Kirkens Præsidenter

Side 55
på høloftet for at lege der. Vi havde ikke været der længe, før jeg faldt ned fra den store
bjælke med ansigtet lige mod det bare gulv. Jeg havde slået mig slemt, men kom mig
i løbet af kort tid og var snart ude at lege igen.
En lørdag aften, da jeg legede sammen med mine brødre, Azmon og Thompson, i
min fars værelse, i strid med hans instrukser, trådte jeg forkert og faldt ned ad trapperne.
I faldet brækkede jeg en arm. Det fik jeg altså ud af at være ulydig. Jeg led meget,
men kom mig hurtigt og besluttede, at hvad jeg end måtte lide i fremtiden, skulle det
ikke være for ulydighed mod forældre. Herren har befalet, at børn skal adlyde deres
forældre, og Paulus siger: Dette er jo det første bud, der er knyttet forjættelse til.' (Ef.
6:2)
Kort efter denne hændelse undslap jeg med nød og næppe med livet i behold. Min
far ejede noget hornkvæg, og blandt det var der en vranten tyr. En aften var jeg ved
at fodre kvæget med græskar, og tyren lod sit eget ligge og tog det græskar, jeg lige
havde givet til en ko, som jeg kaldte for min egen. Jeg blev opbragt over dette handyrs
egoisme og samlede straks det græskar op, som det havde ladet ligge, for at give det til
koen. Aldrig så snart havde jeg fået det op i armene, før tyren rasende kom springende
hen imod mig. Jeg løb ned ad bakken, alt hvad jeg kunne, med tyren i hælene. Min
far, der så den fare, jeg var i, råbte til mig, at jeg skulle smide græskarret, men jeg
holdt fast på det (og glemte at være lydig), og da tyren nærmede sig med en tigers
voldsomhed, trådte jeg forkert og faldt lige på næsen. Græskarret rullede fra mig, tyren
sprang over mig, løb hornene ind i græskarret og ødelagde det. Den ville utvivlsomt
have gjort det samme med mig, hvis jeg ikke var faldet på næsen. Denne redning
tilskriver jeg, ligesom alle andre, Guds barmhjertighed og godhed.
Samme år, da jeg besøgte min onkel Eldad Woodruff, faldt jeg fra en veranda over
noget tømmer og brækkede den anden arm.
Der gik ikke mange måneder, før jeg kom ud for et endnu større uheld. Min far ejede
et savværk foruden møllen, og en morgen gik jeg sammen med flere andre drenge til
savværket og klatrede op på vognen for at køre uden at tænke på nogen fare. Men før
jeg blev klar over det, kom mit ben på en eller anden måde i klemme og brækkede midt
over. Jeg blev bragt hjem og lå i 9 timer, før de brækkede knogler blev sat sammen igen.
Jeg led meget i disse timer, men da jeg var ung, voksede knoglerne snart sammen,
og jeg var igen på benene og deltog i barndommens løjer. Mens jeg lå syg, havde min
bror, Thompson, holdt mig med selskab. Han led nemlig af plettyfus.
Kort tid efter blev jeg en mørk aften sparket i maven af en okse; men da jeg stod for
tæt ved dyret til at få slagets fulde styrke, slap jeg med skrækken.
Ikke længe efter gjorde jeg mit første forsøg på at læsse hø. Jeg var ikke så gammel,
men troede, at jeg havde læsset det ordentligt. Da jeg var på vej til laden, stødte
vognhjulet mod en sten, og høet faldt af vognen. Jeg faldt til jorden med læsset ovenpå.
Det blev hurtigt fjernet, og bortset fra lidt støv havde jeg ingen skade taget.
Da jeg var 8 år gammel, kørte jeg sammen med min far og flere andre i en
enspændervogn. Vi skulle køre ca. 5 km til et sted for at udføre noget arbejde. På vejen
blev hesten bange, løb ned ad en bakke, og vognen, vi sad i, væltede. Vi var i fare,
men blev igen reddet af forsynet. Ingen af os kom til skade.
En dag klatrede jeg op i et elmetræ for at få fat i noget bark. Da jeg var ca. 4 1/2 m fra
jorden, knækkede den tørre gren, jeg stod på, og jeg faldt ned på jorden og landede på
ryggen. Uheldet har åbenbart fået mig til at tabe vejret. En fætter løb hjem og fortalte
mine forældre, at jeg var død, men før de nåede hen til mig, kom jeg til mig selv igen,
rejste mig og gik dem i møde.