Kirkens Præsidenter

Side 44
foran. Jeg hjalp til med alt dette arbejde ved at save, bygge og transportere." (B. H.
Roberts, Life of John Taylor, s. 193)
John Taylor blev i Saltsødalen i to år (fra oktober 1847 til oktober 1849). I disse to
år tog han aktivt del i alle de helliges foretagender. Han deltog i møder for De Tolv;
han talte ved konferencer for de hellige; han bestræbte sig på at skaffe sin familie
livets behageligheder. Han var personligt vidne til den fantastiske oplevelse, da tusinder
af måger fløj ind fra søen og ødelagde de utallige græshopper, der var ved at gøre
det af med de helliges magre afgrøder. Under alle forhold var John Taylor en leder.
"Mange støttede sig til ældste Taylors styrke i disse dage," skriver B. H. Roberts. "Når
fortvivlelse overvældede koloniens beboere, indgød han dem håb igen; når de svage
vaklede, styrkede han dem; de, der var nedbrudte af sorg, trøstede og opmuntrede
han. Hans tro på Gud og tillid til, at han havde magt til at bevare og udfri sit folk, var lige
så urokkelig midt under de vanskeligheder, de kom ud for, da de bosatte sig i Utahs
øde dale, som det havde været tilfældet under pøbeloptøjerne i Missouri og Illinois."
(B. H. Roberts. Life of John Taylor, s. 199-200)
IV
Ved oktoberkonferencen i 1849 blev John Taylor kaldet af Kirkens øverste
Præsidentskab til at præsentere evangeliet for Frankrigs befolkning. Han accepterede
beredvilligt dette vigtige kald, og den 19. oktober rejste han østpå sammen med flere
andre missionærer. Rejsen over sletterne var besværlig på denne årstid, hvor kolde
vinde og snestorme jog hen over prærien. Men brødrene fortsatte fra dag til dag, og i
løbet af 2 måneder nåede de til Kanesville, Iowa, hvor nogle af de hellige stadigvæk
boede, og disse gav dem en varm velkomst. Fra Kanesville fortsatte ældste Taylor
rejsen med vogn og med båd til St. Louis, Missouri, hvor han blev i flere uger "for at
besøge de hellige og studere det franske sprog". Derefter fortsatte han til New York
City, og herfra sejlede han til England. Efter en sørejse uden særlige begivenheder
ankom han den 27. maj 1850 til Liverpool, England.
Ældste Taylor blev kun i England nogle få uger for at genopfriske gamle
bekendtskaber og mødes med de hellige; derpå rejste han til Frankrig, hvor han gjorde
Boulogne-sur-Mer til sit hovedkvarter. Hans kammerater var ældste Curtis Bolton og
William Howell.
På grund af den begrænsede protestantiske befolkning i Boulogne gjorde
missionærerne ikke store fremskridt. Ældste Taylor indlod sig på en offentlig debat med
to præster fra England, hvilket vakte betydelig opmærksomhed, men det varede ikke
længe, før han tog til Paris, hvor der var større muligheder. Her døbte han snart flere
mennesker og grundlagde en lille gren af kirken. Han traf også foranstaltninger til at få
Mormons Bog udgivet på fransk og få trykt et lille månedligt blad, Etode du Deseret.
Den politiske uro i Frankrig var imidlertid således på dette tidspunkt, at regeringen snart
forbød ældsterne at forkynde evangeliets principper. I august 1851 tog ældste Taylor
til Hamburg, Tyskland, hvor han havde held til at få Mormons Bog oversat til tysk og
også til at udgive et lille månedligt blad, Zions Panier.
Da ældste Taylor i december 1851 vendte tilbage til Paris, fandt han landet i en
tilstand af revolution og byen i hænderne på soldater. Under sådanne usikre forhold
mente han, at det var bedst at forlade Frankrig. Derfor sammenkaldte han de hellige til
en konference og bød dem farvel. Næste dag rejste han til England og regnede med,
at hans mission indtil videre var forbi.
Det var på denne mission ældste Taylor skrev sin beundringsværdige pjece The
Government of God. Om dette værk skriver historikeren George Bancroft (1800-1891):