Kirkens Præsidenter

Side 131
noget menneske om at adlyde vidsomsordet mere grundigt, end jeg selv vil adlyde
det. Jeg vil ikke bede noget menneske om at være mere pligtopfyldende og beredvillig
ved betaling af tiende og offerydelser, end jeg selv vil være. Jeg vil ikke bede noget
menneske om at være mere villig og parat til at komme tidligt og gå sent og at arbejde
med sindets og legemets fulde kraft, end jeg selv vil arbejde - og altid i ydmyghed. Jeg
håber på og beder om Herrens velsignelser, idet jeg åbent og ærligt erkender, at det
uden Herrens velsignelser vil være umuligt for mig at gøre den høje kaldelse, der er
blevet pålagt mig, til en succes. Men ligesom Nephi i fordums tid vidste det, ved jeg,
at Herren ikke giver menneskene nogen befaling, uden at han åbner en udvej for dem,
så de kan udføre det, som han befaler dem. Med denne vished i hjertet accepterer jeg
det store ansvar uden at frygte konsekvenserne, idet jeg ved, at Gud vil støtte mig,
ligesom han har støttet alle mine forgængere, der har besiddet denne stilling-forudsat
at jeg vil arbejde ydmygt og flittigt og altid søge Helligåndens vejledning; og dette vil
jeg bestræbe mig for at gøre."
Vii
Fra november 1918 og indtil den 1. maj 1945 præsiderede præsident Grant over de
sidste dages helliges aktiviteter over hele verden. Hans forvaltning var længere end
nogen anden af kirkens præsidenters, bortset fra præsident Brigham Youngs. Han
havde derfor gode muligheder for at føre sine fremgangsmåder ud i livet og at bruge
sin indflydelse til opbygningen og forbedringen af det store sidste dages værk.
Måske var præsident Grants mest enestående bidrag til kirken i den tid, han var
præsident, hans evne til at mødes med nationens prominente og indflydelsesrige folk
og omgås dem; at nedbryde modstand; at fjerne fordomme og at vinde venner til sig
selv og til de sidste dages hellige. Han var en storslået og fremragende missionær.
Jeg husker hans bemærkninger ved generalkonferencen i 1921, hvor han henviste til
en tale, han havde holdt for the Knife and Fork Club' i Kansas City i december måned
året før:
(1) En prominent klub, hvis medlemmer mødes for at spise sammen, hygge sig og
høre gæstetalere.
"Jeg synes, at vi som et folk har meget stor grund til at glæde os over den goodwill
og venlighed, der i dag vises os som et folk af dem, der ikke hører til vor tro - i
sammenligning med de forhold, der herskede for nogle år siden. Jeg erindrer ikke en
eneste oplevelse i den lange tid, jeg har været en af kirkens generalautoriteter, der
har gjort større indtryk på mig mht. forandring i indstilling over for de sidste dages
hellige, end den modtagelse jeg fik sidste december, da jeg tog til Kansas City for at
holde en tale om 'mormonismens' resultater. Når jeg tænker på, at jeg på det ledende
hotel i denne dejlige og fremadskridende by ... fik lov til at rejse mig - mindre end 16
km fra Independence, det sted, hvorfra de sidste dages hellige blev uddrevet efter en
uddrivelsesordre fra guvernør Boggs - for at fortælle om de resultater, de sidste dages
hellige havde opnået, at berette om Joseph Smiths profetier, at give de forsamlede
- over 300 af byens førende og indflydelsesrige forretningsmænd - Josiah Quincys(2)
vidnesbyrd om profeten Joseph Smith, at citere den dejlige pionersang,Kom, kom Guds
folk' for dem, at fortælle dem om de trængsler, uddrivelser og forfølgelser de sidste
dages hellige var udsat for og få disse repræsentable mænd til at lytte bifaldende,
flere gange afbryde med klapsalver og se mange af dem komme hen til mig efter
mødet for at give mig hånden og takke mig for talen, og at høre nogle af klubbens
bestyrelsesmedlemmer - the Knife and Fork Club i Kansas City (som jeg har ladet mig