig ved<br />
bestyrelsesmødet, at hvis jeg nu nægter at kautionere for dig, vil de beskylde mig for<br />
ikke at have fortalt sandheden!' Han sagde derpå, at det ville være ham en virkelig<br />
glæde at underskrive papirerne!"
Side 116<br />
Den 1. november 1877, 3 uger før sin 21-års fødselsdag, blev Heber J. Grant viet til<br />
Lucy Stringham i det nyligt fuldførte tempel i St. George, Utah. Lucy er blevet beskrevet<br />
for os som "en kvinde med et blidt sind og en ædel karakter, samt et menneske, der<br />
udviste betydelig dømmekraft i forretningsanliggender, hvilket ikke så lidt bidrog til<br />
hendes mands tidlige økonomiske fremgang."<br />
II<br />
Kirken begyndte nu at erkende Jedediah M. Grants søns virketrang og evner, samt<br />
hans hengivenhed for sin fars og mors religion. I efteråret 1880, kort før hans 24-års<br />
fødselsdag, fortalte præsident Taylor ham, at han var blevet udvalgt til at præsidere<br />
over Tooele staven med hovedsæde i Tooele. Denne udnævnelse kom som en stor<br />
overraskelse for Heber J. Grant, men han gjorde ingen ophævelser over at påtage sig<br />
opgaven, selv om han vidste, at det nu ville blive vanskeligere for ham at tjene til livets<br />
ophold og fortsætte sine forskellige forretningsvirksomheder i Salt Lake City. Han fik<br />
ingen materiel støtte af kirken, men måtte betale rejsen til og fra Tooele, samt tjene<br />
nok til at drive sine forretninger og underholde sin familie. Præsident Grant har efterladt<br />
nogle interessante oplysninger om sine oplevelser i Tooele. Jeg har taget følgende fra<br />
en af hans taler:<br />
"Som en dreng uden erfaringer, idet jeg aldrig havde talt offentligt i længere perioder<br />
ad gangen og aldrig 10 minutter på en gang, blev jeg kaldet til at præsidere over en<br />
stav i Zion. Jeg husker, at ilede på mig, men at jeg med Herrens hjælp ville gøre det<br />
bedste, jeg kunne, og at jeg med Herrens hjælp ikke havde nogen som helst grund til<br />
at frygte, at jeg ikke skulle klare det. Jeg husker, at en god broder fortalte mig, at jeg<br />
havde gjort en alvorlig fejl, og at jeg havde ødelagt min indflydelse ved at fortælle de<br />
hellige, at jeg ikke vidste noget som helst.<br />
"Nå," sagde jeg, de opdager måske senere, at jeg er i besiddelse af nogen sund<br />
fornuft, og det vil komme som en behagelig overraskelse for dem.' Næste søndag<br />
klarede jeg mig ikke bedre. Jeg løb tør for ideer efter 6-7 minutters forløb. Søndagen<br />
efter gjorde jeg det samme. Den følgende søndag tog jeg et par meget dygtige talere<br />
med mig og rejste ned til den sydlige del af Tooele amt, til den koloni, der lå længst<br />
borte, den lille by Vernon, der somme tider bliver kaldt for String Town (,rækkebyen'),<br />
fordi den bestod af en lang række af gårde, - De havde et lille bjælkehus som<br />
mødelokale, og da jeg gik til møde sammen med afdøde højrådsmedlem i Zions Ensign<br />
stav, John C. Sharp, der dengang var biskop i Vernon, så jeg mig omkring og sagde:<br />
Men biskop, der er jo ingen på vej til møde.'<br />
"Åh," svarede han, "jeg tror, der vil være nogen til mødet." Vi var på vej op ad en lille<br />
bakke fra hans hjem. Vi kunne ikke se mødehuset. Da vi nåede toppen af bakken, så<br />
jeg flere vogne omkring mødehuset, men jeg så ikke en eneste på vej til møde. "Nå,"<br />
sagde jeg, "der holder nogle vogne, men jeg kan ikke se nogen på vej til møde." Han<br />
svarede: Der er sikkert nogen inde i mødehuset.' Vi gik ind i mødehuset 2 minutter i<br />
14, og salen var fuld, hver eneste plads var besat, og vi var de sidste, der ankom. Kl.<br />
14 præcis åbnede vi mødet. Broder Sharp fortalte mig, at han havde forsøgt at lære<br />
medlemmerne at sidde på deres pladser før kl. 14, og det var tydeligvis lykkedes for<br />
ham. Jeg rejste mig for at holde min lille tale på 5 eller måske endog 7 minutter, og i<br />
stedet talte jeg i 45 minutter med så megen frihed og så meget af Herrens Ånd, som<br />
jeg nogensinde har oplevet i forkyndelse af evangeliet i de 40 år, der er gået siden<br />
dengang. Jeg kunne ikke holde de taknemmelighedstårer tilbage, som jeg udgød, da<br />
jeg om aftenen knælede ned og takkede Gud for den rige udgydelse af hans hellige<br />
Ånd, for det vidnesbyrd, der var kommet til mit hjerte og min sjæl og havde bekræftet
Side 117<br />
den kundskab, jeg havde om evangeliet, og fordi han havde givet mig større kraft, på<br />
grund af den kundskab jeg havde om, at Gud gennem sin hellige Ånd havde inspireret<br />
mig til at forkynde dette evangelium.<br />
Næste søndag lærte jeg endnu en lektie, som jeg har været lige så taknemmelig<br />
om end ikke så glad for. Jeg tog til Grantsville, det største ward i Zions Tooele stav,<br />
og jeg kom til Herren med omtrent den samme indstilling, som Oliver Cowdery havde,<br />
da han sagde til Herren: Jeg ønsker at oversætte', og Herren svarede ham, at han<br />
godt måtte oversætte. Men da det slog fejl for ham, fik han senere at vide, at han<br />
ikke havde udtænkt det i sit eget sind, at han ikke havde adspurgt Herren, og at han<br />
ikke havde gjort sin del. Jeg fortalte Herren, at jeg gerne ville tale igen til de hellige i<br />
Grantsville; jeg rejste mig og talte i 5 minutter, og jeg tror, jeg svedte lige så meget,<br />
som hvis jeg var blevet dyppet i et vandløb, og jeg løb fuldstændig tør for ideer. Jeg<br />
gjorde en så fuldstændig fiasko ud af min tale så at sige, som noget jordisk væsen<br />
kunne gøre. Jeg fældede ingen taknemmelighedstårer, men jeg vandrede adskillige<br />
kilometer bort fra kirkebygningen, ud i markerne mellem hø- og stråstakke, og da jeg<br />
var så langt væk, at jeg var sikker på, ingen kunne se mig, knælede jeg ned bag en<br />
af disse stakke og fældede ydmygelsens tårer. Jeg bad Gud om at tilgive mig for ikke<br />
at have husket, at mennesker ikke kunne forkynde Jesu Kristi evangelium med kraft,<br />
med styrke og med inspiration, hvis de ikke blev velsignet med den kraft, der kommer<br />
fra Gud; og jeg fortalte ham der, som den dreng jeg var, at hvis han ville tilgive mig min<br />
egoisme, hvis han ville tilgive mig for at have troet, at noget menneske uden hans Ånd<br />
kunne forkynde sandheden og finde villige hjerter til at modtage det, så ville jeg til min<br />
dødsdag bestræbe mig for at huske, hvor inspirationen kommer fra, når vi forkynder<br />
Jesu Kristi evangelium, livets og frelsens plan, der igen er blevet åbenbaret til jorden.<br />
Jeg er taknemmelig for at kunne sige, at i de 40 år, der siden er gået, er jeg aldrig<br />
blevet ydmyget, som jeg blev det den dag. Og hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig, takket<br />
være Herren, har rejst mig op med den ide, at et menneske kunne gøre indtryk på sine<br />
tilhørere - hvad enten de er sidste dages hellige eller syndere - hvis vedkommende<br />
ikke er i besiddelse af den levende Guds Ånd og således kan bære vidnesbyrd om, at<br />
det er sandheden, I og jeg er engageret i.<br />
III<br />
Efter trofast at have arbejdet i gerningen som præsident for Tooele staven fra oktober<br />
1880 til oktober 1882 blev Heber J. Grant gennem åbenbaring kaldet af præsident John<br />
Taylor til den høje stilling som apostel. Dette kald kom omkring en måned før hans<br />
26-års fødselsdag. Det var en ansvarsfuld stilling for en så ung mand. Men når man<br />
kaster et blik på hans første år, er der tydeligt bevis på, at det længe havde været<br />
kendt, at han en dag ville modtage denne høje kaldelse. I en tale holdt af præsident<br />
Grant i 1919 finder jeg følgende:<br />
"Da jeg var lille, var jeg engang med til et hjælpeforeningsmøde, der blev afholdt i<br />
afdøde William C. Staines' hjem på hjørnet af South Temple og Fifth East Streets. Min<br />
mor var der, tante Em` Wells' var der, Eliza R. Snow(2), Zina D. Younn(3) og mange<br />
andre. Da mødet var forbi, gav søster Eliza R. Snow ved hjælp af tungemålsgaven en<br />
velsignelse til hver eneste af disse gode søstre, og søster Zina D. Young udlagde den.<br />
Efter at have velsignet søstrene vendte hun sig til drengen, der legede på gulvet, og<br />
udtalte en velsignelse over mit hoved ved hjælp af tungemålsgaven, og Zina D. Young<br />
gav udlægningen. Jeg forstod natuligvis ikke et ord, og alt, hvad jeg som barn fik ud<br />
af udlægningen var, at jeg en dag ville blive en stor mand. Jeg troede, det betød, at<br />
jeg ville blive en høj mand. Min mor skrev velsignelsen ned. Hvoraf bestod den? Det
Side 118<br />
var en profeti gennem tungemålsgaven, at hendes dreng en dag ville blive en Jesu<br />
Kristi apostel; og hun fortalte mig ofte, at hvis jeg opførte mig ordentligt, ville denne<br />
ære overgå mig. Jeg lo altid ad hende og sagde: Alle mødre tror, at deres søn vil blive<br />
USA's præsident eller opnå en eller anden stor stilling. Du burde glemme det, mor.' Jeg<br />
troede hende ikke, før denne ære overgik mig."<br />
(1) Emmeline B. Wells- (1828-1921) Den 4. hjælpeforeningspræsidentinde for<br />
hovedbestyrelsen. Tante benyttes her som et udtryk for hengivenhed.<br />
(2) Eliza R. Snow - (1804-1887) digter og forfatter.<br />
(3) Zina D. Young- (1821-1901) Den 3. hjælpeforeningspræsidentinde for<br />
hovedbestyrelsen.<br />
Selv om det var blevet kundgjort hans mor og ham selv gennem tungemålsgaven<br />
til Eliza R. Snow, at han en dag ville "blive en Jesu Kristi apostel", og selv om han<br />
var blevet udpeget til denne høje kaldelse af præsident John Taylor gennem særlig<br />
åbenbaring, tvivlede Heber J. Grant alligevel meget på sine kvalifikationer og evner<br />
til at udfylde dette betydningsfulde embede. Endnu en bemærkelsesværdig oplevelse,<br />
som han fortalte om senere i livet, fjernede for altid tvivlen fra hans sind om grundene<br />
til, at han var blevet valgt.<br />
Det følgende er fra en af hans taler, efter at han blev kirkens præsident: "Fra oktober<br />
1882, da jeg blev kaldet til at være en af Det tolvs Råd, og indtil den følgende februar<br />
havde jeg ikke ret megen glæde og lykke i min gerning. Jeg blev forfulgt af en ånd,<br />
der fortalte mig, at jeg manglede erfaringen, inspirationen og vidnesbyrdet til at være<br />
værdig til embedet som Jesu Kristi apostel. Min kære mor havde fyldt mig med en<br />
sådan kærlighed til evangeliet og en sådan ærbødighed og beundring for de mænd,<br />
der stod i spidsen for denne kirke, at jeg blev overvældet, da jeg blev kaldet til at være<br />
en af dem. Jeg følte min egen uværdighed, og fjenden drog fordel af denne følelse i<br />
mit hjerte og forfulgte mig dag og nat og rådede mig til at trække mig tilbage, og når jeg<br />
bar vidnesbyrd om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i, kom følgende<br />
ord tilbage til mig: "Du har ikke set Frelseren; du har ikke ret til at bære et sådant<br />
vidnesbyrd," og jeg blev meget ulykkelig.<br />
Men i februar 1883, da jeg red af sted på Navajo indianerreservatet sammen med<br />
ældste Brigham Young jun. og 15-20 andre brødre, deriblandt afdøde præsident Lot<br />
Smith fra en af Arizonas stave, for at besøge navajoindianerne og moquiindianerne<br />
- vi red igennem en del af navajoreservatet for at komme til moquireservatet - drejede<br />
vejen pludselig, mens vi red mod sydøst, og svingede næsten mod nordøst, men der<br />
var en sti eller et spor, der førte i den retning, vi hidtil havde redet. Omkring 8-10 af os<br />
var til hest og resten i vogne. Broder Smith og jeg var bagest i gruppen. Da vi nåede<br />
sporet, udbrød jeg: Vent et øjeblik, Lot; hvor fører dette spor hen?'<br />
Han svarede: Åh, det fører tilbage til vejen 5-6 km længere henne, men vi er nødt til<br />
at tage en omvej på 13-14 km for at udgå en dyb kløft, som ingen vogne kan krydse.'<br />
Jeg spurgte: Kan en rytter komme over den kløft'<br />
,Ja,' svarede han.<br />
Jeg sagde: Er der nogen fare for indianere, hvis man er alene derude?'<br />
,Nej,' svarede han.<br />
Derpå sagde jeg: Jeg vil gerne være alene. Du kan bare fortsætte sammen med<br />
resten af gruppen, så mødes jeg med jer derovre, hvor sporet og vejen går sammen<br />
igen.'
Side 119<br />
En af grundene til, at jeg spurgte, om der var nogen fare, var, at vor gruppe et<br />
par dage før havde besøgt det sted, hvor George A. Smith jun. var blevet dræbt af<br />
navajoindianerne, og denne begivenhed stod meget tydelig i min erindring på det<br />
tidspunkt, jeg talte med Lot. Jeg havde måske redet 1 1/2 km, da det gennem Herrens<br />
venlige forsyn blev tilkendegivet tydeligt for mig, så vidt min forståelse rækker - jeg så<br />
ikke himlen, jeg så ikke et råd, som blev afholdt der, men ligesom Lehi i fordums tid<br />
syntes jeg at kunne se, og hele mit væsen var så fyldt med de oplysninger, jeg modtog,<br />
da jeg standsede min hest og sad der og kommunikerede med himlen, at jeg er lige så<br />
overbevist om de oplysninger, der kom til mig ved den lejlighed, som hvis Guds røst<br />
havde sagt ordene til mig.<br />
Det blev tilkendegivet for mig der og dengang, mens jeg sad og græd af glæde,<br />
at det ikke var pga. nogen særlig intelligens, jeg besad, at det ikke var pga. nogen<br />
kundskab, jeg havde, der var større end et vidnesbyrd om evangeliet, og at det ikke<br />
var pga. min visdom, at jeg var blevet kaldet til at være en af Jesu Kristi apostle i<br />
denne sidste uddeling, men at det var fordi Guds profet, Joseph Smith - den mand,<br />
der var det udvalgte redskab i den levende Guds hænder til igen at grundlægge livets<br />
og frelsens plan på jorden - ønskede, at jeg skulle kaldes, og fordi min far - Jedediah<br />
M. Grant, der gav sit liv for evangeliet, mens han sad i kirkens præsidentskab som<br />
rådgiver til Brigham Young, og som havde været død i næsten 26 år - ønskede, at hans<br />
søn skulle være medlem af De tolvs Råd. Det blev tilkendegivet for mig, at profeten og<br />
min far var i stand til at skænke mig apostelembedet pga. deres trofasthed, og fordi<br />
jeg havde levet et rent liv, men at det nu var op til mig at gøre denne kaldelse til en<br />
succes eller en fiasko. Jeg kan bære vidnesbyrd for jer her i dag, at jeg ikke tror, at<br />
noget menneske på jorden, fra denne dag i februar 1883 og indtil nu, har nydt større<br />
glæde og en mere fuldstændig og vidunderlig lykke, end jeg har ved at opløfte min røst<br />
og bære vidnesbyrd om evangeliet ude og hjemme, i hvert eneste land og under hvert<br />
eneste himmelstrøg, hvor det er faldet i min lod at drage hen."<br />
Årene fra 1882, da han blev kaldet til apostelembedet, og til 1901, da han tog<br />
af sted til Japan for at åbne en mission for kirken, tilbragte Heber J. Grant med<br />
at besøge wardene og stavene, deltage i apostlenes råd og passe sine omfattende<br />
forretningsvirksomheder. Følgende citat fra en af hans taler giver et tydeligt billede af<br />
hans forretningsevner i de unge år:<br />
"I 1890-1891 blev der gjort alvorlige bestræbelser på at oprette roesukkerindustrien i<br />
vort territorium. På grund af den økonomiske panik i 1891 var mange, der havde tegnet<br />
sig for aktier, ude af stand til at betale deres bidrag, og jeg blev sendt østpå for at sikre<br />
de nødvendige midler til at få industrien sat i gang. Da det ikke var lykkedes mig at få<br />
det nødvendige beløb i New York og i Hartford, Connecticutt, blev jeg dernæst sendt til<br />
San Francisco, hvor jeg fik 100.000 dollars af hr. Henry Wadsworth, kasserer for Wells,<br />
Fargo & Co.'s bank der i byen. Jeg er sikker på, at den kendsgerning, at jeg som dreng<br />
havde været trofast i hans tjeneste, da han var fuldmægtig for Wells, Fargo & Co. i Salt<br />
Lake City, havde nogen indvirkning på, at han ville låne mine kolleger et så stort beløb<br />
på et tidspunkt, hvor der var stærkt brug for penge."<br />
I året 1893 opstod der en alvorlig forretningskrise overalt i De forenede Stater. Prisen<br />
på fast ejendom og på alle handelsvarer gik ned; folk tog deres penge ud af banker, og<br />
i hundredvis af disse institutioner blev tvunget til at lukke dørene; fabrikker lukkede, og<br />
mennesker blev arbejdsløse. Der herskede en kaotisk tilstand i forretningsverdenen.
Side 120<br />
Heber J. Grant var blandt de tusinder, der led tab på grund af denne krise. Ved<br />
oktoberkonferencen i 1893 beskrev han forholdene - og sin egen økonomiske tilstand<br />
- for de hellige:<br />
"De sidste dages hellige har været igennem hårde tider, og mange af os bliver lange<br />
i ansigterne og tror, vi er i frygtelige vanskeligheder, når vi i virkeligheden slet ikke er i<br />
vanskeligheder. Hele denne økonomiske panik er et stort nummer' fra først og til sidst i<br />
en af ordets betydninger. Folk overalt i landet blev bange. For hvad? Ikke for noget. Til<br />
trods for en god bomuldshøst, en god majs- og hvedehøst og almen velstand over hele<br />
landet har vi haft omkring 570 banker, der krakkede; og jeg drister mig til at komme<br />
med den påstand, at ud af dette antal var det kun meget få, der krakkede pga. dårlige<br />
økonomiske omstændigheder. Hvorfor krakkede de? Simpelthen fordi folk blev bange,<br />
tog deres penge ud af bankerne og i mange tilfælde skjulte dem. 19 ud af 10 tilfælde<br />
var der ikke den ringeste grund til at tage pengene ud af bankerne. Man har anslået, at<br />
95 % af den handel, der foregår, sker på kredit, og at der kun er 5 % egentlige penge,<br />
der skifter ejer ved et lands forretningsaktioner. Vi har fået en sådan forskrækkelse, at<br />
de 95 % er gået ned med 20 %; med andre ord ca. 4 gange så megen nedgang som<br />
der var penge til at udføre forretningerne med. Resultatet er, at man er blevet bange<br />
for alle og enhver, og som jeg sagde, er 570 banker krakket, og de var næsten uden<br />
undtagelse absolut solide og betalingsdygtige.<br />
Jeg ønsker at tilstå overfor jer, at jeg og mange andre har båret os forkert ad.<br />
Hvorfor? Fordi vi har været så ivrige efter at tjene penge, at vi er kommet i gæld, og nu<br />
kan vi ikke betale denne gæld til tiden. Jeg kan ikke, fordi 10.000 dollars håndpantlån,<br />
som er gyldige, ikke ville kunne tilvejebringe 1.000 dollars. For første gang i mit liv er<br />
mennesker kommet til mig og har bedt mig om at betale penge, som jeg skyldte dem,<br />
og jeg har været nødt til at bede om udsættelse. Hvis Herren blot vil tilgive mig denne<br />
ene gang, skal jeg aldrig blive overrumplet igen. Jeg har lånt penge, siden jeg var 18;<br />
men hvis jeg blot kan få betalt, hvad jeg skylder nu, tror jeg, at jeg vil være tilfreds med<br />
Herrens velsignelser, hvad de end består af, og om det er lidt eller meget.<br />
Jeg gik ud på gaden med værdipapirer for 30.000 dollars som sikkerhed og forsøgte<br />
at låne 10.000 dollars herpå, og jeg ville have givet 20 % rente, hvis jeg kunne have<br />
fået pengene; men jeg kunne ikke få nogen. Hvad vore ejendele angår, har de ikke<br />
nogen egentlig værdi for os, kun så vidt vi er rede og villige til at bruge dem til Guds<br />
riges fremme. Det er vor pligt at sørge for vore familier, men det er ikke vor pligt at leve<br />
i overflod. Det er ikke vor pligt at arbejde for at skaffe os rigdomme til vor personlige<br />
forherligelse. Selvfølgelig kan jeg lide at se mennesker have det godt, og jeg håber,<br />
at jeg vil opleve den dag, hvor de sidste dages hellige vil være velhavende. Men jeg<br />
vil gerne sige til jer, at medmindre vi bliver mere ydmyge, mere gudlignende og mere<br />
trofaste til at holde Guds bud, forventer jeg ikke, at vi vil blive velhavende. Når vi lærer<br />
at være villige til at benytte de midler, Gud giver os til sit riges fremme, vil de sidste<br />
dages hellige ikke have nogen særlige økonomiske problemer; Herren vil velsigne dem<br />
med overflod. Det, vi skal gøre, er at søge at få hans Ånds lys og inspiration til at vejlede<br />
os til alle tider, så vil han give os alt det andet, vi har brug for."<br />
Ved oktoberkonferencen i 1894 holdt ældste Grant en dynamisk tale om<br />
hjemmeindustri og nødvendigheden af at beholde pengene i sin egen lomme. Hvad<br />
angår værdien af sidstnævnte råd, illustrerede han sin udtalelse ved at fortælle<br />
følgende beretning:<br />
"Jeg husker at have hørt broder George L. Farrell komme med en udtalelse om<br />
hjemmegjorte varer -det var i Assembly Hall for 6 måneder siden - og jeg har citeret den
Side 121<br />
ved hver eneste konference, jeg har været til siden, og jeg agter at fortsætte med at<br />
citere den. Han fortalte, at han købte nogle hjemmesyede sko, og på stationen mødte<br />
han den mand, han skyldte penge for disse sko. Han gik hen til ham og gav ham de 5<br />
dollars. Manden vendte sig om, fik øje på en anden mand, som han skyldte penge, og<br />
gav ham de 5 dollars. Denne fik øje på en tredje og gav ham pengene; han fik øje på<br />
en fjerde. og gav dem til ham; den fjerde gik hen til broder Farrell og sagde: "Broder<br />
Farrell, jeg skylder dig 6 dollars; her er de 5; jeg vil give dig den sidste dollar, næste<br />
gang vi mødes." Disse 5 dollars slog en streg over en gæld på 25 dollars lige så hurtigt,<br />
som det tager at tælle til 5. Og gæld er trældom, så derfor løftede de for 25 dollars<br />
trældom fra disse menneskers skuldre."<br />
Læren om personlig frelse var altid et af Heber J. Grants yndlingsemner. Han var<br />
en ivrig tilhænger af den lære, at Herren hjælper dem, der hjælper sig selv. Ved<br />
oktoberkonferencen i 1895 fremførte han dette emne meget eftertrykkeligt:<br />
"Hvis I gerne vil vide, hvordan I bliver frelst, kan jeg fortælle jer det. Det bliver I<br />
ved at holde Guds befalinger. Ingen magt på jorden eller under jorden kan nogensinde<br />
forhindre jer eller mig eller nogen sidste dages hellig i at blive frelst; det er kun os selv,<br />
der kan det. Vi er bygmestre for vort eget liv, ikke blot her, men også i evigheden.<br />
Vi alene er i stand til at udføre hver eneste opgave og forpligtelse, som Gud har<br />
krævet af mennesker. Ingen befaling blev nogensinde givet os, uden at Gud gav<br />
os kraft til at holde den befaling. Hvis det mislykkes for os, er det os alene, der er<br />
ansvarlige for fiaskoen, for Gud udruster sine tjenere - fra kirkens præsident og ned til<br />
det mest beskedne medlem - med al den evne, al den kundskab og al den kraft, som er<br />
nødvendig for trofast, flittigt og på rette måde at udføre enhver opgave og forpligtelse,<br />
der hviler på dem, og vi alene må stå til regnskab, hvis vi svigter i denne henseende."<br />
I 1897 blev ældste Grant alvorligt syg og var nødt til at gennemgå en operation for<br />
blindtarmsbetændelse. I flere måneder var han ude af stand til at forlade sit hjem og<br />
passe sine sædvanlige pligter. Den 12. marts 1898 talte han for første gang i næsten<br />
et år i Tabernaklet i Salt Lake City, og han gav følgende beskrivelse af sin sygdom<br />
og helbredelse:<br />
"Det er en kilde til stor glæde for mig endnu engang at stå her foran de sidste dages<br />
hellige i dette Tabernakel. Som de fleste af de sidste dages hellige, der er til stede her<br />
i Tabernaklet, er klar over, er det næsten et år siden, jeg sidst stod her, og i løbet af<br />
dette år har jeg gennemgået en meget alvorlig operation, der - ifølge de medicinske<br />
journaler - burde have gjort ende på mit liv. Der står, at det er umuligt for et menneske<br />
at genvinde helbredet, når vedkommende befinder sig i den tilstand, jeg var i, da jeg<br />
blev opereret. Men jeg er taknemmelig for at være her, og jeg føler trang til at takke<br />
min himmelske Fader og de præstedømmebrødre, der salvede mig og velsignede mig<br />
i denne svære tid og lovede mig, at jeg ville genvinde helbredet. Siden den tid har<br />
jeg også været meget syg af lungebetændelse. For nogle år siden forsøgte jeg at<br />
tegne en livsforsikring, men selskaberne afviste mig. Deres læger fortalte mig, at hvis<br />
jeg nogen sinde fik lungebetændelse, ville jeg dø. Men til trods for denne rapport fra<br />
livsforsikringsselskabernes læger, er jeg her stadigvæk. Det er en kilde til glæde for<br />
mig igen at opløfte min røst sammen med sidste dages hellige og at bære vidnesbyrd<br />
om den kundskab, jeg har om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i."<br />
Ældste Grant, der altid fulgte resultaternes sti og erfarede enestående tilfredshed i<br />
overvindelsen af enhver hindring, der lå i vejen for ham, påtog sig i disse år den opgave<br />
at lære at synge. Hans egen herlige beretning om denne præstation er taget fra en<br />
artikel, som han udgav i Improvement Era i år 1900. Jeg vil gengive en del af den her:
Side 122<br />
"Da jeg tror, at temmelig mange, der aldrig har sunget, måske vil have udbytte af at<br />
læse en beretning om mine anstrengelser, og måske derigennem vil blive opmuntret til<br />
at lære at synge, har jeg besluttet at videregive mine erfaringer til bladet Era's læsere.<br />
Da jeg var barn, forsøgte min mor at lære mig at synge, men det mislykkedes pga.<br />
min manglende evne til at holde tonen. Som 10-årig kom jeg i en sangklasse, der blev<br />
undervist af professor Charles J. Thomas, og han forsøgte forgæves at lære mig at<br />
synge en skala eller en simpel melodi, men gav til sidst fortvivlet op. Han sagde, at jeg<br />
aldrig kunne lære at synge her på jorden. Måske mente han, at jeg kunne lære denne<br />
guddommelige kunst i en anden verden. Lige siden dette forsøg har jeg ofte forsøgt<br />
at synge, når jeg kørte alene mange kilometer borte fra nogen, der eventuelt kunne<br />
høre mig, men ved sådanne lejligheder lykkedes det mig aldrig at holde tonen i blot<br />
et enkelt vers af en af vore kendte salmer, og ofte kunne jeg ikke engang holde den<br />
i en enkelt linie.<br />
For næsten 10 måneder siden bemærkede jeg, da jeg hørte broder Hoace S. Ensign<br />
synge, at jeg gladeligt ville give 2-3 måneder af min fritid, hvis resultatet deraf ville<br />
blive, at jeg kunne lære at synge et par salmer. Han svarede, at enhver kunne lære<br />
at synge, hvis vedkommende havde en nogenlunde god stemme, var i besiddelse af<br />
standhaftighed og var villig til at øve sig meget. Jeg sagde, at jeg havde stemme til<br />
overflod og stor standhaftighed. Han var ansat hos mig på daværende tidspunkt, og<br />
jeg bemærkede spøgefuldt, at selv om han ikke var blevet ansat som musiklærer, ville<br />
jeg på stående fod tage mine to første sangtimer i salmen, O min Fader'. Til min store<br />
overraskelse var jeg efter 4-5 dages forløb i stand til at synge denne salme sammen<br />
med broder Ensign uden nogen fejl. Efter 2 ugers forløb kunne jeg synge den alene,<br />
bortset fra at jeg var lidt falsk på de høje toner. Mit øre, der ikke var musikalsk opøvet,<br />
lagde ikke mærke til dette, og den eneste grund til, at jeg vidste det, var fordi broder<br />
Ensign og andre af mine venner gjorde mig opmærksom på det.<br />
En af kirkens ledere, der hørte mig, da jeg lige var begyndt at øve mig, bemærkede,<br />
at min sang mindede ham meget om afdøde apostel Orson Pratts digtning. Han sagde,<br />
at broder Pratt kun skrev et eneste digt, og det så ud, som om det var skrevet i store<br />
træk og aldrig gjort færdigt.<br />
Efter 2-3 måneders forløb kunne jeg ikke blot synge "O min Fader", men også Gud<br />
har så gådefuld en vis', Kom, kom, Guds folk' og 2-3 andre salmer. Da jeg kort efter<br />
var på rejse nede sydpå, sang jeg en eller flere salmer i hver af Arizona stavene og i<br />
Juarez, Mexico. Da jeg kom tilbage til Salt Lake City, forsøgte jeg at synge O min Fader'<br />
i det store Tabernakel i det håb at give unge mennesker en lektie, der ville opmuntre<br />
dem til at lære at synge. Det blev en fiasko, idet jeg sang falsk i næsten hvert eneste<br />
vers, og i stedet for at virke opmuntrende på de unge mennesker, frygter jeg, at det<br />
snarere afskrækkede dem.<br />
Da jeg begyndte at øve mig, kunne jeg ikke holde tonen, hvis en anden faldt ind<br />
og sang bas, tenor eller alt. Jeg kunne heller ikke synge, hvis nogen akkompagnerede<br />
mig på klaver eller orgel, da de mange forskellige lyde forvirrede mig.<br />
Jeg er glad for at kunne sige, at jeg nu kan synge med klaver- eller<br />
orgelakkompagnement, og at jeg også kan synge den bærende stemme i Gud har så<br />
gådefuld en vis' i en duet, en trio eller en kvartet. Jeg har lært temmelig mange sange,<br />
og broder Ensign og adskillige andre, der er uddannet i musik, og som jeg har sunget<br />
for i løbet af de sidste par uger, har forsikret mig om, at jeg klarede det uden at ramme<br />
en eneste node forbi; jeg frygter, at dette ikke ville være tilfældet, hvis jeg forsøgte at
Side 123<br />
synge offentligt. Imidlertid agter jeg at blive ved med at forsøge at synge salmen "O min<br />
Fader" i Assembly Hall eller det store Tabernakel, indtil jeg kan synge den uden fejl.<br />
Da jeg for nylig var på vej til Arizona, spurgte jeg ældsterne Rudger Clawson og J.<br />
Golden Kimball, om de havde noget imod, at jeg sang 100 salmer den dag. De tog det<br />
som en spøg og forsikrede mig om, at det ville være dem en fornøjelse. Vi kørte på<br />
vejen fra Holbrook til St. Johns, en afstand på ca. 96 km. Da jeg havde sunget omkring<br />
40 salmer, erklærede de, at hvis jeg sang de resterende 60, ville de begge få et nervøst<br />
sammenbrud. Jeg tog ingen notits af deres indtrængende bønner, men holdt dem til<br />
aftalen og sang de 100 salmer. 115 sange på en dag og 400 på 4 dage er det meste,<br />
jeg nogensinde har øvet mig.<br />
Nu er min musikalske døvhed ved at forsvinde, og når jeg sætter mig ved et klaver<br />
og spiller melodistemmen, kan jeg lære en sang på mindre end 1/10 af den tid, det tog,<br />
da jeg første gang begyndte at øve mig."<br />
IV<br />
Den 14. februar 1901 bekendtgjorde Det øverste Præsidentskab, at en ny mission af<br />
kirken ville blive oprettet i Japan, og at ældste Heber J. Grant var blevet udvalgt til<br />
at påbegynde missioneringen på disse fjerntliggende øer. Ældste Grant accepterede<br />
beredvilligt dette kald og begyndte at gøre forberedelser til sin afrejse.<br />
I denne forbindelse fortæller han en interessant historie: "Den mest fantastiske<br />
oplevelse i mit liv - økonomisk set - skete i tiden, fra jeg blev kaldet til at tage til Japan,<br />
og til min afrejse fandt sted. Da jeg gik fra mødet i templet, hvor jeg havde accepteret<br />
kaldet, indhentede apostel John W. Taylor(1) mig og sagde: Vent et øjeblik og lad<br />
de andre brødre komme ud.' Derefter fortsatte han: Jeg ved, at du har ydet et lige<br />
så stort offer i dag, som Abraham ydede, da han var villig til at ofre sin søn Isak.<br />
Du er ikke i stand til at acceptere dette kald, pga. den gæld du sidder i. Herren har<br />
antaget dit offer, og jeg profeterer, at du vil tage til Japan som en fri mand økonomisk<br />
set.' I løbet af 4 måneder havde jeg betalt 4.600 dollars i tiende, jeg havde betalt<br />
alle forpligtelser, hvor jeg havde venner som endossenter, og i stedet for at være i<br />
økonomiske vanskeligheder var jeg praktisk talt en fri mand, da jeg rejste."<br />
(1) (1858-1916) søn af præsident John Taylor; ordineret til apostel i 1884.<br />
Før han forlod Salt Lake City, talte han til kirkens unge ved junikonferencen og gav<br />
dem nogle udmærkede råd:<br />
"Når jeg nu siger farvel til de unge mænd og kvinder i vor Gensidige<br />
Uddannelsesforening, ønsker jeg at indprente i jeres sind, hvad der blev sagt her i dag<br />
af broder Roberts - at det er arbejde, der vil tælle for jer drenge og piger; det er at<br />
efterleve visdomsordet; det er at betale jeres tiende; det er at undgå dårligt selskab;<br />
det er at sætte jeres dyd højere end jeres liv; det er at lytte til råd og vejledning fra jeres<br />
fædre og mødre og fra Guds præstedømme og at gøre jeres pligt. Det er disse ting,<br />
der vil højne jer i Guds øjne, og som vil bringe jer tilbage til hans nærhed.<br />
Unge mænd og kvinder, jeg bevidner for jer, at Gud lever, at Jesus er Kristus, at<br />
Joseph Smith var og er en Guds profet, og at Lorenzo Snow i dag er en Guds profet.<br />
Hvordan ved jeg det? Jeg ved det lige så sikkert, som jeg ved, at jeg står foran jer her i<br />
aften. Jeg kender varme, og jeg kender kulde; jeg kender glæde, og jeg kender sorg; og<br />
jeg siger jer, at det er i sorgens time, i hjemsøgelsens time, i dødens time, at Gud har<br />
hørt og besvaret mine bønner, og jeg ved, at han lever. Jeg giver jer mit vidnesbyrd."<br />
Ved en afskedsreception, der blev afholdt i præsident Grants hjem den 11. juni,<br />
fremhævede præsident Joseph F. Smith betydningen af den mission, som ældste Grant
Side 124<br />
skulle til at påbegynde; han lykønskede ældsterne og ønskede, at de måtte få succes<br />
og vende tilbage i god behold. Her følger en del af præsident Smiths ord:<br />
"Jeg vil gerne sige til dig, broder Heber J. Grant, at vi er glade for, at dette store<br />
arbejde med at åbne døren for Jesu Kristi evangelium til en af jordens førende nationer,<br />
er blevet betroet dig. De er Guds børn og har sjæle, der skal frelses; de er opvakte og<br />
kløgtige. Vi forventer, at broder Grant vil gøre sin pligt i dette kald; det ved vi, at han<br />
vil, og vi vil støtte ham med vor tro og vore bønner. Det bekymrer mig ikke, om han<br />
har held til at lære sproget eller ej; hvis han vil blive der, indtil Guds tjenere siger: Kom<br />
hjem,' vil hans navn blive husket med ære og velsignelse, og hundreder, ja tusinder og<br />
måske millioner vil modtage evangeliet som et resultat af hans arbejde i begyndelsen;<br />
derfor ønsker vi broder Heber held og lykke på denne mission. Det er en meget vigtig<br />
mission, og vi vil gøre alt, hvad der står i vor magt for at hjælpe ham til at få succes<br />
og til at modtage guds velsignelser, og også at hans liv må blive bevaret. Må Herren<br />
velsigne dit hjem, mens du er borte, og må han velsigne dine børn, der bliver hjemme,<br />
og din hustru, der skal blive hjemme, må han støtte og velsigne hende, indtil du vender<br />
tilbage, at hun kan stå i spidsen for sin familie og få kraft fra Herren til at styre den og<br />
råde over den i visdom og kærlighed."<br />
Kort efter sin ankomst til Japan udsendte præsident Grant følgende detaljerede tale<br />
til det japanske folk, hvori han kundgjorde formålet med sin mission. På grund af talens<br />
historiske betydning ønsker jeg at gengive den her i sin fulde længde:<br />
TIL DET JAPANSKE FOLK<br />
"Som apostel og tjener for den højeste Gud, tilsendt jer fra Jesu Kristi Kirke af Sidste<br />
Dages Helliges hovedkvarter i Salt Lake City, Utah sammen med mine ledsagere, hilser<br />
jeg jer og beder jer om at overveje det vigtige budskab, vi bringer. Vi kommer ikke til<br />
jer i den hensigt at forsøge at berøve jer nogen sandhed, som I tror på, eller noget lys,<br />
som I har det privilegium at kunne glæde jer over. Vi bringer jer mere lys og sandhed og<br />
større kundskab, som vi frit tilbyder jer. Vi betragter jer som børn af vor fælles Fader,<br />
universets Skaber. Menneskets ånd, det fornuftsmæssige jeg, er Guds afkom; derfor<br />
er mænd og kvinder af alle racer, slægter, stammer og tungemål på jordens overflade<br />
brødre og søstre. Det er derfor som brødre, vi kommer til jer, fordi vi er interesseret i<br />
jeres velfærd både her og hisset. Vor mission er en pligtens mission. Gud har befalet os<br />
at forkynde hans ord og vilje til verden. Vi handler med hans guddommelige myndighed<br />
og ikke i vort eget navn eller for personlig vinding. Vi beder jer indtrængende om at<br />
lytte til vore ord.<br />
I alle tidsaldre har der været mænd, der blev inspireret af den Almægtige til gavn for<br />
deres egen race og nation. Det lys, de bragte, kan sammenlignes med lyset fra himlens<br />
stjerner. Det blev tilpasset de tider og forhold, de levede under. De så alle frem til en tid,<br />
hvor mere lys og højere sandhed skulle tilkendegives. Vi erklærer over for jer, at denne<br />
større åbenbaring er kommet, og vi er blevet bemyndiget fra det høje til at forelægge<br />
den for jer. Styrken, kraften og fremgangen hos de nationer, der kaldes kristne, viser,<br />
at der er noget i deres tro, som er storslået og har en god indflydelse. Men uenigheden<br />
og striden mellem de forskellige sekter, de er delt op i, beviser, at noget i dem er<br />
forkert og bidrager til strid i stedet for harmoni; til krig i stedet for fred. Sandheden er<br />
den, at Jesus fra Nazaret bragte verden den guddommelige religion, der skulle forene<br />
hele menneskeheden som en familie og forløse jorden fra ondt. Vildfarelser har sneget<br />
sig ind blandt dem, der påstod at være hans disciple, mørke er kommet over jordens<br />
overflade, og himlens rene lys er blevet fordunklet.
Side 125<br />
Den store og evige gud har i sin uendelige nåde gengivet den tro, der blev bragt af<br />
hans Søn Jesus Kristus, og denne har vist sig igen og har endnu en gang organiseret<br />
sin kirke på jorden og har overdraget sine udvalgte tjenere myndigheden til at forkynde<br />
den kristne tro i al sin tidligere enkelhed og med den samme myndighed og kraft.<br />
Dette er som forberedelse til alle tings fuldendelse, som der er blevet talt om af<br />
seerne, vismændene, digterne og profeterne gennem alle århundreder lige fra tidernes<br />
begyndelse. Den store og evige Gud har talt fra himlen og åbnet forbindelsen mellem<br />
sig selv og sit folk. Han befaler sine børn i alle lande, fra alle samfundsklasser,<br />
trosretninger, stillinger og racer at vende sig bort fra deres onde gerninger, omvende<br />
sig fra deres synder og komme til ham i ånden og også at blive døbt ved nedsænkning<br />
i vand til deres synders forladelse af en, der har myndighed fra ham, med det løfte,<br />
at gennem håndspålæggelse fra hans bemyndigede budbringere vil Helligånden blive<br />
skænket alle mennesker, der således adlyder hans ord. Dette vil udgøre en ny fødsel<br />
og åbne døren til himmeriget for hver eneste lydig sjæl.<br />
Med hans myndighed drejer vi den guddommelige nøgle, der åbner himlens rige<br />
for Japans indbyggere. Vi siger til dem alle, kom til det lys, der er blevet udspredt af<br />
retfærdighedens Søn. Vi tilbyder jer uvurderlige velsignelser. De er ikke af mennesker<br />
og kommer heller ikke ved menneskers kraft, men de er fra himlen, hvor den sande og<br />
levende Gud bor og regerer i stråleglans og herlighed. Det, jeres forfædre modtog, som<br />
var godt og førte til det gode, var blot som et glimt i tusmørket. Vi bringer jer sandheden<br />
i al dens stråleglans direkte fra dagens Lys. Kom til lyset og sandheden, og følg den<br />
eneste vej, der fører til den guddommelige og evige tilstand! Så vil jeres sjæl fyldes<br />
med fred, kærlighed og glæde, og I vil lære, hvordan I skal forenes med det store og<br />
rene i alle nationer og stammer til oprettelse af det store retfærdighedsrige på jorden;<br />
og herefter skal I bo blandt de retfærdige og forløste i vor evige Faders umiddelbare<br />
nærhed, og jeres herlighed og magt vil være celestial og evig.<br />
Jeres tjener for Guds sag<br />
REBER J. GRANT."<br />
Efter at have præsideret over den japanske mission i 18 måneder skrev præsident<br />
Grant følgende interesante brev til de hellige i den europæiske mission, som svar på<br />
en forespørgsel fra Joseph J. Cannon, der var redaktør for Millennial Star. Da det giver<br />
udtryk for præsident Grants følelser på daværende tidspunkt, ønsker jeg at gengive<br />
en del af det:<br />
"Tokyo, Japan, den 12. januar, 1903.<br />
Til de hellige i den europæiske mission:<br />
For få dage siden fik jeg et brev fra ældste Joseph J. Cannon, der bad om et "bidrag".<br />
Mit hjerte svarede straks: Ja, med stor fornøjelse', men da jeg læste videre og fandt<br />
ud af, at det, man ønskede, var en artikel til the Star, følte jeg ikke så megen glæde,<br />
som jeg havde forventet.<br />
Jeg har ikke skrevet ret meget til offentligheden, blot et par artikler til the Era, og<br />
disse blev skrevet efter anmodning fra medredaktøren, ældste Edward H. Anderson,<br />
og i det håb, at de ville inspirere vore unge mænd til at sende bidrag til dette agtværdige<br />
blads spalter, og i et forsøg på at vække et ønske i dem om aldrig at blive modløse i<br />
livets kamp, men at fortsætte fremad mod den endelige sejr.<br />
Jeg hilser de gode mennesker i den europæiske mission, og selv om dette brev vil<br />
krydse Stillehavet og Atlanterhavet, såvel som det amerikanske fastland, før det når sit<br />
bestemmelsessted, føler jeg alligevel ikke, at de hellige i missionen er så langt borte,<br />
men at de er mig nære og kære. Mit fortrolige forhold til præsidenterne John Taylor og
Side 126<br />
George Q. Cannon samt andre fra De britiske Øer - især præsident John R. Winder(1),<br />
der næsten har været som en far for mig, Anthon H. Lund(2) fra Skandinavien og den<br />
prægtige gamle mand' Karl G. Maeser(3) fra Tyskland - får mig til at føle det, som om<br />
jeg personligt kender mange af jer fra alle områder af den europæiske mission.<br />
(1) John R. Winder (1821-1910) født i England, virkede som rådgiver til Den<br />
præsiderende Biskop og som rådgiver i Det øverste Præsidentskab<br />
(2) Anthon H. Lund (1844-1921) født i Danmark, ordineret til apostel i 1889. Virkede<br />
som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.<br />
(3) Karl G. Maeser (1828-1901) tysk pædagog, der grundlagde Brigham Young<br />
universitetet.<br />
Vi er af én tro og har et fælles håb i livet, såvel som i de kommende evigheder.<br />
Jeg ved, at I har den samme kærlighed til Guds værk, som jeg har, og at I er lige så<br />
villige til at yde ofre for at fremme vor Mesters værk på jorden, og dette værk har I fået<br />
kundskab om gennem Herrens velsignelser. Jeg føler, at vi er, et' i overensstemmelse<br />
med vor Herre Jesu Kristi lærdomme. Intet er mere sandt, end at Ånden gør os<br />
til et. Denne sandhed er kommet til mig med megen kraft, når jeg har rejst blandt<br />
indianerne i Arizona, i New Mexico, i republikken Mexico, og siden jeg kom til Japan.<br />
Jeg tænker med virkelig hengivenhed på indianerne og på folket i dette land, og jeg<br />
har et brændende ønske om, at de må få kundskab om livets og frelsens evangelium.<br />
Mens jeg sidder her og skriver dette brev til jer og tænker på de 6-7 gange, siden jeg<br />
blev apostel, da Præsidentskabet næsten havde besluttet at sende mig til Liverpool,<br />
bliver jeg mindet om den kendsgerning, at vi aldrig ved, hvad der venter os. Den tanke<br />
er aldrig faldet mig ind, at jeg skulle kommunikere med jer gennem et brev fra Japan<br />
i stedet for at have fornøjelsen af at kende jer personligt; jeg tænkte heller ikke på,<br />
da mit navn først blev taget under overvejelse til præsidentskabet for den europæiske<br />
mission - nu for næsten 20 år siden - at jeg ikke ville have været sammen med jer for<br />
længe siden. Når Herren skal sende mig til jer, er jeg sikker på, at der vil være en varm<br />
velkomst i jeres hjerter, og efter alt hvad brødrene Rulon S. Wells, Joseph og James<br />
McMurrin, John Nicholson, Henry W. Naisbitt, medlemmerne af mit kvorum og andre,<br />
der har præsideret i Liverpool, har fortalt mig om de mange varme og oprigtige hjerter<br />
fra den ene ende til den anden af missionen, forventer jeg stor glæde ved at lære jer<br />
personligt at kende."<br />
Det ovennævnte brev var næsten en profeti, for få måneder senere blev præsident<br />
Grant kaldt hjem, og her fortalte præsident Joseph F. Smith ham, at han var blevet<br />
udpeget til at præsidere over den europæiske mission. Jeg har taget følgende fra en<br />
af hans senere taler:<br />
"Jeg husker, at mens jeg virkede i Japan, var jeg ikke helt igennem lykkelig i mit<br />
arbejde der, fordi det ikke var lykkedes mig at lære sproget. Jeg husker, at jeg gik<br />
ud i skoven, knælede ned, bad til Gud og sagde, at når mit arbejde der var afsluttet,<br />
ville jeg sætte meget pris på at blive kaldt til De britiske Øer for at efterfølge broder<br />
Francis M. Lyman. 2-3 dage efter at have udtalt denne bøn modtog jeg et telegram:<br />
Tag hjem med det første skib, der sejler.' Da jeg nåede hjem, fortalte præsident Smith<br />
mig, at de havde besluttet at sende mig til Europa for at efterfølge broder Lyman. Han<br />
sagde: Vi indser, at de to år eller mere, du har været i Japan, har været alt andet end<br />
tilfredsstillende, når man tænker på den glæde, missionærer føler ved at bringe sjæle<br />
til kundskab om sandheden, og vi ønsker, at du skal have mindst et år med virkelige<br />
missionæroplevelser.' Da jeg gik til hans kontor for at sige farvel og sagde: Vi ses om et<br />
år,' udbrød han: Vi har besluttet at gøre det til 1 '/2 år.' Jeg sagde: Gang det med to uden
Side 127<br />
at sige noget om det vil glæde mig,' og det var nøjagtigt, hvad han gjorde. Jeg var der<br />
lidt over 3 år, og aldrig har jeg følt større glæde og mere oprigtig tilfredshed i livet end<br />
i de 3 år, hvor jeg ikke havde tanke for andet end at udbrede Jesu Kristi evangelium."<br />
Præsident Grant vendte tilbage til Salt Lake City fra Japan i september 1903. Få uger<br />
senere tog han af sted til Europa. Kort efter sin ankomst til England den 28. november<br />
udsendte han følgende tale til de hellige i Europa; en del af den er gengivet her:<br />
"Til de hellige i den europæiske mission:<br />
Ved overtagelsen af en præsidents pligter over denne mission ved et nyt års<br />
begyndelse sender jeg hilsener til ældsterne og de hellige i Europa og tilgrænsende<br />
lande, hvor evangeliet bliver forkyndt.<br />
Mens jeg skriver, bliver jeg mindet om, hvor lidt man ved om, hvad en dag, en måned<br />
eller et år vil bringe. Den 12. december 1902 sad jeg i Tokyo, Japans hovedstad, og<br />
skrev til de hellige her i missionen og udtrykte overraskelse over at kommunikere med<br />
dem fra Japan, men det var ikke så stor en overraskelse for mig, som det nu er at sidde<br />
på kontoret i Liverpool og gøre det samme.<br />
Selv om vi kun har en begrænset ide om, hvad der skal ske med os i fremtiden, er<br />
der alligevel en ting, jeg er min Fader i himlen meget taknemmelig for, og det er den<br />
fuldstændige forsikring, jeg har om, at alt vil være vel med os i livets kamp og også i<br />
den kommende evighed, forudsat at vi som hellige fuldt ud gør vor pligt dag for dag og<br />
ved slutningen af hver dags arbejde kan vide, at vi har gjort vort bedste.<br />
Da jeg skrev fra Japan, erklærede jeg, at jeg med stor glæde så frem til at møde de<br />
hellige i den europæiske mission, når Herren i sin forudseenhed ville sende mig hertil.<br />
Mine grunde til dette var mit fortrolige forhold til præsidenterne John Taylor, George Q.<br />
Cannon, John R. Winder, Anthon H. Lund, den store pædagog Karl G. Maeser samt<br />
andre ædle og gode mænd og kvinder, der blev indsamlet fra denne mission gennem<br />
evangeliets sandheder; og også de forsikringer, jeg havde fået af præsident Joseph<br />
F. Smith og medlemmerne af mit eget kvorum, såvel som af andre af de brødre, der<br />
har præsideret over denne mission, om de varmhjertede, sande og trofaste hellige, der<br />
stadig opholdt sig i denne mission.<br />
Hvis jeg skal dømme om fremtiden ud fra den korte fortid, så vil min mission blive<br />
lykkelig og travl, da jeg helt igennem har nydt min forbindelse med de ældster og hellige,<br />
jeg har mødt siden min ankomst til England."<br />
Jeg har ikke plads til i dette begrænsede kapitel at beskrive det store arbejde, der<br />
blev udført af præsident Grant i de 3 år, han præsiderede over den europæiske mission.<br />
Jeg kan bevidne, at han var en vidunderlig og inspirerende præsident, da jeg virkede<br />
som missionær under ham og havde privilegiet af en nær og behagelig forbindelse<br />
med ham. Han var utrættelig i sine bestræbelser for at udbrede evangeliets principper.<br />
På grund af sit venlige og behagelige væsen vandt han sig selv og kirken tusinder af<br />
venner. Missionærerne elskede og ærede ham for hans fantastiske lederevner.<br />
Ved slutningen af sin mission, i december 1906, udgav han i Millennial Star en<br />
afskedstale til missionærerne og de hellige, og jeg vil her gengive en del af talen:<br />
"Til ældsterne og de hellige i den europæiske mission:<br />
Den 28. november for 3 år siden landede jeg i Liverpool og blev budt velkommen<br />
af præsident Francis M. Lyman og medarbejdere i Liverpoolkontoret. I dag er det 35<br />
måneder siden, jeg overtog præsidentskabet over den europæiske mission. Tiden er<br />
gået meget hurtigt. Jeg har haft travlt og har virkelig nydt mit arbejde. Missionen var i
Side 128<br />
en glimrende forfatning, og jeg har bestræbt mig for at bevare den høje standard, der<br />
blev sat af min forgænger.<br />
Hovedbegivenheden under min mission - noget, jeg er taknemmelig for - var da<br />
kirkens præsident besøgte den europæiske mission for første gang, siden den blev<br />
oprettet. Præsident Joseph F. Smiths og hans ledsageres besøg glædede ældsterne<br />
og de hellige og har været årsag til meget godt. Jeg beder oprigtigt om, at han vil<br />
komme igen, og at hans ophold vil blive meget længere, så han kan betyde forskellige<br />
dele af missionen mere grundigt.<br />
Siden min ankomst er 916 missionærer blevet indregistreret i Liverpool. Jeg har kun<br />
rosende ord og tak til mine medarbejdere i Liverpool-kontoret, og til alle de missions- og<br />
distriktspræsidenter, der har virket under min jurisdiktion. Jeg er meget taknemmelig<br />
og takker oprigtigt ældsterne for deres utrættelige energi og nidkærhed i at udbrede<br />
evangeliet. Mit virke har hovedsageligt været begrænset til den britiske mission. Der<br />
har været en stor stigning i den europæiske mission mht. det arbejde, der udføres af<br />
ældsterne i form af omdeling af traktater og bøger og besøg i fremmedes hjem for<br />
at få samtaler om evangeliet. I den britiske mission blev der i august, september og<br />
oktober omdelt over 1.200.000 traktater - en stigning på over 400.000 i sammenligning<br />
med den samme periode sidste år. De omdelte bøger beløb sig til over 43.000 - en<br />
stigning på over 28.000. Fremmede hjem besøgt med de første traktater i dette kvartal<br />
var 249.390 - en stigning på 102.076. Der blev foretaget 86.496 evangeliske samtaler<br />
- en stigning på 39.806. Der skal trækkes næsten 30 % fra disse stigninger, da vi har<br />
flere ældster nu end i samme periode sidste år. Det eneste, jeg er ked af, er, at dåbene<br />
ikke er steget i samme grad som de store stigninger i traktater, bøger og samtaler ...<br />
Jeg og ligeledes de af mine familiemedlemmer, der er her sammen med mig, vil<br />
rejse hjem med hjertet fuldt af kærlighed, godhed og velsignelse for alle de ældster og<br />
hellige, vi har været knyttet til, og med oprigtige bønner for deres fortsatte succes og<br />
lykke. Vore oplevelser i de sidste 3 år vil altid stå som dejlige minder gennem hele livets<br />
rejse, og vi beder oprigtigt om, at de stærke venskaber, der er blevet knyttet, må vare<br />
ved gennem evigheden. Jeg udtrykker igen min kærlighed og mine velsignelser til alle<br />
ældster og hellige i den europæiske mission. Jeg håber engang at få det privilegium at<br />
møde mange af de hellige i Zions land og også at vende tilbage til dette land og møde<br />
andre engang i fremtiden.<br />
Liverpool, den 1. december 1906.<br />
Heber J. Grant"<br />
Da præsident Grant ankom til Salt Lake City få uger efter sin afrejse fra England<br />
i december 1906, blev han straks involveret i kirkelige og forretningsmæssige<br />
anliggender. Ved aprilkonferencen i 1907 aflagde han rapport om sin mission til de<br />
hellige. Den begrænsede plads tillader ikke, at jeg citerer mere end nogle få paragraffer:<br />
"Efter at have været væk i 3 1/2 år," sagde han, "er jeg glad for at vende tilbage til<br />
mit bjerghjem. Jeg glæder mig over Guds værks fremgang herhjemme og i udlandet.<br />
Jeg ønsker at fortælle fædre og mødre, der har sønner i den europæiske mission, at<br />
de gør deres pligt; det er drenge, vi kan være stolte af.<br />
Mens jeg var i Japan, bad jeg til Herren af hele mit hjerte i dette lands skove,<br />
om jeg måtte få lov til at efterfølge broder Lyman som præsident for den europæiske<br />
mission. Og hvorfor? Fordi jeg ved fra min erfaring med at efterfølge ham i Zions<br />
Tooele stav, at han ville have fyldt hullerne op, have bygget broerne og have bragt<br />
vejene i orden. Jeg vidste, at jeg ville finde missionen velorganiseret og alting i den<br />
skønneste orden med en god grundvold at bygge på. Jeg byggede på denne grundvold,
Side 129<br />
og de unge missionærer støttede mig i mine bestræbelser der. Gud velsignede os i<br />
vort kirkearbejde i det land under min forvaltning. Jeg føler, at der vil ske en endnu<br />
større vækst under broder Penroses(1) forvaltning pga. den grundvold, der blev lagt<br />
af broder Lyman og efterfulgt af mine bestræbelser. Når folk siger, at de sidste dages<br />
hellige ikke tror på uddannelse og udforskning, fortæller de simpelthen noget, som ikke<br />
er sandt. Sidste år blev der alene på De britiske Øer omdelt over 4 millioner traktater af<br />
ældsterne, og disse traktater var hovedsagelig skrevet af ældste Charles W. Penrose."<br />
(1) Charles W. Penrose (1832-1925) - født i England, ordineret til apostel i 1904;<br />
virkede som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.<br />
V<br />
Efter at have tilbragt lidt over et år derhjemme og have deltaget i stavekonferencer<br />
lagde præsident Grant mærke til, at kirken havde fremgang, hvilket han gav udtryk for<br />
i sin tale ved aprilkonferencen i 1908:<br />
"Der er ingen tvivl i mit sind om, at Zion har fremgang, og at alt er vel. Jeg tror,<br />
som der blev sagt her til morgen, at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige aldrig<br />
har været i en bedre tilstand, end den er i dag- åndeligt og timeligt og på enhver<br />
måde. I løbet af det sidste år har jeg haft det privilegium at rejse rundt i mange af<br />
Zions stave, og jeg tror, at stavepræsidenterne, højrådsmedlemmerne, biskopperne<br />
og lærerne er mere ivrige og flittige til at holde Guds befalinger og til at belære<br />
medlemmerne om at efterleve Guds love, end de nogen sinde før har været. Jeg tror,<br />
at denne kirkes hjælpeorganisationer befinder sig i en blomstrende tilstand - lige fra<br />
hjælpeforeningen og ned til primary. Jeg tror, at de sidste dages hellige som et folk<br />
interesserer sig mere for Jesu Kristi evangelium og stræber efter at udføre Herrens<br />
befalinger mere fuldkomment, end de nogen sinde før har gjort. Jeg glæder mig over<br />
denne kendsgerning; jeg glæder mig over, at folket elsker evangeliet; at de ønsker<br />
Guds værks fremgang på jorden, og at de er ivrige efter at bringe deres liv i orden,<br />
således at det eksempel, de er, vil være værdigt til efterfølgelse."<br />
I en periode på 10 år - fra præsident Grants tilbagevenden fra England i 1906 og<br />
til Francis M. Lymans død i 1916 - blev præsident Grant hjemme og var optaget af<br />
sine kirkelige pligter og omfattende forretningsanliggender. Da præsident Lyman døde,<br />
efterfulgte Heber J. Grant ham som præsident for De tolv apostles Kvorum, og han<br />
blev indsat i denne vigtige kaldelse den 23. november 1916.<br />
Ved aprilkonferencen i 1917 gav han udtryk for sin taknemmelighed over de<br />
muligheder, der var blevet givet ham for at tjene i Guds værk:<br />
"I 34 1/2 år har jeg været en af generalautoriteterne. Jeg har været forenet med<br />
disse mænd i alle deres rådsmøder. Jeg kender disse mænds hjerter. Jeg kender deres<br />
ønsker. Jeg kender deres hengivenhed for Gud og for alt, hvad der tjener til opbyggelse<br />
og forbedring af menneskeheden. Jeg kan bære vidnesbyrd om, at lige så sikkert som<br />
jeg lever, ved jeg også, at hvert ord, der er blevet talt her til morgen af præsident Joseph<br />
F. Smith - og som bærer vidnesbyrd om æren, dyden, retskaffenheden og ærligheden<br />
hos de mænd, der præsiderede over denne kirke - er sandt. Jeg glæder mig over, at<br />
i al min omgang med kirkens generalautoriteter, lige siden jeg var 6 år gammel, har<br />
jeg aldrig hørt et ord falde fra disse mænds læber - offentligt eller privat - der ikke ville<br />
være til de sidste dages helliges gavn, opbyggelse og udvikling moralsk og intellektuelt,<br />
fysisk og åndeligt.<br />
Jeg glæder mig over, at jeg på alle mine rejser - herhjemme eller i udlandet - aldrig<br />
har fundet noget som helst i verdens uinspirerede mænds lærdomme, der har øvet
Side 130<br />
den mindste tiltrækning på mig. Jeg glæder mig over, at jo mere jeg kommer i kontakt<br />
med verden og dens befolkning, jo mere glæde finder jeg i Jesu Kristi evangeliums<br />
styrke og kraft. Jeg kan slet ikke udtrykke den glæde, jeg føler ved, at Herren har<br />
givet de sidste dages hellige - som enkeltpersoner - et vidnesbyrd og en kundskab om<br />
guddommeligheden af det værk, vi er engageret i, så vi ikke behøver at være afhængige<br />
af andres vidnesbyrd. Jeg glæder mig over, at alle de tilkendegivelser af kraft, tillige<br />
med de af evangeliets gaver og dyder, der fandtes i kirken, da Frelseren var på jorden<br />
eller fulgte umiddelbart efter hans korsfæstelse, i dag nydes i fuld udstrækning af<br />
trofaste, loyale, oprigtige og patriotiske sidste dages hellige. Jeg glæder mig over den<br />
kendsgerning - og har ofte talt om det ved forskellige konferencer overalt i kirken - at<br />
som dette evangelium er blevet forkyndt over hele verden, har mænd og kvinder fra<br />
enhver klasse og ethvert himmelstrøg vist lydighed over for det. Jeg glæder mig over,<br />
at ved evangeliets forkyndelse har mennesker med al deres verdslige visdom aldrig<br />
været i stand til at fastholde interessen hos nogen af de loyale og trofaste unge mænd,<br />
der er draget ud for at forkynde det."<br />
VI<br />
Den 19. november 1918 døde kirkens præsident, Joseph F. Smith, i Bee Hive huset<br />
i Salt Lake City. Ved denne store mands død blev Det øverste Præsidentskab opløst.<br />
Ved et møde for De tolv Apostle 4 dage senere, den 23. november, blev Heber J. Grant<br />
valgt til denne ophøjede stilling ved brødrenes enstemmige godkendelse. Dagen før<br />
denne betydningsfulde begivenhed var præsident Grant fyldt 62 år. 136 år havde han<br />
virket som medlem af De Tolv. Han havde rejst vidt og bredt på kirkens vegne. Hans flid<br />
og iver i opbygningen af Guds rige havde været utrættelig. Han havde adlydt lovene og<br />
befalingerne; han havde været en trofast og hengiven tjener; og nu blev han kaldet til at<br />
bære lederskabets byrde. Al tvivl i hans eget sind, hvad angår visdommen i dette valg,<br />
blev fjernet ved de ord, præsident Joseph F. Smith sagde til ham få timer før sin død:<br />
"Må Herren velsigne dig, min dreng," sagde præsident Smith. "Du har et stort ansvar.<br />
Husk altid, at dette er Herrens og ikke noget menneskes værk. Herren er større end<br />
noget menneske. Han ved, hvem han vil have til at lede sin kirke, og han tager aldrig<br />
fejl. Må Herren velsigne dig."<br />
På grund af den influenzaepidemi, der herskede i landet i de første måneder af<br />
1919, blev den generalkonference, der altid var blevet afholdt i april, udskudt til juni. På<br />
dette tidspunkt opretholdt præstedømmet præsident Grant som præsident for kirken,<br />
idet hvert kvorum stemte efter tur. Denne handling blev efterfulgt af hele forsamlingens<br />
enstemmige godkendelse af dette valg. Derpå rejste præsident Grant sig og sagde<br />
følgende:<br />
"Jeg føler mig grænseløst ydmyg ved at stå foran jer her til morgen som indehaver<br />
af den stilling, som I netop har vedtaget at støtte mig i. Jeg husker, da jeg stod foran<br />
en forsamling i Tooele efter at være blevet opretholdt som præsident for den stav. Jeg<br />
var en ung mand på 23 år, og jeg lovede forsamlingen at give det bedste, der var i<br />
mig. I dag står jeg her i al ydmyghed og erkender min egen svaghed, min manglende<br />
visdom og erfaring og min manglende evne til at beklæde den ophøjede stilling, som<br />
I har vedtaget at støtte mig i. Men som jeg sagde dengang som ung mand i Tooele,<br />
siger jeg her i dag: at jeg med Herrens hjælp vil gøre det bedste, jeg kan for at opfylde<br />
enhver forpligtelse, der vil hvile på mig som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste<br />
Dages Hellige, i mine evners fulde udstrækning.<br />
Jeg vil ikke bede noget menneske om at være mere rundhåndet med sine midler til<br />
Guds riges fremme, end jeg er med mine, i forhold til hvad han ejer. Jeg vil ikke bede
Side 131<br />
noget menneske om at adlyde vidsomsordet mere grundigt, end jeg selv vil adlyde<br />
det. Jeg vil ikke bede noget menneske om at være mere pligtopfyldende og beredvillig<br />
ved betaling af tiende og offerydelser, end jeg selv vil være. Jeg vil ikke bede noget<br />
menneske om at være mere villig og parat til at komme tidligt og gå sent og at arbejde<br />
med sindets og legemets fulde kraft, end jeg selv vil arbejde - og altid i ydmyghed. Jeg<br />
håber på og beder om Herrens velsignelser, idet jeg åbent og ærligt erkender, at det<br />
uden Herrens velsignelser vil være umuligt for mig at gøre den høje kaldelse, der er<br />
blevet pålagt mig, til en succes. Men ligesom Nephi i fordums tid vidste det, ved jeg,<br />
at Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden at han åbner en udvej for dem,<br />
så de kan udføre det, som han befaler dem. Med denne vished i hjertet accepterer jeg<br />
det store ansvar uden at frygte konsekvenserne, idet jeg ved, at Gud vil støtte mig,<br />
ligesom han har støttet alle mine forgængere, der har besiddet denne stilling-forudsat<br />
at jeg vil arbejde ydmygt og flittigt og altid søge Helligåndens vejledning; og dette vil<br />
jeg bestræbe mig for at gøre."<br />
Vii<br />
Fra november 1918 og indtil den 1. maj 1945 præsiderede præsident Grant over de<br />
sidste dages helliges aktiviteter over hele verden. Hans forvaltning var længere end<br />
nogen anden af kirkens præsidenters, bortset fra præsident Brigham Youngs. Han<br />
havde derfor gode muligheder for at føre sine fremgangsmåder ud i livet og at bruge<br />
sin indflydelse til opbygningen og forbedringen af det store sidste dages værk.<br />
Måske var præsident Grants mest enestående bidrag til kirken i den tid, han var<br />
præsident, hans evne til at mødes med nationens prominente og indflydelsesrige folk<br />
og omgås dem; at nedbryde modstand; at fjerne fordomme og at vinde venner til sig<br />
selv og til de sidste dages hellige. Han var en storslået og fremragende missionær.<br />
Jeg husker hans bemærkninger ved generalkonferencen i 1921, hvor han henviste til<br />
en tale, han havde holdt for the Knife and Fork Club' i Kansas City i december måned<br />
året før:<br />
(1) En prominent klub, hvis medlemmer mødes for at spise sammen, hygge sig og<br />
høre gæstetalere.<br />
"Jeg synes, at vi som et folk har meget stor grund til at glæde os over den goodwill<br />
og venlighed, der i dag vises os som et folk af dem, der ikke hører til vor tro - i<br />
sammenligning med de forhold, der herskede for nogle år siden. Jeg erindrer ikke en<br />
eneste oplevelse i den lange tid, jeg har været en af kirkens generalautoriteter, der<br />
har gjort større indtryk på mig mht. forandring i indstilling over for de sidste dages<br />
hellige, end den modtagelse jeg fik sidste december, da jeg tog til Kansas City for at<br />
holde en tale om 'mormonismens' resultater. Når jeg tænker på, at jeg på det ledende<br />
hotel i denne dejlige og fremadskridende by ... fik lov til at rejse mig - mindre end 16<br />
km fra Independence, det sted, hvorfra de sidste dages hellige blev uddrevet efter en<br />
uddrivelsesordre fra guvernør Boggs - for at fortælle om de resultater, de sidste dages<br />
hellige havde opnået, at berette om Joseph Smiths profetier, at give de forsamlede<br />
- over 300 af byens førende og indflydelsesrige forretningsmænd - Josiah Quincys(2)<br />
vidnesbyrd om profeten Joseph Smith, at citere den dejlige pionersang,Kom, kom Guds<br />
folk' for dem, at fortælle dem om de trængsler, uddrivelser og forfølgelser de sidste<br />
dages hellige var udsat for og få disse repræsentable mænd til at lytte bifaldende,<br />
flere gange afbryde med klapsalver og se mange af dem komme hen til mig efter<br />
mødet for at give mig hånden og takke mig for talen, og at høre nogle af klubbens<br />
bestyrelsesmedlemmer - the Knife and Fork Club i Kansas City (som jeg har ladet mig
Side 132<br />
fortælle, er den næststørste middagsklub i USA med the Gridiron Club i Washington på<br />
førstepladsen) - sige, at de håbede, jeg ville komme igen, så de kunne høre mere om<br />
vort folk; og så at standse op og tænke på, at profeten og hans tilhængere i begyndelsen<br />
blev uddrevet fra Missouri, at mange af dem blev myrdet, at alle mulige former for<br />
forbrydelser blev begået imod folket, at deres ejendomme blev konfiskeret, at vi aldrig<br />
har modtaget nogen betaling for det, der tilhørte os i dette område, at noget af det<br />
værdifulde land, vi rejste igennem derovre, er det samme, som tilhørte vort folk (for<br />
når I følger mange af de værdifulde ejendomme med tilhørende jord op, vil I opdage,<br />
at ejendomsretten samler sig hos "mormonkirkens" biskop, og kun pga. tiden, som er<br />
gået, har folk sikret sig ejendomsretten til denne jord - ikke fordi der nogen sinde blev<br />
betalt for den) - at standse op og tænke på uddrivelserne og forfølgelserne af de sidste<br />
dages hellige, hvilke forhold ingen ord kan beskrive, og ingen pensel kan male, og<br />
så at opdage, at der nu er en venskabelig indstilling i dette samfund blandt det folk,<br />
der så at sige bor det selv samme sted, hvorfra præsident Joseph Smith, den levende<br />
Guds profet, og andre blev uddrevet, at blive inviteret til at komme der for at tale om<br />
"mormonismens" resultater, og at se talen blive modtaget med åbne arme - så viser alt<br />
dette en vidunderlig forandring i indstilling."<br />
(2) En forfatter, der besøgte Joseph Smith og udgav en beretning om sit besøg,<br />
hvori han gav sit indtryk af profeten.<br />
Det ovennævnte eksempel er blot et af de hundredvis af tilfælde, hvor præsident<br />
Grant rejste til forskellige dele af De forenede Stater for at benytte indflydelsen fra sit<br />
høje kald til at fremføre sandheden for folk og vinde venner til de sidste dages hellige.<br />
Denne forandrede indstilling over for mormonerne blev for en stor del tilvejebragt<br />
gennem hans egne utrættelige bestræbelser.#-<br />
<strong>Kirkens</strong> organisationer blev udvidet meget under præsident Grants forvaltning. Da<br />
han blev kirkens præsident i 1918, var der 75 stave og 843 ward og uafhængige grene.<br />
Den rapport, der blev udfyldt ved konferencen i april 1943, viste, at der var 143 stave<br />
og 1.242 ward og uafhængige grene.<br />
Med kirkens hurtige vækst skete der ingen forringelse i medlemmernes åndelige<br />
kvalifikationer. I oktober 1937 fremkom præsident Grant med, hvad jeg betragter som<br />
den mest betydningsfulde udtalelse vedrørende kirkens lederes kvalifikationer, der er<br />
blevet fremført siden profeten Joseph Smiths dage. Han sagde ved den lejlighed:<br />
"Jeg bekendtgjorde ved præstedømmemødet i går aftes - og jeg besluttede<br />
at bekendtgøre det igen i dag- at vi forventer, at hver eneste af kirkens ledere<br />
fra i dag betaler en fuldstændig ærlig tiende og virkelig efterlever visdomsordet;<br />
og vi beder alle kirkens ledere, alle medlemmer af hovedbestyrelser og alle<br />
stavs- og wardsfunktionærer om - hvis de ikke efterlever evangeliet og ærligt og<br />
samvittighedsfuldt betaler deres tiende - at træde til side, medmindre de fra denne dag<br />
lever op til disse krav.<br />
Vi beder enhver i Zions stave- enhver stavspræsident, enhver rådgiver til en<br />
stavspræsident, enhver stavssekretær og ethvert højrådsmedlem, der står i spidsen<br />
for stavens medlemmer - om at træde til side, medmindre de efterlever disse love. De<br />
har ansvaret for at præsidere, og hver eneste præsiderende leder bør sige fra i dag:<br />
Jeg vil tjene Herren, således at mit eksempel vil være værdigt til efterfølgelse.'<br />
Intet menneske, der ikke efterlever visdomsordet, kan undervise i det ved Guds Ånd.<br />
Intet menneske kan forkynde dette evangelium ved den levende Guds Ånd, medmindre<br />
vedkommende efterlever sin religion; og med den store forståelse vi nu har, må vi forny<br />
vor loyalitet over for Gud, og jeg tror, at det er hævet over enhver tvivl, at Gud inspirerer
Side 133<br />
og velsigner os og mangfoldiggør vore midler, når vi er ærlige over for ham. Vi ønsker<br />
ikke en gentagelse af de tilstande, skrifterne fortæller os, der herskede i fordums tid,<br />
hvor Herren erklærede, at han var blevet bedraget (Mal. 3:8), fordi folket ikke havde<br />
efterlevet den finansielle lov, Gud havde åbenbaret.<br />
Jeg beder af mit inderste hjerte, at Gud vil give enhver mand og kvinde, der har en<br />
stilling i kirkens stave og ward, ånden, indstillingen og beslutsomheden til fra denne<br />
dag at forny sine pagter med Gud og efterleve sin religion; og hvis vi er for svage til at<br />
gøre dette, børe vi træde til side og lade en anden overtage vor plads."<br />
Ved aprilkonferencen i 1938 fremhævede præsident Grant igen dette<br />
betydningsfulde punkt:<br />
"Jeg ønsker at fortælle denne store forsamling, at jeg virkelig påskønner alt, hvad der<br />
er blevet sagt. Jeg bifalder det af hele hjertet, og jeg gentager alt, hvad jeg sagde i de<br />
sidste 10-15 minutter af konferencen for 6 måneder siden. Jeg beder enhver mand og<br />
kvinde, der sidder i en ansvarsfuld stilling, og som har pligt til at undervise i Jesu Kristi<br />
evangelium, om at efterleve det og holde Guds befalinger, således at deres eksempel<br />
vil undervise i det; og hvis de ikke kan efterleve det, vil vi fortsætte med at holde af dem,<br />
vi vil fortsætte med at lægge armen omkring dem, og vi vil fortsætte med at bede om,<br />
at de må blive stærke nok til at efterleve det. Men hvis de ikke er i stand til at efterleve<br />
det, beder vi dem om at træde til side, således at de, der efterlever det, kan undervise<br />
i det. Intet menneske kan undervise i Jesu Kristi evangelium under den levende Guds<br />
inspiration og med kraft fra det høje, medmindre vedkommende efterlever det. Han kan<br />
fortsætte med at være medlem, og vi vil aldrig lægge nogen hindringer på hans vej,<br />
for evangeliet er et kærlighedens og tilgivelsens evangelium, men vi ønsker trofaste<br />
mænd og kvinder som ledere i præstedømmet og i hjælpeforeningerne. Og en mand,<br />
der ikke kan rejse sig og sige, at han ved, at evangeliet er sandt, og at han efterlever<br />
det, har ingen ret til at være i et højråd."<br />
VIII<br />
Selv da præsident Grant nærmede sig de 80, var han stadigvæk aktiv og ledede<br />
stadigvæk et betydningsfuldt folks anliggender. Han kunne se tilbage over sit lange liv<br />
og være forsikret om, at han havde været fremgangsrig på enhver måde. Hvis, som der<br />
er blevet sagt, "en mands rigdom består i det antal mennesker, han elsker og velsigner,<br />
og som også elsker og velsigner ham", så havde præsident Grant i sandhed samlet<br />
sig en stor skat. Han påvirkede mange tusinde menneskers liv, og til gengæld fik han<br />
deres oprigtige kærlighed og påskønnelse.<br />
I oktober 1937 bar han følgende brændende vidnesbyrd i kirken i Portland, Oregon:<br />
"Jeg ønsker at bære mit vidnesbyrd til jer og fortælle jer, at hver eneste bloddråbe<br />
i mit legeme, hvert eneste gran af visdom i min hjerne bevidner for jer, at jeg uden<br />
mindste antydning af tvivl er omvendt til min religion. Vi har evangeliet! Vi har livets<br />
og frelsens plan, og jeg ved det. Vi har alle gaverne, profetierne, helbredelsens kraft<br />
og alt, hvad de havde i fordums tid. Jeg er et levende bevis på den almægtige Guds<br />
helbredende kraft. Lægerne havde opgivet mig. Min ene hustru, som er død, besøgte<br />
min anden hustru, som lever, og fortalte hende, at mit liv ikke var forbi, og selv om<br />
blodforgiftning var begyndt, blev jeg rask, og siden da har jeg opløftet min røst i Irland,<br />
England, Belgien, Norge og Sverige, fra Portland i Maine til Portland i Oregon, på<br />
Hawaii, i Japan og fra Californien til Florida og op langs begge kyster i De forenede<br />
Stater, og jeg har sagt, at lige så sikkert, som jeg lever, ved jeg, at Jesus Kristus er<br />
Søn af Gud den evige Fader. Jeg ved, at Joseph Smith er en Guds profet, og må Gud
Side 134<br />
hjælpe os til at leve således, at andre vil undersøge livets og frelsens plan, når de ser<br />
vore gode gerninger. Det beder jeg om i Jesu Kristi navn. Amen."<br />
IX<br />
I sine sidste år kørte præsident Grant næsten dagligt, når vejret tillod det, en lang tur<br />
ud på landet eller til de nærliggende, maleriske canyons (snævre, dybe floddale). På<br />
disse ture var han og hans hustru altid ledsaget af slægtninge eller venner. Han var<br />
aldrig tilfreds, før bilen var fyldt op, og andre fik lov til at glæde sig over de scenerier,<br />
der bragte ham så megen glæde og tilfredshed. Min hustru og jeg blev ofte inviteret<br />
til at være hans gæster og glæde os over hans selskab ved sådanne lejligheder i de<br />
sidste år, han levede. Vi vil sent glemme hans godhed imod os eller hans uforanderlige<br />
interesse i vort ve og vel.<br />
Så længe hans helbred tillod det, tilbragte præsident Grant hver dag nogle få timer<br />
på sit kontor i kirkens kontorbygning på South Temple Street. Der rådførte han sig med<br />
brødrene, talte med venner eller fremmede, dikterede breve eller tog sig af hvilke som<br />
helst anliggender, han blev opmærksom på. Selv om hans fysiske helbred var svækket<br />
på grund af en delvis lammelse i 1940, var hans forstand klar, opmærksom og aktiv.<br />
Da hans læge havde rådet ham til ikke at tale offentligt ved generalkonferencen i<br />
april 1943, dikterede han en længere redegørelse, som blev læst op for de forsamlede<br />
hellige. Jeg beklager ikke at kunne gengive den i sin fylde, men jeg vil ganske kort<br />
citere fra den:<br />
"Jeg vil gerne takke folket for deres bønner for mig," sagde han. "Jeg har ikke været<br />
rask i en periode på mere end 3 år, og alligevel har jeg i denne tid aldrig haft smerter. .<br />
. Herren har været god imod mig og har besvaret folkets såvel som mine egne bønner<br />
om, at jeg i den tid, Herren lod mig blive på jorden, både fysisk og mentalt ville være<br />
i stand til at arbejde på at fremme hans værk."<br />
Den store krig, der rasede overalt på jorden, var en kilde til stadig bekymring for<br />
ham. Han gav udtryk for sine følelser desangående i en anden erklæring, der blev læst<br />
op ved oktoberkonferencen i 1943.<br />
"Jeg beder af mit ganske hjerte om, at denne krig må høre op, så snart Herren finder<br />
det passende at standse den, og jeg beder oprigtigt om, at indflydelsen af Herrens ånd<br />
må være med alle, der har nogle af deres kære med i krigen."<br />
Der gik et helt år. Præsident Grants helbred blev gradvist dårligere, men hans<br />
ønske om at tjene og fortsætte med sine mange opgaver blev ikke mindre med<br />
årene. Hans ånd syntes at vokse sig stærkere, efterhånden som årene gik. Ved<br />
oktoberkonferencen i 1944 gav han udtryk for sin taknemmelighed til sin himmelske<br />
Fader for de velsignelser, han havde modtaget.<br />
"Jeg har igen fået lov til at være sammen med jer ved en af kirkens<br />
generalkonferencer, og jeg bærer vidnesbyrd om, at jeg ved, at det er ved Guds<br />
helbredende og støttende kraft, jeg er her. Om 6-7 uger vil jeg, hvis Herren ønsker det,<br />
påbegynde mit 89. år, og jeg har så virket i 62 år, siden jeg blev en af apostlene, og jeg<br />
vil have virket i 26 år som præsident for kirken. I alt dette og i meget andet har Herren<br />
velsignet mig rigt, og jeg er taknemmelig for at kunne sige, at jeg har det bedre nu, end<br />
jeg har haft i nogle af de uger og måneder, der lige er gået."<br />
I løbet af vinteren 1944-1945 tilbragte han færre timer på sit kontor. Men over for<br />
dem, der besøgte ham i hans hjem, var han den samme venlige, betænksomme og<br />
hengivne ven. Han var ikke i stand til at deltage i aprilkonferencen i 1945, men han
Side 135<br />
dikterede en længere redegørelse, der blev læst op for de tilstedeværende. Det var<br />
en af de inderligste og smukkeste erklæringer, hans sind og hjerte nogen sinde havde<br />
givet udtryk for. I denne gribende appel til de sidste dages hellige bar han sit sidste<br />
og endelige vidnesbyrd:<br />
"Det mest storslåede, der er sket i verdens historie, siden Frelseren selv levede<br />
på jorden, er, at Gud fandt det formålstjenligt selv at besøge jorden sammen med sin<br />
elskede og enbårne Søn, vor Frelser og Forløser, og vise sig for drengen Joseph Smith<br />
...<br />
Evangeliet er blevet gengivet til jorden i sin renhed.<br />
Jeg bærer vidnesbyrd for jer, at jeg ved, at Gud lever; at han hører og besvarer<br />
bønner; at Jesus er Kristus, verdens Forløser; at Joseph Smith var og er den levende<br />
Guds profet, og at Brigham Young og de, der har efterfulgt ham, ligeledes var det ...<br />
Jeg har ikke sproget i min magt til at give udtryk for min taknemmelighed til Gud for<br />
den kundskab, jeg er i besiddelse af."<br />
X<br />
Mandag aften, den 14. maj 1945, ca. en time før solnedgang, bekendtgjorde pressen<br />
og radioen for verden, at præsident Heber J. Grant var død i sit hjem i Salt Lake City.<br />
Selv om nyheden ikke var uventet, kom den som et chok for hans mange personlige<br />
venner og for kirkens medlemmer over hele verden. En storslået og god mand, en<br />
klog rådgiver, en dygtig leder, kirkens 7. præsident, en Guds profet, var draget til sit<br />
himmelske hjem.<br />
Præsident Grants begravelse blev afholdt i det historiske Tabernakel i Salt Lake<br />
City, fredag den 18. maj, kl. 12:15. En time før mødet skulle begynde, var den store<br />
bygning fyldt til bristepunktet af dem, der kom for at vise ham den sidste hyldest og<br />
ære. Den første taler var George Albert Smith, præsident for De tolvs Råd:<br />
"Ved denne højtidelige lejlighed, hvor vi er samlet omkring kisten med en af vore<br />
kære, er det naturligt, at vi er bedrøvede; og hvis det var sidste gang, vi skulle være<br />
sammen med ham, ville situationen ikke være til at bære; men det er ikke tilfældet.<br />
Denne mand, der er blevet kaldt hjem af vor himmelske Fader, har afsluttet sit jordiske<br />
liv med ære, men vi vil være sammen med ham igen på den anden side, hvis vi er<br />
værdige til det. Han blev født for 88 år siden, og det meste af sit liv helligede han til<br />
trofast at søge at dele vor Herres sandheder med sine medmennesker. I mere end 40<br />
år har jeg arbejdet sammen med ham som en af de brødre, der bærer ansvaret for at<br />
udbrede Jesu Kristi evangelium til alle dele af verden ...<br />
Præsident Grants opdragelse var præget af viljestyrke. Han voksede op i et hjem,<br />
hvor der morgen og aften blev holdt familiebønner og personlige bønner, og maden<br />
altid blev velsignet. I sit hjem lærte han at ære far og mor, at ære sin himmelske Fader<br />
og at elske sin næste som sig selv. Jeg kender ikke noget menneske, der mere gavmildt<br />
har givet af sig selv og af de midler, han er kommet i besiddelse af. Han forsøgte at<br />
gøre sine brødre og søstre inden for alle trosretninger lykkeligere."<br />
Den næste taler, præsident David O. McKay, talte med megen varme:<br />
"Præsident Grants røst er forstummet, og hans hjerte er hørt op med at slå; men<br />
alligevel lever han, for til sådanne mennesker som ham er dette guddommelige løfte<br />
givet: Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.<br />
Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.' (Joh. 11:25-26)
Side 136<br />
Standhaftig i at gennemføre noget, oprigtig, ærlig, udholdende, retskaffen i al sin<br />
færd, positiv i udtalelser, dynamisk i handlinger, ubøjelig over for djævelen, forstående<br />
over for den ulykkelige, i højeste grad ædelmodig, trofast i livet mod enhver betroet<br />
pligt, øm og hensynsfuld imod sine kære, loyal over for venner, over for sandheden,<br />
over for Gud - således var vor ærede og elskede præsident- en fremragende leder, et<br />
værdigt eksempel for kirken og for menneskeheden overalt i verden."<br />
De afsluttende bemærkninger blev givet af præsident J. Reuben Clark jun.:<br />
"Jeg ønsker at give min tilslutning til alt det gode - og alt, hvad der er blevet sagt<br />
om præsident Grant i dag, har været godt - og jeg giver min tilslutning til alt det gode,<br />
som nogen vil sige om ham, for han var i besiddelse af en meget fin ånd, der levede<br />
retfærdigt og modtog de velsignelser fra vor himmelske Fader, der kommer til dem,<br />
som adlyder hans befalinger ...<br />
Må Gud velsigne hans minde for os, at det må stå rent og klart for os. Må vi dag for<br />
dag komme til forståelse og påskønnelse, så vi vil være i stand til at følge efter ham<br />
og leve således, som han levede."<br />
Efter højtideligheden blev præsident Grants legeme overført til byens kirkegård, hvor<br />
det blev stedt til hvile i familiegravstedet. Graven blev indviet af Antoine R. Ivins.
I<br />
Ottende præsident<br />
George Albert Smith (1870-1951)<br />
Side 137<br />
Ved et møde for De tolv Apostle, der blev afholdt i Salt Lake templet mandag den 21.<br />
maj 1945, blev kvorummets præsident, George Albert Smith, opretholdt og indsat af<br />
sine brødre som præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Omkring 6<br />
uger før denne store ære kom til præsident Smith, var han den 4. april fyldt 75 år.<br />
Selv om han ikke var stærk, var han rask og aktiv både fysisk og mentalt, og af fødsel<br />
og gennem oplæring og lang erfaring var han velkvalificeret til at videreføre det store<br />
ansvar, der var blevet ham betroet.<br />
Præsident Smith tilhørte 4. generation af en familie, der havde udmærket sig i trofast<br />
og hengiven tjeneste for kirken, siden den blev organiseret. Hans oldefar, John Smith,<br />
en onkel til profeten Joseph Smith, der tidligt blev omvendt til sin fremragende nevøs<br />
lærdomme, blev døbt i Potsdam, New York, den 9. januar 1832.<br />
Onkel John, som han kaldes i kirkens historie, udvandrede til Kirtland, Ohio i 1833,<br />
og derfra fulgte han de hellige på alle deres vandringer - til Missouri, til Illinois, til Winter<br />
Quarters i Nebraska og til Utah-territoriet. I efteråret 1847 nåede han Saltsødalen<br />
- få uger efter det første pionerkompagnis ankomst - og blev af præsident Brigham<br />
Young udpeget til at præsidere over de helliges afsondrede koloni indtil Det øverste<br />
Præsidentskabs tilbagevenden fra Winter Quarters, hvilket fandt sted i september<br />
1848.<br />
Den 1. januar 1849 blev John Smith ordineret som kirkens patriark, og han døde den<br />
23. maj 1854, mens han stadigvæk trofast udførte sine pligter i denne høje kaldelse.<br />
Han var ydmyg og oprigtig, sand og trofast, loyal over for brødrene og kirken, og han<br />
efterlod et godt navn og efterkommere, der har gjort ham ære.<br />
Onkel Johns ældste søn, George Albert, eller George A., som han blev kaldt blandt<br />
venner, nærmede sig de 37, da hans agtværdige far døde. Han var allerede velkendt<br />
i kirken og havde gjort sig bemærket som missionær, apostel, statsmand, medlem af<br />
det første pionerkompagni til Saltsødalen og som kolonisator i det sydlige Utah.<br />
George A. var 15 år gammel, da han blev døbt i Potsdam, New York, i september<br />
1832. Det følgende år flyttede han sammen med sine forældre til Kirtland, Ohio, der<br />
var kirkens hovedsæde, og her mødte han for første gang sin fætter, profeten Joseph<br />
Smith. De blev hurtigt venner, og som årene gik, voksede George A.'s tro på profetens<br />
guddommelige mission og på hans belæringer.<br />
I foråret 1834, da George A. var 16 år gammel, ledsagede han en gruppe af brødrene<br />
(kendt som Zions lejr) på den lange og besværlige vandring til Missouri og tilbage - en<br />
afstand på næsten 3.200 km. I somrene 1835, 1836 og 1837 var han i de østlige stater,<br />
hvor han virkede som missionær for kirken. 1 1838 flyttede han med sine forældre til<br />
Missouri og døjede her de prøvelser og vanskeligheder, de hellige blev udsat for, da<br />
de blev uddrevet af staten.<br />
Den 26. april 1839 blev George A. ordineret til apostel - 2 måneder før sin 22-års<br />
fødselsdag. Han var den yngste i kirkens historie som vår blevet valgt til dette høje<br />
embede. Om efteråret forlod han Nauvoo sammen med brødre fra De Tolv for at udføre<br />
en mission på De britiske per. Efter en meget vellykket mission vendte han tilbage til<br />
sit hjem i sommeren 1841. I de næste få år brugte han hovedparten af sin tid til at<br />
opbygge de helliges kolonier i Nauvoo og omegn og til at foretage korte missioner til
Side 138<br />
de østlige stater. Han opholdt sig i Michigan i juni 1844, da han fik at vide, at profeten<br />
og patriarken var blevet dræbt. Han skyndte sig til Nauvoo, og derefter blev De tolv<br />
Apostle kirkens ledende gruppe. Fra den tid tilbragte han alle sine aktive leveår med<br />
at fremme den organisation, som han havde givet sin uforbeholdne troskab.<br />
Han deltog i udvandringen fra Nauvoo; som tidligere nævnt var han med det første<br />
hold pionerer, der fandt vej til Saltsødalen i sommeren 1847 for at udsøge et nyt hjem<br />
til de hellige. Da han vendte tilbage til Winter Quarters om efteråret, bad præsident<br />
Brigham Young ham om at blive "ved floden" og tage sig af de medlemmer af kirken,<br />
der var ved at gøre forberedelser til rejsen over sletterne. Først om efteråret i 1849 var<br />
han i stand til at slutte sig til sine forældre og de hellige i Utah.<br />
I vinteren 1850-1851 førte George A. en gruppe emigranter til territoriets sydlige del<br />
og grundlagde kolonien Parowan. 11852 blev han kaldet til at præsidere over kirkens<br />
medlemmer i Utah County, og 2 år senere blev han ved aprilkonferencen opretholdt<br />
som historiker og hovedoptegner. Ved oktoberkonferencen i 1868 valgte præsident<br />
Young ham til førsterådgiver i Det øverste Præsidentskab som afløser for Heber C.<br />
Kimball, der var død et par måneder tidligere. Denne stilling besad han indtil sin død<br />
den 1. september 1875. Han var 58 år gammel, da han døde. Betragtet ud fra et hvilket<br />
som helst synspunkt var George A. Smith en af de store mænd i kirkens første tid.<br />
George A. Smiths 7. barn og 3. søn kom til at hedde John Henry. Han blev født i<br />
nærheden af Kanesville, Pottawattamie County, Iowa, den 18. september 1848. I juni<br />
måned året efter påbegyndte George A. og hans hustru, Sarah Ann Libby, den lange<br />
rejse over sletterne til Utah. Rejsen foregik med vogn trukket af okser. I armene havde<br />
den tapre mor sit spædbarn. Efter de sædvanlige strabadser nåede de Salt Lake City<br />
den 27. oktober 1849. Sarah Ann Libby Smith fik imidlertid ikke lov til at glæde sig over<br />
sit nye hjems fredelige omgivelser ret længe. Den 12. juni 1851 døde hun som offer<br />
for pionertidens frygtede sygdom, tuberkulose. Den afdødes søster, Hannah Libby, der<br />
også var gift med George A. Smith, tog drengen til sig, opfostrede ham og gav ham al<br />
den kærlighed og omsorg, som hans egen mor ville have givet ham.<br />
I juli 1852, da John Henry var næsten 4 år, flyttede han med sin fostermor og familie<br />
til Provo, hvor Brigham Young havde bedt hans far om at oprette kolonier og præsidere<br />
over de hellige i Utah County. Her voksede han op, og hertil førte han sin unge hustru,<br />
Sarah Farr, som han blev viet til den 20. oktober 1866.<br />
Ved kirkens generalkonference, der blev afholdt i maj 1874, blev John Henry kaldet<br />
til at rejse på mission til De britiske Øer. Han forlod sit hjem i juni samme år og udførte<br />
en vellykket mission i England indtil juli 1875, da han blev bedt om at vende hjem pga.<br />
sin fars alvorlige sygdom. Han ankom til Salt Lake City den 15. august og nåede kun<br />
at tilbringe 15 dage ved sygelejet hos den mand, som han elskede og ærede mest.<br />
Præsident George A. Smith døde den 1. september 1875.<br />
John Henry oprettede nu sit hjem i Salt Lake City. I de følgende år beskæftigede<br />
han sig med så mange ting, at jeg kun har plads til at nævne nogle få af dem. 11876<br />
blev han valgt som medlem af Salt Lake Citys byråd. Ved oktoberkonferencen i 1880,<br />
4 år senere, blev hans navn forelagt, og han blev opretholdt som medlem af De tolv<br />
apostles Kvorum og fulgte således i sin agtværdige fars fodspor. To år senere, i oktober<br />
1882, sendte kirkens præsident, John Taylor, ham af sted for at præsidere over den<br />
europæiske mission med hovedsæde i Liverpool, England. I foråret 1885 vendte han<br />
tilbage til Salt Lake City, og derefter anvendte han sin tid på religiøse, timelige og<br />
politiske anliggender, der alle havde til hensigt at virke til fremme for menneskeheden.<br />
Ved aprilkonferencen i 1910 blev John Henry Smith valgt af præsident Joseph F. Smith
Side 139<br />
som andenrådgiver i kirkens øverste præsidentskab. Han var optaget af pligterne i<br />
dette høje embede, da døden indtraf den 13. oktober 1911 efter kort tids sygdom.<br />
II<br />
Præsident George Albert Smith var John Henry og Sarah Farr Smiths anden søn;<br />
en ældre bror var død som spæd. Præsident Smith blev født i Salt Lake City den<br />
4. april 1870. Drengen var født under en heldig stjerne; forældrenes hjemliv blev af<br />
naboer og venner betragtet som mønsterværdigt. Der var en overflod af kærlighed og<br />
hengivenhed; man lærte og efterlevede de højeste moralske og religiøse principper.<br />
Lige i nærheden boede bedstefaderen, præsident George A. Smith, som drengen<br />
var blevet opkaldt efter. Familien var meget anerkendt; deres navn var et af de mest<br />
respekterede i kirken. Der blev uden tvivl udtalt mange gode ønsker og stillet mange<br />
forventninger til denne dreng, for den, som har fået meget givet, af ham skal man<br />
kræve meget (Luk. 12:48). Han indfriede alle disse forventninger og føjede ære til sine<br />
berømmelige forfædres bedrifter. Lykkelige er de forældre, der kan kalde ham for deres<br />
søn!<br />
Den 6. juni 1878 lidt over 2 måneder efter hans 8-års fødselsdag, blev han døbt af<br />
ældste James Moyle i City Creek, der dengang løb langs vestsiden af templet. Samme<br />
dag fik han håndspålæggelse af sin far, John Henry Smith.<br />
Jeg havde det privilegium at udspørge præsident George Albert Smith om de første<br />
påvirkninger i barndommen. Det var tydeligt, at hans egen far var hans ideal. "Jeg har<br />
aldrig mødt en større mand end min far," sagde han. Den kendsgerning, at han havde<br />
fået sin bedstefars navn, havde indflydelse på dannelsen af hans karakter. "Det har<br />
betydet meget for mig," fortsatte han. "Jeg har måttet passe på dette hellige navn."<br />
Han fortalte mig også om en drøm, han havde, da han var ved at komme sig efter en<br />
langvarig sygdom. Han drømte, at han så sin bedstefar og talte med ham. "Det forekom<br />
mig, at jeg stod ved bredden af en sø, og jeg opdagede, at jeg var alene. Jeg fik øje på<br />
en sti, der gik gennem skoven og besluttede mig til at følge den. Snart så jeg en mand<br />
komme imod mig. Da han kom nærmere, opdagede jeg, at det var min bedstefar. Da<br />
vi nåede hinanden, sagde han: Jeg vil gerne vide, hvad du har gjort med mit navn.'<br />
"Bedstefar", svarede jeg, 'jeg har aldrig gjort noget med dit navn, som du behøver at<br />
skamme dig over.' Derefter vågnede jeg og jeg besluttede mig til, at jeg aldrig ville gøre<br />
noget, der kunne skade hans gode navn."<br />
Efter få års skolegang i Salt Lake City blev drengen som 12-årig sendt til slægtninge<br />
i Provo, hvor han havde mulighed for at gå på Brigham Young Academy. Der kom han<br />
under pionertidens betydningsfulde pædagog, Karl G. Maesers, indflydelse. En af de<br />
mindeværdige forskrifter, som præsident Smith lærte af denne fremtrædende mand,<br />
og som han sagde, havde påvirket hans liv, lyder således: "Du vil ikke blot blive holdt<br />
ansvarlig for det, du gør, men du vil også komme til at stå til regnskab for de tanker,<br />
du tænker."<br />
Efter hans fars afrejse til England i begyndelsen af 1883, hvor denne var blevet<br />
kaldet til at præsidere over den europæiske mission, vendte George Albert tilbage til<br />
Salt Lake City. Efter at have tilbragt et år på University of Utah, hvor han begyndte som<br />
18-årig, forlod han skolen og begyndte at arbejde som sælger for Zion's Cooperative<br />
Mercantile Institution (ZCMI)(1). Dette arbejde viste sig at være efter hans smag, og<br />
han gjorde det til en succes lige fra begyndelsen. Han var energisk, venlig, elskværdig,<br />
behagelig at tale med og pligtopfyldende i sit arbejde. Mens jeg skriver dette, har jeg<br />
en dagbog foran mig, som han førte under en af sine handelsrejser til det sydlige Utah
Side 140<br />
i foråret og sommeren 1890. Nogle få uger tidligere var han fyldt 20 år. Sammen med<br />
sin ledsager, James Poulton, forlod han Salt Lake City; rejsen foregik med hestevogn,<br />
og man satte kursen mod de sydlige kolonier. Det tog dem 7 timer at nå deres første<br />
stoppested, American Fork. Men de var lykkelige; James Poulton havde sin fløjte, og<br />
George Albert havde taget sin guitar med, og sammen spillede og sang de. De tog<br />
imod bestillinger på varer fra købmændene i de forskellige kolonier. De nåede så langt<br />
sydpå som St. George og Panguitch, og efter en vellykket rejse vendte de tilbage til<br />
Salt Lake City den 30. juni.<br />
(1) Denne virksomhed blev startet kort før jernbanens komme til Utah for at hjælpe<br />
de hellige med at købe varer, fremstillet i de østlige stater, til rimelige priser. <strong>Kirkens</strong><br />
ledere frygtede, at de "vantro" købmænd, der kom til Saltsødalen, ville forlange meget<br />
høje priser for deres varer. Et stort antal aktionærer bidrog med små pengebeløb til<br />
virksomheden og satte således folk i stand til at få del i forretningens fortjeneste, og<br />
dette forhindrede store rigdomme i at blive samlet på få hænder.<br />
I efteråret 1891, da han var 21 år gammel, blev han sendt på sin første mission. Han<br />
modtog et kald fra kirkens præsidentskab til at virke blandt de unge i stavene i Juab,<br />
Millard, Beaver og Parowan i det sydlige Utah som repræsentant for kirkens Gensidige<br />
Uddannelsesforening. Han påtog sig villigt denne gerning. Efter at have modtaget<br />
sin tempelbegavelse i Manti templet tog han af sted til den sydlige del af staten den<br />
7. september. Han og hans kammerat, William B. Dougall jun., afholdt møder i de<br />
forskellige byer, organiserede gensidige uddannelsesforeninger og opmuntrede de<br />
unge til at leve i overensstemmelse med deres religions principper. Da de havde fuldført<br />
deres mission, vendte de tilbage til deres hjem sidst i november 1891.<br />
Onsdag den 25. maj 1892 blev George Albert Smith gift med sin barndomskæreste,<br />
Lucy Emily Woodruff, i Manti templet. Lucy var datter af Wilford Woodruff jun. og Emily<br />
Jane Smith. Hun var barnebarn af to velkendte mænd i kirkens historie: præsident<br />
Wilford Woodruff og dommer Elias Smith. Den milde, forfinede og oprigtige Lucy, der<br />
havde fuldstændig tro på sine forældres og bedsteforældres religion, var den ideelle<br />
ledsagerske for sin ægtemand. De havde mange lykkelige år sammen, indtil døden<br />
skilte dem.<br />
En uge efter sit bryllup tog George Albert af sted på sin anden mission, denne<br />
gang til de sydlige stater. Da han ankom til Chattanooga, Tennessee, sendte<br />
missionspræsident J. Golden Kimball(1) ham til Middle Tennessee distriktet, hvor<br />
han arbejdede flittigt indtil september. På dette tidspunkt blev han forflyttet til<br />
missionskontoret i Chattanooga for at virke som sekretær for sydstaternes mission. Få<br />
uger senere sluttede hans hustru Lucy sig til ham, og sammen arbejdede de glade indtil<br />
juni 1894, hvor de blev hæderligt afløst og kunne vende hjem igen.<br />
(1) (1853-1938) medlem af De halvfjerds' første Råd.<br />
Da han aflagde rapport om sin mission søndag den 22. juli 1894 i Salt Lake<br />
Tabernaklet, erklærede han, at sydstaternes mission gik strålende. "Den antipati, folk<br />
tidligere nærede mod de Guds tjenere, der blev sendt til dem, og mod de sidste dages<br />
hellige, der boede her, er næsten forsvundet. Vore ældster bliver behandlet godt alle<br />
vegne. Tidligere havde vi kun adgang til beboerne i landdistrikterne, men nu har vi det<br />
privilegium at kunne besøge dem i byerne, og mange af dem modtager os venligt ...<br />
Taleren glæde sig over at være hjemme igen og have mulighed for at være sammen<br />
med de hellige her. Han nød sit arbejde meget, mens han var på mission, og udtalte<br />
sig rosende om sydstaternes indbyggere, der, som han sagde, er nogen af de mest<br />
gæstfri mennesker i verden."
III<br />
Side 141<br />
Da George Albert var hjemme igen, genoptog han sit arbejde for Zion's Cooperative<br />
Mercantile Institution. Han var den fødte sælger og havde ikke svært ved<br />
at tjene en god løn i denne stilling. Han deltog også aktivt i politik, og<br />
under præsidentkampagnen i efteråret 1896 støttede han ivrigt William McKinley,<br />
republikanernes præsidentkandidat. McKinley blev valgt, og da han udpegede en<br />
kasserer for Utahs tinglysningskontor den 5. januar 1898, fik George Albert Smith<br />
stillingen. Denne ære blev tildelt den unge mand 3 måneder før hans 28års fødselsdag.<br />
4 år senere blev udnævnelsen forlænget af præsident Theodore Rooselvelt(1), uden<br />
at George Albert Smith behøvede at søge om genansættelse.<br />
(1) (1858-1919) De forenede Staters 32. præsident<br />
Alt imens havde George Albert været aktiv i sine kirkelige pligter, siden han var vendt<br />
tilbage fra sin mission. Han blev præsident for 17. wards søndagsskole, og i 1902 blev<br />
han valgt til at stå i spidsen for Unge Mænds GUF organisation i Salt Lake staven, der<br />
dengang omfattede hele Saltsødalen.<br />
Tirsdag den 6. oktober 1903 under eftermiddagsmødet ved kirkens halvårlige<br />
generalkonference, der blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet, blev George Albert Smiths<br />
navn forelagt, og han blev opretholdt som medlem af De tolvs Kvorum. Udnævnelsen<br />
kom som en fuldstændig overraskelse for ældste Smith, selv om han fortalte mig<br />
følgende: "Min patriarkalske velsignelse, som blev givet mig af Zebedee Coltrin(2),<br />
da jeg var 12 år gammel, antydede, at jeg en dag ville blive apostel." Tirsdag den 8.<br />
oktober blev han i Salt Lake templet ordineret og indsat i sin nye stilling og kaldelse<br />
af præsident Joseph F. Smith.<br />
(2) (1804-1887) en af de første syv præsidenter over Halvfjerdserne<br />
Den første stavskonference, han deltog i som apostel, fandt sted i Utah stav og blev<br />
afholdt i Provo søndag den 11. oktober 1903, 3 dage efter at han var blevet ordineret.<br />
Fra den dag rejste han i tusindvis af kilometer for at besøge Zions stave og kirkens<br />
vidt spredte missioner. Han udviste megen flid i sin kaldelse og udførte utrætteligt sit<br />
arbejde som talsmand for Jesu Kristi evangelium, der var blevet gengivet til jorden af<br />
profeten Joseph Smith.<br />
Når man læser præsident Smiths dagbog i de første år, han var apostel, finder man<br />
mange interessante punkter. Den 22. februar 1904 blev han valgt til præst for den<br />
lokale organisation af the Sons of the American Revolution(3). Derefter interesserede<br />
han sig meget for denne gruppes fremgang, og i 1918 blev han præsident for Utahs<br />
forening. Ved den nationale kongres, der blev afholdt i Nashville, Tennessee, den 23.<br />
maj 1923, blev han valgt til næstformand for den nationale organisation. Han virkede<br />
i dette embede i 7 perioder.<br />
(3) En patriotisk amerikansk forening. Organiseret for at forevige mindet om og<br />
ånden af de mænd, der sikrede De forenede Staters uafhængighed. Dette gøres<br />
ved at opmuntre til historisk forskning i forbindelse med revolutionen, ved at bevare<br />
dokumenter, mindesmærker og optegnelser, og ved at fremme sand amerikansk<br />
patriotisme.<br />
Den 13. april 1904 blev han kaldet som medlem af hovedbestyrelsen for Unge<br />
Mænds GUF, og senere virkede han i mange år som hovedtilsynsførende.<br />
Den 24. juli 1904 skriver han i sin dagbog, at han "kørte i en automobil i<br />
pioneroptoget". Dette var første gang, han kørte i en af disse nye vogne, som ikke
Side 142<br />
skulle trækkes af heste, og som på daværende tidspunkt begyndte at vise sig i Salt<br />
Lake Citys gader. Igen den 21. juni 1905 skriver han: "Nød en køretur på landet i LeRoi<br />
C. Snows automobil."<br />
Han interesserede sig meget for fiskeri, når der var mulighed for det. Under datoen<br />
den 19. juli 1904 står der følgende: "Jeg tog ud at fiske sammen med Willard R.<br />
Smith. Han fangede 10 ørreder; jeg fangede ingenting. Jeg opdagede ikke fiskene<br />
i tide." Han klarede sig imidlertid bedre året efter. Mens han opholdt sig i Morgan<br />
efter en stavskonference, der blev afholdt i den sidste uge af september, inviterede<br />
stavspræsidenten for Morgan stav, Daniel Heiner, ham på fisketur til East Canyon<br />
Reservoir. Der fangede han en ørred, der vejede 21/2 kg. Han blev så begejstret over<br />
denne fangst, at han fik de brødre, der var sammen med ham, til at underskrive en<br />
erklæring om, at det virkelig var rigtigt og ikke blot en skrøne. Da denne erklæring findes<br />
i hans dagbog, vil jeg gengive den her:<br />
Morgan, lørdag den 23. september 1905<br />
Dette er for at bekræfte, at da vi i dag fiskede i East Canyon reservoir, så vi George<br />
Albert Smith fange og lande en ørred, der vejede 21/2 kg; fisken blev vejet i Morgans<br />
medicinalhandel.<br />
(Underskrevet) Dr. Heiner,<br />
W. Rich,<br />
M. Heiner.<br />
Han deltog aktivt i politik, og under præsidentkampagnen i 1904 talte han ved<br />
republikanernes møder i Utah i Kaysville, Manti, Provo, Heber City og Charleston.<br />
Den 6. maj 1905 ledsagede ældste Smith en gruppe af kirkens ledere - deriblandt<br />
sin far, John Henry Smith, C. W. Penrose, Reed Smoot og andre - på en tur i privatbil ad<br />
den nyligt færdiggjorte Salt Lake rute fra Salt Lake City til Los Angeles. Ved ankomsten<br />
bemærkede han, at han fik et dejligt værelse med bad på et af byens bedste (hvis det<br />
ikke var det bedste) hoteller for 1,35 dollars pr. nat. Med måltider iberegnet kostede<br />
det samme værelse 3,00 dollars pr. nat.<br />
I løbet af disse år omgikkes han mange interessante mennesker. Den 7. oktober<br />
1904 skriver han, at han blev forestillet for De forenede Staters vicepræsident, Charles<br />
W. Fairbanks, der var på besøg i Salt Lake City.<br />
Den 27. juni 1905 var han i Ogden, Utah for at fejre sin morfars, Lorin Farrs, 85-års<br />
fødselsdag. Denne storartede pioner havde en bemærkelsesværdig livshistorie. Han<br />
blev medlem af kirken i 1832, da han var 12 år gammel. 11837 rejste han med sine<br />
forældre til Kirtland, Ohio, og fra dette tidspunkt fulgte han kirkens ledere på deres<br />
vandringer fra sted til sted og endelig til Saltsødalen, hvortil han ankom i september<br />
1847. Senere flyttede han til Ogden og blev den første præsident for Weber stav. Han<br />
var også Ogdens første borgmester og virkede i dette embede i 23 år; han havde<br />
mange andre ansvarsfulde stillinger i sit lange liv. Lorin Farr døde i Ogden den 12.<br />
januar 1909. George Albert Smith lignede sin ærværdige morfar meget, både af ydre<br />
og i sin evne til at være leder for folket.<br />
Den 20. august 1905 var ældste Smith i Layton, Utah, hvor han besøgte en fjern<br />
slægtning, Silas S. Smith, der var en fætter til profeten Joseph Smith og en af Utahs<br />
første pionerer.<br />
Den 8. september 1905 underholdt George Albert, sammen med Reed Smoot og<br />
andre, direktøren for De forenede Staters forstvæsen, Gifford Pinchot, der tilbragte et<br />
par dage i Salt Lake City.
Side 143<br />
To dage senere, den 10. september, nedskrev han en meget betydningsfuld<br />
begivenhed i sin dagbog - hans eneste søn, George Albert Smith jun.'s fødsel.<br />
I samme måned mødte han Joseph Smith, Den reorganiserede Kirkes grundlægger<br />
og første præsident, og tog ham med en tur rundt i byen.<br />
I al denne tid deltog han konstant i stavskonferencer rundt omkring i kirken og i sine<br />
egne kvorumsmøder derhjemme. Han førte et meget virksomt liv.<br />
I december 1905 ledsagede ældste Smith præsident Joseph F. Smith og en gruppe<br />
af kirkens fremtrædende ledere til Sharon, Vermont, hvor en granitsøjle den 23.<br />
december blev indviet for at ære profeten Joseph Smith på 100-års dagen for hans<br />
fødsel.<br />
18 måneder senere, i juni 1907, rejste ældste Smith sammen med German E.<br />
Ellsworth og Ashby Snow til Palmyra, New York, hvor det på kirkens vegne lykkedes<br />
ham at købe den gård, der havde tilhørt Joseph Smith sen., Den jord, der hører til<br />
den smukke gård, omfatter også Den hellige Lund, hvor profeten Joseph fik sin første<br />
åbenbaring, og stedet bliver nu årligt besøgt af tusinder af sidste dages hellige.<br />
IV<br />
Midt i sit travle liv, da hans rejser på kirkens vegne beløb sig til næsten 50.000 km om<br />
året, blev George Albert Smith angrebet af en alvorlig sygdom i februar 1909, og den<br />
gjorde ham uarbejdsdygtig i over 2 år og svækkede ham i flere måneder efter disse<br />
2 år. I sin iver og nidkærhed for Herrens værk havde han overskredet sin styrke; han<br />
havde opbrugt sin forsyning af nerveenergi, og trængte til en lang periode med hvile<br />
og rekreation for at genvinde helbredet.<br />
Sommeren 1909 tilbragte han i Ocean Park, Californien, hvor havluften og<br />
havbadene styrkede ham. Vinteren 1909-1910 tilbragte han i St. George i Virgindalens<br />
milde klima, og det følgende år tog han igen til Sydcalifornien. Gradvist vendte hans<br />
styrke tilbage, men det varede adskillige år, før han kunne genoptage de anstrengende<br />
pligter, der hørte til hans stilling som apostel.<br />
Under rekonvalescensperioden fik ældste Smith et alvorligt chok, og en stor sorg<br />
blev tildelt ham ved nyheden om hans højt agtede fars, præsident John Henry Smiths<br />
pludselige død den 13. oktober 1911. Deseret News sagde følgende om ham i en<br />
ledende artikel: "Det er svært at forlige sig med den tanke, at præsident John Henry<br />
Smith har forladt os - den kærlige ægtemand og far, den kloge rådgiver, den gode<br />
ven, den glimrende taler, sandhedens stærke forsvarer, Mesterens trofaste vidne og<br />
budbringer. Men således er det blevet bestemt af ham, hvis tjener han var."<br />
George Albert lagde mærke til den fysiske påvirkning, faderens død havde på ham.<br />
Den 7. november 1911 skrev han følgende i sin dagbog: "Siden min fars død har jeg<br />
ikke genvundet min styrke." Han var derfor nødt til at tilbringe det meste af vinteren<br />
1911 i Californien for at få hvile og rekreation. I maj 1912 lejede han et hus i Ocean<br />
Park for et år og flyttede hertil med sin familie. I oktober vendte han tilbage til Utah<br />
og deltog i kirkens halvårlige konference. Han blev bedt om at tale og sagde nogle få<br />
ord til de hellige i Tabernaklet for første gang i mere end 3 år. Sidst i 1912 mærkede<br />
ældste Smith en tydelig bedring i sin helbredstilstand. Han var i stand til at deltage i<br />
en stavskonference i Mesa, Arizona i december, og i april 1913 rejste han til Salt Lake<br />
City og deltog i alle generalkonferencens møder. Kort efter genoptog han sit arbejde<br />
med at besøge en af stavene hver uge, efterhånden som opgaverne blev tildelt ham.<br />
Den 24. juli 1913 ledsagede George Albert præsident Joseph F. Smith og andre på<br />
en rejse til Cardston, Canada. Der indviede man søndag den 27. juli grunden til et nyt
Side 144<br />
tempel. Dette tempel blev senere bygget og var det første, der blev opført uden for De<br />
forenede Staters grænser.<br />
Kort efter sin tilbagevenden fra Canada tog ældste Smith mod øst på en længere<br />
rejse, der varede i over en måned. Ved sin ankomst til New York City besøgte han<br />
sin onkel, Ben E. Rich, præsident for de østlige staters mission. Han konstaterede, at<br />
præsident Rich led af en alvorlig sygdom, som han få dage senere, den 13. september<br />
1913, døde af. Ældste Smith indsatte ældste Laurence W. Richards til midlertidigt at<br />
præsidere over missionen, indtil en ny præsident kunne blive udpeget.<br />
Efter at have fået andre kirkelige anliggender fra hånden og efter besøg i Albany og<br />
Rochester i New York samt Washington D. C. vendte han hjem tidsnok til at deltage<br />
i den halvårlige konference i oktober.<br />
Ældste Smiths helbred var nu meget bedre, som vi erfarer gennem hans dagbog<br />
i dette og de følgende år. I efteråret og begyndelsen af vinteren 1913 ledsagede han<br />
præsident Joseph F. Smith, biskop Charles W. Nibley og andre til Chicago, Illinois, hvor<br />
en ny kirkebygning blev indviet. Derfra rejste selskabet videre til Arizona og tilbragte<br />
adskillige dage med at besøge de sidste dages hellige i Arizonas stave.<br />
Næsten hver eneste søndag i 1914 deltog ældste Smith i en stavekonference i en<br />
af stavene.<br />
En oplysning af særlig interesse i hans dagbog i maj 1914 fortæller os, at han havde<br />
købt en jordlod i den nye udstykning af Yale Park i Salt Lake City. Senere købte han<br />
et hus på grunden, der stødte op til denne smukke jordlod.<br />
I oktober 1914 deltog han i møder for the International Irrigation Congress (den<br />
internationale kunstvandingskongres) i Calgary, Canada sammen med Richard W.<br />
Young fra Utah, der var præsident for organisationen. Senere på året foretog han en<br />
rejse til sydstaternes mission.<br />
Den 4. april 1915 fyldte George Albert 45 år. Samme uge deltog han i alle møderne<br />
ved generalkonferencen i det store Tabernakel. Han talte selv ved det afsluttende<br />
møde:<br />
"Jeg har glædet mig over udgydelsen af Herrens Ånd ved denne konference," sagde<br />
han, "og jeg føler, at det har været godt for os at være sammen. Midt i det oprør,<br />
der eksisterer i verden i dag (den første verdenskrig rasede på dette tidspunkt), har<br />
jeg følt trang til at prise min skaber for den fred og ro, der hersker i Utah; for alle de<br />
velsignelser, der findes i overflod her i Amerika; fordi vi har fået lov til at være her i<br />
Amerikas forenede stater, og fordi vor himmelske Fader bestemte sig til at anbringe sit<br />
folk i dette storslåede land mellem bjergene."<br />
Dette var altid kernen i præsident Smiths belæringer. Siden han var dreng, havde<br />
hans hjerte været fyldt med taknemmelighed til Gud for de velsignelser, der blev<br />
skænket ham og for de mange velsignelser, der blev udgydt over de hellige.<br />
I juli 1915 forlod ældste Smith Salt Lake City for at besøge de østlige staters<br />
mission. Denne rejse varede i 6 uger og førte ham til mange af de betydningsfulde<br />
byer i denne del af landet. Den 7. juli nåede han til Toronto, Canada; den næste dag<br />
var han i Rochester, New York, og den 8. tilbragte han dagen i Palmyra, hvor han<br />
besøgte hr. Sexton, som ejede Cumorah-farmen. Den 10. juli vendte han tilbage til<br />
Toronto, og dagen efter tog han til Ottawa, hvor han to gange tog hen for at besøge<br />
Canadas generalguvernør. "men det blev meddelt, at denne havde travlt med vigtige<br />
forretninger". Han besøgte USA's konsul Foster "og blev venligt modtaget". Den 15.<br />
var ældste Smith i Halifax, Canada, hvor han havde et interview med viceguvernør
Side 145<br />
McCregor, "en prægtig, gammel mand". Den 17. nåede han St. Johns, New Brunswick<br />
(østcanada), hvor han besøgte borgmesteren, James H. Frick. Foruden alle disse<br />
besøg tilbragte han lange møder med missionærerne og de hellige.<br />
Den 20. juli rejste George Albert tilbage til staterne og besøgte landsbyen Whitefield,<br />
New Hampshire, hvor hans farmor Sarah Ann Libby var fra. Her havde han den glæde<br />
at møde hendes bror, den 85-årige J. A. Libby.<br />
Han rejste videre til Sharon, Vermont, hvor profeten Joseph Smith blev født, og<br />
havde den glæde at deltage i 3 møder for missionærer og hellige, hvor "111 søskende<br />
bar vidnesbyrd om Herrens barmhjertighed og deres kundskab om evangeliet".<br />
I september 1916 deltog ældste Smith i the International Irrigation Congress i<br />
Sacramento, Californien, hvorom han beretter følgende: "Jeg var både midlertidig og<br />
fast bestyrelsesformand. Jeg blev valgt som 2. vicepræsident for den næste kongres."<br />
Året 1917 begyndte med de sædvanlige aktiviteter. Der var kvartårlige<br />
stavskonferencer, der skulle overværes, og missioner, der skulle besøges. Den 4. april<br />
var det George Alberts 47-års fødselsdag, og den 25. maj fejrede han sølvbryllup "med<br />
en af verdens bedste kvinder". Den 14. juni deltog han i begravelsen af Samuel H. B.<br />
Smith, søn af Samuel H. Smith, der var profetens bror. Hver eneste uge sommeren<br />
igennem var der en stavskonference, der skulle overværes. Af særlig interesse for<br />
forfatteren er en bemærkning i ældste Smiths dagbog under datoen den 19. september<br />
1917: "Tog af sted til Duchesne stav sammen med Preston Nibley." Jeg husker tydeligt<br />
denne tur, og de besværligheder vi havde med punkterede bildæk, fordi vi kørte på<br />
grusveje under hele turen.<br />
I oktober tilbragte ældste Smith 2 uger med at besøge de nordvestlige staters<br />
mission. Den 21. samme måned var han til stavskonference i Arizona. Den 27.<br />
november fortæller han, at han spillede golf for første gang, sammen med præsident<br />
Smith og biskop Nibley". Dette var nogle af de aktiviteter, han var engageret i.<br />
Mandag den 29. juli 1918 var ældste Smith til stede ved indvielsen af et<br />
mindesmærke, rejst til ære for general Alexander W. Doniphan i Richmond, Missouri,<br />
og sammen med Samuel O. Bennion(1) repræsenterede han kirken. De hellige husker<br />
med taknemmelighed general Doniphan for hans tapre og modige handling i Far West,<br />
Missouri i 1838, da profeten Joseph Smiths liv ville være blevet taget, hvis det ikke<br />
havde været for Doniphans hurtige indgriben.<br />
1918 var året med den store influenzaepidemi, der strøg hen over landet og tog i<br />
tusindvis af liv. Af hensyn til folks helbred blev alle offentlige møder aflyst i mange uger,<br />
indtil forholdene var blevet bedre. George Albert blev derfor hjemme i efteråret og først<br />
på vinteren. Det var på dette tidspunkt, kirkens ærværdige præsident, Joseph F. Smith<br />
døde i Salt Lake City, den 19. november, 6 dage efter sin 80-års fødselsdag. George<br />
Albert bad åbningsbønnen ved begravelsen, der foregik på byens kirkegård den 21.,<br />
og følte stærkt tabet af sin fremtrædende slægtning. Han skrev: "Personligt føler jeg,<br />
at jeg har mistet endnu en far. Han har altid været meget god imod mig, og jeg holder<br />
meget af ham og vil mindes ham med kærlighed."<br />
V<br />
Den 27. januar 1919 skrev ældste Smith den overraskende oplysning i sin dagbog, at<br />
"præsident Grant har bedt mig om at forberede mig til at tage til England". Stillingen<br />
som præsident for den europæiske mission blev på daværende tidspunkt besat af et<br />
medlem af De Tolv - og havde været det i mange år. Det var derfor på sin plads, at
Side 146<br />
ældste Smith med tiden ville blive kaldet til denne opgave. Han begyndte straks at gøre<br />
forberedelser for at opfylde kaldet, men det blev den 19. maj, før han havde fået pas<br />
til sig selv og sin familie. Den 4. juni forlod præsident Smith Salt Lake City for at drage<br />
til sit nye arbejdsområde sammen med sin hustru Lucy, sin datter Edith og sin søn<br />
George Albert jun.. Rejsen til England forløb uden særlige begivenheder, og selskabet<br />
blev budt velkommen til missionshjemmet på 295 Edge Lane, Liverpool, den 25. juni.<br />
(1) Samuel O Bennion (1874-1945) virkede som en af de første 7 præsidenter for<br />
halvfjerdserne.<br />
Da England på daværende tidspunkt var ved at komme til hægterne efter den første<br />
verdenskrigs ødelæggelser, og der derfor var mangel på alle former fødevarer, var<br />
det vanskeligt for de amerikanske ældster at få indrejsetilladelse i landet. Præsident<br />
Smith begyndte imidlertid at arbejde på dette problem med viljestyrke og fast besluttet<br />
på at løse det. Et af hans første besøg gjaldt London, hvor han sikrede sig hjælp<br />
fra De forenede Staters ambassadør Davis. Britiske statsembedsmænd henviste ham<br />
til arbejdsministeren, Robert Horn. Efter gentagne besøg hos denne herre og andre<br />
interesserede var han i stand til at skrive følgende i sin dagbog den 31. maj 1920: "I<br />
dag fik jeg at vide, at vore missionærer vil få lov til at komme ind i landet."<br />
I mellemtiden havde han haft travlt med sine forskellige pligter som<br />
missionspræsident. I september 1919 besøgte han de hellige i Irland, og måneden efter<br />
afholdt han en konference for medlemmerne i Glasgow, Skotland. I november rejste<br />
han rundt i Frankrig og Schweiz ledsaget af sin søn og afholdt mange møder.<br />
I februar 1920 rejste præsident Smith igen til Skotland, hvor han holdt en meget<br />
oplysende tale om de sidste dages helliges historie og læresætninger for Edinburgs<br />
Rotary Club'.<br />
(1) En forening for forretningsmænd og mænd i liberale erhverv, der tjener deres<br />
samfund og fremmer forståelse mellem nationerne.<br />
Den 20. juni 1920 fik præsident Smith den foruroligende nyhed fra Salt Lake City, at<br />
hans mor var blevet ramt af delvise lammelser. Samme dag skrev han følgende i sin<br />
dagbog: "Fik at vide, at min mor er delvis lammet, og det foruroliger mig meget. Hun<br />
er 70 år gammel og er en af de bedste mødre i verden. Jeg håber virkelig, at Herren<br />
vil helbrede hende."<br />
I efteråret 1920 besøgte han Norge, Sverige og Tyskland, og derefter fulgte en<br />
travl vinter med at genoprette missioneringen i Storbritannien. Den 1. februar 1921<br />
fik præsident Smith et telegram fra Salt Lake City med den sørgelige nyhed, at hans<br />
mor var død. Kort efter kom der besked fra Det øverste Præsidentskab om, at hans<br />
efterfølger var blevet udpeget, og at han ville få lov til at rejse hjem. Der var blot en<br />
vigtig opgave tilbage. Han var blevet udpeget til at repræsentere Zion's Cooperative<br />
Mercantile Institution og ledsage en gruppe amerikanske manufakturhandlere på en<br />
rejse til de større byer i England og Skotland. Denne rejse, der varede en måneds<br />
tid, gav ham en fortræffelig mulighed for at vinde nye venner og slå til lyd for kirkens<br />
læresætninger.<br />
Lige før sin afrejse fra England offentliggjorde han følgende afskedsbudskab i<br />
Millennial Star(2) under datoen den 30. juni 1921:<br />
(2) Et kirkeblad, der blev udgivet i England fra 1840.<br />
"Til missionærerne og de hellige i den europæiske mission:<br />
Efter 2 års ihærdige bestræbelser på at fremme Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages<br />
Helliges interesser i Storbritanien og på kontinentet, er tiden nu kommet, hvor jeg skal
Side 147<br />
sige farvel til jer, mine elskede medarbejdere, brødre og søstre. Jeg er blevet afløst af<br />
Det øverste Præsidentskab, og ældste Orson F. Whitney er kommet for at efterfølge<br />
mig som præsident for den europæiske mission. Om alt går vel, skal jeg rejse fra<br />
Liverpool den 15. juli sammen med min familie for at vende tilbage til vort bjerghjem<br />
i Utah. . .<br />
Det har været mit privilegium at rejse rundt på De britiske Øer, i Norge, Sverige,<br />
Danmark, Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig og Schweiz og at besøge distrikterne<br />
i disse missioner. Vi blev modtaget med den største venlighed og frydede os over<br />
folkets tro ... amerikanske ambassadører, ministre og konsuler modtog os venligt<br />
alle vegne og viste os al den høflighed, som man kunne forvente. Vi har besøgt<br />
statsembedsmænd, parlamentsmedlemmer, øvrighedspersoner, borgmestre og andre<br />
embedsmænd, adelsmænd, forretningsmænd og betydningsfulde fabrikanter, og vi<br />
har haft mange gode samtaler med dem og har uddelt mange billeder og megen<br />
kirkelitteratur, hvor det har været muligt ...<br />
Vi må ikke glemme, sidste dages hellige, at vi er blevet delagtige i Jesu Kristi<br />
evangelium, og det er vort ansvar at dele vore velsignelser med vore medmennesker.<br />
Vi er blevet advaret og bør fortsætte med at advare vore naboer. Herren har talt i vor<br />
tid og har organiseret sin kirke. Han har overdraget mænd guddommelig myndighed,<br />
og han blotter sin almægtige arm for at berede vejen for sit andet komme ...<br />
Jeg takker jer alle for den hjælp, I har ydet, og for den opmuntring I har givet mig,<br />
mens jeg har været her, og jeg beder jer indtrængende om at støtte vor elskede broder,<br />
ældste Orson F. Whitney, lige så loyalt i den periode, hvor han skal præsidere.<br />
Jeg bærer Vidnesbyrd for jer om, at jeg ved, Gud lever, og at Jesus Kristus er hans<br />
Søn og vor Forløser, hvis evangelium er blevet gengivet gennem profeten Joseph<br />
Smith. Hans kirke er oprettet på jorden for sidste gang som forberedelse til hans komme<br />
i kraft og herlighed for at regere på jorden som herrernes Herre og kongernes Konge.<br />
Vi er dens medlemmer, og jeg beder om, at vi må indrette vort liv således, at vi vil<br />
modtage evigt liv i hans celestiale rige sammen med dem, som vi har kendt og elsket<br />
her på jorden.<br />
(Underskrevet) George Albert Smith."<br />
Den 15. juli 1921 sejlede ældste Smith sammen med sin hustru, sine døtre og sin<br />
søn fra Liverpool for at vende hjem. 19 dage efter nåede de hjem til Salt Lake City efter<br />
at have været væk i 26 måneder.<br />
VI<br />
George Albert genoptog nu sine pligter i De tolvs Kvorum med de mange komitemøder<br />
og konferencer. Gennem resten af året deltog han i kvartårlige stavskonferencer i<br />
Blackfoot, Idaho; Panguitch, Kanab og Logan, Utah; St. Johns, Snowflake og Mesa,<br />
Arizona; St. Joseph og Juarez, Mexico. Den 21. september, kort efter at han var<br />
kommet hjem, fik han overdraget endnu et ansvar, idet Det øverste Præsidentskab<br />
valgte ham som hovedtilsynsførende for kirkens GUF for Unge Mænd.<br />
Året 1922 begyndte godt for ældste Smith. Hans helbred var godt, han nød sit<br />
arbejde og han og hans familie havde indrettet sig behageligt i deres nye hjem, der lå<br />
på et af de smukkeste områder i Salt Lake City.<br />
Den 8. maj påbegyndte han en rejse til de østlige stater. Da han ankom til Springfield,<br />
Mass., deltog han i den nationale kongres for the Sons of the American Revolution<br />
og blev valgt til næstformand for staterne i Stillehavsområdet og Klippebjergene. Fire
Side 148<br />
dage efter var han i Washington D. C. og tog sammen med senator Reed Smoot hen<br />
for at besøge præsident Warren G. Harding(1). Dagen efter havde han et behageligt<br />
interview med retspræsident William Howard Taft(2).<br />
(1) USA's 29. præsident.<br />
(2) USA's 27. præsident.<br />
Ved sin tilbagekomst til Utah genoptog ældste Smith sine besøg til stave og ward. I<br />
november foretog han igen en rejse til Washington D. C. på kirkens vegne.<br />
1923 blev også et travlt år for ældste Smith. Han var borte fra Salt Lake City i<br />
hele januar måned, hvor han gennemrejste Stillehavskysten sammen med den øverste<br />
leder for the Sons of the American Revolution. Den 23. januar var han i Los Angeles,<br />
hvor Californiens første stav blev organiseret med George W. McCune som præsident.<br />
Dagen efter kørte jeg ham i bil til San Bernardino, Californien, hvor han tog toget til<br />
Salt Lake City.<br />
Følgende begivenhed fandt sted få uger senere, den 1. marts, og er nedskrevet i<br />
ældste Smiths dagbog. Mens hans bil holdt parkeret inde i Salt Lake City, stjal nogen<br />
den frakke, han havde på, når han kørte bil. Om aftenen skrev han følgende: "Hvis jeg<br />
mente, at den mand, der tog den, virkelig trængte til den, ville jeg have givet ham den,<br />
og så ville han ikke have været en tyv."<br />
Han deltog regelmæssigt i stavskonferencer sommeren igennem. Desuden foretog<br />
han to rejser østpå i løbet af efteråret og vinteren; den sidste var et besøg til<br />
sydstaternes mission, der varede i 6 uger og førte ham så langt som til Havana, Cuba.<br />
Den 1. januar 1924 skrev George Albert følgende i sin dagbog: "Mit hjerte er fyldt<br />
med taknemmelighed imod min Fader i himlen for hans velsignelser i det forløbne<br />
år og for dette års forhåbninger." Det blev bestemt et aktivt år for ham. Foruden at<br />
deltage i 25 stavskonferencer var han til stede under alle møderne ved kirkens 2<br />
generalkonferencer, og desuden foretog han 2 rejser til de østlige stater. Gennemsnittet<br />
for hans rejser havde i mange år udgjort omkring 50.000 km om året.<br />
Den 4. april 1924 skrev ældste Smith i sin dagbog, at han var "54 år gammel i<br />
dag". Nogle uger senere, den 13. juni, påbegyndte han en rejse østpå for at udføre<br />
forretninger for kirken. Under denne rejse besøgte han Chicago, Illinois; Toronto og<br />
Montreal i Canada samt New York. Han vendte hjem den 4. juli og tog 2 uger senere<br />
aktivt del i den nationale kongres for S.A.R.(1), der blev afholdt i Salt Lake City. Resten<br />
af året deltog han næsten hver eneste søndag i stavskonferencer.<br />
(1) Sons of the American Revolution (se side 203).<br />
Den 5. februar 1925 påbegyndte George Albert igen en omfattende rejse østpå; den<br />
varede i mere end 6 uger og førte ham gennem 21 stater. I løbet af disse uger deltog<br />
han i 31 møder med kirkens medlemmer "og talte ved dem alle undtagen et eneste". I<br />
april foretog han en rejse til de vestlige staters mission sammen med præsident John<br />
M. Knight. I maj deltog han i en S.A.R. kongres i Swampscott, Mass., hvor han blev<br />
valgt til næstformand for fjerde gang. På hjemvejen skrev han i sin dagbog, at han<br />
havde rejst 35.200 km siden januar. I oktober foretog han igen en rejse østpå. I de uger,<br />
han var hjemme, havde han travlt med at deltage i stavskonferencer og præsidere over<br />
kirkens GUF-organisationer for Unge Mænd.<br />
Efterhånden som hans ansvar voksede, lagde han mærke til, at de mange gøremål<br />
igen havde en skadelig virkning på hans helbred. "Jeg er udkørt," skrev han i sin dagbog<br />
under datoen den 23. februar 1926. "Jeg har for mange jern i ilden." Alligevel syntes<br />
der ikke at være nogen mulighed for at fjerne nogen af opgaverne, og han fortsatte.
Side 149<br />
Han deltog i generalkonferencen i april og talte ved det afsluttende møde. Her følger<br />
en paragraf fra talen:<br />
"Vi lever i en fantastisk tidsalder - i tidernes fyldes uddeling. Alle andre uddelinger,<br />
der er gået forud, kulminerer i denne. Herren fortæller os i Mormons Bog, at<br />
han ved bogens fremkomst ville påbegynde sit værk blandt alle nationer, og det<br />
er bemærkelsesværdigt, at der siden udgivelsen af Mormons Bog er fremkommet<br />
flere betydningsfulde opfindelser og opdagelser for menneskeheden end i alle de<br />
tidsaldre, der er gået forud." To uger efter konferencen rejste ældste Smith østpå.<br />
I Washington D. C. mødte han præsident Heber J. Grant, og de deltog sammen i<br />
nationale møder for drengespejderorganisationen, hvor de lyttede til taler af præsident<br />
Calvin Coolidge(1) og Robert Baden-Powell(2); sidstnævnte var grundlæggeren af<br />
drengespejderbevægelsen. Det var ved denne lejlighed, at den første Silver Buffalo(3),<br />
der nogensinde var blevet tildelt af Amerikas drengespejdere, blev overrakt denne<br />
fremtrædende englænder. Da mødet var forbi, vendte ældste Smith tilbage til Salt<br />
Lake City og tilbragte sommeren med at deltage i stavskonferencer og varetage sine<br />
forskellige pligter i kirkens hovedsæde.<br />
(1) Calvin Coolidge - (1872-1933) USA's 30. præsident.<br />
(2) Sir Robert Baden-Powell (1857-1941) Britisk general.<br />
(3) Silver Buffalo (sølvbøffel) - den højeste belønning givet af Amerikas<br />
drengespejdere til en fremragende leder.<br />
I de første 6 måneder af 1927 besøgte han missionerne i Californien og sydstaterne.<br />
I Washington D. C. mødte han Phillip St. George Cook, der var barnebarn af<br />
Mormonbataljonens leder. I Richmond, Virginia besøgte han den kirke, hvor Patrick<br />
Henry(4) holdt sin berømte tale. I august, efter at han var kommet hjem, foretog han<br />
sin første flyvetur til Los Angeles - den 3. august 1927. Han forlod Salt Lake City i åbent<br />
fly kl. 15:45 og ankom til Las Vegas i Nevada 4 timer senere, kl. 19:45. Her blev han<br />
natten over, og næste morgen fløj han til Los Angeles "på 2 timer, og det blev i alt 6<br />
timer til at dække en afstand af 1086 km." To dage senere fløj han tilbage til Salt Lake<br />
City. Da han var direkte over St. George, smed han en besked ned til Brigham Jarvis,<br />
som sidstnævnte modtog og besvarede.<br />
(4) (1736-1799) Amerikansk statsmand og taler. Holdt en berømt tale om frihed kort<br />
før Uafhængighedskrigen.<br />
Den 1. januar 1928 skrev ældste Smith i sin dagbog, at det helt bestemt gik fremad<br />
med hans helbred. "Jeg er blevet velsignet med et bedre helbred, end jeg har haft i<br />
mange år," skrev han. I løbet af dette år deltog han i mange stavskonferencer, men der<br />
er ingen optegnelser over længere ture mod øst. Det følgende år var han imidlertid borte<br />
fra Utah det meste af tiden. Inden aprilkonferencen havde han besøgt den californiske<br />
mission, der på daværende tidspunkt omfattede Californien og Arizona. Den 9. maj<br />
rejste han til New York City for at deltage i et møde for Amerikas drengespejdere.<br />
Den 16. maj var han i Washington D. C. og aflagde et kort besøg hos præsident<br />
Herbert Hoover(5). To dage efter spiste han frokost i Akron, Ohio sammen med<br />
grundlæggeren af Firestone Tire and Rubber Company (Firestone dæk og gummi co.),<br />
Harvey Firestone.<br />
(5) (1874-1964) De forenede Staters 31. præsident.<br />
I juni rejste ældste Smith rundt i de vestlige staters mission, og i november foretog<br />
han, sammen med ældste Charles A. Callis(6), sit 9. besøg til sydstaternes mission.<br />
Hans rejser i løbet af dette år nåede igen op på omkring 50.000 km.
(6) (1865-1947) ordineret til apostel i 1933<br />
Side 150<br />
Det følgende år, 1930, var 100-året for kirkens grundlæggelse, og George Albert<br />
Smith blev valgt til hovedformand for 100-årets festligholdelse. Dette var et tungt<br />
ansvar, og det tog hovedparten af hans tid i flere måneder, men under hans dygtige<br />
ledelse blev 100-året en stor succes. Måske var hovedbegivenheden det store festspil,<br />
der blev overværet af omkring 200.000 mennesker, hvoraf mange kom fra forskellige<br />
dele af De forenede Stater.<br />
En anden betydningsfuld aktivitet i løbet af dette år var en karavane af biler, der blev<br />
ført østpå langs den berømte emigrantvej til Independence Rock(7) i Wyoming. Denne<br />
begivenhed fandt sted i juli og var en del af en national festligholdelse, der blev støttet<br />
af the Oregon Trail Memorial Association(8). Ved sin tilbagekomst var han med til at<br />
organisere the Utah Pioneer Trails and Landmarks Association(1) den 11. september<br />
1930.<br />
(7) En stor klippe, der rager stejlt op i de omliggende sletter. Den blev opdaget på<br />
frihedsdagen (den 4. juli) i 1812. Det var skik, at pionerer skrev deres navn på den,<br />
når de passerede forbi.<br />
(8) En forening helliget bevarelsen og afmærkningen af Oregonruten, der går fra<br />
Independence, Missouri til Fort Vancouver, Washington.<br />
(1) Forening for afmærkning og bevarelse af Utahs pionerruter og vartegn.<br />
I løbet af 1931 rejste ældste Smith 57.431 km på kirkens vegne. I januar besøgte han<br />
Texas missionen; i februar besøgte han stavene i Arizona og også mormonkolonierne<br />
i Mexico; i april rejste han til Memphis, Tennessee for at deltage i et møde for Amerikas<br />
drengespejderes nationalråd; i juni kørte han til Independence Rock i Wyoming, hvor<br />
en stor skare drengespejdere fra alle dele af De forenede Stater var samlet, og hans<br />
egen wardstrop fik førstepræmie for fremragende dygtighed. I august rejste han via<br />
tog og båd så langt som til Sitka, Skagway og Juneau i Alaska, og på tilbagevejen i<br />
september foretog han en længere rejse i de nordlige midtstaters mission. Dette var et<br />
af de travleste år i hans liv, og han var nu 61 år gammel.<br />
Den 6. januar 1932 skrev George Albert i sin dagbog, at han havde fået Silver<br />
Beaver(2) belønningen af den regionale forening for Amerikas drengespejdere. Denne<br />
belønning blev givet på grund af hans fremragende støtte til denne organisation.<br />
(2) Silver Beaver (sølvbæver) - den næsthøjeste belønning givet af Amerikas<br />
drengespejdere til en fremragende leder.<br />
I februar foretog ældste Smith en rejse til Springfield, Illinois, hvor han talte til en<br />
gruppe på 200 udsendinge fra foreningen for S.A.R.(3) på Washingtons fødselsdag(4).<br />
Han havde også det privilegium at lægge en krans på Abraham Lincolns(5) grav.<br />
(3) Sons of the American Revolution, se side 203.<br />
(4) Helligdag til minde om De forenede Staters første præsident, George<br />
Washington.<br />
(5) (1809-1865) De forenede Staters 16. præsident.<br />
I april rejste han rundt i de nordvestlige staters mission, og i maj rejste han østpå for<br />
at være til stede ved en banket for den nationale spejderorganisation, og her blev han<br />
valgt ind i den nationale hovedbestyrelse for Amerikas drengespejdere.<br />
I august måned samme år havde George Albert en usædvanlig og temmelig<br />
uhyggelig oplevelse, da han rejste med familiemedlemmer til Grand Canyon ved
Side 151<br />
Coloradofloden i det nordlige Arizona. Den sidste dag i måneden red han og hans søn<br />
på muldyrryg til floden i bunden af dalen. De blev der natten over, og næste morgen<br />
fik de pr. telefon at vide, at hotellet og hovedsædet for Grand Canyon National Park<br />
var brændt. Heldigvis boede ældste Smith og hans familie i en nærliggende hytte,<br />
men nogle af deres ejendele var blevet brændt i ilden. De effekter, hans søn havde<br />
efterladt på kontoret, var ødelagt, deriblandt dagbog og andre værdifulde papirer.<br />
Mit tøj i presseværelset var fuldstændig ødelagt. Min mappe i boksen var brændt til<br />
ukendelighed med togbilletter og 25-35 dollars i sedler."<br />
I resten af året 1932 og begyndelsen af 1933 skulle han deltage i de sædvanlige<br />
stavskonferencer. Han skulle også til New York City i april for at overvære et møde<br />
for drengespejderrådet og til Nauvoo og Independence i juli for at varetage kirkens<br />
forretninger.<br />
Den 1. januar 1934 skrev ældste Smith i sin dagbog: "Jeg begynder det nye år med<br />
taknemmelighed til Herren og med håb om en succesrig fremtid." Den 4. april skrev<br />
han: "Jeg fyldte 64 år i dag." Selv om han blev ældre, blev han imidlertid ved med<br />
trofast at udføre sit arbejde. Når han var hjemme, var hans tid fuldstændig optaget af<br />
forskellige aktiviteter; hans møder med De Tolv; hans pligter som hovedtilsynsførende<br />
for GUF for Unge Mænd; Amerikas drengespejderorganisation og S.A.R.(1); the Utah<br />
Trails Association og forskellige forretningsanliggender.<br />
(1) Sons of the American Revolution<br />
Kort efter aprilkonferencen i 1934 rejste ældste Smith til de østlige staters mission.<br />
Det var under dette besøg, han mødte den fremragende videnskabsmand, dr. Michael<br />
Pupin. Denne behagelige oplevelse, der var blevet gjort mulig af dr. Harvey Fletcher fra<br />
Utah, gjorde et dybt indtryk på ældste Smith, og derefter henviste han i mange af sine<br />
taler til denne fremragende mands inspirerende karriere. Mens George Albert under<br />
denne rejse var i Washington D.C., tilbragte han en behagelig halv time sammen med<br />
George H. Dern, krigsminister og tidligere guvernør for Utah. I Buffalo deltog han i det<br />
nationale møde for Amerikas drengespejdere.<br />
Det var ved denne lejlighed, han modtog the Silver Buffalo, den højeste belønning<br />
inden for De forenede Staters spejderbevægelse. Denne belønning blev givet for<br />
fremragende og pålidelig tjeneste til drenge, og da den blev givet, blev følgende lovord<br />
læst op:<br />
"George Albert Smith: Forretningsudøvende, religiøs leder, tidligere præsident<br />
for the International Irrigation Congress og International Farm Congress(1),<br />
statsinkassator for officielle pengebeløb og særlig udbetalingsbestyrer for staten<br />
Utah. Medlem af De tolv apostles Kvorum i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages<br />
Hellige og hovedtilsynsførende for Unge Mænds Gensidige Uddannelsesforeninger i<br />
kirken. Organisator og præsident for Utah Pioneer Trails og Land-Marks Association.<br />
Medlem af den nationale bestyrelse for Amerikas drengespejdere, medlem af the<br />
Program Divisional Committee, the Committee on Relationships og dens Region<br />
Twelve Executive Committee, og knyttet til de lokale aktiviteter siden oprettelsen. Han<br />
har været utrættelig i at virke for spejderbevægelsens sag, og hans begejstring for<br />
programmet må for en stor del føres tilbage til den kendsgerning, at Utah har flere<br />
drengespejdere end nogen anden stat."<br />
(1) Den internationale kunstvandingskomité og den internationale landbrugskomite.<br />
Da han vendte tilbage til Utah i den første uge i juni, skrev han i sin dagbog, at han<br />
havde tilbagelagt 8.850 km på denne rejse, og at han var blevet behandlet venligt alle<br />
vegne og var taknemmelig for den mulighed, der var blevet ham givet "til at undervise
Side 152<br />
i Jesu Kristi evangelium". Med undtagelse af endnu en kort rejse østpå i efteråret<br />
tilbragte han resten af året med at besøge stavene og passe sine pligter derhjemme.<br />
Ældste Smith fortsatte sine rejser i 1935. Der var en tur til Chicago i maj for at deltage<br />
i det nationale råd for Amerikas drengespejdere, og få dage senere var han i Louisville,<br />
Kentucky, hvor han deltog i et S.A.R. møde. I juni præsiderede han over den store<br />
GUF konference i Salt Lake City. Den 6. juli forrettede han tempelvielsen for sin søn,<br />
George Albert jun. og Ruth Nowell.<br />
I juli deltog han i en stor reception og banket i New York City til ære for sir Robert<br />
Baden-Powell, der igen var på besøg i De forenede Stater. I september tilbragte han<br />
2 uger med at besøge de nordlige staters mission.<br />
1936 blev et nyt år med travlhed. I januar var der stavskonferencer at deltage i. I<br />
februar var han på forretningsrejse for kirken i New York City. I marts var han i Louisville,<br />
Kentucky, og i maj deltog han i det nationale S.A.R. møde i Portland, Maine. Hjemme<br />
indviede han i sin egenskab af præsident for Utah Trails and Landmarks Association<br />
mindesmærker i Old Fort Harmony og Parowan i det sydlige Utah.<br />
Den 21. januar 1937 skrev ældste Smith i sin dagbog, at han havde tilbragt noget<br />
af dagen sammen med en komite for Utah Pioneer Trails Association. Emnet, der blev<br />
drøftet, var opstillingen af et passende mindesmærke ved mundingen af Emigration<br />
Canyon(3) til ære for pionererne. 110 år arbejdede George Albert Smith derfor trofast<br />
og flittigt på at realisere det store mesterværk, der blev fuldført og indviet den 24.<br />
juli 1947 - til minde om 100-års dagen for præsident Brigham Youngs og de første<br />
pionerers ankomst. George Albert Smith fortjener mere end nogen anden mand<br />
æren for at have udtænkt dette storslåede mindesmærke og for at have arbejdet<br />
trofast og flittigt på at gøre det til virkelighed til trods for mangfoldige forhindringer og<br />
vanskeligheder(4).<br />
(3) Beliggende på østsiden af Saltsødalen. Det er den kløft, hvorigennem pionererne<br />
kom ind i Saltsødalen.<br />
(4) Et billede af dette mindesmærke findes i Den genoprettede kirke, kapitel 31, s.<br />
225.<br />
VII<br />
I årene 1936 og 1937 var ældste Smith meget bekymret for sin kære og elskede hustrus<br />
helbred. Hun havde i nogen tid været alvorligt syg af ledegigt. I april 1937 frygtede man<br />
for hendes liv, og familiemedlemmer blev kaldt til hendes sygeleje. Imidlertid fik hun<br />
det bedre og kom sig så meget i løbet af sommeren, at hun kunne køre ud i bil og<br />
nyde solskinnet og landskabet. Den 25. maj fejrede hun og George Albert deres 45-års<br />
bryllupsdag. I september og oktober var det tydeligt, at det gik tilbage med hendes<br />
helbred. Sidst i oktober fik hun et alvorligt tilbagefald, og fredag den 5. november døde<br />
hun fredeligt.<br />
Ældste George Albert Smiths elskede hustrus død var et hårdt slag for ham. Hans<br />
eget helbred var ikke for godt, og han havde svært ved at bevare sin normale styrke, så<br />
han fortsat kunne udføre sine pligter. <strong>Kirkens</strong> autoriteter var opmærksomme på hans<br />
tab, og da de indså, at det ville være gavnligt med en forandring i omgivelser, tilbød<br />
de ham muligheden for at besøge kirkens missioner i Stillehavsområdet, hvilket han<br />
sagde ja til.<br />
Ældste Smith forlod Salt Lake City den 17. januar 1938 for at tage til San<br />
Francisco. Den næste dag gik han om bord på skibet Lurline med kurs mod Honolulu,
Side 153<br />
Hawaii. Han ankom den 28. og begyndte straks at holde møder med de hellige<br />
og med missionærerne. Den 7. februar ankom ældsterne Rufus K. Hardy(1) og<br />
Matthew Cowley(2) sammen med deres familier til Honolulu, og samme aften sejlede<br />
gruppen mod Sydhavene. På vejen besøgte man Fijiøerne, og den 18. februar nåede<br />
man Auckland, New Zealand, hvor ældste Cowley blev for at præsidere over den<br />
new-zealandske mission. Ældsterne Smith og Hardy fortsatte til Australien. Den 21.<br />
februar nåede de Sydney, hvor de blev modtaget af missionspræsidenten, dr. Thomas<br />
D. Rees, og taget med til missionshjemmet. Efter at have opholdt sig en dag i<br />
missionens hovedsæde fortsatte de rejsende til Melbourne, hvortil de ankom den 25.<br />
Fra Melbourne fortsatte de til Tasmanien (en ø, der tilhører Australien), så til Adelaide<br />
og derfra til Perth, Australiens vestlige havneby. I alle disse byer blev der afholdt møder<br />
med hellige og missionærer.<br />
(1) Rufus K. Hardy - (1878-1945) medlem af De halvfjerds' første Råd.<br />
(2) Matthew Cowley - (1897-1953) medlem af De tolv apostles Kvorum.<br />
Efter at have rejst gennem forskellige dele af Australien, hvor de hellige boede<br />
- hvilket optog de besøgendes tid i hele marts måned - satte brødrene kurs mod<br />
New Zealand den 1. april. De ankom til Auckland den 4. april - ældste Smiths 68-års<br />
fødselsdag. Man besøgte Wellington, Palmerston og andre distrikter. Den 7. april rejste<br />
ældste Smith sammen med ældste Alexander Wishart til Tonga, hvortil de ankom<br />
den 10. maj. I Nukualofa besøgte man dronningen af Tonga og premierministeren, og<br />
mange af de fordomme, der hidtil havde hersket, blev udglattet af missionærerne.<br />
Den 8. juni ankom ældsterne Smith og Hardy til Apia, Samoa. Her fortsatte<br />
brødrene deres missionering. Guvernøren for Det britiske Samoa deltog i deres<br />
konferencemøder og talte ved dem. Den 6. juli ankom de til Honolulu tilbagevejen. 5<br />
dage senere nåede de sikkert i havn i Wilmington i det syde Californien, hvor ældste<br />
Smith blev mødt af familiemedlemmer, og den 14. nåede de Salt Lake City. Ældste<br />
Smith havde været væk hjemmefra i 6 måneder og havde rejst 43.400 km.<br />
Efter sin mission til Sydhavene genoptog ældste Smith sine aktiviteter derhjemme<br />
og i andre stater og lande i en periode på 5 år. I denne tid var han ved godt helbred,<br />
hvilket gjorde det muligt for ham at passe sine mangeartede pligter.<br />
Mandag den 21. juni 1943 fik kirkens medlemmer gennem pressen og radioen at<br />
vide, at præsident Rudger Clawson var død i sit hjem i Salt Lake City. Ved hans død<br />
blev den betydningsfulde stilling som præsident for De Tolv ledig, og da ældste George<br />
Albert Smith var den, der havde tjent længst i sit kvorum, blev han opretholdt af Det<br />
øverste Præsidentskab og De Tolv som efterfølger for præsident Clawson. Han blev<br />
indsat i denne stilling af præsident Heber J. Grant den 8. juli 1943.<br />
To år senere, den 14. maj 1945, kom den overraskende nyhed, at præsident Heber<br />
J. Grant, kirkens ærværdige overhoved, var død i sit hjem i Salt Lake City. På dette<br />
tidspunkt var ældste George Albert Smith på vej mod øst på forretningsrejse for<br />
kirken. I Buffalo, New York modtog han et telegram med de sørgelige nyheder og han<br />
påbegyndte straks tilbagerejsen til Salt Lake City, hvortil han ankom tidsnok til at være<br />
til stede ved begravelsen den 18. Han var en af talerne ved dette møde. Tre dage<br />
senere - den 21. maj - ved et møde for De tolvs Kvorum, der blev afholdt i Salt Lake<br />
templet, blev ældste Smith opretholdt af brødrene som præsident for Jesu Kristi Kirke<br />
af Sidste Dages Hellige.<br />
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i oktober 1945 i det historiske<br />
Tabernakel i Salt Lake City, blev præsident Smith opretholdt af præstedømmet, der<br />
stemte i kvorummer. Det øverste Præsidentskab, De Tolv, patriarkerne, højpræsterne,
Side 154<br />
halvfjerdserne, ældsterne og alle medlemmer af det mindre præstedømme stemte i<br />
grupper. Endelig rejste hele forsamlingen sig, inklusive præstedømmet, og opretholdt<br />
enstemmigt Det øverste Præsidentskab. Der var ikke en eneste negativ stemme under<br />
hele proceduren.<br />
Efter afstemningen rejste præsidenten sig for at tale til folket:<br />
"Mon nogen her føler sig så svag og ydmyg som den mand, der står foran jer?"<br />
sagde han. "Jeg er kommet til dette hus siden min barndom. Jeg har set alle kirkens<br />
præsidenter siden den tid blive opretholdt af forsamlingerne her, når deres navne er<br />
blevet fremført fra denne talerstol. Jeg har set kirken fortsætte med at vokse i antal og<br />
har gennem hele mit liv indset, at Jesu Kristi Kirke er, hvad dens navn indebærer. Vi,<br />
der er medlemmer af denne kirke, er bestemt heldige at have fundet lyset og at have<br />
accepteret sandheden...<br />
Og i dag, brødre, hvor jeg står her foran jer i ydmyghed, vil jeg gerne udtrykke min<br />
taknemmelighed for, at I har lovet at hjælpe den ydmyge mand, der er blevet kaldet til<br />
at præsidere over denne kirke, i hans bestræbelser for at videreføre værket ved den<br />
Almægtiges inspiration. Jeg er taknemmelig for dette løfte, og jeg takker jer, fordi I har<br />
lovet at gøre det samme for de to mænd, der står ved min side som rådgivere - loyale,<br />
sande og hengivne sidste dages hellige, der har gjort alt for at gøre mit ansvar lettere<br />
for mig at bære. I vedtog at opretholde De tolvs Kvorum, det kvorum, jeg har tilhørt i<br />
så mange år, at jeg næsten følte mig som en fremmed, da jeg forlod det for at besætte<br />
stillingen som præsident for kirken."<br />
Den næste dag gav præsident Smith de hellige nogle fortræffelige råd: "Jeg vil gerne<br />
gentage noget, jeg mange gange har givet disse yngre mænd som vejledning. Det var<br />
et råd fra min bedstefar, som jeg er opkaldt efter. Han sagde: Der er en velafgrænset<br />
skillelinje mellem Herrens territorium og djævelens territorium. Hvis du vil forblive på<br />
Herrens side af linjen, kan fjenden ikke komme over for at friste dig. Du er i sikkerhed,<br />
så længe du bliver på Herrens side af linjen. Men,' sagde han,,hvis du går over på<br />
djævelens side af linjen, er du i hans territorium, du er i hans magt, og han vil arbejde<br />
på at få dig så langt væk fra denne linje som muligt, for han ved, at han kun kan få held<br />
til at ødelægge dig ved at holde dig borte fra det sted, hvor der er sikkerhed.'<br />
Al sikkerhed, al retfærdighed og al lykke er på Herrens side af linjen. Hvis I holder<br />
Guds befalinger og adlyder sabbaten, er I på Herrens side af linjen. Hvis I husker jeres<br />
personlige bønner og jeres familiebønner, er I på Herrens side af linjen."<br />
VIII<br />
Den første tur, præsident Smith foretog uden for Salt Lake City, efter at han var blevet<br />
præsident, gik til Logan, hvor han søndag eftermiddag, den 4. juni, talte til dem der<br />
havde taget afsluttende eksamen fra Logan LDS Institute. Tre dage efter tog han til<br />
Provo for at tale til dem, der havde taget eksamen fra Brigham Young University.<br />
Som formand for, This Is the Place" Monument Commission præsiderede præsident<br />
Smith ved ceremonier, der blev afholdt den 24. juli 1945, da det første spadestik blev<br />
taget på den grund, hvor det store mindesmærke skulle rejses. Samme eftermiddag<br />
talte han til en umådelig skare- 30 tusind eller mere - der var forsamlet i Liberty Park for<br />
at deltage i festligheder til ære for pionererne. To måneder senere - den 23. september<br />
1945 - samledes kirkens generalautoriteter under præsident Smiths ledelse i Idaho<br />
Falls(1) for at indvie det prægtige tempel, der var blevet opført i denne by. De betagende<br />
og højtidelige ceremonier fortsatte i 3 dage.<br />
(1) Idaho Falls - en by i den østlige del af Idaho.
Side 155<br />
I begyndelsen af november 1945 rejste præsident Smith sammen med nogle af<br />
kirkens ledere til Washington D.C. og afholdt der en konference med præsident Harry S.<br />
Truman(2) vedrørende forsendelse af velfærdsmidler til kirkens medlemmer i Europa.<br />
Den 4. april 1946 fejrede præsident Smith sin 76-års fødselsdag. To dage efter<br />
præsiderede han ved den årlige konferences åbningsmøde og holdt en gribende tale til<br />
de forsamlede hellige. Den 13. maj - 5 uger efter konferencen - forlod præsident Smith<br />
Salt Lake City for at besøge kirkens medlemmer i Mexico. Dette var en epokegørende<br />
rejse. Det var første gang, en præsident for kirken havde besøgt Mexico. I Mexico City<br />
havde præsident Smith et interview med Mexicos præsident, Manuel Arvilla Camacho,<br />
og overrakte ham en Mormons Bog.<br />
(2) Harry S. Truman - (1884-1972) De forenede Staters 33. præsident.<br />
Ved sin tilbagekomst til Salt Lake City opfyldte præsident Smith et længe næret<br />
ønske, da han i juli 1946 sammen med nogle få venner rejste østpå for at følge<br />
mormonpionerernes mindeværdige vandring vestpå fra Nauvoo til Saltsødalen i<br />
1846-1847. Forfatteren til denne bog havde den ære at ledsage ham på denne rejse.<br />
Selskabet vendte tilbage til Salt Lake City den 24. juli tidsnok til, at præsident Smith<br />
kunne lægge hjørnestenen til det store "Dette er stedet" mindesmærke ved mundingen<br />
af Emigration Canyon.<br />
I oktober 1946 præsiderede præsident Smith ved kirkens halvårlige konference og<br />
talte ved flere af møderne.<br />
1947 var et travlt år for præsident George Albert Smith. Det var det år, hvor Utahs<br />
indbyggere skulle fejre 100-året for mormonpionerernes ankomst.<br />
I begyndelsen af året holdt præsident Smith adskillige taler i de østlige og vestlige<br />
dele af De forenede Stater, hvori han fremhævede pioneremnet. I april fejrede han sin<br />
77-års fødselsdag og samme uge præsiderede han over alle møderne ved den årlige<br />
konference.<br />
I ugen fra den 13. til den 17. juli 1947 blev der afholdt et bemærkelsesværdigt møde<br />
i Salt Lake City for staternes og territoriernes guvernører. Om aftenen den 15. juli blev<br />
disse fornemme gæster underholdt af præsident Smith og medlemmer af hans familie<br />
i den udstrakte park ved præsidentens hjem på Yale Avenue.<br />
Endelig blev det den 24. juli - den store dag for 100årets festligholdelser. Kl.<br />
10 om formiddagen var 50.000 mennesker mødt op ved mundingen af Emigration<br />
Canyon for at overvære afsløringen af det storslåede pionermindesmærke. Præsident<br />
Smith ledede ceremonien. Efter en kort velkomsttale blev mindesmærket afsløret, og<br />
præsident Smith bad indvielsesbønnen.<br />
I den første uge af oktober talte præsident Smith længe ved den halvårlige<br />
konferences åbningsmøde. Han understregede nødvendigheden af en retfærdig<br />
levevis og fremhævede, at fred og lykke ikke kunne opnås på nogen anden måde.<br />
Præsident Smith fortsatte sine sædvanlige energiske aktiviteter i 1948. Den 29.<br />
januar talte han ved en banket, der blev afholdt til ære for dem, der havde været<br />
ansat i lang tid ved Deseret News(1). I februar deltog han i de årlige Founder's<br />
Day(2) ceremonier på University of Utah. Den 1. marts var han hovedtaleren ved<br />
en sammenkomst for Wilford Woodruffs efterkommere. Den 8. marts talte han til en<br />
stor tilhørerskare på Brigham Young University under lederskabsugen(3). Den 4. april<br />
fejrede han sin 78-års fødselsdag, og samme dag præsiderede han ved åbningsmødet<br />
for kirkens årlige konference.<br />
(1) Salt Lake City aftenavis.
(2) En dag afsat for at ære stifteren af en institution. Ikke en helligdag<br />
Side 156<br />
(3) En uge afsat en gang om året på BYU, hvor ledere fra forskellige områder af<br />
kirken samles for at modtage instruktioner om lederskab.<br />
I juni rejste præsident Smith til Garland, Utah, for at tale ved et møde til minde om<br />
hr. og fru Alben Borgstroms 4 sønner, der havde mistet livet i den anden verdenskrig.<br />
I september besøgte præsident Harry S. Truman og Thomas E. Dewey(4) Salt Lake<br />
City under deres kampagnetournéer gennem hele landet. Præsident Smith viste disse<br />
mænd ære ved at møde dem på jernbanestationen og ved at deltage i deres møder<br />
i Tabernaklet.<br />
(4) Kandidat til USA's præsidentpost.<br />
John Henry Smith - præsident George Albert Smiths far - blev fejret af sine<br />
efterkommere på sin fødselsdag den 18. september 1948. Der var gået 100 år, siden<br />
denne fremtrædende kirkeleder og pioner blev født i nærheden af Council Bluffs,<br />
Iowa. Præsident Smith talte ved denne lejlighed og berettede om mange episoder, der<br />
vedrørte hans ærværdige far.<br />
Ved den halvårlige konference, der blev afholdt i den første uge af oktober 1948,<br />
præsiderede præsident Smith ved alle møder. I sin åbningstale gav han udtryk for sine<br />
følelser på følgende måde: "Det er herligt at leve i denne tidsalder til trods for den frygt<br />
og de bekymringer, der hersker ... Herren vil beskytte os, når blot vi følger hans ord."<br />
Den 15. januar 1949 forlod præsident Smith Salt Lake City for at rejse til Los Angeles,<br />
hvor han havde forretninger at udføre i forbindelse med opførelsen af Los Angeles<br />
templet. Få dage efter sin ankomst blev han pludselig angrebet af sygdom og måtte<br />
ligge på hospitalet indtil den 9. februar. Derpå blev han overført til David Stoddards<br />
hjem i Laguna Beach, hvor han blev indtil den 31. marts for at hvile ud og komme til<br />
kræfter, før han vendte tilbage til Salt Lake City. Denne sygdom svækkede præsident<br />
Smith, og han genvandt ikke sin sædvanlige styrke og energi.<br />
Den 4. april 1949 fejrede præsident Smith sin 79-års fødselsdag, og han hyggede<br />
sig ved en familiemiddag. Samme dag præsiderede han ved åbningsmødet for den<br />
årlige konference og holdt en længere tale. "Mon nogen af jer er lige så lykkelige for at<br />
være med til denne konference, som jeg er," sagde han. "For ca. 2 1/2 måned siden<br />
begyndte jeg at bede om, at jeg måtte få lov til at være her, og jeg er taknemmelig for,<br />
at Herren ikke blot hørte mine bønner, men også jeres, og jeg vil benytte lejligheden til<br />
at takke enhver af jer for den omsorg, I har vist mig, og for de venlige ord, der er blevet<br />
skrevet, og de bønner, der er blevet bedt."<br />
Foruden at opholde sig på sit kontor nogle få timer hver dag foretog præsident Smith<br />
3 rejser uden for Salt Lake City i løbet af sommeren - en til Jackson, Wyoming, hvor<br />
han deltog i indvielsen af Menor Ferry; en kort tur til San Francisco; en længere rejse<br />
til Kansas City og St. Louis i Missouri, hvor han indviede to kirkebygninger.<br />
Den 13. januar 1950 tog præsident Smith på et længere besøg i Californien. Denne<br />
rejse viste sig at være gavnlig for hans helbred, og han vendte ikke tilbage til Salt Lake<br />
City før midten af marts.<br />
Den 4. april fejrede han sin 80-års fødselsdag. Ved en stor reception, der blev<br />
afholdt på hotel Utah om aftenen, hilste han personligt på flere tusinde af sine<br />
venner. Lykønskningsbreve og -telegrammer ankom fra alle dele af landet, både fra<br />
medlemmer og ikke-medlemmer. Præsident Smith havde brugt sit liv til at vinde venner,<br />
og han havde utallige.
Side 157<br />
I maj 1950 fandt en betydningsfuld rejse sted for præsident Smith, da han rejste<br />
østpå til Whitingham, Vermont og den 28. maj indviede et mindesmærke ved præsident<br />
Brigham Youngs fødested. To dage efter deltog han i ceremonier i Washington D. C.<br />
og bad indvielsesbønnen, da en marmorstatue over den store pioner blev afsløret i<br />
parlamentsbygningens rotunde.<br />
Endnu en begivenhed af særlig interesse for præsident Smith i 1950 var<br />
højtideligholdelsen af 100-året for de første mormonmissionærers ankomst til<br />
Hawaiiøerne. Man havde planlagt, at denne højtideligholdelse skulle finde sted i<br />
ugen fra den 9. til den 16. august, og præsident Smith rejste dertil for at deltage i<br />
festlighederne sammen med de sidste dages hellige på øerne. Ved sin tilbagekomst til<br />
Salt Lake gav han en varm hyldest til hawaiianernes gæstfrihed.<br />
<strong>Kirkens</strong> halvårlige konference fandt sted tidligere end sædvanlig i efteråret 1950.<br />
Møderne blev afholdt den 29. og 30. september samt den 1. oktober. Præsident Smith<br />
overværede alle møderne, præsiderede og holdt længere taler ved 3 af møderne. Hans<br />
taler var dybt åndelige, og han gav udtryk for sin kærlighed og hengivenhed for gode<br />
mennesker overalt. "De er alle vor Faders børn," sagde han og benyttede en vending,<br />
han ofte havde brugt i sit liv. Hans afsluttende bemærkninger på konferencens sidste<br />
dag lød som følger:<br />
"Jeg beder om, at vor himmelske Faders kraft må følge med dem, der arbejder for<br />
denne kirke, I medlemmer, hvorhen I end går, at jeres hjem må være et blivende sted<br />
for vor himmelske Faders Ånd, at jeres sønner og døtre må vokse op i Herrens tugt og<br />
formaning, og at I må elske jeres medmennesker - dvs. de, der er medlemmer af kirken,<br />
og de, der ikke er det - dvs. alle, der søger at være, hvad Herren ønsker, de skal være.<br />
Jeg beder om, at hver eneste af os dag for dag må føle den forsikring, som så mange<br />
af jer har, at Gud lever, at Jesus er Kristus, og at Joseph Smith var den levende Guds<br />
profet. Jeg ved det, lige så sikkert, som jeg ved, at jeg lever, og jeg bærer vidnesbyrd<br />
for jer i ydmyghed; og med en forståelse for alvoren i en sådan udtalelse, hvis den ikke<br />
var sand, bærer jeg stadigvæk dette vidnesbyrd for jer i Jesu Kristi navn. Amen."<br />
Præsident Smith foretog kun en eneste tur uden for Salt Lake City i resten af året<br />
1950. Han tog toget til Denver, Colorado, den 17. oktober, og dagen efter talte han<br />
til en stor forsamling og bad indvielsesbønnen for det ny Denver stav tabernakel.<br />
På tilbagevejen gjorde han holdt i Provo for at indvie den ny videnskabsbygning på<br />
Brigham Young University.<br />
Ved et møde for de ansatte i kirkens kontorbygning, den 22. december 1950,<br />
talte præsident Smith med kraft og begejstring i en halv time trods sin svækkede<br />
helbredstilstand. Han udtalte sig om de urolige forhold i verden:<br />
"Der ville ikke være nogen krig i Korea og trusler om krig overalt i verden,"<br />
sagde han, "hvis mennesker accepterede evangeliet og efterlevede det ... Disse krige<br />
opstår udelukkende, fordi Satan er i stand til at bedrage størsteparten af jordens<br />
befolkning. Dette gør det så meget mere vigtigt, at vi, der har et vidnesbyrd om Jesu<br />
guddommelighed, efterlever evangeliet og udbreder det."<br />
Dette var sidste gang, præsident Smith talte til en offentlig forsamling. Det gik støt<br />
tilbage med hans helbred i januar 1951, og den 3. februar blev det bekendtgjort over<br />
radio og gennem aviser, at han var blevet ført til LDS Hospital til undersøgelse og<br />
behandling. De næste 3 uger syntes han at genvinde noget af sin styrke under lægers<br />
og sygeplejerskers konstante pleje, men han var træt og bad om at blive overført til<br />
sit hjem. Det fik han lov til, og den 24. februar blev han flyttet til sit hyggelige hjem på
Side 158<br />
Yale Avenue. Der gik det stadig ned ad bakke med hans helbred, selv om han blev<br />
plejet på bedst mulig måde, og om aftenen den 4. april - på hans 81-års fødselsdag<br />
- døde han fredeligt.<br />
IX<br />
Præsident Smiths begravelse blev afholdt i Tabernaklet lørdag den 7. april kl. 14. Før<br />
dette tidspunkt var den store bygning fyldt til overflod, og i tusindvis af mennesker<br />
opholdt sig udenfor. Blandt talerne var de to rådgivere til den afdøde præsident: J.<br />
Reuben Clark jun. og David O. McKay.<br />
"I al den tid vi har arbejdet sammen, og det har været et nært og fortroligt<br />
samarbejde," sagde præsident Clark, "har jeg aldrig hørt ham så meget som antyde, at<br />
han var utålmodig, ved at miste besindelsen eller endog havde behov for at beherske<br />
sig.<br />
Han var altid god og betænksom over for os to, der havde det privilegium og den<br />
ære at arbejde sammen med ham. Ud fra min egen kundskab og iagttagelse bifalder<br />
jeg fuldtud alt det gode, der er blevet sagt om ham her i dag, og intet andet end godt<br />
er blevet sagt om ham eller kunne siges om ham. Det onde luskede altid bort fra ham.<br />
Det kunne ikke tåle tilstedeværelsen af hans retfærdige levevis. Jeg tror ikke, jeg kan<br />
sige noget, der bedre kan give udtryk for min hyldest til ham."<br />
Derefter fulgte præsident McKay, som talte med megen varme til præsident Smiths<br />
familie:<br />
"I børn og slægtninge bør i højeste grad finde fred og trøst gennem følgende 3<br />
medvirkende faktorer:<br />
For det første har jeres far, vor elskede leder, levet så nært som det er muligt for et<br />
menneske at leve et kristuslignende liv. Han opdagede, at svaret på det menneskelige<br />
hjertes længsel efter fylde består i at leve uden for sig selv ved kærlighed. Præsident<br />
Smith har bevist sandheden i Kristi paradoksale ord: Den, som har mistet sit liv for min<br />
skyld, skal bjærge det.' (Matt. 10:39)<br />
For det andet - og her taler jeg med velberåd hu, for jeg har set disse børn, sønner<br />
og døtre, i aktion-burde den kærlige opmærksomhed, den betænksomme og effektive<br />
omsorg givet af jer døtre og af Albert og andre familiemedlemmer - idet I ikke har ladet<br />
noget være ugjort, der kunne medvirke til jeres fars helbredelse eller velbefindende - alt<br />
dette burde i denne sorgens stund bringe trøst til jeres lidende hjerter. Og ikke blot i<br />
denne stund, men gennem de kommende år.<br />
Og for det tredje, så sikkert og vist som Kristi ånd besøgte andre ånder i det evige<br />
rige, mens hans legeme lå i Josef af Arimatæas grav, på samme måde lever jeres fars<br />
udødelige ånd, vor ven, vor elskede leder, præsident George Albert Smith ...<br />
Må Gud velsigne hans minde og bringe jeres sjæle trøst i dag og altid, I udvalgte<br />
børn og medlemmer af en prægtig familie, det beder jeg om i Jesu navn. Amen."<br />
Efter begravelsesmødet blev den afdøde præsidents legeme ført til byens kirkegård<br />
og her lagt til hvile i familiens gravsted, i nærheden af hans forældre, bedsteforældre<br />
og oldeforældre, der alle havde udmærket sig i kirken.<br />
Graven blev indviet af den afdødes bror, Winslow Farr Smith.
I<br />
Niende kapitel<br />
David O. Mckay (1873-1970)<br />
Side 159<br />
En "højtidelig forsamling" af præstedømmet og medlemmer af Jesu Kristi Kirke af<br />
Sidste Dages Hellige blev afholdt i Tabernaklet i Salt Lake City mandag den 9. april<br />
1951, dagen efter den regelmæssige, årlige konferences afslutning, og 2 dage efter<br />
præsident George Albert Smiths begravelse. Ved dette møde blev et nyt øverste<br />
præsidentskab opretholdt med David O. McKay som kirkens præsident og Stephen<br />
L. Richards og J. Reuben Clark jun. som rådgivere. Ved afstemningen blev disse<br />
brødre enstemmigt opretholdt - først af de forskellige kvorummer og til sidst af hele<br />
forsamlingen.<br />
Præsident McKay var på dette tidspunkt 77 år og 7 måneder; han var energisk, rask<br />
og frisk og gennem års erfaring og oplæring fuldt beredt til at udføre pligterne i dette<br />
høje kald. Lad os kaste et blik på denne mands liv, han, der således blev kirkens 9.<br />
præsident.<br />
Præsident McKys besteforældre, William og Ellen Oman McKay boede i Thurso,<br />
Skotland, i 1850, da de blev omvendt og døbt af sidste dages hellige missionærer, der<br />
var kommet fra Edinburg.<br />
I 1852 blev William McKay ordineret til ældste og arbejdede på at opbygge en lille<br />
gren af kirken i Thurso. Den 30. juni 1855 døbte han sin 11-år gamle søn, David, i<br />
Nordsøen, og dagen efter bekræftede han ham som medlem af kirken. Denne dreng,<br />
David, der blev født i Thurso den 2. maj 1844, voksede op og blev far til præsident<br />
David O. McKay.<br />
William McKay beredte sig på at udvandre til Utah i 1856 og slå sig ned på de helliges<br />
samlingssted i bjergenes dale. I begyndelsen af maj rejste han til Liverpool sammen<br />
med sin hustru og 5 børn, og derfra fik de den 4. maj plads på sejlskibet Thornton, der<br />
havde kurs mod New York City. Der var 764 hellige om bord.<br />
Rejsen over Atlanterhavet varede i 5 uger og var ikke uden tragedier, for<br />
optegnelserne fortæller, at 7 af kirkens medlemmer døde undervejs. Den 12. juni lagde<br />
Thornton til ved New York City, og 2 dage efter sad de hellige i toget på vej til Iowa<br />
City, der dengang var jernbanens vestlige endestation.<br />
I Iowa City blev der oprettet et håndkærrekompagni under kaptajn James G. Willies<br />
ledelse. Dette var den skæbnesvangre ekspedition, hvorunder 66 mennesker omkom<br />
pga. kulde og udmattelse, før de nåede Saltsødalen.<br />
Familien McKay sluttede sig heldigvis ikke til Willie håndkærrekompagniet, og de<br />
undgik således den katastrofe, der ramte mange af dem, de havde fulgtes med over<br />
havet. De blev i Iowa i 3 år, indtil de havde erhvervet sig forspand og udstyr, så de<br />
kunne foretage rejsen sikkert og behageligt.<br />
I sommeren 1859 sluttede William McKay og familie sig til James Brown kompagniet,<br />
der bestod af 387 personer med 66 vogne og 415 kreaturer. De forlod Florence,<br />
Nebraska, den 13. juni og ankom til Saltsødalen den 29. august. Næsten umiddelbart<br />
efter ankomsten flyttede familien McKay til Ogden, Utah, hvor de slog sig ned.<br />
II<br />
I efteråret 1859 fuldførtes en vej gennem Ogden Canyon til en anden smuk, lille dal,<br />
som kolonisterne kaldte for Ogden Valley. Det var en afstand på 11 km. I sommeren<br />
1860 påtog William McKays to sønner, Isaac og David, sig at passe en kvæghjord i
Side 160<br />
Ogden Valley. Isaac var 23 år gammel, og David var 16. 11861 købte Isaac jord i det,<br />
der var kendt som sydmarken, og han besluttede at slå sig ned der. Andre kolonister<br />
flyttede hurtigt ind, og snart havde man dannet et samfund, der blev kaldt Huntsville,<br />
opkaldt efter Jefferson Hunt, der var en af de første kolonister. David McKay købte<br />
også jord i Ogden Valley og skabte sig et hjem der. Det var hertil, han førte sin 16-år<br />
gamle brud, Jennette Evans, som han giftede sig med den 9. april 1867 i Salt Lake City.<br />
Det 3. barn og den første søn i dette ægteskab var David Oman McKay, fød<br />
i Huntsville den 8. september 1873. Da den nærmeste læge boede i Ogden, blev<br />
drengen hjulpet til verden af en lokal jordemoder ved navn Mary Heathman Smith.<br />
Det var heldigt for drengen, at han kom til et hjem med så enestående og retskafne<br />
forældre. Både faderen og moderen var konsekvente, trofaste sidste dages hellige. I<br />
deres hjem var udførelsen af enhver religiøs pligt en del af livet.<br />
David O. McKay påskønnede altid fuldt ud sine hengivne forældre. Han fortalte mig<br />
engang, at hans far var den bedste mand, han nogensinde havde kendt. Ved forskellige<br />
lejligheder hyldede han sin mor i begejstrede vendinger; det følgende er blot et enkelt<br />
tilfælde:<br />
"Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste kvindelig dyd, som min mor ikke var<br />
i besiddelse af ... At gøre hjemmet til det bedste sted i verden for sin mand og sine<br />
børn var hendes stadige mål, og det lykkedes i højeste grad for hende ... I mildhed,<br />
omsorg, kærlig tålmodighed og loyalitet over for hjem og retfærdighed forekom det mig<br />
i min barndom, at hun var uforlignelig, og det gør det stadigvæk efter alle disse år."<br />
(Improvement Era, maj 1932)<br />
Moderens hengivenhed over for sin lille søn er fint illustreret i følgende beretning,<br />
som præsident McKay fortalte, kort efter at han var blevet medlem af Det øverste<br />
Præsidentskab i 1934:<br />
"Nylig indtrufne begivenheder har givet mig en længsel efter at møde min far og mor<br />
igen for bare at fortælle dem, hvad deres levevis, deres daglige eksempel og villige<br />
ofre for deres børn har betydet for mig. Jeg vil gerne fortælle dem om min ubetalelige<br />
gæld af evig taknemmelighed. Jeg kunne lide at se udtrykket i min mors ansigt, når<br />
hun mindedes følgende episode, der fandt sted, da jeg var en livlig og støjende baby.<br />
Ifølge hendes bror, min onkel, gik det således til: En dag, da jeg betragtede dig, mens<br />
du stolprede rundt på gulvet, kom jeg drillende med en nedsættende bemærkning om<br />
dig. Jeg husker, at din mor tog dig op, og med sin kind mod din sagde hun: "Det ved<br />
du slet ikke; han bliver måske en dag apostel."'<br />
Naturligvis kan det blot have været et udtryk for en kærlig mors inderlige ønske,<br />
og det var det utvivlsomt. Alle mødre håber på noget stort for deres drenge; men, ih,<br />
hvor har jeg ønsket inderligt, at hun kunne have levet længe nok til at se sit håb blive<br />
opfyldt." (Journal History, den 27. okt. 1934)<br />
I sit barndomshjem blev David O. McKay fuldt ud oplært til den gerning, han senere<br />
i livet skulle udføre. Hans far var en religiøs mand- en god mand i ordets egentlige<br />
betydning - hengiven over for sin kirke, sit land og sine medmenneskers vel. Da den<br />
første gren af kirken blev organiseret i Huntsville i 1865, blev den 21-årige David<br />
McKay valgt som andenrådgiver til den præsiderende ældste, Francis A. Hammond.<br />
Han virkede i dette embede, da hans søn David O. blev født.<br />
Ved aprilkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1881, blev David McKay<br />
kaldet til at tage på mission til De britiske Øer. Han accepterede beredvilligt denne<br />
kaldelse og forlod Ogden den 19. april, mens hans dygtige hustru måtte passe gården<br />
og den lille familie på 5 børn under hans fravær.
Side 161<br />
Om efteråret fyldte drengen David O. 8 år. Samme dag- den 8. september 1881- blev<br />
han døbt i Huntsville af Peter Geertsen og bekræftet som medlem af kirken af Francis<br />
A. Hammond.<br />
Faderen vendte hjem fra sin mission i april 1883, og den 20. november blev han<br />
ordineret til biskop for Eden ward af ældste Franklin D. Richards fra De tolvs Råd.<br />
16 måneder senere - den 29. marts 1885 - blev han afløst fra sin stilling i Eden og<br />
opretholdt som biskop i Huntsville som efterfølger for Francis A. Hammond.<br />
III<br />
David O. McKay virkede i alle præstedømmets embeder i det ward, hans far var<br />
biskop over. Ved et møde for diakonernes kvorum, der blev afholdt i Huntsville den<br />
14. december 1885 - 3 måneder efter hans 12-års fødselsdag - blev han ordineret til<br />
diakon af C. F. Schade, en rådgiver i biskoprådet. Året efter holdt han, hvad der muligvis<br />
var hans første offentlige tale. I gamle optegnelser over "Referater fra lærernes og<br />
diakonernes kvorummer" i Huntsville ward står der en lille bemærkning under datoen<br />
den 13. november 1886: "David O. McKay bar sit vidnesbyrd og sagde, at han var glad<br />
for at komme til møderne."<br />
En betydningsfuld begivenhed fandt sted i familien McKay i juli 1887, da kirkens<br />
patriark, John Smith, kom til Ogden Valley for at give velsignelser til de trofaste hellige.<br />
Han gjorde holdt ved biskop David MacKays hjem, og biskoppen bad patriarken om at<br />
give børnene patriarkalske velsignelser. Dette blev gjort tirsdag den 17. juli 1887.<br />
Den første, der modtog en velsignelse, var David O., som var 13 år gammel. Da<br />
patriarken lagde hænderne på drengens hoved, udtalte han profetiske ord:<br />
"Broder David Oman McKay, du er ung og trænger til vejledning. Derfor siger jeg til<br />
dig, at du skal lære om livets og frelsens vej af dine forældre, således at du tidligt i livet<br />
kan være beredt til en ansvarsfuld stilling, for Herrens øjne hviler på dig ...<br />
Herren har et arbejde, du skal udføre, hvorved du vil se meget af verden, hjælpe<br />
med at indsamle det spredte Israel og også arbejde i tjenestegerningen. Det vil blive<br />
din lod at sidde i råd med brødrene og præsidere blandt folket og formane de hellige<br />
til at være trofaste." (fremhævelse tilføjet)<br />
Alle de profetier, der den dag blev udtalt over den 13-årige drengs hoved, blev<br />
opfyldt. En ansvarsfuld stilling kom til ham tidligt i livet; han rejste overalt i verden på<br />
kirkens vegne; og han præsiderede "blandt folket".<br />
David O. McKay blev ordineret til lærer den 19. januar 1891, og to år senere, den 4.<br />
august 1893 - en måned før han fyldte 20 år - blev han forfremmet til præst.<br />
I mellemtiden havde han haft en regelmæssig skolegang i Huntsville og havde<br />
fuldført klasserne der. Han havde også gået på Stake Academyl i Ogden og fik tilbudt<br />
stillingen som skoleleder i Huntsville, som han tog imod. Han var nu 20 år gammel.<br />
Efter at have undervist et år besluttede David O. sig til at fortsætte sin uddannelse<br />
og gøre undervisning til sin profession. Han blev derfor optaget på University of Utah<br />
i Salt Lake City i september 1894 og lod sig indskrive til et 3-års kursus i the Normal<br />
School(1). Han fortsatte flittigt sine studier, mens han var på universitetet og blev en<br />
fremragende elev. Ved eksamensafslutningen i juni 1897 blev David O. McKay valgt til<br />
at repræsentere sin klasse og holde afskedstalen. I et referat af denne tale erklærede<br />
Deseret News: "Kærnen i afskedstalen var, at en umættelig appetit efter kundskab<br />
betyder fremgang og er et normalt sinds tilstand."<br />
(1) Et akademi, der blev oprettet af kirken. Det blev senere overdraget som gave<br />
til staten Utah.
Side 162<br />
Ved afslutningen, der blev afholdt i Salt Lake Theatre den næste dag (den 9. juni<br />
1897), fik han overrakt sit eksamensbevis af universitetets overhoved, rektor Joseph<br />
Kingsbury.<br />
Da David O. var stærk og adræt, dyrkede han sport, mens han gik på skolen, og<br />
han blev medlem af det andet fodboldhold, der blev organiseret på University of Utah.<br />
Efter at være vendt tilbage til sit hjem i Huntsville blev han uden tvivl glad og<br />
overrasket, da han i juli 1897 fik et kald fra Det øverste Præsidentskab om at rejse på<br />
mission til Storbritannien. Han påtog sig beredvilligt dette kald efter at have modtaget<br />
sine agtværdige forældres fulde godkendelse, og han blev indsat som missionær den<br />
6. august i Salt Lake City. Kort efter rejste han til New York City, hvor han gik om<br />
bord på damperen Belgenland. Efter en behagelig og ufarlig rejse ankom Belgenland til<br />
Liverpool den 25. august, og David O. meldte sig ved missionens hovedsæde i Islington<br />
42. Missionspræsidenten, Rulon S. Wells(1?), satte ham til at arbejde i Skotland.<br />
Da han var ankommet til sit arbejdsområde, påbegyndte han sit arbejde i Lanark<br />
District og fulgte således i sin berømmelige fars fodspor; denne havde været missionær<br />
i omegnen 14 år tidligere. Derefter arbejdede han i byerne Glasgow og Stirling indtil<br />
den 4. december 1898, da missionspræsidenten satte ham til at præsidere over det<br />
skotske distrikt. Denne stilling var også tidligere blevet beklædt af hans far.<br />
Det var, mens han var præsident for det skotske distrikt, at følgende begivenhed<br />
fandt sted. Præsident McKay fortalte om den i 1934.<br />
(2?) En skole, der hovedsageligt optræner lærere for de mindre klasser.<br />
"Jeg var på min første mission og var på daværende tidspunkt i året 1899<br />
præsident for det skotske distrikt. Ældsterne Platte D. Lyman, Henry W. Naisbett<br />
og James McMurrin præsiderede over den europæiske mission. Præsident McMurrin<br />
repræsenterede det europæiske præsidentskab ved en konference, der blev afholdt<br />
i Glasgow, Skotland. Efter en række møder havde vi et meget betydningsfuldt<br />
præstedømmemøde, der aldrig vil blive glemt af nogen af de mænd, der var til stede.<br />
Jeg husker, som var det i går, styrken og inspirationen ved denne lejlighed. Alle<br />
følte den rige udgydelse af Herrens ånd. Alle de tilstedeværende var i sandhed af<br />
et hjerte og et sind. Aldrig før havde jeg oplevet en så stærk følelse. Det var en<br />
tilkendegivelse, jeg som en tvivlende ung mand hemmeligt havde bedt virkelig oprigtigt<br />
om på bjergskråninger og i enge. Det var en forsikring til mig om, at oprigtige bønner<br />
bliver besvaret engang, et sted'.<br />
Under mødet rejste en ældste sig på eget initiativ og sagde: Brødre, der er engle<br />
i dette værelse.' Hvor mærkeligt det end kan synes, virkede denne meddelelse ikke<br />
overraskende; den var fuldt ud passende, selv om det ikke var faldet mig ind, at<br />
der var guddommelige væsener til stede. Jeg vidste blot, at jeg var overvældet af<br />
taknemmelighed for Helligåndens tilstedeværelse. Det gjorde imidlertid dybt indtryk på<br />
mig, da præsident James McMurrin rejste sig og bekræftede denne udtalelse, idet han<br />
pegede på en bror lige foran mig og sagde: Ja, brødre, der er engle i dette værelse,<br />
og en af dem er skytsengel for den unge mand, der sidder der', og han udpegede en<br />
bror, der i dag er patriark i kirken.<br />
Idet han pegede på en anden ældste, sagde han: Og en anden er skytsengel for den<br />
unge mand der,' og han udpegede en, jeg havde kendt siden barndommen. Tårerne<br />
løb ned ad kinderne på begge disse missionærer, ikke pga. sorg eller græmmelse, men<br />
som et udtryk for den overvældende ånd. Vi græd faktisk alle sammen.
Side 163<br />
(1?) (1854-1941) oprefholdt som en af de første syv præsidenter for De Halvfjerds<br />
i 1893.<br />
Det var under sådanne omstændigheder, James McMurrin udtalte, hvad der senere<br />
har vist sig at være en profeti. Gennem nær forbindelse med James McMurrin havde<br />
jeg erfaret, at han var af ædleste karat, at hans tro på evangeliet var ubetinget, og at<br />
der aldrig har levet nogen mere oprigtig eller loyal mand; så da han vendte sig mod<br />
mig og gav mig, hvad jeg dengang mente, mere var en advarsel end et løfte, gjorde<br />
hans ord et uudsletteligt indtryk på mig. Med en omskrivning af Frelserens ord til Peter<br />
sagde han: "Lad mig fortælle dig, broder David, at Satan har begæret dig for at kunne<br />
sigte dig som hvede, men Gud ihukommer dig." Derpå tilføjede han: Hvis du vil bevare<br />
troen, vil du komme til at sidde i kirkens ledende råd.' I dette øjeblik viste fristelser, der<br />
havde ligget på min vej, sig i glimt, og jeg forstod endnu bedre end præsident McMurrin<br />
eller nogen anden, hvor sandt han havde talt. Jeg besluttede mig på stedet til at bevare<br />
troen, og et ønske om at tjene mine medmennesker opstod i mig, og med det ønske<br />
en forståelse for eller i det mindste et glimt af, hvad jeg skyldte den ældste, der først<br />
havde bragt budskabet om det gengivne evangelium til mine bedsteforældre, som for<br />
år tilbage havde taget imod det i den nordlige del af Skotland.<br />
Efter dette møde havde jeg lejlighed til at besøge mine bedsteforældres<br />
barndomssteder, og jeg fik en større forståelse af, hvad evangeliet havde gjort for dem<br />
og deres efterkommere." (Journal History, 27. okt. 1934)<br />
Efter at have arbejdet trofast i to år blev David O. McKay afløst fra sin mission i<br />
august 1899. Han forlod Glasgow den 26. august for at sejle til New York City med<br />
damperen City of Rome og ankom til sit hjem i Huntsville i begyndelsen af september.<br />
Han havde i forvejen fået at vide, at en stilling som lærer på Weber Stake Academy<br />
i Ogden stod åben for ham. Han var nu i gang med, hvad han forventede, ville blive<br />
hans livsgerning.<br />
IV<br />
Kort efter at have slået sig ned i Ogden blev ældste McKay medlem af Weber stavens<br />
søndagsskolebestyrelse. Den 20. september 1900 blev han valgt til stillingen som<br />
andenrådgiver til Thomas B. Evans i stavens søndagsskoleledelse.<br />
I denne organisation gjorde han en betydelig indsats, hvorom Andrew Jenson<br />
bemærkede følgende:<br />
"I begyndelsen af hans arbejde i stavens ledelse blev der oprettet formøder<br />
for lærere, og der blev lavet personlige og kooperative oversigter over lektierne,<br />
hvorved hver søndagskolelektie blev en enhed. Han troede så stærkt på dette nye<br />
klassearbejdssystem og forklarede det med så stor begejstring, at selv brødre og<br />
søstre, der i mange år havde undervist efter den gode gammeldags metode, blev<br />
overbevist og snart var blandt de ivrigste tilhængere af den nye metode." (Biographical<br />
Encyclopedia, bind 3, s. 762)<br />
En meget betydningsfuld begivenhed i David O. McKays liv fandt sted på dette<br />
tidspunkt. Den 2. januar 1901 blev han gift med Emma Rae Riggs - hans kæreste fra<br />
universitetsdagene. Ceremonien blev udført i Salt Lake templet af ældste John Henry<br />
Smith.<br />
I april 1902 trådte lederen af Weber Stake Academy, Louis F. Moench, tilbage efter<br />
at have virket i denne stilling i 12 år. Akademiets bestyrelsesmedlemmer mødtes den<br />
17. april og tilbød David O. McKay stillingen. En af denne dags nyheder lød således:
Side 164<br />
"Bestyrelsen har tilbudt stillingen som Akademiets leder i det kommende år til<br />
professor David O. McKay, der på nuværende tidspunkt er en af institutionens lærere<br />
og helt igennem er kvalificeret og kendt med skolen. Professor McKay vil tage imod<br />
stillingen."<br />
Ogdens borgere var godt tilfredse med valget, da David O. McKay både gennem<br />
sit kirke- og skolearbejde hurtigt var ved at blive kendt som en af byens fremtrædende<br />
mænd.<br />
Den 6. januar 1905 led ældste McKay et alvorligt tab ved sin elskede mors, Jennette<br />
Evans McKays, pludselige og uventede død; hun var 54 år, og dødsårsagen var en<br />
hjerneblødning. Der var en dyb kærlighed mellem David O. McKay og hans mor, som<br />
ikke blev mindre med årene. 1 de taler, han holdt gennem hele sin offentlige karriere<br />
i kirken, hyldede han ofte sin ædle mor.<br />
V<br />
Ved det afsluttende møde til kirkens årlige generalkonference, der blev afholdt i<br />
Tabernaklet i Salt Lake City, søndag den 8. april 1906, blev David O. McKays navn<br />
forelagt til udfyldelse af et ledigt embede i De tolvs Kvorum, og han blev enstemmigt<br />
opretholdt af den store forsamling. Dagen efter, den 9. april, afholdt Det øverste<br />
Præsidentskab og De Tolv et møde i Salt Lake templet, hvor ældste McKay blev<br />
ordineret til apostel og indsat som medlem af De tolvs Kvorum af præsident Joseph<br />
F. Smith.<br />
På det tidspunkt, hvor denne store ære blev skænket ham, var han 32 år gammel<br />
og stadigvæk en ung mand; men hans oplæring i hjemmet under hans udmærkede<br />
forældres tilsyn, hans missionærerfaringer i Skotland, hans arbejde i kirkens lokale<br />
organisationer, samt den uddannelse, han havde fået, kvalificerede ham fuldt ud til<br />
dette ophøjede embede.<br />
Kort efter at David O. McKay var blevet apostel, blev han medlem af Deseret<br />
søndagsskoles bestyrelse, og den 6. oktober 1906 blev han opretholdt som<br />
andenrådgiver til hovedbestyrelsens tilsynsførende for Deseret Sunday School<br />
Union(1). Den tilsynsførende var på daværende tidspunkt præsident Joseph F. Smith.<br />
(1) Dette er det gamle navn for søndagsskolen i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages<br />
Hellige.<br />
1906 og 1907 var travle år for ældste McKay. Han beholdt stillingen som leder for<br />
Weber Stake Academy i disse år, og endvidere tilbragte han mange dage med at<br />
besøge de forskellige stave i kirken og deltage i konferencer i kraft af sit embede som<br />
apostel og som rådgiver i søndagsskolens (Sunday School Union) hovedbestyrelse.<br />
Arbejdsbyrden blev for tung, og i juni 1908 opgav han stillingen som leder for<br />
Akademiet. Han blev valgt til formand for Weber Stake Academys bestyrelse.<br />
Ved kirkens årlige generalkonference, der blev afholdt i april 1909, gav præsident<br />
Joseph F. Smith den vigtige meddelelse, at førsterådgiveren i Deseret Sunday School<br />
Union, George Reynolds, ville blive afløst pga. dårligt helbred, og at ældste David O.<br />
McKay ville blive udnævnt til førsterådgiver; endvidere at Stephan L. Richards ville blive<br />
udnævnt til andenrådgiver.<br />
I majnummeret afJuvende Instructor i 1909 stod der i en ledende artikel:<br />
"Apostel David O. McKay er velkendt i kirken i almindelighed. Hans enestående<br />
vellykkede arbejde i præsidentskabet for Weber stavens søndagsskole blev iagttaget<br />
med interesse, før han blev en af Herrens særlige vidner. Hans store indflydelse
Side 165<br />
for bedre søndagsskoler, siden han blev andenrådgiver til hovedbestyrelsens<br />
tilsynsførende for Deseret søndagsskole, er ikke blot blevet bemærket i bestyrelsen,<br />
men også overalt i Zions stave."<br />
Samme år, 1909, havde ældste McKay en usædvanlig og sindsoprivende oplevelse,<br />
da han skulle deltage i konferencemøder i det sydlige Utah. Sammen med sin lille søn,<br />
David Lawrence, var han og 3-4 andre brødre på vej fra Tropic til Kanab i den første<br />
uge i september. Jeg vil lade præsident McKay fortælle historien:<br />
"Hele dagen traskede vi af sted langs Red Canyon, snart gik vi gennem dybe<br />
flodsenge, snart vadede vi i floden eller kørte over sagebrush - altid i mudder eller<br />
vand. Klokken var 5 om eftermiddagen, da vi ankom til Tropic, og vore trofaste heste<br />
var trætte. Her erfarede vi, at flodsengen mellem Tropic og Cannonville var ufarbar,<br />
så vi var nødt til at køre en omvej; ved at gøre det kom vi ud for en række uheld med<br />
følgende resultater:<br />
Først brækkede en svingelkrog, hvortil seletøjet var fastgjort, da vi kørte ud fra en<br />
dyb flodseng, og vi var nær styrtet ned ad en dæmning. Da den var blevet bundet<br />
sammen med ståltråd, fortsatte vi, men kun for at støde på mudder, der satte sig fast i<br />
hjulene, så hestene ikke kunne trække os. Hertil kom, at en svingel og endnu en krog<br />
brækkede. På dette tidspunkt var stormen blevet fordoblet i styrke og syntes at holde<br />
jubelfest over vor vanskelige situation. Omtrent det eneste, vi var os bevidste, var lyn,<br />
torden, regn og mudder.<br />
Da vi endelig nåede hovedvejen, var det et spørgsmål, om vi kunne nå hen til<br />
hovedlejets overgang, før højvandet fyldte den. Vi drev vore udmattede heste frem til<br />
det yderste og nåede den første overgang i god behold, og ligeledes den næste, selv<br />
om strømmen var stærk der. Bare en til, og vi ville være i sikkerhed. Men højvandet<br />
kom før os. Mellem de to hovedovergange blev vi mødt af en rivende strøm - 3 m dyb<br />
- der væltede ned ad bakken og strømmede af sted langs et leje hen over vor vej i<br />
rivende tempo.<br />
På dette tidspunkt var et tilbagetog afskåret; så lige ved mørkets frembrud-blot 3 km<br />
fra vort bestemmelsessted - var vi tvunget til at sidde i vore vogne hele natten midt i<br />
den værste oversvømmelse, det sydlige Utah har oplevet i mange, mange år.<br />
Midt om natten hørte regnen op, og ved daggry blev vi ført gennem den synkende<br />
strøm af to mænd til hest." (Journal History, 16. sept. 1909) Sådanne oplevelser havde<br />
David O. McKay, da han rejste rundt til stavene med hest og vogn.<br />
I en periode på 7 år fortsatte ældste McKay sit anstrengende arbejde med at have<br />
opsigt med kirkens søndagsskoler og besøge de forskellige stave og missioner. Så i<br />
marts 1916 var han ude for et pinefuldt ulykkestilfælde, der midlertidigt gjorde ham ude<br />
af stand til at arbejde. I aviserne kunne man læse, at vejen gennem Ogden Canyon var<br />
blevet beskadiget af flodens højvande, og at amtets tjenestemænd havde forsøgt at<br />
spærre for kørsel til Ogden Valley ved at spænde et reb ud over hovedvejen. På grund<br />
af tågen i den snævre floddal så ældste McKay ikke rebet, da han kom kørende i sin<br />
bil, og det ramte ham i ansigtet og flængede hans mund og kind alvorligt. Hans bror,<br />
Thomas E., der var sammen med ham og uskadt, kørte ham til hospitalet, hvor han i<br />
adskillige dage var under lægebehandling, før han var i stand til at tage hjem.<br />
Den 10. november 1917 var David O. McKay udsat for endnu et alvorligt chok ved sin<br />
elskede fars, patriarken David McKys død. David O. nærede en grænseløs kærlighed<br />
og beundring for sin far, og efter et langt liv i folkets tjeneste sørgede hele samfundet<br />
over hans død:
Side 166<br />
"Han var en af samfundets ledere, en mand, der var elsket af alle, han kom i kontakt<br />
med; en mand, der bestandig tjente sine medmennesker. Han var venlig, elskelig, og<br />
kærlig, fuld af gode råd, hjælpsom over for de fattige og ulykkelige og gjorde godt i<br />
alle samfundslag."<br />
Efter præsident Joseph F. Smiths død, der fandt sted den 19. november 1918, blev<br />
bestyrelsen for Deseret Sunday School Union reorganiseret med David O. McKay som<br />
tilsynsførende og Stephen L. Richards og George D. Pyper som rådgivere. Ældste<br />
McKay blev indsat i denne betydningsfulde stilling den 27. november 1918 ved et møde<br />
for kirkens generalautoriteter, der blev afholdt i Salt Lake templet.<br />
Året efter blev der tildelt ham yderligere æresbevisninger. Den 9. maj 1919<br />
udnævnte Det øverste Præsidentskab ældste McKay til at have opsyn med kirkens<br />
uddannelsessystem med Stephan L. Richards og Richard R. Lyman som rådgivere.<br />
VI<br />
Da Det øverste Præsidentskab havde udpeget David O. McKay til at foretage en<br />
verdensomspændende rejse til kirkens missioner, forlod han sit hjem i Ogden den 4.<br />
december 1920. Hans ledsager på denne rejse var Hugh J. Cannon, tidligere præsident<br />
for den schweizisk-tyske mission og ved afrejsen præsident for Liberty staven i Salt<br />
Lake City.<br />
De to brødre tog først med toget til Vancouver, British Columbia i Canada, og derfra<br />
sejlede de den 7. december mod Yokohama, Japan. Fra Yokohama sejlede de videre<br />
til Shanghai, Kina, og derfra fortsatte de med toget til Peking. I den gamle by, Peking,<br />
indviede ældste McKay søndag den 9. januar 1921 Kina til evangeliets forkyndelse.<br />
Her følger en beskrivelse af begivenheden med hans egne ord:<br />
"Ved middagstid søndag den 9. januar holdt broder Cannon og jeg en kort andagt<br />
i en lund med cyprestræer næsten midt inde i den historiske gamle by, Peking, og<br />
jeg indviede det kinesiske rige til forkyndelse af Jesu Kristi evangelium, som det blev<br />
åbenbaret til profeten Joseph Smith.<br />
Denne officielle handling åbnede døren for Herrens bemyndigede tjenere til dette<br />
land på et sådant tidspunkt i fremtiden, hvor de præsiderende myndigheder vil føle sig<br />
tilskyndet til at kalde dem. Det var en yderst højtidelig og mindeværdig begivenhed, som<br />
aldrig vil blive glemt af de to ydmyge missionærer, der deltog deri." (Journal History,<br />
9. jan. 1921)<br />
Få dage efter indvielsen af landet forlod brødrene Kina og besøgte igen Japan;<br />
derpå fortsatte de rejsen til Honolulu, Hawaii, hvortil de ankom den 2. februar 1921. De<br />
blev på Hawaiiøerne i 19 dage og besøgte de hellige og missionærerne og holdt møder<br />
med dem. Ved afrejsen sagde de, at deres besøg havde været "virkelig fornøjeligt".<br />
Ældsterne McKay og Cannon måtte nu nødvendigvis sejle til fastlandet for at komme<br />
med et skib til Sydhavsøerne. De ankom til San Francisco den 1. marts "midt i en tæt<br />
tåge". Her ventede der dem en behagelig overraskelse. Jeg vil lade ældste Cannon<br />
fortælle om det:<br />
"Det havde været vor plan at sejle mod Tahiti den 3. marts. Der var bestilt pladser<br />
på, S. S. Tahiti'. Vi opdagede imidlertid til vor store glæde, at præsidenterne Grant og<br />
Ivins var kommet til San Francisco for at møde os og havde taget søster McKay og<br />
søster Cannon med. Og her vil det sikkert være på sin plads at nævne, at travle mænd,<br />
der er bebyrdede med tunge ansvar, bestemt tænker mere på andres glæde end deres<br />
egen personlige bekvemmelighed, når de vil tage to kvinder, hver med et barn på 6<br />
måneder, med på en sådan rejse.
Side 167<br />
Mens vi gjorde vort bedste for at overvinde nogle vanskeligheder i forbindelse med<br />
vor transport, kom der bud om præsident Anthon H. Lunds død, og det blev besluttet,<br />
at vi skulle rejse hjem og først sejle med den næste båd." (Journal History, 28. marts<br />
1921)<br />
Missionærerne og deres hustruer tog med et stillehavstog fra San Francisco fredag<br />
den 4. marts 1921 og ankom til Ogden dagen efter. Brødrene forblev i Utah indtil<br />
fredag den 25. marts. De var med til præsident Anthon H. Lunds begravelse, besøgte<br />
kirkeledere og familiemedlemmer og gjorde forberedelser til den lange rejse. De tog<br />
toget tilbage til San Francisco og ankom dertil lørdag den 26. marts, og 3 dage senere<br />
gik de om bord på damperen Marama med kurs mod Tahitiøerne.<br />
Mens de var på denne sørejse, skrev Hugh J. Cannon et brev til Deseret News<br />
dateret den 7. april, hvori han beskrev nogle få af rejsens begivenheder. Han kom med<br />
følgende bemærkning om sin fremtrædende ledsager:<br />
"Broder McKay er kommet i perfekt form som sømand. Siden vi forlod San Francisco,<br />
har han ikke et øjeblik været søsyg, men der har været tidspunkter, hvor han - efter at<br />
have betragtet billederne af sin hustru og sine børn - har virket søsyg' (uoversætteligt<br />
ordspil mellem sea' og "see")."<br />
Den 12. april lagde Marama til ved Papeete, Tahiti. Herfra sendte missionærerne<br />
et telegram til Det øverste Præsidentskab i Salt Lake City for at fortælle, at de havde<br />
det godt og nød rejsen.<br />
Da missionærernes første møde var i Wellington, New Zealand, i hvis nærhed den<br />
årlige "Hui Tau" eller missionskonference skulle afholdes, blev de om bord, indtil man<br />
nåede Wellington den 21. april. Her blev de budt velkommen af missionspræsident<br />
George S. Taylor og en gruppe missionærer. "Dette var en strålende dag for de hellige<br />
i New Zealand," skrev præsident Taylor, "for det var første gang, en af Frelserens<br />
apostle satte foden på deres jord."<br />
Ældste McKay nød virkelig missionskonferencen ("Hui Tau"), og han skrev en<br />
beretning om begivenheden, som senere blev offentliggjort i Improvement Era i juli<br />
1921. Den afsluttende sætning i artiklen lyder således: "Længe leve, Hui Tau'. Må hver<br />
efterfølgende være mere vellykket end den foregående. Må dens indflydelse udstrække<br />
sig, indtil den bliver en kraft - ikke blot til at styrke kærligheden og øge kirkens<br />
medlemmers tro, som den gør allerede nu, men også til at nedbryde de barrierer, der<br />
er rejst af de uvidende og ryggesløse for at hæmme Kristi Kirkes fremgang."<br />
Efter at have tilbragt 9 dage sammen med de hellige og missionærerne i New<br />
Zealand forlod ældsterne McKay og Cannon Auckland den 30. april 1921 med<br />
damperen Tofua for at besøge Tongaøerne og Samoaøerne, hvor der også var mange<br />
medlemmer af kirken. Da de ankom til Nukualofa på Tongaøerne, fik de ikke lov til<br />
at gå i land, da det skib, de var med, havde lagt til ved Samoaøerne, hvor der var<br />
en mæslingeepidemi. Missionspræsidenten, Mark Coombs, kom imidlertid om bord og<br />
ledsagede dem til Apia, Samoa, hvortil de ankom den 10. maj.<br />
Ældste McKays besøg på Samoaøerne var en triumf fra først og til sidst. Det så<br />
ud til, at hele Apia var mødt op på kajen," skrev Hugh J. Cannon. (Journal History,<br />
4. juli 1921) "For første gang i historien skulle en apostel besøge Samoa ... Under<br />
vort 4-ugers ophold mødte denne kirkeleder alle vegne respekt og agtelse, og der blev<br />
endog udvist ærefrygt i mange kvarterer, hvor man ikke havde ventet det."<br />
Da missionærerne tog afsked med de hellige i Sauniatu, Samoa, samlede ældste<br />
McKay folket omkring sig og opsendte en bøn for deres ve og vel og for fremgang af
Side 168<br />
Herrens værk på øerne. Efter hans afrejse opførte de indfødte et monument på stedet<br />
til minde om hans besøg.<br />
Ældsterne McKay og Cannon forlod Samoa den 10. juni 1921 og fortsatte sydpå mod<br />
New Zealand. I Nukualofa på Tongaøerne gik ældste McKay fra borde for at foretage<br />
en rundrejse i Tonga-missionen mens ældste Cannon fortsatte til New Zealand. Først<br />
den 18. juli ankom ældste McKay til Auckland i New Zealand og sluttede sig igen til<br />
sin ledsager.<br />
De to kirkeledere rejste nu rundt i New Zealand-missionen. Den 21. juli ankom de<br />
til Kaikohe og afholdt møder. De vendte tilbage til Auckland søndag den 24. juli og<br />
afholdt et stort offentligt møde på rådhuset. Mange af byens fremtrædende borgere<br />
var til stede og hørte ældste McKay holde en myndig tale om Mormonkirken og dens<br />
lærdomme. Fra Auckland rejste brødrene til Porirua, Palmerston og Hastings. Efter at<br />
være vendt tilbage til Auckland sejlede de tirsdag eftermiddag den 2. august 1921 mod<br />
Sydney i Australien.<br />
Besøget i Australien var meget anstrengende pga. afstandene mellem byerne. I<br />
løbet af en måned besøgte man imidlertid kirkens grene i Sydney, Melbourne, Hobart,<br />
Adelaide og Brisbane, og der blev afholdt møder med de hellige og missionærerne. Den<br />
4. september havde man fuldført rundrejsen, og ældsterne McKay og Cannon gik om<br />
bord på damperen Marcella med kurs mod Java og Malaysiahalvøen. Ældste Cannon<br />
skrev følgende om deres ophold på Java: "Da kirken ikke har nogen mission her, var<br />
vort ophold på Java begrænset til den tid, Marcella læssede og lossede i Sourabaya<br />
og Batavia."<br />
Efter besøget i Java fortsatte missionærerne til Singapore, hvortil de ankom den<br />
28. september. Efter et ophold på to dage i denne interessante by gik de om bord på<br />
skibet Bharata og fortsatte rejsen mod Burma og Indien. Skibet lagde til ved Rangoon,<br />
Calcutta, Delhi og Bombay. De forlod Indien om bord på skibet Egypt med kurs mod<br />
Suezkanalen, som de sejlede igennem i den sidste uge af oktober 1921. Efter et par<br />
dages besøg i Cairo og omegnen tog de toget til Jerusalem, hvortil de ankom den 2.<br />
november. Da de rejste nordpå for at finde præsident J. Wilford Booth - præsidenten for<br />
Palæstina-Armenien missionen, mødte de ham tilfældigvis eller med forsynets hjælp på<br />
banegården i Haifa, Israel. Man foretog en kort rundtur i missionen, hvorefter ældsterne<br />
McKay og Cannon tog toget tilbage til Port Said i Ægypten.<br />
Fra Port Said sejlede ældsterne til Napoli, Italien. Fra Napoli tog de toget til Rom<br />
og derfra til Lausanne i Schweiz, hvor ældste McKay blev ude af sig selv af glæde<br />
ved at møde sin ældste søn, David Lawrence, der virkede som missionær i denne by.<br />
Her afholdt man et møde og ligeledes i Basel, missionens hovedsæde. De fortsatte<br />
rejsen og gjorde korte ophold i Frankfurt og Køln i Tyskland. Derfra rejste de til Liege<br />
i Belgien, Paris i Frankrig samt London og Liverpool i England og afholdt møder med<br />
hellige og missionærer.<br />
Mens ældste McKay var i London, besluttede han sig til at foretage en kort rejse til<br />
Glasgow i Skotland, hvor han havde virket som en beskeden missionær 22 år tidligere.<br />
"Da han ankom til byen, besøgte han nogle af grenens gamle medlemmer, der blev<br />
henrykte over at se ham. Mange af de ældre medlemmer, han havde kendt, var for<br />
længst gået hinsides. Man var vidne til et rørende syn, da han besøgte søster Noble, sin<br />
gamle skotske mor' og værtinde. Gennem tårer sagde hun, at hun næsten ikke kunne<br />
kende sin dreng ... Ældste McKay besøgte det gamle Conference House i Holmhead<br />
street 53, og selv om det havde fået nye ejere, fik han lov til at komme ind. Minderne<br />
vældede ind over mig,' bemærkede han senere, da jeg stod i de samme gamle værelser
Side 169<br />
og så det kendte syn fra for 22 år siden; værelset, hvor jeg plejede at spise morgenmad,<br />
der bestod af skotsk grød, kontoret og soveværelset, hvor jeg plejede at sove i en<br />
alkove."' (Millennial Star, bind 83, s. 826)<br />
Lørdag den 10. december 1921 gik ældsterne McKay og Cannon om bord i skibet<br />
Cedric i Liverpool med kurs mod New York City. Efter at være ankommet til New York<br />
tog de toget til Utah. Om eftermiddagen den 24. december steg David O. McKay af<br />
toget i Ogden og lige ned i armene på sin ventende familie. Han sagde til en journalist:<br />
"Efter at have rejst 100.500 km i verden er hjemmet det bedste sted på jorden for mig."<br />
VII<br />
Da ældste McKay igen var i kirkens hovedsæde efter sit lange fravær, genoptog han sit<br />
arbejde som hovedtilsynsførende for Deseret Sunday School Union og sine aktiviteter<br />
med at besøge stavene.<br />
Ved aprilkonferencen i 1922 udtrykte præsident Heber J. Grant sin taknemmelighed<br />
over, at ældste McKay var kommet sikkert tilbage fra sin lange rejse.<br />
"Jeg glæder mig over, at broder McKay er sammen med os i dag. Broder McKay<br />
har rejst jorden rundt, siden han sidst deltog i en konference. Han har besøgt vore<br />
missioner i næsten alle dele af verden, og som enhver missionær, der drager ud for<br />
at forkynde dette evangelium og kommer i kontakt med verdens befolkning og med<br />
alle dens forskellige trosretninger, er han vendt tilbage med større lys, kundskab og<br />
vidnesbyrd om guddommeligheden af det værk, vi er engageret i." (Conference Report,<br />
april 1922)<br />
I sin egen udførlige rapport ved konferencen berettede ældste McKay om mange<br />
trosfremmende oplevelser, han og hans ledsager, ældste Cannon, havde haft, mens<br />
de var på deres missionsrejse.<br />
"Jeg ville gerne her i eftermiddag," sagde han, "udvælge en del af denne<br />
vidunderlige rejse og gennemgå den med jer, men gennem hele konferencen har jeg<br />
følt mig tilskyndet til at forsøge at give det budskab, der for mig står som den mest<br />
værdifulde af alle vore oplevelser, nemlig tilkendegivelserne af Herrens nærhed og af<br />
hans ledende hånd."<br />
En uventet ære overgik ældste McKay den 2. juni 1922, da han ved translokationen<br />
på Brigham Young University i Provo fik tildelt magistergraden. Samme dag stod der<br />
i en ledende artikel i Deseret News:<br />
"Magistergraden, der blev tildelt David O. McKay, er en passende anerkendelse af<br />
hans kærlige, intelligente og entusiastiske virke blandt sine medmennesker. Ældste<br />
McKay, der voksede op på en gård i en af Utahs bedste landkommuner, har altid<br />
forstået den livsvigtige forbindelse mellem jorden og sund national moral; uddannet på<br />
universitetet har han fornemmet de omfattende muligheder for intellektuel erobring af<br />
det gode i mennesket; oplært i klasselokalet som lærer og i skolen som administrator<br />
har han lært at have kærlig omsorg for andre; mildnet gennem mange år i Mesterens<br />
uselviske tjeneste er han blevet en af menneskehedens mægtige og barmhjertige<br />
frelsere. David O. McKay har hjulpet mange til et bedre liv og en fastere karakter - og<br />
er dette ikke det største, et menneske kan udrette?"<br />
VIII<br />
Efter at ældste McKay havde været hjemme lidt over 8 måneder efter sin rejse<br />
jorden rundt, udnævnte Det øverste Præsidentskab ham den 14. september 1922 til<br />
at efterfølge Orson F. Whitney som præsident for den europæiske mission. Denne
Side 170<br />
udnævnelse kom som en overraskelse for ældste McKay, men han accepterede den<br />
villigt og begyndte straks at gøre forberedelser til at tage af sted til sit arbejdsområde.<br />
En uge efter at han var blevet kaldet, stod der i aviserne, at han skulle sejle fra Montreal<br />
i Canada den 27. oktober, men denne dato blev senere ændret til den 17. november.<br />
Denne dag gik han og hans hustru og 5 børn om bord på damperen Montcalm med<br />
kurs mod Liverpool, England.<br />
Den tidligere missionspræsident var ikke i Liverpool for at møde den nye præsident,<br />
da han ankom den 25. november. På grund af dårligt helbred var ældste Whitney<br />
allerede taget af sted til sit hjem i Salt Lake City.<br />
Præsident McKay blev mødt med begejstring af de hellige i Storbritannien; mange af<br />
dem kendte ham, da dette var tredje gang, han besøgte De britiske per som missionær.<br />
Det er umuligt i denne begrænsede skitse at give en detaljeret beretning om<br />
præsident McKays aktiviteter i de to år, han præsiderede over den europæiske mission.<br />
Han arbejdede hårdt og rejste næsten konstant. Da han ankom i november 1922, var<br />
de britiske konferencer i gang, og han deltog i dem, indtil han havde gennemført den<br />
rejse, præsident Whitney havde planlagt.<br />
I januar 1923 krydsede præsident McKay Den engelske Kanal til Holland og<br />
afholdt en 4 dages konference med missionærer og hellige i Rotterdam. Den følgende<br />
måned foretog han en rundrejse i den tyske mission og afholdt godt besøgte møder i<br />
Königsberg, Berlin, Dresden og Basel. I maj deltog han i en konference i det irske distrikt<br />
i Dublin. Den konference præsident McKay nød mest af alle dem, der blev afholdt i<br />
årets løb, var sikkert den i Glasgow, Skotland, den 7. maj. Det var den by, han havde<br />
arbejdet i 25 år tidligere under sin første mission.<br />
"Forsamlingen lyttede med henført opmærksomhed, mens præsident McKay<br />
opfriskede minder om sit virke i Skotland for 25 år siden," skrev den ældste, der<br />
rapporterede mødet til Millennial Star. "Han nævnte navnene på mange af de hellige,<br />
han kendte godt og berettede om de oplevelser og gode stunder, de havde haft<br />
sammen."<br />
Den 11. juli 1923 blev præsident McKay overrasket over at erfare, at to af apostlene,<br />
Reed Smoot og John A. Widtsoe, var ankommet til England. Præsident McKay mødtes<br />
med dem i London, hvor man i 2 dage afholdt konferencemøder med de britiske<br />
missionærer og de hellige i London. Efter disse møder tog de 3 apostle af sted til Norge,<br />
Danmark og Sverige, hvor ældste Smoot tog sig af særlige opgaver for regeringen, og<br />
de 3 afholdt møder med kirkens medlemmer.<br />
Efter rejsen mod nord tog præsident og søster McKay til Schweiz i august, og<br />
den 19. og 20. i samme måned afholdt de møder med missionærerne og de hellige i<br />
Lausanne. 69 missionærer var til stede ved denne lejlighed, og alle blev inspireret af<br />
de formaninger og instruktioner, der blev givet af præsident McKay.<br />
I september begyndte de britiske konferencer igen, og der blev afholdt en hver uge<br />
indtil årets slutning.<br />
I begyndelsen af januar 1924 rejste præsident og søster McKay til Marseilles i<br />
Frankrig, hvor de den 8. januar gik om bord på damperen Lotus med kurs mod Syrien<br />
for at besøge den armenske mission. De ankom til Beirut i Libanon den 18. januar og<br />
blev modtaget af missionspræsident J. Wilford Booth. Derpå kørte de med bil og tog<br />
til Aleppo i Syrien, missionens hovedsæde, hvortil de ankom den følgende dag. Der<br />
blev afholdt møder i 3 dage med de armenske hellige. Det var en glædestid for dette<br />
forsømte og forfulgte folk. De udtrykte deres taknemmelighed til Gud for det privilegium
Side 171<br />
at have en apostel i deres midte. Både præsident og søster McKay formanede dem "til<br />
at leve et godt liv og holde fast ved troen".<br />
Den 24. januar 1924 påbegyndte de besøgende hjemrejsen. Før de vendte tilbage til<br />
Liverpool, afholdt de møder med missionærerne og de hellige i missionerne i Schweiz,<br />
Tyskland og Frankrig.<br />
Forårs- og sommermånederne i 1924 tilbragte præsident McKay med at deltage<br />
i forskellige konferencer i den britiske mission. I juli rejste han til Sverrig og afholdt<br />
den årlige konference i denne fremgangsrige mission, der på daværende tidspunkt<br />
var under Hugo D. E. Petersons præsidium. Lignende konferencer blev også afholdt i<br />
Norge og Danmark. I august var præsident McKay tilbage i Liverpool, og resten af året<br />
tilbragte han hovedsageligt i Storbritannien, selv om han rejste til fastlandet adskillige<br />
gange for at afholde vigtige møder. I oktober 1924 kom der bud fra kirkens øverste<br />
Præsidentskab i Salt Lake City om, at ældste James E. Talmage var blevet udpeget<br />
til at præsidere over den europæiske mission, og at præsident McKay ville blive afløst<br />
ved hans ankomst til Liverpool.<br />
I sit afskedsbudskab til de europæiske hellige, der blev offentliggjort i Millennial<br />
Star den 13. november 1924, gav præsident McKay udtryk for sin kærlighed til<br />
missionærerne og de europæiske hellige, som han snart skulle forlade, i følgende<br />
smukke vendinger:<br />
"Til alle vore elskede medarbejdere i missionens hovedsæde, til de virkelig<br />
hengivne missionspræsidenter, til de villige og dygtige distriktspræsidenter og de 500<br />
overordnede mænd, der repræsenterer myndigheden og udfører Kristi Kirkes værk i<br />
disse missioner, til de tapre og frygtløse hellige, der udgør medlemskabet i grenene,<br />
sender vi nu et kærligt farvel.<br />
Samtidig vil vi gerne give udtryk for det håb og oprigtige ønske, at vi som venner<br />
og medarbejdere altid vil forblive standhaftige over for sandhedens evige principper.<br />
Selv om fjender og forkert underrettede, godtroende mennesker måske spotter os og<br />
vedbliver med at overdænge os med forhånelse, selv om der opstår vanskeligheder,<br />
som volder os smerte - hvis vi ikke desto mindre vil forblive trofaste over for et fast og<br />
urokkeligt vidnesbyrd om guddommeligheden af det gengivne evangelium, vil vi have<br />
styrke til at udholde latterliggørelse, kraft til at overvinde forhindringer og visdom til at<br />
udvise selvbeherskelse, når vi provokeres. Hvis vi altid vil pryde vore tanker med dyd,<br />
har Herren lovet, at vi skal have større frimodighed for hans åsyn, præstedømmets<br />
lære skal falde på vor sjæl som himlens dug, og Helligånden skal være vor stadige<br />
ledsager og rådgiver. (Se L&P 121:45-46)<br />
Man opnår det stærkeste vidnesbyrd ved at gøre Faderens vilje (se Matt. 7:21). Må<br />
vi derfor finde glæde ved regelmæssigt og trofast at udføre enhver pligt i kirken. Lad os<br />
bestandig bede i løndom og i vore familier, betale vor tiende og vore offerydelser, tale<br />
venligt om hinanden, støtte præstedømmet, være ærlige i vor færd og endog være gode<br />
imod vore fjender; lad os efterleve visdomsordet nøje og holde os rene og uplettede<br />
af umoralitetens synder. Hvis vi vil overholde disse enkle regler, kan ingen magt på<br />
jorden berøve os vort medlemskab i Guds kirke eller vort fællesskab med hinanden og<br />
med Kristus vor Herre.<br />
Der er millioner af ærlige mænd og kvinder i disse lande, der venter på at modtage<br />
den store glæde - lad os opføre os således, at vor levevis vil opmuntre alle til at søge<br />
sandheden og leve retfærdigt.<br />
,Herren skal stå vagt mellem mig og (jer), når vi skilles.' (1 Mos. 31:49)" Lørdag den<br />
6. december 1924 gik præsident og søster McKay med 4 børn om bord på damperen
Side 172<br />
Montcalm for at vende tilbage til deres fædreland. 15 dage efter ankom de til deres<br />
hjem i Ogden, Utah, efter et fravær på lidt over 2 år.<br />
IX<br />
Da ældste McKay var hjemme igen, tog han fat på sine pligter som hovedtilsynsførende<br />
for Sunday School Union og sit arbejde med at besøge stavene og missionerne som<br />
medlem af De Tolv. Ved kirkens generalkonference i april 1925 aflagde han rapport<br />
om sin nyligt overståede mission til Europa og fortalte de hellige, at "Guds værk går<br />
meget hurtigt fremad i den europæiske mission". Det havde glædet ham at erfare, at<br />
hvor som helst en gruppe hellige mødes, "om det er på øerne i havet, i Japan, I Syrien,<br />
i de skandinaviske lande, i England, Tyskland, Frankrig eller Holland - der finder man<br />
enhedens og kærlighedens ånd, ånden til villigt at ofre for menneskehedens bedste".<br />
I efteråret 1926 foretog ældste McKay en rundrejse i sydstaternes mission og<br />
indviede en ny kirkebygning i Jacksonville, Florida.<br />
Året efter i november rejste han igen hjemmefra for at besøge midtstaternes mission,<br />
der havde hovedsæde i Independence, Missouri. Under rundrejsen i missionen<br />
besøgte han kirkens grene i Kansas, Missouri, Oklahoma, Louisiana, Arkansas og<br />
Texas.<br />
Ældste McKay var til stede ved kirkens årlige konference i april 1930, hvor man<br />
fejrede 100-året for kirkens grundlæggelse.<br />
I marts 1931 udnævnte guvernør George H. Dem David O. McKay til hovedformand<br />
for Utahs Conference on Child Health. I maj samme år blev han valgt til præsident<br />
for Weber College Alumni Association(1). To dage efter, den 30. maj 1931, holdt han<br />
translokationstalen for dem, der havde taget eksamen fra institutionen.<br />
(1) En forening for dem, der har taget afsluttende eksamen fra Weber College.<br />
Ældste McKay foretog en rundrejse i de østlige midtstaters mission i november<br />
og december 1932. Sammen med missionspræsident Miles L. Jones besøgte han<br />
missionens 8 distrikter og indviede kirkebygninger i Howard, North Carolina og i<br />
Kurham og Craig, Tennessee. Før han rejste hjem, besøgte han sin datter, fru Russell<br />
H. Blood, i Philadephia og sin søn, David L. McKay, i Washington, D. C.<br />
I hele året 1933 havde ældste McKay travlt med at besøge kirkens forskellige stave<br />
og udføre sine opgaver som hovedtilsynsførende for Sunday School Union.<br />
X<br />
Den 8. september 1934 fejrede ældste McKay sin 61-års fødselsdag. Måneden efter<br />
blev der tildelt ham yderligere ære, da præsident Heber J. Grant ved åbningsmødet<br />
for kirkens halvårlige konference (6. oktober 1934) bekendtgjorde, at han havde valgt<br />
David O. McKay som sin andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab. Samme dag<br />
sagde Deseret News følgende om ham:<br />
"Præsident McKay er en af de mest elskede af alle kirkens autoriteter. Gennem sin<br />
lange og vellykkede tjenestegerning har han vundet den fulde tillid og store agtelse af<br />
alle, som han har virket iblandt.<br />
Hans liv har været en ubrudt række af fremragende resultater, som missionær i<br />
sin ungdom, som pædagog, som søndagsskolens tilsynsførende, som apostel, som<br />
missionspræsident og som særlig udsending for kirken under en verdensrejse, hvor<br />
han besøgte alle kirkens missioner uden for De forenede Stater (bortset fra Sydafrika<br />
og Sydamerika).
Side 173<br />
Hans arbejde i De tolvs Råd har ført ham til alle dele af kirken, hvor han<br />
har haft opgaver i de forskellige stave ved kvartårlige konferencer samt ved<br />
søndagsskolemøder og andre møder.<br />
Han har været en af de fremtrædende ledere for kirkens unge, og ved sin<br />
tiltrækkende personlighed og udprægede ydmyghed har han ledt unge mænd og<br />
kvinder - så vel som de ældre - til fremgang på timelige og religiøse områder.<br />
Han har været enestående i sin undervisning i tro på guddommen og på kirkens<br />
principper. Gennem skrevne og talte ord har han vist vejen; gennem et liv fuld af ære og<br />
udmærkelse har han vist eksemplet, og tusinder har glade fulgt ham. Hans udnævnelse<br />
i Det øverste Præsidentskab er en kærkommen meddelelse til kirkens hundreder af<br />
tusinder." (Deseret News den 6. okt. 1934)<br />
En reorganisering af hovedbestyrelsen for Deseret Sunday School Union fandt sted<br />
den 31. oktober 1934. Præsident McKay blev afløst som hovedtilsynsførende - en<br />
stilling han havde haft siden november 1918 - og George D. Pyper blev udnævnt til at<br />
være hans efterfølger. En rapport, der blev givet af den daværende sekretær, viste, at<br />
kirkens søndagsskolearbejde var gået stærkt fremad under præsident McKys ledelse.<br />
Fra 1918 og til slutningen af 1933 havde der været en stigning på 572 søndagsskoler<br />
og 144.821 indskrevne medlemmer.<br />
I Instructor for november 1934 gav præsident McKay udtryk for nogle få indre tanker<br />
vedrørende den forestående Thanksgiving Day (taksigelsesdag):<br />
"Nu hvor taksigelsesdagen i 1934 nærmer sig, er jeg taknemmelig over at vide, at<br />
medlemmer af kirken og mange mennesker i almindelighed, der har indset, at materielle<br />
goder alene ikke giver lykke, mere end nogensinde før værdsætter de ting, der er mest<br />
værdifulde. Jeg er glad for sammen med mine venner at kunne nyde disse værdifulde<br />
goder. For at give nogle få eksempler kan jeg sige, at jeg er meget taknemmelig for<br />
ædel herkomst og et hæderligt navn; for en urokkelig tro på et højere væsen og på<br />
guddommeligheden i Jesu Kristi evangelium; for evnen til - skønt i begrænset omfang<br />
at nyde Guds gaver, som de åbenbares i naturen, og for de rige muligheder for det<br />
- alle de smukke ting, der er skabt, har jeg ret til at betragte og søge; for hengivne<br />
familieforhold - mine kære samt trofaste venner - den, der blot har en ven, er rig, og<br />
jeg har mange, der har bevist, at de er trofaste og loyale. Må Gud velsigne dem! For<br />
lejlighed til at tjene i Kristi kirke; og frem for alt for den kundskab, at en venlig og kærlig<br />
Fader vil hjælpe alle, der oprigtigt søger ham.<br />
For disse og mange andre velsignelser. . . er mit hjerte fuldt af taknemmelighed."<br />
(Se Den danske Stjerne, marts 1970, s. 71, 72)<br />
I februar 1935 foretog præsident og søster McKay en rejse til øst- og sydstaterne.<br />
I Washington D. C. besøgte de deres søn og svigerdatter, hr. og fru David L. McKay,<br />
og så for første gang deres 3 måneder gamle sønnedatter. Søndag den 24. februar<br />
talte præsident McKay i Washingtons kirkebygning, hvor der var fuldt hus. Dagen<br />
efter kunne de med senator Elbert D. Thomas' hjælp glæde sig over en samtale med<br />
vicepræsident John Nance Garner, og de mødte også flere fremtrædende senatorer.<br />
Efter besøget i Washington D. C. tog præsident og søster McKay til Philadelphia i<br />
Pennsylvanien, hvor de i flere dage var sammen med deres datter og svigersøn, dr.<br />
og fru Russell H. Blood. Derefter fortsatte de til Jacksonville i Florida, hvor de mødtes<br />
med præsident og søster LeGrand Richards fra sydstaternes mission. Fra Jacksonville<br />
rejste de vestpå til New Orleans i Louisiana, hvor de mødte præsident og søster Charles<br />
Rowan samt en gruppe missionærer fra Texas-Louisiana missionen. Mens de var
Side 174<br />
der, besøgte de også James H. Moyle, en Utah-borger, der på daværende tidspunkt<br />
beklædte stillingen som USA's toldkommissær.<br />
Præsident og søster McKay vandte tilbage til Salt Lake City søndag den 10.<br />
maj 1935. En måned efter, søndag den 10. juni, holdt præsident McKay tale ved<br />
dimissionen for 550 studerende fra University of Utah. Hans emne var "Livets to veje",<br />
og han fremhævede nødvendigheden af at søge efter de ædlere ting i livet frem for de<br />
lavere og materialistiske. Hans tale blev godt modtaget.<br />
Resten af året 1936 besøgte præsident McKay mange af wardene og stavene og<br />
holdt taler.<br />
Året 1936 var travlt, som det foregående havde været. Den 15. januar tog præsident<br />
og søster McKay af sted til Honolulu, Hawaii, hvor han skulle deltage i en konference<br />
for Oahu staven den 25. og 26. januar. Han blev på øerne i ca. to uger, afholdt 25<br />
møder og deltog i adskillige banketter og selskaber. "Hawaii er et paradis", sagde han,<br />
da han kom hjem, "og befolkningen på Hawaii er meget gæstfri, venlig og gavmild".<br />
Sidst i april 1936 rejste præsident McKay og præsident J. Reuben Clark jun.(1)<br />
til Omaha, Nebraska, hvor de besigtigede den gamle mormonkirkegård 9 '/2 km<br />
nord for byen og lagde planer om at ordne og forbedre den og opføre et passende<br />
mindesmærke til ære for de sidste dages hellige, som blev begravet der.<br />
(1) Førsterådgiver i kirkens øverste Præsidentskab.<br />
Ved et solopgangsmøde, der blev afholdt ved mundingen af Emigration Canyon<br />
den 23. juli samme år, holdt præsident McKay en gribende tale om betydningen af<br />
mormonpionerernes kolonisering af Utah.<br />
I september vendte han tilbage til Omaha, Nebraska, og der deltog han sammen<br />
med præsidenterne Grant og Clark i afsløringen og indvielsen af det smukke<br />
pionermonument, tegnet og udført af Avard Fairbanks og opstillet på den gamle<br />
mormonkirkegård.<br />
I oktober foretog præsident McKay en rundtur i nordstaternes mission sammen med<br />
missionspræsident Bryant S. Hinckley.<br />
I december rejste han til San Francisco, hvor han den 20. december indviede San<br />
Francisco wards kirkebygning.<br />
I 1937 var præsident McKys arbejde for størstedelen begrænset til staten Utah. Hver<br />
dag i ugen, bortset fra søndag, tilbragte han mange timer på sit kontor, deltog i møder,<br />
havde aftaler og tog sig af officiel korrespondance. Om søndagen var der bud efter<br />
ham i wardene og stavene.<br />
Han var i Provo den 25. januar, hvor han talte til en stor forsamling i College Hall(2)<br />
over emnet "Evig udvikling". 3 uger senere holdt han en betydningsfuld tale til wards- og<br />
stavsarbejdere i Salt Lake regionen om "4 grundprincipper i kirkens velfærdsprogram".<br />
(2) Et auditorium på Brigham Young University.<br />
Søndag den 4. april 1937 ved generalkonferencens andet møde talte han om<br />
"Ærbødighed for loven". For en udvalgt gruppe generalautoriteter og kirkearbejdere<br />
skitserede han den 2. juli under et møde i Barrett Hall' kirkens standpunkt mht.<br />
"Arbejde og fagforeninger". Hans udtalelser ved denne lejlighed gik ud på, at det var<br />
uamerikansk at sige til en ung mand: "Du kan ikke arbejde her, medmindre du betaler<br />
kontingentet og melder dig ind i din fagforening." "Vi vil ikke diskriminere nogen, der<br />
ikke er medlem af en fagforening," fortsatte han, "men forlange, at der udføres en god<br />
dags arbejde for den modtagne erstatning."
Side 175<br />
Den 20. august samme år deltog præsident McKay i indvielsesceremonier i Brigham<br />
City, Utah, da der blev opstillet et mindesmærke til ære for Brigham Young på det sted,<br />
hvor den store leder havde givet sin sidste offentlige tale. To dage efter rejste han til<br />
Paris i Idaho og deltog i afsløringen og indvielsen af et monument, der blev rejst for at<br />
ære mindet om byens og amtets pioner, Charles C. Rich.<br />
Den 8. september 1937 fejrede præsident McKay sin 64-års fødselsdag.<br />
I begyndelsen af 1938 rejste præsident McKay sammen med sin hustru til Chicago,<br />
Illinois, hvor han den 27. februar deltog i en stavskonference.<br />
I april udpegede guvernør Henry H. Blood ham til at være formand for<br />
Utah Centennial Exposition Commission. Denne kommission, der bestod af 75<br />
fremtrædende borgere, havde til opgave at forberede en stor fest i 1947 til ære for<br />
100-året for Utah-pionerernes ankomst.<br />
Præsident McKay rejste til Portland, Oregon, i juni 1938, og den 26. samme måned<br />
organiserede han sammen med ældste Melvin J. Ballard Portland stav, kirkens 124.<br />
stav.<br />
Søster Nibley og jeg, denne bogs forfatter, havde det privilegium at underholde<br />
disse brødre i missionshjemmet under deres korte ophold i Portland og være dem<br />
behjælpelige med at bringe stavens organisation i stand.<br />
Der blev vist præsident McKay en særlig, ære, da guvernør Henry H. Blood den<br />
3. maj 1940 udnævnte ham til medlem af bestyrelsen for Utah Agricultural College.<br />
10 dage efter, den 13. maj, valgte bestyrelsen for Layton Sugar Company præsident<br />
McKay som formand for denne institution.<br />
I oktober 1940 rejste han til Idaho Falls, og den 19. samme måned lagde han<br />
hjørnestenen til Idaho Falls templet og opsendte indvielsesbønnen.<br />
Hovedbegivenheden for præsident McKay i året 1941 var sikkert hans besøg i<br />
Honolulu på Hawaii og hans deltagelse i indvielsesceremonierne for det smukke Oahu<br />
stav tabernakel. Denne begivenhed fandt sted søndag den 17. august. Der var gået<br />
20 år, siden præsident McKay første gang havde besøgt disse øer og havde udviklet<br />
sand kærlighed til de hellige på Hawaii. I sin åbningstale sagde han:<br />
"Jeg er dybt bevæget her til morgen, og jeg er sikker på, at det skyldes<br />
en kombination af omstændigheder. og oplevelser. Det har været mit privilegium<br />
og min pligt at deltage i mange indvielsesmøder, ikke blot i kirken, men også i<br />
samfundsmæssige og uddannelsesmæssige kredse, og mens jeg har tænkt tilbage<br />
på disse oplevelser her til morgen, tror jeg, at denne skiller sig ud som den mest<br />
enestående og gribende. Jeg tror, at grunden hertil i stor udstrækning skyldes den<br />
kærlighed, folkene i Stillehavsområdet nærer til hinanden og til kirken." (Deseret News,<br />
13. dec. 1941)<br />
(1?)En bygning, der tidligere lå på den grund, hvor kirkens nye kontorbygning er<br />
opført.<br />
Da præsident McKay vendte tilbage til fastlandet, genoptog han sine aktiviteter med<br />
flid. Det var i disse år, præsident Heber J. Grants helbred forværredes betydeligt pga.<br />
hans fremskredne alder, og mere og mere arbejde blev overdraget hans rådgivere.<br />
Foruden sine møder og aftaler fandt præsident McKay tid til at besøge mange af<br />
wardene og stavene. De hellige var altid glade for at have ham i deres midte.<br />
Den 8. september 1943 fejrede præsident McKay sin 70-års fødselsdag. Han<br />
tilbragte de sædvanlige arbejdstimer på sit kontor, men om aftenen blev der givet en
Side 176<br />
familiemiddag til ære for ham i hans hjem. 36 medlemmer af hans nærmeste familie<br />
var til stede, og fødselaren nød og fortjente den kærlighed og hengivenhed, der blev<br />
vist af dem, der stod ham nærmest, og som han havde mest kær.<br />
Foruden sit sædvanlige arbejde i 1944 holdt præsident McKay to<br />
bemærkelsesværdige taler, den ene over emnet moderskab i Salt Lake Citys 26. ward,<br />
og den anden "En hyldest til profeten Joseph Smith" for lærerstaben og eleverne på<br />
LDS Institute i Logan, Utah.<br />
XI<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges ærværdige præsident Heber J. Grants død<br />
den 14. maj 1945 opløste Det øverste Præsidentskab og medførte en reorganisation<br />
af dette kvorum. Den 21. maj 1945 mødtes De tolvs Råd i Salt Lake City og opretholdt<br />
George Albert Smith som præsident for kirken. Som sine rådgivere valgte han J.<br />
Reuben Clark jun. og David O. McKay, de samme brødre, der havde virket under<br />
den foregående præsident. Præsident McKay genoptog nu sin plads i Det øverste<br />
Præsidentskab med de mange aktiviteter og store ansvar.<br />
I begyndelsen af juni holdt præsident McKay talen ved dimissionen for 1945<br />
studerende med afsluttende eksamen fra University of Utah. Denne tale var et mønster<br />
på tydelighed og klarhed, og han sluttede af med disse sigende ord:<br />
"Selv mens ungdommens glans fryder jeres hjerter og forsøder jeres liv med håb om<br />
forventet fremgang, hviler vægten af et kommende ansvar umærkeligt på jeres skuldre.<br />
I jeres hænder og i hænderne på en million andre unge anbringes civilisationens banner<br />
...<br />
Unge mænd og kvinder, fremtiden venter på jer! Den tilhører jer! Hvis I vil gøre<br />
ende på krig og give verden fred, er der kampagner, I skal organisere, og erobringer,<br />
I skal foretage. Det er kampagner, der planlægges til oprettelse af retfærdighed - det<br />
er erobringer af sjælen. Det er op til jer at beslutte, om det er bedre at følge den lette<br />
vej til egoisme og overdreven nydelse end at kæmpe sig gennem selvbeherskelse og<br />
tjeneste frem til åndelighedens rige." (Deseret News, 8. juni 1945)<br />
Ved aprilkonferencen i 1946 talte præsident McKay om den store fest, der var<br />
planlagt i 1947 for at ære de Utah-pionerer, der 100 år tidligere var draget over sletterne<br />
og ind i Saltsødalen.<br />
"Ingen stat i USA kan betragte sine pionerers præstationer med større stolthed end<br />
Utah," sagde han. "Det er derfor prisværdigt og i høj grad passende, at guvernøren og<br />
statens lovgivende forsamling har afsat året 1947 som det år, hvori man vil hylde disse<br />
store imperiebyggere. Ved at gøre det nyder vi selv ære."<br />
Som formand for Centennial Commission arbejdede præsident McKay utrætteligt<br />
på at færdiggøre arrangementerne for den store fest.<br />
Ved generalkonferencens præstedømmemøde, der blev afholdt om aftenen den 6.<br />
april 1946, holdt præsident McKay en oplysende tale om nadverens betydning.<br />
"Der udføres ikke nogen mere hellig ordinanse i Kristi kirke end nadverens<br />
administrering ...<br />
Den største støtte i livet er forsikringen om at have et nært forhold til Gud ...<br />
Nadverperioden bør være med til at vække følelsen af samhørighed."<br />
Den 18. oktober 1946 bekendtgjorde pressen og radioen i Salt Lake City, at<br />
præsident David O. McKay samme dag havde gennemgået en operation på LDS
Side 177<br />
Hospital. Det tog længere tid for ham at genvinde helbredet, end han havde regnet<br />
med, pga. en emboli(1), der truede hans liv, og først i januar 1947 var han i stand til at<br />
genoptage sine pligter i Det øverste Præsidentskab.<br />
(1) Tilstopning af blodkar ved en blodprop.<br />
Til trods for sine store ansvar i 100-året, hvor han næsten daglig mødtes med sine<br />
forskellige komiteer, fandt præsident McKay tid til i maj måned at køre til Klamath Falls,<br />
Oregon, hvor han indviede en smuk, ny kirkebygning, som kirken havde opført i denne<br />
blomstrende kommune. Søster McKay ledsagede sin ægtemand, og de var så venlige<br />
at invitere min hustru og jeg, denne bogs forfatter, til at ledsage dem som deres gæster<br />
på denne tur.<br />
Indvielseshøjtideligheden fandt sted den 24. maj foran en tilhørerskare på over 1000<br />
mennesker, der omfattede embedsmænd fra Klamath Falls og mange, som ikke var<br />
medlemmer af kirken. Præsident McKay holdt en fortræffelig tale, hvori han forklarede<br />
evangeliets principper, og han opsendte også en inspirerende indvielsesbøn.<br />
I juli måned nåede Centennial Commissions bestræbelser højdepunktet med<br />
afsløringen af monumentet "Dette er stedet" ved mundingen af Emigration Canyon og<br />
den store parade gennem Salt Lake Citys forretningsdistrikt på pionerdagen den 24.<br />
Som formand for kommissionen havde præsident McKay ledet planlægningen af disse<br />
store begivenheder.<br />
Ved indvielsen af pionermonumentet var præsident McKay en af talerne. Han sagde<br />
bl.a.: "For 100 år siden skuede den store leder Brigham Young ud over denne dal og<br />
sagde: Dette er det rette sted. Fortsæt fremad.' Hvad havde han i tankerne, da han<br />
sagde: Dette er stedet?' Ved at læse rapporterne over hans taler opdager vi, at han for<br />
det første tænkte på de profetiske udtalelser fra en mand, han elskede, nemlig profeten<br />
Joseph Smith, der havde sagt, at de hellige ville drage mod vest, opbygge byer og blive<br />
et mægtigt folk midt i Klippebjergene.<br />
Da den store leder udtalte ordene: Dette er stedet,' tænkte han for det andet på, at<br />
de her ville finde et tilflugtssted og et fredens sted.<br />
For det tredje tænkte han på, at der fra dets midte ville udstråle et sandhedens<br />
budskab til hele verden i det omfang, det ville være muligt for den lille skare og de, der<br />
fulgte dem, at forkynde denne sandhed for verden, at skabe broderskab, fred og frem<br />
for alt tro på Gud vor Fader.<br />
For det fjerde havde han i tankerne på dette sted at opbygge tilbedelse,<br />
arbejdsomhed, uddannelse og gensidig tjeneste." (Deseret News, 2. aug. 1947)<br />
Ved den halvårlige konference, der blev afholdt i oktober 1947, benyttede præsident<br />
McKay lejligheden til at udtrykke sin taknemmelighed til alle, der havde hjulpet med<br />
ved 100-års festen.<br />
"Lad mig bruge et øjeblik," sagde han i begyndelsen af sin tale, "til på Utah<br />
Centennial Commissions vegne og, så vidt det er mig tilladt, på guvernørens og andre<br />
embedsmænds vegne, der har støttet kommissionen, at give Utahs befolkning en<br />
inderlig tak for deres samarbejde og forenede indsats i løbet af feståret."<br />
I den samme tale udtrykte han sin kærlighed til de ædle mænd, som han arbejdede<br />
sammen med i kirken.<br />
"Jeg nærer dyb hengivenhed for mine nærmeste kolleger, præsident George Albert<br />
Smith og præsident J. Reuben Clark jun. og for de ædle mænd i De tolvs Råd,<br />
assistenterne til De tolvs Råd, halvfjerdsernes råd, det præsiderende biskopråd og
Side 178<br />
patriarken. Det er et privilegium at arbejde sammen med jer og at erfare jeres uselviske<br />
hengivenhed for kirken. Selv om livet er fyldt med store ansvar og en bevidsthed om min<br />
manglende evne og beklagelse over mislykkede bestræbelser, er det alligevel værd at<br />
leve." (Conference Report, oktober 1947)<br />
Året 1948 var fuld af aktiviteter for præsident David O. McKay. Den 4 februar forlod<br />
han og søster McKay Salt Lake City for at tage til El Paso, Texas, hvortil de ankom den<br />
7. februar. Her påbegyndte de sammen med præsident og søster Arwell L. Pierce en<br />
rundrejse i den mexicanske mission. De tog direkte til Mexico City og fortsatte så rejsen<br />
i bil, idet de besøgte forskellige grene og kørte 4.200 km. I Cuautla talte præsident<br />
McKay til en forsamling på 900 og indviede en ny kirkebygning. Ved sin tilbagevenden<br />
til Salt Lake City i begyndelsen af marts aflagde han en kort rapport over sin rejse.<br />
"Han forklarede, at kirkebygningen i Cuautla virkelig var en præstation, en ære for<br />
Mexico og for kirken, Han beskrev den mærkbare harmoni, der hersker i missionen.<br />
Alle tidligere misforståelser er opklaret, og de mere end 1.200 mexikanske medlemmer,<br />
der for to år siden blev genforenet med kirken af præsident George Albert Smith, er<br />
blandt de stærke og aktive ledere og medlemmer ... Præsident McKay fortalte om<br />
50 nye medlemmers dåb samtidig med kirkebygningens indvielse den 14. februar. .<br />
.,Missionen er i glimrende forfatning', sagde præsident McKay. Præsident og søster<br />
Pierce gør et fantastisk arbejde hjulpet af deres rådgivere og af missionærerne."<br />
(Deseret News)<br />
Ved kirkens generalkonference i april holdt præsident McKay to<br />
bemærkelsesværdige taler, den ene om verdens kamp for at opnå fred og den anden<br />
om de forpligtelser og opgaver, der påhviler de mænd, som bærer præstedømmet.<br />
Ti dage efter konferencen talte han ved en velfærdsbanket i Woodruff stav, og den<br />
16. maj talte han ved en ungdomskonference for 4 stave i Loganområdet, der blev<br />
afholdt i Logan tabernaklet. Den 23. maj var han hovedtaler ved en konference for<br />
Mesa stav i Arizona.<br />
Der var ikke mange søndage i sommerens løb, hvor præsident McKay ikke havde<br />
til opgave at tale i et af wardene eller ved en stavskonference. Foruden alt dette havde<br />
han sit anstrengende arbejde på kontoret, hvor han tilbragte mange timer på alle ugens<br />
hverdage.<br />
I oktober vendte han igen tilbage til Mesa, Arizona, og deltog i en konference for de<br />
spansktalende medlemmer i den mexikanske og spansk-amerikanske mission.<br />
I januar 1949 pådrog præsident George Albert Smith - kirkens elskede og ærede<br />
overhoved - sig en alvorlig sygdom under et besøg i det sydlige Californien, og han<br />
måtte tilbringe en kort tid på et hospital i Los Angeles. Præsident McKay besøgte sin<br />
leder der i slutningen af januar og rapporterede, at præsident Smith var i bedring.<br />
Denne sygdom, der i begyndelsen så ud til at være kortvarig, svækkede imidlertid den<br />
ærværdige præsidents helbred.<br />
Præsident McKay var til stede ved alle generalkonferencens møder i april 1949.<br />
Han blev bedt om at tale to gange og holdt udmærkede taler om kirkens fremgang<br />
og kaldelsen af missionærer. Kort efter konferencens afslutning vendte han tilbage<br />
til det sydlige Californien og deltog den 17. april i møderne ved Long Beach stavens<br />
konference, hvor han talte og opsendte indvielsesbønnen for Long Beach wards<br />
kirkebygning, der for nylig var blevet færdig.<br />
At følge præsident McKays aktiviteter i 1949 ville kræve mere plads, end der er<br />
blevet mig bevilget her, og jeg kan blot nævne nogle få af hans mange besøg i wardene
Side 179<br />
og stavene. Her følger imidlertid en delvis liste over de byer, han besøgte, og hvor<br />
han afholdt møder resten af året: Cedar City, Utah, den 15. maj; Lynwood, Californien,<br />
den 27. maj; Ogden, Utah, den 5. juni; Pasadena, Californien, den 3. juli; Huntsville,<br />
Utah, den 9. juli; Vernal, Utah, den 14. juli; Darbey ward, Teton stav, Wyoming, den 24.<br />
juli; Moose, Wyoming, den 20. august; Jackson, Wyoming, den 21. august; Huntsville,<br />
Utah, den 28. august; Lethbridge, Canada, den 3. september; Raymond, Canada,<br />
den 6. september; Provo, Utah, den 16. september; Sugar House ward i Salt Lake<br />
City, Utah, den 18. september; Phoenix, Arizona, den 16. oktober; Mesa, Arizona, den<br />
17. oktober; Inglewood, Californien, den 23. oktober; Las Vegas, Nevada, den 13.<br />
november; Kaysville, Utah, den 6. december og Granger, Utah, den 18. december.<br />
Præsident David O. McKay, der den 8. september 1949 fyldte 76 år, var således travlt<br />
beskæftiget.<br />
Året 1950 - der skulle blive hans sidste som rådgiver i Det øverste Præsidentskab<br />
- var ikke mindre anstrengende, end 1949 havde været. Både på hverdage og søndage<br />
benyttede han sine glimrende evner til at fremme Zions sag og opbygge Guds kirke og<br />
rige. Han havde lært at arbejde i sine unge år, og hele livet havde han arbejdet hårdt<br />
og ihærdigt i den tro, at arbejde var et privilegium så vel som en pligt.<br />
For at holde sig i form gennem årene havde han, når der var mulighed for det, tilbragt<br />
nogle få timer på sin fars gård i Huntsville, Utah, hvor han var født, og hvor han havde<br />
tilbragt sin barndom. Denne gård forblev i familien McKays eje, og for præsident McKay<br />
var den et højt skattet fristed, hvor han kunne ride på heste, pløje, så, høste og slappe<br />
af fra sine officielle pligters bekymringer og byrder.<br />
Den 2. januar 1951 fejrede præsident og søster McKay guldbryllup i deres hjem på<br />
East South Temple Street i Salt Lake City. Det var en glædesdag for præsident McKay,<br />
der i alle de 50 år af sit ægteskab havde været sin hustru og sine børn meget hengiven.<br />
Han skrev følgende til en ven, der ved denne lejlighed lykønskede ham:<br />
"At genopfriske dyrebare minder, at berette om vidunderlige oplevelser, vi har haft<br />
sammen, at modtage kærlighed og hengivenhed fra børn og børnebørn er i sig selv<br />
tilstrækkelig til at have gjort vor 50-års bryllupsdag virkelig gylden for min elskede og<br />
mig."<br />
I begyndelsen af 1951 var det tydeligt, at det gik tilbage med præsident George<br />
Albert Smiths helbred. I januar måned tilbragte han nogle få timer hver dag på sit kontor,<br />
men den 3. februar blev han indlagt på LDS Hospital til observation og behandling. Han<br />
blev der i ca. 4 uger, og da hans almene tilstand ikke blev bedre, bad han om at blive<br />
bragt hjem. Det gik stadig ned ad bakke med hans helbred, og om aftenen den 4. april<br />
på hans 81-års fødselsdag døde han fredeligt, omgivet af familiemedlemmer.<br />
XII<br />
Præsident Smiths død fandt sted om aftenen på kirkens årlige konference, og det<br />
var derfor nødvendigt at forandre mødeplanen på følgende måde: De regelmæssige<br />
konferencemøder skulle afholdes fredag den 6. april med møder kl. 10 og kl. 14;<br />
præsident Smiths begravelse skulle finde sted om lørdagen kl. 14 i Tabernaklet;<br />
præstedømmemødet skulle afholdes om aftenen. Om søndagen ville man fortsætte<br />
med de regelmæssige konferencemøder, og mandag den 9. april skulle der afholdes<br />
en højtidelig forsamling i Tabernaklet kl. 10, på hvilket tidspunkt Det øverste<br />
Præsidentskab ville blive reorganiseret.<br />
Alle disse møder fandt sted som planlagt, og ved den højtidelige forsamling blev<br />
præsident David O. McKay enstemmigt opretholdt som kirkens præsident med Stephen
Side 180<br />
L. Richards og J. Reuben Clark jun. som sine rådgivere. Derpå rejste præsident McKay<br />
sig og talte bevæget til den store forsamling. Her følger en del af talen:<br />
"Mine kære medarbejdere, brødre og søstre. Jeg ville ønske, det var mig muligt at<br />
fortælle jer, hvorledes mine sande følelser er ved denne betydningsfulde lejlighed. Jeg<br />
ville ønske, at I kunne kigge ind i mit hjerte og selv se, hvoraf disse følelser består.<br />
I dag er det blot en uge siden, det gik op for mig, at lederansvaret sandsynligvis<br />
ville blive overdraget mig. Jeg fik besked om, at præsident George Albert Smith havde<br />
fået det værre, og at lægen ikke mente, der var langt igen. Jeg skyndte mig til hans<br />
sygeleje og gik ind i sygeværelset sammen med hans grædende døtre, søn og andre<br />
slægtninge. For første gang var han ikke i stand til at genkende mig.<br />
Så var jeg nødt til at acceptere den kendsgerning, at Herren havde valgt ikke at<br />
besvare vore bønner, som vi ønskede, at de skulle besvares, men at Han ville tage<br />
ham hjem til sig. Heldigvis fik han det bedre senere på dagen. Flere dage før dette<br />
besøg, da præsident Clark og jeg overvejede problemer af betydning for kirken, sagde<br />
han, der altid var opmærksom på kirkens velfærd og mine følelser: Du vil få ansvaret<br />
for at træffe denne beslutning,' men jeg nægtede hver gang at se det i øjnene, som<br />
syntes at være en realitet for ham.<br />
Da realiteten kom, var jeg som sagt dybt bevæget. Det er jeg også i dag, og jeg<br />
beder om, at jeg vil være i stand til - om end i utilstrækkelig grad - at fortælle jer, hvor<br />
tungt dette ansvar forekommer.<br />
Herren har sagt, at de tre præsiderende højpræster, valgt af samfundet og beskikket<br />
og ordineret til dette embede, skal opretholdes af kirken ved tillid, tro og bøn' (L&P<br />
107:22). Ingen kan præsidere over denne kirke uden først at være i harmoni med<br />
kirkens overhoved, vor Herre og Frelser Jesus Kristus. Han er vort overhoved. Dette er<br />
hans kirke. Uden hans guddommelige vejledning og konstante inspiration kan vi ikke<br />
klare det. Med hans vejledning og inspiration kan det ikke slå fejl.<br />
Dernæst kommer kirkens tillid, tro, bønner og forenede støtte som en bekræftende<br />
og mægtig kraft. Jeg lover jer højtideligt, at jeg skal gøre mit bedste for at leve således,<br />
at jeg kan gøre mig fortjent til Helligåndens ledsagelse og beder her i jeres nærværelse<br />
om, at mine rådgivere og jeg virkelig må få del i denne guddommelige ånd.<br />
Derefter bønfalder vi jer i forening om en fortsættelse af den kærlighed og tillid, som<br />
I har givet udtryk for i dag. Af jer medlemmer af De Tolv beder vi om den kærlighed og<br />
sympati, der kommer til udtryk i vort hellige råd. Af assistenterne til De Tolv, patriarken,<br />
de halvfjerds' første råd og det præsiderende biskopråd beder vi om, at den enhedens<br />
ånd, vor Herre og Frelser så inderligt giver udtryk for, da han siger farvel til De Tolv,<br />
må blive udvist af os alle.<br />
I husker, at han sagde, da han forlod dem: Jeg er ikke mere i verden, men de er i<br />
verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader! bevar dem i dit navn (det, som du har givet<br />
mig), så de må være et ligesom vi. Ikke alene for disse beder jeg, men også for dem,<br />
som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være et, ligesom du, Fader! i<br />
mig, og jeg i dig, at også de må være et i os, så verden må tro, at du har sendt mig.'<br />
(Joh. 17:11, 20-21)<br />
Brødre og søstre, generalautoriteter, må Gud bevare os som et, må vi bære over<br />
med de svagheder, vi måske ser, og have øjet alene henvendt på Guds ære og hans<br />
værks fremme . . ."<br />
XIII
Side 181<br />
Tre dage efter at præsident McKay enstemmigt var blevet opretholdt af medlemmerne,<br />
blev han ordineret og indsat som præsident for kirken af De Tolv; præsident Joseph<br />
Fielding Smith foretog indsættelsen. Denne begivenhed fandt sted den 12. april 1951.<br />
Dagen efter rejste han til Californien, hvor han søndag den 15. april deltog i indvielsen<br />
af den kombinerede kirke og stavsbygning i Gridley, Californien.<br />
På grund af sygdom måtte præsident McKay blive hjemme en del af maj måned,<br />
men i juni genoptog han sine anstrengende aktiviteter. I månedens første to uger<br />
holdt han 3 betydningsfulde taler til de afgående elever fra 3 store universiteter<br />
- den første på Brigham Young University i Provo, den 3. juni; den anden på<br />
University of Utah i Salt Lake City den 9. juni, og den tredje på Temple University(1) i<br />
Philadelphia, Pennsylvanien, den 14. juni. På hvert af disse universiteter fik han tildelt<br />
en æresdoktorgrad.<br />
(1) Et universitet med et velkendt medicinsk fakultet og teknisk institut.<br />
I sine taler til de afgående elever fremhævede præsident McKay den tanke, at det<br />
bedste, som vi værner om i vor nuværende civilisation, kan blive bevaret gennem<br />
uddannelse.<br />
I juli måned holdt præsidenten 3 taler uden for Salt Lake City. Den første holdt<br />
han i sin hjemby Huntsville i Utah, hvor han på Independence Day(4) indtrængende<br />
opfordrede sine tilhørere til at bevare forfatningens principper og idealer.<br />
(2) Den 4. juli - en helligdag i De forenede Stater, hvor man fejrer vedtagelsen af<br />
uafhængighedserklæringen den 4. juli 1776.<br />
Tre dage efter rejste han til Castle Dale i Utah, og den 8. juli indviede han Emery<br />
stavs tabernakel. Ved denne lejlighed erklærede han, at kun overholdelse af Kristi<br />
lærdomme kan bringe fred til verden.<br />
Den 21. juli tog præsident McKay toget fra Salt Lake City til Hood River i Oregon, hvor<br />
han den næste dag indviede en ny wardsbygning. Samme eftermiddag kørte han i bil til<br />
Portland, Oregon, hvor han om aftenen talte til en forsamling på over 2000 mennesker<br />
i Portland stavs tabernakel.<br />
Den første uge i august tog præsident McKay toget til Palmyra, New York, for<br />
at deltage i det 10. årlige festspil "Amerikas vidne om Kristus", der blev opført<br />
ved Cumorahhøjen. Dette store festspil, som præsident McKay så for første gang,<br />
betegnede han som "en imponerende præsentation af Mormons Bogs budskab". Han<br />
deltog også i et møde for de østlige staters missionærer, der blev afholdt i Den hellige<br />
Lund, og bar et stærkt vidnesbyrd til de tilstedeværende.<br />
I slutningen af september rejste præsidenten til Los Angeles i Californien ledsaget af<br />
en gruppe brødre, og der tog han den 22. september 1951 det første spadestik til Los<br />
Angeles templet og udtalte følgende ord: "Jeg erklærer herved, at det første spadestik<br />
er taget på grunden til Los Angeles templet, der skal opføres til Guds herlighed og hans<br />
folks frelse." Dette var bestemt en begivenhed, som gjorde et dybt indtryk.<br />
Kort efter sin tilbagevenden til Salt Lake City besøgte præsident McKay igen sin<br />
hjemby, Huntsville, hvor indbyggerne den 30. september samledes for at ære ham som<br />
deres mest fremtrædende medborger. Præsidenten besvarede varmt deres hilsen med<br />
følgende ord: "Af hele min sjæl kan jeg sige, at jeg elsker jer. Jeg er stolt af denne dal.<br />
Jeg er allermest glad, når jeg kan komme hertil. Det er et prægtigt sted, og det rummer<br />
mange af de minder, der er dyrebare for mig."<br />
I den første uge af oktober præsiderede præsidenten ved alle møderne til den<br />
halvårlige generalkonference i Salt Lake City. I sin åbningstale udtrykte han sin
Side 182<br />
tilfredshed med den måde, hvorpå Herrens værk gik fremad. "Fra alle dele af verden,<br />
hvor evangeliet forkyndes, viser rapporterne betydelig fremgang inden for næsten hvert<br />
eneste område." I sin afslutningstale opfordrede han indtrængende til eksemplarisk<br />
levevis.<br />
Dagen efter konferencens afslutning tog præsident McKay til Provo for at deltage i<br />
Ernest L. Wilkinsons indsættelse som præsident for Brigham Young University.<br />
Senere tog præsidenten toget til Washington D. C., hvor han den 22. oktober deltog<br />
i en konference for en gruppe af nationens fremtrædende mænd, som var blevet kaldt<br />
sammen af præsident Harry S. Truman for at overveje de problemer, De forenede<br />
Stater stod overfor.<br />
I november var han beskæftiget på sit kontor bortset fra korte ture til afsides<br />
liggende ward om søndagen. I begyndelsen af december rejste han til Randolph,<br />
Rich County, Utah, hvor han deltog i en banket for stavens unge, der blev æret pga.<br />
deres usædvanlige aktivitet i kirken. Ved denne lejlighed gav præsident McKay dem<br />
fortræffelig og inspirerende vejledning.<br />
Årets sidste uge tilbragte præsidenten i Salt Lake City. Den 23. december talte han<br />
til en forsamling bestående af det samlede medlemstal fra 27. og East 27. ward.<br />
XIV<br />
I januar 1952 tog præsident McKay toget til Los Angeles for at tale til over 1000 unge<br />
mennesker, der var forsamlet i South Los Angeles stavscenter for at høre deres leder<br />
tale over emnet tempelægteskab. Mødet blev afholdt den 31. januar, og de unge, der<br />
var til stede, blev opløftet og inspireret.<br />
Den 3. februar deltog præsidenten i åbningsmødet ved Los Angeles stavens<br />
konference. Samme dags eftermiddag mødtes han med lederne for 14 stave samt for<br />
Californiens mission og iværksatte en kampagne for at rejse en million dollars til hjælp<br />
til opførelsen af Los Angeles templet.<br />
Da præsident McKay fik underretning om apostel Joseph F. Merrills død, fløj han<br />
tilbage til Salt Lake City den 6. februar og var hovedtaleren ved den fremtrædende<br />
apostels begravelse, der blev afholdt i Tabernaklet den følgende dag.<br />
Under en voldsom snestorm om eftermiddagen den 2. marts deltog præsident<br />
McKay i indvielseshøjtidelighederne for det netop færdigbyggede Primary Childrens'<br />
Hospital, hvor han talte og opsendte indvielsesbønnen.<br />
Tre dage efter, den 5. marts, kørte han til Ogden for at deltage i ceremonier på<br />
Weber College, hvor det første spadestik blev taget på universitetets nye område til<br />
opførelse af 4 bygninger. Præsident McKays tale ved denne lejlighed var stort set et<br />
tilbageblik over hans første tilknytning til skolen.<br />
Den 7. marts kørte præsidenten til Logan og deltog i et møde til ære for stifteren af<br />
Utah State Agricultural College. Her holdt han en blændende tale om uddannelse - et<br />
frit folks bedste investering.<br />
Den 15. marts tog præsident McKay til Overton i Nevada, hvor han holdt tale for<br />
fuldt hus og indviede en ny kirkebygning. Dagen efter rejste han videre til det sydlige<br />
Californien. Han vendte tilbage til Salt Lake City tidsnok til at være til stede og præsidere<br />
ved den årlige konference i den første uge af april 1952.<br />
Søndagen efter konferencen, den 13. april, holdt præsident McKay en gribende<br />
påsketale, der blev udsendt over radioen. Den 30. april tog han toget fra Salt Lake City<br />
til Varnell Station i Georgia for at indvie et mindesmærke, der var blevet anbragt på
Side 183<br />
det sted, hvor ældste Joseph Standing' var blevet skudt af en pøbelhob den 21. juli<br />
1879. Indvielsen blev afholdt den 3. maj, og dagen efter talte han ved en konference<br />
for missionærer fra sydstaternes mission i Atlanta.<br />
(1) Joseph Standing (1854-1879) udførte en god mission til sydstaterne i 1875-1876.<br />
1 1878 blev han igen kaldet til sydstaterne. Den 21. juli 1879 blev han og Rudger<br />
Clawson mødt af en pøbelhob bestående af 12 mænd. Ældste Clawson blev ramt af<br />
en kølle. Ældste Standing blev skudt.<br />
Da præsidenten vente tilbage til Salt Lake City, tilbragte han et par dage på sit kontor,<br />
og på mors dag, søndag den 11. maj, holdt han en dejlig tale til en stor forsamling i<br />
East Mill Creek wards kirkebygning.<br />
Præsidenten satte ikke arbejdstempoet ned i 1952. Den 17. og 18. maj kørte han i<br />
bil til Californien og indviede to nye kirkebygninger i Fresno stav, den ene for Avenal<br />
gren og den anden for Merced ward.<br />
XV<br />
Da præsidenten vendte hjem, forberedte han sig til en af sit livs største rundrejser<br />
- om end ikke den største - en tur til Europa med fly for at besøge alle de europæiske<br />
missioner. Han blev ledsaget af søster McKay og søn og svigerdatter, David Lawrence<br />
og Mildred McKay. Han og hans ledsagere gik om bord i et fly i New York City den 1.<br />
juni 1951, krydsede havet i løbet af natten og ankom til lufthavnen i Glasgow, Skotland,<br />
den næste dag, hvor de blev mødt af præsidenten for den britiske mission, Stayner<br />
Richards, samt hans hustru. Samme aften deltog de i møder i Glasgow kirkebygning.<br />
Her fik præsidenten en kongelig velkomst.<br />
"I ved ikke, hvad denne genforening betyder for mig," sagde han. "Nogle af de<br />
kæreste venner, jeg har, mødte jeg her i det skotske distrikt for over 54 år siden, da<br />
jeg første gang kom til Glasgow som en ung ugift mand, der lige var kommet ud af<br />
skolen. At se jer medlemmer her i aften fylder mit hjerte med taknemmelighed." (Church<br />
Section, 11. juni 1952)<br />
To dage efter talte han til en stor forsamling hellige og venner i Edinburg, Skotland,<br />
og den næste dag fløj selskabet til London. Her afholdt man møder, hvor omtrent 1000<br />
medlemmer fra den britiske mission var til stede.<br />
Fra London fløj præsidenten og hans ledsagere til Holland, hvor de landede i<br />
Schipol lufthavn den 11. juni. Her blev de mødt af præsident og søster Donovan H.<br />
Van Dam fra den nederlandske mission. De overnattede på et hotel i Scheveningen,<br />
og den næste dag var præsident og søster McKay i audiens hos dronning Juliana<br />
af Holland. Præsidenten overrakte dronningen et eksemplar af Mormons Bog. Den<br />
følgende dag blev der afholdt en konference i Rotterdam for alle missionærer og hellige<br />
i den nederlandske mission, og præsidenten var hovedtaleren.<br />
Fra Holland fløj selskabet til København, hvor de blev modtaget af<br />
missionspræsident Edward H. Sorensen og hans hustru samt en stor gruppe hellige.<br />
Den næste dag talte præsident McKay til 3 store forsamlinger i Københavns<br />
kirkebygning.<br />
Efter at have opholdt sig 4 dage i Danmark fløj han og hans ledsagere til<br />
Stockholm, hvortil de ankom den 19. juni. Her blev præsidenten budt velkommen af<br />
missionspræsident Clarence F. Johnson og hans hustru, af hellige og missionærer<br />
samt af repræsentanter for pressen. Her afholdt man store møder, og den modtagelse,<br />
kirkens leder fik, var meget hjertelig.
Side 184<br />
Selskabet fortsatte til Helsinki, Finland, hvortil de ankom den 23. juni. Det var søster<br />
McKays fødselsdag, og for at ære hende blev der givet en middag i missionshjemmet af<br />
præsident og søster Henry A. Matis. Også i denne by afholdt man opbyggende møder,<br />
der blev overværet af medlemmer og venner.<br />
Fra Finland fløj de til Berlin, Tyskland, hvor de tilbragte 4 dage - fra den 25. juni til<br />
den 29. junii. Præsidenten talte til hundredvis af hellige i de møder, der blev afholdt<br />
i denne by, og han indviede også to kirkebygninger - i Charlottenburg og i Dahlem.<br />
Præsident Arthur Glaus var deres vært under dette besøg.<br />
Efter at have forladt Berlin foretog de en rundrejse i den vesttyske mission sammen<br />
med præsident og søster Edwin Q. Cannon. De blev hilst af store forsamlinger i<br />
Hæmborg, Frankfurt og andre steder, hvor der blev afholdt møder.<br />
De forlod Frankfurt den 3. juli og fløj til Zürich, Schweiz, hvor de blev modtaget af<br />
præsident og søster Samuel E. Bringhurst. Her var de hellige fyldt med den samme<br />
begejstring for deres præsident, som han havde mødt alle andre steder. I Bern<br />
undersøgte han beliggenheden for opførelsen af det første sidste dages hellige tempel<br />
i Europa. Dernæst købte man en grund til dette formål.<br />
Fra Schweiz fløj de til Paris, hvor de blev mødt af præsident og søster Golden<br />
L. Woolf samt en gruppe missionærer og hellige, og den 12. juli sagde præsidenten<br />
følgende ved et møde: "Hvis verden vil tage imod det gengivne evangeliums budskab,<br />
vil vi få fred hurtigere og mere effektivt end på nogen anden måde ."<br />
Den 16. juli besøgte præsidenten Wales, hvor han opsøgte sin mors fødested.<br />
Dagen efter deltog han og søster McKay i London i en havefest, der blev givet af<br />
dronning Elizabeth på Buckingham Palace.<br />
Der blev igen afholdt møder for missionærerne og de hellige i London, og den 20. juli<br />
fløj selskabet tilbage til Glasgow, Skotland, der var udgangspunktet for Europaturen.<br />
Det var her, præsident McKay bekendtgjorde, at der ville blive bygget et tempel i<br />
Schweiz.<br />
Den 21. juli 1952 gik selskabet om bord i et fly til New York City, hvortil de ankom<br />
den følgende dag. Præsidenten tilbragte 50 dage i Europa, og i løbet af disse dage<br />
afholdt han 45 møder. Fire dage efter (den 26. juli) blev familien McKay modtaget af<br />
en stor gruppe venner i Salt Lake air terminal og budt velkommen hjem.<br />
XVI<br />
Præsident McKays første rejse efter sin hjemkomst fra Europa gik til Los Angeles, hvor<br />
han den 9. og 10. august rådførte sig med kirkeledere angående Los Angeles templets<br />
opførelse. To uger efter tog han til Brigham City, Utah, hvor han den 24. august indviede<br />
en kirkebygning. Ugen efter tog han til Hyrum, Utah, og indviede et stavstabernakel,<br />
der var blevet bygget større.<br />
Den 8. september 1952 fejrede præsident McKay sin 79-års fødselsdag. Han<br />
tilbragte det meste af dagen på sit kontor, hvor han blev ønsket til lykke af mange<br />
venner. Om aftenen blev der afholdt en familiefest i hans hjem.<br />
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i den første uge af oktober 1952,<br />
præsiderede præsident McKay ved alle møderne. I sin åbningstale gav han en længere<br />
beretning om sin Europatur.<br />
To uger efter konferencens afslutning indviede han en ny stavs- og wardsbygning<br />
i Lake View ward, Lake View stav, lige syd for Ogden, Utah. Den 26. november talte
Side 185<br />
han til de kombinerede Kiwanis og Rotaryklubber(1) i Ogden. Hans emne var "Loyalitet<br />
over for regeringen og forfatningen".<br />
(1) Kiwanis- en tjenesteorganisation bestående af forretningsmænd og mænd<br />
med liberale erhverv. Deres aktiviteter omfatter landbrug, offentlige anliggender,<br />
forretningsnormer, støtte af kirker, arbejde med drenge og piger samt<br />
erhvervsvejledning.<br />
Ved begravelsen af den fremtrædende apostel, John A. Widtsoe, der foregik i<br />
Tabernaklet den 2. december, hyldede præsident McKay ham og fremhævede, at<br />
afdøde havde brugt sine talenter og evner til kirkens fremme. Fem dage efter talte han<br />
ved Idaho Falls stavens konference. Hans emne var "Hjemmet og familien - en kilde<br />
til lykke".<br />
Den 23. december 1952, talte han i sit eget ward, det 27. i Salt Lake City, over emnet<br />
"Gudfrygtighed, som Jesus var et eksempel på". Det var afslutningen på et meget<br />
begivenhedsrigt år.<br />
XVII<br />
Kort efter den 1. januar 1953 rejste præsident McKay til Los Angeles, hvor han den<br />
3. og 4. januar talte til store forsamlinger i Wilshire wards kirkebygning. Om søndagen<br />
indviede han en grensbygning i Laguna Beach. Dagen efter, den 5. januar, tog han det<br />
første spadestik til et nyt missionshjem, der skulle bygges i nærheden af Los Angeles<br />
templet.<br />
Efter at være vendt tilbage til Salt Lake City tog han toget til Nyssa, Oregon den 10.<br />
januar, og dagen efter indviede han en smuk kirkebygning for Ontario ward og Nyssa<br />
stav i Ontario, Oregon.<br />
Efter at være vendt hjem igen forblev han i Salt Lake City indtil den 21. februar. Derpå<br />
tog han toget til Palo Alto, Californien, hvor han den 22. indviede en ny kirkebygning<br />
i San Mateo.<br />
I marts måned foretog præsidenten kun en rejse, og den gik til North Ogden,<br />
hvor han talte ved højtideligholdelsen af 100-års dagen for North Ogden wards<br />
grundlæggelse.<br />
Da præsident McKays anstrengende 2. år som præsident for kirken nærmede sig<br />
sin afslutning, var han optaget af at præsidere over kirkens 123. årlige konference.<br />
Kort efter generalkonferencen i april 1953 rejste præsident McKay til Phoenix,<br />
Arizona, hvor han den 19. april talte til en stor gruppe mormoner og ikke-mormoner<br />
ved et friluftsmøde i Litchfield Park. Mødet blev afholdt under ledelse af Paul W.<br />
Litchfield, bestyrelsesformand for Goodyear Tire and Rubber Company. Tidligere på<br />
dagen havde præsidenten talt til 3.600 af kirkens medlemmer i Phoenix First Ward<br />
kirkebygning.<br />
Fra Phoenix rejste han til Dallas, Texas, hvor han søndag den 26. april indviede en<br />
netop færdigbygget grensbygning og talte til en forsamling på over 1.200 mennesker.<br />
Da præsident McKay vendte tilbage til Utah, blev han inviteret til at deltage i<br />
translokationen på Branch Agricultural College i Cedar City, Utah. Der holdt han en<br />
tankevækkende tale over emnet "Fire betingelser for succes".<br />
I den sidste uge i maj 1953 tog præsident McKay en stor gruppe af kirkens<br />
ledere samt deres hustruer med på en togrejse til Omaha, Nebraska. Der indviede<br />
han den 1. juni på præsident Brigham Youngs fødselsdag en stor, ny stålbro.
Side 186<br />
Den kom til at hedde "Mormonpionerbroen", og den spænder over Missourifloden,<br />
hvor mormonerne i pionerdagene sejlede over med færge. Præsidenten talte og<br />
genopfriskede pionerernes historie for den umådelige tilhørerskare, der var forsamlet.<br />
Efter ceremonierne i Omaha rejste præsident McKay østpå til Washington D. C. og<br />
deltog i en konference om USA's udenrigspolitik, arrangeret af udenrigsminister John<br />
Foster Dulles. En gruppe af nationens førende mænd var blevet inviteret til at deltage<br />
i denne konference. Præsidenten kom tilbage til Salt Lake City tidsnok til at være til<br />
stede ved den årlige GUF-konference, hvor han holdt en fantastisk tale over emnet<br />
"Ungdommens ansvar og mission".<br />
I juli 1953 blev præsident McKay beæret med en invitation til at tale til det nationale<br />
råd for Amerikas drengespejdere ved en frokost, der skulle afholdes på Statler Hotel<br />
i Los Angeles den 17. juli. I denne fremragende tale opfordrede han sine tilhørere<br />
til at værne om deres lands idealer. Ved mødets slutning hædrede man ham ved<br />
at overrække ham en Silver Buffalo (sølvbøffel), den højeste belønning inden for<br />
spejderbevægelsen, som Amerikas drengespejdere tildeler en fremragende leder. I en<br />
hædrende omtale, der fulgte med belønningen, stod der følgende:<br />
"Til dr. David O. McKay, Salt Lake City, Utah: Kirkeleder, missionær, pædagog,<br />
præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige; den 9. præsident i rækken<br />
siden Joseph Smith, kirkens grundlægger og første profet. Indehaver af æresgrader<br />
fra adskillige universiteter. I sine missionærbestræbelser har han rejst verden rundt.<br />
Han har udfyldt offentlige ansvar, inklusive formandskabet for Utah State Centennial<br />
Celebration af 1947, hvor man mindedes mormonpionerernes ankomst til Saltsødalen<br />
under Brigham Youngs ledelse.<br />
Som glødende tilhænger af spejderbevægelsen var en af hans fremragende<br />
beslutninger som præsident for kirken forslaget om, at ulveungeprogrammet blev<br />
indført for kirkens drenge. Han er meget interesseret i unge mennesker, særlig inden<br />
for organisationer som søndagsskolen, samt Unge Mænds og Unge Pigers gensidige<br />
uddannelsesforeninger.<br />
Som livskraftig pioner og kolonist vedligeholder og støtter han vestens traditioner."<br />
Dagen efter spejdermødet i Los Angeles fløj præsident McKay til Salt Lake City for<br />
at deltage i begravelsen for ældste Albert E. Bowen, et medlem af De tolvs Råd. Fem<br />
dage efter var han hovedtaleren ved en festligholdelse i Snowflake, Arizona, der blev<br />
afholdt til ære for dette samfunds pionerer.<br />
Og nu påbegyndte præsident McKay endnu en epokegørende rejse til Europa med<br />
fly for at indvie grunde til SDH-templer i Schweiz og England. Han og hans hustru samt<br />
sønnen Llewelyn gik om bord i et fly i New York City den 2. august 1953 og ankom til<br />
London næste morgen. Uden at tage et hvil først kørte de samme dag til Newchapel,<br />
38 1/2 km syd for London, og på et stykke land bestående af 13 ha., som kirken havde<br />
købt, valgte præsident McKay beliggenheden for det første SDH-tempel i England.<br />
Dagen efter, den 4. august, fløj han og hans ledsagere fra London til Basel, Schweiz.<br />
De overnattede i Basel, og onsdag den 5. august kørte de i bil til Bern, hvor præsident<br />
McKay ved en gribende ceremoni indviede tempelgrunden.<br />
Derpå vendte selskabet tilbage til England den 7. august. Mandag den 10.<br />
fortsatte de til Newchapel, og efter et kort møde, hvor alle de tilstedeværende følte<br />
begivenhedens betydning, indviede præsident McKay grunden til det første tempel, der<br />
skulle opføres i England. I den korte periode på 10 dage havde han skabt historie, der<br />
vil blive husket i mange kommende generationer.
Side 187<br />
Præsident McKay og hans ledsagere var tilbage i New York City lørdag den 15.<br />
august, og 4 dage efter steg de af toget i Salt Lake City, hvor de blev modtaget af<br />
familiemedlemmer og mange venner.<br />
XVIII<br />
Tirsdag den 8. september 1953 var det præsident David O. McKays 80-års fødselsdag.<br />
Fra hans ankomst til sit kontor og indtil om aftenen var dagen fyldt med mange<br />
begivenheder, hvor folket havde lejlighed til at vise deres kærlighed til deres leder.<br />
Der kom telegrammer og breve fra venner og bekendte fra alle dele af verden. Mange<br />
venner ringede ham op på kontoret for at ønske ham til lykke. Ved middagstid samledes<br />
omkring 500 forretningsmænd og fremtrædende borgere på Hotel Utah for at vise ham<br />
ære. Om aftenen samledes præsident og søster McKay med børn og børnebørn i<br />
Robert R. McKays hjem for at fejre begivenheden.<br />
"Når jeg tænker på, at jeg er 80 år gammel, er jeg forbavset over, hvor hurtigt tiden<br />
flyver af sted," sagde han til en journalist. "Når jeg ser tilbage på mit liv, er det som om<br />
barndommen og ungdommen og alt, hvad der er forbundet hermed - alle en ganske<br />
almindelig bondedrengs højt skattede minder og forhåbninger - blot ligger 10 år tilbage<br />
i tiden."<br />
<strong>Kirkens</strong> halvårlige konference fandt sted i oktober, og præsident McKay<br />
præsiderede ved alle møderne. Den 1. oktober tog han det første spadestik til den<br />
nye hjælpeforeningsbygning på North Main Street ved en imponerende ceremoni. I en<br />
tale sagde han følgende til de tilstedeværende: "Jeg har kun gode tanker om kirkens<br />
hjælpeforening i dag."<br />
I slutningen af oktober foretog han en forretningsrejse mod nordvest for at inspicere<br />
sukkerfabrikkerne i Yakima og Moses Lake, Washington, der tilhørte Utah-Idaho Sugar<br />
Company, som han var direktør for.<br />
Hovedbegivenheden i december var nedlægningen af hjørnestenen til Los Angeles<br />
templet, der fandt sted den 11. Præsident McKay præsiderede ved denne begivenhed<br />
og bød velkommen til de hundreder, der var forsamlet. Præsident Stephen L. Richards<br />
bekendtgjorde, at hjørnestenen var blevet lagt og opsendte derpå indvielsesbønnen. I<br />
bønnen udtrykte han taknemmelighed for præsident McKay.<br />
"Vi takker dig, o Herre, for din tjener, David O. McKay, den nuværende præsident for<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Vi er taknemmelige for hans livs lærdomme<br />
og eksempel. Vi takker dig for hans effektive og utrættelige bestræbelser for at fremme<br />
din sag overalt i verden. Vi takker dig for hans klarsyn og hans mod til hele tiden at gå<br />
fremad både ude og hjemme for at opbygge og styrke kirken."<br />
To dage efter ceremonierne i forbindelse med hjørnestensnedlægningen for Los<br />
Angeles templet døde Matthew Cowley fra De tolvs Råd i Los Angeles. Begravelsen<br />
for denne fremtrædende kirkeleder blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet onsdag den<br />
17. december 1953 med præsident McKay som hovedtaler. Han priste ældste Cowley<br />
som "en af naturens sande adelsmænd".<br />
Søndag den 20. december gav præsident McKay et julebudskab gennem radioens<br />
program, Church of the Air".<br />
XIX<br />
Tirsdag den 29. december 1953 påbegyndte præsident David O. McKay og hans hustru<br />
en rejse på 51.500 km - en rejse, der skulle føre dem til missionerne i Storbritannien,
Side 188<br />
Sydafrika samt Syd- og Centralamerika. Dette var den længste og mest anstrengende<br />
rejse i hele præsidentens liv, og han var nu i sit 81. år.<br />
Præsident og søster McKay tog toget fra Salt Lake City til New York City, hvor de<br />
lørdag den 2. januar 1954 gik om bord i Pan American Airways Clipper for at flyve til<br />
London, England.<br />
De ankom dagen efter og blev i London indtil den 7. januar, hvor de tog med fly<br />
til Sydafrika, ledsaget af A. Hamer Reiser, præsident for den britiske mission. Turen<br />
gik over Lissabon i Portugal samt Dakar i Afrika. Under rejsen skrev ældste Reiser<br />
følgende:<br />
"Præsident og søster McKay er verdens mest vidunderlige rejsende - elskværdige,<br />
afslappede, fulde af omtanke for enhver. De tænker altid på dem derhjemme, der<br />
hjælper så meget ved at arrangere alting i forvejen."<br />
Der er ikke plads til at komme ind på alle de interessante detaljer ved denne<br />
rejse. Det skal blot nævnes, at præsidenten og hans ledsagere ankom i god behold til<br />
Johannesburg, Sydafrika, lørdag den 9. januar, kl. 19:30. Der blev de budt velkommen<br />
af præsident Leroy H. Duncan og et folk, der aldrig før havde set nogen af kirkens<br />
præsidenter.<br />
"Disse sydafrikanske hellige," skrev ældste Reiser, "med al den længsel hos et<br />
hengivent folk, som aldrig før har set en af kirkens generalautoriteter, var ude af sig<br />
selv af glæde og gjorde alt for at vise inderligheden i deres velkomst."<br />
Søndag den 10. januar 1954 talte præsidenten til 450 medlemmer af Transvaal<br />
distriktet i Duncan Hall. "Alle nød godt af den vidunderlige inspiration, mens han udøste<br />
visdom og kærlighed," skrev ældste Reiser.<br />
I Pretoria i nærheden af Johannesburg havde præsident McKay en samtale med W.<br />
J. Gallman, De forenede Staters ambassadør i Sydafrika.<br />
Efter at have tilbragt to dage i Johannesburg fløj præsidenten og hans ledsagere til<br />
Capetown, en afstand på 1400 km. "Præsidenten fik en modtagelse, der lignede den,<br />
han havde fået i Johannesburg - bevægende og smuk!"<br />
Man tilbragte 3 travle dage i Capetown, og folkets hjerter blev varmet ved<br />
tilstedeværelsen af deres præsident. Den 19. januar blev tilbagerejsen så påbegyndt.<br />
Selskabet gik om bord i et fly til Dakar, og efter en lang rejse nåede man dertil om<br />
morgenen den 21. januar 1954.<br />
Samme dags aften gik de igen om bord i et fly for at krydse Atlanten mod vest<br />
til Brasilien. Denne rejse foregik uden uheld, og de ankom til Rio de Janeiro den<br />
22. januar, Der blev de mødt af en gruppe brasilianske hellige samt præsident Asael<br />
Sorenson. Næste morgen blev de modtaget af deres søn, Robert McKay, som var fløjet<br />
fra Salt Lake City for at ledsage dem på den sydamerikanske tur og virke som tolk<br />
under dette ophold. Mens de var i Rio de Janeiro, aflagde de besøg hos James S.<br />
Kemper, De forenede Staters ambassadør i Brasilien.<br />
Derpå forlod de Rio de Janeiro og fløj til Sao Paulo, den brasilianske missions<br />
hovedsæde. Der blev afholdt 3 møder i løbet af dagen, og præsident McKay talte ved<br />
dem alle. Dagen efter blev der afholdt en konference for missionærerne i Brasilien.<br />
Den 26. januar fortsatte man rejsen til Montevideo, Uruguay. Her blev selskabet<br />
modtaget af præsident og søster Lyman S. Shreeve. Der blev afholdt møder med de<br />
hellige, og præsident McKay havde en samtale med USA's ambassadør Mclntosh. Han<br />
lagde også hjørnestenen til en ny kirkebygning i Montevideo; det var den anden, kirken<br />
skulle opføre i Sydamerika.
Side 189<br />
Efter besøget i Uruguay fløj præsident McKay og hans ledsagere den 1. februar<br />
til Buenos Aires, Argentina. Her blev de modtaget af missionspræsidenten og hans<br />
hustru, Lee og Amy Valentine, samt en gruppe hellige.<br />
I Buenos Aires havde præsident McKay et interessant, men anstrengende besøg.<br />
Først talte han til en gruppe på 200 amerikanske forretningsmænd samt disses<br />
hustruer. Derpå havde han en personlig samtale med præsident Juan D. Peron,<br />
hvorefter han aflagde besøg hos USA's ambassadør, Alfred F. Nufer. Han deltog også<br />
i mange kirkemøder og måtte somme tider køre flere hundrede kilometer for at tale til<br />
grupper af hellige. Det største møde, der blev afholdt, fandt sted i Cervantes Theatre i<br />
Buenos Aires, hvor 800 medlemmer og undersøgere var til stede.<br />
Den 8. februar fløj præsidenten og hans ledsagere til Santiago, Chile, hvortil de<br />
ankom den følgende dag. I Santiago fandt de kun 2 medlemmer af kirken. Dagen efter<br />
nåede de til Lima, Peru. Her mødte præsident McKay en lille gruppe medlemmer, der<br />
havde organiseret en søndagsskole. Ved denne lejlighed sagde han: "Hvem ved, om<br />
man ikke en dag vil henvise til dette lille møde som begyndelsen til en mission i denne<br />
store stat, Peru?"<br />
Selskabet gik igen om bord i et fly og fløj til Panama City, Panama, hvor de blev<br />
modtager af præsident Gordon Romney fra Mellemamerikas mission. Her blev der<br />
afholdt et møde med de få medlemmer, der bor i Kanalzonen, og derpå fortsatte man<br />
rejsen nordpå til Guatemala City, Guatemala. Efter et kort ophold tog selskabet af<br />
sted til Los Angeles, Californien, hvortil de ankom den 16. februar. Ved sin ankomst<br />
erklærede præsident McKay over for en af Deseret News'(1) journalister:<br />
(1) Salt Lake City aftenavis<br />
"Vore forventninger og ønsker, før vi tog hjemmefra, er mere end blevet opfyldt<br />
mht. kirkevilkår og udsigter til fremtidigt arbejde i Sydafrika og Syd- og Mellemamerika.<br />
Aldrig på noget tidspunkt i kirkens historie har mulighederne for at forkynde evangeliet<br />
i verden været mere gunstige."<br />
XX<br />
Efter en uges ophold i Los Angeles, hvor de hvilede ud efter deres lange rejse, vendte<br />
præsident og søster McKay tilbage til Salt Lake City, hvor de fik en varm velkomst af<br />
familiemedlemmer og venner.<br />
Ved en ceremoni den 8. marts 1954, der gjorde dr. Henry Aldous Dixon til præsident<br />
for Utah State Agricultural College i Logan, holdt præsident David O. McKay en<br />
storslået åbningstale med den amerikanske levevis som emne.<br />
Den 18. marts påbegyndte han endnu en flyrejse for at besøge en af kirkens<br />
missioner, som han havde været nødt til at springe over på sin nyligt overståede,<br />
omfattende rejse - den mexikanske mission. Han tilbragte 3 dage i Mexico City, hvor<br />
han afholdt møder med de hellige og missionærerne. Ved sin hjemkomst erklærede<br />
han over for pressen: "Den 3 dage lange tur var præget af en overvældende gæstfrihed.<br />
Overalt hvor vi kom, fik vi ikke blot håndtryk, men blev også omfavnet. Det mexikanske<br />
folks oprigtighed og venlighed betog os konstant."<br />
<strong>Kirkens</strong> årlige konference blev afholdt i den første uge i april 1954, og præsident<br />
McKay præsiderede ved alle møder. I sin åbningstale henviste han til sin nyligt<br />
overståede, omfattende missionsrejse:<br />
"Nylige besøg i verdens forskellige missioner har gjort større indtryk på mig end<br />
nogensinde før mht. kirkens betydning og størrelse og dens ansvar for at gøre<br />
forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium mere effektiv."
Side 190<br />
I sine afsluttende bemærkninger udtrykte han et ønske om, at,, ånden ved denne<br />
storslåede konference" ville ledsage folket "og bringe fred i deres hjerter og harmoni<br />
i deres hjem".<br />
(1) Founder's Day (stiftelsesdag) - en dag, hvor man ærer stifteren af en institution.<br />
Ikke en helligdag.<br />
Hans første møde uden for byen efter konferencen var i Ogden, hvor han den<br />
16. april deltog i Founder's Day(1) ceremonier på Weber College. I sin tale til den<br />
forsamlede gruppe sagde han: "Vi må værne om de stiftende fædres idealer og<br />
karakter, da karakter er højere end intellekt."<br />
Sammen med søster McKay tog præsident McKay toget fra Salt Lake City den 23.<br />
april for at rejse østpå. Søndag den 25. april indviede han en kirkebygning i Madison,<br />
Wisconsin. I New York City var søster McKay, der var blevet valgt til Årets Mor i Utah,<br />
med til at hædre årets amerikanske mor. På tilbagerejsen indviede præsidenten en<br />
kirkebygning i Cleveland, Ohio. Den 8. maj var han igen i Salt Lake City, hvor han holdt<br />
en tale på mors dag i Stratford ward.<br />
Den 26. maj rejste præsidenten til Provo, hvor han præsiderede ved en ceremoni,<br />
der blev afholdt på Brigham Young University. Han indviede 22 bygninger, der skulle<br />
bruges til studenterboliger og som var blevet opkaldt efter fremtrædende personer i<br />
kirken. I sin tale ved denne begivenhed talte han om "Sand storhed".<br />
Ved GUF-konferencen i juni holdt præsidenten en gribende tale til den store<br />
forsamling over emnet "Forbilleder på et lykkeligt hjemliv".<br />
Den 16. juli 1954 holdt man "David O. McKay Day" i Ogden, Utah, hvor præsident<br />
McKay tidligere havde boet. Ved middagstid samme dag hædrede man ham ved en<br />
frokost, der blev afholdt på Ben Lomond Hotel, hvor 400 af byens fremtrædende mænd<br />
og kvinder var til stede. Om eftermiddagen præsiderede han ved nedlæggelsen af<br />
hjørnestenen til det nye Ogden tabernakel. "Det har været en dejlig dag," sagde han,<br />
"og den vil stå som noget helligt i min erindring."<br />
I den første uge af august rejste præsidenten til Los Angeles, Californien, hvor han<br />
den 8. talte til 16.000 mennesker i Hollywood Bowl ved en GUF-konference for de<br />
sydcaliforniske stave. Hans emne var "Et liv i overflod" (se Joh. 10:10).<br />
Den 8. september 1954 fejrede præsident McKay sin 81-års fødselsdag. Ved denne<br />
begivenhed sagde han: "Hemmeligheden ved et lykkeligt liv - og mit liv har været<br />
lykkeligt - er at lære at elske sit arbejde og at lægge det bedste, man har, i det."<br />
Præsident McKay var i Chicago den 10. september 1954, hvor han deltog i den<br />
19.årlige kongres for De forenede Staters og Canadas afdeling af the International<br />
College of Surgeons(1), hvor hans søn, dr. Edward McKay var en af talerne. Ved denne<br />
lejlighed fik præsident McKay tildelt æresmedlemskab i the International College of<br />
Surgeons.<br />
(1) En international organisation af kirurger.<br />
Den 17. september var han i Provo, hvor han talte til lærerstaben på Brigham Young<br />
University over emnet "Nogle grundlæggende mål for kirkeuniversitetet".<br />
I den første uge af oktober præsiderede han ved kirkens halvårlige konference.<br />
Emnet for hans åbningstale var, at alle medlemmer først skulle søge Guds rige (se<br />
Matt. 6:33).<br />
I sine afsluttende bemærkninger formanede han alle de tilstedeværende til at gøre<br />
Gud til midtpunktet i deres liv.
Side 191<br />
Den 14. november var præsidenten i Las Vegas, Nevada, hvor han indviede en<br />
kirkebygning for 5. og 6. ward i Las Vegas stav. Han talte til medlemmerne over emnet<br />
"Tilfredshed og fremgang".<br />
En uge efter talte han til en stor gruppe i Ogden, da han indviede en kirkebygning<br />
for det 34. og 37. ward. Hans emne var "To grundlæggende formål med kirken".<br />
Ved en middag på Hotel Utah den 29. november 1954, organiseret af det<br />
farmaceutiske fakultet fra University of Utah, fik præsident McKay igen tildelt<br />
internationale æresbevisninger, da den græske konsul i San Francisco, John Tzounis,<br />
på kong Paul af Grækenlands vegne, overrakte ham "Kommandør af Fønix ordenen",<br />
den næsthøjeste belønning tildelt af den græske konge. Denne ære blev til dels<br />
skænket pga. kirkens indsats for at hjælpe det græske folk under det store jordskælv<br />
i 1953.<br />
Den 14. december 1954 var præsident McKay på Brigham Young University for at<br />
deltage i indvielsen af en bygning, der var blevet opkaldt efter ham til hans ære. Efter<br />
indvielsesbønnen ved Stephen L. Richards holdt præsident McKay en kort tale. "Dette<br />
er et gribende øjeblik." erklærede han. "I min uddannelsesmæssige karriere er det det<br />
mest betydningsfulde i mit liv. Jeg fornemmer en følelse af voksende taknemmelighed<br />
og ansvar, som jeg aldrig før har erfaret."<br />
XXI<br />
Og nu påbegyndte præsident McKay igen en af sine store rejser med besøg i kirkens<br />
missioner - denne gang til Stillehavsområdet. Ledsaget af søster McKay og kirkens<br />
rejsearrangør, Franklin J. Murdock, der virkede som hans sekretær, forlod han Salt<br />
Lake City den 2. januar 1955 og tog toget til San Francisco, Californien. Her gik<br />
selskabet den 4. januar om bord i et rutefly med kurs mod Honolulu, Hawaii, hvortil<br />
de ankom samme dags aften. Fra Honolulu fløj de videre til Nandi i Fijiøerne. Efter<br />
en dags ophold i Nandi kørte selskabet til Suva, hvor der blev afholdt to møder med<br />
missionærer og medlemmer. Med båd fra Suva ankom selskabet den 11. januar til<br />
Nukualofa, Tonga. Her blev de modtaget af præsident og søster D'Monte W. Coombs<br />
fra Tonga-missionen. Man afholdt et møde, hvor 1200 indfødte var til stede. To dage<br />
efter blev der afholdt møder i Vavau. Overalt var folk ude af sig selv af glæde over<br />
at møde deres præsident og høre fra ham. Aldrig før var Stillehavsmissionerne blevet<br />
besøgt af en præsident for kirken.<br />
Den 14. januar nåede man Pago Pago, Samoa. Her blev præsident McKay og hans<br />
ledsagere modtaget af præsident og søster Howard B. Stone fra Samoa-missionen.<br />
Den 15. januar nåede man til Apia. Dette var missionens hovedsæde. Kysten var fuld<br />
af begejstrede medlemmer, der bød dem velkommen, da de steg i land fra båden.<br />
Selskabet blev så kørt i bil til missionshjemmet.<br />
Den følgende dag blev der afholdt møder med de hellige og missionærerne, og<br />
præsidenten og hans ledsagere besøgte Sauniatu, hvor man havde rejst et smukt<br />
monument til minde om den velsignelse, præsident McKay som apostel gav folket<br />
under sit første besøg på øerne i 1921.<br />
Efter at have forladt Apia, Samoa, den 18. januar fortsatte de rejsen til Aitutaki<br />
og derpå til Papeete, Tahiti. Her blev der også afholdt møder med missionærer og<br />
hellige. Mandag den 20. januar 1955 fløj man videre til New Zealand. I Auckland blev<br />
præsidenten og hans ledsagere modtaget af præsident og søster Sidney J. Ottley fra<br />
New Zealand-missionen.
Side 192<br />
Præsident McKay nød i fulde drag besøget i denne mission, og overalt blev han<br />
elsket og æret af missionærer og hellige. Efter 5 dage med uafbrudte aktiviteter<br />
fløj selskabet videre til Sydney, Australien, hvortil de ankom den 31. januar om<br />
eftermiddagen. Her blev de modtaget af præsident og søster Charles V. Liljenquist fra<br />
den australske mission. Der blev afholdt møder i Sydney, og derpå gik rejsen videre til<br />
Brisbane. Der blev præsidenten budt velkommen af grupper af hellige og missionærer,<br />
og han gav dem opmuntrende og styrkende ord. Senere blev Adelaide og Melbourne<br />
besøgt.<br />
Den 8. februar 1955 påbegyndte man den lange flyrejse fra Australien til De forenede<br />
Stater. Man ankom til Honolulu, Hawaii, den 9. februar. Efter et interessant, men<br />
anstrengende besøg med hellige og missionærer fra Hawaii vendte præsidenten og<br />
hans ledsagere tilbage til De forenede Stater den 14. februar. Samme aften ankom de til<br />
Salt Lake City, Utah. Præsident McKays store og hjertevarmende besøg til missionerne<br />
i Stillehavet var fuldført.<br />
XXII<br />
Efter sin tilbagevenden til fastlandet bekendtgjorde præsidenten, at der ville blive<br />
bygget et tempel i New Zealand. Denne meddelelse skabte stor glæde blandt kirkens<br />
medlemmer i Stillehavsmissionerne.<br />
<strong>Kirkens</strong> generalkonference blev afholdt i den første uge af april 1955 i Salt Lake<br />
Tabernaklet. I sin åbningstale talte præsidenten om at virke til fremme for fred i verden;<br />
han berettede også om episoder fra sin nyligt overståede rejse.<br />
Efter konferencen rejste præsidenten til St. George, Utah, hvor han den 17. april<br />
indviede 5. og 6. wards kirkebygning.<br />
Den 24. april 1955 var præsident McKay i Los Angeles, hvor han talte over emnet<br />
karakterudvikling til en stor gruppe SDH seminarelever.<br />
Den 9. maj var han i Washington D. C., hvor han deltog i en middag i Det hvide Hus<br />
som præsident Dwight D. Eisenhowers gæst.<br />
I juni var han hovedtaleren ved GUF-konferencen i Tabernaklet i Salt Lake City.<br />
Hans emne var "Vort ansvar bør sætte os i stand til at modstå fejltrin".<br />
Den 19. juni var han i East Ensign ward i Salt Lake City, hvor han indviede en ny<br />
kirkebygning.<br />
I juli opfyldte han forskellige aftaler i wardene og stavene, og den 10. i måneden holdt<br />
han en bemærkelsesværdig pionerdags tale over emnet "Utahpionerernes idealer".<br />
Den 31. indviede han kirkebygningen for Park og University ward i Utah stav.<br />
XXIII<br />
Onsdag den 10. august 1955 forlod Tabernakelkoret Salt Lake City for at drage ud på<br />
sin epokegørende rejse til Europa. Seks dage efter forlod præsident McKay sammen<br />
med søster McKay, sin søn dr. Edward McKay og dennes hustru, samt sin sekretær<br />
Clare Middlemiss Salt Lake City og fløj til Glasgow, Skotland, hvortil de ankom den 18.<br />
august. Samme dag bød præsidenten og hans ledsagere Tabernakelkoret velkommen,<br />
da de gik i land fra Saxonia i Greenock, og næste aften nød de korets koncert i Kelvin<br />
Hall, Glasgow. De fik også en officiel velkomst til byen Glasgow af borgmesteren John<br />
Porter.<br />
Om aftenen den 20. august fløj præsident McKay og hans ledsagere til London,<br />
mens koret fortsatte sin turne gennem Europas vigtigste byer. Præsidenten var i stand<br />
til at overvære koncerterne i London, Bern og Zürich.
Side 193<br />
I Newchapel, 38 km syd for London, tog præsidenten officielt det første spadestik<br />
til det britiske tempel lørdag den 27. august 1955. Ceremonien blev overværet af ca.<br />
2500 mennesker.<br />
Den 1. september fløj præsidenten og hans ledsagere til Paris, Frankrig, hvor han 3<br />
dage efter afholdt en missionærkonference og indviede et missionshjem og mødehus,<br />
kirkens første i Frankrig. Fra Paris fortsatte selskabet i bil til Bern, Schweiz, hvortil de<br />
ankom den 7. september. Den følgende dag, den 8. september, fejrede præsidenten<br />
sin 82-års fødselsdag. Tre dage efter, søndag den 11. september 1955, indviede<br />
præsident McKay - under stor højtidelighed og med Tabernakelkorets tilstedeværelse<br />
- templet i Bern, det første tempel opført af de sidste dages hellige i Europa. Dette var<br />
bestemt en historisk begivenhed.<br />
Præsidenten forblev i Bern fra den 11. til den 16. september og præsiderede<br />
ved 9 indvielsesmøder, der blev overværet af tusinder af hellige, missionærer og<br />
militærpersoner fra alle dele af Europa.<br />
XXIV<br />
Efter at have forladt Bern fløj præsidenten og hans ledsagere tilbage til Salt Lake<br />
City, hvortil de ankom den 22. september 1955. Præsidenten var meget glad for det,<br />
han havde været vidne til i Europa. "Templet i Bern", sagde han, "er en af de bedste<br />
investeringer, kirken nogensinde har gjort." Mht. Tabernakelkorets turne: "Hver eneste<br />
forestilling har overrasket folk, og overalt hvor koret har vist sig, har pressen skrevet<br />
de mest rosende anmeldelser - alle velfortjente."<br />
Den 3. oktober var han i sin hjemby, Huntsville, hvor han tog det første spadestik<br />
til en ny kirkebygning.<br />
Ved kirkens halvårlige konference, der blev afholdt i Salt Lake City i den første uge af<br />
oktober, aflagde præsident McKay en udførlig rapport over korets turne samt indvielsen<br />
af templet i Schweiz. Han sluttede med at sige: "Jeg glæder mig over, at vi har det<br />
privilegium at arbejde sammen for at oprette Guds rige på jorden."<br />
Tirsdag den 11. oktober var præsidenten i Provo, hvor han talte til eleverne på<br />
Brigham Young University over emnet "Idealer, der bidrager til et lykkeligt og varigt<br />
ægteskab".<br />
Ved en frokost for the Sons of the Utah Pioneers(1), der blev afholdt i Salt Lake City<br />
den 12. oktober, overrakte Horace Sorenson, præsident for den nationale organisation,<br />
præsident McKay et æresmedlemskab for livstid.<br />
(1) En organisation for mandlige efterkommere af Utahpionerer. Deres hovedformål<br />
er at bevare pionerernes minde for efterkommere.<br />
Den 3. uge i oktober rejste han til Mesa, Arizona, og talte ved en lamanitisk<br />
konference, der blev afholdt i denne by. Ved sin tilbagevenden til Utah deltog han i en<br />
hædersbevisning for biskop Thorpe B. Isaacson, der blev afholdt i Ephraim, Utah.<br />
Søndag den 30. oktober deltog præsidenten i indvielsen af San Fernando Stake<br />
Center i Van Nuys, Californien, og holdt en fantastisk tale over emnet "Nøglen til<br />
lykke i hjemmet og i samfundet". Søndagen efter indviede han en kombineret kirke- og<br />
stavsbygning i Stockton, Californien.<br />
Endnu en ære blev tildelt præsident McKay af det græske folk, da han den 20.<br />
november modtog en guldmedalje fra den græsk-ortodokse kirke som påskønnelse for<br />
den hjælp, kirken ydede det græske folk efter krigen og jordskælvet.
Side 194<br />
Thanksgiving Day, torsdag den 24. november, var han i Monument Park stav i Salt<br />
Lake City, hvor han talte for en stor forsamling ved indvielsen af en ny kirkebygning for<br />
3. og 4. ward. Den 14. december holdt han en tale over radioens program "Church of<br />
the Air". Hans emne var "Profeten Joseph Smith - Kilden til hans storhed".<br />
Den sidste søndag i 1955 gav han et julebudskab til medlemmerne i sit eget ward<br />
- det 27. i Salt Lake City.<br />
Den 2. januar 1956 fejrede præsident og søster McKay deres 55-års bryllupsdag.<br />
Seks dage efter var præsidenten i Brigham City, Utah, hvor han indviede en indiansk<br />
kirkebygning, opført af kirken på Intermountain Indian School.<br />
I den 3. uge af januar var han i Los Angeles, Californien, for at træffe arrangementer<br />
til Los Angeles templets indvielse, der var planlagt til Søndag den 11. marts 1956. På<br />
denne tur viste han Cecil B. De Mille(1) rundt i templet.<br />
(1) Cecil B. De Mille (1881-1959) - Berømt filmproducent.<br />
Ved Fairgrounds Coliseum(2) den 25. januar fik præsident David O. McKay<br />
overrakt den eftertragtede Silver Beaver s belønning for sin fremragende indsats i<br />
drengespejderarbejdet.<br />
(2) Fairgrounds Coliseum - udstillingshal i Salt Lake City, hvor statens årlige marked<br />
afholdes.<br />
(3) Silver Beaver - næsthøjeste belønning givet af Amerikas drengespejdere til en<br />
fremragende leder.<br />
Søndag den 12. februar var det Lincoln's(4) fødselsdag og også en lykkelig dag<br />
for Ogdens indbyggere, for på denne dag indviede præsident McKay det smukke<br />
nye Ogden tabernakel. Han holdt også en dejlig tale over emnet "Jesus Kristus<br />
- Menneskets sikreste vejleder".<br />
(4) Abraham Lincoln (1809-1865) - USA's 16. præsident.<br />
I den anden uge af marts 1956 førte alle veje til Los Angeles, hvad angik kirken i den<br />
vestlige del af USA. Tusinder kom til denne by med busser, tog og biler for at være vidne<br />
til indvielsen af templet. <strong>Kirkens</strong> generalautoriteter med præsident McKay i spidsen<br />
tog toget fra Salt Lake City den 8. marts og ankom til Los Angeles næste morgen.<br />
Ved middagstid deltog de i frokoster, der blev givet til ære for dem af Los Angeles<br />
handelskammer og Los Angeles Rotary Club. Dagen efter blev generalautoriteterne og<br />
særlige gæster vist gennem templet af præsident McKay.<br />
Indvielsesceremonierne for det prægtige tempel begyndte kl. 9:30 søndag den 11.<br />
marts, og præsident McKay præsiderede. Der blev afholdt to møder hver dag i 4 dage,<br />
og man anslog, at i alt 50.000 medlemmer havde deltaget. Dette var en af de største<br />
begivenheder i kirkens historie, og den markerede begyndelsen til en ny epoke for de<br />
sidste dages hellige i det sydlige Californien.<br />
Da præsident McKay kom tilbage til Salt Lake City efter tempelindvielsen,<br />
præsiderede han ved alle møderne til den årlige generalkonference, der blev afholdt<br />
i april måned. Denne konference var af særlig betydning for præsidenten, da den<br />
markerede fuldførelsen af 50 års virke som en af kirkens generalautoriteter. Han var<br />
blevet kaldet som medlem af De Tolv i april 1906.<br />
Ved åbningsmødet udtrykte han sin taknemmelighed over kirkens tilstand. "På<br />
Det øverste Præsidentskabs og kirkens andre generalautoriteters vegne," sagde han,<br />
"er jeg meget glad for at kunne rapportere, at alle kirkens afdelinger går fremad på
Side 195<br />
tilfredsstillende vis, og jeg vil gerne udtrykke vor taknemmelighed til vor himmelske<br />
Fader for hans guddommelige vejledning og inspiration." Derefter advarede han de<br />
hellige imod verdens onder, som man skulle undgå.<br />
Da præsidenten den 30. maj 1956 vendte tilbage til sin hjemby og sit fødested,<br />
Huntsville, havde han den glæde at lægge hjørnestenen til en ny kirkebygning. Den<br />
gamle kirkebygning var blevet opført i 1883, da han var en dreng på 10 år.<br />
I den første uge af juni deltog han i den årlige translokation på Brigham Young<br />
University i Provo. Han formanede eleverne til at sætte deres lid til Jesus Kristus og<br />
rådede dem til at huske apostlen Peters formaning, da denne erklærede: "Der er ikke<br />
under himmelen givet mennesker noget andet navn, hvorved vi kan frelses." (Ap. G.<br />
4:12)<br />
I juni fløj præsident McKay til det nordlige Californien og indviede et nyt og smukt<br />
mødehus og stavscenter i Napa, Santa Rosa stav. Da han kom tilbage til Salt Lake<br />
City, talte han ved GUF-konferencen i juni. "Her til morgen vil jeg gerne rette mine<br />
bemærkninger mod et enkelt område af det gensidige uddannelsesarbejde," sagde<br />
han. "Her i hånden har jeg programmet for juni-konferencen. På omslaget er der et<br />
billede af et brudepar. Bagved dem er der skitser af et lykkeligt familieliv. Nedenunder<br />
står der: Vær ærlig over for dig selv'. At være ærlig har noget at gøre med loyalitet.<br />
Loyalitet betyder trofasthed. Det modsatte er: forræderi, troløshed og falskhed. Unge<br />
mænd og kvinder, I må være ubøjelige over for de falske ideologier, der vil underminere<br />
pionerernes prøvede og betroede idealer og sandheder, disse pionerer, der tilbad den<br />
sande Gud og antog Jesu Kristi evangelium som deres livsfilosofi."<br />
Den 24. juni besøgte præsidenten Oakley, Idaho, og indviede en kirkebygning,<br />
der var blevet opført af medlemmerne i Cassia stav. Den 4. august var han i Paris,<br />
Idaho, hvor han talte til en stor gruppe af Charles C. Richs familie, der afholdt en<br />
familiesammenkomst. På sin 83-års fødselsdag den 8. september opholdt han sig i sit<br />
hjem i Salt Lake City. Ved denne lejlighed sagde han: "Jeg påskønner af hele mit hjerte<br />
kundskaben om Kristi plan for oprettelse af fred blandt menneskeheden. Forsikringen<br />
om denne plans effektivitet giver sjælen en ubeskrivelig fred."<br />
En uge efter sin fødselsdag var præsidenten i Calgary, Canada, hvor han indviede<br />
et nyt og smukt stavscenter. Det havde kostet 400.000 dollars og var blevet opført<br />
af medlemmerne i Calgary stav. Efter sin hjemkomst rejste han den følgende uge til<br />
Cambridge, Massachusetts, og den 23. september præsiderede han ved indvielsen af<br />
en kirkebygning, der var blevet opført af New England mission og Cambridge gren. I<br />
den første uge af oktober var han igen i Salt Lake City, hvor han holdt tale og opsendte<br />
indvielsesbønnen for den nye hjælpeforeningsbygning på North Main Street.<br />
Det første møde ved oktoberkonferencen blev afholdt fredag den 5. oktober.<br />
Præsident McKay var hovedtaleren.<br />
"Årene, der er svundet, og erfaringernes gentagelse formindsker ikke følelsen af,<br />
at det er et stort ansvar at tale til forsamlingen i dette store Tabernakel og til andre,<br />
der lytter med over radioen," sagde han. "Jeg har bedt og beder igen om Herrens<br />
inspiration, at jeg må være i stand til at udføre denne pligt, så den vil være antagelig<br />
for ham og for jer, brødre og søstre." Ved denne konference præsiderede præsidenten<br />
ved alle møder, og han talte intenst og gav råd og vejledning til de tilstedeværende.<br />
I den sidste uge af november 1956 rejste præsident McKay til Jacksonville, Florida,<br />
hvor han indviede et nyt og smukt tabernakel, der var blevet opført af medlemmerne i<br />
Florida stav. Bagefter besøgte han kirkens store kvægfarme i Florida.
Side 196<br />
Hans aktiviteter for 1956 blev afsluttet med et besøg i Mesa, Arizona, i den sidste<br />
uge af december, hvor han deltog i et årligt middagsselskab for højpræsterne i 5 stave;<br />
der var ca. 2500 til stede.<br />
XXVI<br />
Til trods for sin fremskredne alder fortsatte præsident McKay sine anstrengende<br />
aktiviteter i 1957. Hans første rejse væk fra byen gik til Fort Wayne, Indiana, i De store<br />
Søers mission, hvor han indviede en kirkebygning den 20. januar i overværelse af mere<br />
end 1000 medlemmer og ikkemedlemmer. Den 10. februar var han tilbage i Utah og<br />
talte i det ombyggede tabernakel i Bountiful(1).<br />
(1) Bountiful - en by lige nord for Salt Lake City.<br />
I april præsiderede han ved alle generalkonferencens møder. "Lykkelig er det<br />
menneske," sagde han ved det afsluttende møde, "der har oplevet det forhold til sin<br />
Skaber, hvori vi får del i den guddommelige natur. Det er en realitet, og derom bærer<br />
jeg vidnesbyrd for jer i denne hellige stund."<br />
Den 4. maj talte præsidenten til 568 afgående seminarelever i Pasadena<br />
(Californien) stavscenter. "Jeg ville ønske, at unge overalt i verden kunne iagttage<br />
denne gruppe, der er her i aften," sagde han. "Denne gruppe unge har besluttet, at<br />
Gud er Gud, og at ret er ret; at uret bringer elendighed, ligegyldigt i hvilken form det<br />
end viser sig."<br />
I den anden uge af juni 1957 var præsidenten igen i Los Angeles, hvor byen og<br />
staten Californien overrakte ham vedtægter for at fejre mindet om Mormonbataljonen<br />
i begyndelsen af Californiens historie.<br />
På præsidentens 84-års fødselsdag den 8. september deltog han i en kvartårlig<br />
konference for Wells stav i Salt Lake City. Idet han mindede de tilstedeværende om,<br />
at kirken var blevet oprettet for deres skyld, sagde han: "Lev i overensstemmelse med<br />
de pagter, I har indgået. Udfør en god mission, og Gud vil belønne jer." Fem dage efter<br />
deltog han i en banket for det aronske præstedømme i Pioneer stav.<br />
På grund af en influenzaepidemi blev kirkens halvårlige konference ikke afholdt i<br />
oktober 1957.<br />
I november rejste præsidenten til Florida, hvor han den 30. november indviede en ny<br />
kirkebygning i Miami. Den sidste søndag i 1957 talte han til en stor gruppe medlemmer<br />
i sit eget ward, det 27. i Salt Lake City.<br />
XXVII<br />
I den første uge af januar 1958 besøgte præsidenten sammen med søster McKay det<br />
sydlige Californien. Præsidenten var til stede, da det første spadestik blev taget til en ny<br />
kirkebygning i Garden Grove. Han talte ligefremt ved denne lejlighed. "Enhver nation,<br />
der fornægter Gud," sagde han, "der opløser hjemmet der berøver mennesker deres<br />
frihed, vil før eller senere bryde sammen."<br />
<strong>Kirkens</strong> årlige konference blev som sædvanlig afholdt i Salt Lake City den første uge<br />
i april. Ved åbningsmødet gav præsident McKay udtryk for sine følelser:<br />
"Det er over 50 år siden, jeg stod her for første gang som en af kirkens<br />
generalautoriteter. Jeg husker tydeligt min skælven og ydmyghed ved at stå over<br />
for en sådan forsamling og tage imod en stilling som en af lederne. Selv om et<br />
halvt århundrede er svundet, er det ikke blevet lettere at stå over for denne vældige<br />
forsamling og gøre sig det store ansvar klart, man har for at forvalte en sådan<br />
forpligtelse. Ligesom dengang og i de mellemliggende år beder jeg indtrængende her
Side 197<br />
til morgen om jeres sympati og bønner." Den 12. april, 5 dage efter konferencens<br />
afslutning, tog præsident McKay af sted på endnu en af sine verdensrejser - denne<br />
gang for at præsidere ved indvielsen af New Zealand templet. Ledsaget af søster<br />
McKay og sin fungerende sekretær, Rulon H. Tingey, kørte han i bil til Los Angeles,<br />
Californien. Her gik de om bord i et fly til Hawaii, og den 14. april ankom de til<br />
Honolulu lufthavn. Efter at have overnattet i Honolulu gik de igen om bord i et fly og<br />
nåede Auckland, New Zealand den 17. april. Adskillige hundrede medlemmer fra New<br />
Zealand mission med præsident Ariel S. Ballif i spidsen var i lufthavnen for at modtage<br />
præsidenten og hans ledsagere.<br />
Indvielsesmøderne begyndte i templet den 20. april og fortsatte indtil om<br />
eftermiddagen den 23. april med to daglige møder. Indvielsesbønnen blev læst op ved<br />
hvert møde af præsident McKay.<br />
Efter disse hellige møder fulgte indvielsen af kirkens College på New Zealand,<br />
hvilket fandt sted den 24. april. Dette var også en betydningsfuld begivenhed, der betød<br />
meget for både mormoner og ikke-mormoner på New Zealand.<br />
Præsident McKay blev i New Zealand indtil den 1. maj. På tilbageturen gjorde han<br />
korte ophold på Fijiøerne og Hawaii og ankom til Los Angeles den 8. maj. Den 10. maj<br />
var han tilbage i Salt Lake City.<br />
Få uger efter sin hjemkomst blev præsident McKay indlagt på LDS Hospital for at få<br />
fjernet grå stær på det højre øje. Selv om operationen var smertefuld, var den vellykket,<br />
og han kom sig i løbet af bemærkelsesværdig kort tid. I juli begyndte han at planlægge<br />
indvielsen af London templet, der næsten var færdigbygget. Denne begivenhed havde<br />
han set frem til i lang tid. Endelig var datoerne bestemt, den 7., 8. og 9. september,<br />
med to daglige møder.<br />
Tirsdag den 2. september 1958 tog præsidenten af sted fra Salt Lake City lufthavn<br />
for at flyve over land og hav. Sammen med ham var præsident og søster Joseph<br />
Fielding Smith og hans fungerende sekretær, A. Hamer Reiser. På grund af sygdom<br />
var søster McKay, der ellers havde ledsaget ham på alle hans rejser, ikke i stand til at<br />
komme med. Selskabet ankom til LaGuardia lufthavn, New York City, om aftenen og<br />
overnattede på Plaza Hotel. Næste eftermiddag blev de kørt til Idlewild lufthavn, hvor<br />
de gik om bord i et fly til London. Efter et kort ophold i Shannon, Irland, ankom flyet til<br />
London lufthavn kl. 9:00 den 4. september. Blandt dem, der var kommet for at modtage<br />
selskabet, var Henry D. Moyle, Richard L. Evans og Hugh B. Brown fra De tolvs Råd;<br />
endvidere Gordon B. Hinckley, biskop Thorpe B. Isaacson, Edward O. Anderson samt<br />
præsident og søster Clifton G. M. Kerr. Præsidenten blev kørt til Grosvenor House(1),<br />
hvor der var reserveret værelser til ham og hans ledsagere.<br />
(1) Grosvenor House - et hotel i London.<br />
Indvielsesmøderne for London templet påbegyndtes søndag den 7. september og<br />
fortsatte i 3 dage med to daglige møder. Ved hvert møde læste den ærværdige<br />
præsident indvielsesbønnen og talte til folket. Til stede ved alle møderne var de<br />
europæiske missionspræsidenter og deres hustruer samt præsident og søster ElRay<br />
L. Christiansen fra Salt Lake templet. Denne bogs forfatter var også til stede sammen<br />
med søster Nibley og datteren, fru William Murdoch.<br />
Den 8. september, andendagen for tempelindvielsen, var det præsidentens 85-års<br />
fødselsdag. Om aftenen festede ældsterne Henry D. Moyle og Leo Ellsworth for ham i<br />
Claridge House. Ved denne store middag var der omkring 65 gæster til stede fra Utah,<br />
Arizona og Californien. Præsidenten holdt en dejlig tale, hvor han drog minder frem fra<br />
tidligere oplevelser. Han var ked af, at søster McKay ikke kunne være sammen med
Side 198<br />
ham, men glædede sig over, at hans søster, fru Joseph Morell og hendes datter kunne<br />
være til stede.<br />
Efter tempelindvielsen foretog præsidenten en kort rejse til sin mors fødested i<br />
nærheden af Merthyr Tydfil, Wales.<br />
XXVIII<br />
Mandag eftermiddag den 15. september var præsident McKay igen hjemme i Salt<br />
Lake City efter sin rejse til England. To dage efter holdt hans familie en forsinket<br />
fødselsdagsfest for ham. Under hans fravær var søster McKys helbred blevet bedre,<br />
hvilket glædede ham meget.<br />
<strong>Kirkens</strong> oktoberkonference i 1958 bragte det sædvanlige store antal medlemmer til<br />
Salt Lake City. Ved åbningsmødet, der blev afholdt i Tabernaklet den 10. oktober, bød<br />
præsidenten folk velkommen.<br />
Ved afslutningsmødet 3 dage senere gav han udtryk for sin tilfredshed med<br />
konferencen.<br />
"Brødre og søstre, vi har nået afslutningen af en storslået konference. Min sjæl er<br />
ligesom jeres fyldt med taknemmelighed til vor himmelske Fader for udgydelsen af hans<br />
hellige Ånd. Vi har hørt nogle storslåede budskaber fra kirkens ledere, og jeg har med<br />
tilfredshed lagt mærke til den modtagelige tilhørerskare, hvilket viser, at budskaberne<br />
blev modtaget med imødekommenhed og taknemmelighed."<br />
En uge efter konferencens afslutning blev præsidenten indlagt på LDS Hospital. Der<br />
gennemgik han en smertefuld, men vellykket operation, idet han fik fjernet grå stær på<br />
sit venstre øje.<br />
Da præsident McKay var kommet sig tilstrækkeligt til at kunne foretage en lang rejse,<br />
fløj han sammen med søster McKay og ældste Marion G. Romney fra De tolvs Råd til<br />
Hawaii. Der indviede han den 17. december det nyligt færdigbyggede College of Hawaii<br />
i Laie, Oahu. Dette var en fremragende begivenhed i kirkens uddannelsesmæssige<br />
program. Blandt mange andre budskaber kom der følgende telegram fra De forenede<br />
Staters præsident, Dwight D. Eisenhower:<br />
"Jeg vil gerne sende hilsen til alle, der er mødt op ved indvielsen af Church<br />
College of Hawaii. Dette prægtige nye universitetsområde, der er bygget ved jeres<br />
kirkemedlemmers tro og arbejde, er et stort aktiv for Hawaii. Jeg er sikker på, at de unge<br />
mennesker, som studerer her, for evigt vil blive inspireret af deres mange velgøreres<br />
opofrende eksempler. Jeg gratulerer og sender de bedste ønsker. (Underskrevet)<br />
Dwight D. Eisenhower, præsident for Amerikas forenede Stater."<br />
I overensstemmelse med en skik, præsident McKay havde haft i flere år, talte han<br />
til medlemmerne i sit eget ward, det 27., søndag aften den 21. december. Emnet for<br />
hans tale var "Frelserens guddommelighed". Der var ca. 1000 mennesker til stede ved<br />
mødet.<br />
Juleaften i 1958 holdt præsident og søster McKay en julefest for deres familie på<br />
Hotel Utah.<br />
XXIX<br />
Den 26. april 1959 rejste præsident McKay til Bloomfield, Michigan, hvor han<br />
indviede det nye Detroit stavscenter. Han fortalte de tilstedeværende, at de<br />
skulle bekæmpe "kommunismens ugudelige lærdomme" og hilste opførelsen af<br />
kirkebygningen som endnu et bolværk imod kommunismens lærdomme. Han sørgede<br />
over de ødelæggende kommunistiske styrker, der for nylig havde oprettet et ateismens
Side 199<br />
universitet, der var helliget ødelæggelsen af troen på Gud og den resulterende<br />
nedbrydelse af menneskets sind.<br />
Tre uger efter, den 17. maj, talte præsidenten ved et særligt møde, der blev afholdt<br />
på 75-års dagen for Logan templets indvielse. Ved denne begivenhed erklærede han,<br />
at "kirkens templer er et af de største karakteropbyggende midler, og at de har en<br />
særlig plads i kirken foruden de ordinanser, der gives og udføres i dem". Han uddybede<br />
dette nærmere: "Hvert eneste tempel opført af kirken tiltrækker de forbipasserende;<br />
det fortæller folk, der læser eller hører det over radioen eller gennem enhver anden<br />
form for nyhedsmedier, at dette er et Guds hus. Det er et tempel til den Allerhøjeste.<br />
Selve dets eksistens, dets mure og alt, hvad der hører til det, bærer vidnesbyrd om<br />
hans virkelighed, hans kærlighed og hans frelsesplan. Vi ønsker, at hver eneste dreng<br />
og pige i verden og især i kirken vil være klar over, at dette er Hans hus. Det er, hvad<br />
jeg mener med, at templer opbygger karakter."<br />
En sørgelig begivenhed fandt sted den 19. maj, da præsident McKays livslange ven,<br />
kollega og rådgiver, ældste Stephan L. Richards døde. Ved begravelsen den 22. maj<br />
talte profeten og lovpriste sin nære ven som "en af de ædleste sjæle, der nogensinde<br />
fandtes blandt menneskene". Han sagde: "Farvel indtil videre, Stephen L, min kære<br />
ven og kollega. Vi vil savne dig - åh, hvor vi vil savne dig! Men vi vil fortsætte fremad,<br />
indtil vi mødes igen."<br />
Ved mødet for De tolvs Råd og Det øverste Præsidentskab torsdag den 18. juni i<br />
Salt Lake templet blev præsident J. Reuben Clark jun., der i mange år havde virket i<br />
Det øverste Præsidentskab, indsat som førsterådgiver til præsident McKay, og ældste<br />
Henry D. Moyle blev indsat som andenrådgiver.<br />
Ved den årlige GUF-konference den 14. juni var præsident McKay hovedtaleren:<br />
"Hvis I spurgte mig, hvad der har medvirket mest til lykken i mit liv og den fremgang,<br />
jeg har opnået, ville jeg svare, at det var den selvbeherskelse, søster McKay har udvist<br />
i vort hjem. Der var aldrig noget, der kunne bringe hende ud af fatning. Selv når jeg<br />
kom for sent til måltider, kom der aldrig et uoverlagt ord, et heftigt svar eller en anklage;<br />
der var altid en følelse af kontrol over børn, familie og alt; ingen risiko for indtrængen<br />
af fjendskab eller dømmesyge. Lad selvbeherskelse og en accept af tingenes tilstand<br />
råde, så vil der altid være fred i hjemmet. Selvbeherskelse er altid et aktivt fortrin."<br />
Et par dage efter, da journalister henvendte sig til søster McKay om aftenen på<br />
hendes fødselsdag, omtalte hun 4 vigtige tilstande eller standarder, der medvirker<br />
til ægteskabelig succes. Hun betegnede dem som "den samme religiøse opfattelse,<br />
den samme omgangskreds, omtrent det samme uddannelsesmæssige niveau og de<br />
samme idealer og ønsker i livet". Hun fortalte, at præsident McKay var blevet kaldet<br />
som apostel, efter at de havde været gift i 5 år, og at hun havde været alene meget<br />
af tiden. "Men når han var hjemme, var hans råd så værdifulde, og han var så stor en<br />
hjælp med børnene, at vort liv til stadighed har været fyldt med glæde. Jeg har været<br />
en meget lykkelig hustru og mor i 58 år."<br />
I sin hovedtale ved åbningsmødet for kirkens 129. halvårlige konference kaldte<br />
profeten kommunisme for vor tids altoverskyggende problem og erklærede: "Jeg vil<br />
sige, at vor tids mest uopsættelige problem er et åndeligt problem ... I dag sidder<br />
civiliserede nationer på et bjerg af sprængstof, som er opsamlet stik imod Kristi<br />
lærdomme. Hvis hadets glød, mistro og begærlighed bliver lidt mere intens, vil der<br />
komme en sådan international eksplosion, som i høj grad vil forsinke, om ikke med<br />
vold fordrive, den forventede fred fra menneskehedens midte, der blev bebudet af de<br />
himmelske hærskarer, da Kristusbarnet blev født i Betlehem."
XXX<br />
Side 200<br />
I januar 1960 påbegyndte man i en række firesides et intensivt 3-måneders program,<br />
der skulle nå ud til alle kirkens unge. Formålet med disse firesides var at påvirke de<br />
unge "til en fornyet interesse i kirkens standarder og forskrifter". Den 3. januar var<br />
næsten 200.000 mennesker forsamlet på 170 forskellige steder overalt i kirken for at<br />
høre præsident McKay give det indledende budskab i denne serie. 1 en inspirerende<br />
tale gennemgik han idealerne for SDH-bejlen og ægteskab.<br />
I april åbnede præsident McKay kirkens 130. årlige konference. Han bemærkede,<br />
at 120.000 unge fra Asien og Afrika hvert år bliver indoktrineret med kommunismens<br />
falske ideologier ... Da jeg læste det, tænkte jeg på, hvor vigtigt det er for kirkens<br />
medlemmer - især for de ledere, der bliver sendt ud til disse forskellige missioner - at<br />
være eksempler på den eneste kilde til fred, vor Herre og Frelser Jesus Kristus . .<br />
. Det er kirkens pligt at belære om de grundlæggende principper for et godt liv og<br />
at praktisere disse principper. Lydighed over for Jesu Kristi evangelium, ligegyldigt<br />
hvordan de finansielle eller fysiske forhold end er, vil bringe sjælen fred ... Formålet med<br />
medlemskab i Guds rige er at fremme det åndelige liv - det vil jeg gerne understrege<br />
- samt opnåelse af moralske og næstekærlige mål; med andre ord at udvikle de<br />
religiøse følelser, den sande; religiøse ånd."<br />
Den 7. maj aflagde profeten et overraskelsesbesøg i Rexburg, Idaho, hvor han talte<br />
til eleverne på Richs College ved et andagtsmøde; og den 28. maj talte han til eleverne<br />
på Brigham Young University.<br />
Den 5. juni hørte en stor forsamling på 1200 ham fremhæve nødvendigheden af<br />
enighed i kirken; det var ved indvielsen af Grant Sixth-Seventh wardsbygning i Salt<br />
Lake City. En uge efter talte han ved GUF-konferencen i Salt Lake Tabernaklet.<br />
Den 1. juli blev det første spadestik taget til det nye 1,5 millioner dollars Pioneer<br />
Memorial Theatre på University of Utahs område, og præsident McKay udtrykte sin<br />
påskønnelse for pionererne og hyldede sine tilhøreres storslåede pionerarv.<br />
I ceremonier, der gik forud for det årlige Days of '47(1) festspil, fik profeten en særlig<br />
hyldest som et menneske, hvis enestående personlighed afspejlede hans religion,<br />
hvilket "gjorde ham til en kombination af alt, hvad vi forventer at finde i et stort<br />
menneske".<br />
(1) En festlighed i Utah, der afholdes hvert år i juli måned til minde om pionerernes<br />
ankomst til saltsødalen i 1847.<br />
Nu hvor det gik mod september, og præsident McKays 87-års fødselsdag nærmede<br />
sig, anså han sig selv for "at være inde i en af sit livs bedste og mest produktive perioder.<br />
I barndommen og i ungdommens muntre og lykkelige år syntes de 70 og 80-års<br />
fødselsdage at ligge langt ude i fremtiden, og mange, der nåede den fremskredne alder,<br />
virkede svage og hjælpeløse. I dag ved jeg imidlertid, at den rejse, der i ungdommen så<br />
ud til at være lang, i virkeligheden er meget kort, og at det, man måske regnede med,<br />
ville blive en glædeløs tilværelse, er en af livets bedste og mest produktive perioder<br />
- fuld af muligheder for tjeneste og en deraf følgende tilfredshed. Det er ens kære, de<br />
loyale venner samt dyrebare minder, der er årsagen hertil. Tro på en kærlig Fader og<br />
tillid til ens venner og omgangskreds gør livet værd at leve". Han sagde yderligere.<br />
"Hvis man vil være lykkelig, må man mærke udødeligheden. Hver eneste sjæl er en del<br />
af guddommeligheden - dermed mener jeg, at denne, aldrende kappe' - dette legeme<br />
- er mit; dette sind med evnen til at tænke og til at træffe beslutninger er også mit.<br />
Ånden og sjælen bliver aldrig gamle. De er en del af guddommeligheden."
Side 201<br />
Han erklærede, at når han besøgte den gamle gård i Ogden Valley, havde han de<br />
samme "ungdommelige følelser, de samme ønsker om at være aktiv, at sætte mig op<br />
på min yndlingshest, Sonny Boy-den samme begejstring for at springe op på ryggen<br />
af den - som da jeg var ung, men det fysiske legeme er blevet for stift ... Det, der<br />
kommer fra Gud, er altid ungt - det er lige så evigt som Skaberen selv. Jeg tror, at dette<br />
bogstaveligt er sandt. Himlen er lige så blå, og månen er lige så klar, som da jeg var<br />
ung. Naturen er lige så fuld af skønhed, hvis vi åbner vore øjne for at se det."<br />
Den 25. september indviede præsident McKay det imponerende 2 millioner dollars<br />
East Bay center for flere stave i Oakland, Californien. Bygningen blev påbegyndt i 1957,<br />
og ved indvielsen var der 5.540 til stede. Præsidenten blev ledsaget af sin søn og<br />
svigerdatter, hr. og fru David Lawrence McKay. Møderne blev ledet af præsidenterne<br />
Stone, Creer og Ream fra de omkringliggende stave. Begivenhedernes højdepunkt var<br />
profetens tale, hvori han fremsatte Kristi idealer som en vej til frelse i en "verden, der<br />
står i modsætningsforhold til oprettelsen af fred".<br />
Den overvældende succes med de firesides, der blev afholdt i begyndelsen af<br />
året, førte til endnu en række af sådanne, og de blev påbegyndt den 2. oktober.<br />
Præsident McKay holdt den først tale i Salt Lake City, og den blev udsendt til 207<br />
forsamlinger af unge fra kyst til kyst. Han sagde til dem: "Ideer er jeres redskaber.<br />
Tanken i jeres sind i dette øjeblik er næsten umærkeligt medvirkende til dannelsen af<br />
jeres sjæl, ja, selv til dannelsen af jeres ansigtstræk, hvor lidt det end er. Det er de<br />
dominerende og tilbagevendende ideer, der påvirker os mest; men selv de tilfældige<br />
og intetsigende tanker efterlader deres indtryk. Træer, som kan modstå orkanen,<br />
giver efter for ødelæggende plager, der næsten kun kan ses med et mikroskop.<br />
Ligeledes er menneskets største fjender ikke altid den skærende ondskab, men<br />
snedige påvirkninger fra tanker og forbindelser i samfundet, der underminerer vore<br />
dages mænd og kvinder."<br />
Den første time af fire-siden i hver af de 207 forsamlinger brugte man til at hylde<br />
præsident og søster McKay.<br />
Fredag den 7. oktober talte præsident McKay ved kirkens generalkonference. Han<br />
omtalte nylige trusler fra Soviet-Unionens premierminister imod De forenede Nationer<br />
og tilføjede: "Hvem er den mand, der drister sig til at fortælle De forenede Nationer,<br />
hvad de skal gøre? Det er en mand, der forkaster Jesu Kristi guddommelighed og<br />
fornægter Guds eksistens. Han er gennemsyret af Karl Marx(1) falske filosofi, hvis<br />
mål i livet var at støde Gud fra tronen og ødelægge kapitalisme'. Han er tilhænger af<br />
Lenin, der sagde: Jeg ønsker, at børn skal hade deres forældre, hvis disse ikke er<br />
kommunister.' For at nå deres mål tyr tilhængere af disse mænd til alle mulige former<br />
for strategier, manøvrer, illegale metoder, omgåelser og påskud'. Denne ateistiske<br />
indstilling og det råd at hade andre, selv ens egen familie, er lige det modsatte af<br />
den kærlighedens ånd, Frelseren udviste og belærte om. I møder andre steder i De<br />
forenede Stater sidder mænd, der tror, som jeg har antydet, og som er villige til at<br />
ty til ethvert påskud, enhver plan, der vil fremme deres mål, at støde Gud fra tronen.<br />
Vi påkalder Gud, der virkelig er til, og som vi er i harmoni med her til morgen- vi er<br />
forsamlet i hans elskede Søns navn."<br />
(1) Karl Marx (1818-1883) - tysk politisk filosof. Forfatter til Det kommunistiske<br />
manifest, skrevet i samarbejde med Friedrich Engels.<br />
På Thanksgiving Day, den 24. november, indviede præsident McKay den nye<br />
kirkebygning for Holladay 11.-14. ward. Han fortalte de tilstedeværende, at "tro på<br />
Gud og handlefrihed - retten til at tilbede Gud i overensstemmelse med vor egen
Side 202<br />
samvittigheds bud - er velsignelser, som vi bør være meget taknemmelige for i dag".<br />
Han erklærede, at taksigelse (thanksgiving) fortrinsvis er en religiøs fest i De forenede<br />
Stater, det eneste land i verden, der har afsat en dag, hvorpå man siger tak til Herren.<br />
Den 18. december talte præsident McKay igen til en lokal forsamling. Til en<br />
forsamling af hellige fra det kombinerede 27. og East 27. ward i Salt Lake City sagde<br />
han følgende: "I forventning til dette møde har jeg skiftet mening 2-3 gange mht. emne.<br />
Tilstandene i verden er sådan, at jeg ikke kan få mine tanker bort fra den kendsgerning,<br />
at der er to stærke kræfter - mægtigere end nogensinde før - der virker i denne verden,<br />
og begge er fast besluttet på at opnå succes. De er sikkert mere aktive end nogensinde<br />
i planlægning, og den ene smeder rænker. Disse to stærke kræfter er had og kærlighed<br />
. . ."<br />
I 1960 talte præsident McKay med mange fremtrædende besøgende, iblandt dem<br />
var Eric Johnston, præsident for Motion Picture Association of America(1) og tidligere<br />
ambassadør for USA i den nære orient, Sir Harold Caccia, britisk ambassadør for De<br />
forenede Stater, samt Masao Yagi, Japans generalkonsul fra San Francisco.<br />
XXXI<br />
(1) En sammenslutning af filmproducenter og filmselskaber i Amerika.<br />
Efter hjemkomsten fra en kort jule- og nytårsferie i Laguna Beach, Californien, åbnede<br />
præsident og søster McKay år 1961 med at fejre deres 60-års bryllupsdag hos deres<br />
søn, dr. Edward McKay. "Vi har haft 60 lykkelige år," sagde præsidenten. "Denne lykke<br />
udspringer af den kendsgerning, at vi har fået 7 dejlige børn, hvoraf de 6 lever endnu<br />
og alle er lykkeligt gifte. Vi har 20 børnebørn og 6 oldebørn - skatte for evigheden.<br />
Deri ligger noget af vor lykke." Han hyldede sin hustru med følgende ord: "Det, der<br />
først og fremmest har gjort vort hjem lykkeligt, er mor Rays selvbeherskelse. Hun har<br />
måske gjort sig visse tanker, men hun har aldrig udtalt dem. Hun er altid blid- noget,<br />
der gør livet lykkeligt. Hendes motto synes at være, sig aldrig noget, der gør forholdene<br />
ubehagelige."'<br />
En betydningsfuld milepæl indtraf i kirkens udvikling søndag den 15. januar 1961, da<br />
præsident McKay indviede en netop færdigbygget kirkebygning i Palmyra, New York,<br />
mormonismens fødested. Over 900 deltog i mødet. De fleste af hans bemærkninger<br />
drejede sig om profeten Joseph Smith. "Der var dem, som hånede Joseph Smith og<br />
drev spot med hans lærdomme. Ligeledes var der dem, som elskede ham og ville<br />
have gået i døden for ham ... Der var noget storslået over en mand, der kunne gøre<br />
så dybt indtryk på andre, at de var villige til at dø for ham ... Ligesom det gik med<br />
Frelseren, vil det gå med Joseph Smith - han vil vokse i storhed og ære, efterhånden<br />
som århundrederne svinder."<br />
En interessant detalje ved denne indvielse var at der før indvielsen ankom et forkullet<br />
brev, mærket "beskadiget undervejs" til Gerald G. Smith, missionspræsident for de<br />
østlige stater. Selv om brevet var et par dage forsinket, satte det præsident Smith i<br />
stand til at lægge de nødvendige planer for indvielsen, som han ellers ikke ville have<br />
været i stand til. Det beskadigede brev bar et tavst vidnesbyrd om tragedie. Det var et<br />
af de få breve, der blev reddet fra vragdelene af to transportfly, der kolliderede over<br />
New York City fredag den 16. december; 128 mennesker blev dræbt, og der blev strøet<br />
vragdele over en stort område.<br />
Mandag den 23. januar fløj præsident McKay til San Francisco, Californien, hvor han<br />
mødtes med præsidentskaberne for 19 stave samt for Nordcaliforniens mission; de var<br />
forsamlet i Hilton Inn i umiddelbar nærhed af San Francisco lufthavn for at bekendtgøre,
Side 203<br />
at der snart ville blive bygget et imponerende tempel i Oakland, Californien. Den<br />
påtænkte arkitekttegning blev forelagt de forsamlede, der forpligtede sig til at yde<br />
500.000 dollars af omkostningerne til templet. Derefter deltog præsident McKay i en<br />
pressekonference, og samme aften vendte han tilbage til Salt Lake City.<br />
En betydningsfuld begivenhed i den britiske missions historie fandt sted i februar,<br />
da præsident McKay indviede Hyde Park kirkebygning i London og organiserede en<br />
stav i London. Han forlod Salt Lake City den 22. februar sammen med sin hustru,<br />
familiemedlemmer og kirkeledere. Søndag den 26. februar indviede han den nye<br />
kirkebygning i byens kulturelle midtpunkt; der var over 1400 medlemmer af kirken<br />
til stede. I en tale bagefter opfordrede han indtrængende til verdensfred gennem<br />
efterlevelse af retfærdighedens grundlæggende principper, som de findes i Jesu Kristi<br />
sande evangelium.<br />
Ved sin ankomst til London fredag den 24. februar afholdt præsident McKay<br />
en pressekonference, der blev overværet af et stort antal repræsentanter fra<br />
kommunikationsmedierne. Resultatet af denne konference var mange rosende<br />
anmeldelser. Tirsdag efter indvielsen rejste han til Skotland, hvor han for 62 år siden<br />
havde virket som missionær. Han talte til en gruppe missionærer fra den skotsk-irske<br />
mission og besøgte steder af interesse i sit gamle arbejdsområde. Om onsdagen<br />
mødtes han med missionærer fra den nordlige britiske mission i Manchester, og han<br />
afsluttede sit begivenhedsfulde ophold i England med torsdag at aflægge et besøg ved<br />
sin mors fødested i Merthyr-Tydfil, Wales. Her afslørede kirkens leder en mindetavle<br />
ved det gamle hjem, hvor hans mor, Jennette Evelyn Evans var blevet født i 1850.<br />
Præsident McKay ledede kirkens 131. konference fra den 6. til den 9. april. I sin<br />
hovedtale sagde han: "Hvis man stillede følgende spørgsmål her til morgen: På hvilket<br />
område har kirken haft den mest prisværdige fremgang i det forløbne år?' ville jeg ikke<br />
svare: I finansielle anliggender,' selv om det er en kendsgerning, at kirkens finansielle<br />
interesser sikkert aldrig har været mere gunstige. Jeg ville ikke sige: Ved stigningen i<br />
antallet af nye mødehuse,' selv om kirkens medlemmer har udvist større anstrengelser<br />
og bygget og betalt for flere kirkebygninger end i nogen anden tilsvarende periode<br />
tidligere ... Jeg ville ikke svare: I det stigende antal medlemmer,' selv om kirkens vækst<br />
i antal de sidste 13 måneder i stavene og missionerne har været meget opmuntrende<br />
... Jeg ville ikke svare, at den mest prisværdige fremgang har været en bedre forståelse<br />
blandt kommunale ledere, avisredaktører og velinformerede folk i almindelighed mht.<br />
kirkens formål og organisation samt dens indsats for fred og mht. verdens endelige<br />
skæbne. Jeg ville svare, at kirkens mest opmuntrende fremgang i det forløbne år ses<br />
i det stigende antal unge mennesker, der deltager i kirkeaktiviteter . . .<br />
Denne konference markerede præsident McKays 10. år som den 9. profet og<br />
præsident for Jesu Kristi Kirke i denne uddeling.<br />
Tirsdag den 2. maj var præsindent McKay i Logan, Utah, hvor han tog det første<br />
spadestik til kirkebygninger i umiddelbar nærhed af Utah State University. Disse bestod<br />
af et stavscenter og 4 wardsbygninger for Utah State University stav, endvidere et<br />
boligcenter for studerende samt et Delta Pi studenterforeningshus. Profeten benyttede<br />
denne lejlighed til at gøre rede for kirkens standpunkt mht. adskillelse af kirke og stat:<br />
"Kirken og staten skal og vil forblive adskilte. Vi erklærer her ... at vi ikke støtter det<br />
forslag, der er fremlagt for Kongressen om, at kirkerne skal opkræve skatter for at<br />
fremme deres egen religiøse instruktion. Det område, der skal benyttes her, har kirken<br />
betalt, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at efterkomme den sætning i forfatningen, der<br />
erklærer, at kirke og stat skal forblive adskilte."
Side 204<br />
Ugen efter, den 10. maj, talte præsident McKay til eleverne på Brigham Young<br />
University, hvorefter han afslørede og præsenterede et portræt af Ernest L.<br />
Wilkinson(1) som en hyldest til BYU'S rektor.<br />
(1) Ernest L. Wilkinson - rektor for Brigham Young University fra febr. 1951 til febr.<br />
1964 og fra jan. 1965 til juli 1971.<br />
Ved et møde den 22. maj for familiemedlemmer og nogle få specielt inviterede<br />
gæster i det netop restaurerede hjem, der har tilhørt George C. og Adelaide R.<br />
Wood- forældre til Wilford C. Wood fra Woods Cross, Utah - gav præsident McKay et<br />
kort budskab og opsendte en bøn. Aftenens højdepunkt var en udførelse af,, Kom, kom<br />
Guds folk" ved præsident McKay på det gamle orgel, som William Clayton(2) bragte<br />
med over sletterne.<br />
(2) William Clayton (1814-1879) - skrev salmen "Kom, kom Guds folk".<br />
Den 11. juni talte profeten ved GUF-konferencens møde søndag morgen. Han<br />
sagde følgende om GUF: "Jeg ville ønske, at forældre ville påskønne den værdi, den<br />
gensidige uddannelsesforening har for hjemmet og for opbyggelsen af deres børns<br />
karakter. Hvis den ikke gør andet, så tilvejebringer den mulighed for at have gode<br />
kammerater. Forældre bør vide, hvor deres børn er, og hvilke kammerater de har.<br />
Kammeratskab er en stor læremester ved udviklingen af personlighed. Uddannelse<br />
opnås ikke blot i skolen på formel vis, ikke blot i kirken på religiøs vis, men den tilegnes<br />
daglig i vor kontakt med hinanden. Det er en af de mest effektive kilder til uddannelse<br />
. . ."<br />
<strong>Kirkens</strong> øverste Præsidentskab kom til at bestå af 4 medlemmer, da præsident<br />
McKay den 22. juni bekendtgjorde, at ældste Hugh B. Brown fra De tolvs Råd var blevet<br />
valgt til rådgiver i Det øverste Præsidentskab.<br />
To dage efter, den 26. juni, præsiderede profeten over den historiske forsamling<br />
i Salt Lake City, hvor man afholdt det første verdensomspændende møde for<br />
missionspræsidenter i kirkens historie.<br />
Den 6. oktober 1961 døde præsident McKays førsterådgiver, præsident J. Reuben<br />
Clark jun. i sit hjem i Salt Lake City. Der var begravelse for denne højt elskede rådgiver<br />
i Salt Lake Tabernaklet den 10. oktober. Præsident McKay ledede mødet for denne<br />
mand, der havde tjent sammen med ham i Det øverste Præsidentskab i 27 år. "Jeg<br />
føler nu," sagde profeten, "at en virkelig stor mand er gået tilbage til sin Skaber og<br />
kan sige, ligesom Paulus sagde til Timoteus: Den gode strid har jeg stridt, løbet har<br />
jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som<br />
Herren, den retfærdige dommer, vil give mit på hin dag og ikke blot mig, men også alle<br />
dem, der har glædet sig til hans tilsynekomst.' (2 Tim. 4:7-8)"<br />
Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret tirsdag den 12. oktober, da den<br />
tidligere andenrådgiver, præsident Henry D. Moyle, blev udnævnt til førsterådgiver, og<br />
præsident Hugh B. Brown blev udnævnt til andenrådgiver.<br />
XXXII<br />
Mens præsident McKay opholdt sig i Laguna Beach i det sydlige Californien i<br />
begyndelsen af 1962 for at hvile ud, rejste han den 28. januar til Glendale, Californien,<br />
for at indvie det nye Glendale stavscenter. I sin tale til de tilstedeværende erklærede<br />
han, at frelse er "en daglig proces", og derpå talte han om de "dyreinstinkter" og<br />
"lidenskaber", som menneskeheden har behov for at blive frelst fra.<br />
Den 132. årlige konference, der blev afholdt i april, var et historisk højdepunkt<br />
i kirkens historie. Konferencen var gjort tilgængelig for et publikum på 60 millioner
Side 205<br />
i Europa, Sydafrika, Sydamerika, Mellemamerika og Mexico. Aldrig før havde en<br />
international tilhørerskare lyttet til et konferencemøde fra Salt Lake Tabernaklet. Ved<br />
denne lejlighed talte den elskede 88-årige profet om "Den guddommelige kirke".<br />
Den 22. april blev et særligt påskebudskab fra præsident McKay sendt over<br />
kortbølgeradio til Sydamerika, De caraibiske øer og Mexico. Hans budskab drejede sig<br />
om teksten i Job 19:25: "Men jeg ved, at min løser lever, over støvet vil en forsvarer<br />
stå frem"(1).<br />
(1) I den engelske Bibel står der: "For jeg ved, at min Forløser lever, og at han i de<br />
sidste dage skal stå på jorden."<br />
Den 6. maj indviede præsidenten det netop færdigbyggede Chicago stavscenter<br />
og mødested for 2 ward, hvilket han betragtede som "en af de mest imponerende<br />
bygninger, kirken havde opført'. Der var næsten 3000 mennesker til stede. Præsident<br />
McKay talte om "Forældres ansvar", og han gennemgik 10 punkter, der er med til at<br />
skabe et lykkeligt hjem: "(1) Husk, at I begynder at lægge grundvolden til et lykkeligt<br />
hjem i årene før det ægteskabelige liv; (2) vælg en ægtefælde ved hjælp af dømmekraft<br />
og inspiration så vel som følelser; (3) gå ind i ægteskabet med den ophøjede indstilling,<br />
det fortjener; (4) vær klar over, at ægteskabets ædleste formål er at skabe liv; (5) lad<br />
ærbødighedens ånd gennemstrømme hjemmet; (6) ægtefolk bør aldrig tale højrøstet<br />
til hinanden; (7) lær værdien af selvbeherskelse; (8) plej familiebånd gennem fortsat<br />
kammeratskab; (9) sørg for, at passende litteratur, musik og film er tilgængelige for<br />
børnene; (10) sørg for at opmuntre til deltagelse i kirkens aktiviteter ved eksempel og<br />
forskrift."<br />
Den 12. maj blev der afholdt et møde på torvet i Huntsville, Utah, hvor næsten 5.000<br />
aronske præstedømmebærere fra 14 stave, samt deres ledere, hørte præsident McKay<br />
berette om inspirerende oplevelser fra sit liv og fortælle om de begivenheder, der førte<br />
til gengivelsen af det aronske præstedømme. "Jeres tilstedeværelse her helliger dette<br />
sted," sagde han.<br />
Et højdepunkt i 1962 var præsident McKays tilbagevenden til Skotland, hans<br />
forfædres land, hvor han oprettede kirkens første stav i dette land. Han forlod Salt Lake<br />
City den 23. august, ledsaget af sin søn og svigerdatter, hr. og fru Robert R. McKay.<br />
Organiseringen af staven fandt sted den 28. august ved et konferencemøde, hvor over<br />
2500 medlemmer og besøgende var til stede i Glasgows berømte St. Andrews Hall.<br />
Præsident McKay talte både ved konferencens formiddags- og eftermiddagsmøde, før<br />
han den 29. vendte tilbage til Salt Lake City.<br />
Ved kirkens årlige hjælpeforeningskonference i Tabernaklet den 3. oktober rådede<br />
præsident McKay indtrængende forældre til at være mere ansvarsbevidste. "Amerikas<br />
virkelige tragedie består ikke i, at vi har tilladt, at Bibelen gled ud af de offentlige skoler,<br />
men i, at vi så åbenlyst har forsømt at undervise i dens lærdomme både i hjemmet og<br />
i kirken. Aldrig før har der været et sådant behov fra forældrenes side for at genoplive<br />
lærdommene om tro og omvendelse."<br />
Forretningsledere og ledere i samfundet fra Utah samledes den 10. december<br />
på Hotel Utah for at hædre præsident og søster McKay ved en middag. Den højt<br />
elskede kirkeleder var på dette tidspunkt 89 år gammel. Et af aftenens højdepunkter var<br />
overdragelsen af et orgel, der skulle installeres i den netop færdigbyggede kirkebygning<br />
i Merthyr-Tydfil, Wales- præsident McKays mors fødested. I en hyldest til præsidenten,<br />
der blev læst op i aftenens løb, stod der bl.a.: "Til trods for sin meget ansvarsfulde og<br />
betydningsfulde stilling i sin kirke har præsident McKay altid haft evnen til at omgås<br />
alle mennesker. Da han føler sig fuldstændig hjemme blandt de store og berømte
Side 206<br />
så vel som de mindste i samfundet, har hans dybe medfølelse for andre og hans<br />
forstående hjerte åbnet kanaler af kommunikation og indflydelse til at inspirere og<br />
motivere tusinder, især de unge. Disse egenskaber har gjort, at han er elsket af alle,<br />
han har været i forbindelse med."<br />
XXXIII<br />
En betydningsfuld begivenhed i 1963 var påbegyndelsen af præstedømmets<br />
hjemmelærerprogram. Den 15. maj talte præsident McKay til den netop udpegede<br />
præstedømme-hjemmelærerkomite og gav dem den udfordring at "bringe en ny styrke<br />
overalt i kirken gennem hjemmelærerarbejdet, således at ethvert medlem vil komme<br />
under den fulde indflydelse af Jesu Kristi evangelium".<br />
Den 22. maj fungerede præsident McKay ved særlige ceremonier i Salt Lake<br />
templet, hvor der blev indviet tilføjelser og nye faciliteter, som var blevet installeret<br />
over en 10-måneders moderniseringsperiode. Mødet blev afholdt i det terrestriale<br />
værelse i templet, og de tilstedeværende havde fået en særlig invitation. I sine<br />
bemærkninger fortalte præsident McKay, at han havde deltaget i Salt Lake templets<br />
indvielse i 1893 og havde lyttet til præsident Woodruffs indvielsesbøn. Han talte også<br />
om tempelordinansernes vigtighed og betydning.<br />
Den 30. juni indviede præsidenten Federal Heights kirkebygning i Salt Lake City.<br />
Han uddybede den tanke, at "meditation er en af de hemmeligste og helligste døre,<br />
hvorigennem vi når ind til Herrens nærværelse".<br />
Ved den årlige GUF-konference i juni fik præsident McKay en særlig hyldest<br />
af Ellsworth H. Augustus, præsidenten for Amerikas drengespejdere. Han sagde:<br />
"Fremførelsen af en hyldest er ofte en overfladisk handling, somme tider er det slet<br />
og ret en pligt. Jeg kan forsikre Dem af mit inderste hjerte, at denne fremførelse er et<br />
stort privilegium og en stor glæde, som jeg er rejst næsten 3.200 km for at give. Og<br />
så reflekterer den min egen personlige, samt Amerikas drengespejderes, høje agtelse<br />
for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, samt dens funktionærer og medlemmer,<br />
hvoraf tusinder og titusinder har viet deres liv til de unges sag. Ingen har nogensinde<br />
gjort det bedre."<br />
Den 22. august forlod præsident McKay Salt Lake City for at rejse til Merthyr-Tydfil,<br />
hvor han indviede en ny kirkebygning til 340.000 dollars i nærheden af sin<br />
mors fødehjem. Den 6 dage lange rejse var fuld af møder med missionærer og<br />
missionsledere. Profeten erklærede, at det var en af de mest storslåede rejser, han<br />
nogensinde havde foretaget.<br />
Den 18. september døde Henry D. Moyle førsterådgiveren i Det øverste<br />
Præsidentskab. Ved begravelsen 3 dage efter var præsident McKay fuld af lovord om<br />
sin hengivne rådgiver: "Blandt de grundlæggende dyder, der træder frem i præsident<br />
Moyles liv, er der for det første, hans urokkelige tro på evangeliet; for det andet, hans<br />
modige forsvar af sandhed; for det tredje, hans munterhed, selv over for vrede miner<br />
eller irettesættelse; for det fjerde, hans villighed og loyalitet over for pligt; og for det<br />
femte, hans ærbødighed over for Gud og alt, hvad der er helligt."<br />
Det øverste Præsidentskab blev reorganiseret torsdag den 10. oktober, da Hugh B.<br />
Brown blev indsat som førsterådgiver og Nathan Eldon Tanner som andenrådgiver ved<br />
det ugentlige møde for Det øverste Præsidentskab og De tolvs Råd.<br />
Den 1. november ved middagstid ledede præsident McKay indvielsen af den nye<br />
Eagle Gate (ørneport), der strakte sig over State Street ved South Temple gadekrydset
Side 207<br />
i Salt Lake City. Ved indvielsen af det nye mindesmærke, der står ved den tidligere<br />
indkørsel til præsident Brigham Youngs landbrugsjord, sagde præsidenten: ". . . må<br />
ørneporten med sin prægtige gamle ugle og bikuben, hvorpå den står, fortsætte med<br />
til fremtidige generationer at udstråle de dyder, pionererne var eksempler på, såsom<br />
loyalitet, flid, frihed, tro og tilbedelse."<br />
Mindre end 2 uger efter blev præsident McKay indlagt på LDS Hospital i Salt Lake<br />
City for at få en meget tiltrængt hvileperiode. Han blev hjemsendt den 18. november.<br />
Præsidenten, der altid viste deltagelse over for andres bekymringer og problemer,<br />
udsendte følgende erklæring, der gav udtryk for dyb sorg, da han hørte om mordet på<br />
præsident John F. Kennedy i november 1963: "For blot et par uger siden havde vi det<br />
privilegium at være sammen med præsidenten, og vi er rystede og chokerede over, at<br />
han nu er væk. Det er forfærdeligt at tænke på, at en sådan tragedie kan finde sted<br />
i denne tidsalder."<br />
XXXIV<br />
En betydningsfuld begivenhed i begyndelsen af 1964 var den ærværdige<br />
mormonkirkeleders besøg hos præsident Lyndon B. Johnson i Det hvide Hus i<br />
Washington D. C. Profeten, der foretog rejsen efter invitation fra præsidenten, forlod<br />
Salt Lake City den 30. januar og vendte tilbage den 7. februar. I en melding fra<br />
Washington rapporterede man, at "ved et møde mellem de to bad De forenede Staters<br />
præsident om tilsagn fra kirkens præsident om åndelig hjælp og styrke, og det fik han<br />
... Det blev meddelt, at man havde drøftet nationens åndelige og moralske støbning,<br />
og at præsident Johnson havde anmodet om præsident McKays bønner på nationens<br />
vegne".<br />
Bemærkelsesværdige begivenheder i præsident McKays liv i 1964 omfattede en<br />
hædrende omtale fra Veterans of Foreign Wars for hans loyalitet og amerikanisme;<br />
afsløringen af et portræt ved den kendte portrætkunstner Alvin Gittins under den<br />
særlige afsløring af Pioneer Memorial Theater; deltagelse i Days of '47 optoget den 24.<br />
juli; samt et 2-ugers hvil i hans hjem i Huntsville.<br />
Den 2. august foretog han en uventet rejse til Oakland, Californien, hvor han<br />
deltog i et uformelt møde for at lægge sidste hånd på planerne for Oakland templets<br />
indvielse i oktober. I en tale til de forsamlede sagde præsidenten: "Tempelarbejde<br />
er så vidtstrakt som menneskeheden eller selve livet. Det ville være en uretfærdig<br />
Gud, der ikke ønskede at frelse os alle, selv de tidligere generationer." Han bad om<br />
Herrens velsignelser over de forsamlede ledere og roste dem for deres trofasthed ved<br />
bygningen af templet. Om indvielsen, der var planlagt i oktober, sagde han: "Når det<br />
bliver indviet, vil jeg være her sammen med jer, hvis mine ben vil gøre deres pligt."<br />
Ved sin tilbagevenden til Salt Lake City blev præsident McKay indlagt på<br />
hospitalet for en hjertelidelse. Midt i denne hjemsøgelse kom præsidentens udprægede<br />
humoristiske sans til udtryk. Dr. Llewelyn R. McKay fortalte, at hans fars ofte gentagne<br />
filosofi var "når du går i stå, er du død". Under et hospitalsophold sagde præsident<br />
McKay til sin familie: "Så snart denne lille bagatel er overstået, og jeg kommer hjem,<br />
vil vi lægge planer for de næste 10 år."<br />
Efter at præsident McKay var kommet sig tilstrækkeligt efter sin sygdom, rejste<br />
han den 17. november til Oakland, Californien, for at indvie det nye tempel der. Han<br />
blev ledsaget af sine rådgivere, præsidenterne Brown og Tanner; Joseph Fielding<br />
Smith, præsidenten for De tolvs Kvorum; samt andre af generalautoriteterne. Dette<br />
var det 5. tempel, profeten indviede, siden han i 1951 blev præsident for kirken.
Side 208<br />
Over 6.000 mennesker overværede begivenhederne i templet og i det nærliggende<br />
fælles-stavscenter. Præsident McKay talte ved hvert af de 6 indvielsesmoder og<br />
opsendte indvielsesbønnen ved 4 af moderne.<br />
XXXV<br />
Den 2. januar 1965 fejrede præsident og søster McKay deres 64-års bryllupsdag. Ved<br />
denne lejlighed talte præsidenten over emnet lykke: "Hvis man vil være lykkelig, må<br />
man mærke udødeligheden. Hver eneste sjæl er en del af guddommelighed - dermed<br />
mener jeg, at denne, aldrende kappe' dette legeme - er mit; dette sind med evnen til<br />
at tænke og til at træffe beslutninger er også mit. Ånden og sjælen bliver aldrig gamle.<br />
De er en del af guddommelighed ... Det, der kommer fra Gud, er altid ungt - det er lige<br />
så evigt som Skaberen selv. Jeg tror, at dette bogstaveligt er sandt.<br />
Himlen er lige så blå, og månen er lige så klar, som da jeg var ung. Naturen er lige<br />
så fuld af skønhed, hvis vi åbner vore øjne for at se det."<br />
En uge efter sin bryllupsdag præsiderede præsident McKay ved indvielsen af det<br />
nye Deseret Gymnasium i Salt Lake City. Søster McKay var også til stede. Efter sin<br />
læges råd talte præsidenten ikke ved denne begivenhed.<br />
Efter at være kommet hjem efter et 2-ugers hvil i det sydlige Californien i februar<br />
bemærkede præsident McKay: "Jeg har det fint og planlægger at gå i gang med at<br />
arbejde straks." Han blev imidlertid indlagt på hospitalet igen den 14. februar med en<br />
lungestase foruden sit dårlige hjerte. To uger efter havde han det så godt, at han kunne<br />
vende hjem til sin lejlighed i Hotel Utah.<br />
<strong>Kirkens</strong> 135. årlige konference fandt sted i april. Der var mange ting, som var<br />
medvirkende til at gøre den fremragende. Først og fremmest var det den 91 år<br />
gamle profets tilstedeværelse. Han sagde nogle få velkomstord ved moderne og fik 3<br />
vigtige budskaber læst op for forsamlingen. Hans hovedtale indeholdt en indtrængende<br />
opfordring til effektivt at beskytte SDH unge imod forsyndelser. Præsident McKay<br />
overværede 5 af de 7 moder ved generalkonferencen. Modet søndag morgen begyndte<br />
kl. 8 for at åbne mulighed for den første direkte landsomfattende fjernsynsudsendelse<br />
i kirkens historie. Dette mode - der blev udsendt i fjernsynet fra kyst til kyst ved hjælp<br />
af omtrent 200 fjernsyns- og radiostationer - var det mest udbredte konferencemode<br />
i kirkens historie.<br />
I september, om aftenen på sin 92-års fødselsdag, sagde præsident McKay: "Jeg<br />
har det fint. Det gør ikke ondt nogen steder. Jeg behøver ikke at slide og slæbe, og<br />
hvert øjeblik af livet er en glæde. Livet er virkelig pragtfuldt."<br />
Fredag den 1. oktober, da profeten stod på talerstolen for at åbne kirkens<br />
generalkonference, og da han få minutter efter rejste sig for at give et inspirerende<br />
budskab, var det tydeligt for den store forsamling, at deres højt elskede leder var<br />
bemærkelsesværdig fornyet i ånd og fysisk evne. Ikke siden april 1964 havde de hørt<br />
ham tale fra talerstolen ved konferencetid. Foruden sit åbningsbudskab talte han lørdag<br />
aften til 70.000 præstedømmebærere. Han talte også ved konferencens afsluttende<br />
mode, søndag den 3. oktober.<br />
Senere i oktober kom den overraskende bekendtgørelse fra præsident McKay,<br />
at Joseph Fielding Smith og Thorpe B. Isaacson var blevet udpeget som yderligere<br />
rådgivere i Det øverste Præsidentskab. Han anførte voksende arbejde i Det øverste<br />
Præsidentskab samt kirkens hurtige vækst som omstændigheder, der skabte behov<br />
for yderligere hjælp.
XXXVI<br />
Side 209<br />
Den 8. februar 1966 talte præsident McKay til spejdere og spejderførere fra Salt Lake<br />
City i et program med titlen "Genforpligtelse for 1966", hvori han skildrede principperne<br />
for spejdereden og - loven.<br />
Ved kirkens generalkonference den 6., 9. og 10. april, der blev udsendt til lande i<br />
Europa, Asien, Afrika og Sydamerika - som tilsammen udgør næsten 2/3 af jordens<br />
befolkning - præsiderede præsident McKay endnu en gang. I nogle få velkomstord ved<br />
åbningsmødet den 6. april sagde han: "Jeg påskønner inderligt muligheden for at være<br />
sammen med jer i dag. Man påskønner aldrig værdien af et godt helbred, før man har<br />
mistet det. Jeg er glad for at kunne byde jer velkommen ved dette åbningsmøde og<br />
beder om, at Herrens velsignelser vil være med enhver, der står på denne talerstol<br />
for at opfylde den opgave, der er blevet ham overdraget." Den 9. april holdt han sin<br />
hovedtale, hvori han bar vidnesbyrd om virkeligheden af Kristi opstandelse.<br />
Den 22. april var præsident McKay i Ogden, hvor han trykkede på en kontakt, der gav<br />
signalet til påbegyndelsen af det nye LDS Hospital, der ville få hans navn. Han sagde:<br />
"Jeg er meget glad og beæret over, at I har så høje tanker om mig, at I ønsker at forevige<br />
mit navn og minde ... Jeg er glad for at mødes med kære venner ved denne begivenhed,<br />
og jeg påskønner jeres godhed. Må Herren velsigne jer og jeres venskab, for det stråler,<br />
og må han velsigne jer for jeres godhed i at forevige mig og min forbindelse med denne<br />
by og dette land."<br />
De foregående talere havde udtrykt ønsket om, at præsident McKay kunne være<br />
sammen med dem om 2 år ved hospitalets indvielse. Hertil svarede han: "Jeg skal ikke<br />
nogen steder. Dette er begyndelsen til mange lykkelige stunder forude for os."<br />
Den 15. maj samledes den største forsamling mormonelever nogensinde fra<br />
University of Utah i Salt Lake Tabernaklet for at give en særlig hyldest til deres profet.<br />
De deltagende opløftede deres stemmer i tale og sang til præsident McKay, der så<br />
programmet på internt fjernsyn i sin lejlighed på Hotel Utah. Medlemmer af Det øverste<br />
Præsidentskab var også til stede. Højdepunkter fra aftenen var overrækkelsen af et<br />
oliemaleri af præsidenten samt et særligt budskab, oplæst af hans søn Robert.<br />
Et andet højdepunkt i præsident McKays liv fandt sted den 1. og 2. juni, da han<br />
besøgte historiske steder for kirken i Missouri i bl.a. Far West, Independence, Liberty og<br />
Adam-ondi-Ahman. Dette var profetens første besøg disse steder. Under dette besøg<br />
blev købet af 56 1/2 ha land på kirkens vegne i Adam-ondi-Ahman godkendt.<br />
Da oktoberkonferencen i 1966 fandt sted, var præsident McKay på forhøjningen, og<br />
han gav personligt sin hovedtale. <strong>Kirkens</strong> 93-årige leder udviste bemærkelsesværdigt<br />
mod og beslutsomhed og holdt en 40-minutters tale, der fastsatte konferencens<br />
emne. Han konstaterede de farer, verden stod overfor og understregede kraftigt, at<br />
evangeliets forkyndelse var den eneste effektive løsning på dem.<br />
Den 24. december modtog SDH-soldater i det krigshærgede Asien en særlig hilsen<br />
fra præsident McKay. Budskabet blev optaget i Salt Lake City og fløjet til området af<br />
Utah Air National Guard på en regelmæssigt fastsat flyvetur. Præsidenten gav dem<br />
følgende råd: "I er konstant i vore tanker og bønner ... Vi håber oprigtigt, at I - uanset<br />
de forhold, I befinder jer i - vil leve således, som det sømmer sig for medlemmer af<br />
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og for mænd, der bærer Guds præstedømme.<br />
Ved en sådan levevis vil I finde den indre fred, som overgår al forstand' til trods for det<br />
krigsoprør I måske befinder jer i."
XXXVII<br />
Side 210<br />
I den første uge af 1967 tænkte præsident og søster McKay tilbage på 66-års<br />
ægteskab, og de besøgte det gamle hjem på 56 Nord 2. Vest i Salt Lake City, hvor<br />
de holdt deres bryllupsreception den 2. januar 1901 efter vielsen i Salt Lake templet.<br />
Søster McKays familie boede i det gamle hjem på det tidspunkt, hvor den unge David<br />
O. mødte hende for første gang. Han havde lejet et værelse hos dem, mens han gik<br />
på University of Utah. Efter besøget blev præsident McKay spurgt, om han stadigvæk<br />
elskede sin hustru lige så meget, som han gjorde for 66 år siden. Svaret var et typisk<br />
eksempel på hans humoristiske sans: "Nej, jeg elsker hende 66 gange så meget."<br />
Ved kirkens 137. årlige konference i april deltog præsident McKay i to møder<br />
torsdag og søndag. Hans 3 vigtige budskaber blev læst op af hans søn Robert. I sit<br />
åbningsbudskab omtalte han tidernes skærende ondskab og advarede ungdommen<br />
imod dem. Denne konference kunne høres på spansk i en særlig udsendelse til 8 byer<br />
i Mexico. Det var første gang, en konference blev udsendt i Mexico. Mødet søndag<br />
morgen blev også udsendt direkte på Hawaii for første gang ved hjælp af "Lani Bird"<br />
satellitten i kredsløb 35.400 km oven over Stillehavet.<br />
Ved konferencens præstedømmemøde blev Robert McKay bedt om selv at sige et<br />
par ord, før han oplæste sin fars budskab til kirkens forsamlede brødre. Han reagerede<br />
på det ved at sige, at han og hans brødre ofte blev spurgt om, hvordan det føltes<br />
at være sønner af Guds profet. "Man føler det ikke, man lever det," sagde han. Han<br />
bevidnede yderligere: "Min far har min lydighed og min støtte. I hjemmet, på gården, i<br />
forretningsanliggender eller i kirken har jeg aldrig set en eneste handling eller hørt et<br />
eneste ord, der kunne bringe nogen tvivl om, at han skulle være Herrens profet."<br />
Mens præsident McKay besøgte sin hjemby Huntsville den 12. juli, blev han syg og<br />
måtte indlægges på hospitalet. Han kom sig imidlertid tilstrækkeligt til at kunne køre i<br />
spidsen for Days of '47 optoget den 24. juli.<br />
Præsident McKay præsiderede ved generalkonferencen i oktober og deltog i det<br />
første møde, mens han så resten af møderne i fjernsynet i sin lejlighed på Hotel Utah.<br />
Hans 3 budskaber til de hellige blev læst op af hans søn Robert. Ved denne konference<br />
blev 69 regionalrepræsentanter til De Tolv kaldet for at hjælpe med at opfylde kirkens<br />
voksende organisationsmæssige behov.<br />
Efter konferencen tilbragte profeten næsten en måned i sit landhus i Huntsville, hvor<br />
han hvilede ud.<br />
Blandt de fremtrædende besøgende, der gjorde præsidenten deres opvartning i<br />
1967, var Edward M. Lindsey, præsident for verdens 800.000 medlemmer af Lions<br />
Club', guvernør George Romney fra Michigan samt Tongas prins Tu'ipelehake.<br />
(1) International organisation for forretningsmænd og mænd i liberale erhverv. Deres<br />
formål er at afhjælpe samfundsbehov gennem egne bestræbelser eller i samarbejde<br />
med andre organisationer.<br />
XXXVIII<br />
I marts 1968 fik præsident McKay tildelt en æresbevisning, da han fik overrakt the<br />
Exemplary Manhood Award' af BYU Associated Men Students organisation ved et<br />
særligt andagtsmøde på universitetet. Dr. Edward R. McKay modtog æresbevisningen<br />
på sin fars vegne. I hyldesten stod der: "Associated Men Students på Brigham Young<br />
University er stolte over at overrække the Exemplary Manhood Award til en mand, der<br />
har givet verden en målestok for fremragende dygtighed. Det er med stor ærbødighed,
Side 211<br />
denne belønning overrækkes David O. McKay, det menneske, der har været det største<br />
eksempel på mandighed for denne generation." Efter at have modtaget belønningen<br />
mindedes dr. McKay nogle af sine barndomsindtryk af faderen: "Fars opskrift på succes<br />
omfattede altid omhyggelig forudgående planlægning af dagen." Som far rådede han<br />
altid sine børn til at "udføre det arbejde, der var nærmest ved hånden, og at udføre det<br />
godt". Han fortalte dem altid, at de skulle gøre alting med Herrens inspiration og hjælp".<br />
(2) Belønning for eksemplarisk mandighed.<br />
Selv om præsident McKay selv var til stede ved to af aprilkonferencens møder, blev<br />
hans budskaber læst op af hans søn David Lawrence. Ved denne konference blev<br />
ældste Alvin R. Dyer kaldet til at virke som rådgiver i Det øverste Præsidentskab.<br />
I september blev en ny 30 m høj flagstang indviet på tempelpladsen. Profetens<br />
budskab ved denne lejlighed blev læst op af hans søn Robert: "Hvis vi vil gøre<br />
verden bedre, så lad os fremme en større værdsættelse af den frihed, der er<br />
garanteret af De forenede Staters regering, som er udformet af denne nations stiftere.<br />
Der er nogle selvudnævnte fremskridtsmænd, der råber, at sådan en gammeldags<br />
troskab er umoderne. Men der er nogle af denne republiks grundlæggende principper,<br />
der - ligesom evige sandheder - aldrig bliver umoderne, og som altid vil være<br />
praktisk anvendelige for frihedselskende folk. Af en sådan natur er forfatningens<br />
grundlæggende principperet dokument udformet af patriotiske, frihedselskende mænd,<br />
som vi erklærer var inspireret af Herren. Påvirket af disse to grundlæggende og evige<br />
principper - den enkeltes handlefrihed samt tro på et større forsyn - gav disse 56<br />
mænd, der underskrev uafhængighedserklæringen og 9 år senere udformede De<br />
forenede Staters forfatning, verden en regeringsform, der, hvis den benyttes, vil afkaste<br />
tyranniets lænker fra den underkuede menneskehed og give håb, ambitioner og frihed<br />
til de mange millioner overalt i verden ... Jeg elsker det amerikanske flag! Jeg elsker de<br />
mennesker, der gør dette land storslået, og jeg tror på deres loyalitet. Landets ledere<br />
har fået pålagt det største ansvar, der nogensinde er blevet overdraget en nation. Vi<br />
beder Gud om at lede præsidenten og Kongressen. Jeg ved, at både de og vi ikke<br />
ønsker krig, men der er ting, som er væne end døden - den ene er at blive berøvet<br />
vor frihed!"<br />
Ved generalkonferencen i oktober præsiderede præsident McKay, men han var ikke<br />
til stede ved nogen af møderne. Hans sønner Robert og David Lawrence læste hans 3<br />
taler op for forsamlingen. I sine åbningsbemærkninger sagde profeten: "Jeg tror, at kun<br />
gennem et virkelig veluddannet borgerskab kan de idealer, der inspirerede vor nations<br />
stiftende fædre, blive bevaret og foreviget ... Vi kan ikke - må ikke - være ufølsomme<br />
over for de onde kræfter omkring os, og især den kommunistiske sammensværgelse,<br />
der åbent indrømmer, at dens formål er at ødelægge troen på Gud, at så strid og<br />
uenighed blandt mennesker i den hensigt at underminere, svække eller helt ødelægge<br />
vor forfatningsmæssige regeringsform samt at svække og undergrave den yngre<br />
generations idealer. Når handlinger og planer klart er i strid med Herrens åbenbarede<br />
ord, føler mine kolleger og jeg os retfærdiggjorte i at advare vort folk imod dem . . ."<br />
I december modtog præsident McKay the Distinguished American Award (fornem<br />
amerikansk belønning) af the National Football Foundation and Hall of Fame.<br />
Præsidenten, der formodedes at være nationens ældste, tidligere fodboldspiller,<br />
modtog belønningen ved stedfortræder ved institutionens 11. årlige belønningsmiddag<br />
på Waldorf-Astoria Hotel i New York City den 3. december. Frederick S. Schluter fra<br />
Princeton, New Jersey, en omvendt til kirken og præsident for institutionens afdeling i<br />
Delaware Valley, modtog belønningen på præsidentens vegne.
XXXIX<br />
Side 212<br />
I januar 1969 blev det meddelt, at præsident McKay var regnet med blandt de 5<br />
bedste kirkeledere opført i den offentlige opinionsundersøgelse, udsendt af dr. George<br />
Gallop's Institute of Public Opinion. Man havde spurgt 1.501 voksne i USA: "Hvilken<br />
mand, du har hørt eller læst om, og som lever et eller andet sted i verden i vor<br />
tid, beundrer du mest?" Foruden præsident McKay nævnte man kardinal Cushing,<br />
pastor Norman Vincent Peale, pastor Paul Roberts og biskop Fulton J. Sheen. Foruden<br />
religiøse ledere var der også opført mænd i det offentlige liv indenfor journalistik,<br />
underholdning, sport og lægevidenskab.<br />
Ved kirkens generalkonference, der begyndte den 4. april i Salt Lake City, blev<br />
præsident McKays åbningsbudskab læst op af hans søn Robert. Præsident McKay var<br />
ikke til stede ved nogen af konferencens møder efter lægens forskrift. I sin hovedtale<br />
uddybede han følgende udtalelse nærmere: "I de forløbne måneder har jeg været<br />
meget bekymret for menneskehedens ve og vel i en verden af modgang og falske<br />
idealer. . ." Hans bemærkninger drejede sig specielt om ægteskabspagtens hellighed<br />
og skilsmissens onder.<br />
Den 9. juli opfyldte præsident McKay et ønske og et løfte, da han deltog i<br />
åbningshøjtideligheden for det 11 millioner dollars hospital i Ogden, der bærer hans<br />
navn. Præsident og søster McKay sad i deres bil i nærheden af hovedindgangen og<br />
lyttede til åbningsceremonien, der sluttede med, at hospitalets administrator, Kenneth<br />
E. Knapp, overrakte præsident McKay nøglen til hospitalets fordør og søster McKay<br />
en buket røde roser. David Lawrence læste et budskab op fra sin far.<br />
To uger efter kørte præsident McKay med i Days of '47 optoget i Salt Lake City.<br />
Da præsident McKay fyldte 96 år i september, forhindrede fysiske svagheder ham i<br />
at deltage i mange af de aktiviteter, han normalt ville have været med til. Han arbejdede<br />
imidlertid stadigvæk på sit kontor i sin lejlighed på Hotel Utah og samledes ofte med<br />
sine rådgivere og andre for at lede kirkens anliggender. Hans fødselsdag blev markeret<br />
ved, at man tog det første spadestik til det nye Ogden tempel og to dage efter til templet<br />
i Provo.<br />
Selv om præsident McKay ikke var i stand til at være til stede i Tabernaklet ved nogen<br />
af generalkonferencens møder i oktober, udfordrede han kirkens præstedømmebærere<br />
til at "påtage sig ansvaret for at bringe et nyt medlem ind i kirken hvert år". I sin<br />
afslutningstale, der blev læst op af hans søn Robert, erklærede han: "Åndelighed<br />
er bevidsteheden om, at man har sejret over sig selv. Det er virkeliggørelsen af<br />
samhørighed med guddommen. Man kan ikke opnå noget højere . . ."<br />
XL<br />
Det var gået tilbage med præsident McKays helbred i adskillige måneder, men alligevel<br />
var ingen helt parate til at høre, at han var gået bort søndag morgen, den 18. januar<br />
1979, i sit 97. år. Ved sin død havde han virket længere som generalautoritet end nogen<br />
anden siden kirken blev oprettet. Indehaveren af den tidligere rekord i tjenestetid var<br />
Charles W. Penrose, der opnåede en levealder på 93 år, 3 måneder og 8 dage.<br />
Under David O. McKays præsidentskab havde kirken haft en fænomenal vækst.<br />
I hans tid som præsident var kirkens medlemstal næsten tredoblet - fra 1 million til<br />
næsten 3 millioner - og antallet af stave var vokset fra 180 til 500. I ledelsen af denne<br />
vækst blev præsident McKay den mest berejste præsident i kirkens historie, idet han
Side 213<br />
rejste omkring 1.600.000 km. Der blev opført 5 templer, og man gik i gang med 3 til.<br />
<strong>Kirkens</strong> missioner fordobledes, og missionærstyrken voksede fra 2.000 til over 12.000.<br />
Af stor betydning var organiseringen af kirkens samordningsprogram, der skulle styrke<br />
effektiviteten af kirkens undervisnings- og hjælpeorganisationsprogrammer; det blev<br />
påbegyndt, mens han var præsident. Der blev også lagt yderligere vægt på hjemmets<br />
betydning gennem familiehjemmeaftensprogrammet, der kom som svar på de stigende<br />
samfundsmæssige problemer i verden.<br />
Begravelsesmødet for præsident McKay blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet den 22.<br />
januar. <strong>Præsidenter</strong>ne Nathan Eldon Tanner, Hugh B. Brown, Harold B. Lee og Joseph<br />
Fielding Smith talte til de forsamlede. Ældste Tanner sagde følgende om præsident<br />
McKay: "Hans liv med fremragende tjeneste og lederskab er blevet anerkendt, og man<br />
har hyldet ham gennem aviser, radio og fjernsyn over hele kontinentet og andre steder<br />
i verden, og gennem telegrammer, breve og telefonopringninger fra beundrere fra fjern<br />
og nær.<br />
Som en af de største profeter og ledere i denne uddeling har man søgt hans råd, og<br />
hans indflydelse er blevet mærket af ledere i alle samfundslag, inklusive præsidenter<br />
for De forenede Stater. Han var elsket, respekteret og æret af millioner af mennesker,<br />
der nu sørger over hans død.<br />
Hele sit liv var han et eksempel på Kristi liv . . ."<br />
Præsident McKay blev begravet på en smuk bakkeskråning på Salt Lake Citys<br />
kirkegård.<br />
En passende velsignelse af præsident McKays liv blev udtalt af en fremtrædende<br />
forretningsmand, der besøgte ham i 1955: "Det er den mest guddommelige mand, jeg<br />
nogensinde har mødt. Hvis man ønsker at skabe mennesket i Guds billede, kan man<br />
bruge ham som mønster for det."
Tiende præsident<br />
Joseph Fielding Smith (1876-1972)<br />
Af Dean May, kirkens historiske afdeling<br />
Side 214<br />
Joseph Fielding Smiths lange tjenestegerning var karakteriseret af en særlig<br />
forpligtelse over for 3 store mål: En fars og ægtemands omsorg for sin familie,<br />
udlægningen af kirkens historie og lærdomme, samt det genealogiske arbejdes<br />
fremme. Det er ikke overraskende, at disse anliggender fandt en forkæmper i denne<br />
mand - en mand, hvis egen familieoptegnelse består af den slags materiale, der<br />
inspirerer til visioner af familiebånd og en fortsættelse af slægten.<br />
Mens præsident Smith levede, blev han æret som et levende bindeled til den<br />
periode, hvor Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev grundlagt og dens<br />
lærdomme fastlagt. Hans far, Joseph F. Smith, var kirkens 6. præsident - en leder,<br />
der førte kirken ind i det 20. århundrede med et stærkt udvidet byggeprogram, der<br />
omfattede LDS Hospitalet, kirkens kontorbygning på 47 East South Temple samt Hotel<br />
Utah, alle i Salt Lake City; endvidere templer på Hawaii og i Canada. Hans farfar var<br />
Hyrum Smith, kirkens patriark og bror til profeten. Hans mor Julina Lambson Smith<br />
arbejdede en stor del af sit liv som jordemoder, og med de 5 dollars hun fik for hver<br />
fødsel, hjalp hun med at underholde den store husstand. I de optegnelser, hun førte<br />
over sin praksis, skrev hun blot under den 19. juli 1876 - Joseph Fieldings fødselsdag<br />
- at hun selv havde født en søn.<br />
Den unge Joseph opvækst var fuld af familieminder om forfølgelser af de hellige i<br />
kirkens første tid. Det er ikke så mærkeligt, at drengen fik fornemmelse for historie, at<br />
han fornemmede et ansvar for familien, både i fortiden, nutiden og fremtiden.<br />
Da Josephs far var bebyrdet med opgaver i kirken og ansvar over for sine mange<br />
familier, tilbragte Joseph det meste af barndommen sammen med sin mor og sine<br />
søskende. Som den ældste søn blev han ofte bedt om at køre for moderen, når hun<br />
skulle ud til sine patienter. "Jeg husker, at jeg måtte stå op midt om natten," fortalte han,<br />
"og tage lanternen med ud i den mørke lade for at spænde hesten for vognen. Derpå<br />
kørte jeg min mor hen til en af de vordende mødre, hvor hun virkede som jordemoder<br />
og hjalp barnet til verden. Jeg sad ude i vognen og ventede og spekulerede på, hvorfor<br />
små børn så ofte blev født midt om natten."<br />
Foruden sit arbejde som kusk for en mor, der havde travlt i sin gerning som<br />
jordemoder, hjalp han hende derhjemme med at tage sig af hendes 13 børn, hvoraf 2<br />
var adopteret. Den unge Joseph lærte ikke blot at skifte bleer i en fart, men også at<br />
lave mad, bage brød og tærter, ja, endog at sy små stykker stof sammen til vatterede<br />
tæpper. Han udførte sådanne opgaver i en ånd af kærlighed og hjælpsomhed og<br />
bevarede hele livet en kærlighed til børn. Hans bemærkelsesværdige følsomhed over<br />
for deres verden kommer til udtryk i et dejligt brev, han skrev til sin lillesøster Rachel,<br />
mens han var på mission i England i 1900.<br />
"Min kære søster Rachel,<br />
Jeg har skrevet et lille brev til Emily, og her kommer et til dig. Jeg sendte Emily<br />
et julekort med hendes billede; er det ikke smukt? Jeg vil sende dig det med det<br />
røde, hvide og blå bånd og et billede af floddalen, hvor du somme tider kommer om<br />
sommeren. Jeg ved, at du kan lide sådanne bånd og smukke billeder af floddalen ...<br />
Jeg fortalte Emily, hvor langt borte fra jer, jeg er. Når I alle sammen ligger i jeres senge<br />
og sover om natten, så skinner solen her, og det er dag, og når solen skinner hos jer,<br />
så ligger jeg i sengen, og det er nat. Du kan sikkert ikke forstå det, men det vil du en
Side 215<br />
dag. Vær god imod Tottie (familiens hund), og sørg for, at hun ikke bider fremmede. Sig<br />
til hende, at jeg kommer hjem en dag, hvor det er så varmt, at man kan lege ude; så vil<br />
hun logre med halen og se klog ud. Prøv at se, om det ikke er rigtigt. Du vil være blevet<br />
en stor pige, når jeg kommer hjem, og jeg vil næsten ikke kunne genkende dig; tror du,<br />
at du vil genkende mig? Jeg er ikke blevet større, når jeg kommer hjem, men det er du.<br />
Vær en god pige og lær alt, hvad du kan. Vær god imod mor og Mamie og hjælp dem<br />
alt, hvad du kan. Jeg ville ønske, jeg kunne få dig at se, men det må vente lidt endnu.<br />
Kærlig hilsen, din bror Joseph"<br />
Det er ikke så mærkeligt, at en mand, der kunne skrive et sådant brev til et barn, da<br />
han var først i tyverne, blev, som hans anden hustru, Ethel, skrev, "en god og kærlig<br />
ægtemand og far, hvis største ambition i livet er at gøre sin familie lykkelig, idet han<br />
fuldstændig glemmer sig selv i sine bestræbelser for at gøre dette". Præsident Smith<br />
blev gift i april 1898 - før sin mission - med Louie Emily Shurtliff. Hun var mor til hans to<br />
ældste døtre, Josephine og Julina. Efter hendes død i 1908 mødte han Ethel Georgina<br />
Reynolds - en medarbejder på kirkens historikers kontor- og giftede sig med hende. De<br />
fik 9 børn: Emily, Naomi, Lois, Joseph Fielding jun., Amelia, Lewis, Reynolds, Douglas<br />
og Milton. 11937 berøvede døden endnu engang familien for sin "Mamma", som ældste<br />
Smith kaldte sine hustruer.<br />
Året efter skulle kirkens historiker underskrive et dokument for Jessie Evans, en<br />
kvinde, der var velkendt i Salt Lake City både for sin smukke kontraalt og for sin politiske<br />
karriere som Salt Lakes amtsoptegner. Da hun ringede til hans kontor for at spørge,<br />
om hun kunne komme op til ham med dokumentet, svarede han, at han i stedet for<br />
ville komme hen til hendes kontor. Det gjorde han - åbenbart adskillige gange - og<br />
få måneder efter blev de gift. Jessie Evans fortsatte med at synge ved kirkemøder<br />
og sammen med Tabernakelkoret og støttede endvidere sin ægtemand i hans mange<br />
kirkeansvar. Hun forblev ved hans side indtil sin død i august 1971 og var altid en trøst<br />
og støtte.<br />
Alle præsident Smiths sønner udførte missioner for kirken, og alle de børn, der<br />
giftede sig, blev viet i templet. En søn, Lewis, døde i kamp under den anden<br />
verdenskrig. Børnenes levevis er en hyldest til det eksempel på forældreværdighed,<br />
der blev vist dem af deres far og deres mødre. En følelse af gensidig ansvarlighed for<br />
familiens ære var en af de egenskaber, forældrene Smith med held overførte til deres<br />
børn. En ven til et af børnebørnene huskede, "hvor imponeret (barnebarnet) ... havde<br />
været over sine forældres påmindelse om, at hans gode eller dårlige opførsel ville falde<br />
tilbage på hans oldefar Hyrums navn og på hans bedstefars navn; bedstefaderen var<br />
dengang præsident for De tolv Råd".<br />
Præsident Smith straffede aldrig børnene fysisk. Hvis de trængte til en reprimande,<br />
kaldte han dem simpelthen hen til sig, lagde begge hænder på deres skuldre, og idet<br />
han så dem ind i øjnene, sagde han: "Jeg ville ønske, at mine børn ville være gode."<br />
Når de kiggede op i hans blågrå øjne, forstod de åbenbart, at det ikke blot var deres<br />
fars ønske, men en hel slægts ønske, at de værnede om familienavnet.<br />
Da præsident Smith døde i 1972, efterlod han sig 169 direkte, levende efterkommere<br />
der rigeligt sikrede, at familiens usikre fortid ville nå sin fuldførelse i en rig fremtid.<br />
Man må formode, at af alle sine ansvar og resultater fandt han den største tilfredshed<br />
gennem sin trofaste og talrige familie.<br />
Præsident Smiths bevidsthed om sin egen families fortid stimulerede uden tvivl hans<br />
egen interesse for kirkens historie, som de havde været med til at grundlægge og<br />
støtte. Familien Smiths interesse i kirkens historie er af dobbelt art, for de var ikke
Side 216<br />
blot med til at skabe den, men de opretholdt også en tradition med at være involveret<br />
i nedskrivningen af den. Præsident Smiths far havde arbejdet på kirkens historikers<br />
kontor, før han blev kaldet som apostel i 1866. 36 år efter da Joseph Fielding lige var<br />
vendt hjem efter sin mission, påbegyndte han sin egen lange tjenestegerning i kirkens<br />
histories interesse. Andrew Jenson, en medarbejder, skrev i sin dagbog: "Broder Jos.<br />
F. Smith jun. begyndte at arbejde på historikerens kontor, idet han overtog den plads,<br />
som blev ledig efter (br. Jensons søn) Parley i går." I næsten 3/4 århundrede var<br />
han beskæftiget med at "skrive, afskrive, udvælge og samle alt det, der kan være til<br />
nytte for kirken og den opvoksende slægt i Zions land" (L&P 69:8). En særlig opgave<br />
i hans nye stilling førte ham til Massachusetts for at indsamle genealogiske data om<br />
familien Smith. Hans første publikation, der var en frugt af disse bestræbelser, var en<br />
familiehistorie, Asahael Smith of Topsfield, Massachusetts; den blev udgivet i 1902.<br />
Han hjalp Brigham H. Roberts med at redigere Joseph Smiths History of the Church,<br />
og da han blev bedt om at føre historikerens kontors daglige protokol, ændrede han<br />
det, der havde været en optegnelse over de ansattes tilstedeværelse, til en værdifuld,<br />
daglig beretning om kontorets aktiviteter.<br />
Da han blev kaldet til at være apostel i 1910, beholdt han ikke desto mindre den<br />
store opgave med at samle Journal History for det 20. århundrede. (The Journal History<br />
er en massiv bog bestående af avisartikler og andre værdifulde dokumenter, der udgør<br />
en optegnelse om kirken dag efter dag) Han var så pligtopfyldende, at han den dag,<br />
han blev gift med sin anden hustru, Ethel, tilbragte noget af dagen med at arbejde på<br />
Journal History for 1902.<br />
I 1921 blev ældste Smith kirkens historiker, idet han afløste Anthon H. Lund. Året<br />
efter udgav han Essentials in Church History, et bind, der siden er blevet trykt i 26<br />
engelske oplag og oversat til fransk, tysk, norsk og spansk. Bogen, der er helliget det<br />
formål at korrigere det negative billede, som kritikere sidst i det 19. århundrede dannede<br />
af kirken, har tjent som tekst for generationer af seminarelever og andre medlemmer af<br />
kirken. Mere end 50 år efter sin første udgivelse vedbliver Essentials in Church Ristory<br />
med at tjene et værdifuld formål som en årbog over SDH-historie og en uundværlig<br />
samling af oplysninger.<br />
Foruden dette standardhenvisningsværk i kirkens historie findes der et andet om<br />
lærdomsmæssige anliggender af præsident Smith, som er samlet af hans søn Joseph.<br />
Det har titlen Answers to Gospel Questions og består af 5 bind, der er samlet fra<br />
spalten "Your Question", som blev udgivet hver måned i Improvement Era mellem<br />
1953 og 1967, samt fra hans private arkiv. Disse er blot de mest kendte af hans<br />
bøger, der omhandler historie, læresætninger og genealogi. Andre bind omfatter (i den<br />
rækkefølge, de er udgivet, og heri er ikke medregnet korte brochurer eller bøger, der<br />
omfatter kortere skrivelser og taler) Blood Atonement and the Origin of Plural Marriage<br />
(1905), Origin of the Reorganized Church and the Question of Succession (1929), The<br />
Progress of Man (1936), The Life of Joseph F. Smith (1938), The Signs of the Times<br />
(1943), The Way to Perfection (1953),(1) samt Man, His Origin and Destiny (1954).<br />
(1) Denne bog er oversat til dansk, "Vejen til fuldkommenhed".<br />
Præsident Smiths hengivenhed for udvikling af genealogisk forskning var et naturligt<br />
supplement til hans interesse for kirkens historie. Når man studerer historie, skaber<br />
det en følelse af identitet blandt mormoner som personer, hvis åndelige (om ikke<br />
bogstavelige) forfædres fælles oplevelser forenede dem som et folk. På samme<br />
måde skaber genealogiske optegnelser en følelse af familieidentitet, der forener<br />
kirkens medlemmer med forfædre, hvis livserfaringer, selv om de er anderledes, ikke
Side 217<br />
desto mindre er betydningsfulde, fordi de er forbundet med nutiden af en fortsat<br />
familieforbindelses faste bånd. For Joseph Fielding Smith var disse to goder lykkeligt<br />
forenet: at studere kirkehistorie var at studere familiehistorie. 11907 begyndte han<br />
at arbejde sammen med den genealogiske forening. Han var viceredaktør for Utah<br />
Genealogical and Historical Magazine, da det blev påbegyndt i 1910. Han skrev mange<br />
bøger og brochurer om principper og formaliteter i forbindelse med genealogi, samt<br />
de læresætninger, der støttede det. 11934 blev han præsident for den genealogiske<br />
forening og virkede i dette embede i 29 år. Gennem disse år havde han en væsentlig<br />
indflydelse på udformningen af fremgangsmåder, der blev benyttet ved slægtsforskning<br />
og den videre behandling af kirkens medlemmers genealogiske data. Han var hurtig<br />
til at benytte sig af fordelene ved moderne teknologi i form af mikrofilm, fotokopiering<br />
samt datastyrede opbevarings- og efterforskningssystemer. Mens han sad i embedet,<br />
samlede det genealogiske bibliotek i Salt Lake City en kollektion af materialer, der gør<br />
det til verdens største opbevaringssted for hjælpekilder til slægtsforskning.<br />
Det åndelige mål for slægtsforskning er naturligvis at bringe evangeliets frelsende<br />
ordinanser ud til et større antal af den menneskelige familie. I dette arbejde var<br />
præsident Smith ligeledes en leder. Fra 1915 til 1935 var han rådgiver til præsidenterne<br />
Anthon H. Lund og George F. Richards i Salt Lake templets præsidentskab. Han blev<br />
kaldet til at virke som præsident i 1945 og fortsatte i dette kald indtil 1949.<br />
Således fortsatte præsident Smith hele livet igennem med at væve sin kærlighed til<br />
familien, kirkens historie og slægtsforskning til et mønster af rig, uselvisk hengivenhed<br />
for andre og for kirken. Og han gjorde det med en sans, man ikke normalt forbinder<br />
med det adstadige billede af en historiker og patriark.<br />
Det er rigtigt, at præsident Smith som dreng kunne lide at gå i skole og at læse og når<br />
hans venner opsøgte ham for at få ham med til et boldspil, fandt de ham ofte på høloftet,<br />
hvor han læste Mormons Bog eller andre skrifter. Men der var også en anden side ved<br />
drengen. Han var hurtig til at opfatte det humoristiske i livets oplevelser og til at more sig<br />
over en god vittighed - især hvis den var på de voksnes bekostning. Engang skændte<br />
hans far på ham for hans manglende evne til at udtænke en lås på kvægfolden, som<br />
familiens højtelskede og kloge hest, Juny, ikke kunne lukke op. Hesten var åbenbart<br />
smartere end drengen, fortalte faderen ham. Præsident Smith fortæller:<br />
"Så bandt far den fast med en rem og en løkke. Mens han gjorde det, betragtede<br />
hoppen ham roligt, og så snart vi havde vendt ryggen til, tog hun fat med tænderne,<br />
indtil hun havde fået løsnet løkken, og til min fryd fulgte hun efter os ud. Jeg kunne ikke<br />
lade være med at antyde over for far, at jeg nok ikke var den eneste, hvis hoved ikke<br />
tålte en sammenligning med hoppens."<br />
I sin ungdom var præsident Smith meget fremmelig i sit studium af skrifterne og<br />
af evangeliske spørgsmål. Men den unge Joseph fandt også tid til eftermiddage ude<br />
i det fri, hvor han lærte at svømme i Jordanflodens trægtflydende vande og at vogte<br />
køer på familiegården i Taylorsville, Utah. Da han var 7 år gammel, malkede han i al<br />
hemmelighed familiens ko for at demonstrere, at han kunne klare de voksnes ansvar<br />
lige så godt som dem. Da familien opdagede, hvor dygtig han var til at malke, fik han<br />
den tvivlsomme ære at malke koen hele tiden. Først senere fortrød han den "ære", han<br />
således havde modtaget.<br />
Som voksen var ældste Smith i stand til at tilbringe mange timer bøjet over de<br />
støvede dokumenter og optegnelser, der var kilden til hans historiske studier. Men det<br />
skete også, at han om lørdagen gik ud i køkkenet, smøgede ærmerne op og lavede<br />
tærter til familien - ikke 2-3 stykker, men 12 eller 15! Hans datter Julina (nu Julina S.
Side 218<br />
Hart) fortæller, at "mor stilfærdigt ville sige: Å far, vi har ikke brug for så mange tærter.<br />
Desuden smager tærterne ikke godt, når de bliver gamle'. Men ved I hvad, jeg så aldrig<br />
en tærte blive gammel. De varede ikke ret længe. Vi nød dem, og han sørgede for, at<br />
vi gav nogen væk til naboer eller andre, der trængte til en opmuntring."<br />
Selv om han i sin levetid sikkert mere end nogen anden bidrog til slægtforskningens<br />
fremme, var han på ingen måde den alvorlige, excentriske person, verden så ofte<br />
forbinder med sådanne bestræbelser. Han elskede livet, og i sin modne alder var han<br />
en hård modspiller for sine børn i håndboldkampe, og han vedblev at spille, selv da<br />
han var oppe i 60-erne. I alle de 96 år, han levede, var han aldrig indlagt på hospitalet.<br />
Baseball blev en familietradition "med en travl far på 1. base eller i færd med at<br />
slå bolden ud til sine ivrige sønner og døtre". Som apostel overværede han engang<br />
en stavskonference sammen med ældste Adam S. Bennion(2). Ældste Bennion, der<br />
senere fortalte historien, lagde mærke til, at en af stavslederne ofte rejste sig og gik ud.<br />
Det var tidspunktet for USA's baselballturnering. Der blev spillet en kamp, og ældste<br />
Bennion blev til sidst klar over, at stavslederen gik ud for at få pointstallet. Han fortalte,<br />
at han derpå sendte en seddel over til broderen og spurgte ham, hvordan det stod.<br />
Broderen skrev tilbage: "Yankees 4, White Socks 2 i ottende halvleg." Ældste Bennion<br />
kiggede på sedlen og begyndte at krølle den sammen, hvorpå ældste Smith, der havde<br />
lænet sig frem i et forsøg på at læse, hvad der stod på sedlen, rakte hånden ud og tog<br />
den fra broder Bennion med ordene: "Lad være med at holde det for dig selv; jeg er<br />
lige så interesseret i spillet, som du er."<br />
(2) Adam S. Bennion (1886-1958) - tidligere medlem af De tolv apostles Råd.<br />
Præsident Smith præsiderede over tempelceremonier med en værdighed og dybt<br />
rodfæstet åndelighed, der tydede på, at han selv måtte være et levn af menneskets<br />
første åndelige opvågnen. Ikke desto mindre tog han ivrigt imod det 20. århundredes<br />
teknologiske fremskridt og drog nytte af dem, når de tjente hans formål. Han var kun 27<br />
år gammel, da Wright-brødrene foretog deres første vellykkede flyvetur i Kitty Hawk,<br />
North Carolina, i 1903, og han nåede at opleve jetflyvningens mirakel. Engang før<br />
det var almindeligt med planmæssige jetfly, opdagede ældste Smith til sin bestyrtelse,<br />
at han havde fastsat et vigtigt møde i Salt Lake City det meste af lørdagen, men<br />
havde fået overdraget at lede en kvartårlig konference i San Francisco lørdag aften<br />
og søndag. Den uheldige udsigt til at skulle aflyse en af aftalerne blev undgået, da<br />
en ven i Air National Guard(3) hørte om problemet og konstaterede, at en nødvendig<br />
øvelsesflyvning til San Francisco lige præcis opfyldte apostlens behov. Ældste Smith<br />
nød den oplivende tur med jetfly og holdt begge sine aftaler lørdag. Som påskønnelse<br />
af hans store interesse for flyvning tildelte Utah National Guard ham i 1960 æresrang<br />
som brigadechef.<br />
(3) Air National Guard - en militsstyrke, hver eneste stat er i besiddelse af, og som<br />
er underlagt statens eller nationens behov.<br />
Den mand, hvis prosa selv fandt vej gennem vanskelighederne ved indviklede<br />
lærdomsmæssige problemer, nød også at skrive vers om dyr, om familie og frem for<br />
alt om evangeliet. En af hans salmer begynder med en streng påmindelse om livets<br />
besværligheder, men kulminerer i det løfte, at<br />
Kristi fremstrakte hånd kan føre mennesker med mod og beslutsomhed til fred og<br />
fuldbyrdelse:<br />
Synes vejen dig lang?<br />
Er den stenet og hård?<br />
Gror der tidsler og torne iblandt?
Skærer sten dig til blods,<br />
når du kæmper dig frem,<br />
træt af dagen, når heden dig fandt?<br />
I dit hjerte fat mod<br />
på den vej, du har valgt.<br />
Der er en, som vil hjælpe dig frem;<br />
så se op og vær glad<br />
og hold fast ved hans hånd,<br />
han vil lede dig opad og hjem.<br />
I et land, smukt og rent,<br />
hvor alt ondt ende vil,<br />
der dit liv vil bli' fri for al skam,<br />
ingen tårer og sved,<br />
ingen sorg findes der,<br />
tag hans hånd og gå ind der med ham.<br />
- Sange, nr. 73, vers 1, 4 og 5<br />
Side 219<br />
Ordene i salmen virker næsten som et billede på præsident Smiths personlighed.<br />
Fra talerstolen var han en energisk forkynder af ortodokse taler, en stærk forsvarer for<br />
traditionelle, evangeliske læresætninger og principper. For nogle syntes han være et<br />
symbol på det 19. århundredes strenghed og bevarelse; men hvis han var rodfæstet i<br />
fortiden, vidste han, at hans energi skulle bruges til at opfylde nutidens og fremtidens<br />
behov.<br />
Pæsident Smiths forberedelse til sin livslange tjenestegerning var mere praktisk end<br />
akademisk. Da han var 18 år gammel, begyndte han uden betaling at arbejde som<br />
sekretær for sin far, idet han hjalp ham med kirkens voksende korrespondance, som<br />
Smith senior havde med at gøre som andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab. Som<br />
20-årig blev Joseph Fielding gift i Salt Lake templet, og han fortsatte med at hjælpe sin<br />
far, indtil han som 23-årig blev indsat som halvfjerds og kaldet til at tage på mission til<br />
England. De breve, hans far skrev til ham, mens han var missionær, viser en reserveret,<br />
men kærlig far, der oprigtigt søger at rette på sin søn og forbedre ham i selv de mindste<br />
detaljer. Efter omhyggeligt at have skrevet et brev, hvori han gav den unge Joseph<br />
pålæg om ikke at bruge så megen tid på at forsøge at omvende præster fra andre<br />
trosretninger, tilføjede han: "Min kære dreng, sørg for at få nogle konvolutter, der passer<br />
til dit papir, så du ikke behøver at bøje hjørnerne i dine breve for at få dem til at være<br />
i konvolutterne. Jeg har aldrig brudt mig om at skrive i et brevs margin. Det håber jeg<br />
heller ikke, du vil gøre. Din far."<br />
En anden gang udtrykte Joseph F. Smith bekymring over sin søns påklædning: "På<br />
det billede du sendte os af missionærerne, kan jeg se, at du har det samme tøj på, som<br />
du havde, da du tog hjemmefra, mens de fleste af de andre ældster ser ud til at være<br />
klædt i engelsk tøj. Jeg vil gerne have, at du er pænt og ordentligt klædt og vil med<br />
glæde sende dig de nødvendige midler hertil, så snart jeg er i stand til det."<br />
Faderens opmærksomhed var imidlertid på ingen måde kun rettet imod detaljer<br />
ved påklædning og skrivemåde. I foråret 1900 gav Joseph F. Smith sin missionærsøn<br />
nogle råd, der med fordel kunne passe på næsten alle vore religiøse og litterære<br />
bestræbelser: "Jeg behøver næppe at fortælle dig, at du skal gøre dine bønner og taler<br />
korte og oprigtige, samt skrive kortfattede og relevante breve, så ofte du har mulighed<br />
for det. De fleste mennesker har det problem, at de er for ødsle - både i tale- og<br />
skrivemåde. Vi har brug for koncentration af sind og tanke og at opsummere tingene.
Side 220<br />
Jeg glæder mig over de fremskridt, du gør. Med kærlig hilsen, din hengivne far, Jos.<br />
F. Smith."<br />
Gennem hele den unge Josephs mission fortsatte far og søn med at udveksle<br />
meninger om læresætninger og skriftsteder så vel som andre anliggender. Hvis Joseph<br />
ikke var meget sammen med sin far i sin barndom, er det tydeligt, at faderen forsøgte<br />
at opveje det i hans ungdom ved at acceptere ham som en voksen - en, der endnu<br />
trængte til polering og dannelse, men hvis tanker og ideer ikke desto mindre skulle<br />
tages alvorligt. Det må have været en tilfredsstillende, belærende erfaring for sønnen.<br />
Da Joseph Fielding kom hjem fra sin mission i 1901, påbegyndte han en 9-årig<br />
tjenesteperiode som stavsmissionær i Salt Lake stav og fik ansættelse som sekretær<br />
på kirkens historikers kontor. 11903 blev ham medlem af hovedbestyrelsen for Unge<br />
Mænds gensidige uddannelsesforening, hvor han virkede i de næste 16 år. Han blev<br />
forfremmet på historikerens kontor og blev assisterende kirkehistoriker i 1906. 11910<br />
da han var 33 år gammel, blev han opretholdt som medlem af De tolvs Råd og ordineret<br />
af sin far, der på daværende tidspunkt var præsident for kirken. Senere blev han<br />
udvalgt til kirkens uddannelsesbestyrelse. I marts 1921 blev han kirkens historiker<br />
og beholdt denne stilling, indtil han i 1970 blev præsident for kirken. I 1922 blev<br />
han udnævnt til sekretær og leder for den genealogiske forening. 5 år efter blev han<br />
medlem af hovedbestyrelsen for Deseret Sunday School Union(1), og her virkede han<br />
indtil 1935.11934 blev han udnævnt til præsident for den genealogiske forening- en<br />
stilling, han besad i 30 år. 11939 udførte han og hans hustru, Jessie Evans Smith, en<br />
særlig opgave i Europa, hvor de besøgte de hellige i adskillige lande. De var stadig<br />
i Europa, da krigen brød ud, og på Det øverste Præsidentskabs anmodning ledede<br />
de evakueringen af alle amerikanske missionærer. I 1945 blev han præsident for Salt<br />
Lake templet, og 6 år efter blev han præsident for De tolvs Råd. Hans arbejde i de<br />
næste 2 årtier omfattede missioneringsrejser til Det fjerne Osten, England, Syd- og<br />
Mellemamerika samt Australien.<br />
(1) Deseret Sunday School Union - Det gamle navn for Jesu Kristi Kirke af sidste<br />
Dages Helliges søndagsskole.<br />
På en af disse turneer til Sydamerika i 1960 indtraf en inspirerende oplevelse. Et<br />
nyt medlem med en stærk tro havde med stor forventning set frem til ældste Smiths<br />
besøg i hendes hjemby Porto Alegre, Brasilien. Dagen før hans ankomst fik hun et<br />
hjerteanfald og blev indlagt på hospitalet, hvor lægerne forventede, at hun skulle blive i<br />
en længere periode. Hun var utrøstelig, fordi hun ikke ville være i stand til at se apostlen,<br />
og syntes at have mistet den viljestyrke og ånd, der skulle hjælpe hende til at blive<br />
rask. De bekymrede missionærer opsøgte ældste Smith på hotellet og fortalte ham<br />
historien. Apostlen var meget bevæget og arrangerede sine planer således, at han<br />
kunne besøge hende og salve hende. Da kvinden så ham træde ind i værelset, blev<br />
hun overvældet af glæde og råbte: "Nu da han er kommet, er jeg sikker på, at jeg vil<br />
blive rask." Ældste Smith lagde hænderne på hendes hoved og befalede sygdommen<br />
at vige bort fra hende. Kvinden fortalte senere, at smerterne øjeblikkeligt forlod hende,<br />
da han lagde hænderne på hendes hoved og begyndte at tale. Lægerne, der var ude<br />
af stand til at forstå, hvad der var sket, fandt, at alle sygdomstegn var forsvundet. De<br />
udskrev hende dagen efter. Søsteren forblev trofast i evangeliet og bar ofte vidnesbyrd<br />
om sin mirakuløse helbredelse.<br />
Da præsident David O. McKay døde i 1970, blev Joseph Fielding Smith kirkens<br />
10. præsident. I en alder af 93 år, hvor de fleste mennesker har lagt alle jordiske<br />
bekymringer bag sig, blev han bebyrdet med sit livs største ansvar. I næsten to årtier
Side 221<br />
havde præsident McKay været profet, og han havde varmet en hel generation med sin<br />
åbenhjertige, humane og kærlige inspiration. Præsident Smith blev derimod af nogle<br />
antaget for at være streng og alvorlig. En forfatter beskrev ham som et menneske,<br />
der bragte "en form for guddommeligt beskikket ubehag, en temmelig uvelkommen<br />
opfordring til retfærdighed". Andre spekulerede på, om han ville være i stand til at<br />
fastholde den bestemte og stærke ledelse, som tiderne syntes at kræve.<br />
Den tvivl, der måske havde været mht. præsident Smiths lederevner, blev hurtigt<br />
fjernet. En genopbygning i mange aspekter af kirkens organisation blev iværksat;<br />
der blev lagt ny vægt på en regional organisation som mellemled mellem kirkens<br />
hovedbestyrelse og de lokale enheder; og præstedøm-mekvorummer i wardene fik<br />
pålagt større ansvar med at sørge for wardsmedlemmernes behov og lettede derved<br />
den byrde, der tidligere havde hvilet tungt på biskopperne. <strong>Kirkens</strong> skoler fik tilført<br />
ny ledelse ved udnævnelsen af både intellektuelt og åndeligt stærke mænd i vigtige<br />
stillinger. <strong>Kirkens</strong> historikers kontor blev reorganiseret, og en meget respekteret<br />
historiker blev udnævnt til at være kirkens historiker. En ny kirkebibliotekar bragte<br />
professionel færdighed til opgaven med at gøre udgivne materialer om kirken let<br />
tilgængelige. Udgivelsen af 5 kirkeblade -Improvement Era, Children's Friend, Relief<br />
Society Magazine, Instructor samt seminarsystemets Impact - blev indstillet, og i stedet<br />
for begyndte man at udgive 3 nye blade som afløsning for dem: Ensign for kirkens<br />
almene læsere, New Era for de unge samt Friend for børnene.<br />
En afdeling for socialforsorg blev oprettet med det formål, at medlemmerne gennem<br />
deres biskopper kunne få adgang til professionel råd og vejledning, når der var behov<br />
for det. For første gang blev der kaldet velfærdsmissionærer, hvilket hjalp kirken til at<br />
påtage sig større ansvar for at forbedre læse- og skrivefærdigheden, levestandarden<br />
samt sundhedstilstanden blandt medlemmer i områder i verden, hvor mulighederne for<br />
udvikling er stærkt begrænsede. Specielle orienteringsprogrammer blev påbegyndt for<br />
at støtte og råde nye biskopper, missionærer samt unge mænd, der skal aftjene deres<br />
værnepligt.<br />
To nye templer - i Ogden og Provo i Utah - blev færdigbygget og indviet under<br />
præsident Smiths ledelse. Den første områdekonference blev afholdt i Manchester,<br />
England, og sammen med oprettelsen af missioner i Sydøstasien samt stave i Japan<br />
og Afrika understregede den kirkens voksende, verdensomspændende mission.<br />
Præsident Smiths vægt på familien som et bolværk imod den moderne verdens<br />
forvirring kom til udtryk ved indførelsen af mandag som familiehjemmeaften, hvor<br />
der ikke skulle afholdes kirkemøder eller andre kirkeaktiviteter. Der blev organiseret<br />
særlige kirkeenheder for at betjene dem, der pga. sprog, fysiske handicap eller<br />
raceproblemer følte, at deres behov som medlemmer af kirken krævede en<br />
opmærksomhed, der ikke var tilgængelig i de fleste ward. Sagt med en iagttagers<br />
ord udviste præsident Smith "storhed i sine egne taler og en forfriskende ny ånd<br />
af selvsikker dristighed i kirkelige handlinger". Han støttede og belyste de dristige<br />
foretagender, han iværksatte som profet, med stærke og urokkelige vidnesbyrd om<br />
kirkens sandhed- kilden til hans store styrke som leder. Selv om hans tid som profet<br />
ikke var lang, skyldtes hans resultater mange års arbejde. Hans fysiske vitalitet støttede<br />
ham gennem en inspireret og skabende tid til trods for sorgen over tabet af hans hustru<br />
Jessie i august 1971.<br />
Præsident Smith havde også held til at slippe af med det gamle billede af ham som<br />
streng og utilnærmelig. Et vidnesbyrd, der bestemt ville glæde ham, blev båret af en<br />
nyt medlem, der så ham for første gang ved GUF-konferencen, to uger før han døde:
Side 222<br />
"I den week-end var jeg vidne til ting, som jeg siden har forsøgt at beskrive. Jeg<br />
var ganske enkelt vidne til et levende vidnesbyrd om Jesus Kristus. Foran mig sad en<br />
far med to retfærdige sønner, der støttede ham på begge sider. De to yngre mænds<br />
sønlige hengivenhed afspejlede en ædelmodig fars kærlighed, tålmodighed og tro - en<br />
far for kirken så vel som for sin egen familie. Da han præsiderede over vort første<br />
møde, var det som om jeg også blev et adopteret medlem af præsident Smiths familie.<br />
Min ånd var vidne til glimt af guddommelighed i denne mand, og hans kærlighed til<br />
mig kom lige så stærkt til udtryk som den kærlighed, jeg har modtaget fra vor Gud og<br />
Fader i himlen."<br />
Joseph Fielding Smith døde fredeligt i en af sine døtres hjem søndag aften den 2.<br />
juli 1972. Begravelsesmødet blev afholdt i Salt Lake Tabernaklet torsdag den 6. juli, og<br />
han blev begravet i familiegravstedet på Salt Lake Citys kirkegård.
Af Leonard J. Arrington, kirkehistoriker<br />
Elevte præsident<br />
Harold B. Lee (1899-1973)<br />
Side 223<br />
Om eftermiddagen den 20. april 1935 gik Harold Bingham Lee ned ad trapperne i<br />
kirkens administrationsbygning i Salt Lake City og ud i sin bil. Ængstelig over byrden af<br />
en ny kaldelse kørte han op ad den snoede vej til udmundingen af City Creek Canyon<br />
og ind i en lille lund, der blev kaldt for Rotary Park. Hans standsede bilen, steg ud<br />
og begyndte at gå. En forårsbrise strøg blidt gennem træerne, der lige var begyndt<br />
at vise deres små knopper. Han fortæller med egne ord om sin oplevelse i parken:<br />
"Jeg søgte min himmelske Fader. Jeg satte mig ned for at overveje denne sag og<br />
spekulere over en organisation, der skulle fuldkommengøres til at udføre dette arbejde.<br />
Og jeg modtog et vidnesbyrd denne smukke forårseftermiddag om, at Gud allerede<br />
havde åbenbaret den største organisation, der nogensinde kunne gives mennesker; ...<br />
alt, hvad der behøvedes nu, var, at denne organisation blev sat i arbejde, så ville de<br />
helliges timelige velfærd være sikret."<br />
Denne uventede forårstur var en eftervirkning af en formiddag, som ældste Lee<br />
havde tilbragt sammen med præsident Heber J. Grant og hans rådgivere Anthony<br />
W. Ivins og J. Reuben Clark jun. for at drøfte planer for det, der senere skulle blive<br />
kirkens velfærdsprogram. Det øverste Præsidentskab havde valgt ældste Lee som<br />
leder for iværksættelsen af et dristigt, nyt, økonomisk hjælpeprogram, der skulle udfri<br />
tusinder sidste dages hellige af fortvivlelsen over materielle mangler, som var opstået<br />
pga. den store depression(1), hvorunder De forenede Stater havde lidt historiens<br />
værste økonomiske katastrofe. Selv den arbejdsomme stat, Utah, kom til at mærke<br />
vanskelighederne ved den nationale katastrofe. Utah, der blot få år tidligere havde<br />
været i travl fremgang, kom til at mærke fattigdommens nød. I Salt Lake City så vel som<br />
i Seattle, Boston og San Francisco dramatiserede køen af mennesker, der ventede på<br />
at få uddelt gratis mad, fiaskoen ved den amerikanske drøm. (Der var også depression<br />
i mange andre nationer i verden)<br />
(1) Navnet på den alvorlige, økonomiske krise, der opstod, da børsen krakkede i<br />
1929.<br />
På det tidspunkt, ældste Lee blev kaldet af kirken til at planlægge<br />
velfærdsprogrammet, virkede han som Salt Lake Citys kommissær, et embede, hvortil<br />
han først var blevet udpeget og derefter valgt. Han kendte problemerne. Hver dag, når<br />
han førte tilsyn med vedligeholdelsen af byens gader, så han de alvorlige ansigter af<br />
fædre - engang stolte og fremgangsrige - der nu desperate søgte efter måder, hvorpå<br />
de kunne skaffe føden til deres familie. Han så de udtryksløse ansigter hos børn, der<br />
ikke kunne forstå, hvorfor deres forældre ikke mere kom hjem med favnen fuld af<br />
købmandsvarer.<br />
Et halvt årti før denne kaldelse havde broder Lee virket som præsident for Pioneer<br />
staven i Salt Lake City - en gruppe på 7.500 hellige, hvoraf 4.800 var arbejdsløse eller<br />
modtog socialhjælp. Han betragtede ikke det alvorlige problem ud fra et statistisk eller<br />
økonomisk synspunkt, men ud fra et menneskeligt synspunkt. Hvordan vil broder Jones<br />
få råd til at købe kul nok til at holde familien varm gennem vinteren? Hvordan vil enkefru<br />
Campbell få råd til at købe medicin til sin datter, der har lungebetændelse? Hvad kan<br />
der gøres for at forbedre det mentale, fysiske og åndelige velvære hos hver enkelt i<br />
staven?
Side 224<br />
Som Det øverste Præsidentskab vidste, var ældste Lee i sjælden grad begavet<br />
med evnen til at forvalte omfattende programmer- at udtænke midler til at løse<br />
alvorlige problemer på en personlig måde. Denne åndelige egenskab hos Harold<br />
B. Lee var resultatet af sædekorn, sået i hans ungdom, der først udfoldede sig i<br />
velfærdsprogrammet og senere i hans energiske ledelse af en kirke, der var ved at<br />
udvikle sig til en international styrke til fordel for det gode. Efter at han var blevet<br />
opretholdt som profet, seer og åbenbarer for kirken, erklærede han: "Man kan ikke<br />
længere betragte denne kirke som Utahkirken' eller en amerikansk kirke'. <strong>Kirkens</strong><br />
medlemskab er nu spredt over 78 af jordens lande, og evangeliet bliver forkyndt på 17<br />
forskellige sprog. <strong>Kirkens</strong> stærkt stigende vækst er i dag vor største udfordring ... Det<br />
giver store udfordringer til kirkens ledere at holde trit med de mange problemer." Dette<br />
udvidede perspektiv kom som resultat af et liv med administrative ansvar og livslang<br />
erfaring i at udvikle og iværksætte programmer, der kunne gavne menneskeheden.<br />
Den klassiske sætning, hvormed Nephi indleder Mormons Bog,.. født af retskafne<br />
forældre" (1 Nephi 1:1), kunne lige så godt være skrevet af Harold B. Lee. Han kom<br />
fra en familie, der bestod af mænd og kvinder med visioner, indsigt og mod. Hans<br />
herkomst er sammensat af pionerer, der var tapre både åndeligt og fysisk - forfædre,<br />
der lod en tradition af tro, kærlighed og indsigt gå videre til den unge mand, der senere<br />
skulle blive Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges profet, seer og åbenbarer. På<br />
mange måder var han medvirkende til at gøre sine forfædres drømme om et virksomt<br />
Zion til virkelighed for deres efterkommere.<br />
Familien Lees historie i Amerika begyndte i 1745, da William Lee udholdt<br />
vanskelighederne på et emigrationsskib for at begynde på ny i Nord- og Sydcarolina<br />
- landet med plantager og muligheder. I Amerika blev han såret under den amerikanske<br />
frihedskrig" og efterladt som død efter slaget ved Guilford County Courthouse i Carolina<br />
i marts 1781. Han blev fundet i denne tilstand af en sygeplejerske, som han senere<br />
giftede sig med. Gennem denne ægteskabelige forbindelse kom der 4 sønner, hvoraf<br />
Samuel var den yngste.<br />
(1) Krigen mellem Storbritannien og dets kolonier i Nordamerika (1775-1783)<br />
Kun to år efter at kirken var blevet organiseret, tog Samuels sønner, Francis, Alfred<br />
og Eli samt disses familier imod det gengivne evangelium og blev døbt. De led under<br />
omskiftelserne og pøblens overfald og myrderier i Jackson County og Far West i<br />
Missouri og i Nauvoo, Illinois, og de deltog i den store udvandring til the Great Basin.<br />
På vandringen mod vest blev de i Winter Quarters mødt af deres far, Samuel, og han<br />
blev døbt kort efter.<br />
Efter den anstrengende rejse over prærielandet bosatte familien Francis Lee - for<br />
Francis var blevet gift - sig i Tooele, vest for Salt Lake City, og derpå blev de kaldet<br />
af præsident Brigham Young til at kolonisere St. George. I ubetinget lydighed rejste<br />
familien til det sydlige Utahs cinnoberrøde klipper og kratbevoksede land. Kort efter<br />
blev de igen bedt om at flytte, denne gang til Meadow Valley i Nevada, der lå i den<br />
sydvestlige del af Utah-territoriet, som på daværende tidspunkt omfattede Nevada. På<br />
et sted, der senere kom til at hedde Panaca, lavede de en jordhule - foret med ler og<br />
med et tag lavet af træ.<br />
Engang trådte to indianere ind i familiens lille jordhule, da Jane Johnson Lee var<br />
alene hjemme. En af krigerne gjorde tegn til, at han ville have geværet, der stod i<br />
hjørnet, men søster Lee afslog at give ham det. Da han gik hen imod geværet, ramte<br />
hun ham med et stykke træ og slog ham ned. Da indianeren kom på benene igen, trak<br />
han sin bue og sigtede efter hende med en pil. Hun tog igen et stykke træ og smed det
Side 225<br />
efter ham. Hun brækkede hans bue og pil, og han løb i sikkerhed, lykkelig over at være<br />
sluppet med lemmerne i behold. Ved senere lejligheder viste søster Lee sig at være<br />
en nær og betroet ven af indianerne i området.<br />
Dette hårdføre pionerægtepars to sønner giftede sig med to søstre.<br />
McMurrin-pigerne, der var blevet omvendt i Skotland, havde sammen med deres far<br />
- som var bødker - trukket en håndkærre til Salt Lake City. Samuel Lee ægtede<br />
Margaret, og Francis jun. ægtede Mary. I de dage, hvor der var risiko forbundet med<br />
børnefødsler - hvor en steril fødestue og en læge var sjældne - fødte Margaret 12 børn.<br />
De 11 af dem døde kort efter fødslen. Kun et barn overlevede, det 12., Samuel Lee,<br />
der blev opkaldt efter sin far. Derefter døde Margaret. Samuel, der var født for tidligt,<br />
var så lille, at hans hånd kunne glide gennem en fingerring.<br />
Mary McMurrin passede det moderløse barn sammen med sit eget, indtil hendes<br />
helbred svigtede. Så rejste hun og hendes ægtemand til Salt Lake City med deres børn<br />
og overdrog drengen Samuel i bedstemor McMurrins varetægt, og hun tog sig af ham,<br />
indtil han var 16 år gammel. Samuel, der nu var en ung mand, tog nordpå til Cache<br />
Valley for at søge lykken. Der fandt han sin hustru. Mens han boede i landsbyen Clifton<br />
i Idaho, mødte han mørkhårede og mørkøjede Louisa Bingham.<br />
Samuel og Louisa blev viet i Logan templet i 1895, og de fik 6 børn. Deres hjem<br />
lå "ud ad vejen 5 km nord for butikken". "Butikken" var det eneste sted, man kunne<br />
handle i byen, og "vejen" var en lille sti, der enten var mudret, støvet eller dækket af<br />
sne alt efter, hvilken årstid det var. "Tante Susan" Henderson virkede som jordemoder i<br />
området, da det nærmeste hospital og den nærmeste læge var mange kilometer borte.<br />
En dag med blæsevejr, den 28. marts 1899, hjalp tante Susan Harold Bingham Lee<br />
til verden.<br />
Præsident Lee beskrev sin barndom bedst med følgende ord: "Vi havde alt,<br />
hvad man ikke kunne købe for penge." Selv om det var knapt med penge omkring<br />
århundredskiftet, var familien Lees børn aldrig klar over, at de var fattige, fordi de havde<br />
så mange muligheder for adspredelser. Der var Dudleys sø, hvor barfodede drenge<br />
gik hen for at svømme. I en anden sø - ved Bybees gård - blev den fremtidige profet<br />
døbt som medlem af kirken, da han var 8 år gammel.<br />
Livet på landet var ikke uden farer, og Harolds barndom var heller ikke uden uheld.<br />
Da han ikke var ret gammel, slugte han et stykke natronlud i den tro, at det var slik. Ifølge<br />
en artikel i Deseret News i 1934 "ville denne beretning ikke være blevet skrevet hvis<br />
ikke hans bedstemor, hans mor samt et kvantum olivenolie havde været i nærheden".<br />
Da Harold var 5 år, var han på besøg i nabolagets skole, hvor læreren blev henrykt<br />
og overrasket over, at han kunne skrive alfabetet og også sit eget navn. Læreren var<br />
imponeret over hans fremmelighed og bestemte, at drengen i overalls skulle begynde<br />
i skolen året før, man normalt sendte børn skole. Familien Lees børn kørte de 5 km til<br />
skolen i en tohjulet kærre; den blev trukket af en lille lysebrun pony, og hans mor kørte<br />
den. Ifølge Harolds bror, Perry, kørte de hver dag til den lille skole iført knæbukser,<br />
hvide, stivede manchetter bøjet ud over jakkeærmerne og hvide matroskraver draperet<br />
ud over skuldrene. "Og så var der slangekrøllerne," tilføjer Perry. "Omhyggeligt redt og<br />
krøllet dinglede de ned ad ryggen, så hele verden kunne se dem - og trække i dem<br />
- og drille. Harold blev sendt i skole, da han var 5 år, og havde stadigvæk sine smukke<br />
krøller. Det var sikkert første gang, han lærte noget om de besværligheder, livet ville<br />
bringe. Lad det være nok at sige, at disse krøller var årsag til flere skrammer og blå øjne<br />
end både politik og religion. Til sidst havde han fået nok, og jeg husker, hvor mor græd,<br />
da han, lånte' en saks og bogstaveligt, savede' en af pandekrøllerne af; det ødelagde
Side 226<br />
hele effekten og gjorde det nødvendigt at klippe resten af - en kærkommen befrielse.<br />
Endelig var han en dreng - rund og buttet og alle lærernes yndling."<br />
Harolds bedstefar arbejdede som fængselsinspektør i et fængsel i Idaho. Da<br />
fængslet lå i nærheden af familiens gård, havde de et kobbel blodhunde, der skulle<br />
opspore undvegne fanger. Når hundene om aftenen hylede under eftersøgningen af en<br />
undsluppen fange, førte Harolds kvikke bedstemor ham og hans søskende ind i et lille<br />
værelse og låste døren. Hun troede ikke på, af børn havde godt af "ugunstige indtryk".<br />
Familien Lees gård indbragte ikke ret mange penge, da den rige høst af hvede og<br />
kartofler blev solgt til en meget lav pris. For at supplere familiens indtægt påtog fader<br />
Samuel sig at meje korn, bore brønde og bygge overrislingskanaler.<br />
I en tale til de unge, hvor præsident Lee mindedes sin barndom, sagde han: "Vi<br />
begyndte på vore daglige pligter' kort efter daggry, så vi kunne, gå i gang' med dagens<br />
arbejde ved solopgang. Når dagens arbejde var overstået, var der stadigvæk vore,<br />
aftenpligter' tilbage, og de blev som regel udført ved hjælp af lyset fra en lanterne. .<br />
. Søvnbehov tillod ikke for hyppige forlystelser. Betalingen for vort arbejde var lille og<br />
blev som regel udbetalt en gang om året ved høsttid. Dengang havde de fleste hjem<br />
ikke ret mange rede penge om sommeren, men fra vore køer fik vi mælk, smør og ost;<br />
i vore kornmagasiner var der som regel hvede nok, vi kunne bringe til møllen for at få<br />
mel og grød. Vi havde vore egne kyllinger samt alle årstidens grønsager og frugter."<br />
Sabbaten var altid en hviledag på familien Lees gård. Kirkeanliggender havde<br />
førsteprioriteten, da Harold B. Lees far i mange år tjente i biskoprådet og hans mor i<br />
Unge Pigers gensidige uddannelsesforening. De fik ikke lov til at svømme i Dudleys<br />
sø om søndagen; i stedet for samledes familien Lee for at studere, synge og nyde<br />
familieånden, mens de hvilede fra det daglige arbejde.<br />
Selv om præsident Lee ikke havde mange af de "færdigkøbte" glæder, der var et<br />
resultat af den stigende industrielle udvikling i De forenede Stater, havde han mange<br />
værdige erstatninger. Han havde altid nok at spise, nok tøj at tage på, ren luft, der kunne<br />
holde hans sind årvågent, og en familie, der var bundet sammen i pagt og kærlighed.<br />
Han kunne ride på en af familiens heste til toppen af de nærliggende Klippebjerge<br />
og skue ud over de gyldne hvedemarker ved høsttid og mærke den rolige og stærke<br />
glæde ved at være i harmoni med naturen. Ved siden af den klare, kolde bjergbæk<br />
kunne han ligge i sin sovepose og stirre op i himlens millioner af bittesmå lys og<br />
tænke over spørgsmål, som han senere ville finde svar på. Han kendte tilfredsheden<br />
ved at sidde omkring et familiebord og spise et godt måltid - masser af kartoffelmos,<br />
hjemmedyrkede majskolber og fingertykke bøffer - efter en dag med hårdt arbejde. Om<br />
efteråret fik han delikatesser i form af "grisesylte", når grisen var blevet slagtet for at<br />
skaffe hjemmekonserverede skinker og baconstykker, der skulle slå til i de kolde Cache<br />
Valley vintre.<br />
Det gamle familieklaver var familiens klenodie. På dette fine, gamle instrument lærte<br />
præsident Lee - sommetider med en skotsk dame ved sin side - at spille de livlige<br />
marcher, han især holdt af. Disse timer gav stødet til en broget interesse for musik,<br />
som han senere fandt nyttig, da han virkede som formand for kirkens musikkomite.<br />
Nye lyde oplivede altid familien Lees hjem. Somme tider var det bedstemor, der<br />
nynnede en salme, mens hun kærnede smør, eller mor, der beroligede en baby med<br />
kolik ved hjælp af en blid vuggevise, eller den unge Harold, der øvede sig i skalaer på<br />
klaveret. Måske blev det mest storslåede lydmæssige bidrag - i det mindste det højeste<br />
- indført den dag, da brødrene Harold og Perry lå i sengen med mæslinger. De hørte<br />
familiens heste komme hen over gårdspladsen; kort efter kom deres smilende far ind
Side 227<br />
med to skinnende instrumenter - en kornet i den ene hånd og en trompet i den anden.<br />
Derefter genlød huset af den muntre, skrattende lyd fra brødrene Lees horn. Snart blev<br />
de så dygtige, at de sluttede sig til Silver Cornet Band i Clifton, Idaho, der spillede ved<br />
parader og festlige lejligheder, f.eks. den 24. juli(1). Da de kom på gymnasiet i Preston,<br />
Idaho, øvede Harold sig på trækbasun og sluttede sig til Preston Military Band og en<br />
gruppe, der sørgede for klokkeren musik til kirke- og skoleballernes foxtrotter og valse.<br />
(1) En helligdag, hvor man fejrer pionerernes ankomst til Saltsødalen den 24. juli<br />
1847.<br />
Da hans musikalske evner som regel kom til udtryk gennem instrumenter, gav han<br />
sig ikke megen tid til at øve sin stemme. Skolens dirigent Charles J. Engar spurgte<br />
ham, om han ikke ville forsøge at komme med i et kor, og han svarede, at han ikke<br />
kunne synge. "Det ved jeg," sagde hr. Engar, "men hvis jeg har tålmodighed til at lytte,<br />
burde du have tålmodighed til at gøre et forsøg!" Den unge mand strengte sig an og<br />
udviklede en fin sangstemme.<br />
Da familien Lees drenge havde fuldført alle klasserne i den lokale skole, blev de<br />
sendt til Oneida Academy i Preston, Idaho. Hver dag kørte de 24 km til skolen, hvor<br />
Harold som 13-årig fik en klassekammerat ved navn Ezra Taft Benson, som han senere<br />
arbejdede sammen med i De tolvs Råd.<br />
I Oneida demonstrerede han - foruden sine musikalske evner - sin evne som<br />
taler. Da han og hans partner, Sparrel Huff, skulle være imod spørgsmålet om at<br />
skrinlægge Monroedoktrinen(1) og sejrede over de hidtil uovervindelige rivaler fra<br />
Fielding Academy i Paris, Idaho, blev Harold og hans meddebattører feteret som<br />
sejrende helte af deres kammerater.<br />
(1) En udenrigspolitisk udtalelse fra De forenede Stater, der giver udtryk for<br />
modstand over for udbygningen af europæisk kontrol eller indflydelse på den vestlige<br />
halvkugle.<br />
Harolds interesse for sport - han udmærkede sig især i basketball- hjalp<br />
ham til at blive valgt som sportsleder. Dette var den mest eftertragtede post i<br />
studenterorganisationen, da sportslederen fik udgifterne betalt, når han var ude at rejse<br />
med holdene. Dette gav ham mulighed for at se omegnen og forberede sig til det aktive,<br />
selskabelige liv, der lå foran ham.<br />
Studenterlivet i Oneida blev krydret af kappestridigheder. I Harolds sidste år der,<br />
hejsede han og hans kammerater deres klasseflag op i flagstangen blot for næste<br />
morgen at opdage, at nogen fra de yngre klasser havde fjernet det. For at gøre det<br />
værre, havde de også revet flaget i strimler. I en kort redegørelse for situationen<br />
fortælles der sagligt, at "det kom til slagsmål".<br />
Efter gymnasiet besluttede Harold sig til at tage en uddannelse som lærer på Albion<br />
State Normal School(2) i det sydlige Idahos vestlige del. I sommeren 1916, da han kun<br />
var 17 år gammel, forberedte han sig på at gå op til eksamen i 15 fag. I denne tid tabte<br />
han over et pund i vægt for hvert emne, men han blev belønnet, da han fandt ud af, at<br />
han havde fået et gennemsnit på 89% på prøverne.<br />
(2) En skole, der hovedsageligt uddanner lærere for de mindre klasser.<br />
På Silver Star School i nærheden af Weston, Idaho, påbegyndte Harold B. Lee sin<br />
løbebane som lærer i en lille skole med kun et klasseværelse. Da lønnen skulle afgøres,<br />
trak den unge skolelærer lod med skolebestyrelsen for at finde ud af, om han skulle<br />
have 65 eller 60 dollars - og han tabte! Imidlertid bevilgede den venlige bestyrelse et
Side 228<br />
beløb på 15 dollars til kost og logi. Han var skolens bestyrer, den eneste lærer, pedel,<br />
forvalter og altmuligmand.<br />
Da han blev ansat som bestyrer for Oxford School i den sydøstlige del af Idaho,<br />
steg hans løn til 90 dollars om måneden, og han fik en større udfordring, da mange<br />
af eleverne var ældre end han. Til trods for den kendsgerning, at mange elever havde<br />
ry for at være nogle værre bøller, klarede den nye bestyrer situationen og vandt deres<br />
respekt ved at spille basketball med dem. Fra denne administrative stilling høstede<br />
han værdifulde erfaringer så vel som venskaber, der var langvarige og udbytterige.<br />
Under sin ansættelse i Oxford red han frem og tilbage mellem Clifton gården og den<br />
lille skole, han ledede. Sin fritid anvendte han på samfundsaktiviteter og på at forbedre<br />
sine musikalske talenter og sine undervisningsfærdigheder.<br />
I sine år som skolebestyrer i Oxford var hans far biskop i hans eget ward i Clifton.<br />
Mange aftener, når Harold var kommet hjem, hjalp han og hans brødre faderen med<br />
at læsse en sæk korn eller en bylt tøj bag i ponykærren. Ladningen forsvandt med<br />
solnedgangen, når deres far tog sig af de syge og trængende i det stille og således<br />
værnede om familiernes stolthed og tillid. Som mange andre af kirkens biskopper havde<br />
Harolds far sørget for et forrådshus, der var forsynet med varer, som skulle anvendes<br />
med visdom og i nødssituationer. Den grundlæggende struktur i dette enkle, kristne<br />
program henleder tanken på det vellykkede velfærdsprogram, biskop Lees søn i 1935<br />
udtænkte under præsident Heber J. Grants ledelse.<br />
Efter at Harold havde virket som lærer i næsten 4 år, anbefalede hans far og biskop,<br />
at han udførte en mission. Præsident Heber J. Grant kaldte ham til at virke i de vestlige<br />
staters mission. Derpå blev han for første gang kaldt for "ældste Lee", en titel, hvorved<br />
han ville blive kendt som apostel og profet i næsten det halve af sit liv. 12-3 år før<br />
sin missionskaldelse havde Harold været organist i Clifton ward, så vel som leder og<br />
organisator af et pigekor. Da han beredte sig på at tage af sted på sin mission, gav<br />
de unge piger, han havde trænet og undervist, ham en guldring som symbol på deres<br />
respekt og venskab.<br />
I de aflåste årbøger over missionsoptegnelser er der en enkel, skriftlig rapport af<br />
præsident John M. Knight vedrørende den unge Harold B. Lees mission fra den 11.<br />
november 1920 til den 18. december 1922. Karakterskildringen passer på manden:<br />
"Kvalifikationer: Som taler, Meget god'. Som præsiderende leder, Meget god'. Har han<br />
en god kundskab om evangeliet? "Meget god". Har han været energisk? "Meget".<br />
Er han diskret, og har han en god indflydelse? "Ja". Bemærkninger: Ældste Lee<br />
præsiderede over Denver distrikt med betydelig udmærkelse fra den 8. august 1921 til<br />
den 18. december 1922. En enestående missionær'."<br />
Mens ældste Lee var missionær, havde han en kammerat ved navn Willis J.<br />
Woodbury; denne plejede at bære en stabel sortindbundne skrifter i den ene hånd og<br />
en cellokasse i den anden. Når som helst, der var mulighed for det, standsede de to,<br />
åbnede kassen og begyndte. Ældste Woodbury strøg buen over celloen, mens ældste<br />
Lee sang og akkompagnerede på klaver. Deres musik beredte tilhørerne til at være<br />
mere modtagelige for evangeliets budskab. Ældste Lee var en naturlig leder blandt<br />
missionærer og medlemmer, og han var medvirkende til, at over 40 mennesker gik i<br />
dåbens vande.<br />
Efter at ældste Lee var blevet afløst fra sin mission, tilbragte han en kort tid i Clifton,<br />
og derefter tog han til Salt Lake City for at gøre kur til en ung dame ved navn Fern<br />
Lucinda Tanner, som han havde mødt i missionsmarken og havde beundret på afstand.<br />
Den opvakte, talentfulde og smukke søster Tanner havde en usædvanlig stor kundskab
Side 229<br />
om skrifterne. Efter en kort forlovelsestid blev de gift i Salt Lake templet ca. et år efter<br />
hans hjemkomst i 1923. Ægteparret blev velsignet med to små piger, Helen og Maurine.<br />
I årene efter ægteskabet skabte familien Lee i den vestlige del af Salt Lake City<br />
et hjem, der blev et samlingssted for unge mennesker. Søster Lee blev en afholdt<br />
nabo pga. sin milde og venlige optræden og sine vise råd. Broder Lee arbejdede i<br />
sin svogers købmandsforretning og på en tankstation, mens han gik på aftenskole på<br />
University of Utah. Han tog også nogle korrespondancekurser og blev snart valgt til<br />
bestyrer for Whittier School og senere for Woodrow Wilson School i Salt Lake County.<br />
Om sommeren supplerede han sin indtægt som bestyrer for Granite School distriktet<br />
med arbejde, der omfattede at sælge kød for Swift and Company, at kontrollere<br />
materiel til Salt Lake Citys vejvæsen og virke som vægter og sporvognskontrollør for<br />
Union Pacific Railroad Companys sporvejsterræn. Han arbejdede også som sælger<br />
for Foundation Press - et selskab, der solgte en "mesterserie", der omfattede smukke,<br />
illustrerede bøger med historier fra Bibelen. 11928 blev han udnævnt til firmaets leder<br />
i intermountainområdet.<br />
I denne periode var Harold B. Lee også aktiv i kirken. Lige efter at være<br />
flyttet til Salt Lake City blev han kaldet som lærer for M-Mænd i Poplar Grove<br />
ward, og året efter virkede han i søndagsskolens bestyrelse. I 1926 blev han<br />
tilsynsførende for religionsklassen i Pioneer stav- et program, der udviklede sig til<br />
kirkens seminarprogram. Samme år Charles Lindberg(1) lettede fra Roosevelt Field i<br />
New York, blev Harold B. Lee kaldet til at tjene i stavens højråd. Et år efter blev han<br />
kaldet som tilsynførende for søndagsskolen. Da han kun var 31 år gammel, blev han<br />
indsat til at præsidere over Pioneer stav i Salt Lake City- den yngste stavspræsident<br />
i kirken på daværende tidspunkt.<br />
(1) Charles Lindherg - (1902-74) Amerikansk pilot; den første, der foretog en solo<br />
nonstop flyvning over Atlanterhavet i 1927.<br />
Hvordan var det at vokse op hos familien Lee i 1920'erne? Helen Lee Goates siger,<br />
at hendes tidligste minder vedrører det ritual hver aften, hvor familien på 4 (far Harold,<br />
mor Fern, Maurine og Helen) knælede til familiebøn. De boede i et lille hus på Eighth<br />
South i Salt Lake City, som broder Lee havde købt af sin svigerfar. En soveafdeling var<br />
blevet bygget til på husets bagside, og den var blevet udstyret med små varmeovne<br />
for at holde kulden ude. Der var kun 15 måneder imellem Maurine og Helen, og de<br />
sov i denne soveafdeling, hvor der var meget koldt om vinteren. Derfor bad de deres<br />
bønner i dagligstuen, hvorefter faderen tog en på hver arm, bar dem ud i soveværelset<br />
og puttede dem i seng. Da de blev lidt større og var for tunge til, at han kunne bære<br />
dem på denne måde, tog den kærlige far den ene af døtrene på ryggen og den anden<br />
i armene - og sådan gik det ud i seng hver aften. Når han stoppede tæpperne omkring<br />
dem, havde han altid nogle kærlige ord at sige til dem ifølge datteren Helen. "Far tænkte<br />
på, hvor vigtigt det var, at disse små piger mærkede, at deres far elskede dem. Vi var<br />
naturligvis meget sammen med mor, men dette lille ritual hver aften viste os, at han<br />
elskede os og var interesseret i sine små piger."<br />
Søster Goates mindes sin tidligste erindring om sin fars belæringer om vor<br />
himmelske Fader. "Engang da vi endnu var meget små, tog vi sammen med et par<br />
andre familier på bjergbestigning op til Timpanogos Cave(1) (i nærheden af Provo,<br />
Utah). Vi havde spist vores frokost, og det var så planen, at vi derefter skulle vandre<br />
opad. Mor kunne ikke tage med på klatreturen, da hendes helbred ikke var så godt. Vi<br />
tog af sted sammen med far, og han holdt os begge i hånden. Da vi tog af sted, var
Side 230<br />
mor fuld af formaninger og gode råd: Hold jer nær til far, giv ikke slip på hans hånd,<br />
kom ikke for nær til yderkanten af stien,' osv."<br />
(1) Timpanogos Cave - en kalkstensgrotte, der ligger højt oppe i bjergene.<br />
Søster Goates husker, at hun listede sig lidt nærmere til sin far, greb lidt fastere om<br />
hans hånd og sagde: "Åh mor, du behøver ikke at være bekymret for os. Så længe far<br />
er her, er vi i sikkerhed. Der vil ikke ske os noget."<br />
Hun fortæller, at hendes fars tanker var rettet imod hendes bemærkning, da de gik<br />
op ad stien den dag, og det fik ham åbenbart til at tænke på, at de måske var i gode<br />
hænder, så længe han var sammen med dem - han ville gøre alt, hvad der stod i hans<br />
magt, for at hans piger kunne være i sikkerhed. Men der var en større lektie, som måske<br />
kunne læres. Helen fortsætter: "Da vi gik op ad stien den dag, talte far til os om den<br />
kendsgerning, at så længe han var der, ville han gøre alt, hvad han kunne, for at der<br />
ikke skulle ske os noget. Derpå fortsatte han med at sige, at vi ville komme ud for andre<br />
farer end legemlige. Der ville komme et tidspunkt i vort liv, sagde han, hvor vi ville blive<br />
klar over, at vi havde brug for en anden end blot far ved vor side, for at vi kunne være<br />
i sikkerhed. Derpå talte vi om vor himmelske Fader, at han elskede os akkurat lige så<br />
meget, som vor jordiske far gjorde, og at han ville være med os, hvor vi end var, og hvor<br />
vi end gik hen. Hvad omstændighederne end var, og hvad farerne end bestod i, kunne<br />
vi altid kalde på denne himmelske Fader og bede ham om at vejlede og hjælpe os."<br />
Da børnene blev ældre, flyttede familien til et større hus på 1208 South Eighth West<br />
i Salt Lake City. Præsident Lee arbejdede hårdt for at forskønne huset og omgivelserne<br />
og demonstrerede sin evne til at gøre mange ting selv. Ved at stå tidligt op om<br />
morgenen for at arbejde i haven og arbejde sent hver aften, når han havde tid, fik han<br />
lavet en smuk baghave, som familien og deres mange venner benyttede. Han anlagde<br />
selv det hele, installerede bræddestakit, en forsænket fiskedam, en pagode, bænke på<br />
strategiske steder samt et ildsted af musten til havegrill.<br />
Hans datter fortæller: "Far lærte i sine unge år, at hvis han skulle få noget udrettet,<br />
måtte han bevæge sig hurtigt. Og jeg mener det bogstaveligt. Hans bevægelser var<br />
altid meget hurtige, og jeg formoder, at efterhånden som han fik mere travlt, og hans<br />
liv blev mere kompliceret, var han nødt til at bevæge sig med tophastighed for at få<br />
alting lavet - især når han havde sådan en stor have at passe. Han kunne komme ind<br />
fra arbejde, hilse på os alle og så gå ovenpå for at skifte tøj i vældig fart. Når han havde<br />
fået sit havetøj på, kunne han begynde at slå plænen før vi skulle spise, mens mor var<br />
ved at dække bord. Det skete, at han blev ringet op - nogen bad ham om at komme for<br />
at give en salvelse, eller de trængte til råd eller hjælp. Han løb ind og tog sin habit på<br />
igen, tog af sted for at give salvelsen eller tage sig af noget andet, kom tilbage, skiftede<br />
tøj igen, arbejdede en stund og tog så af sted til et aftenmøde. Far ville ikke have tid<br />
til det hele, hvis han bevægede sig i normalt tempo."<br />
I 1932 døde Joseph H. Lake, et medlem af Salt Lake Citys byråd, efter en<br />
operation på LDS Hospitalet, og stillingen, han 13 måneder tidligere var blevet valgt<br />
til, blev ledig. Kort efter overtalte de resterende byrådsmedlemmer præsident Lee til at<br />
acceptere udnævnelsen til det betydningsfulde, kommunale embede. Efter omhyggelig<br />
overvejelse opsagde han sin post hos Foundation Press og blev enstemmigt godkendt<br />
til det nye embede. Ved et regulært valg et år efter, hvor 25 kandidater var til stede,<br />
blev han valgt til at fortsætte som byrådsmedlem med et ret stort flertal.<br />
Et af de mest gavnlige projekter kommissær Lee stod for, var udskiftningen<br />
af de 7 gammeldags skraldevogne med 3 nye, automatisk kontrollerede,
Side 231<br />
lukkede skraldevogne; de første udgifter til disse blev betalt gennem nedsatte<br />
driftsomkostninger i det første år.<br />
I mellemtiden blev 1920'ernes "gode tider" bragt til ophør, da børsen krakkede i<br />
1929. Den store depression sænkede sig som en mørk sky over nationen. Fabrikker<br />
lukkede, antallet af arbejdsløse steg brat, landbrugspriser gik ned, og millioner af<br />
familier opdagede, at de ikke havde nogen indtægt, så de kunne købe mad og tøj.<br />
Just da skyen sænkede sig, iværksatte stavspræsident Harold B. Lee og hans<br />
rådgivere Charles S. Hyde og Paul Child et kreativt alternativ til nedværdigende<br />
velgørenhedsprogrammer. "Afhjælpning af arbejdsløshed uden velgørenhed" blev et<br />
meningsfuldt slogan i Pioneer stav. Det velovervejede program, der blev planlagt og<br />
iværksat efter megen bøn, indledte på et større plan, hvad den unge stavspræsident<br />
havde set sin far udvikle i Clifton - et biskoppens forrådshus, der kunne være til hjælp<br />
for de trængende. Man fik fat i et varehus på 333 Pierpont Avenue i Salt Lake City, og<br />
arbejdsløse gjorde det i stand til forråd og arbejdsprojekter. Ved fælles bestræbelser<br />
samlede man sylteglas, tøj og møbler, så man kunne levere varer til bearbejdelse og<br />
uddeling. Man gik også i gang med at sy og udføre reparationer. Arbejdere blev sendt<br />
ud for at hjælpe landmænd med høsten, og deres løn bestod af en del af høsten.<br />
Snart var forrådshuset forvandlet til et foretagende, der skaffede hundreder af hellige<br />
arbejde, mad og varer til livets opretholdelse. Pioneer stav fremskaffede også 16 ha.<br />
jord til haver, der skaffede den nødvendige føde til mange, og for kun 5.000 dollars<br />
byggede de en gymnastiksal og et fritidscenter af resterne fra et forladt varehus. Denne<br />
bygning blev den kulminerende indsats i et stavsomfattende samlingssystem, der<br />
senere blev omdannet til et rekreationsprogram, som alle medlemmer kunne deltage<br />
i uden hensyn til deres forhold. Den nye bygning gjorde det muligt at centralisere<br />
og koordinere alle stavsaktiviteter. Mens broder Lee virkede som stavspræsident,<br />
udviklede han også et særligt leder- og læreruddannelsesprogram - programmer, der<br />
senere blev taget i brug af kirken over hele verden, og som fortsat fungerer i kirkens<br />
nuværende organisation.<br />
På intet tidspunkt følte man virkningen af den økonomiske desperation stærkere<br />
end i julen. Præsident Lees praktiske indfølingsevne illustreres i to episoder, som han<br />
berettede om i en tale til arbejdere i Deseret Industries ved deres årlige julemiddag i<br />
1973:<br />
"Vor lille pige gik over gaden med dukken, hun havde fået i julegave, for at vise den<br />
til naboen og kom snart grædende tilbage. Hun græd, fordi Donna Mae, naboens pige,<br />
ikke havde fået nogen julegaver. Julemanden var ikke kommet til hendes hjem.<br />
For sent kom vi i tanker om, at familiens far havde været arbejdsløs. Selv om han ikke<br />
var medlem af kirken, forsøgte vi at dele vores jul med børnene. Det var en vanskelig<br />
jul for mig. Jeg nød ikke den middag, jeg satte mig ned for at spise den dag, fordi jeg<br />
som stavspræsident ikke havde lært folkene i min stav at kende.<br />
Næste jul gjorde vi forberedelser. Vi foretog en undersøgelse, og vi opdagede, at der<br />
var over tusind mennesker, som trængte til hjælp i disse vanskelige tider. Derfor gjorde<br />
vi os parate ved at indsamle legetøj og bringe det til det gamle forrådshus. Derpå kom<br />
fædrene og mødrene og hjalp med at reparere legetøjet, de satte tingene sammen,<br />
klædte dukkerne på og syede forskelligt.<br />
Vi havde appelsiner og æbler. Der var oksesteg og alt tilbehøret til en julemiddag.<br />
Biskopperne sørgede for, at det blev afleveret til alle de trængende familier, og derefter<br />
ringede de til mig for at fortælle mig, at alle var blevet besøgt."
Side 232<br />
En morgen, efter at en stærk storm havde dækket alle Salt Lake Citys gader med<br />
sne, førte præsident Lee tilsyn med snerydningen, og han beretter følgende:<br />
"Jeg fik øje på en lille dreng. Han havde ingen varm frakke på og heller ikke vanter<br />
eller støvler. Det var bidende koldt, så jeg standsede og fik ham ind i bilen. Der var<br />
varme på, og da han havde fået varmen, spurgte jeg ham, om han var klar til julen.<br />
,Vi skal slet ikke have nogen jul, hr. Far døde for 6 måneder siden. Nu er der kun<br />
mor og jeg og så to mindre børn. Vi har ikke ret meget.'<br />
For at undersøge det nærmere spurgte jeg, hvor han skulle hen, og han svarede,<br />
at de viste en gratis film her i formiddag, og den ville han gerne se. Det var al den jul,<br />
han skulle have. Jeg fik hans navn og adresse, og jeg fortalte ham, at jeg ville sørge<br />
for, at det blev jul i hans hjem."<br />
Præsident Lee fortalte derpå sin familie om den lille dreng, der ikke skulle holde jul.<br />
De blev også bekymrede. Han ringede til biskoppen for at sikre sig, at der blev sørget for<br />
familien. Han sluttede af med at sige: "Da jeg dette år satte mig ned til min julemiddag,<br />
følte jeg, at jeg kunne nyde den, fordi hver eneste familie i min stav ville få en god jul."<br />
Den 20. april 1935 blev højdepunktet for alle de åndelige, mentale og fysiske<br />
forberedelser, præsident Lee indtil da havde gjort. Da han fortalte om disse<br />
begivenheder, sagde han, at der kom "en opringning fra Det øverste Præsidentskab til<br />
mig om at komme op på deres kontor en dag, jeg aldrig vil glemme - den 20. april 1935.<br />
Jeg var byrådsmedlem i Salt Lake City. Jeg var stavspræsident. Vi havde kæmpet med<br />
dette spørgsmål om velfærd. Regeringen havde kun få arbejdsprogrammer; der var<br />
lavvande i kirkens finanser, og vi fik at vide, at der ikke var meget, der kunne gøres<br />
ved det. Og her var vi med 4.800 af vore 7.300 medlemmer, der var helt eller delvist<br />
afhængige. Vi havde kun et at gøre, og det var at iværksætte Herrens program, som<br />
det blev fremført i åbenbaringerne."<br />
Præsident Lee fortsatte: "Det var pga. vore beskedne bestræbelser, at Det øverste<br />
Præsidentskab ringede til mig en morgen og spurgte, om jeg ville komme hen til deres<br />
kontor, idet de vidste, at vi havde haft nogen erfaring. Det var lørdag morgen. Der stod<br />
ingen aftaler i deres kalender, og de talte med mig i timevis denne formiddag og fortalte<br />
mig, at de ønskede, at jeg skulle trække mig tilbage fra byrådet, og de ville så afløse<br />
mig som stavspræsident, for de ønskede, at jeg skulle lede velfærdsbevægelsen for<br />
at vende tendensen bort fra regeringshjælp og direkte hjælp og hjælpe med at gøre<br />
kirken i stand til at tage sig af sine egne trængende."<br />
Efter at have modtaget kaldet handlede og virkede præsident Lee med den indsigt<br />
og fornyelse, han altid havde for skik. Men da han var ydmyg og afhængig af, at Herren<br />
skulle lede hans faste hånd, nedskrev han følgende reaktion over for sit nye ansvar:<br />
"Der stod jeg, bare en ung mand i 30'erne. Min erfaring havde været begrænset. Jeg<br />
var født i en lille by i Idaho. Jeg havde næsten ikke været uden for grænserne af Utah og<br />
Idaho. Og at anbringe mig i en stilling, hvor jeg skulle nå ud til alle kirkens medlemmer<br />
over hele verden, var en af de mest overvældende betragtninger, jeg kunne forestille<br />
mig. Hvordan kunne jeg gøre det med min begrænsede forståelse?"<br />
Det var på dette tidspunkt, ældste Lee foretog sin ensomme vandring i Rotary Park.<br />
"Da jeg knælede ned, bad jeg: "Hvilken form for organisation skal der oprettes for at<br />
det, som præsidentskabet har foreskrevet, kan blive udført?' Og denne herlige morgen<br />
modtog jeg der en himmelsk forståelse af Guds præstedømmes kraft. Det var, som<br />
om noget sagde til mig: Det er ikke nødvendigt med en ny organisation til at tage sig<br />
af dette folks behov. Alt, hvad der er nødvendigt, er at sætte Guds præstedømme i<br />
arbejde. Du behøver ikke noget andet som erstatning."
Side 233<br />
Med denne åndelige forsikring og et liv, der var beredt til Herrens tjeneste, indgav<br />
Harold B. Lee sin opsigelse til byrådet, og under præsident Heber J. Grants ledelse<br />
blev han ophavsmanden til en række projekter og programmer, der blev til kirkens<br />
velfærdsprogram.<br />
<strong>Kirkens</strong> velfærdsprogram gav præsident Lee kolossale problemer i den tid, hvor<br />
nationens økonomiske hærgen var mest alvorlig. Arbejdskraft, materialer, økonomi<br />
og organisation var alle uafhængige udfordringer, som det krævede koordination<br />
og indsigt at styre. Foruden det vældige problem med forsyninger var der den<br />
ærefrygtindgydende opgave med at administrere det nye program trods kritik fra dem,<br />
der følte, at understøttelse skulle holdes inden for den verdslige regerings domæne.<br />
Præsident Lee søgte konstant guddommelig inspiration og benyttede den eksisterende<br />
kirkeorganisation til planens udførelse. Stave, ward og grene blev organiseret i<br />
regioner, der hver udførte planlagte opgaver under lokal præstedømmeledelse.<br />
Mens præsident Lee rejste rundt i Zions stave for at forklare kirkens<br />
velfærdsprogram, citerede han ofte fra afsnit 115 i Lære og Pagter (vers 5 og 6): "Stå<br />
op og lad jeres lys skinne, så jeres lys må blive et banner for folkene, og indsamlingen<br />
til Zion og dens stave må være til forsvar og som en flugt fra stormen og fra vreden,<br />
når den i fuldt mål skal udgydes over hele jorden." Ældste Lee anvendte erklæringens<br />
betydning og omformede skriftstedet, så det gav udtryk for et direkte budskab: "Jeg<br />
har ladet jer organisere i Zions stave, for at I kan sørge for et forsvar, et tilflugtssted<br />
og et værn for mit folk."<br />
Præsident Grant udstedte en officiel erklæring vedrørende den nye plan. <strong>Kirkens</strong><br />
velfærdsprogram blev oprettet af profeter for "at etablere et system, hvorved man kunne<br />
udrydde lediggang ... således at uafhængighed, flid, sparsommelighed og selvrespekt<br />
igen kan indfinde sig blandt vort folk." (Håndbog for kirkens velfærdstjeneste,<br />
afsnit 1, paragraf 2) Ud fra denne erklæring oprettede broder Lee sammen med<br />
komitemedlemmerne Mark Austin, Campbell M. Brown, Stringham A. Stevens, Henry<br />
D. Moyle og William E. Ryberg et program, der var bygget på 3 grundlag:<br />
1. Programmet var ikke nyt, men udelukkende en indarbejdelse af traditionel<br />
kirkefilosofi i et brugbart samordningsprogram, der kunne opfylde behovene hos<br />
medlemmer med økonomiske problemer.<br />
2. Programmet blev iværksat gennem den eksisterende organisation.<br />
3. Alle aktiviteter og projekter hjalp folk til at hjælpe sig selv i stedet for bare at give<br />
understøttelse. Det forventedes, at de, der fik mad og andre varer, arbejdede for disse<br />
ting, hvis det overhovedet var muligt. Med broder Lees egne ord: "Hvert medlem i kirken<br />
giver, hvad han er i stand til at give, og får til gengæld, hvad han har behov for, for at<br />
underholde sig selv og sin familie."<br />
I en oversigt over de gældende regler beskrev præsident Lee følgende trin, der var<br />
nødvendige, for at programmet kunne blive vellykket: "Der må ikke være lediggang i<br />
kirken; vi må lære selvopofrelse; vi må mestre den kunst at leve sammen og arbejde<br />
sammen; vi må praktisere et større broderskab i vore præstedømmekvorummer."<br />
Fra disse enkle trin udvikledes en plan, som en verdensberømt økonom roste<br />
af følgende årsag: "For det første: Kirken har en glimrende organisation. For det<br />
andet: Den tilvejebringer en stærk, øverste myndighed forenet i generalautoriteterne<br />
og præstedømmet. For det tredje: Folket har viljen til at ofre."<br />
Præsident Lee forklarede: "Biskoppernes forrådshuse står i vore dage så vel som<br />
før overalt i landet som symboler på stor tro overført til handling ... Gennem dette<br />
kirkestyrede velfærdsprogram kan hver eneste trængende familie i kirken få hjælp fra
Side 234<br />
kirken i deres bestræbelser for at blive selvforsynende medlemmer og gøre alt, hvad<br />
der er muligt med nære slægtninges hjælp for at hjælpe sig selv ... Indtil de nødlidende<br />
kan få stillinger ude i samfundet og tjene tilstrækkeligt til livets opretholdelse, eller de er<br />
blevet omskolet på indviduel basis, forventes det, at de, der er i stand til det, arbejder på<br />
kirkens projekter med at producere, bearbejde, oplagre eller fordele mad, tøj, brændsel<br />
eller husholdningsartikler, så der i vor tid må være mad i Herrens forrådshuse - både<br />
til dem selv og til deres ulykkelige naboer."<br />
Efter at velfærdsprogrammet havde fungeret i næsten et år, havde mange<br />
genvundet selvtilliden, så de kunne overvinde den fortvivlelse, de havde følt få måneder<br />
tidligere. Tusinder af hellige havde hævet sig fra fortvivlelsens dal til håbets tinder.<br />
Gennem omtanke, bøn og erfaring havde præsident Lee startet et program, der ville<br />
gøre drømme til virkelighed. Meget af hans forståelse og nidkærhed for at hjælpe de<br />
fattige kom fra hans egne erfaringer. Når han talte til dem, der havde kendt trange kår,<br />
sagde han: "Jeg har elsket jer. Jeg har lært jer indgående at kende. Jeg takker Herren,<br />
fordi jeres problemer også har været mine problemer, for jeg ved, ligesom I ved det,<br />
hvad det vil sige at gå, når man ikke har penge til at køre for. Jeg ved, hvad det vil sige<br />
at undvære nogle måltider for at kunne købe en bog, man skal bruge på universitetet.<br />
Nu takker jeg Gud for disse erfaringer. Jeg har elsket jer pga. jeres hengivenhed og<br />
tro. Må Gud velsigne jer, så I ikke vil svigte."<br />
Da denne troens og erfaringens mand, denne selvtillidsfulde og dog ydmyge<br />
Herrens og folkets tjener, var 42 år gammel, blev han kaldet som apostel i Jesu Kristi<br />
Kirke af Sidste Dages Hellige. Den 6. april 1941 løftede tusinder af hellige fra hele<br />
verden hånden for at opretholde den ydmyge, mand, der skulle udfylde det embede,<br />
som blev ledigt ved ældste Reed Smoots(1) død. Ved denne lejlighed skrev John A.<br />
Widtsoe(2) følgende profetiske hyldest til ældste Lee: "Han er fuld af tro på Herren;<br />
har en overvældende kærlighed til sine medmennesker, og er loyal over for kirken<br />
og staten. Han er selvforglemmende i sin hengivenhed for evangeliet; udstyret med<br />
intelligens, energi og initiativ og begavet med stor kraft til at belære om Guds ord og<br />
vilje. Herren, som han søger for at få hjælp, vil gøre ham til et mægtigt redskab til at<br />
fremme den evige plan for menneskenes frelse ...<br />
(1) Reed Smoot (1862-1941) - tidligere medlem af Det tolv apsotles Råd.<br />
(2) John A. Widtsoe (1872-1952) - tidligere medlem af De tolv apostles Råd.<br />
Han vil give ham styrke, der ligger ud over, hvad han hidtil har kendt, når folkets<br />
bønner for ham stiger op til Herren."<br />
Da ældste Lee ved konferencen reagerede på sin kaldelse, viste han sin ydmyghed<br />
og sin tillid til Herren i følgende ord: "Siden kl. 9 i går aftes har jeg set tilbage på mit liv<br />
og udsigterne i fremtiden ... Hele natten, mens jeg tænkte på denne frygtindgydende<br />
og gribende opgave, blev apostlen Paulus' ord ved med at komme til mig: Lad os derfor<br />
med frimodighed træde frem for nådens trone for at få barmhjertighed og finde nåde<br />
til hjælp i rette tid.' (Hebr. 4:16) ... Derfor vil jeg tage apostlen Paulus' ord til mig. Jeg<br />
vil med frimodighed træde frem for nådens trone og bede om barmhjertighed og hans<br />
nåde til at hjælpe mig i nødens stund. Med hans hjælp kan det ikke gå galt. Uden den<br />
kan jeg ikke klare det."<br />
Som medlem af De tolvs Råd påtog ældste Lee sig utallige ansvar,<br />
deriblandt formandskabet for musikkomiteen, præstedømmets hovedkomite samt for<br />
militærkomiteen. Desuden fortsatte han med at virke som administrerende direktør for<br />
General Church Welfare Committee, som vejleder for primarys hovedbestyrelse og<br />
som medlem af komiteerne for publikationer, garments og udgifter.
Side 235<br />
Han blev ved med at glæde sig over musik, og ofte når han besøgte ward og<br />
stave, overraskede han medlemmerne ved at tilbyde at spille på klaver eller virke som<br />
organist. Nogle af hans bedste familieminder kom senere, når han dundrede en af<br />
Sousas(1) marcher eller "Midnight Fire Alarm"(2) på klaveret, mens hans piger dansede<br />
rundt i stuen. Han spillede salmer og "familiemusik" til glæde for sine nærmeste og for<br />
deres venner. En gang imellem spillede han på orgel eller klaver for De tolvs Kvorum,<br />
når de afholdt deres ugentlige møder i templet. Begge hans piger blev dygtige musikere<br />
- Maurine på klaver og Helen på violin. Han kørte dem så omkring i Salt Lake Valley,<br />
når de optrådte for forskellige kirke- og skolegrupper.<br />
(1) John Philip Sousa - (1854-1932) amerikansk komponist og dirigent.<br />
(2) En klaversolo af Harry J. Lincoln.<br />
Under den anden verdenskrig, da kirkens unge skulle i krig, blev ældste Lee bedt om<br />
at holde en række taler søndag aften over radioen med emnet "Ungdommen og kirken".<br />
Disse varede i adskillige måneder. Ældste Lees datter forklarede, hvorledes han bragte<br />
familien med ind i projektet: "Min søster og jeg var dengang sidst i teenageårene, så<br />
far var meget interesseret i vore reaktioner. Han var virkelig klar over den form for<br />
problemer, vi blev stillet over for på dette specielle tidspunkt i verdenshistorien, og vi<br />
drøftede regelmæssigt de ting, han skulle tale om. Han arbejdede altid på 3 taler. Den<br />
tale, han skulle holde den kommende søndag, gav han den sidste afpudsning, den til<br />
ugen efter havde han lavet et udkast til, og den tredje var han lige begyndt at lave et<br />
udkast til. Han var nødt til at holde alt dette i gang for at være parat med en tale hver<br />
uge. Han tog manuskripter med hjem, som han arbejdede på, og læste for os, og så<br />
drøftede vi dem ved middagsbordet gennem åben udveksling af ideer. Vi sagde f.eks.:<br />
Åh nej, far, det kan du ikke sige. Sådan er det bare ikke,' eller Du bliver nødt til at sige<br />
det på en anden måde.' Derpå fulgtes vi alle sammen med ham hver søndag aften<br />
til Tabernaklet, hvor han holdt disse taler. Sådanne oplevelser hjalp os til at komme<br />
hinanden meget nær." Derefter blev talerne udgivet, først med titlen Youth and the<br />
Church og senere udvidet til Decisions for Successful Living.<br />
Når ældste Lee rejste til alle hjørner af Herrens rige, bar han altid et overbevisende<br />
vidnesbyrd om Jesu Kristi evangelium. Han inspirerede missionærer, medlemmer og<br />
ledere og tilbragte mange timer med at vejlede unge mennesker. Han opløftede sin<br />
røst i veltalenhed for at trøste de elendige og de sørgende, som dengang han rejste<br />
til det urolige Korea i 1955. Klædt i arbejdsuniform trøstede og beroligede han de<br />
bekymrede mænd og kvinder, der havde lidt fysisk og åndeligt i dette krigshærgede<br />
land. De soldater, der mærkede hans faste, venlige hånd og blev beroliget af hans<br />
medfølende ord, vil aldrig glemme den trøst, han bragte dem. Mens han virkede<br />
som formand for militærkomiteen under anden verdenskrig og konflikterne i Korea og<br />
Vietnam, arbejdede han hårdt for at oprette programmer, der kunne tilbyde soldater de<br />
fulde velsignelser samt hjælpe dem til en større forståelse for andres følelser.<br />
Selv om præsident Lee ofte var i fare pga. sit helbred, fulgte han en streng tidsplan<br />
i sit arbejde for at opbygge Guds rige. Det var muligvis gennem hans egen kamp for<br />
sundhed, at han var i stand til at skærpe sin forståelse og medfølelse for andre.<br />
I 1962, mens ældste Lee var til en konference i Reno, Nevada, fik han besked om,<br />
at hans elskede livsledsager var syg og svævede mellem liv og død. Han skyndte sig<br />
hjem for at være ved sygelejet hos den kvinde, der havde været hans hustru i næsten<br />
40 år, og han fandt hende døende. I de dage, der fulgte, følte han en sviende sorg, der<br />
var årsag til, at han måtte igennem mange mørke dage. Han kæmpede med sin ånd<br />
og sine følelser, mens han forsøgte at klare sit tab. På samme modige måde, hvorpå
Side 236<br />
ældste Lee mødte sådanne udfordringer hele livet igennem, samlede han til sidst styrke<br />
til at se evangeliet som en lysende vejviser gennem enhver storm.<br />
Mens ældste Lee i 1966 var i Hawaii på kirkens vegne, døde hans datter Maurine<br />
- fru Ernest J. Wilkins. Igen følte han sorgens kval. Ældste Gordon B. Hinckley fra De<br />
tolvs Råd, der i mange år havde været en nær ven af broder Lee, sagde følgende:<br />
"Disse svære oplevelser, som det var vanskeligt at bære, var med til at skærpe hans<br />
følsomhed over for andres byrder. De, der har lidt lignende tab, har i ham fundet en<br />
forstående ven og en, hvis prøvede tro er blevet en kilde til styrke for dem."<br />
I en tale ved en mindehøjtidelighed, hvor man ærede sidste dages hellige, der<br />
havde mistet livet i Vietnamkrigen, sagde ældste Lee disse trøstende ord: "Da jeg har<br />
gennemgået lignende oplevelser, hvor døden har taget mine kære, taler jeg ud fra<br />
personlig erfaring, når jeg siger til jer, der sørger, at I ikke skal forsøge at leve for mange<br />
dage ud i fremtiden. Den altoverskyggende betydning er ikke, at tragedier og sorger<br />
kommer ind i vort liv, men hvad vi gør med dem. Det at miste en af sine kære er den<br />
sværeste prøvelse, I nogen sinde vil komme ud for, og hvis I kan sætte jer ud over<br />
jeres sorg, og hvis I vil stole på Gud, så vil I være i stand til at overvinde enhver anden<br />
vanskelighed, I måske vil blive udsat for. Så til jer, der har mistet nogen af jeres kære,<br />
siger vi, at tro kan hæve jer op over denne dags knugende prøvelser og vise jer vej til<br />
den herlige morgendag, der kan blive jeres."<br />
I 1963 ægtede ældste Lee, Freda Joan Jensen, en kultiveret og selvstændig kvinde,<br />
der havde udmærket sig som pædagog og administrator og havde tjent i primarys<br />
hovedbestyrelse. Broder og søster opbyggede et lykkeligt hjem, der blev varmet af<br />
kærlighed og imødekommende gæstfrihed, et hjem, der var en støtte for ældste Lees<br />
tunge ansvar i kirken.<br />
Mens David O. McKay var præsident for kirken, blev kirkens samordningskomité<br />
oprettet for at samordne undervisningen og de organisationsmæssige funktioner under<br />
præstedømmets ledelse. Ældste Lee blev kaldet, så han kunne benytte sine beviste<br />
færdigheder til at stramme rigets opbygning og foretage omfattende undersøgelser<br />
af alle kirkens programmers og hjælpeorganisationers materialer, metoder og<br />
undervisningsprogrammer. Som resultat af denne indsats blev der en fremherskende<br />
forbedring i undervisningsprogrammerne og den organisationsmæssige opbygning.<br />
Sideløbende med hans virke i kirkeprogrammer kom muligheder for at tjene<br />
og udmærke sig i samfundsmæssige embeder. 11957 blev ældste Lee sammen<br />
med George Eccles fra First Security Corporation valgt ind i bestyrelsen for Union<br />
Pacific Railroad Company - kun få år efter at han havde tilbragt somrene som<br />
sporvognskontrollør i sporvejsterrænet. Året efter blev han bedt om at virke som<br />
medlem af bestyrelsen for Equitable Life Assurance Society (et livsforsikringsselskab)<br />
til afløsning af præsident J. Reuben Clark jun.(1), der trak sig tilbage.<br />
(1) J. Reuben Clark jun. (1871-1961) - virkede som rådgiver i Det øverste<br />
Præsidentskab fra 1933 til 1961.<br />
Senere blev præsident Lee udnævnt til præsident for Salt Lake Oratorio Society og<br />
senere igen virkede han i den ledende komite for det nationale Røde Kors og blev<br />
formand for bestyrelsen for Zions First National Bank. Han blev hædret af Utah State<br />
University, Brigham Young University og University of Utah med æresdoktorgrader og<br />
modtog adskillige belønninger for tjeneste, deriblandt the Silver Buffalo Award(2), som<br />
han fik af Amerikas drengespejdere i 1963.<br />
(2) Silver Buffalo Award - Den højeste belønning givet af Amerikas drengespejdere<br />
til en fremragende leder.
Side 237<br />
Da David O. McKay døde i den kolde januarmåned i 1970, blev tømmerne til kirkens<br />
ledelse lagt i præsident Joseph Fielding Smiths værdige og dygtige hænder, og han<br />
valgte Harold B. Lee som sin førsterådgiver og N. Eldon Tanner som sin andenrådgiver.<br />
Denne forandring i ledelsen gjorde ikke alene ældste Lee til præsident for De tolvs<br />
Råd, men nødvendiggjorde også hans afløsning fra de komiteer, hvor han havde virket,<br />
således at han kunne hellige Det øverste Præsidentskabs opgaver hele sin tid. Mens<br />
han virkede i dette embede, udviklede han sine evner som administrator og vedblev<br />
med at arbejde på at forbedre effektiviteten af kirkens programmer. Under hans ledelse<br />
blev lærer- og biskopuddannelsesprogrammer styrket, og størrelsen og rækkevidden<br />
af det verdensomspændende missionærprogram blev udvidet.<br />
Den 2. juli 1972 sad præsident Joseph Fielding Smith fredeligt i en lænestol, da<br />
Guds finger rørte ved ham, og han sov ind. Ved hans død faldt profetens kappe på<br />
Harold Bingham Lee. Præsident Lee sagde følgende om præsident Smiths død: "I dette<br />
korte øjeblik var det, som om han overdrog mig et retfærdighedens scepter og sagde<br />
til mig: Gå du hen og gør ligeså!"'<br />
Efterhånden som det gik op for ældste Lee, at han var kaldet som hyrde for Kristi<br />
flok, voksede hans åndelige mod, så han kunne klare udfordringen. I de dage, der<br />
gik forud for den officielle kaldelse af De tolvs Råd, tilbragte broder Lee mange timer<br />
i bøn og overvejelse. "Morgenen efter at jeg var blevet kaldet," sagde han, "og jeg<br />
knælede sammen med min kære hustru i bøn, syntes mit hjerte og min sjæl at nå ud<br />
til alle kirkens medlemmer med et særligt fællesskab og en særlig kærlighed, og det<br />
var, som om himlens sluser blev åbnet for mig for at give mig en kort fornemmelse af<br />
samhørighed med kirkens mere end 3 millioner medlemmer overalt i verden."<br />
Fredag morgen den 7. juli mødtes De tolvs Råd i et særligt værelse i det hellige<br />
Salt Lake tempel for at indsætte den nye profet. Ved denne lejlighed skrev ældste<br />
Hinckley: "Der var ingen tvivl hos medlemmerne af De tolvs Råd om, hvem der skulle<br />
efterfølge ham (præsident Smith) som præsident for kirken ... på dette rolige, hellige<br />
sted søgte de med stille sind Åndens tilskyndelser. Alle hjerter var som et som svar<br />
på disse tilskyndelser. Harold Bingham Lee - udvalgt af Herren, oplært fra barnsben i<br />
det gengivne evangeliums principper, lutret gennem 30 års tjeneste som apostel - blev<br />
udnævnt til præsident for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige og som profet, seer<br />
og åbenbarer. Alle de tilstedeværende lagde hænderne på hans hoved, og han blev<br />
ordineret som Herrens salvede til dette høje og enestående kald."<br />
Måneden efter fløj præsident Lee til Mexico City for at præsidere over det største<br />
møde, der nogensinde var blevet afholdt for hellige i Latinamerika. Over 16.000<br />
medlemmer fra Mellemamerika og Mexico samledes der for at modtage inspirerede<br />
instruktioner fra generalautoriteterne. En ung sidste dages hellig fra Tampico, Mexico,<br />
sagde: "At være i stand til at sidde og lytte til hans ord og at vide og føle i sit hjerte, at<br />
man lytter til en Guds profet er en af de vidunderligste oplevelser i mit liv - især at vide,<br />
at disse mænd har myndighed fra Herren til at lede og organisere os."<br />
Senere rejste præsident Lee til Mellemøsten, hvor han sammen med sin hustru<br />
gennemrejste Det hellige Lands støvede veje og vandrede på de stier, hvor Jesus<br />
havde vandret. Han læste i skrifterne ved Genezaretsøens bredder og vandrede<br />
gennem olivenlundene i Israels tætte hede. Mens han var der, organiserede han også<br />
kirkens første gren i Jerusalem.<br />
I oktober samme år (1972) blev der så indkaldt til højtidelig forsamling. Efter at det<br />
berømte tabernakelorgel var holdt op med at vibrere, sad Harold B. Lee - manden med<br />
det grå hår, de gennemtrængende blå øjne og af middelbygning - i den røde lænestol,
Side 238<br />
mens præsident N. Eldon Tanner ledede den officielle reorganisering af Det øverste<br />
Præsidentskab samt opretholdelsen af kirkens generalautoriteter og funktionærer.<br />
Efter hvert forslag bevægede en hørlig bølge af godkendelse sig gennem det historiske<br />
Tabernakel, mens afstemningen blev foretaget kvorum efter kvorum, indtil hver eneste<br />
gruppe havde vist sin godkendelse.<br />
Efter opretholdelsen rejste den nye præsident sig for at tale: "Jeg kan ikke finde<br />
ord til at udtrykke mine dybe og inderste følelser ... Ved den hellige begivenhed for 3<br />
måneder siden, da jeg begyndte at forstå størrelsen af det overvældende ansvar, jeg<br />
nu måtte påtage mig, gik jeg til det hellige tempel. Mens jeg sad i dybe og inderlige<br />
tanker, betragtede jeg malerierne af disse Guds mænd - ædle og oprigtige mænd,<br />
Guds ophøjede mænd - der var gået forud for mig i et lignende kald." Han gik over til at<br />
berette om de særlige udnævnelser af og talenter hos de 10 mænd, der havde været<br />
profeter før ham. Idet han mindedes Joseph Smiths karakterisering af sig selv, sagde<br />
han: "Somme tider var det som om jeg også var som en ujævn sten, der rullede ned<br />
fra et højt bjerg, idet jeg blev stødt og afslebet - af erfaringer formoder jeg - således at<br />
jeg også kunne sejre og blive en sleben pil i den Almægtiges kogger."<br />
Fra denne dag fortsatte kirken med at vokse og have fremgang under hans<br />
beskedne, men faste ledelse. De, der arbejdede sammen med ham gennem årene,<br />
siger, at der var kommet et ny rejsning over ham ... mere hellig, stærkere, mere<br />
medfølende og langmodig. Og med en ny, åndelig dimension føjet til sit lange liv fuld<br />
af erfaringer forbandt præsident Lee sin oplæring med en guddommelig kaldelse for at<br />
berede vejen for Herren og Frelseren Jesu Kristi andet komme.<br />
Præsident Lees oplæring i kirkens samordningskomité gav ham indblik i kirkens<br />
internationale stade. Pga. hans direktiver modtager de hellige rundt omkring i verden<br />
nu materialer, der specielt er fremstillet til deres kultur. Nye ungdomsprogrammer<br />
bragte et nærmere samarbejde i stand mellem de gensidige uddannelsesforeninger og<br />
præstedømmet. Missionærlektierne skulle virke mere tiltrækkende.<br />
<strong>Kirkens</strong> medlemmer følte en særlig beundring og påskønnelse for præsident Lee<br />
pga. hans behagelige væremåde og hans glæde over at være sammen med de<br />
hellige. Præsident Paul Dunn fra De halvfjerds' første Råd sagde følgende om denne<br />
egenskab: "Denne store profet finder på en eller anden måde tid til at komme ud blandt<br />
folket. Han er til stede ved den ene og den anden konference, og han går den ekstra<br />
mil for at være sammen med medlemmerne. Præsidenten kan ikke give håndtryk til<br />
hver eneste i kirken, men han prøver på det. I hans korte tid som præsident har han<br />
været til områdekonferencer i England, Mexico og Tyskland. Der har været adskillige<br />
rundrejser og ungdomskonferencer. Han har benyttet enhver mulighed for at være<br />
sammen med dem. De medlemmer, han har mødt, vil aldrig glemme ham. Han har givet<br />
dem fornyet hengivenhed og troskab." "Der findes en form for kommunikation, hvor<br />
ånder er i harmoni med hinanden," erklærede præsident Lee. "For at forstå mennesker<br />
må man mærke deres ånd. Man må blande sig med dem."<br />
En beretning, som præsident Lee fortalte ved det afsluttende møde under<br />
generalkonferencen i april 1973, illustrerer hans liv og karakter. Han beskrev episoden<br />
på følgende måde:<br />
"Jeg led af et mavesår, der blev værre og værre. Vi havde rejst rundt i en mission.<br />
Den næste morgen følte min hustru, Joan og jeg os tilskyndet til at rejse hjem så hurtigt<br />
som muligt, selv om vi havde planlagt at blive til nogle andre møder.<br />
På vor vej over kontinentet sad vi i den forreste afdeling af flyet. Nogle af kirkens<br />
medlemmer sad i den næste afdeling. Da vi nåede et bestemt punkt på ruten, lagde en
Side 239<br />
eller anden hænderne på mit hoved. Jeg så op, men der var ingen at se. Det skete igen,<br />
før vi nåede hjem-nøjagtig på samme måde. Hvad eller hvem det var, får jeg måske<br />
aldrig at vide, men jeg var klar over, at jeg fik en velsignelse, som jeg få timer senere<br />
fandt ud af, at jeg havde hårdt brug for.<br />
Så snart vi var kommet hjem, ringede min hustru meget bekymret til lægen. Klokken<br />
var omkring 11 om aftenen. Han bad mig om at komme til telefonen og spurgte mig,<br />
hvordan jeg havde det. Jeg er meget træt,' sagde jeg, Jeg tror, jeg klarer det.' Men kort<br />
efter fik jeg en blodstyrtning så voldsom, at hvis det var sket, mens vi befandt os i flyet,<br />
ville jeg ikke kunne stå her i dag og fortælle om det.<br />
Jeg ved, at der er guddommelige kræfter, som griber ind, når al anden hjælp svigter<br />
... Ja, jeg ved, at der er sådanne kræfter."<br />
På mange måder er beretningen en parallel til præsident Lees liv i de helliges<br />
tjeneste. Mens han rejste i næsten 40 år på kirkens vegne, var der altid en fast<br />
og usynlig hånd, der beskyttede og velsignede ham. Fra sin rige barndom i Clifton,<br />
Idaho, hvor han klædt i overalls udførte de daglige pligter, og til de tæppebelagte<br />
kontorer i kirkens administrationsbygning i Salt Lake City fulgte præsident Lee trofast<br />
Herrens ord. Hans barmhjertighed, varme og kærlighed voksede, efterhånden som det<br />
åndelige slør mellem kirkens jordiske arkitekt og hans almægtige Skaber blev tyndere<br />
og tyndere.<br />
NB: Kort efter at denne artikel blev gjort klar til udgivelse, blev præsident Lee ramt<br />
af hjerte- og lungekomplikationer; han døde den 26. december 1973 i en alder af 74 år.<br />
Der blev afholdt begravelsesmøde i Salt Lake Tabernaklet lørdag den 29. december,<br />
og mødet blev efterfulgt af jordfæstelsen på Salt Lake Citys kirkegård. Som kirkens<br />
yngste overhoved i 40 år havde han virket som præsident i omtrent halvandet år. Da<br />
præsident Lee blev opretholdt som præsident for kirken ved den højtidelige forsamling<br />
i oktober 1972, sagde han: "Den egentlige optegnelse over min tjenestegerning i mit<br />
nye kald vil blive den optegnelse, jeg har skrevet i hjerterne på dem, jeg har virket og<br />
arbejdet sammen med i og uden for kirken."
Tolvte præsident<br />
Spencer W. Kimball (1895- )<br />
Af Dean May, kirkens historiske afdeling<br />
Side 240<br />
En navajo-mor samler sine børn tæt omkring det rygende ildsted, der forsyner deres<br />
hytte med varme og lys. Den lille hytte, der er lavet af jord og brædder, kan næsten ikke<br />
skelnes fra det snedækkede New Mexico landskab, hvori den ligger. Bilister, der jager<br />
gennem landet i behageligt opvarmede biler, ville ikke bemærke familiens eksistens,<br />
hvis ikke det var for den røgsøjle, der synes at stige lige op i den klare, kolde himmel<br />
fra boligens midte.<br />
Mexikanskfødte medlemmer sidder stille i en overfyldt kirkebygning. De bliver holdt<br />
uden for talernes fulde betydning, bønnernes trøst og salmernes inspiration, fordi de<br />
ikke taler det sprog, der benyttes af de fleste medlemmer i forsamlingen.<br />
En soldat, der er strandet i en lille by langt borte hjemmefra, sidder uvirksomt ved et<br />
busstoppested og venter på den næste forbindelse ud af byen. Byens indbyggere, der<br />
har travlt med deres daglige pligter og hæmmes af deres naturlige generthed, hilser<br />
ikke venligt på den fremmede og inviterer ham heller ikke til at spise middagsmad<br />
sammen med familien, før aftenbussen skal køre.<br />
Spencer W. Kimball, kirkens tolvte præsident, er en mand, der hele livet igennem<br />
har været opmærksom på den glemte og den forsømtes tilstand. Han har lagt mærke til<br />
navajo-moderen, det spansktalende medlem, den ensomme rejsende og har reageret<br />
overfor deres behov med inderlig medfølelse. Hvis der er et enkelt ord, som kan<br />
opsummere hans tjenestegerning, er det barmhjertighed. Præsident Kimball har aldrig<br />
forsømt at give den sultne mad, tage sig af den fremmede og besøge de syge og<br />
indespærrede, og ved sin adfærd har han været et eksempel på Frelserens påmindelse<br />
om, at vi ikke må glemme de fattige i ånden.<br />
Beretningen om præsident Kimballs familiebaggrund minder os om de stærke<br />
bånd, der knytter nutidens hellige til dem, der hjalp med ved evangeliets gengivelse i<br />
begyndelsen af forrige århundrede. En af præsident Kimballs bedstefædre, Heber C.<br />
Kimball, blev ordineret til ældste af profeten Joseph Smith i 1832. Tre år efter blev<br />
han kaldet til at være en af kirkens oprindelige tolv apostle, og han virkede som en<br />
trofast rådgiver til Brigham Young. Han åbnede missioneringen i England i 1837 med<br />
bemærkelsesværdig succes og deltog i en anden form for åbning ti år efter, idet han<br />
var med det første kompagni hellige, der ankom til Saltsødalen i juli 1847.<br />
Edwin D. Woolley, præsident Kimballs anden bedstefar, var også en nær<br />
ven og bekendt af profeten Joseph Smith. Han ordnede også Brigham Youngs<br />
forretningsanliggender og virkede i næsten 3 årtier som biskop for Thirteenth ward i<br />
Salt Lake City.<br />
Som apostel og kirkeleder er præsident Kimball især kendt for sit arbejde med<br />
de amerikanske indianere. Han er blevet kaldt for "apostlen til lamaniterne" og har<br />
viet meget af sin opmærksomhed på at forbedre indianernes levestandarder - især<br />
i den sydvestlige del af Amerika. Længe før minoritetsgrupper blev bemærket af<br />
de fleste amerikanere, arbejdede præsident Kimball utrætteligt på at vække offentlig<br />
interesse og fremme aktiviteter, der kunne hæve levestandarden for de mest forarmede<br />
minoritetsgrupper.<br />
I en patriarkalsk velsignelse, som den unge Spencer havde modtaget, da han var<br />
11 år gammel, var det blevet lovet ham, at han ville "forkynde evangeliet til mange<br />
folk, men især til lamaniterne, for Herren vil velsigne dig med sprogets gave og kraft
Side 241<br />
til at fremstille evangeliet meget tydeligt for dette folk". Kaldet, der førte til opfyldelsen<br />
af denne profeti, kom fra præsident George Albert Smith i 1946, da han bad broder<br />
Kimball om at arbejde med kirkens indianske program. Ved en konference, hvor ældste<br />
Kimball talte om sin nye opgave, udtrykte han sit håb om, at han kunne "få hele verden<br />
til at græde for Lehis børn". Hans artikler Umprovement Era i 1948 om "Navajoen - Hans<br />
vanskelige situation" gjorde kirkens medlemmer opmærksomme på den fattigdom og<br />
mangel på muligheder for forbedring, der kendetegnede livet i indianerreservaterne på<br />
daværende tidspunkt. Ældste Kimball virkede i et kvart århundrede som formand for<br />
kirkens indianerkomite og iværksatte Indian Student Placement Program(1), et af de<br />
bedste af alle indianske hjælpeprogrammer. Han har hjulpet andre til at føre princippet<br />
om uselvisk at dele med andre ud i livet - dette princip har karakteriseret hans eget liv.<br />
(1) Dette program anbringer sidste dages hellige indianerbørn i sidste dages hellige<br />
hjem gennem skoleåret. Familier deler deres hjem, midler og hjerter med unge<br />
indianere, der ellers ville blive berøvet chancen for at få en god uddannelse.<br />
Præsident Kimballs interesse for indianere er muligvis en arv fra hans far, Andrew<br />
Kimball - en af Heber C. Kimballs og Ann Gheens yngste sønner. Andrew Kimball blev<br />
kaldet på mission til Indian Territory (nu Oklahoma) i 1885, kun 3 år efter sit giftermål<br />
med Olive Woolley, en datter af biskop Edwin D. og Mary A. Woolley. Efter at have<br />
virket som missionær i 2 år blev Andrew sat til at lede Indian Territory missionen,<br />
og dette ansvar beholdt han indtil 1897 - kun afbrudt af lejlighedsvise besøg til Salt<br />
Lake City for at tjene til livets ophold for sin hustru og voksende familie. Det var i<br />
denne periode af forældrenes liv, at drengen Spencer blev født den 28. marts 1895 i<br />
et lille murstenshus, der stadigvæk står på hjørnet af Fourth North og Third West i Salt<br />
Lake City. Sammen med sine missionærpligter virkede Andrew også som kommissær<br />
for Utahs forfatningsmæssige kongres. Selv om han var en stærk forkæmper for<br />
kvinders valgret, foreslog han alligevel godmodigt, at drengen skulle opkaldes efter en<br />
af hans modstandere i dette spørgsmål, nemlig B. H. Roberts(1). Drengens mor, "en<br />
begejstret tilhænger af kvinders politiske stemmeret," der "fuldt ud forstår betydningen<br />
af ligeberettigelse," satte sig imidlertid imod dette forslag. "Og derfor," som præsident<br />
Kimball senere har bemærket, "indgik mine forældre et, kompromis' og jeg kom til at<br />
hedde Spencer Woolley Kimball." Han var det 6. barn i en familie, der senere forøgedes<br />
med endnu 5 børn.<br />
(1) Brigham Henry Roberts (1857-1933) tidligere medlem af De halvfjerds første<br />
Råd.<br />
Spencers far blev afløst fra sine ansvar i missionsmarken på et tidspunkt, da der<br />
blev oprettet mormonkolonier i Arizona. Præsident Kimball mindes: "Min kære, lille mor,<br />
der praktisk talt havde været enke i 12 år, var dødsensangst for, at hendes mand ville<br />
blive kaldet til Arizona." Hendes frygt var velbegrundet, for samme vinter blev Andrew<br />
Kimball kaldet til at være præsident for St. Joseph stav i den afsidesliggende, sydøstlige<br />
del af Arizona territoriet. Spencers mor, der var ulykkelig over at skulle forlade sin<br />
familie og sit hjem i Utah, men som var fuldkommen loyal over for sin ægtemand og<br />
hans kaldelser, "brød broerne af og sagde farvel til et virkelig godt liv uden at vide, om<br />
hun nogensinde ville få sine kære at se igen".<br />
Familien - far, mor og 7 børn - forlod Salt Lake City i et forårsregnskyl og rejste i to<br />
døgn med toget til Grand Junction og Pueblo, Colorado; videre til Deming, New Mexico<br />
og derpå østpå gennem kaktusørkener til Gila Valley i det sydlige Arizona. Deres<br />
bestemmelsessted, Thatcher, var for lille til at have en banegård. Toget standsede<br />
blot og lod familien stige ned ved siden af sporet. Familien Kimball følte sig uden
Side 242<br />
tvivl opmuntret ved ankomsten, hvor de ventende hellige som velkomst strøede en<br />
mængde roser ud foran dem. Selv om hele ørkenen endnu ikke blomstrede, var<br />
der i det mindste roser nok i den lille koloni til at give familien Kimball en hjertelig<br />
mormonvelkomst til deres nye hjem. Ligesom deres forældre før dem havde været<br />
banebrydere i Saltsødalen, forlod Andrew og Olive de goder, deres forældre havde<br />
været med til at frembringe, og var nu parate til at hjælpe med udviklingen af et<br />
afhængigt mormonsamfund i Gila Valley, Arizona. Familien ville fremover være bundet<br />
til den opgave at bringe civilisation og overflod til et ørkenland. Som Spencer senere<br />
mindedes, var det hans fars opgave "at bringe sit folk alt det, der ville give dem vækst<br />
og udvikling, og ikke efterlade dem som et lille samfund i ørkenen, men gøre dem til<br />
en del af det værk, der var under udvikling".<br />
Da familien flyttede til Arizona, var Spencer 3 år gammel, og han voksede og trivedes<br />
som det samfund, der var hans nye hjem. En aften kom en nabo forbi for at tale med<br />
Andrew, og han lagde mærke til, at drengen sang, mens han malkede køerne. Faderen<br />
vendte sig mod sin nabo og kom med en profetisk vurdering af sin unge søns fremtid:<br />
"Broder, den dreng Spencer er en usædvanlig dreng," sagde Andrew. "Han prøver altid<br />
på at adlyde mig, ligegyldigt hvad jeg beder ham om at gøre. Jeg har indviet ham til at<br />
blive et af Herrens talerør - om Herren vil. Du vil en dag se ham som en stor leder. Jeg<br />
har indviet ham til Guds tjeneste, og han vil blive en stor mand i kirken."<br />
Spencer var altid trofast til stede ved kirkens møder. En dag, mens han trampede<br />
hø for sine brødre, bekendtgjorde han, at han skulle i primary. Da brødrene hævdede,<br />
at de havde brug for ham og ikke ville give ham lov til at gå, benyttede Spencer - der<br />
vidste, at faderen ville have ladet ham gå - sin første chance, sprang ned fra vognen og<br />
var på vej, før brødrene havde lagt mærke til, at han var væk. Denne faste troskab over<br />
for de rette formål er vedblevet med at være en del af hans karakter, og den bidrager<br />
til den succes, han har opnået som kirkeleder.<br />
Spencer bar sin andel af hjemsøgelser som barn. Da han var 7 år gammel, var<br />
han lige ved at drukne, da han trådte ned i et dybt hul i udkanten af en sø ved et<br />
lokalt udflugtssted, kendt som Cluffs ranch. Da han var 10 år gammel, led han af en<br />
delvis lammelse af ansigtsmusklerne. Hans søskende drillede ham godmodigt med<br />
det sjove ansigt, han lavede, når han smilede ("en ensidig affære" kaldte præsident<br />
Kimball det for sjov). Da lammelsen ikke fortog sig ved lokale lægers behandling, bad<br />
Spencers far andre præstedømmebærere om at hjælpe ham med at salve sin søn.<br />
Efter få ugers forløb fik Spencer igen kontrol over sine ansigtsmuskler og genvandt<br />
fuldstændig helbredet. Hans mor døde, da han var 11 år gammel, og det var årsag til<br />
et stort savn og nødvendiggjorde forandringer, der var smertelige for et barn i så ung<br />
en alder.<br />
I sin ungdom fortsatte Spencer sin faste efterlevelse af kirkens principper. Han gik<br />
frem i det aronske præstedømmes embeder med fremragende tilstedeværelses- og<br />
aktivitetsoptegnelser. Som 14-årig var han søndagsskolelærer, og mens han endnu<br />
var i begyndelsen af teenageårene, virkede han som hjemmelærer, wardsdirigent,<br />
kormedlem og medlem af stavens søndagsskolebestyrelse. Da han var 22 år gammel,<br />
blev han sekretær for St. Joseph stav.<br />
Engang tog den unge Spencer og en ven et job med at aflæsse godsvogne i<br />
Californien. Han udholdt villigt de lange timer og det hårde arbejde, jobbet krævede,<br />
men blev mere og mere vred over det vulgære sprog, der flød i en uafbrudt strøm<br />
fra hans arbejdskammerater. Til sidst gik han og vennen i desperation til formanden<br />
og sagde, at de blev nødt til at holde op. Formanden udbad sig en forklaring, og da
Side 243<br />
han fandt ud af grunden til deres planlagte afrejse, bad han dem om at komme tilbage<br />
om to dage. Da de to unge mænd meldte sig igen, fik de et nyt job med at åbne<br />
jernbanevognene og undersøge dem, før de blev aflæsset. Præsident Kimball huskede<br />
spøgefuldt, at "den første vogn, vi åbnede, var læsset med chokolade. Det varme vejr<br />
havde smeltet ladningen, og der dryppede chokolade ud fra hver eneste kasse. Vi<br />
havde fået et bedre job og også et, der var sødt".<br />
Midt i alle sine kirkeaktiviteter fandt Spencer tid til andre beskæftigelser. Han<br />
arbejdede sig gennem gymnasieklasserne på kirkens Gila Academy i Thatcher (nu<br />
statsskolen, Eastern Arizona Junior College) ved at tilbringe somrene med at malke<br />
køer på et mejeri 145 km borte i Globe, Arizona. Selv om han var et halvt hoved<br />
mindre end de andre medlemmer af akademiets basketballhold, blev han topspiller<br />
pga. talent og flid. Han var også aktiv i forskellige former for musikalske programmer,<br />
idet han både sang og spillede klaver. Da han havde taget eksamen i 1914, udtrykte<br />
hans far, der talte ved dimissionsfesten, sin taknemmelighed over den ære, klassen<br />
havde vist hans søn ved at vælge ham som præsident for studenterforeningen. Derpå<br />
overraskede han tilhørerne, og tilsyneladende også Spencer, ved at antyde, at drengen<br />
ikke som planlagt straks skulle begynde på college, men ville få mulighed for i 2 år at<br />
gøre praktisk brug af det tyske, han havde studeret i skolen.<br />
Kaldet til den schweizisk-tyske mission blev imidlertid forandret pga. første<br />
verdenskrigs udbrud i Europa, og Spencer tjente i stedet for i midtstaternes mission.<br />
Der udviklede han en fremgangsmåde ved døren, der - hvis den ikke skaffede nye<br />
medlemmer - i hvert fald lokkede venlige smil frem. Han spurgte en kvinde, der skulle<br />
til at smække døren i hovedet på ham, om det nye klaver i dagligstuen var et Kimball.<br />
Da hun svarede, at det var det, sagde han: "Det hedder jeg også. Må jeg komme ind og<br />
synge og spille for Dem?" Derpå kom han ind og sang "O min Fader" (Sange, nr. 195)<br />
for husets beboere. Det var bestemt et af de mere usædvanlige midler, missionærerne<br />
har udviklet for at vinde et lydhørt øre. Ældste Spencer Kimball afsluttede sin mission<br />
som præsident for Missouri distriktet med ca. 30 missionærer under sig. "Min mission<br />
hjalp mig til at blive stabil, organiseret og åndelig," mindedes præsident Kimball. "Den<br />
styrkede mit vidnesbyrd. Den bragte min karakter og mit liv i faste former ... Jeg fik<br />
megen erfaring i at behandle mennesker og problemer, i at lede og at overdrage ansvar,<br />
hvilket alt sammen på et mindre plan har givet mig nogen forberedelse til det arbejde,<br />
jeg må udføre i dag."<br />
Da han vendte hjem fra sin mission, begyndte han på Arizona State University i<br />
Tempe, Arizona. Senere blev han tilmeldt Brigham Young University i Provo, Utah,<br />
men blev indkaldt til en lokal militærenhed i Arizona, der forberedte sig til at drage i<br />
krig. Våbenstilstanden blev imidlertid underskrevet, før delingen blev sendt af sted, og<br />
han var i stand til at blive i sin hjemegn.<br />
I denne periode tog Spencer et arbejde, hvor han skulle grave efter den mest<br />
værdifulde ressource i et ørkenområde - vand. Han og en fosterbror fik tildelt et arbejde,<br />
der krævede, at de slog lejr i et afsidesliggende område en uge ad gangen, mens<br />
de gravede brønde og sidetunneller for at lokke vand ud af den tørre-jord. En gang<br />
om ugen fik de den lokale avis, Graham Country Guardian. En uge lagde Spencer<br />
mærke til et billede af en smuk pige, på forsiden. Det var Camilla Eyring, der for nylig<br />
var flyttet til området fra Utah (hvor hun havde studeret), og som skulle undervise på<br />
Gila Academy det kommende år. Familien var blevet landsforvist fra Mexico under<br />
revolutionen. Præsident Kimball mindes: "Jeg fortalte min forsterbror og mig selv, at<br />
denne pige skulle blive min hustru. Jeg gifter mig med denne pige,' sagde jeg." Så snart<br />
han vendte tilbage til dalen, opsøgte han hende og begyndte at gøre kur til hende. Ved
Side 244<br />
efterårstid havde han indfriet sit løfte, og det var lykkedes ham at vinde hendes hånd.<br />
De blev gift i november 1917.<br />
Camilla, en datter af Edward C. og Caroline Romney Eyring, har været en ideel<br />
ledsager for præsident Kimball. Deres ægteskab er blevet velsignet med 4 børn: 3<br />
sønner, Spencer, Andrew og Edward samt en datter, Olive. Olive, nu fru Grant M.<br />
Mack, er medlem af tabernakelkoret. Spencer var dekan for de juridiske fakulteter på<br />
University of Utah og University of Wisconsin; Andrew bor i New York City og er en<br />
ledende skikkelse hos General Electric(1); og Edward er professor i jura på Brigham<br />
Young Universitys juridiske fakultet (J. Reuben Clark, Jr., Law School). Foruden de 4<br />
børn har præsident og søster Kimball 27 børnebørn og 12 oldebørn.<br />
(1) Et stort amerikansk selskab, der fabrikerer elektriske maskiner.<br />
Broder Kimball fortsatte med at udmærke sig i Arizona gennem aktivitet i kirken<br />
og i samfundsanliggender. Han sad i bestyrelsen for det lokale handelskammer, var<br />
distriktsmedlem af Rotary International og blev valgt som byrådsmedlem i Thatcher,<br />
Arizona.<br />
Han udførte også fremragende tjeneste som leder inden for spejdersporten,<br />
og under anden verdenskrig ledede han lokale bestræbelser for at rejse penge<br />
til the United Service Organization (USO), en tjenesteorganisation tilknyttet<br />
krigsbestræbelserne for at skaffe adspredelser og andre faciliteter til rejsende soldater.<br />
Blandt sine mange andre aktiviteter virkede han som sekretær og bestyrelsesmedlem<br />
for uddannelse på Gila Junior College, og han hjalp med at oprette Gila Broadcasting<br />
Company, KGLU, den første radiostation i Gila Valley. Desuden deltog han i stiftelsen<br />
af KimballGreenhalgh forsikringsselskab, som han hjalp med at gøre til et indbringende<br />
foretagende.<br />
Efter at have virket som rådgiver i St. Joseph staven siden han var 29 år, blev<br />
han valgt til at være den første præsident for Mt. Graham staven i Arizona, da den<br />
i 1938 blev delt fra St. Joseph staven. Han virkede i denne stilling i b år. I juni<br />
1938 hjalp han som stavspræsident med undsætningen og rehabiliteringen i området<br />
Duncan, Arizona, efter Gilaflodens ødelæggende oversvømmelse. Hans arbejde som<br />
stavspræsident gav ham mulighed for yderligere erfaring og vækst i at tjene de<br />
nødstedte.<br />
Han boede sammen med sin familie i et bekvemt, nylig færdigbygget bondehus i<br />
nærheden af Safford, Arizona, da han i juli 1943 fik en telefonopringning, der forandrede<br />
hans verden lige så dramatisk, som hans fars kald til at drage til Arizona næsten et<br />
halvt århundrede tidligere havde gjort. Da han kom hjem fra arbejde ved middagstid<br />
den 8. juli, hilste hans søn ham begejstret med en meddelelse om, at der var en<br />
telefonsamtale fra Salt Lake City. Det var præsident J. Reuben Clark jun., der fortalte<br />
præsident Kimball, at han var blevet kaldet til at udfylde et af de ledige embeder i De<br />
tolv apostles Råd. "Det kom som et lyn fra en klar himmel," mindedes han senere.<br />
Lamslået over det ærefrygtindgydende ansvar, han stod overfor, trak ældste<br />
Kimball sig tilbage til en lang renselses- og meditationsperiode. "Modstridende tanker<br />
strømmede gennem mit sind," erindrede han, "stemmer, der syntes at sige: Du kan<br />
ikke klare arbejdet. Du er ikke værdig. Du har ikke evnerne' - men til sidst kom altid<br />
den sejrende tanke: Du må udføre det arbejde, du har fået overdraget - du må gøre<br />
dig selv dygtig, værdig og kvalificeret."' Da en klient antydede, at hans afrejse kunne<br />
være ensbetydende med virksomhedens ruin, mindede ældste Kimball manden om<br />
Lukas' råd, at et menneskes liv ikke afhænger "af det, han ejer" (Luk. 12:15). Broder
Side 245<br />
Kimball fortalte endvidere sin ven, at "alle værdipapirer, jordbesiddelser, huse og<br />
husdyrbesætninger blot er ting, der har så lidt betydning i et menneskes rige liv".<br />
Idet han fik støtte gennem Nephis forsikring om, at Herren "åbner en udvej for dem,<br />
så at de kan udføre det, som han befaler dem" (1 Ne. 3:7), tog ældste Kimball imod den<br />
høje kaldelse som Herrens apostel i oktober 1943. I en alder af 48 år var han vidne til<br />
opfyldelsen af en patriarkalsk velsignelse, der var blevet givet hans mor for mange år<br />
siden, da hun stod barnløs efter sit første barns død, mens hendes mand var optaget af<br />
missionæraktiviteter langt fra hjemmet. "Du vil blive talt blandt Israels mødre," lovede<br />
patriarken Olive Woolley Kimball. "Dine sønner skal blive stjerner af største betydning<br />
i din krone, de skal være sunde, stærke og livskraftige og hjælpe med at lede Guds<br />
hensigter i denne sidste uddeling."<br />
Som apostel viede broder Kimball meget af sin opmærksomhed - foruden sit<br />
arbejde med indianerne, til kirkens missionærprogrammer. I mange år virkede han som<br />
formand for kirkens udøvende komite for missioneringsprogrammer over hele verden,<br />
idet han interviewede, opmuntrede og velsignede titusinder af missionærer. Hans<br />
rundrejser i missioner førte ham rundt i hele verden, men i sine missionærbestræbelser<br />
hjalp han især de spansktalende missioner i Nord-, Mellem- og Sydamerika.<br />
Da ældste Kimball organiserede Mellemamerikas mission i 1952, besøgte han<br />
hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa, sammen med andre kirkeledere, der arbejdede<br />
i området. En morgen serverede en usædvanlig opmærksom tjener morgenmad for<br />
dem på hotellet. En af de tilstedeværende foreslog, at de skulle give manden en pjece.<br />
"Broder," svarede ældste Kimball. "du ser på den første ældste i Honduras." Manden<br />
fik et eksemplar af Mormons Bog, og efter adskillige måneders studium, hvor ældste<br />
Kimball skrev mange opmuntrende breve, blev manden døbt sammen med den første<br />
gruppe omvendte i Honduras. Selv om missionærerne, der planlagde mødet, ikke var<br />
klar over præsident Kimballs profeti, var manden den første, der blev døbt, og han blev<br />
senere den første i landet, der blev ordineret til ældste.<br />
Ældste Kimball organiserede også den spansk-amerikanske vestlige mission i den<br />
nedre del af Californien, Arizona og Nevada i 1958. Da han besøgte stavsledere i<br />
området, henstillede han indtrængende til, at mindst en bøn, et vidnesbyrd og en sang<br />
var på spansk. "Kirken må aldrig påtage sig den rolle at tvinge det spansktalende folk<br />
til at lære engelsk," skrev han ved denne lejlighed. "Kirken er til for folket og ikke folket<br />
for kirken."<br />
Med karakteristisk betænksomhed benyttede ældste Kimball lejligheden til at sende<br />
et brev til forældrene til hver eneste missionær, han mødte på sine mange rundrejser,<br />
idet han roste dem og takkede dem for det arbejde, deres søn udførte.<br />
Foruden missioneringsarbejde fremhævede ældste Kimball ofte over for kirkens<br />
medlemmer familiens betydning som den centrale enhed, der skulle undervise<br />
kommende generationer i sande værdier og idealer. Idet han har et rigt og lykkeligt<br />
familieliv i sit eget hjem, har han opmuntret andre til at arbejde på at gøre denne<br />
yderst vigtige velsignelse til en del af deres eget liv. Han har også skrevet to bøger,<br />
Tilgivelsens mirakel og Faith Precedes the Miracle, der begge læses meget af kirkens<br />
medlemmer. Han blev hædret i 1969 af Brigham Young University, da han fik tildelt<br />
æresdoktorgraden i jura.<br />
Mens ældste Kimball udførte sit arbejde som apostel, måtte han overvinde alvorlige,<br />
fysiske hindringer. 11957 gennemgik han en operation for en ondartethed i struben.<br />
Da der var fare for, at han skulle miste stemmen, blev han salvet af præsident J.<br />
Reuben Clark jun. med assistance af ældsterne Harold B. Lee og Henry D. Moyle.
Side 246<br />
Broder Kimballs stemme vendte mirakuløst tilbage; den fik et lavere tonefald og blev<br />
mere ru, hvilket blot syntes at give den mere værdighed. 11971 gennemgik han en<br />
hjerteoperation. Velsignet med dygtige læger og stor ukuelighed og viljestyrke har han<br />
oplevet en hurtig og fuldstændig helbredelse. Da præsident Kimballs hustru for nylig<br />
henviste til hans helbred, gav hun udtryk for sin følelse af, at "vi har set et mirakel, hvad<br />
angår hans helbred. Der er kommet en styrke til ham i de sidste 20 år".<br />
Det ville have krævet en særlig gave af styrke selv for en fuldstændig rask<br />
mand at overholde den hårde tidsplan, som præsident Kimball har gennemført som<br />
generalautoritet. Han er kendt for at have taget sin skrivemaskine med sig på bilture for<br />
at vedligeholde sin store korrespondance, mens andre kørte bilen. På missionsturneer<br />
har han talt med lokale medlemmer og vejledt dem til langt over midnat, altid stillet over<br />
for nødvendigheden af at stå tidligt op for at begynde en ny runde af møder, konferencer<br />
og interviews.<br />
Præsident Kimball har fortsat sin aktivitet og interesse i musik ind i sit livs 8. årti.<br />
Billedet af en apostel, og nu profet, der spiller på orgel, når der synges salmer ved Det<br />
øverste Præsidentskabs og De Tolvs ugentlige møder, er særlig gribende i sit eksempel<br />
på ydmyg og trofast tjeneste. Præsident Kimball viste en sand Guds tjeners værdighed,<br />
da han påbegyndte sit ansvar som kirkens 12. profet, seer og åbenbarer. "Vi bad om, at<br />
det aldrig ville ske," sagde han ved præsident Lees død. "Aften og morgen hver eneste<br />
dag bad vi om et langt liv og sundhed for præsident Lee. Jeg vidste, at ansvaret kunne<br />
tilfalde mig, men jeg tragtede ikke efter det. Nu vil jeg gøre mit bedste."<br />
Blandt præsident Kimballs store ansvar som præsident og profet er opgaven med at<br />
bringe kirken frelst gennem en periode, hvor den ophører med hovedsagelig at bestå<br />
af vestamerikanere og hurtigt er ved at blive virkelig international i sammensætningen<br />
af medlemmer. Med sin grænseløse barmhjertighed for dem, hvis stemmer alt for ofte<br />
går tabt i de almene aktiviteters røre, er præsident Kimball den ideelle leder til at føre<br />
Herrens værk gennem de tilpasninger og omskiftelser, der udfordrer det. Som profet<br />
for kirken i 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne lægger han stadigvæk mærke til<br />
navajo-moderens råb, det ikke-engelsktalende medlem og den ensomme rejsende.