Kirkens Præsidenter

Side 106
alligevel optrådte han ikke som en sådan. Han havde aldrig høje tanker om sine egne
gode egenskaber. Han var snarere i allerhøjeste grad ligefrem, åbenhjertig og naturlig;
og dog var der en værdighed over ham, der gjorde det muligt for alle og enhver at sige:
Her er en virkelig mand."'
Præsident Smiths yndlings-taleemner var for det første Jesu Kristi guddommelige
mission, og for det andet profeten Joseph Smiths guddommelige mission.
"Jeg ved, at min Forløser lever," sagde han ved en bestemt lejlighed. "Vi har alle
de beviser på denne storslåede og herlige sandhed, som verden har, dvs. alt det
den såkaldte kristne verden er i besiddelse af; og desuden har vi vidnesbyrdet fra
denne vestlige verdensdels indbyggere, som Frelseren viste sig for, og som han gav sit
evangelium, ligesom han havde givet det til jøderne. Foruden alle disse nye vidnesbyrd
og vidnesbyrdet i jødernes hellige skrifter har vi vidnesbyrdet fra vor tids profet, Joseph
Smith, der så Faderen og Sønnen og bar vidnesbyrd om dem til verden, og dette
vidnesbyrd blev beseglet med hans blod og er i kraft for verden i dag. Vi har vidnesbyrd
fra andre, der var vidne til Guds tilstedeværelse i Kirtland templet, da han viste sig for
dem der, samt vidnesbyrdet fra Joseph og Sidney Rigdon, der erklærer, at de var de
sidste vidner for Jesus Kristus. Derfor siger jeg igen, at jeg ved, at min Forløser lever;
for gennem disse vidners mund er denne sandhed blevet rodfæstet i mit sind. Foruden
disse vidnesbyrd har jeg Guds Ånds vidnesbyrd i mit eget hjerte, hvilket overgår alle
andre beviser, for det bærer vidnesbyrd til mig, til selve min sjæl, om min Forløser Jesu
Kristi eksistens."
Ved en anden lejlighed sagde præsident Smith følgende om profeten Joseph Smith:
"Jeg kendte profeten Joseph i min barndom. Jeg var en nær ven af huset, af hans
drenge og af hans familie. Jeg har siddet på hans knæ. Jeg har hørt ham forkynde
evangeliet. Jeg husker tydeligt at have været til stede i rådet sammen med min far,
profeten Joseph Smith og andre. Fra barndommen til ungdommen troede jeg, at han
var en Guds profet. Fra ungdommen og til i dag har jeg ikke blot troet, at han var
en profet, for jeg har vidst, at han var det. Med andre ord er min tro blevet erstattet
af min kundskab. Jeg husker at have set ham iklædt militæruniform i spidsen for
Nauvoolegionen. Jeg så ham, da han krydsede floden på vej tilbage fra sin påtænkte
rejse vestpå til Klippebjergene for i stedet at drage til sin martyrdød, og jeg så hans
og min fars livløse legemer, efter at de var blevet myrdet i Carthagefængslet; og jeg
har stadigvæk den tydeligste erindring om disse frygtelige dages uhygge og sorg. Af
hele mit hjerte tror jeg på det 19. århundredes profeters guddommelige mission, på
Mormons Bogs ægthed og på Lære og Pagters inspiration, og jeg håber til mine dages
ende at forblive trofast overfor Gud og mennesker og ikke at være falsk overfor mig
selv."
Joseph F. Smith fik dette ønske opfyldt. Han forblev trofast til sine dages ende.
Præsident Smiths sidste offentlige rejse, hvor han besøgte de hellige, blev foretaget
i efteråret 1917, da han sammen med nogle af De Tolv og andre ledende brødre kørte
til det sydlige Utah i bil og afholdt møder i de forskellige kolonier. Han rådede de hellige
til at betale deres tiende og offerydelser, at holde visdomsordet, at være trofaste mod
enhver pagt og forpligtelse og at holde sig gældfri.
Ved generalkonferencen i 1917 sagde han følgende om sit helbred: "Der er meget
andet, men jeg kan ikke fortælle jer det hele. Jeg begynder at føle, at jeg er ved at
blive en gammel mand eller snarere, en ung mand i et gammelt legeme. Jeg tror, jeg
er omtrent lige så ung i ånden som nogensinde før i mit liv. Jeg elsker i dag sandheden
mere end nogensinde, fordi jeg ser den mere klart; jeg forstår den bedre fra dag til dag