Kirkens Præsidenter

Side 99
havde forladt Salt Lake City. Da missionærerne nærmede sig havnen, kom mange
af de indfødte ud for at møde skibet, nogle i deres kanoer og andre svømmende.
Joseph F. lyttede til deres samtale, mens de råbte til hinanden og til dem på skibet,
og han spekulerede på, hvordan i alverden det nogensinde ville blive muligt at forstå
de indfødtes sprog.
Efter et par dages forløb blev Joseph F. Smith udpeget til at arbejde på øen Maui,
og derfra skrev han den 20. oktober et langt brev til sin fars fætter, George A. Smith, i
Salt Lake City. Jeg ville gerne citere hele dette dejlige brev, men kan ikke gøre det på
grund af begrænset plads, men jeg vil citere 2-3 afsnit for at vise, hvilken karakterstyrke
og stærk tro denne unge mand havde udviklet - og han var endnu ikke fyldt 16 år.
"Jeg er taknemmelig for dit råd," skriver han, "for jeg ved, det er godt, og jeg ved,
at det værk, jeg er optaget af, er den levende og sande Guds værk, og jeg er parat
til at bære mit vidnesbyrd om dette når som helst og hvor som helst, eller i hvilken
situation jeg end måtte befinde mig; og jeg håber og beder til, at jeg altid trofast må
tjene Herren, min Gud.
Jeg er glad for at kunne sige, at jeg er parat til at gå gennem tykt og tyndt for den
sag, jeg er optaget af, og jeg håber oprigtigt og beder til, at jeg må forblive trofast til
enden. Således føler jeg, og jeg har lyst til at velsigne bjergenes dale og næsten alt,
hvad de indeholder, hele dagen lang ...
Hils hele familien; hils George og hans søster, også fætter Elias og hans familie og
kusine Jane og drengene; og bed dem om at huske mig i deres bønner, så jeg kan
forblive trofast og fuldføre min kaldelse med ære, både for min egen skyld og for den
sag, jeg er optaget af. Jeg ville hellere dø på denne mission end bringe skam over mig
selv eller min kaldelse. Dette er mit hjertes følelser. Det er min bøn, at vi må forblive
trofaste til enden og til sidst blive kronet i Guds rige sammen med dem, der er gået
forud for os."
En dreng, der kunne skrive et sådant brev, var meget lovende. Han forblev trofast
og havde fremgang på sin mission - ligesom han forblev trofast og havde fremgang
hele livet igennem. Han forblev på Hawaiiøerne i lidt over 3 år og fik ry for at være en
flittig og trofast missionær, hvilket bragte ham selv ære og tilfredshed.
Rejsen hjemad lignede den på turen udad; til San Francisco med skib, derpå ned
langs Californiens kyst til San Bernardino, og til sidst over de øde strækninger til Salt
Lake City. Han ankom sikkert og godt til sit hjem den 24. februar 1858. Han var nu 19
år og 3 måneder.
III
Ved sin ankomst opdagede Joseph F., at kirkens ledere og de fleste af de hellige
var meget bekymrede pga. Johnstons hærs frembrud, der på det tidspunkt var blevet
standset ved Fort Bridger, Wyoming. "Dagen efter min hjemkomst," fortæller han,
"aflagde jeg rapport til præsident Young og meldte mig straks til hæren for at være
med til at forsvare os imod en fjendtligsindet og truende hærs indtrængen. Fra
dette tidspunkt og indtil fredserklæringen og præsident Buchanans(1) undskyldning,
for påståede forbrydelser begået af de hellige, kom, var jeg konstant i sadlen for
at gennemsøge og udforske landet mellem Salt Lake City og Fort Bridger, under
kommando af oberst Thomas Callister med flere. Jeg havde patruljetjeneste sammen
med en gruppe mænd under Orrin P. Rockwell, da kommissærerne Powell og
McCollugh kom os i møde i nærheden af Weberfloden med præsidentens erklæring.