Kirkens Præsidenter

Side 46
"Hvordan ville jeres følelser være, hvis De forenede Stater ønskede at jage os væk fra
vore egne hjem?" spurgte han de hellige. "Brødre, hvis det blev nødvendigt, ville I så
sætte ild til jeres bygninger, lægge dem i aske og vandre hjemløse op i bjergene? Jeg
ved, hvad I ville sige, og hvad I ville gøre."
På dette tidspunkt udbrød præsident Young: "Prøv at foretage en afstemning."
Derpå fortsatte ældste Taylor: "Alle I, der er villige til at sætte ild til jeres ejendomme
og lægge dem i aske, frem for at underkaste jer militære regler og undertrykkelse,
bedes tilkendegive det ved at række hånden op."
Det forlyder, at 4.000 af de hellige rakte hånden op til enstemmig godkendelse.
Det var sådanne gribende episoder, ældste Taylor aktivt tog del i, da han ankom
til Utah.
At de hellige i ramme alvor mente, at de ville "lægge deres marker og hjem øde",
ses tydeligt af den kendsgerning, at præsident Young tidligt om foråret i 1858 gav ordre
til evakuering af alle de nordlige kolonier, inklusive Salt Lake City, og igen begyndte de
sidste dages hellige at udvandre. Ældste Taylor deltog i denne udvandring og flyttede
sin familie til Utah County, indtil frygten for en konflikt med hæren var overstået. Han
deltog i konferencen med fredskommissærerne og holdt en effektiv tale, der hjalp til
at udligne forskellene mellem de hellige og regeringen. B. H. Roberts giver følgende
hyldest til John Taylors handlinger på dette tidspunkt:
"Som altid var han sikker på, at Gud havde dette folks og dets fjenders skæbne
i sine hænder, og han var rede til fred eller krig, eller til at ødelægge og forlade sit
hjem, hvis det var Guds vilje. Denne ånd af tillid og fortrøstning til Herren var han ikke
blot selv i besiddelse af, men han havde også evnen til at bibringe andre den samme
ånd. Han opmuntrede de modløse og bedrøvede, styrkede de svage, irettesatte de
frygtsomme, overbeviste de vantro, vejledte endog de kloge; og gennem hele denne
mørke og urolige tid førte han sig med værdighed, mod og sand mandighed, hvilket
styrkede de helliges kærlighed til ham og fik brødrene til at beundre ham."
De 20 år mellem 1857, da ældste Taylor vendte hjem fra sin mission i de østlige
stater, og 1877, da præsident Brigham Young døde, var fyldt med forskellige aktiviteter
- både samfundsmæssige og religiøse - for det meste begrænset til Klippebjergenes
dale. I disse 20 år virkede ældste Taylor som medlem af Utah-territoriets lovgivende
forsamling, og i 5 på hinanden følgende perioder blev han valgt som formand for
Repræsentanternes Hus. I 1868 blev han valgt til skifteretsdommer for Utah County,
og han fortsatte i dette embede indtil december-terminen for denne ret i 1870.
Både sommer og vinter i al denne tid var ældste Taylor hele tiden aktiv i sine pligter
i kirken og i sin kaldelse som apostel. Han ledsagede præsident Brigham Young på
næsten alle dennes årlige rejser, både nord og syd for Salt Lake City. Hans trykte
taler gennem disse år, der altid var af bedste kvalitet, kunne fylde adskillige bind. Hans
fremstilling af kirkens lærdomme og fremgangsmåder var altid myndig.
VI
Som nævnt i begyndelsen af kapitlet, døde præsident Brigham Young den 29.
august 1877 i Salt Lake City. Denne betydningsfulde mands død opløste Det øverste
Præsidentskab og efterlod kirken uden en præsident. Ansvaret for at lede de hellige
tilfaldt derfor De tolv Apostle med John Taylor i spidsen.
"Præsident Taylors forvaltning af kirkens anliggender - både i Zion og andre
steder - var præget af stor energi," skriver hans levnedsskildrer, B. H. Roberts.