Kirkens Præsidenter

Side 26
håndværkere, arbejder i alle dele af byen med at gøre tømmer klar til at lave vogne
af. . . Der udsendes mandskab over hele landet for at købe jern; grovsmede arbejder
nat og dag, og alle er travlt optaget af at gøre alting klar til vor rejse vestpå så snart
som muligt."
Den sidste dag i 1845 skrev Brigham følgende i sine optegnelser: "Ældste Heber
C. Kimball og jeg havde tilsyn med arbejdet i templet; undersøgte kort med det formål
at finde et sted til de hellige vest for Klippebjergene, og læste forskellige værker af
rejsende, der har været i disse områder."
III
Den 15. februar 1846 satte Brigham sin familie i en vogn, tog sine forspand, sit kvæg
og de ejendele, han kunne tage med, og forlod sit dejlige hjem i Nauvoo, sin gård,
sine forretninger og jordstykker, det smukke tempel, der næsten havde kostet ham
livet, sine kære venners - profetens og patriarkens - grave, og sejlede over floden til
Iowabredden. Det var en bidende kold dag. Foran ham strakte det store vesten sig 3200
km ud til Stillehavet med sine vidtstrakte sletter og bjerge, sine ørkener og ubeboede
vildmarker, sine omstrejfende indianerstammer, sine vilde dyr og kryb; et område, der
ikke var ret kendt og kun udforsket af de dristige mænd, der søgte efter vilde dyrs
pelse og skind. Et eller andet sted i dette vidtstrakte område håbede han at finde et
sted, hvor der var sikkerhed og fred for hans folk, der så længe var blevet plaget og
forfulgt. Fra kort og rapporter, han havde læst og studeret, havde han fæstnet sig lidt
ved Saltsødalen på den anden side af Klippebjergene og midt i the Great Basin (Et
stort område i den vestlige del af USA. Området omfatter den vestlige halvdel af Utah,
det meste af Nevada, dele af det østlige Californien, den sydøstlige del af Oregon og
Idaho og den sydvestlige del af Wyoming.). Udover dette kendte han ikke noget til sin
skæbne. Men Brigham så fremtiden i møde uden frygt; hans tro lærte ham, at alt var
vel. Jeg kan ikke tænke på noget mere ædelt, end denne robuste troens mand, denne
stærke Guds mand, der drager ud i ødemarken i spidsen for sin lille flok af hellige for
at grundlægge et rige.
Efter et par ugers forløb regnede man med, at ca. 3 000 mennesker havde forladt
deres hjem i Nauvoo og sluttet sig til karavanen. Derpå påbegyndte man rejsen gennem
Iowa mod Council Bluffs. Der var ingen veje, kun spor i det bløde mudder, efterladt af
dem, der allerede havde gået der. Ofte blev de holdt tilbage af stærke regnbyger, så
de somme tider kun kunne rejse 3-8 km om dagen. Undertiden var nætterne kolde,
og en gang imellem faldt der flere cm sne. Mange fik ikke mad nok; nogle døde
og blev begravet ved vejkanten. Først den 14. juni fik Brigham Council Bluffs ved
Missourifloden i sigte. Det havde taget ham 4 måneder at rejse gennem Iowa.
Jeg vil ikke gå i detaljer mht. den vidtstrakte lejr, der blev dannet af de hellige på
begge sider af Missourifloden i sommeren og efteråret 1846, men vil blot sige, at det
blev beregnet, at 12 000 flygtninge samledes der eller befandt sig på lowas sletter.
Jeg vil helst ikke skrive noget om deres strabadser, da de var årsag til megen sorg og
smerte. Men under præsident Brigham Youngs og De Tolvs ledelse fik de hellige hele
tiden opmuntring og inspiration. Aldrig har et folk haft bedre ledere.
Jeg må ikke glemme at nævne, at mens de hellige befandt sig i Council Bluffs, bad
general Kearney fra De forenede Staters hær dem om at stille 500 mænd til rådighed
for krigen i Mexico. Han sendte kaptajn James Allen fra Fort Leavenworth af sted for at
tale med præsident Young. Efter at præsidenten omhyggeligt havde overvejet sagen,
kaldte han de hellige sammen og gik ind på forslaget. Han erklærede: "Jeg foreslår, at
500 frivillige mønstres, og jeg vil gøre mit bedste for at sørge for, at alle deres familier