Kirkens Præsidenter

Side 135
dikterede en længere redegørelse, der blev læst op for de tilstedeværende. Det var
en af de inderligste og smukkeste erklæringer, hans sind og hjerte nogen sinde havde
givet udtryk for. I denne gribende appel til de sidste dages hellige bar han sit sidste
og endelige vidnesbyrd:
"Det mest storslåede, der er sket i verdens historie, siden Frelseren selv levede
på jorden, er, at Gud fandt det formålstjenligt selv at besøge jorden sammen med sin
elskede og enbårne Søn, vor Frelser og Forløser, og vise sig for drengen Joseph Smith
...
Evangeliet er blevet gengivet til jorden i sin renhed.
Jeg bærer vidnesbyrd for jer, at jeg ved, at Gud lever; at han hører og besvarer
bønner; at Jesus er Kristus, verdens Forløser; at Joseph Smith var og er den levende
Guds profet, og at Brigham Young og de, der har efterfulgt ham, ligeledes var det ...
Jeg har ikke sproget i min magt til at give udtryk for min taknemmelighed til Gud for
den kundskab, jeg er i besiddelse af."
X
Mandag aften, den 14. maj 1945, ca. en time før solnedgang, bekendtgjorde pressen
og radioen for verden, at præsident Heber J. Grant var død i sit hjem i Salt Lake City.
Selv om nyheden ikke var uventet, kom den som et chok for hans mange personlige
venner og for kirkens medlemmer over hele verden. En storslået og god mand, en
klog rådgiver, en dygtig leder, kirkens 7. præsident, en Guds profet, var draget til sit
himmelske hjem.
Præsident Grants begravelse blev afholdt i det historiske Tabernakel i Salt Lake
City, fredag den 18. maj, kl. 12:15. En time før mødet skulle begynde, var den store
bygning fyldt til bristepunktet af dem, der kom for at vise ham den sidste hyldest og
ære. Den første taler var George Albert Smith, præsident for De tolvs Råd:
"Ved denne højtidelige lejlighed, hvor vi er samlet omkring kisten med en af vore
kære, er det naturligt, at vi er bedrøvede; og hvis det var sidste gang, vi skulle være
sammen med ham, ville situationen ikke være til at bære; men det er ikke tilfældet.
Denne mand, der er blevet kaldt hjem af vor himmelske Fader, har afsluttet sit jordiske
liv med ære, men vi vil være sammen med ham igen på den anden side, hvis vi er
værdige til det. Han blev født for 88 år siden, og det meste af sit liv helligede han til
trofast at søge at dele vor Herres sandheder med sine medmennesker. I mere end 40
år har jeg arbejdet sammen med ham som en af de brødre, der bærer ansvaret for at
udbrede Jesu Kristi evangelium til alle dele af verden ...
Præsident Grants opdragelse var præget af viljestyrke. Han voksede op i et hjem,
hvor der morgen og aften blev holdt familiebønner og personlige bønner, og maden
altid blev velsignet. I sit hjem lærte han at ære far og mor, at ære sin himmelske Fader
og at elske sin næste som sig selv. Jeg kender ikke noget menneske, der mere gavmildt
har givet af sig selv og af de midler, han er kommet i besiddelse af. Han forsøgte at
gøre sine brødre og søstre inden for alle trosretninger lykkeligere."
Den næste taler, præsident David O. McKay, talte med megen varme:
"Præsident Grants røst er forstummet, og hans hjerte er hørt op med at slå; men
alligevel lever han, for til sådanne mennesker som ham er dette guddommelige løfte
givet: Jeg er opstandelsen og livet; den, som tror på mig, skal leve, om han end dør.
Og enhver, som lever og tror på mig, skal i al evighed ikke dø.' (Joh. 11:25-26)