Kirkens Præsidenter

Side 14
falske påstande blev spredt over landet og spurgte efter ældster, der kunne drage
ud og forkynde sandheden og gendrive de bagvaskelser, som profetens og kirkens
fjender udspredte". "Mens han talte," fortæller George Q. Cannon, "blev forsamlingen
overvældet af en ubeskrivelig glæde, og da han var færdig, meldte 380 ældster sig til
omgående at drage mod øst på den foreslåede oplysningsmission."
I sommeren 1842 gjorde Missouris myndigheder igen forsøg på at arrestere Joseph,
og i nogen tid var han nødt til at skjule sig. I Edward Hunters hjem skrev han følgende,
der er et uddrag fra et brev til de hellige. Det viser hans altid optimistiske og modige ånd.
"Hvad hører vi nu i det evangelium, som vi har modtaget? En glædens røst! En
nådens røst fra himlen og en sandhedsrøst fra jorden; et glædeligt budskab for de
døde, en glædesrøst for både levende og døde, gode tidender om stor glæde ...
Brødre, skal vi ikke gå fremad for denne store sag? Gå fremad og ikke tilbage. Frisk
mod, brødre, og fremad til sejr! Lad jeres hjerter fryde sig og være glade. Lad jorderige
bryde ud i sang ... Solen, månen og morgenstjernerne synger sammen, og alle Guds
børn råber af glæde. De evige skabelser forkynder hans navn evindeligt. Og atter siger
jeg: Hvor herlig er ikke den røst, vi hører fra himlen, der taler til vore øren om herlighed
og frelse og ære og udødelighed og evigt liv, riger fyrstendømmer og magter!
Se, Herrens store dag er nær, og hvem kan tåle hans tilkommelses dag, og hvem
kan bestå, når han åbenbares?" (L&P 128:19, 22, 23, 24.)
Den 26. december 1842 gik Joseph frivilligt med til at lade sig arrestere på grund af
den missourianske stævning, og han blev ført til Springfield til retslig behandling. Sagen
blev forelagt dommer Pope, der, efter at have lyttet til vidneudsagnet og overvejet det
roligt, frigav profeten. Dette var igen årsag til megen glæde blandt de hellige i Nauvoo.
Onsdag den 18. januar 1843 holdt Joseph og hans hustru et selskab i deres hjem
for mange af kirkens medlemmer i anledning af deres 15 års bryllupsdag og for at fejre
Josephs løsladelse fra "Missouristævningen". Det var et af de lykkeligste øjeblikke i
hans liv, et liv, der havde været fyldt med så mange bekymringer og sorger.
Fire dage efter denne begivenhed talte Joseph ved et offentligt møde i Nauvoo og
gav igen en skræmmende forudsigelse om sin død:
"Gud den Almægtige er mit skjold; og hvad kan mennesket gøre, når Gud er min
ven? Jeg vil ikke blive ofret, førend min tid kommer, og så vil jeg frit lade mig ofre."
(Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 330.)
Ifølge præsident Brigham Young var det i dette år 1843, at profeten indså, at hans
livs store gerning var fuldført. I et brev fra præsident Young til Orson Spencer under
datoen den 23. januar 1848 finder jeg følgende:
"Året før Joseph døde, sagde han til De Tolv: Alle nøgler og al magt, som kirken
har fået overdraget for at føre folket til den celestiale port, har jeg givet jer, vist jer og
talt med jer om. Riget er oprettet, I har det fuldkomne mønster, og I kan gå frem og
opbygge riget og gå ind ad den celestiale port sammen med jeres følge."'
Joseph kunne uden tvivl være tilfreds med det, han havde udrettet. Han havde fået
mange tilhængere i den tid, han havde virket. Medlemstallet blev anslået til 50000,
spredt over forskellige dele af den civiliserede verden. I løbet af 5 år var Nauvoo blevet
den største by i Illinois med 20 000 indbyggere. Riget gik fremad, både ude og hjemme.
Joseph havde fået lov at leve og se, at hans livs anstrengelser bar frugt. Og i sin
høje stilling blev han elsket og støttet af sit folk. Ved aprilkonferencen i 1843 foreslog
Brigham Young, at man skulle opretholde Joseph Smith som præsident for hele kirken,
og "en skov af hænder blev rakt i vejret' og viste, at forslaget var enstemmigt vedtaget.