Kirkens Præsidenter

Side 117
den kundskab, jeg havde om evangeliet, og fordi han havde givet mig større kraft, på
grund af den kundskab jeg havde om, at Gud gennem sin hellige Ånd havde inspireret
mig til at forkynde dette evangelium.
Næste søndag lærte jeg endnu en lektie, som jeg har været lige så taknemmelig
om end ikke så glad for. Jeg tog til Grantsville, det største ward i Zions Tooele stav,
og jeg kom til Herren med omtrent den samme indstilling, som Oliver Cowdery havde,
da han sagde til Herren: Jeg ønsker at oversætte', og Herren svarede ham, at han
godt måtte oversætte. Men da det slog fejl for ham, fik han senere at vide, at han
ikke havde udtænkt det i sit eget sind, at han ikke havde adspurgt Herren, og at han
ikke havde gjort sin del. Jeg fortalte Herren, at jeg gerne ville tale igen til de hellige i
Grantsville; jeg rejste mig og talte i 5 minutter, og jeg tror, jeg svedte lige så meget,
som hvis jeg var blevet dyppet i et vandløb, og jeg løb fuldstændig tør for ideer. Jeg
gjorde en så fuldstændig fiasko ud af min tale så at sige, som noget jordisk væsen
kunne gøre. Jeg fældede ingen taknemmelighedstårer, men jeg vandrede adskillige
kilometer bort fra kirkebygningen, ud i markerne mellem hø- og stråstakke, og da jeg
var så langt væk, at jeg var sikker på, ingen kunne se mig, knælede jeg ned bag en
af disse stakke og fældede ydmygelsens tårer. Jeg bad Gud om at tilgive mig for ikke
at have husket, at mennesker ikke kunne forkynde Jesu Kristi evangelium med kraft,
med styrke og med inspiration, hvis de ikke blev velsignet med den kraft, der kommer
fra Gud; og jeg fortalte ham der, som den dreng jeg var, at hvis han ville tilgive mig min
egoisme, hvis han ville tilgive mig for at have troet, at noget menneske uden hans Ånd
kunne forkynde sandheden og finde villige hjerter til at modtage det, så ville jeg til min
dødsdag bestræbe mig for at huske, hvor inspirationen kommer fra, når vi forkynder
Jesu Kristi evangelium, livets og frelsens plan, der igen er blevet åbenbaret til jorden.
Jeg er taknemmelig for at kunne sige, at i de 40 år, der siden er gået, er jeg aldrig
blevet ydmyget, som jeg blev det den dag. Og hvorfor ikke? Fordi jeg aldrig, takket
være Herren, har rejst mig op med den ide, at et menneske kunne gøre indtryk på sine
tilhørere - hvad enten de er sidste dages hellige eller syndere - hvis vedkommende
ikke er i besiddelse af den levende Guds Ånd og således kan bære vidnesbyrd om, at
det er sandheden, I og jeg er engageret i.
III
Efter trofast at have arbejdet i gerningen som præsident for Tooele staven fra oktober
1880 til oktober 1882 blev Heber J. Grant gennem åbenbaring kaldet af præsident John
Taylor til den høje stilling som apostel. Dette kald kom omkring en måned før hans
26-års fødselsdag. Det var en ansvarsfuld stilling for en så ung mand. Men når man
kaster et blik på hans første år, er der tydeligt bevis på, at det længe havde været
kendt, at han en dag ville modtage denne høje kaldelse. I en tale holdt af præsident
Grant i 1919 finder jeg følgende:
"Da jeg var lille, var jeg engang med til et hjælpeforeningsmøde, der blev afholdt i
afdøde William C. Staines' hjem på hjørnet af South Temple og Fifth East Streets. Min
mor var der, tante Em` Wells' var der, Eliza R. Snow(2), Zina D. Younn(3) og mange
andre. Da mødet var forbi, gav søster Eliza R. Snow ved hjælp af tungemålsgaven en
velsignelse til hver eneste af disse gode søstre, og søster Zina D. Young udlagde den.
Efter at have velsignet søstrene vendte hun sig til drengen, der legede på gulvet, og
udtalte en velsignelse over mit hoved ved hjælp af tungemålsgaven, og Zina D. Young
gav udlægningen. Jeg forstod natuligvis ikke et ord, og alt, hvad jeg som barn fik ud
af udlægningen var, at jeg en dag ville blive en stor mand. Jeg troede, det betød, at
jeg ville blive en høj mand. Min mor skrev velsignelsen ned. Hvoraf bestod den? Det