Kirkens Præsidenter

XXX
Side 200
I januar 1960 påbegyndte man i en række firesides et intensivt 3-måneders program,
der skulle nå ud til alle kirkens unge. Formålet med disse firesides var at påvirke de
unge "til en fornyet interesse i kirkens standarder og forskrifter". Den 3. januar var
næsten 200.000 mennesker forsamlet på 170 forskellige steder overalt i kirken for at
høre præsident McKay give det indledende budskab i denne serie. 1 en inspirerende
tale gennemgik han idealerne for SDH-bejlen og ægteskab.
I april åbnede præsident McKay kirkens 130. årlige konference. Han bemærkede,
at 120.000 unge fra Asien og Afrika hvert år bliver indoktrineret med kommunismens
falske ideologier ... Da jeg læste det, tænkte jeg på, hvor vigtigt det er for kirkens
medlemmer - især for de ledere, der bliver sendt ud til disse forskellige missioner - at
være eksempler på den eneste kilde til fred, vor Herre og Frelser Jesus Kristus . .
. Det er kirkens pligt at belære om de grundlæggende principper for et godt liv og
at praktisere disse principper. Lydighed over for Jesu Kristi evangelium, ligegyldigt
hvordan de finansielle eller fysiske forhold end er, vil bringe sjælen fred ... Formålet med
medlemskab i Guds rige er at fremme det åndelige liv - det vil jeg gerne understrege
- samt opnåelse af moralske og næstekærlige mål; med andre ord at udvikle de
religiøse følelser, den sande; religiøse ånd."
Den 7. maj aflagde profeten et overraskelsesbesøg i Rexburg, Idaho, hvor han talte
til eleverne på Richs College ved et andagtsmøde; og den 28. maj talte han til eleverne
på Brigham Young University.
Den 5. juni hørte en stor forsamling på 1200 ham fremhæve nødvendigheden af
enighed i kirken; det var ved indvielsen af Grant Sixth-Seventh wardsbygning i Salt
Lake City. En uge efter talte han ved GUF-konferencen i Salt Lake Tabernaklet.
Den 1. juli blev det første spadestik taget til det nye 1,5 millioner dollars Pioneer
Memorial Theatre på University of Utahs område, og præsident McKay udtrykte sin
påskønnelse for pionererne og hyldede sine tilhøreres storslåede pionerarv.
I ceremonier, der gik forud for det årlige Days of '47(1) festspil, fik profeten en særlig
hyldest som et menneske, hvis enestående personlighed afspejlede hans religion,
hvilket "gjorde ham til en kombination af alt, hvad vi forventer at finde i et stort
menneske".
(1) En festlighed i Utah, der afholdes hvert år i juli måned til minde om pionerernes
ankomst til saltsødalen i 1847.
Nu hvor det gik mod september, og præsident McKays 87-års fødselsdag nærmede
sig, anså han sig selv for "at være inde i en af sit livs bedste og mest produktive perioder.
I barndommen og i ungdommens muntre og lykkelige år syntes de 70 og 80-års
fødselsdage at ligge langt ude i fremtiden, og mange, der nåede den fremskredne alder,
virkede svage og hjælpeløse. I dag ved jeg imidlertid, at den rejse, der i ungdommen så
ud til at være lang, i virkeligheden er meget kort, og at det, man måske regnede med,
ville blive en glædeløs tilværelse, er en af livets bedste og mest produktive perioder
- fuld af muligheder for tjeneste og en deraf følgende tilfredshed. Det er ens kære, de
loyale venner samt dyrebare minder, der er årsagen hertil. Tro på en kærlig Fader og
tillid til ens venner og omgangskreds gør livet værd at leve". Han sagde yderligere.
"Hvis man vil være lykkelig, må man mærke udødeligheden. Hver eneste sjæl er en del
af guddommeligheden - dermed mener jeg, at denne, aldrende kappe' - dette legeme
- er mit; dette sind med evnen til at tænke og til at træffe beslutninger er også mit.
Ånden og sjælen bliver aldrig gamle. De er en del af guddommeligheden."