Kirkens Præsidenter

Side 245
Kimball fortalte endvidere sin ven, at "alle værdipapirer, jordbesiddelser, huse og
husdyrbesætninger blot er ting, der har så lidt betydning i et menneskes rige liv".
Idet han fik støtte gennem Nephis forsikring om, at Herren "åbner en udvej for dem,
så at de kan udføre det, som han befaler dem" (1 Ne. 3:7), tog ældste Kimball imod den
høje kaldelse som Herrens apostel i oktober 1943. I en alder af 48 år var han vidne til
opfyldelsen af en patriarkalsk velsignelse, der var blevet givet hans mor for mange år
siden, da hun stod barnløs efter sit første barns død, mens hendes mand var optaget af
missionæraktiviteter langt fra hjemmet. "Du vil blive talt blandt Israels mødre," lovede
patriarken Olive Woolley Kimball. "Dine sønner skal blive stjerner af største betydning
i din krone, de skal være sunde, stærke og livskraftige og hjælpe med at lede Guds
hensigter i denne sidste uddeling."
Som apostel viede broder Kimball meget af sin opmærksomhed - foruden sit
arbejde med indianerne, til kirkens missionærprogrammer. I mange år virkede han som
formand for kirkens udøvende komite for missioneringsprogrammer over hele verden,
idet han interviewede, opmuntrede og velsignede titusinder af missionærer. Hans
rundrejser i missioner førte ham rundt i hele verden, men i sine missionærbestræbelser
hjalp han især de spansktalende missioner i Nord-, Mellem- og Sydamerika.
Da ældste Kimball organiserede Mellemamerikas mission i 1952, besøgte han
hovedstaden i Honduras, Tegucigalpa, sammen med andre kirkeledere, der arbejdede
i området. En morgen serverede en usædvanlig opmærksom tjener morgenmad for
dem på hotellet. En af de tilstedeværende foreslog, at de skulle give manden en pjece.
"Broder," svarede ældste Kimball. "du ser på den første ældste i Honduras." Manden
fik et eksemplar af Mormons Bog, og efter adskillige måneders studium, hvor ældste
Kimball skrev mange opmuntrende breve, blev manden døbt sammen med den første
gruppe omvendte i Honduras. Selv om missionærerne, der planlagde mødet, ikke var
klar over præsident Kimballs profeti, var manden den første, der blev døbt, og han blev
senere den første i landet, der blev ordineret til ældste.
Ældste Kimball organiserede også den spansk-amerikanske vestlige mission i den
nedre del af Californien, Arizona og Nevada i 1958. Da han besøgte stavsledere i
området, henstillede han indtrængende til, at mindst en bøn, et vidnesbyrd og en sang
var på spansk. "Kirken må aldrig påtage sig den rolle at tvinge det spansktalende folk
til at lære engelsk," skrev han ved denne lejlighed. "Kirken er til for folket og ikke folket
for kirken."
Med karakteristisk betænksomhed benyttede ældste Kimball lejligheden til at sende
et brev til forældrene til hver eneste missionær, han mødte på sine mange rundrejser,
idet han roste dem og takkede dem for det arbejde, deres søn udførte.
Foruden missioneringsarbejde fremhævede ældste Kimball ofte over for kirkens
medlemmer familiens betydning som den centrale enhed, der skulle undervise
kommende generationer i sande værdier og idealer. Idet han har et rigt og lykkeligt
familieliv i sit eget hjem, har han opmuntret andre til at arbejde på at gøre denne
yderst vigtige velsignelse til en del af deres eget liv. Han har også skrevet to bøger,
Tilgivelsens mirakel og Faith Precedes the Miracle, der begge læses meget af kirkens
medlemmer. Han blev hædret i 1969 af Brigham Young University, da han fik tildelt
æresdoktorgraden i jura.
Mens ældste Kimball udførte sit arbejde som apostel, måtte han overvinde alvorlige,
fysiske hindringer. 11957 gennemgik han en operation for en ondartethed i struben.
Da der var fare for, at han skulle miste stemmen, blev han salvet af præsident J.
Reuben Clark jun. med assistance af ældsterne Harold B. Lee og Henry D. Moyle.