Kirkens Præsidenter

Side 82
Det var med denne ånd, "Palæstinaturisterne" begav sig ud på den lange rejse, der
kom til at vare i mere end 8 måneder. Det må have været interessant for Lorenzo Snow
at sammenligne den behagelige togrejse til Omaha, Nebraska, med de langsomme
okseforspand, hvormed han tidligere havde foretaget adskillige besværlige rejser. Da
han sejlede over havet med en prægtig damper, må han have tænkt på sin første rejse
til England, hvor han blev indkvarteret på dækket af et sejlskib. På vejen til Palæstina
besøgte man England, Holland, Belgien, Frankrig, Italien og Ægypten. Fra Ægypten
tog turisterne med skib til Jaffa, og derfra fik de det første glimt af Det hellige Land.
Få dage senere, søndag den 2. marts 1873 blev landet indviet. "Præsident Smith traf
aftale med vores fører," skriver Eliza R. Snow, "og fik telt, bord, stole og tæppe bragt
op på Oliebjerget, hvortil alle brødrene og jeg selv begav os på hesteryg. Da vi nåede
toppen, steg vi af hestene, og efter at have overdraget dem i tjeneres varetægt besøgte
vi Himmelfartskirken, en lille kirke, der siges at være anbragt på det sted, hvor Jesu
himmelfart fandt sted. På dette tidspunkt var teltet blevet slået op, og vi trådte ind
i det. Efter en åbningsbøn ved broder Carrington(1) forenede vi os efter det hellige
præstedømmes orden. Præsident Smith ledede mødet, og i ydmyg og indtrængende
bøn indviede han Palæstina til jødernes indsamling og Jerusalems genopbyggelse.
Derpå takkede han inderligt Gud for evangeliets fylde og de velsignelser, der blev
skænket de hellige. Derefter bad nogle af de andre brødre efter tur, og vi havde et
meget interessant møde. For mig var det kronen på hele turen, da jeg forstod, at vi
tilbad på toppen af det hellige bjerg, der engang så ofte var tilflugtssted for Livets Prins."
(1) Albert Carrington (1813-1889) medlem af De tolv apostles Råd - assisterende
rådgiver til Brigham Young.
Turisterne forlod Palæstina sidst i marts og påbegyndte hjemrejsen, der førte dem
igennem Grækenland, Tyrkiet, østrig, Tyskland og England. De forlod sidstnævnte sted
i juni for at sejle tilbage til De forenede Stater. Eliza R. Snow fortsætter beretningen
om turen efter deres ankomst til New York City: "Da vi forlod New York, tog min bror
og jeg direkte til det sted i Ohio, hvor han var født, og hvor vi var vokset op - stedet
for vor barndom og ungdom - og også de tilstødende byer og amter. Jeg havde været
væk i 37 år, mens min bror havde været der en gang inden for dette tidsrum. Mange
af vore slægtninge og venner var gået al kødets gang, siden vi rejste derfra, og alt det,
vi huskede, har tiden forandret. De af vore slægtninge og bekendte, der var tilbage,
modtog os hjerteligt; det var faktisk en fortsat hyldest fra først til sidst, overalt hvor vi
kom - gennem amterne Portage, Geauga, Cuyahoga og Loraine, selv børn, der var
blevet født, efter at vi var flyttet fra amtet, kom langvejs fra for at se os og tale med os.
Vi havde været ude at rejse så længe og var ivrige efter at komme hjem, men
samtidig ønskede vi at se så mange af vore venner og slægtninge som muligt, og derfor
aflagde vi besøg dag og nat og tog fra sted til sted i hurtig rækkefølge.
Vi havde held til at indsamle megen genealogi, både for døde og levende; og vi
tror, at vi i mange tilfælde har fornyet venskaber og styrket og dannet forbindelser,
der vil vare ved i evigheden. Vi føler, at Gud er med os og stoler ydmygt på, at hans
velsignelser vil følge vore anstrengelser."
Den sidste del af rejsen foregik med tog. Præsident Snow ankom til Brigham City
den 8. juli 1873 og blev budt velkommen af familiemedlemmer og mange venner. Han
genoptog straks sine opgaver i kirken og i sine virksomheder.
Den 3. april 1884 fyldte præsident Snow 70 år. Et par uger senere ved en
familiesammenkomst i Brigham City udtrykte han taknemmelighed over sine mange
velsignelser: "Mit hjerte er fyldt til overmål med den inderligste taknemmelighed til