Kirkens Præsidenter

Side 76
kirkens præsidentskab om at tage på mission til Ohio. Hans opgave var at fremlægge
profetens "synspunkter om De forenede Staters regerings magt og politik" for folket
og at forkynde evangeliet, når der var mulighed for det. Han befandt sig i Cincinnati,
Ohio, hvor han var optaget af dette arbejde, da han hørte om profetens død i Carthage,
Illinois, den 27. juni. Han fik straks fat i hest og vogn og vendte tilbage til Nauvoo.
I året 1845 var Lorenzo beskæftiget med at arbejde på Nauvoo templet og berede
sig til den store udvandring mod vest. Omkring midten af februar 1846 krydsede han
Mississippifloden med de vogne og den husdyrbestand, han kunne skaffe, og sluttede
sig til de hellige på deres rejse gennem Iowa til Council Bluffs. Før han nåede dette sted,
blev der oprettet en koloni på et sted, der hed Mt. Pisgah, Iowa, og nogle få af de hellige,
der ikke var i stand til at fortsætte rejsen, fik besked om at blive der vinteren over.
Ældste Snow blev kaldet til at præsidere over denne koloni. I foråret 1848 genoptog
han sin rejse over sletterne, og efter mange prøvelser og vanskeligheder ankom han
endelig til Saltsødalen.
Iii
Den 12. februar 1849 blev Lorenzo bedt om at deltage i et møde for De tolv Apostle
i Salt Lake City, og til hans store overraskelse fik han at vide, at man havde udvalgt
ham til at blive medlem af dette kvorum. Han fik også at vide, at denne kaldelse var
et resultat af hans trofasthed og hengivenhed, og at han nu ville blive kaldet til at
påtage sig større ansvar i kirken. Det varede ikke længe, før dette løfte blev opfyldt. Ved
oktoberkonferencen i 1849 blev ældste Snow kaldet til at bringe evangeliet til Italien.
Dette kald kom som en stor overraskelse for ham, og det var svært for ham at rejse,
da han havde en stor familie, han skulle tage sig af og skaffe livets nødvendigheder.
Men han var ikke en mand, der løb fra sine pligter, når kirken krævede hans tjeneste.
Efter mindre end 2 ugers forberedelse sluttede han sig til nogle af brødrene på den
trættende rejse over sletterne mod øst på en meget barsk årstid. Her følger nogle afsnit
fra hans dagbog over oplevelser fra denne rejse:
"Nogle frygtede, at vore heste var for afkræftede til at bære os over de store sletter;
men da sneen begyndte at falde, fejede blæsten stien ren foran os og gjorde det muligt
for os at gå fremad uden vanskelighed, mens jorden på begge sider af os var dækket
af sne i flere hundrede kilometers afstand.
En dag, da vi spiste frokost, og hestene fredeligt græssede på prærien, lød et
alarmerende råb gennem vor lille lejr: Til våben, til våben, indianerne er over os!'
Alles øjne vendte sig i retningen, og vi så et stort, imponerende og forfærdeligt
syn. 200 krigere, malede, bevæbnede og iklædt al krigens rædsel, for hen imod os
som en mægtig strøm på deres fyrige gangere. På et øjeblik havde vi anbragt os i
forsvarsstilling. Men kunne vi forvente at modstå denne mægtige styrke med blot 30
mænd? Fremad for den vilde bande med voksende hastighed, som en stor klippeblok,
der rives løs af bjergsiden, styrter nedad og bringer død og ødelæggelse på sin vej.
Vi så, at det var deres hensigt at knuse os under de skummende gangeres hove.
De var kun få skridt borte, og i næste øjeblik ville vi blive løbet over ende. Da slog
en uro som et elektrisk chok ned gennem rækkerne og standsede deres fremtrængen
- som en lavine, der farer ned ad bjergsiden, pludselig standses midt i sin kurs af en
usynlig hånd. Herren har sagt: Rør ikke mine salvede, gør ikke mine profeter ondt!' (1
Krøn. 16:22)"
Er det ikke vidunderligt at have tro på den levende Gud? Det er det højeste stade,
et menneskes sind kan nå. Men brødrene skulle blive vidne til endnu flere mirakuløse
begivenheder.