Kirkens Præsidenter

Side 42
"Et stort selskab spiste i mit hjem nytårsaften og nød musik og dans til den lyse
morgen. Jeg var i mit private værelse sammen med min familie, ældste John Taylor
og andre venner."
Og igen tirsdag den 6. Februar: "En meget kølig dag. Jeg tilbragte aftenen sammen
med min bror Hyrum, Sidney Rigdon og De tolv Apostle og deres hustruer hos ældste
John Taylor. Vi spiste aftensmad sammen og havde det hyggeligt."
I året 1844 var der præsidentvalg i USA, og man drøftede politik alle vegne. De
helliges ledere besluttede, at de ikke kunne støtte de større politiske partier eller deres
kandidater. For at finde en middelvej bad man profeten om at lade sig opstille som
præsidentkandidat, og de hellige skulle så støtte ham og arbejde for, at han kunne blive
valgt. Derfor forlod 244 ældster - inklusive De tolv Apostle, bortset fra John Taylor og
Willard Richards - i april Nauvoo og rejste til de forskellige stater østpå.
Mens de var væk, påbegyndtes udgivelsen af en anti-mormonsk avis i Nauvoo, der
ondskabsfuldt angreb profeten og de hellige. Nauvoos byråd gav ordre til, at denne
avis "skulle ødelægges", og ordren blev udført. Der blev straks udstedt arrestordrer for
profeten, hans broder Hyrum, John Taylor og andre, der var medlemmer af byrådet.
Det var mens de afventede den retslige behandling, at tragedien i Carthage fængslet
fandt sted, den 27. juni 1844. Profeten og patriarken blev dræbt, og John Taylor blev
alvorligt såret. Detaljerne om denne tragedie blev givet i kapitlet om Joseph Smith i
denne bog, og jeg vil ikke gentage dem her.
Ældste Taylor blev bragt til sit hjem i Nauvoo få dage efter tragedien, og det
varede mange uger, før han var i stand til at genoptage sit normale arbejde. De Tolvs
rådsmøder blev ofte afholdt i hans hjem, mens han kom til hægterne efter sårene. Da
han var kommet sig, fortsatte han med at udgive tidsskrifter, og passede desuden sit
arbejde i kirken samt en dejlig gård, han havde i nærheden af Nauvoo. Imidlertid blev
de ledende brødre i løbet af 1845 klar over, at de hellige ville være nødt til at forlade
Nauvoo, hvis de ønskede fred, og i løbet af efteråret og vinteren 1846-1847 påbegyndte
man forberedelser til den store folkevandring mod vest.
Den 16. februar 1846 forlod ældste Taylor Nauvoo og krydsede floden til Iowasiden.
For at få et begreb om, hvad han måtte ofre på dette tidspunkt, er der fortalt, at han i
Nauvoo efterlod "et stort to-etagers, møbleret murstenshus med en forretning på den
ene side og en ny murstensbygning på den anden, som han havde opført til trykkeri;
desuden en stor lade nede bagved. Grunden og bygningerne var 10000 dollars værd.
Foruden disse ejendomme havde han lidt øst for Nauvoo en gård på 43 hektarer, en
anden på 32 hektarer, hvoraf det halve blev dyrket og resten gav tømmer. Han ejede
også en hjørnegrund på 30,78 x 25,9 m, beliggende på Main street og Water street".
Alt dette efterlod ældste Taylor i Nauvoo, da han påbegyndte den trættende rejse ud i
de vestlige ødemarker. Men tanken om og troen på, at de hellige kunne finde et sted,
hvor de kunne tilbede Gud i fred og bo i sikkerhed uden at blive forulempet af onde
pøbelhobe, ledte ham fremad mod den nedgående sol.
III
Rejsen gennem Iowa i regn og mudder tog 4 måneder. Den 14. juli ankom ældste Taylor
til Council Bluffs ved Missourifloden. Her gjorde man foreløbig holdt. På dette sted fik
man besked fra kirkens organisationer i England, at det ikke gik så godt der. De Tolv
tog sagen under overvejelse, og som resultat bad præsident Young John Taylor, Orson
Hyde og Orson Pratt om at rejse til England og bringe orden i kirken. Brødrene tog af
sted, mens deres familier måtte se en streng vinter i møde i vogne ved Missouriflodens