Kirkens Præsidenter

Side 243
han fandt ud af grunden til deres planlagte afrejse, bad han dem om at komme tilbage
om to dage. Da de to unge mænd meldte sig igen, fik de et nyt job med at åbne
jernbanevognene og undersøge dem, før de blev aflæsset. Præsident Kimball huskede
spøgefuldt, at "den første vogn, vi åbnede, var læsset med chokolade. Det varme vejr
havde smeltet ladningen, og der dryppede chokolade ud fra hver eneste kasse. Vi
havde fået et bedre job og også et, der var sødt".
Midt i alle sine kirkeaktiviteter fandt Spencer tid til andre beskæftigelser. Han
arbejdede sig gennem gymnasieklasserne på kirkens Gila Academy i Thatcher (nu
statsskolen, Eastern Arizona Junior College) ved at tilbringe somrene med at malke
køer på et mejeri 145 km borte i Globe, Arizona. Selv om han var et halvt hoved
mindre end de andre medlemmer af akademiets basketballhold, blev han topspiller
pga. talent og flid. Han var også aktiv i forskellige former for musikalske programmer,
idet han både sang og spillede klaver. Da han havde taget eksamen i 1914, udtrykte
hans far, der talte ved dimissionsfesten, sin taknemmelighed over den ære, klassen
havde vist hans søn ved at vælge ham som præsident for studenterforeningen. Derpå
overraskede han tilhørerne, og tilsyneladende også Spencer, ved at antyde, at drengen
ikke som planlagt straks skulle begynde på college, men ville få mulighed for i 2 år at
gøre praktisk brug af det tyske, han havde studeret i skolen.
Kaldet til den schweizisk-tyske mission blev imidlertid forandret pga. første
verdenskrigs udbrud i Europa, og Spencer tjente i stedet for i midtstaternes mission.
Der udviklede han en fremgangsmåde ved døren, der - hvis den ikke skaffede nye
medlemmer - i hvert fald lokkede venlige smil frem. Han spurgte en kvinde, der skulle
til at smække døren i hovedet på ham, om det nye klaver i dagligstuen var et Kimball.
Da hun svarede, at det var det, sagde han: "Det hedder jeg også. Må jeg komme ind og
synge og spille for Dem?" Derpå kom han ind og sang "O min Fader" (Sange, nr. 195)
for husets beboere. Det var bestemt et af de mere usædvanlige midler, missionærerne
har udviklet for at vinde et lydhørt øre. Ældste Spencer Kimball afsluttede sin mission
som præsident for Missouri distriktet med ca. 30 missionærer under sig. "Min mission
hjalp mig til at blive stabil, organiseret og åndelig," mindedes præsident Kimball. "Den
styrkede mit vidnesbyrd. Den bragte min karakter og mit liv i faste former ... Jeg fik
megen erfaring i at behandle mennesker og problemer, i at lede og at overdrage ansvar,
hvilket alt sammen på et mindre plan har givet mig nogen forberedelse til det arbejde,
jeg må udføre i dag."
Da han vendte hjem fra sin mission, begyndte han på Arizona State University i
Tempe, Arizona. Senere blev han tilmeldt Brigham Young University i Provo, Utah,
men blev indkaldt til en lokal militærenhed i Arizona, der forberedte sig til at drage i
krig. Våbenstilstanden blev imidlertid underskrevet, før delingen blev sendt af sted, og
han var i stand til at blive i sin hjemegn.
I denne periode tog Spencer et arbejde, hvor han skulle grave efter den mest
værdifulde ressource i et ørkenområde - vand. Han og en fosterbror fik tildelt et arbejde,
der krævede, at de slog lejr i et afsidesliggende område en uge ad gangen, mens
de gravede brønde og sidetunneller for at lokke vand ud af den tørre-jord. En gang
om ugen fik de den lokale avis, Graham Country Guardian. En uge lagde Spencer
mærke til et billede af en smuk pige, på forsiden. Det var Camilla Eyring, der for nylig
var flyttet til området fra Utah (hvor hun havde studeret), og som skulle undervise på
Gila Academy det kommende år. Familien var blevet landsforvist fra Mexico under
revolutionen. Præsident Kimball mindes: "Jeg fortalte min forsterbror og mig selv, at
denne pige skulle blive min hustru. Jeg gifter mig med denne pige,' sagde jeg." Så snart
han vendte tilbage til dalen, opsøgte han hende og begyndte at gøre kur til hende. Ved