Kirkens Præsidenter

Side 73
og andre af kirkens ledere. Det varede ikke længe, før han fik tro på det nyåbenbarede
evangelium. Med egne ord beskriver han smukt sin omvendelse:
"Jeg blev døbt i juni 1836, i Kirtland, Ohio af ældste John Boynton, der dengang
var en af De tolv Apostle. Før jeg accepterede dåbsordinansen, var jeg fuldkommen
overbevist om, at lydighed imod evangeliets principper ville bibringe mirakuløse
kræfter, tilkendegivelser og åbenbaringer. Da jeg undersøgte de principper, som de
sidste dages hellige underviste i, sammenlignede jeg dem med de principper, som
Kristus og hans apostle belærte om i Det nye Testamente, og fandt bevis for, at det
var de samme. Med optimistiske forventninger om dette resultat blev jeg døbt og fik
håndspålæggelse af en, der erklærede, at han havde guddommelig myndighed; og da
jeg havde vist lydighed overfor disse ordinanser, forventede jeg, at løftet om, at jeg ville
modtage Helligånden, ville gå i opfyldelse. Tilkendegivelsen kom ikke lige efter min dåb,
som jeg havde ventet, men selv om det blev udsat, var opfyldelsen mere fuldkommen,
mere håndgribelig og mere mirakuløs, end jeg i mine inderligste forventninger havde
forestillet mig.
Et par uger eller tre efter min dåb sad jeg en dag optaget af mine studier, da jeg kom
til at tænke på, at jeg endnu ikke havde modtaget kundskab om værkets sandhed - at
jeg ikke havde mærket opfyldelsen af løftet den, der gør min vilje, skal kende læren',
og jeg begyndte at føle mig meget urolig. Jeg lagde mine bøger til side, forlod huset
og gik omkring i markerne under den knugende indflydelse af en dyster og trøstesløs
ånd, mens et ubeskriveligt mørke syntes at indhylle mig. Jeg havde vænnet mig til ved
dagens slutning at trække mig tilbage til en lund i nærheden af min bopæl for at bede i
løndom, men denne dag følte jeg ikke trang til at gøre det. Bønnens ånd havde forladt
mig, og himlen syntes at have lukket sig over mit hoved. Langt om længe indså jeg, at
det var ved den tid, hvor jeg plejede at bede, og jeg besluttede, at jeg ikke ville forsage
min aftenandagt. Nærmest som en formalitet knælede jeg ned, som jeg plejede på det
sædvanlige sted, men slet ikke med den følelse jeg plejede at have.
Ikke så snart havde jeg åbnet læberne i et forsøg på at bede, før jeg hørte en
lyd lige over hovedet, ligesom knitren af silke, og straks hvilede Guds ånd på mig;
den indhyllede mig fuldstændigt, opfyldte mig fra isse til fod og fyldte mig med glæde
og lykke. Intet sprog kan beskrive den næsten øjeblikkelige overgang fra en tæt sky
af mentalt og åndeligt mørke til en stråleglans af lys og kundskab om, at Gud lever,
at Jesus Kristus er Guds Søn og om gengivelsen af det hellige præstedømme og
evangeliets fylde. Det var en fuldstændig dåb - en håndgribelig nedsænkning i det
himmelske princip eller element, nemlig Helligånden; og dens indflydelse på hver del
af mit legeme var endnu mere virkelig og fysisk end nedsænkningen i vand, og den
fjernede for altid - så længe fornuft og hukommelse varer ved - enhver mulighed for tvivl
eller frygt mht. den kendsgerning, historien har ladet gå i arv til os, nemlig at, barnet fra
Betlehem' virkelig er Guds Søn; også den kendsgerning, at han nu åbenbarer sig for
menneskenes børn og overdrager dem den samme kundskab som i de første apostles
tid. Jeg var fuldt ud tilfreds, som jeg også let kunne være, for mine forventninger var
mere end indfriede - jeg kan vist roligt sige i uendelig grad.
Jeg ved ikke, hvor længe jeg forblev i den fulde gennemstrømning af lyksalig
glæde og guddommelig oplysning, men der gik adskillige minutter, før det celestiale
element, der fyldt og omgav mig, gradvist begyndte at fjerne sig. Da jeg rejste mig
fra min knælende stilling med hjertet så fuldt af taknemmelighed til Gud, at ord ikke
kan beskrive det, følte jeg - jeg vidste, at han havde overdraget mig det, som kun et
almægtigt væsen kan overdrage - det, som er af større værdi end al den rigdom og
ære, verden kan give. Da jeg gik i seng, blev den samme vidunderlige tilkendegivelse