Kirkens Præsidenter

Side 109
kendte hawaiianske orkester var der og spillede til velkomst, som det ofte gør, når der
ankommer dampskibe. Men ved denne lejlighed havde borgmesteren givet orkesteret
besked om at gå op til "mormonernes" mødehus og der spille udvalgte stykker under
de festligheder, som de indfødte havde arrangeret. Det var smukt at se den dybe
kærlighed og varme hengivenhed, disse mennesker nærede for ham. Midt i det hele
lagde jeg mærke til, at en stakkels, gammel, blind dame - vaklende under byrden af
ca. 90 år - blev ført ind. Hun havde et par bananer af udsøgt kvalitet i hånden. Det var
alt, hvad hun havde - hendes offer. Hun kaldte: "Iosepa, Iosepa" (det hawaiianske ord
for Joseph). Straks da han så hende, løb han hen til hende, tog hende i sine arme og
omfavnede og kyssede hende igen og igen, strøg hende over håret og sagde: Mor,
mor, min kære mor.'
Og med tårerne strømmende ned ad kinderne vendte han sig imod mig og sagde:
Charlie, hun passede mig, da jeg som dreng var syg og ikke havde nogen til at tage
sig af mig. Hun tog mig ind og var som en mor for mig.'
Åh, det var rørende - det var gribende. Det var smukt at se denne store, ædle sjæl i
kærlig og øm ihukommelse af den godhed, der blev vist ham for mere end 50 år siden;
og den stakkels, gamle sjæl, der havde bragt sin kærlighedsgave - et par bananer - det
var alt, hvad hun havde at give - til sin elskede Iosepa!
På disse sørejser havde vi mange ledige stunder, og vi fordrev ofte et par timer med
at spille dam. Han var dygtig til at spille dam, meget bedre end jeg. Han kunne faktisk
slå mig 4 ud af 5 gange, men ind imellem når jeg spillede mere forsigtigt, og han var
mere skødesløs, kunne jeg slå ham. Hvis han var godt i gang med at slå mig, og jeg
gjorde et forkert træk og straks kunne se, at jeg havde flyttet den forkerte brik, kunne
han give mig lov til at flytte den tilbage, hvis jeg øjeblikkelig bemærkede det; hvis jeg
derimod havde slået ham i et par spil og så ville sætte fingeren på en brik for at flytte
den tilbage - selv om jeg også gjorde det øjeblikkeligt - kunne der lyde et højt råb fra
ham, på den positive måde, der var karakteristisk for ham: Nej, det gør du ikke, du
lader den blive, hvor den er.' Det er i sådanne små episoder, vi viser den menneskelige
side af vor natur.
Han var også altid påpasselig med sine udgifter. Han afskyede gæld, og jeg har
aldrig kendt noget menneske, der så prompte betalte en obligation til den sidste øre.
Han kunne ikke hvile, før kirken var ude af gæld, og selv om hundreder af planer,
og mange af dem ekstra gode planer, blev forelagt ham, og som uden tvivl ville have
betydet større velstand for kirken, satte han sig resolut imod gæld og ville ikke under
nogen forhold eller omstændigheder implicere kirken på denne måde. Heller ikke i sine
egne personlige anliggender ville han lade sig involvere i gæld, men holdt ihærdigt fast
ved det gamle motto: Betal for det, du køber, når du køber det.'
Mange af de ældre medlemmer, der stadigvæk er i live, kan huske, at han for 40
år siden eller endog mindre blev betragtet som en radikal, og mange rystede dengang
på hovedet af ham og sagde: Hvordan skal det gå, hvis denne glødende radikaler
nogensinde bliver kirkens præsident?' Men fra det tidspunkt, han blev præsident for
kirken og endog før, blev han et af de mest tolerante mennesker - tolerant overfor
andres meninger; og mens han ville fordømme synd med en så retfærdig vrede, som
man sjældent ser i noget menneske, ville han vise barmhjertighed og medlidenhed
imod den stakkels synder, ja endog tilgivelse, hvis der blev vist oprigtig omvendelse.
Ingen var mere rede end han til at tilgive og glemme.
Han holdt af en god historie og en god vittighed, og havde let til latter. Han ville
ikke finde sig i tarvelige historier, men havde et fint anstrøg af humor, og han kunne