Kirkens Præsidenter

Side 24
Mens Brighams familie kun havde det tøj, "de stod og gik i", havde han knap nok det
selv. Huen, han havde på, var lavet "af et par gamle bukser", og endvidere "havde jeg
ikke engang en overfrakke; jeg tog et lille vattæppe fra feltsengen, da jeg skulle til New
York, og her fik jeg en grov frakke af bomuldssatin foræret". Således drog Brigham
Young af sted på mission til England: syg, uden penge og i tyndslidte klæder; men i
hans bryst bankede et stærkt hjerte, og han var fast besluttet på at klare sig eller at dø.
Jeg har ikke plads til her at gå i detaljer om denne mission til England. Brødrene
fra De Tolv var i England "1 år og 16 dage", og jeg kan roligt sige, at i dette tidsrum
udrettede de mere, end nogen tilsvarende missionærgruppe har gjort siden. Kirken blev
bygget på en fast grundvold i England; der blev organiseret grene i næsten hver eneste
kendt by; og mellem 7 og 8 tusind mennesker blev døbt. Denne fantastiske succes
skyldtes til dels Brighams fine ledelse, hans tro og hengivenhed og hans uophørlige
energi og arbejde. Aldrig har et menneske givet sig selv mere uforbeholdent til en
retfærdig sag.
Sammen med nogle af brødrene sejlede Brigham hjem fra Liverpool den 20.
april 1841. 30 dage senere ankom skibet Rochester til New York City; og efter en
begivenhedsløs rejse med diligence og båd ankom han den 1. juli til Nauvoo og fik en
varm velkomst af familie og venner. Blandt de første til at give ham hånden, da båden
lagde til i Nauvoo, var profeten Joseph Smith.
Noget af det første Brigham Young måtte gøre, da han vendte hjem, var at sørge
for en ordentlig bolig til sig selv og sin familie. Han beretter: "Da jeg vendte hjem fra
England, boede min familie i en lille halvfærdig bjælkehytte, beliggende på en lav og
fugtig plet, der var så sumpet, at da det første forsøg på at pløje jorden blev gjort, sad
okserne fast i mudderet." Han gik i gang med at arbejde og byggede for en stor del
med sine egne hænder et dejligt murstenshus, der står den dag i dag. Kirken havde
konstant bud efter Brigham, og de midler, han samlede, måtte han tjene i sine ledige
stunder. Han modtog ikke nogen materiel støtte fra kirken. I en tale, han holdt flere år
senere i Salt Lake City, finder jeg følgende:
"Jeg sluttede mig t l denne kirke i foråret 1832. Før jeg blev døbt, tog jeg på mission
til Canada for egen regning, og fra den dag jeg blev døbt og indtil den sørgelige dag,
hvor Joseph og Hyrum led martyrdøden, er der ikke gået en eneste sommer, hvor
jeg ikke har rejst og forkyndt evangeliet. Det eneste, jeg nogensinde modtog af kirken
igennem disse 12 år, og det eneste, der nogensinde blev givet mig af profeten, så vidt
jeg husker, var i 1842, da broder Joseph gav mig det halve af en lille gris, som brødrene
havde bragt ham."
I 1842 og 1843 arbejdede Brigham hovedsageligt i Nauvoo og dens omegn. I august
1841, bekendtgjorde profeten, "at tiden var kommet, da De Tolv ville blive kaldt til at
stå på deres plads næst efter Det første Præsidentskab og tage sig af emigranternes
bosættelse og kirkens affærer i stavene og hjælpe med til at føre Guds rige sejrrigt
til nationerne, og eftersom de havde været trofaste og havde båret byrden i dagens
hede, at det var rigtigt, at de skulle have lejlighed til at skaffe noget til sig selv og deres
familier." (Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 227)
Nauvoo voksede hurtigt i disse år. Det er anslået, at befolkningstallet i 1842 havde
nået omtrent 10000. Byen havde allerede passeret Chicago i indbyggertal, og den blev
snart den største by i Illinois.
I løbet af året 1843 tog Brigham på mission til de østlige stater. Han nåede så langt
som til New York og besøgte kirkens forskellige grene på vejen. Hovedformålet med
denne rejse var at rejse penge til hjælp til at bygge templet i Nauvoo.