Kirkens Præsidenter

Side 228
beløb på 15 dollars til kost og logi. Han var skolens bestyrer, den eneste lærer, pedel,
forvalter og altmuligmand.
Da han blev ansat som bestyrer for Oxford School i den sydøstlige del af Idaho,
steg hans løn til 90 dollars om måneden, og han fik en større udfordring, da mange
af eleverne var ældre end han. Til trods for den kendsgerning, at mange elever havde
ry for at være nogle værre bøller, klarede den nye bestyrer situationen og vandt deres
respekt ved at spille basketball med dem. Fra denne administrative stilling høstede
han værdifulde erfaringer så vel som venskaber, der var langvarige og udbytterige.
Under sin ansættelse i Oxford red han frem og tilbage mellem Clifton gården og den
lille skole, han ledede. Sin fritid anvendte han på samfundsaktiviteter og på at forbedre
sine musikalske talenter og sine undervisningsfærdigheder.
I sine år som skolebestyrer i Oxford var hans far biskop i hans eget ward i Clifton.
Mange aftener, når Harold var kommet hjem, hjalp han og hans brødre faderen med
at læsse en sæk korn eller en bylt tøj bag i ponykærren. Ladningen forsvandt med
solnedgangen, når deres far tog sig af de syge og trængende i det stille og således
værnede om familiernes stolthed og tillid. Som mange andre af kirkens biskopper havde
Harolds far sørget for et forrådshus, der var forsynet med varer, som skulle anvendes
med visdom og i nødssituationer. Den grundlæggende struktur i dette enkle, kristne
program henleder tanken på det vellykkede velfærdsprogram, biskop Lees søn i 1935
udtænkte under præsident Heber J. Grants ledelse.
Efter at Harold havde virket som lærer i næsten 4 år, anbefalede hans far og biskop,
at han udførte en mission. Præsident Heber J. Grant kaldte ham til at virke i de vestlige
staters mission. Derpå blev han for første gang kaldt for "ældste Lee", en titel, hvorved
han ville blive kendt som apostel og profet i næsten det halve af sit liv. 12-3 år før
sin missionskaldelse havde Harold været organist i Clifton ward, så vel som leder og
organisator af et pigekor. Da han beredte sig på at tage af sted på sin mission, gav
de unge piger, han havde trænet og undervist, ham en guldring som symbol på deres
respekt og venskab.
I de aflåste årbøger over missionsoptegnelser er der en enkel, skriftlig rapport af
præsident John M. Knight vedrørende den unge Harold B. Lees mission fra den 11.
november 1920 til den 18. december 1922. Karakterskildringen passer på manden:
"Kvalifikationer: Som taler, Meget god'. Som præsiderende leder, Meget god'. Har han
en god kundskab om evangeliet? "Meget god". Har han været energisk? "Meget".
Er han diskret, og har han en god indflydelse? "Ja". Bemærkninger: Ældste Lee
præsiderede over Denver distrikt med betydelig udmærkelse fra den 8. august 1921 til
den 18. december 1922. En enestående missionær'."
Mens ældste Lee var missionær, havde han en kammerat ved navn Willis J.
Woodbury; denne plejede at bære en stabel sortindbundne skrifter i den ene hånd og
en cellokasse i den anden. Når som helst, der var mulighed for det, standsede de to,
åbnede kassen og begyndte. Ældste Woodbury strøg buen over celloen, mens ældste
Lee sang og akkompagnerede på klaver. Deres musik beredte tilhørerne til at være
mere modtagelige for evangeliets budskab. Ældste Lee var en naturlig leder blandt
missionærer og medlemmer, og han var medvirkende til, at over 40 mennesker gik i
dåbens vande.
Efter at ældste Lee var blevet afløst fra sin mission, tilbragte han en kort tid i Clifton,
og derefter tog han til Salt Lake City for at gøre kur til en ung dame ved navn Fern
Lucinda Tanner, som han havde mødt i missionsmarken og havde beundret på afstand.
Den opvakte, talentfulde og smukke søster Tanner havde en usædvanlig stor kundskab