Kirkens Præsidenter

Side 162
Ved afslutningen, der blev afholdt i Salt Lake Theatre den næste dag (den 9. juni
1897), fik han overrakt sit eksamensbevis af universitetets overhoved, rektor Joseph
Kingsbury.
Da David O. var stærk og adræt, dyrkede han sport, mens han gik på skolen, og
han blev medlem af det andet fodboldhold, der blev organiseret på University of Utah.
Efter at være vendt tilbage til sit hjem i Huntsville blev han uden tvivl glad og
overrasket, da han i juli 1897 fik et kald fra Det øverste Præsidentskab om at rejse på
mission til Storbritannien. Han påtog sig beredvilligt dette kald efter at have modtaget
sine agtværdige forældres fulde godkendelse, og han blev indsat som missionær den
6. august i Salt Lake City. Kort efter rejste han til New York City, hvor han gik om
bord på damperen Belgenland. Efter en behagelig og ufarlig rejse ankom Belgenland til
Liverpool den 25. august, og David O. meldte sig ved missionens hovedsæde i Islington
42. Missionspræsidenten, Rulon S. Wells(1?), satte ham til at arbejde i Skotland.
Da han var ankommet til sit arbejdsområde, påbegyndte han sit arbejde i Lanark
District og fulgte således i sin berømmelige fars fodspor; denne havde været missionær
i omegnen 14 år tidligere. Derefter arbejdede han i byerne Glasgow og Stirling indtil
den 4. december 1898, da missionspræsidenten satte ham til at præsidere over det
skotske distrikt. Denne stilling var også tidligere blevet beklædt af hans far.
Det var, mens han var præsident for det skotske distrikt, at følgende begivenhed
fandt sted. Præsident McKay fortalte om den i 1934.
(2?) En skole, der hovedsageligt optræner lærere for de mindre klasser.
"Jeg var på min første mission og var på daværende tidspunkt i året 1899
præsident for det skotske distrikt. Ældsterne Platte D. Lyman, Henry W. Naisbett
og James McMurrin præsiderede over den europæiske mission. Præsident McMurrin
repræsenterede det europæiske præsidentskab ved en konference, der blev afholdt
i Glasgow, Skotland. Efter en række møder havde vi et meget betydningsfuldt
præstedømmemøde, der aldrig vil blive glemt af nogen af de mænd, der var til stede.
Jeg husker, som var det i går, styrken og inspirationen ved denne lejlighed. Alle
følte den rige udgydelse af Herrens ånd. Alle de tilstedeværende var i sandhed af
et hjerte og et sind. Aldrig før havde jeg oplevet en så stærk følelse. Det var en
tilkendegivelse, jeg som en tvivlende ung mand hemmeligt havde bedt virkelig oprigtigt
om på bjergskråninger og i enge. Det var en forsikring til mig om, at oprigtige bønner
bliver besvaret engang, et sted'.
Under mødet rejste en ældste sig på eget initiativ og sagde: Brødre, der er engle
i dette værelse.' Hvor mærkeligt det end kan synes, virkede denne meddelelse ikke
overraskende; den var fuldt ud passende, selv om det ikke var faldet mig ind, at
der var guddommelige væsener til stede. Jeg vidste blot, at jeg var overvældet af
taknemmelighed for Helligåndens tilstedeværelse. Det gjorde imidlertid dybt indtryk på
mig, da præsident James McMurrin rejste sig og bekræftede denne udtalelse, idet han
pegede på en bror lige foran mig og sagde: Ja, brødre, der er engle i dette værelse,
og en af dem er skytsengel for den unge mand, der sidder der', og han udpegede en
bror, der i dag er patriark i kirken.
Idet han pegede på en anden ældste, sagde han: Og en anden er skytsengel for den
unge mand der,' og han udpegede en, jeg havde kendt siden barndommen. Tårerne
løb ned ad kinderne på begge disse missionærer, ikke pga. sorg eller græmmelse, men
som et udtryk for den overvældende ånd. Vi græd faktisk alle sammen.