Kirkens Præsidenter

Side 160
Ogden Valley. Isaac var 23 år gammel, og David var 16. 11861 købte Isaac jord i det,
der var kendt som sydmarken, og han besluttede at slå sig ned der. Andre kolonister
flyttede hurtigt ind, og snart havde man dannet et samfund, der blev kaldt Huntsville,
opkaldt efter Jefferson Hunt, der var en af de første kolonister. David McKay købte
også jord i Ogden Valley og skabte sig et hjem der. Det var hertil, han førte sin 16-år
gamle brud, Jennette Evans, som han giftede sig med den 9. april 1867 i Salt Lake City.
Det 3. barn og den første søn i dette ægteskab var David Oman McKay, fød
i Huntsville den 8. september 1873. Da den nærmeste læge boede i Ogden, blev
drengen hjulpet til verden af en lokal jordemoder ved navn Mary Heathman Smith.
Det var heldigt for drengen, at han kom til et hjem med så enestående og retskafne
forældre. Både faderen og moderen var konsekvente, trofaste sidste dages hellige. I
deres hjem var udførelsen af enhver religiøs pligt en del af livet.
David O. McKay påskønnede altid fuldt ud sine hengivne forældre. Han fortalte mig
engang, at hans far var den bedste mand, han nogensinde havde kendt. Ved forskellige
lejligheder hyldede han sin mor i begejstrede vendinger; det følgende er blot et enkelt
tilfælde:
"Jeg kan ikke komme i tanker om en eneste kvindelig dyd, som min mor ikke var
i besiddelse af ... At gøre hjemmet til det bedste sted i verden for sin mand og sine
børn var hendes stadige mål, og det lykkedes i højeste grad for hende ... I mildhed,
omsorg, kærlig tålmodighed og loyalitet over for hjem og retfærdighed forekom det mig
i min barndom, at hun var uforlignelig, og det gør det stadigvæk efter alle disse år."
(Improvement Era, maj 1932)
Moderens hengivenhed over for sin lille søn er fint illustreret i følgende beretning,
som præsident McKay fortalte, kort efter at han var blevet medlem af Det øverste
Præsidentskab i 1934:
"Nylig indtrufne begivenheder har givet mig en længsel efter at møde min far og mor
igen for bare at fortælle dem, hvad deres levevis, deres daglige eksempel og villige
ofre for deres børn har betydet for mig. Jeg vil gerne fortælle dem om min ubetalelige
gæld af evig taknemmelighed. Jeg kunne lide at se udtrykket i min mors ansigt, når
hun mindedes følgende episode, der fandt sted, da jeg var en livlig og støjende baby.
Ifølge hendes bror, min onkel, gik det således til: En dag, da jeg betragtede dig, mens
du stolprede rundt på gulvet, kom jeg drillende med en nedsættende bemærkning om
dig. Jeg husker, at din mor tog dig op, og med sin kind mod din sagde hun: "Det ved
du slet ikke; han bliver måske en dag apostel."'
Naturligvis kan det blot have været et udtryk for en kærlig mors inderlige ønske,
og det var det utvivlsomt. Alle mødre håber på noget stort for deres drenge; men, ih,
hvor har jeg ønsket inderligt, at hun kunne have levet længe nok til at se sit håb blive
opfyldt." (Journal History, den 27. okt. 1934)
I sit barndomshjem blev David O. McKay fuldt ud oplært til den gerning, han senere
i livet skulle udføre. Hans far var en religiøs mand- en god mand i ordets egentlige
betydning - hengiven over for sin kirke, sit land og sine medmenneskers vel. Da den
første gren af kirken blev organiseret i Huntsville i 1865, blev den 21-årige David
McKay valgt som andenrådgiver til den præsiderende ældste, Francis A. Hammond.
Han virkede i dette embede, da hans søn David O. blev født.
Ved aprilkonferencen, der blev afholdt i Salt Lake City i 1881, blev David McKay
kaldet til at tage på mission til De britiske Øer. Han accepterede beredvilligt denne
kaldelse og forlod Ogden den 19. april, mens hans dygtige hustru måtte passe gården
og den lille familie på 5 børn under hans fravær.